Post by Deleted on May 28, 2016 15:31:47 GMT
@allison - Maj 2053 - Slytherins opholdsstue omkring kl 22.
Frej vidste godt, at han burde ligge i sin seng, men lige nu sad han i opholdsstuen alene og kiggede på et billed, af sine biologiske forældre. Han havde aldrig fortalt nogen hvem de var, han var på et eller andet punkt bare virkelig bange for, at folk ville dømme ham. Hans far var verdens største player, hvilket Frej ikke selv ønskede at blive sat i bås med.
Men det var nok værre med hans mor. Dacoda Shantan. Hvilken magiker kendte ikke det navn? Den kvinde var jo fuldstændig syg i hovedet. Selv mugglerne vidste hvem hun var, hun havde slået alle mulige ihjel, selv børn. Det var måske ikke så underligt, at han ikke havde lyst til, at opsøge den kvinde. Men på den anden side, så havde han det jo også godt hos sine adoptivforældre.
Han var nok bare bange for, hvad for nogle gener det var, som løb rundt i hans krop. Hvilket nok også var grunden til, at han altid prøvede at opføre sig pænt, og han havde været knust, den dag hatten havde placeret ham på Slytherin, han var sikker på, at der ville ske et eller andet, så han ville blive ligeså sindssyg som sin mor eller en ligeså stor player som sin far.
Han vendte blikket mod billedet som bevægede sig i hans hånd igen. De så så lykkelige og unge ud, men selvfølgelig kunne et billed snyde. De grinte og kyssede på billedet. Det var det eneste minde han havde om dem. Han var blevet tvangsfjernet samme dag som han var blevet født, så selvfølgelig kunne han ikke huske deres stemmer eller noget som helst. "Jeg hader jer.." mumlede han stille til billedet, totalt meningsløst.
Frej vidste godt, at han burde ligge i sin seng, men lige nu sad han i opholdsstuen alene og kiggede på et billed, af sine biologiske forældre. Han havde aldrig fortalt nogen hvem de var, han var på et eller andet punkt bare virkelig bange for, at folk ville dømme ham. Hans far var verdens største player, hvilket Frej ikke selv ønskede at blive sat i bås med.
Men det var nok værre med hans mor. Dacoda Shantan. Hvilken magiker kendte ikke det navn? Den kvinde var jo fuldstændig syg i hovedet. Selv mugglerne vidste hvem hun var, hun havde slået alle mulige ihjel, selv børn. Det var måske ikke så underligt, at han ikke havde lyst til, at opsøge den kvinde. Men på den anden side, så havde han det jo også godt hos sine adoptivforældre.
Han var nok bare bange for, hvad for nogle gener det var, som løb rundt i hans krop. Hvilket nok også var grunden til, at han altid prøvede at opføre sig pænt, og han havde været knust, den dag hatten havde placeret ham på Slytherin, han var sikker på, at der ville ske et eller andet, så han ville blive ligeså sindssyg som sin mor eller en ligeså stor player som sin far.
Han vendte blikket mod billedet som bevægede sig i hans hånd igen. De så så lykkelige og unge ud, men selvfølgelig kunne et billed snyde. De grinte og kyssede på billedet. Det var det eneste minde han havde om dem. Han var blevet tvangsfjernet samme dag som han var blevet født, så selvfølgelig kunne han ikke huske deres stemmer eller noget som helst. "Jeg hader jer.." mumlede han stille til billedet, totalt meningsløst.
