This Is Halloween

[Deleted]

Tid: 31.10.2054

Margus W. Dragowska Fox

Det var endnu en normal barselsdag. Marisol sad i stuen hvor pejsen til skolen var, og sad og læste på, hvordan man skulle passe sit barn. Det eneste, der ikke var normalt ved dagen var, at det var Halloween. En dag Marisol elskede. Det var den eneste dag på året, hvor man kunne gå rundt blandt mugglerne, og ligne sig selv. Så var det sjovere at gøre livet surt for de ækle kryb. 

Hun sad og nynnede en halloween sang, imens hun sad og læste, og tænkte på, at Margus snart måtte komme hjem. Han havde fået en hasteugle. Noget med et indbrud i ministeriet. Sikker bare falsk alarm, men det skulle selvfølgelig undersøges. Især nu hvor han jo var minister for magi. Hun var virkelig stolt af ham, men hun ville ønske han ikke var det lige nu. Selvom der stadig gik noget tid, før Dimitri skulle komme, ville hun ønske at han var der. Hun kunne ikke rigtig lide, at han ikke var der. Hun blev altid nervøs over det. Især når hun ikke kunne være sammen med ham, for at sikker sig, at der ikke skete ham noget. Hvad der skulle ske, vidste hun ikke, men hun kunne bare ikke lade vær med at bekymre sig. Hun tog en dyb indånding, og pustede ud igen. Hun blev nødt til at være rolig. For Dimitris skyld.

[Deleted]

Margus havde været i ministeriet, da han havde fået en indbruds alarm. Det havde ikke været noget alvorligt, blot en muggler der havde forvildet sig ind på ministeriets område. Det skete ikke særlig tit, men det krævede alligevel at mugglernes hukommelse skulle slettes. Han var nu på vej hjem igen. Hjem til Mari, og hans søn, som snart skulle blive født.

Han kom ud af kaminen, ændrede sit udseende, og gik hen og gav Marisol et kys. "Bare en muggler, inde på vores område." Sagde han, og sukkede. Det var ikke det værd, at tage afsted bare for en muggler. Men af en eller anden grund skulle han være til stede. Men hvis Mari ikke havde været gravid, så havde han med glæde gjort det.

[Deleted]

Hendes fokus og nynne stoppede da han kyssede hende, og hun kunne ikke lade vær med at smile. Havde det været et andet sted en på slottet, at hun var blevet kysset på den måde, havde hun fået et kæmpe chok og blevet skræmt til døde, men hun følte sig tryg på slottet, og vidste, at det var det mest sikker sted i verden for en Fox. Så længe man var renblod og ikke var forræder. Hun kiggede op på Margus med forelskede øjne, før hun tog hans hånd, og nærmest trak ham ned i sofaen til sig, før hun lænede sig ind til ham, lagde hans hånd på sin mave og kyssede ham dybt og lidenskabeligt. "Jeg har savnet dig," hviskede hun, da kysset stoppede, og igen mærkede hun hvor meget hun savnede at være mere intim med ham, end bare kys. Hun savnede det, men tanken om at skulle have samleje med ham, imens hun så sådan ud. Lige meget hvor meget han fortalte hende, at hun var smuk og det ikke gjorde hende noget, kunne hun ikke. Hun havde det ikke godt nok med sig selv til at kunne gøre det. Men nu gik der ikke så lang tid igen. Eller, hun håbede da på, at personalet ville tage sig af Dimitri, imens de hyggede sig... Igen plantede hun sine læber mod hans. Hendes tanker gav hende lyst til ham, og gjorde bare hun glædet sig mere til det hele bare var over. Hun havde knap nok tænk tanken, før hun nærmest blev kvalt i kysset af overraskelse, og spærrede øjnene overrasket op over chokket. "Det... det..." Stammede hun stadig overrasket og chokeret. "Vandet." Fik hun fremstammet, og håbede på han vidste hvad hun mente, for hun var alt for chokeret selv, til at kunne bevæge sig eller tænke klart. Skete det virkelig nu? Det gjorde det vel? Vildt.

[Deleted]

"Jeg har også savnet dig." Sagde han, og gengældte hendes kys, da han blev nærmest trukket ned i sofaen. Han elskede hende, specielt efter en dag hvor han var blevet kaldt på arbejde, uden varsel. Han kiggede dog overrasket da hun stoppede kysset. Han blev endnu mere overrasket, da hun talte om vandet. Han var helt med på hvad hun mente. Han sad i kort tid, og tænkte meget over hvad han skulle gøre. Señora Cortez! Selvfølgelig! "Señora Cortez!" Råbte han, med en stemme der var tydeligt præget af at han var ret så nervøs. Hvorfor nu? Hvorfor på Halloween? Det var en højtid de skulle fejre. Han var også lykkelig samtidig. Endelig skulle han have sin søn.

[Deleted]

Hun mærkede hvordan hendes hjerte dansede i brystet på hende, da han sagde, at han også havde savnet hende. Utrolig at efter så mange år, så var hun stadig lige så forelsket i ham, som hun var siden sit første år på Hogwarts, hvis hun ikke var blevet mere og mere forelsket i ham med årende. Det var også en af grunden til hun blev så overrasket som hun gjorde. Var det fordi hun var så forelsket i ham, at vandet var gået? Eller var det bare et tilfælde? 

Hun sad bare og stirrede på ham. Hun forstod intet. Hvad var det, der skete lige nu? Og hvad var det for en lyd? Hun sad og lyttede til den, før det gik op for hende, at lyden kom fra hende. Hun sad hev efter vejret, for hurtig puste det ud igen. Hun var gået i panik! 

"Señor. De vil gøre en stor hjælp, hvis De hjælper señora Fox op i seng, og får hende til at slappe af, og trække vejeret. Barnet skulle jo nødig komme noget til." Hun hørte godt ordrende komme fra señora Cortez, men hun forstod dem ikke rigtig. Hun var alt for bange og skregslagen over det, der skulle til at ske nu. Hun mærkede en voldsom kvalme. "Ruso." Peb hun, og mærkede hvor meget hun rystede af skreg. Det var den eneste bevægelse hun gjorde. Chokket havde fuldstændigt lammet hende. Det var nu. Det var nu de længste 17 år i hendes liv begynde.

[Deleted]

Margus blev endnu mere nervøs, da han kunne mærke på Marisol at hun var gået i panik. Han hørte dog på hvad Señora Cortez sagde, og støttede Marisol. Det var nu. Han skulle være far. Far til et rigtigt levende barn. Var han klar til det? Han ville følge Marisol til værelset, i det tempo hun kunne. "Mari, træk vejret stille og roligt, som Señora Cortez sagde du skulle. Jeg vil ikke have der skal ske vores søn noget." Sagde Margus, og prøvede at skjule sin nervøsitet. Det var dog sværere end han lige havde regnet med. Det var nu han skulle være der for hende, og ikke være så nervøs.

[Deleted]

For hver indånding hun tog, jo mere nervøs blev hun, og hun mærkede hvordan tårnene begyndte at løbe ned over hendes kinder. Hun forstod ikke rigtig hvad, der skete. Hun fulgte instinktiv Margus op mod værelset, uden at tænke over det. Hun hørte han talte, og blev en smule mere rolig. Han var der. Hun forstod ikke hvad han sagde, men han var der. Mere behøvede hun ikke. “Te amo Ruso.” Det var tydeligt på hendes stemme, at hun ikke rigtig var til stede, men stadig befandt sig i sin egen lille nervøse, bange verden, der virkede utrolig kold og ensom. “Ruso?” Græd hun bange, før hun stoppede op lige før de kom ind på værelset. Hun lagde sine arme omkring ham, og knugede sig ind til ham. Hun kunne ikke huske hvornår sidst, hun havde været så bange og ked af det, at hun bare havde brug for at blive trøstet af sin kæreste. Sin forlovede. Sin mand. Sin eneste ene.

[Deleted]

Margus hørte hvordan hun begyndte at græde, men fortsatte med at gå mod værelset. Han omfavnede hende, da hun omfavnede ham. "Det skal nok gå Mari." Sagde han og tog sit lommetørklæde frem, og gav det til hende. Han begyndte at gå ind imod senge, imens han støttede hende. Det var han skulle have sin søn. Der var ingen vej tilbage. Han var selv ret nervøs, men holdt det tilbage, så Marisol ikke blev mere nervøs. Han ville ikke have det skulle gå ud over deres søn, at han var nervøs. Det skulle foregå perfekt. Intet måtte gå galt. Han ville ikke kunne bære det.

[Deleted]

Igen forstod hun ikke rigtig hvad han sagde, men hun blev glad for han omfavnede hende, og sagde beroligende ord til hende. Selvom hun ikke forstod ét eneste ord, da hendes chok havde "blokeret" for hendes engelske, forstod hun, at han prøvede på at trøste og berolige hende. "Te amo," sagde hun grådkvalt da hun tog hans lommetørklæde for at tørre sine øjne. I stedet for at give ham lommetørklædet tilbage, beholde hun det til hvis nu hun skulle få brug for det igen, og så var det også beroligende, at have noget, der tilhørte ham. 

Hun lagde sig i sengen efter havet taget det tøj på, som hun havde fået besked på at tage på. Hun tog en dyb indånding, og prøvede på at falde ned, men det virkede ikke til det lykkes. Hun var så nervøs, at hun ikke kunne slappe af. Hvad nu hvis hun gjorde noget forkert? Hvad nu hvis hun ikke kunne finde ud af det? Hvad nu hvis der gik noget galt? Nej. Nu måtte hun ikke lade frygten tage over. Hun tog en dyb indånding, før hun kiggede på Margus, og tog hans hånd. "Siempre." Sagde hun bestemt men skælvende, da nervøsiteten nægtede at give slip. Hun vidste dog, at med Margus ved sin side, sete der ikke noget. Han skulle nok passe på hende, som han altid havde gjord. 

*Time*

Et smertelig skrig kom fra Marisol, imens hun klemte hårdt Margus hånd. Der gik dog ikke længe, før hun kunne slappe af igen, da lyden af barne gråd fylde rummet. "Tillykke. De har nu fået en dreng." Annoncerede señora Cortez med lykønskeles i stemmen, før hun fik ordnet de praktiske ting, der nu skulle ordenes. Efter et lille stykke tid, gav hun forsigt det lille vidunder til Marisol. "Hvor han..." Hun ledte efter ord, der ikke fandtes, imens hun kiggede på sin lille nye dreng. Hun var blevet mor? Det var først nu hvor det gik op for hende, at hun ren faktisk var blevet mor. Hun troede hun ville hade det, og hade ham, men som han lå der, lille, uskyldig og skrøbelig, kunne hun ikke andet end at elske ham. "Han har virkelig blåt hår," hviskede hun, som om hun var bange for, at der ville ske ham noget, hvis hun snakkede højere. Hun var blevet mor. De var blevet forældre. Hvor var det overvældende. Havde nogen sagt til hende for omkring sytten år siden, at hun være gift og få børn med Margus, havde hun ikke troet på det. Hun havde slev nu svært ved at tro på det. "Te amo," hviskede hun stille til Margus.

[Deleted]

Margus var kun blevet mere nervøs, jo længere hen i fødslen de var kommet. Han havde hen ad vejen, kommet med opmuntrende kommentarer, men han troede ikke rigtig på dem selv. Han stoppede dog komplet med at være nervøs, da lyden af gråd fyldte rummet. Han kiggede på barnet, som lå helt uskyldigt hos Marisol. Han var blevet far. Det var ikke til at tro. Han skulle være forældre før hans søster. Det var jo hende der var den modne af dem. "Ja." Svarede han helt paf, da hun sagde han havde blåt hår. "Te amo. Hvor er han smuk." Sagde Margus, stadig uden helt af vide hvor han skulle gøre af sig selv.

[Deleted]

Lige meget hvor meget hun prøvede, kunne hun ikke tage øjnene fra det lille vidunder, der var deres søn. Hun lå bare og kiggede på det barn, der havde gjord hendes liv til et helvede, og stadig ville gøre det, men når han lå der, lille og uskyldig, virkede det som en meget lille pris at betale for at få sådan den fantastisk søn. "Margus..." Sagde hun, da hun følte hun burde sige noget. Hun var virkelig stadig overvældet af det, og det var også derfor, at hun var så handlingslammet. Hvad gjorde man lige når man var blevet forældre? Hun kiggede op på Margus for at finde svar på sine spørgsmål, men hun vidste heller ikke rigtig hvad hendes spørgsmål var. Det hele gik bare så hurtigt lige pludselig. "Ruso..." Prøvede hun. "Te amo." Hun hævede træt sin hånd mod hans kind. Hun havde brug for at rører ham riigtig, og så var tanken om hans læber mod sine, en utolig dejlig take.

[Deleted]

Margus havde svært ved ikke at kigge på den lille dreng, som lå hos Marisol. Han vidste ikke hvad han skulle sige, andet end at han havde fået en søn, hvilket jo også var en fantastisk ting. Han kiggede på Marisol, da hun lagde sin hånd imod hans kind. "Te amo Mari. Te amo." Sagde han, og gav hende et blidt kys. Han var helt stum. Han havde ingen idé om hvad der skulle siges. Ligesom han heller ikke var helt sikker på hvad det ville sige at være far. Han skulle nu opfostre en søn, sammen med verdens dejligste kvinde. Han var lykkelig.