Bunny in a Bunny Suit (Part 2)

[Deleted]

Fortsættelse af Bunny in a Bunny Suit 

Forbeholdt til Leonardo Russo

D. 13. april 2053(kl. 03.53)

Russo Herregård, Dragons Alley nr. 42, Den Efterladte By, Rumænien
Påklædning
_______________________

Det første den unge prinsesse blev klar over, var hvor tør hun var i munden. Som havde hun ligget og trukket vejret igennem munden i flere timer uden den mindste dråbe vand. Det andet der slog hende var hovedpinen. Den var ikke uudholdelig, men den råbte nu stadig højt og krævede opmærksomhed som et utålmodigt barn. Beklagende lyde brummede frem fra hendes strube, mens hun stille og roligt vendte tilbage til bevidstheden. Hun vidste ikke, hvor lang tid hun havde været væk. Og hun huskede ikke engang, hvornår - eller hvordan – hun var forsvundet til at starte med. Hun huskede ikke at have gået i seng. Hendes ellers kønne ansigt fortrak sig i utilfredse udtryk. Vridninger der førte videre ned igennem resten af hendes krop. Hun skulle netop til at løfte en hånd op til sit hoved, da bevægelsen blev blokeret. Til at starte med, troede hun at hun havde mistet alt følelse og kontrol i sine arme, og i det samme splitsekund sprang hendes øjne op i panik, blot for at blive sparket af den hårde virkelighed. Hendes arme var ikke paralyserede. Hun kunne stadig mærke dem. Hun kunne stadig bevæge dem. Men et robust reb nægtede at lade hende fjerne sine hænder fra deres placering på ryggen.

Det Juniper så, da hendes syn vendte tilbage til sit optimale, var heller ikke specielt betryggende. Og det hjalp bestemt ikke på nervøsiteten, der meget hurtigt spredte sig i hende. Hvor var hun?! Hun kunne ikke få ord hen over tungen. Ikke engang et skrig. Det eneste der forlod hendes mund var et højlydt gisp. Det var et enormt rum. Højt til loftet og ikke langt fra, hvor hun lå, stod et klassisk klaver. Der var ufattelig støvet. Hun kunne næsten se det hænge i luften. Andet var, at hun havde det som om, hun var trådt tilbage i tiden. Til den dystre del af den Victorianske tid. Hvad var der sket? Det eneste hun kunne huske var ham. Den skumle mand. Og hans konstante forsøg på at komme ind på hende. Det kunne da ikke være at…?
Hun fik det dårligt. Meget dårligt. Og trangen til vand gjorde det ikke bedre. Hendes grågrønne øje sprang fra den ene side til den anden. Op og ned. Hun møvede sig på sofaen – som hun tilsyneladende lå på – i et forsøg på at få et bedre udsyn af stedet, hun var end i. Og hun tjekkede også hurtigt i hvilken tilstand, hun selv var i. Det var en lettelse af se sit tøj i takt. Hendes halstørklæde var væk, hvilket egentlig var rart. Så følte hun ikke, at hun blev kvalt. Og hendes sko var også væk. Nok for at gøre plads til det reb, der var bundet tæt omkring hendes ankler. Lige dét forstørrede panikken.

”Hallo!” udbrød hun endelig og blev mødt med en overraskende rystende stemme. ”Er der nogen?!” Hun kunne bilde sig selv ind, at hendes stemme ekkoede, selvom de mange møbler i det store rum gjorde det umuligt. ”Hallo?!”

[Leonardo Russo]

Leonardo havde været på rov i byen. Skønt indbyggerne ikke var nogen man ønskede at komme i kambolhase med så havde han aldrig været bange af sig. Han var ikke så bekymret for om hun skulle stikke af hvor der var vel grænser for hvor langt hun kunne hoppe.
Desuden så burde søvnbesværgelsen kun være ved at værge så småt af på nyværende tidspunkt. Han kiggede på lommeuret inden det blev ført tilbage til inderlommen i en glidende bevægelse.
Der var tændt op i det store ildsted så hun burde ikke fryse. Ikke at den slags bekymrede ham det store, faktisk var han ret ligeglad. Han satte tempoet lidt op og passerede gennem den magiske barrierer ned ved porten inden han bevægede sig op mod huset på toppen af bakken.
Huset lå for enden af en øde gade. Hele den del af byen lignede mest en spøgelsesby, de Hogsmeade-ligende huse var sunket sammen efter at have stået ubrugte hen gennem mange år.
Det var næsten ikke til at tro at denne del af byen i gamle dage havde været den smukke del af en magisk storby. Jo tættere man kom på byens centrum jo højre og tættere blev bygningerne, dog var det hele næsten lige så efterladt som gaden her. Helt inde i hjertet af byen lå dog et lille område med både butikker der solgte mørk magi, et bordel og et værthus – begge dele havde Leo besøgt under flere lejligheder.
I den del var der liv. Ikke et rart sted at være for folk der ikke havde optjent respekt på den ene eller den anden måde, Alastair kunne godt bevæge sig rundt derinde for det meste, Adrian ville blive slået ihjel i det sekund han skulle være dum nok til at dukke op – han var jo også auror. Leo? Tja han tilpassede sig uhyggelig godt.
Det var en by hvor både mordere, voldtægtsforbrydere og andre slyngler i lignende forstand plejede at gemme sig fra ministeriet. Ingen auror var dum nok til at sætte sin i denne by for at arresterer nogen i hvert fald. Man kunne vel kalde det forbrydernes paradis? Ingen regler, ingen forpligtelser, blot ren og skær overlevelse. Der lå ikke rigtigt nogen madbutikker i nærheden så man måtte tage hvad man kunne få.

Leo havde heldigvis altid haft en fantastisk evne til at kunne gemme mad de mærkeligste steder. Stort set altid dåsemad det blev ikke så hurtigt uspiseligt. Han havde gjort det siden han var lille. Dengang var der ikke penge til at få store anretninger så Leo havde tit sneget sig ud og natten for at finde lidt ekstra mad til ham og hans brødre, dengang havde han været ret loyal.
Selvfølgelig havde byen heller ikke været helt så frygtelig dengang, jo der havde bestemt været skumle typer, men der havde også været langt flere butikker hvor man kunne handle ind til mad. Den sidste af den slags butikker lukkede dog for knap 10 år siden da byen ligesom blev et ”for farligt” område at opholde sig i.

Da han fik skubbet den massive hoveddør op blev han revet ud af sine tanker ved lyden at Junipers stemme. Et lille lusket smil spredte sig på hans læber. Så hun var altså vågnet.
Med raske skridt skubbede han døren op ind til stuen og marcherede hen til den ældre røde sofa hvor hun lå bundet. ”Jamen godmorgen Solståle, var det en god lur?” Spurgte han ind med et morende udtryk malet i ansigtet.

[Deleted]

Juniper vidste hverken om, hun skulle være lykkelig eller skrækslagen, da hun det første øjeblik fik øje på Leonardo, da hun trådte indenfor i det samme enorme lokale, som hun var blevet placeret i. Noget inde i hende håbede vel, at han ikke var grunden til, at hun lå bagbundet men i stedet var hendes redningsmand. At han var kommet for at hjælpe hende væk fra hvem end der holdt hendes fanget. Men lige som så meget andet i livet, så var det ikke som, hun havde bildt sig ind og håbet på. I stedet blev hun mødt af et grusomt blik og en stemme, der fik det hele til at lyde, som om at det var en simpel dagligdags ting. At det var fuldkommen normalt. Og at der intet var gjaldt.
Skrækken viste sig meget tydeligt i hendes øjne igen. Denne gang havde hun dog noget at fokusere det på i stedet for at søge rundt efter en eller anden forklaring, som hun havde gjort før. Hendes blik var stift limet fast til den ældre mand. Og hun kunne ikke få et eneste ord frem til at starte med. Hun var bange for at han ville høre den klare usikkerhed i hendes stemme. Hun var bange for selv at høre den og derefter indse situationen, som hun var landet i. Desværre var det sidste for sent for hende at undertrykke. For hun var ikke dum. Hun var godt klar over, hvad der foregik. Og det fik hun ikke megen lov til at benægte sig.

”Please…” var det første ord, hun fik kastet i hovedet på ham. Der var ikke særlig meget kræft i hendes stemme. Ligesom hun havde frygtet rystede den gevaldigt. Og den var mindst lige så sagte, som da hun første gang var trådt indenfor hos Den Utætte Kedel. Som en lille mus. Hun forsøgte endnu en gang at vride sine hænder fri fra rebet, men det borede sig blot mere og mere ind imod hendes sarte hud, der sikkert allerede var flammende rødt. ”Lad mig gå.” Hun lå dårligt. Og hendes skulder var allerede øm efter at være blevet ligget på i, hun vidste ikke engang hvor mange timer. ”Vil du ikke nok? Det gør ondt.” Et enkelt snøft afslørede, hvorfor hendes øjne begyndte at få en blank overflade. Tårerne fandt godt nok ikke sin vej ned over hendes røde kinder, men de samlede sig i og gjorde sig klar. Holdt tilbage af hendes vilje til ikke at begynde og græde. ”Monsieur, please!...”
Hun prøvede igen at komme fri. Denne gang var det mest omkring hendes fødder. Men der var intet held tilbage for hende. Man ville næsten tro, at rebene strammede sig mere til, jo mere hun gjorde modstand. Og ligemeget hvor meget hun fumlede efter en knude, så kunne hun ikke finde en. Det var som om, der ingen ende var.

[Leonardo Russo]

Leonardo havde aldrig været en særlig omsorgsfuld person. Han gjorde hvad der var bedst for ham, og kom ham til gode. Han var ikke typen der nød at slå ihjel, men han havde da et par enkelte liv på samvittigheden. Tiden havde gjort ham hård og havde gjort det svært for ham at føle empati, for der havde aldrig rigtigt været nogen der havde vist det overfor ham udover hans brødre Alastair og Adrian.
Adiran var han dog så inderlig bitter på over at han havde vendt ham ryggen bare for forældrenes formue, og hans forsøg på at gøre det godt igen ved at hjælpe til økonomisk fra tid til anden, prallede totalt af på Leo. Tilliden var brudt.
Han stillede sig hen ved siden af sofaen og så ned på hende med nysgerrige blå øjne. Hendes bedende ord fik bare et lille falsk medfølende smil til at glide over de ellers sammentrukne læber. "Jamen selvfølgelig når nu du spørger pænt," sagde han sarkastisk og lod hovedet falde på skrå. De vidste jo godt begge to at det ikke ville være nok.
"Tag det nu bare roligt, jeg er ikke ude på at myrde dig eller noget...medmindre du selvfølgelig gør noget dumt." Advarslen var mere for at holde hende i skak, end fordi han rent faktisk havde tænkt sig at gøre hende noget. Lige nu havde han bare spottet en nem måde at få penge på. Inden hun ville blive sluppet fri, ville han naturligvis slette hendes hukommelse så hun ikke ville være i stand til at genkalde hvad der havde været sket i den tid hun havde været her. Hun ville ikke engang kunne komme til at genkende ham om så de passerede hinanden på gaden. Det var skønt at være magiker.

"Hvis du lå stille ville det ikke gøre ondt." Fortalte han hende monotomt. Jo måske hendes skuldre var lidt ømme af den let forvredne og unaturlige position hun lå i, men det var lidt for tidligt at slippe hende fri af rebene endnu. Ikke før hun forstod alvoren af at hun ikke skulle prøve at lave numre med ham.
Han bukkede sig ned mod hende og tog fat i hendes skuldre for at trække hende op og sidde så hun fik lettet trykket en smule fra den skulder og arm hun havde ligget på.
Han smilede igen og hentede en støvet spisebordsstol som han placerede foran hende inden han satte sig på den. "Nu skal du og jeg have os en lille snak." Informerede han, og satte sig lidt bedre til rette. "Ser du, jeg er begyndt at få den ide at du ikke har været helt ærlig overfor mig...prinsesse." I den tid hun havde sovet havde han da undersøgt et par ting om hende.
Det franske kongehus måtte da blive desperate efter at få deres lille prinsesse tilbage. Eller det ville de nok blive når de fandt ud af at hun blev holdt fanget. "Så du stammer fra det franske kongehus?" Spurgte han ind selvom han allerede kendte svaret.

[Deleted]

Da han nævnte mord, sprang hendes hjerte straks et slag over og tvang hende til at tage en dybere vejrtrækning for at holde et gisp væk. Det var ubehageligt. Men hun ikke intet gøre ved det. Hendes hænder var bundet, så hun kunne ikke læge en hånd mod sit kraveben og fjerne trukket hurtigere end, det selv ville forsvinde. Hun havde nok ikke behøvet t sige noget for ham at se, at hun havde forstået budskabet. Hun behøvede ikke at nikke bekræftende. Det var alt sammen at se i hendes øjne og ansigt.

Dog blev hendes øjne meget hurtigt klemt sammen, idét han pludselig lænede sig ned over hende. Hun ville have krøllet sig yderligere sammen i frygt af, hvad han ville gøre, men så kunne hun mærke vægten mod sin arm bliver løftet, og som hun åbnede sine øjne igen, sad hun op. Med ham lige foran sig igen. Per automatik rullede hun med skulderen og var overbevist om at både kunne høre og mærke et knæk eller et klik. Det værste for en som hende var at skade sine led. En ballerinas karriere ville være ovre, hvis det kom ud at, der var opstået problemer. Til hendes held virkede det ikke som om, at hendes skulder var permanent skadet. Bare øm.
Prinsesse. Hun stivnede. Han kendte til det. Han havde ikke givet udtryk for det, da de havde snakket sammen tidligere. Og hun huskede ikke, at have givet hint til det. Havde hun? Det var ikke godt. Var det grunden til, at han havde taget hende? Var der derfor at hun lige nu var bagbundet i en fremmed bygning? Hun pressede sine læber hårdt sammen og sank besværet.
Stift nikkede hun til hans spørgsmål. Hun kunne umuligt kunne lyve for ham. Hun var elendig til at lyve. Han ville se igennem det med det samme. Og hvis han allerede vidste, at hun var kongelig, ville han aldrig tro hende, hvis hun påstod, at han havde den forkerte. ”Jeg… Jeg troede ikke, at det… betød noget.” sagde hun forsigtigt, som var hun bange for at sige noget, der ikke gik godt med ham. I hendes hoved kunne han stadig finde på at tage hendes liv. Hun tog en mindre pause til at fjerne sig fra øjenkontakten, men da hun kort derefter så tilbage mod ham, blev den blot genskabt. Som kunne hun ikke flygte fra hans blik. ”Dronning Estelle er... min bedstemor.” Han vidste det nok allerede. Hun burde nu stadig ikke have sagt det. Men panik havde sin magt over hende.
”Please… gør mig ikke ondt. Jeg skal nok opføre sig pænt.”

[Leonardo Russo]

Et tilfreds smil bugtede sig på hans læber idet hun afslørede,eller rettere bekræftede hans påstand om at hun havde royalt blod i årerne. Dette her skulle nok ende med at blive godt.
Nu var dette her ikke den første kidnapning han deltog i så han havde lært en masse gode finder. Dog var det den første han havde fortaget alene. Han vidste godt at det var et dristigt træk, han havde jo som regel kun kidnappet folk til Judas og så ladet ham deale med hvad der nu skulle klares.
Dette er var anderledes – og en smule spændende tilmed, men nu havde Leo også alle dage levet livet lidt farligt og han var da også ret sikker på at det en skønne dag ville ende ud i hans alt for tidlige død.
Men den tid den sorg. Han brød sig ikke om tanken om at være bundet af nogen eller noget og hvor både Alastair og Adrian var ret loyale når det kom til stykket, slægtede Leo nok nærmere den ældste bror Judas på. Selvvisk frem for alt.
”Jamen sødeste lille ven, det betyder da alt,” kommenterede han som snakkede han til et lille barn. ”For ærligt, forestil dig lige hvad besse vil ende med at betale for at få sit lille uskyldige barnebarn tilbage.” Et næsten djævelsk smil legede på ansigtet.

”Jamen så længe du opfører dig pænt har du ikke noget at frygte.” Forsikrede han lidt henkastet som var det blot et tomt løfte. Han rejste sig op og fik hen til den enorme pejs. Han smed et par brænde ind i den buldrende ild. ”Lad os lige få sat grundreglerne her,” sagde han stadigvæk med ryggen til hende som han rodede lidt i flammerne med en ilddrager. ”Du kan lige så godt droppe alle tanker om at flygte, for det kan du ikke, du kan ikke bruge din mærkelige kontaktdims,” han holdt mobiltelefonen frem i den frie hånd så hun kunne se den inden han placerede den på kaminhylden og derefter vendte front mod hende. ”Ingen kan hverken se, høre eller komme dig til undsætning her, så al råben, skrigen og smadre vinduer meningsløs.”
Han satte sig tilbage på stolen med hovedet en smule på skrå, ”capisce?” Blikket var gennemborende. Hun skulle vide at han mente hvad han sagde selvom han havde en ide om at hun på et eller andet tidspunkt ved først given lejlighed ville prøve at flygte. ”Nåh ja og en sidste ting. Hvis du skulle få den idiotiske ide at prøve at slå mig ihjel for at stikke af, så kan jeg informerer dig om at uden min hjælp kommer du aldrig nogensinde hjem igen, så det ville være selvmord. Nåh-” Han klappede hænderne sammen så det høje klap næsten rungede i den store stue, ”-er der andre end mig som er sulten?” Han rejste sig op fra stolen på ny og tog en dåse med biksemad han havde været ude og få fat i kort forinden. ”Med kylling,” informerede han smilende og holdt den op så hun kunne se den, ”min favorit!”

[Deleted]

Slå ham ihjel?! Juniper var umådelig tæt på at protestere, men fornuften fangede hende straks og fik sippet hendes læber sammen. Hun havde lige akkurat lovet ham at opføre sig pænt, og hun tvivlede stærkt på, at det ville indebære hende råbe ad ham. Det havde bare kommet så bag på hende, at han overhoved havde nævnt det for hende – også selvom det nok bare var en forsikring – at der havde ramt noget i hende. Han havde været der til at opleve hendes reaktion, da han truede med at slå hende ihjel, så hvordan kunne han dog tro, at hun ville være i stand til at gøre det samme mod ham? En brumbasse var en større fare for ham, end hun var.
Hun sænkede sit hoved for at skjule, hvordan hendes ansigt atter var faldet i næsten sorgmodige folder. Dog sprang hendes blik op med et set, da han pludselig klappede sine hænder sammen, som havde den abrupte lyd fik sparket noget mere liv ind i hende. Et kvalt hvin havde vel også fundet sin vej fra sin strube. Heldigvis havde hendes forseglede læber holdt lydniveauet til et minimum. Og forhåbentlig havde kraften fra hans klap overmandet hendes forskrækkede pib.

Med nu store skræmte øjne fulgte hun ham lydigt med øjnene. Det tog hende noget tid at fokusere på det, han holdte frem for hende. Mad. Dåsemad for at være korrekt. Forsigtigt hævede hun sit blik fra dåsen med tilsyneladende kylling og kartofler og rettede det i stedet lettere forvirret mod Leonardo. Han virkede så lallende. Påvirkede deres situation ham slet ikke? Var det her en leg for ham? Han var så… ubekymret. Noget det blot gjorde det sværere for hende at forestille sig, hvad der kunne foregå i hans hoved. Hvilke tanker der strømmede igennem det. Og hvad han havde i sine til hende.
Efter et par sekunder, hvor hun samlede sig efter det tidligere chok, fjernede hun igen sine øjne fra ham og rystede forsigtigt på hovedet. Kun lige nok til at lade det korte hår kilde hende i nakken. ”Jeg er ikke sulten…” sagde hun sagte med en stemme så høfligt afvisende, som hun kunne præstere. Det var heller ikke løgn. Hun havde mistet al form for appetit allerede, da hun var vågnet op til hans smilende ansigt. Hun sank tungt i et forsøg på at væde sin hals med spyt. Selvom hendes mave ikke skreg efter føde, så dominerede tørsten stadigvæk. ”Vand…” sagde hun prøvende, som hun så op på nu med et lettere bedende blik. ”Kan jeg måske bede om et glas vand?” Hun var ikke meget for at spørge ham efter noget. Men hvis det passede at der ikke ville ske hende noget, hvis hun ikke gik om hjørner med ham, så burde hun ikke have noget at frygte. ”Også…” Hun løftede sine bundende ben en smule for at henvise til dem. ”Det er… ikke sundt for mine ankler, at være… bundet. Du sagde selv, at jeg ikke kan flygte herfra. Så…”

[Leonardo Russo]

Leonardo var ikke nogen ubekymret mand, men tiden og livet havde gjort ham hård. Han forsøget dog ikke at lade sig styre af denne hårdhed og vrede, men i stedet vende det rundt til at han bare kun kiggede efter sig selv og dermed heller ikke stolede på andre.
Man kunne måske godt have tilbøjelighed til at tro af denne ligeglade attitude betød at han legede gennem livet uden bekymringer, hvilket ikke var sandt, han havde skam bekymringer i livet, men de omhandlede bare for det meste kun ham selv. Han var snu og god til at snige sig udenom problemer som han ellers selv altid startede op og han var god til at få tingene på sin måde. Der var vel også en grund til at hans patronus var en søleopard. Snu, hurtigt og dødbringende. For man skulle ikke tage fejl af hans lallende ydre, han stod ikke tilbage for at gøre hvad der skulle gøres.
Det lille gisp der undslap hende fik et mindre smil frem på hans læber, skønt han ikke kommenterede videre på det. Han kunne bare godt lide magten.

Som hun afslog maden kiggede han uforstående på hende, ”virkelig? Jeg er ved at dø af sult her,” indrømmede han og rystede let på hovedet. Som situationen var lige nu var han egentlig ikke videre bekymret. Ministeriet ville aldrig vove sig i nærheden af dette område, de lukkede øjnene for alt der skete i denne by eftersom de vidste at det ville være en kamp de ikke kunne vinde. Mugglere anede ikke at stedet eksisterede og de ville ikke kunne komme ind selv hvis de gjorde. Sidst, men ikke mindst var der den magike mur rundt om hele grunden så ingen ville kunne komme ud eller ind medmindre de var ifølge en fra slægten. Med andre ord følte han sig ret godt sikret herinde.
Bekymringen i øjeblikket var mere om kongehuset havde tænkt sig at betale for at få deres prinsesse tilbage, eller om de ”ikke forhandlede med terrorister” eller hvad de ellers valgte at sætte ham i bås som.
”Vand?” Han gloede lidt på hende. Chancen for at hun havde lyst til at drikke det rustne vand fra vandhanen var ret minimal, skønt han ville elske at se hendes ansigtsudtryk hvis han serverede det for hende. Et lille morende smil gled over hans læber, men forsvandt lige så hurtigt igen. Forbandede rige mennesker var altid så forvente. ”Udemærket.” Besluttede han og rettede sig op for at forlade stuen og trisse mod køkkenet. Han fandt et af de mindst støvede glas og slog en gang med tryllestaven så glasset blev fyldt med rent vand. Han vendte rundt og begav sig atter ind i stuen hvorpå han rakte glasset frem mod hende. ”Her,” nu skulle han bare skrive og sende brevet. Tankerne blev dog atter afbrudt da hun nævnte at hun gerne ville have fundet fødderne op. Dette tog en smule længere tids overvejelse. Han frygtede ikke at hun stak af, men han gad ikke at hun fik nogen åndssvage ideer der skulle ende med at han jagtede hende rundt i hele huset som en eller anden billig gyserfilm.
På den anden side havde han magi, han ville nå at stoppe hende inden hun var ude af stuen. Med det i baghovedet nikkede han blot og satte sig på hug foran hende. ”Men først må du lukke dine øjne,” kommenterede han hemmelighedsfuldt, rebet skulle fjernes med magi og han orkede ikke de mange dumme spørgsmål der sikkert ville følge.
Han fangede hendes ben og løftede dem op så de hvilede mod hans knæ hvorefter han rettede blikket mod hendes, afventende. ”Luk øjnene.” Gentog han, det var et krav fra hans side.

[Deleted]

Det var noget af en lettelse, da han faktisk så ud til at opfylde hendes ønske om at få noget vand at drikke. Hun vidste ærligtalt ikke, hvad hun havde forventet, da han vendte tilbage med glasset og bare overrakte det til hende uden at lægge en tanke videre på det faktum, at hun ikke ville kunne tage imod det. Ikke med sine hænderne i hvert fald. De var lidt tilbageholdt i øjeblikket. Hun så lidt ynkeligt fra glasset og op på ham. Hun prøvede endda at vride sine hænder fri, bare for at tjekke om, rebbet egentlig var en joke, og hun i princippet kunne glide sine hænder ud af det så nemt som ingenting. Men nej, desværre ikke. Tværtimod kunne hun endnu en gang fornemme rebbet blive strammere. Af den grund endte hun i stedet med at bide meget let fat i glassets kant og tog det på den måde fra hans hænder, eftersom han ikke virkede til at være den mest tålmodige. Også selvom det meget muligt var yderst ydmygende for hende. Men lige som så meget andet tog hun det på sig alligevel.
Derfra kunne hun dog ikke rigtig gøre meget andet end at sidde som en eller anden idiot med et glas i munden. Allerede der var hendes ansigt begyndt at blive rødt af flovhed. Det ville umuigt gå godt, hvis hun forsøgte at drikke noget af vandet også selvom at det var så pirrende at have så tæt på den samme hals der skreg efter det. Noget i hende kom hurtigt til konklusionen, at han havde planlagt det på den måde, hvilket fik hende til at få det endnu dårligere med at have fået med til det. I et forsøg på at være diskert lænede hun sig frem så meget som hendes smidige krop tillod hende, hvor det lykkede hende at stille glasset fra sig på sofaen ved siden af hende, uden at det væltede. Nu gjalt det bare, at hun ikke gjorde få pludselige eller voldsomme bevægelse, så det faktisk ville vælte.

”Quelle?” lød det noget uforstående fra hende, da han bad hende om at lukke sine øjne. Det virkede underligt. Hvorfor skulle hun være nød til at lukke sine øjne for at han kunne løsne rebet om hendes fødder? Hun havde ikke set noget til en lås eller lignende, så hvad kunne det være, at han ville holde skjult? Eller måske var det bare en syg form for leg i hans hoved? Ligemeget hvad det var, tog det hende ikke lang tid, før hun gik med til det.
Hendes fødder strakte sig automatisk ud, da han løftede dem op på hans knæ. For hende var det ikke anstrengende. Det var efter mange år blevet normalen for hendes vedkommende. Hun lukkede så øjnene i og spændte straks en smule op i skulderne. Hun stolede ikke på ham. Men hvis det var hvad der skulle til, var der vel ikke meget at gøre. Hun lænede sig en smule mere tilbage imod sofaens ryglæn og ventede blot på, at hun ikke længere kunne mærke rebet stramme om hendes ankler, go hun igen kunne bevæge sine ben frit.

[Leonardo Russo]

Leonardo anede ikke selv hvad han havde forventet da han rakte glasset frem mod hende. Han have selv kastet forbandelsen over hende der gjorde at hun lå fastspændt og han mente da selv at han var en ganske udmærket magiker og at det derfor ikke burde være noget problem for besværgelsen at holde hende.
Naturligvis gjorde det det svært for hende at drikke – så besværlig hun var – Han sukkede dybt og besluttede så at holde glasset for hende, da han havde svært ved at se hvordan hun skulle få slukket sin tørst på den anden måde og han gad ikke høre på hendes klynkerier. Derfor tog han glasset fra bordet og hældede det svagt mod hendes læber, for derved at lade den farveløse væske glide ind i hendes mund.
Han havde ikke de store planer om at gøre hende fortræd medmindre situationen krævede det af ham. Selvom han ikke havde ondt af kvinden foran sig, undgik han helst at skade folk – igen medmindre at situationen krævede det af ham. Han var ikke heroisk som den ældre bror Adrian, hvis det kom til liv og død, ville Leo altid være egoistisk nok til at redde sin egen røv. Endnu havde han ikke mødt nogen der var hans liv værd at redde.

Han gloede lidt forvirret på hende ved hendes ordvalg. Han var nok ikke super sproglig, han kunne da Rumænsk og engelsk, men derfra var han viden ikke så bred. Der havde aldrig rigtigt interesseret ham, men nu var han jo også den der var gået ud af skolen med et gennemsnit så lavt at han næsten var dumpet.
Da hun lænede sig tilbage lod han den ene ru hånd lukke sig om hendes ankel – bare for at sikre sig at hun ikke lossede ham i ansigtet ved først givende lejlighed.
Da han havde sikret sig at hun havde lukket øjnene fremdrog han sin tryllestav og mumlede meget lavt en modbesværgelse.
Rebet opløste sig selv, han kunne se hvordan en lille orange glød i løbet af få sekunder havde opløst de sammenbundne snore og derved fik rebet til at forsvinde i en mindre støvsky. Han vidste at det ikke gjorde ondt. Gløden brændte kun rebet.
Som det var væk rejste han sig op og tog fat om hendes skuldre for at trække hende frem i sofaen mod sig. ”Hold øjnene lukket.” Beordrede han i en rolig stemme som han ligeledes valgte at opløse rebene der holdt hendes hænder sammenbundet på ryggen.
I nat inden de skulle sove ville han nok binde hende igen, bare så hun ikke fik nogen gode ideer, men for nu var dette her godt nok, han havde trods alt stadigvæk overtaget af flere grunde hvor tryllestaven og hans styrke nok var de primære.

[Deleted]

Det var en ganske almindelig refleks, der fik hende til at rykke meget svagt i sig, da hun kunne mærke hans ene hånd gribe fat omkring hendes ankler. Det var godt nok hverken brutalt eller uudholdeligt blidt, men det var stadig en berøring, hun ikke ligefrem sad og ønskede fra denne mand. For ligemeget, hvor venlig og eftertænksom hans så end var, så ville han forblive hendes kidnapper. En slusket mand der holdt hende fanget for hans egne lyster. Penge, var hvad han ville have. Penge som hun og hendes familie uden tvivl sad inde med. Hun klemte sine øjne en smule hårdere sammen, som var hun nervøs for, om det ville gøre ondt, som han løsnede rebene, men hun følte ingenting. Ikke noget andet end, hvordan presset omkring hendes ankler gik i fuldkommen opløsning og forsvandt. Hun ventede ikke med at skabe et langt mere behageligt mellemrum imellem sine ben, nu hvor det var hende muligt. Og hun fjernede samtidig også sine fødder fra deres lille støtte på Leonardos knæ. Dog spjættede hun ikke med sine lemmer, så et spark skulle han ikke være bange for.

Juniper havde allerede været godt på vej til at åbne sine øjne igen, da hun pludselig kunne fornemme ham noget tættere på, end ellers. Og i samme øjeblik som han trak hende mod sig, sprang de grågrønne øjne op og panik skyllede straks hen over hende. ”Hva-Hvad har du gang i?” udbrød hun, mens hun forsøgte at dreje sig for at kunne få et bedre udsyn til, hvad han fumlede med. Han var - igen - for tæt på. Oprindeligt havde hun forventet, at han ville have en bestemt form for stank over sig, men hendes næse opfangede ikke det helt store til at rynke sig over. Noget der kom en smule bag på hende.
Hun havde ikke hørt efter den anden gang, han havde beordret hende til at holde sine øjne lukkede, men hun kunne nu alligevel ikke se, hvad der foregik på ryggen af hende, eftersom vinklen var helt forkert. Til gengæld, så sitrede det så meget i hendes krop, at dét samme øjeblik, som hun kunne fornemme sine hænder komme fri, rev hun dem om foran sig. Lige i tide til at se med store øjne små rester af rebet brande væk. En hver kunne se, at det ikke var helt naturligt. Fluks fløj hendes blik op imod gerningsmanden, der stadig var en smule for tæt på. Hun så vitterligt skræmt ud. Man kunne nærmest bade i den mængde af nervøsitet, der sivede ud ad hende. Hun skuttede sig hurtigt lidt længere væk fra ham, mens hun stadig forblev i sofaen. Det var klar nemmere at bevæge sig rundt, uden at været bundet på må og få.
Så snart hun havde fået genskab lidt af afstanden mellem dem, kunne man sagtens se, hvordan hun faldt lidt mere ned. Han havde rigtig nok informeret hende om, at han ikke ville gøre hende noget, men hun havde virkelig svært ved at stole på ham. Specielt ikke hvis, hun så tilbage på nogle af hans tidligere kommentarer og hentydninger.
”…” Hun sad et kort sekund med munden åben som en klar indikator om, at hun havde noget at sige. Men stilheden afslørede hendes tøven, som meget muligt ikke længere ville komme bag på ham. Eller nogen, for den sags skyld. ”Hvad havde du.. bundet mig med? Magnesium?” spurgte hun bekymret for at have spurgt om noget, hun ikke burde. Forsigtigt og diskret gned hun sine ømme håndled og trak sine ben lidt op til sig på sofaen for at skabe en barriere.

[Leonardo Russo]

Han var godt klar over at situationen her måtte være meget mærkværdig for hende. Han var ikke interesseret i at berige hende med informationer om ting hendes hjerne nok ikke ville kunne bearbejde – såsom viden om magi, men han havde heller ikke tænkt sig at klare alting ”the old fashion way,” der var han trods alt for glad for magien.
Han blev stående lidt og betragtede hende som rebene forsvandt omkring hendes ankler. Han hold øje med at hun ikke kiggede, med andre ord at hun fulgte hans befaling.

At hun ikke var helt så god til høre efter anden gang fik ham til at sende hende et ildevarslende blik. ”Jeg bad dig om at holde dine øjne lukkede stump!” Sagde han i en hård tone. Han viftede faretruende sin tryllestav foran hendes ansigt skønt han godt vidst at hun nok nærmere ville tro han havde mistet forstanden frem for at opfatte hvad han ville være i stand til med et sådan våben i hånden.
Han rystede på hovedet af hende og stak den mørke egetræsstav i inderlommen på den lange frakke. Han var ikke meget for at slippe det perfekte tag i den, udelukkende fordi han gerne ville være klar til at stoppe hende skulle hun få den tossede ide at forsøge at stikke af fra ham.
Han rynkede brynene af hendes mærkværdige spørgsmål. ”Virkelig? Er det dit eneste spørgsmål?” Udelukkende fordi han fandt situationen en kende underholdende rømmede han sig og trak en af lænestolene bag ham tættere på sig. Han satte sig ned overfor hende og lænede sig lidt frem uden at invaderer hendes personlige rum – igen.
”Jeg havde bundet dig med reb som jeg fik til at gå i opløsning på magisk vis.” Stemmen drev af sarkasme skønt det var den skinbarlige sandhed. Naturligvis ville hun tro at han jokede hvilket nok også var for det bedste.
Det flabede smil var igen at finde på hans læber, hun måtte tro han var komplet sindssyg, det var man vel også på et eller andet plan hvis man besluttede sig for at kidnappe et andet menneske, men alligevel.

[Deleted]

Hans hårde tone skræmte hende. Hun vidste ikke, hvad han kunne finde på at gøre. Hun vidste ikke hvor lang en lunte han havde, før han ville lade sin vrede gå ud over hende. Så det var ikke underligt for hende at samle sig endnu mere sammen i et ryk, da han hævede stemmen, efter at hun havde brudt hans ordre om at holde øjnene lukkede. Men han kunne vel ikke helt tillade sig at bebrejde hende. Han var pludselig kommet hele tæt på, og en hver anden ville have gjort det samme som hende i situationen. Heldigvis slog han ikke ud efter hende. I stedet viftede han blot sin stav foran næsen på hende, som skulle hun være bange for den. Det var hun nok også, bare ikke på den måde, som han måske havde i tankerne. ”U-Undskyld..” stammede hun meget sagte.

Juniper var noget taknemmelig for, at han gjorde afstand til hende igen. Dog blev det ikke til det helt store, a han valgte at rykke sin egen siddeplads tættere på hendes. Hun forblev som hun var. Sammenkrøllet i det ene hjørne af den bløde sofa. Benene trykker op og hænderne trykket ind til sig, hvor hun kunne fornemme sit eget hjerte banke løs i brystkassen. Hun forstod ikke hans skepsis over hendes kommentar. For hende var det det eneste logiske. Magnesium brændte fluks. Præcis som rebet havde gjort. Det eneste, hun ikke kunne sætte sin finger på, var hvordan den eneste skade, der var at finde på hendes håndled, var de røde mærker fra rebet, der havde strammet sig mere og mere – endnu en ting hun ikke kunne forklare.
Hun rystede forsigtigt men ligeledes nok til at hendes hår flagrede en smule, som en konstatering, til at det skam ikke havde været hendes eneste spørgsmål. Hun havde godt nok ikke mange af dem, for de fleste havde han allerede svaret hende på. Og alle andre mulige spørgsmål havde hun ikke i sinde at sende i hans retning, på samme måde som hun havde gjort da de havde haft en ganske almindelig og rolig samtale. ”Vil du… lade mig gå, efter du har fået, hvad du vil? De-Det er aftalen, ikke?” Hun undlod bevidst at kommentere videre på hvordan og hvorledes, han havde fået fjernet rebene. For hun kunne ikke vikle sit hovedet omkring det. Og det var endnu ikke landet på, at han faktisk havde gjort det på magiskvis.

[Leonardo Russo]

Leonardo vidste godt at han ikke var den mest sympatiske gut på planeten jorden, men han var nu også ligeglad. Han var en hård og bestemt mand det ville sig selv det bedste og var mere eller mindre ligeglad med hvem der ville ende med at bøde for det i sidste ende - så længe det ikke var ham!
Hans skarpsindige blå øjne skar sig ind i hendes i nogle lange sekunder. Hun skulle ikke begynde at blive for overmodig hos ham så ville hun få svar på tiltale. Han kunne dog alligevel godt fornemme på hende at hun nok ikke ligefrem ville prøve på noget, hun så ret meget ud til bare at forsøge at indleve sig under den situation hun befandt sig i.
Der gik nogle lange minutter hvor han ikke sagde noget, han sad bare og betragtede hende roligt og afmålt. Egentlig havde han måske ikke helt tænkt situationen så godt igennem som han kunne have gjort. Han anede jo ikke hvad han skulle forlange for hende eller hvor hun i det hele taget kom fra. Han kunne også hurtigt blive stemplet som..hvad var det nu mugglere kaldte det..terrorist.. og mange lande forhandlede jo ikke med den slags.

Nå, men han måtte vel bare se tiden lidt an og tage en dag af gangen som han altid gjorde. Få sendt en ugle til de pårørende og kræve en løsesum for deres prinsesse. "Lad os se på det Snuske," svarede han med et afvigende håndkast, "jo mindre besvær du giver mig, jo større sandsynlighed er der for at du slipper ud af dette her i live." Ikke at han som sådan havde nogen vild interesse i at slå hende ihjel, det var så besværligt at skille sig af med lig, men at hun havde truslen hængnede over hovedet ville måske lige være nok til at holde hende i ave.
"Så fortæl mig.." han rykkede sig lidt i sofaen, lænede sig afslappet tilbage og svingede det ene ben over det andet imens armene hvilede på ryglænet i sofaen. Hans ene hånd var ret nær hende. "Hvordan tror du bedste muligt at jeg får lokket nogle penge ud af de gamle derhjemme?" Her hentyede han selvfølgelig til hendes forældre. Han drejede hovedet for at se på hende med et næsten underholdt blik.

[Deleted]

Jo større sandsynlighed er der for at du slipper ud af dette i live.. Det var ikke engang sikkert, at hun ville overleve det, selv hvis hun gav ham absolut ingen problemer. Hun kunne risikere at gøre alt, hvad han sagde hun skulle og så stadig ende med at miste livet. Tanken skræmte hende umådeligt. Hun var endelig faldet til i London. Hun havde endelig vænnet sig til at bo for sig selv. Hun havde endda fået opbygget et godt forhold til sin arbejdsplads. Det var ikke længere ubehageligt for hende at måde op til træning og forvente diverse øjne rettet imod hende. Og så nu sad en lusket mand med hendes liv i sine hænder, som han i princippet kunne gøre med, hvad han ville. For selv med en tonet krop lagde hun alt for meget tvivl i sine muskler til at kunne kæmpe imod. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.

Han tog det så afslappet, hvilket ikke gjorde det bedste for Junipers stakkels nerver. For hende var det bestemt ikke afslappende, men hans attitude fik hende til at føle, at det var hende, der var noget galt med. At hun havde misforstået det hele. Også selvom hun udmærket godt vidste, at hun bestemt ikke havde misforstået noget som helst. Det her var for alvor!
Hun så en sidste gang ufatteligt bedende imod Leonardo med hendes meget muligt ynkelige øjne, før hun slog blikket ned imod sine fødder. Armene faldt en smule – dog stadig svøbt omkring benene – bare for at hun kunne tage fat omkring sine ankler med sine hænder og pille med sokkernes kant. Så havde hun i det mindste noget, der kunne holde hendes hænder i skak. Hun rystede så meget forsigtigt på hovedet, efter at have tænkt hans spørgsmål igennem. Hun kunne ikke tænke fuldkommen klart, men nu havde hun heller ikke forestillet sig at ende, hvor hun var. ”Jeg.. Jeg ved det ikke.” blev hun nød til at svare ham. Læberne blev presset hårdt sammen, hvorpå hun fugtede dem med en slimet tunge. Hun kunne ikke holde et enkelt snøft tilbage, men forhåbentlig var det ikke alt for højlydt. Der var ingen grund til at græde. Hun var en voksen kvinde. 21 år!

Så slog det hende. ”Jeg bliver stadig støttet økonomisk af mine forældre.” Hun løftede atter hovedet for at rette de grågrønne øjne mod ham. ”Jeg kan spørge efter…. mere.” Ordet sad fast i halsen på hende. Hun vidste virkelig ikke, hvad hun skulle sige. ”Hvor meget har du… i tankerne?"