Bunny in a Bunny Suit (Part 2)

[Leonardo Russo]

Han blev siddende og så lidt frem for sig. Denne her situation kunne godt have været mere gennemtænkt, ingen tvivl der, men nu sad han i det så nu måtte han jo bare tage tingene som de kom. Fokuserer på sit mål som var at få en klækkelig løsesum for hende.
Nu tog han ikke så tungt hvordan hun havde det med hele situationen, det var jo ikke hans problem, så længe hun ikke satte sig på tværs. ”Du ved det ikke? Come on du må da kunne give mig mere at arbejde med end det.” Han slog ud med hånden og så på hende med et skuffet blik.
Helt ærligt det var hendes forældre, hun måtte da vide om de ville reagerer hvis hun skrev dem et brev om hun var blevet kidnappet eller om han skulle sende dem en finger fra hende eller noget i den stil. Ikke at det lige lå på hans ideliste, afhuggede kropsdele var ikke lige hans ting – ikke hvis han kunne slippe. Det kom efter at have reddet Alastair fra at forbløde dengang Judas havde hugget hånden af ham.

Hendes forslag fik dog hurtigt det selvtilfredse smil tilbage på hans læber. ”Se nu begynder det at ligne noget!” Roste han og tænkte sig lidt om. Hvor meget forventede han at få. Se det var et godt spørgsmål. Nu var han ret beskeden – set med egne øjne – så et par millioner ville da være fint nok for ham. Han drømte ikke om et liv i luksus, han drømte bare om at kunne have råd til at købe ting til shoppen og måske endda forny den en smule.
”2 millioner.” Sagde han lige ud, ”og så er du sluppet billigt.” Hvis altså man kunne kalde en kidnapning og afpresning for ”billigt sluppet”. Men det passede ham måske alligevel godt nok at holde familien ude af det hvis han kunne, så ville sagen i det mindste ikke blive efterforsket. Ikke hvis tøsebarnet holdt tæt i hvert fald.
Han så på hende med afventende blå øjne, ”så Prinsesse er det noget du tænker du kan skaffe mig?” Han smilede stadigvæk lidt for bredt hvilket i hendes øjne måtte være ufattelig usmageligt taget i betragtning af omstændighederne.

[Deleted]

2 millioner?! Juniper gjorde alt for ikke at virke ufattelig forbavset og slået tilbage. Det kunne sagtens være, at hun var vokset op i et rigt familiesamfund, hvor hun i princippet kunne få lige, hvad hun pegede på, og hun havde alle de muligheder, der kunne købes for penge, men det ændrede ikke på det faktum, at det var et højt tal. Om det så var lavere end, man normalt hørte en løsesum var, eller ej. Hun undlod heldigvis at gøre lyd på hendes reaktion, så det eneste, der fortalte Leonardo noget, var de atter opspilede øjne og den svagt åbne mund, der hurtigt efter opdagelse blev lukket helt i igen. Og ligeledes så hun lige så hurtigt væk fra ham igen, inden han kunne nå at antage det som værende stridig eller at hun gik imod ham på nogen som helst måde.

Man skulle ellers have troet at det var umuligt for hende at samle sig endnu mere sammen, end hun i forvejen var, men det vidste sig, at det ikke var sandt, da hun fik presset sine ben endnu tættere ind til sig for at gøre sig endnu mindre i sofaen. Faktisk var hun så småt begyndt at overveje, at hun måske ville have haft det en smule bedre, hvis hun havde forblevet bundet. Så ville det i det mindst ikke have stresset hende lige så meget ud, at bekymre sig om, hvordan og hvorledes hun skulle holde sine arme og ben.
Meget forsigtigt, som en kanin skræmt op i en krog, nikkede hun bekræftende. ”Det… burde ikke være noget problem.” sagde hun med den samme sagte stemme som ellers. ”På den måde vil… politiet heller ikke blive indblandet… så..please. Bare lad mig gå bagefter.” Pludselig var den til stede i hendes stemme. Gråden. Den var stadig ikke i forgrunden og dominerede derfor ikke. Men den afslørede sig stadig lidt. Og hun var nød til at synke en gang for at den ikke skulle udvikle sig, som hun fortsatte med at tale.

”Jeg kan…” Endnu en klump i halsen måtte synkes. ”…overføre pengene til dig med det samme.” Endelig landede hendes dådyrøjne i retning af ham igen, efter et stykke tid, hvor hun bevidst havde undgået, at have ham i øjesyn – mest på grund af hans smil. ”Du har stadig min… mobil. Jeg kan klare overførslen igennem den. Og have det overstået.” Hvor var hun nervøs. Ville det overhoved virke? Han havde nævnt før, at hendes mobiltelefon ikke virkede, hvor end de var. Men måske havde det blot været en løgn for at skille hende yderligere fra verdenen udenfor.

[Leonardo Russo]

Hendes udtryk forbigik ham næsten. Hun mente måske ikke det var noget hun bare lige kunne skaffe ham? Synd for hende så var hendes udsigter til at forlade huset bare blevet forlænget til det kunne lade sig gøre. Det kunne godt være at hans plan ikke var helt gennemtænkt, men nu sad han i den så kunne han ligeså godt nyde godt af hvad end han kunne få ud af det.
Hans kolde blå øjne hvilede kort på hende som hun krøb under hans blik. For pokker hvor var hun dog bare skræmt og opgivende, som et får der var blevet vendt om på ryggen og i stedet for at kæmpe imod bare indfandt sig med en hvilken som helst skæbne der ventede den. Det gjorde ham nu ikke noget at han ikke havde problemer med hende, men han havde faktisk forventet at hun ville være lidt mere genstridig hun var trods alt prinsesse, blev sådan nogle ikke trænet i at reagerer lande? Han ville da nødigt have hende til at reagerer hans land hvis end ikke hun kunne forsvare sig selv.
”Jamen perfekt, så fik vi jo det på plads,” sagde han med et selvtilfreds udtryk i ansigt skønt han ikke helt vidste om han turde stole på hendes udsagn – det var trods alt ret mange penge.
Brynene blev kort rynket, ”politiet? Nåh! Muggleraurorne! Ja ja jeg er med.” han slog lidt ud med hånden. Lige nu var han ikke så bange for at tale over sig, han havde jo alligevel tænkt sig at slette hendes hukommelse efterfølgende.
Hovedet tippede atter på skrå, ”du kommer fri når jeg har fået mine penge hvis ikke du giver mig nogen problemer.” sagde han med et ligegyldigt håndkast, som diskuterede de almindelige hverdagsproblemer såsom hvad de skulle have til aftensmad.
Blikket blev dog llidt alarmeret som hun begyndte at snakke om sin mobil. Nu havde Leonardo ikke den allerstørste viden indenfor faget mugglergenstande, men han havde opfanget ting her og der og han vidste godt hvad en mobil kunne bruges til. Eller måske ikke det hele, men i hvert fald ”kontakt til omverden” -delen. Ikke at hun ville kunne få noget signal her, men alligevel.
Derudover havde han jo ikke en bankkonto som mugglerne havde, han havde en ret tom bankboks i Gringoss that's it, selv hvis han havde en konto ville han da ikke bare lade hende overfører pengene til en konto der kunne spores tilbage til ham.
”Jeg ved godt at mit udseende måske godt kan nare, men jeg er ikke idiot.” Sagde han køligt og rettede sig lidt op som han vendte front mod hende. ”Ingen overførsler. Vi tager ned i banken og hæver dem. Hurtigt ind og hurtigt ud.” Sagde han med armene over kors. Om han så måtte give hende polyjuiceelliksir og gå ned og hæve fra sin konto hver dag resten af året så var det det de gjorde. Han kunne godt se at planen måske ikke var helt gennemtænkt. Men hun kunne selvfølgelig skrive en fuldmagt og så gå ned og hæve det hele på en gang kontant.
Heldigvis var han ret god til eliksir, men det betød selvfølgelig at hun måtte blive hængende i den tid det ville tage at gøre polyjuiceeliksiren klar altså en måneds tid så vidt han erindrede.

[Deleted]

Juniper kunne se sin plan smuldre foran øjnene på hende, som var det en film på et stort lærred, der gik op i glubske flammer. Men hun gjorde alt, hvad hun kunne for ikke at se alt for ulykkelig ud. Det var stadig vigtigt, at han ikke lagde alt for meget mærke til det. For selvom det ikke virkede, så ville det sjældent gå godt, hvis han fik så meget som mistanken om, at hun prøvede på noget. Han havde allerede truet hende på livet to gange, hvis ikke flere, som hun bare havde forsømt eller ladet glide henover hinanden. Hun sagde ikke noget. Sad som var hun stum, mens hun fortsat så på Leonardo, som han slængede sig nær hende. Der var andre møbler i stuesættet, så hvorfor skulle han også vælge at sidde i den samme sofaen, som hende?

”Hvis…” Hendes stemme blev kortvarigt blokeret af slim i halsen, som hun var nød til at få væk ved at rømme lidt. Meget sagte, for hun var altid forsigtig med at hæve sin stemme lidt for meget i hendes nye selskab. Men hun var hun heller ikke opdraget til at skulle råbe højt og arrigt. ”Hvis det er, hvad du vil..” fik hun afsluttet sin sætning, hvorefter hendes hjælpeløse øjne, endelig landede tilbage på den godt og vel 10 år ældre mand. ”…så er der vel ikke andet at gøre.” Hun var bestemt ikke glad for situationen, også selvom at det, at skulle ned og besøge banken, faktisk betød, at hun ville komme udenfor i stedet for at være for evigt lukket inde på det støvede palæ.
Uden nogen pludselige bevægelser, begyndte ballerinaen så ellers at folde sig ud af sin sammenkrøllede fosterstilling. Benene blev straks ud til de hang udover sofaens kant og hænderne blev sat ned i den bløde sofapude, som hun havde siddet op, så hun kunne skubbe sig længere ud til kanten, inden hun kom op at stå. Automatisk tog hun et par skridt væk fra sofaen for at skabe bare lidt mere afstand imellem hende selv og hendes kidnapper. Hun var ikke sikker på, at hun stod sikkert på sine ben, for hun kunne ikke helt fornemme, hvordan hendes knæ sitrede. Det var kun hendes hænder, hvor hun kunne mærke det, hvilket resulterede i hende stå og flette sine øjne fingre ind i hinanden. ”Vil det ikke være bedst, at få det overstået med det samme?” Hun følte, at hun gentog sig. Men så igen - det var hendes mål. At det bare skulle overstås, så hun kunne komme væk. ”Banken. Den nærmeste. Er den stadig åben? Vi kan tage derhen nu.”

[Leonardo Russo]

Han så til med vagtsomme blå øjne som hun langsomt vovede sig til at skifte siddeposition. Han havde ingen planer om at slå hende ihjel. I hvert fald ikke som udgangspunkt, at skaffe sig af med et lig kunne hurtigt blive voldsomt besværligt. - Selvom han selvfølgelig altid kunne begrave det på grunden som med den besværgelse der var kastet over huset ville være umulig at trænge ind til. Faktisk ville han lige så gerne have det hurtigt overstået som hun, men han vidste også godt hvor risikabelt det ville være at tage hende med ned til en hæveautomat og hæve alle sine penge til ham for selvfølgelig ville der blive stillet spørgsmål og selvfølgelig ville de finde ham på et eller andet tidspunkt.
Men lignede hun nu ikke sig selv når de var nede for at hæve pengene ville politiet – som det jo så flot hed – kunne indfange de forkerte personer og det ville forevigt forblive et mysterium. Især når prinsessen kom tilbage uden de fjerneste erindringer om hvad der var sket i den tid hun havde været væk.
”Nej. Jeg har en plan som jeg har tænkt mig at følge,” sagde han med et ligegyldigt skuldertræk. ”Men jeg kan jo passende vise dig hvor du kan sove i mellemtiden.” Han rejste sig med en hurtig bevægelse og en langt større elegance end man måske lige ville antage han besad.
Han spankulerede over til barskabet og greb fat omkring halsen på en mindst 30 år gammel whisky. Den havde stået her siden han var barn, hans fars dyrebareste eje skulle man tro. Den ville med sikkerhed smage ekstra godt udelukkende fordi han vidste hvor pissed hans var ville blive hvis han nogensinde fandt ud af at det var her han havde glemt den og at Leo havde drukket den.
Derfor med største velbehag trak han proppen af og tog en slurk direkte fra flasken hvorefter han holdt den lidt lidt frem for sig og studerede den. ”Hmpf, så godt smager den ingengang.” Mumlede han lidt skuffet for sig selv som havde han forventet at tanken om hans vrede far alene ville gøre smagen så meget bedre.
Han holdt den lidt frem mod Juniper, ”vil du smage?” Spurgte han og rømmede sig lidt. Det kunne jo godt være at hun kunne bruge en tår til at dulme nerverne.