Should've Known Better

[Deleted]

Carmine Rigel - August 2024 - Nær varulvenes tilholdssted.

Fuldmånen havde stået på sit højeste for blot få timer siden og den kun 18 årige Sofie var netop blevet til sit langt mindre behåret selv. Hun havde haft en, som altid, fantastisk aften og nat i Carmines selskab og ikke mindst deres dejlige og smukke lille dreng Zain. Sofie havde aldrig før følt sig stor en kærlighed til et andet menneske, som hun gjorde til hendes og Carmines lille dreng på to år.
Hun lagde armene om den lille dreng og kyssede blidt hans pande, efterfulgt at et næsten lykkeligt smil vendte hun blikket mod Carmine, "Se ham lige, er han ikke blevet stor?" spurgte hun stadig med et smil på læberne. Hun var sikker på, at hende og Carmine ville leve lykkeligt til deres dages ende, om de så kun ville være de to og lille Zain, så ville det være nok for hende.

Hun lagde Zain i græsset for, at tage tøj på, med en stormhatteeliksir var det nemt, at nå at få tøjet af inden forvandlingen så det ikke nåede at gå i stykker, og dermed kunne hun få det på igen når månen havde lagt sig. Hun tog sine trusser, bh og cowboybukser på, hvorefter hun fik fat i Carmines skjorte, hvilket fik hende til at grine lidt, "Jeg tror, den her er din," sagde hun morende og kastede skjorten til ham, og dykkede så ned i posen med tøjet igen, for at finde en egen bluse.
Hun samlede det lange blonde hår i en hestehale og tog så Zain op igen og vuggede ham lidt i sine arme.
Hvor ville hun dog ønske, at hendes far kunne se, hvor glad hun var og se at Sofie også var en del af varulveflokken nu. Men inderst inde vidste hun godt, at han aldrig nogensinde ville acceptere det, hvilket også var grunden til, at hun overvejede bare at stikke af fra sin familie. Varulvene var jo hendes familie nu. "Skal vi gå hjem til flokken?" spurgte hun i et gab, hun var faktisk ret træt, men hvem ville ikke være det, efter sådanne en nat.

[Carmine Rigel]

Carmine så på hendes nøgne skikkelse med et lidt for muntert smil som hun stak snuden i posen (om man så kunne sige) og fiskede sit tøj op. Han greb skjorten som den kom flyvende i hans retning og tog den på. Han havde allerede været ovre og fange både sine bokseshorts og jeans.
De første solstråler var allerede tydelige i horisonten, himlen og skyerne fik et næsten lyserødt skær og fik hele skoven de befandt sig i til at ligne noget taget ud fra en eventyrbog.
Et nyt smil spredte sig på hans læber som han bevægede sig over til hende og lagde en rolig arm omkring hendes slanke skikkelse. ”Han er virkelig skøn -som sin far,” det sidste blev tilføjet med et grin inden han lænede sig frem og blidt kyssede Sofies læber. Hun havde ret i at de nok hellere måtte se at komme tilbage til flokken. Carmine havde altid fungeret som sin fars højre hånd, opsøgt de nybidte varulve for at overbevise dem om at deres liv ikke var forbi, men at man faktisk kunne leve med forbandelsen på lige vilkår som alle andre.
Han selv var født ind i det og kendte ikke til andet, men han forstod godt at det måtte være uhyggeligt for dem der ikke vidste noget om det, som fx hvis en muggler blev bidt.

Selv var Carmine stolt af at være varulv, hans far havde lært ham at kontrollerer sig selv og den vrede som ofte kunne opstå når man bar rundt på et dyrisk gen. Ikke kun dyrisk, men en varulv var jo arrig og blodtørstig af natur, så det kunne godt være svært at kontrollerer den vrede i hverdagen, men det kunne læres.
Gabriel – Carmines far – havde også været imod at Carmine bed Sofie, ikke fordi han ikke kunne lide hende, for Gabriel syntes faktisk ganske godt om den unge heks, men han havde ikke brudt sig om at hun skulle være varulv, det var jo ikke noget man kunne slippe af med igen og det kunne have fatale konsekvenser hvis ikke man vidste hvad man lavede.
Heldigvis havde han taget imod hende i flokken og hende og Carmine var klar til at begynde livet som en familie med deres lille søn – der som Carmine selv, også var født varulv.
Denne nat havde de besluttet at tage ud og nyde naturen lidt, bare ligge og kigge på stjerne og den slags. Gabriel havde forsikret dem om at de bare kunne tage af sted og at han nok skulle holde tjansen hjemme i hulen så længe. ”Gad vide om far han har sørget for morgenmad når vi kommer hjem,” undrede Camine sig højt som han kiggede ned mod sin knurrende mave. Han var virkelig sulten.

[Deleted]

Stod det til Sofie så ville hun kunne blive i skoven for evigt, bare hende, Carmine og Zain, de kunne bo i skoven, se solen stå op og gå ned hver eneste morgen og aften. Hun levede nok lidt i en drømmeverden, måske fordi det hele bare var en drøm for hende, hun havde alt hvad hun havde behov for.
Hun vendte blikket i mod ham som hun mærkede hans varme arm omkring sig, hvilket spredte en helt ubeskivelig varm og tryg følelse i hende, som hun kiggede ind i hans skønne øjne, og skulle lige til at svare på hans kommentar, men blev afbrudt af kysset han tildelte hendes læber, hvilket hun ikke tøvede med at gengælde og lagde ligeledes sine arme omkring hans nakke og gjorde kysset en smule dybere. Hun elskede ham virkelig.

Hun slap roligt kysset igen, "Præcis som sin far," sagde hun i et kærligt smil og lod sine fingre spidser nusse hans nakke, før hun slap ham helt og bøjede sig ned i Zains højde for at hjælpe ham i tøjet igen. De to handyr var hendes et og alt, og hun håbede og bad hver eneste dag til, at hendes far en dag ville acceptere det valg hun havde taget, om at lade Carmine forvandle hende til varulv også.
Hun vendte blikket tilbage på Carmine og tog Zain i hånden, en to-årig kunne jo godt selv gå, "Mon ik? Det plejer han da," sagde hun i et smil, før hun tog ud efter Carmines hånd med den frie hånd som hun flettede sine fingre ind i mellem hans, "Tror du nogensinde min far vil acceptere os?" spurgte hun og så mod Carmine med et lidt bekymret smil, og begyndte at gå i den forkerte retning, udelukket fordi hendes stedsanse, af alle sanser, ikke var blevet bedre end før hun var blevet bidt.

[Carmine Rigel]

Han smilede blidt mod hendes læber som hun gengældte kysset og slog armene omkring hans nakke. Intet skulle nogensinde komme imellem dem, det var han helt overbevist om. Hun var så enestående og selvom hun ikke havde været varulv så længe, så var han helt sikker på at dette her var ægte.
Det var meningen at han skulle lærer hende alle de gode ting ved at være varulv og hun sammen med ham, skulle hjælpe med familiens fortagende. Hans far var en god mand. Han forsøgte at hjælpe varulve og gav dem et sted at være så de ikke endte med at skade nogen, eller sig selv. Det var jo også en hjælp til samfundet der ellers ikke gjorde det store for varulvene.
Det var lidt som om at når man blev bidt var det ens eget problem. Man blev registreret så Ministeret kunne "holde øje" med en, men tilbød de et sted at være under fuldmånen? Nej. Byggede de faciliteter til at varulvene havde et sted at være? Nej. Det var jo latterligt for det kunne jo sikkert begrænse smitten.
Carmine var godt klar over at Ministeret aldrig ville kaste så mange penge i den sag, så derfor måtte de jo gøre hvad de selv kunne for at hjælpe folk, og lige nu var det altså at tilbyde dem at de kunne være i den undergrund Carmines far havde brugt utallige år på at bygge.

Carmine var stolt af familieforetaget og han ville glædeligt hjælpe med at vidrefører det. Få varulvene til at føle sig velkomne i samfundet, lade dem vide at livet ikke var slut bare fordi de var blevet forvandlet.
De kunne jo komme og gå som de ville, hvis de bare havde brug for et sted at være under forvandlingen så var der også mulighed for det.
Han lo en mild latter som hun gav ham ret. De havde den perfekte lille familie lige bortset fra hendes far. "Han skal nok accepterer det en dag om jeg så selv skal snakke med ham." Sagde Carmine med sikkerhed i stemmen. "Han skal bare se at vi jo prøve at hjælpe varulve så der ikke er flere der bliver bidt." Det kunne selvfølgelig ikke helt stoppe det fra at sprede sig, men det var jo ingens ønske at bide så mange som muligt, skabe en flok og overtage det magiske samfund - skønt en varulv nok ville kunne lede samfundet lige så godt, måske endda bedre. Det ville måske kunne hjælpe ulve og almindelige magikere til at leve sammen på en lidt anden måde.
Carmine slog tanken fra sig.
Han lagde en arm om hendes skuldre og snurrede hende let rundt, "skat, tilholdsstedet er den vej." Han pegede over skulderen med tommelfingeren og måtte bide sig let i kinden for ikke at grine over hendes forfærdelige stedsans.

[Deleted]

Sofie var fuldt og fast besluttet på, at det skulle være hende og Carmine for evigt, og at Zain en dag ville få en lillebror eller lillesøster, måske to, men lige nu skulle hun jo også have sig en uddannelse skønt hun havde et job på en danseskole, men hun var også sikker på, at når de fandt ud af, at hun var blevet varulv, så ville det være slut.
Dog var hun faktisk ret ligeglad med, hvad fremtiden ville bringe, så længe Carmine og Zain var med i den så kunne det kun være en god og lykkeligt fremtid. Hun elskede allerede at være varulv, selvom det ikke var noget hun havde været ret længe, så havde det været den bedste tid i hele hendes liv. Hun elskede at være sammen med Carmine og så var hun faktisk ret så ligeglad med, hvad hendes far sagde til det.

Hun vendte et ret overrakset blik i mod ham, "Ville du virkelig gøre det?" spurgte hun som hendes øjne nærmest begyndte at lyse op af glæde, hun kunne slet ikke fatte så heldig hun følte sig, Carmine var en helt i gennem fantastisk fyr. Hun smilede let, dog et lettere halvhjertet smil, "Jeg ved ikke.. Jeg tror aldrig han vil kunne forstå," sagde hun og vendte blikket ned mod jorden, hvor hun dog hadede sin far inderligt, for ikke bare at kunne acceptere det, men hun vidste godt, at det nok aldrig ville komme til at ske. Hvilken varulvejager ville dog også acceptere, at deres datter frivilligt var blevet bidt, var kærester med en varulve og tilmed havde fået sig et barn som var født varulv.
Som hun mærkede hans arm omkring sig smilede hun varmt til ham, men mærkede dog hurtigt en mild rødme som han påpegede overfor hende, at det var fordi hun gik den forkerte vej, "Det vidste jeg godt, jeg skulle bare lige tjekke om du også vidste det," sagde hun, men kunne dog ikke holde masken ret længe, før hun vendte rundt og begyndte at gå i den retning han viste.

[Carmine Rigel]

Han smilede overbærende til hende. ”Selvfølgelig vidste du det.” Svarede han blot ude at ligge synderlig meget skjul på at han slet ikke troede på det. Hun havde en forfærdelig stedsans. ”Kom, jeg er sulten,” hundsede han blidt og begyndte at gå i den retmæssige retning imens han kiggede lidt tilbage på hende.
Han sendte hende et stålende smil, ”selvfølgelig, jeg skal nok vise ham at had ikke er den rigtige vej frem.” Sagde han med fremskudt bryst. Hans far havde gjort meget ud af lærer ham at had aldrig var løsningen på noget som helst. Man skulle i stedet vende den anden kind til og bare modbevise dem der tvivlede på en. Det var det rette at gøre.

"Jeg skal nok vise ham det," gentog han igen og lagde en beroligende arm omkring hendes skuldre. "Han skal nok se at vores flok jo gør tingene for at hjælpe andre, biddet er en forbandelse, men det er ikke noget man kan gøre for, det er jo et tegn på at man overlevede et møde med et stort og farligt væsen, det burde da ikke være noget at skamme sig over." Sagde han en smule hæderligt og stoppede ved åbningen til hulen.
"Desuden er du jo også den eneste der har fået biddet, der er jo ingen ulve der render rundt og bider folk med vilje." At være varulv var hverdag for ham, han var født på denne måde ligesom Zain var, han kendte ikke til andet, men det betød ikke at han ønskede denne skæbne for andre. Sofie havde valgt det selv, uden hans indblanding, hun ønskede at være en del af flokken og hjælpe andre der var ramt af forbandelsen så de kunne få et lettere liv og ikke skulle frygte at slå deres elskede ihjel 1 gang om måneden.
Som de bevægede sig gennem de labyrintiske gange under jorden stoppede han pludselig bradt op. Han kunne lugte noget..blod. Han vendte sig mod Sofie med store øjne, "der er noget galt!" Sagde han hurtigt. Der var alt for stille, stemmerne plejede at runge gennem gangene på dette punk her, hvorfor var der så stille? Og hvorfor blev lugten af blod kun kraftigere jo tættere de kom? Han vendte sig mod hende og lagde hænderne på hendes skuldre, "vent her," bad han skønt han havde en ret god fornemmelse af at hun ikke ville høre efter.