Marmorhvid Vrede

[Deleted]

Juli, 2053

@snape

Kunstgalleriet Nazari

Guillermo gik stilfærdigt - andægtigt - rundt i kunstgalleriet, som han arbejdede i. Det var et job, som han nød til fulde. Hans lunger nærmest sitrede af sprængfarlig spænding, når han inhalerede den krystalrene luft, der duftede lidt af aircondition, maling og roser. Det var stedet, hvor han kunne fordybe sig i den minimalistiske kunst, som han holdt så meget af. Han kunne bedste lide at slentre rundt på egen hånd og beskue malerierne, men det var hans job at vise de nysgerrige gæster rundt - forklare dem om malerierne. Nogle var lettere at vise rundt end andre, og nogen kunne han slet ikke døje, hvilket han måtte anstrenge sig helt ud i sine fingerspidser, for at undgå, at slynge en spydig kommentar efter dem. Ude i den skrækkelige verden lagde han jo aldrig lå på sine svulmende, glødende følelser, så det var stadig en bizar ting for ham. Nogle af de malerier, som der hang på de marmorhvide vægge, var trods alt også spydige, direkte arrige. Det var tydeligt at se i penselstrøgene.
Han rettede lidt på sin himmelblå skjorte, han havde på. På de lange, bløde ærmer, var der dekoreret et par cinnoberrøde og græsgrønne abstrakte, små figurer, som man kun kunne fantasere om, hvad de skulle forestille. Det var det, som han godt kunne lide. Når han havde vagt i kunstgalleriet, kunne han udtrykke sin mere kunstneriske side, så var han mere end en overlegen, populær playboy, selvom han ikke afslog lejligheden til at flirte med en flot pige, der eventuelt skulle besøge galleriet. Det var sket flere gange, og hans kollegaer rystede altid overbærende - nogle lidt misundelige over hans evner - på hovedet. Han sendte dem bare et kisteglad smil. Om det var et sandt eller falsk et, det var der ingen, som vidste, ikke engang ham selv. Han var rodløs. 
Den bagende, salige sommersol skinnede ind ad de store glasvinduer. Strålerne ramte hans næse, som var alt for opslugt af et af Frank Stellas malerier til at bekymre sig om solen. Den var ikke så speciel - man vidste altid, at den var til at finde. Enten på en blå himmel eller også bag skyerne. Og faktisk, så kunne han bedst lide, når den ydmygt pakkede sig ind i bløde, grå skyer, for han hadede solen. Store, bebyrdede skyer, det kunne han godt lide. Så var det som om, at vejret afspejlede hans humør, som sjældent var anderledes end det. Det var faktisk sjældent, at han smilede - det gjorde han som regel kun i en piges selskab. Han var trods alt et overfladisk røvhul, som flygtede gennem malerier. Patetisk, men det var der ikke nogen, som turde sige til ham. Nu var det heller ikke sådan, nogen vidste, at tilfældet var sådan. 

[Deleted]

Påklædning
________________

Sarahs blik søgte folderen i sin hånd, hvorefter hun hævede det op imod bygningen foran hende igen. Det var det korrekte sted. Det havde ikke været svært at finde galleriet, men det havde heller ikke været nemt. Hun kendte ikke sin vej i byen. Hun var ikke engang fra landet, så meget andet kunne man heller ikke forvente af hende. Specielt når brugen af magi var strengt forbudt i det offentlige for en som hende. Hun så tilbage ned på folderen og på de to billetter, som stak ud. Det havde ikke været meningen, at hun skulle komme alene. Hun havde lovet at følges med sin mor, men aflysninger skete. Og til trods for, at hun ikke var den mest kunstkloge person i verdenen, var hun ikke meget for at spilde den ene af de allerede betalte billetter, som stod i hendes navn. Hun sukkede opgivende og slog folderen et par gange ned i den modsatte hånd, inden hun så sig yderligere omkring i området og så endelig fik gang i fodtøjet og bevægede sig indenfor.

Det var en befrielse at blive mødt af aircondition. Udenfor havde solen bagt og selv med godt med solcreme på alle blottede dele af hendes krop, kunne hun stadig ikke lade være med at bekymre sig om, at få for meget UV. Hvad hun ønskede mindst om sommeren var at blive konstant solskoldet. Det var lidt af en overvældende oplevelse at pludselig være omgivet af forskellige malerier. Hun havde kun lige kendskab til de få malerier hendes forældre havde hængende i deres hjem. Og de gamle landskabsmalerier hendes bedsteforældre havde hængende i deres. Der havde simpelthen været så meget andet, der fangede hendes opmærksomhed bedre. Men hun gabte i det mindste ikke af kedsomhed som noget af det første. Der var stadig en hvis form for fascination der summede i maven på hende.
Et enkelt smil blev vendt imod kvinden bag indgangsdisken, inden Sarah bevægede sig dybere. Stadig med sin trofaste folder i sine hænder, som var blevet rullet sammen til et rør, mens hun med rettet ryg satte den ene fod foran den anden. Hun kunne godt lide atmosfæren. Professionel. Og som var der styr på hver og en detalje. Hun kørte en hånd hen over sit røde hår og videre igennem hestehalen for at glatte nogle fly-aways ud. Hendes blågrå øjne søgte fra side til side i håb om at finde noget, der kunne fange hendes interesse mere end den anden. Men mange af kunstværkerne sagde hende ikke noget. Flere gange hørte hun sig selv tænke, at hun selv kunne have præsteret lignende. Det ville have været bedre at have hendes mor med, så hun kunne lytte til hendes endeløse talestrøm i stedet for at spadsere omkring i akavet stilhed.
Til sidst stoppede den rødhårede heks op foran et af de større lærreder. Oplyst af hvidt fluorescerende lys for at fremskønne farverne. Hun lagde hovedet ubevist på skrå og lagde ligeledes sine arme over kors, som hun studerede strøgene. Der var tydeligt blevet brugt tykke lag af maling. Men til trods for at der ikke var blevet brugt den mest forsigtige hånd, blev der alligevel skabt et motiv.