Don't Leave Me (Advarsel)

[Deleted]

September 2043 

7. årgang Margus W. Dragowska Fox  

4. årgang @marisol  

Skoleåret var lige startet, og selvom der var et helt år, til Margus stoppede, kunne Marisol ikke lade vær med at være utrolig ked af det og bange. Selvom de havde brugt hele sommerferien sammen hjemme ved ham på gården, havde taget toget sammen til skolen, og siddet sammen, til fordelings ceremonien, siddet sammen det meste af den første nat, den efterfølgende dag til morgenmaden og de andre måltider, havde Marisol det allerede som om, at hun var mere alene end nogensinde før. Hun havde sine U.G.L.’er, og han havde sine F.U.T.’er. De brugte stort set alt deres tid på lektier og hinanden, men ikke nok på hinanden.  

Det var derfor, at hun denne lørdag eftermiddag, efter hun havde skrevet til sin morfar, hvordan den første uge var gået, at hun bankede sørgmodigt på til sovesalen for de drenge, der gik på 7. årgang. Hun havde altid følt sig yngre og mindre end Margus, men det var først nu, at hun virkelig følte sig lille. For lille. Hun gik kun på 5. årgang, og han gik på 7. og havde et ben på vej ud i den virkelig verden. Han kunne altid forlade skolen, hvis det var det han følte for. 7. år var ikke et år man skulle have. Hun kiggede ned på sine fødder, da døren gik op, og hun kiggede ikke op. Hun vidste Margus var der, fordi han var ikke i opholdsstuen. Og alle vidste, hvis en afgangselev ikke var i opholdsstuen, var de på deres sovesal, for at slippe for de små irriterende første årselever, der stadig måbede over hvor fantastisk Hogwarts var. “Ruso?” Kom det stille og trist fra hende. “¿Puedo hablar contigo?” Spurgte hun, og var glad for, at han kunne forstå bare en smule spansk. Hun havde ikke lyst til at spørger ham om, om de kunne snakke på engelsk, hvis de nu skulle begynde med at drille eller noget i den stil. En grund til hun ikke kiggede op var, at hvis Jimmie var der, var hun sikker på, at han virkelig ville begynde at drille hende. Tanken om det fik hende til at sukke dybt. Ham kom hun ikke til at savne. Margus derimod. To år uden ham, efter at have gået op og ned ad hinanden i 5 år, var virkelig ikke til at holde ud, og hun mærkede også, hvordan hendes øjne var helt våde ved tanken om det. Hun blev nødt til at slå op med ham. Hun elskede ham mere end livet selv, og efter alt det han havde gjord for hende, havde hun en virkelig grim smag i munden. Hun var dog overbevist om, at hvis de skulle have et godt år sammen, måtte de bare være venner. På den måde ville det også være nemmere, at holde de kommende to år ud. To meget lange år, uden Margus.

[Deleted]

Margus lå og læste på sin sovesal, hvor der sad to af hans andre kammerater på sove salen også. Heldigvis var Jimmie der ikke, han havde været strid overfor Margus og Marisol, siden deres 6. År sammen. Heldigvis var han der ikke. Margus kiggede hen i døråbningen, også så Marisol stå der. Han nikkede til hendes spørgsmål. "Drenge? Vil i ikke gøre mig den tjeneste at lade os være lidt alene?" Spurgte han, og priste sig lykkelig for at det var nogle af dem, som rent faktisk var forstående overfor hans og Marisols forhold. Drengene rejste sig og gik ud. "Hvad vil du snakke med mig om?" Spurgte han, med et smil og satte sig på kanten af sin seng.

[Deleted]

Marisols blik var rettet mod jorden, og hun gik først ind på sovesalen, da de andre drenge var gået ud. Hun gik ind og lukkede døren efter sig, før hun låste døren med magi. Hun vidste godt det var forbudt at låse dørene på skolen, men hun havde virkelig brug for, at de ikke blev forstyrret.

Hun forsatte med at kigge ned i gulvet, imens hun gik over til hans seng, men istedet for at sætte sig i hans seng, som hun altid gjorde, satte hun sig i sengen ved siden af, så hun sad over for ham. Hun sad og kiggede på sine hænder, og gjorde alt hvad hun kunne, for at holde tårende tilbage, og holde sin stemme i ro, før hun med en død og monotom stemme sagde de ord, hun aldrig nogensinde i sit liv havde troet, hun skulle sige til Margus. Hendes aller første kærlighed. Tanken om det var hendes livs kærlighed, turde hun ikke tænke på. For hun vidste hvis hun gjorde det, ville hun ikke kunne sige de ord, hun i forvejen havde svært ved at sige. "Jeg slår op."

[Deleted]

Margus blev overrasket over at hun ikke satte sig ved siden af ham, som hun plejede men i stedet satte sig overfor ham. Var der noget galt? Han skulle lige til at spørge Mari hvad der var galt, da hun sagde de tre ord, som han aldrig havde ønsket hun ville sige. Klappen gik fuldstændig bed for ham. "Hvad... Hvad... Hvad mener du?" Spurgte han, med besværet stemme. Han skulle kæmpe for at holde tårerne tilbage. Hun var hans livs kærlighed, og de havde gået så meget igennem. Det måtte bare ikke ske. Han lagde sig ned i sengen, og tog hænderne op foran ansigtet. Det måtte bare ikke ske.

[Deleted]

Da hun hørte hans reaktion, mærkede hun hvordan hun var på nippet til at græde. Hun havde lige såret ham dybere end nogensinde, men hun var overbevist om, at det ville være det bedste for dem begge. Hun vil bare gerne have et år sammen som venner. Et år hvor de ikke behøvede at bekymre sig for meget om hinanden. 

Hendes beslutning og overbevisning om, at det var det rigtige hun gjorde, vaklede enorm meget, da hun kiggede op, og så ham ligge i sengen med hænderne for ansigtet. Hun havde kigget op for at forklare sig, men hun kunne ikke. Ikke så længe hun så hvor ondt det gjorde på ham, og hun vidste, at det ville gøre ni millioner gange mere ondt på hende. "Margus..." Hun stoppede med at sige mere, da hun var lige ved at bryde sammen, og hun mærkede tårerne var på vej. Så i stedet rejste hun sig, dum som hun var, og satte sig i hans seng. Hun vidste hun skulle lade være, for at gøre det nemmest for dem begge, men hun kunne ikke. Hun lænde sig ind over ham, for at give ham et knus for at trøste ham, og for at trøste sig selv. "Te amo, pero... det er bedst så'n." Hun tog en dyb indånding, for holde sin stemme i ro, men set lykkes ikke. Hun var så tæt på at græde, at hun var ved at blive kvalt i sine ord. "Jeg vil ikke ødelægge vores sidste år sammen, med vores forhold." Hun sank en klump i halsen. "Jeg vil bare have et år sammen med dig, uden at blive drillet eller mobbet med, at vi er sammen" Hendes stemme knækkede på det sidste, og hun kunne ikke længere holde det tilbage. Hun begyndte at græde. Hun var dybt ulykkelig over tanken om, at de ikke længere skulle være sammen. "Te amo," græd hun, og mærkede hvordan hans trøje blev mere og mere våd af hendes tårer. Det eneste nu, der kunne gøre hende mere ked af det, var hvis han ikke troede på det hun sagde, eller hvis han blev sur og vred på hende, og ikke længere ville være sammen med hende overhovedet. Og være endnu, tanken om, at han ville drille og mobbe hende... hun kunne ikke tænke den smertelige tanke til ende. "Jeg kan bare ikke holde tanken ud om, at du er væk næste år. Jeg kommer til at savne dig så uendelige meget." Græd hun dyb ulykkelig.

[Deleted]

Margus vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre. Han kunne ikke finde ordene. Han blev dog mere glad, da hun gav ham et kram, som han straks gengældte. Han lyttede til hvad hun sagde, og mærkede for alvor tårerne presse sig på. "Mari. Jeg vil altid elske dig. Også selv om jeg ikke går på skolen. Der må være et andet alternativ. Jeg lover jeg vil sende ugler hver eneste dag. Vi må kunne finde på noget. Du er den jeg vil have." Sagde han, og håbede for alt i verden at de kunne finde på en løsning. Det måtte kunne lade sig gøre.

[Deleted]

Hun blev mere glad og ulykkelig, da han krammede hende igen. Måske var det deres sidste kram nogensinde. Nej. Hun måtte stoppe de tanker. Hun gjorde det jo kun være for sig selv. Hun stoppede så småt med at græde, da hun hørte hans ord. Han elskede hende? Og han ville have hende? "Ruso," græd hun fortvivlet. "Jeg kan ikke det her, du må ikke forlade mig. Jeg kan ikke leve uden dig." Græd hun, og puttede sig mere ind til ham, for at blive trøstet, og for at trøste ham, for hun vidste, det også gjorde ondt på ham, hvilket bare gjorde mere ondt på hende. "Og en ugle vil aldrig kunne erstatte dig," hun tørrede kort sine øjne med hånden, før hun var så dum at kysse ham. Hvad nu hvis, de fandt frem til, at det bedste var at slå op. Hun kvalte den tanke. Hun ville ikke slå op. Hun vil have ham. Altid. "Lover du det?" Spurgte hun, og mærkede hvordan hun så småt var ved at holde op med at græde, og hvordan hun fik idéer til løsninger. Du er den jeg vil have. De ord varmede hendes hjerte utrolig meget, og hun mærkede hvor meget hun selv ville have ham. Hun elskede ham ufattelig meget. "Lover du, at du sender en ugle hver dag? Og..." Hun tøvede lidt. Hun vidste det var en dum idé, men hun blev nødt til at foreslå det. "At mødes hver dag? Vi kunne bruge fornødhederummet?" Forslog hun, og var nu helt holdt op med at græde. Hun følte et håb for, at det kunne foresætte som det gjorde nu. Dog med de vanskeligheder, der hed, at de nok ikke kunne se hinanden mere end 2-3 gange i løbet af en dag. På den anden side, var hun bare glad, hvis de kunne ses mindst én gang om dagen. "Men du skal ikke, hvis du ikke vil... du får sikker travl på gården, nu hvor det bliver din..." Lød det opgivende fra hende, imens hendes hånd gled i en rolig bevægelse over hans arm, på samme måde, som man aede en kat.

[Deleted]

"Jeg vil aldrig forlade dig." Sagde han, og følte at hans idé med at at sende en ugle var dum, da hun sagde at den ikke kunne erstatte ham. Han gengældte dog hendes kys, da hun kyssede ham. Han lyttede til det hun sagde med at mødes i fornødenhedsrummet. "Jeg lover at sende en ugle hver dag, og så vil jeg bruge det her skoleår, på at finde ud af hvordan jeg kan komme fra gården til fornødenhedsrummet. Vi skal nok finde på noget." Sagde han, og gav hende et kys, da hun strøg hånden over hans arm. De skulle nok blive sammen.

[Deleted]

Hun lyttede til det han sagde, og mærkede hvordan der gled tårer ned over hendes ansigt. Ikke fordi hun var ked af det, men fordi hun var lykkelig for at vide, at han ville have hende, og han lovede at finde en måde hvor på, de stadig kunne ses selvom han ikke længere gik på skolen. Hun nåede ikke kommentere på det han sagde, før han kyssede hende, som hun straks gengælde. Hun stoppede det dog ikke som hun normalt gjorde. Normalt var det en vane fra deres første mange små blide kys fra starten af forholdet, der gjorde hun ikke havde det med at gøre deres kys ret lange. Hvorfor hun så nu slet ikke kunne få sig selv til at stoppe kysset, overraskede hende, men hun tænkte ikke særlig meget over det. Hun tænkte mere på den dejlige følelse hun mærkede i hele kroppen, som kysset blev trukket længere og længere ud. Eller, det var ikke så meget længere et uskyldig kys, det havde udviklet sig til et snav, der fik hende til instinktivt til at presse sin kropper tætter mod hans. Hun vidste ikke rigtig hvorfor hun gjorde det, men det føltes bare rigtigt, naturligt, og ufattelig dejligt. Hun ville helt klart uden tøven have så meget af det som muligt.

[Deleted]

Margus blev overrasket over at kysset blev holdt længere, end normalt. Det var ikke fordi han ikke nød det, det var bare en ny ting for ham. Han blev endnu mere overrasket over at det udviklede sig til et snav. Det gjorde ham ikke spor, men de havde aldrig gjort sådan noget før. Da hun pressede sin krop tættere imod hans, gjorde han ikke noget for at stoppe hende. Tværtimod. Han bevægede sig også selv tættere på hende, så de var så tætte som muligt. "Jeg elsker dig Mari." Sagde han kort, før han genoptog kysset. Det var en helt vild rar, og ny fornemmelse.

[Deleted]

Hun mærkede hvor lykkelig hun blev, da han kom tætter på, og hun prøvede selv på at komme tætter på ham, selvom de ikke kunne ligge tættere sammen end de gjorde. Og da han sagde, at han elskede hende, og hun huskede han havde sagt, at han ville have hende, mærkede hun hvordan al glæden blev til nervøsitet. Hun elskede ham, og han elskede hende, og det virkede til, at ingen af dem ønskede at være væk fra hinanden, nogensinde.
Med let rysttende hænder, begyndte hun at knappe hans skjorte op. Hun var nervøs for hvordan han ville reagerer, men hun følte også bare en mærkelig følelse af, at det var det rigtige at gøre. Og hun følte også en mærkelig form press. Et presse, der sagde, hvis hun ikke gjorde det, ville han ende med at forlade hende, fordi han ville finde hende for lille og barnlig i forhold til ham. For det var jo ingen hemmelighed, at hun virkede meget yngere end ham, da hun kun var 15 og han var 17. Hvilket var en tanke, der gjorde, at hun blev endnu mere nervøs for hvordan han ville reagere. Ville han afvise hende, fordi hun var for lille? Eller ville han gøre det af medlidenhed, eller noget helt tredje? Hun var virkelig så nervøs og forelsket, at hun mærkede en tåre glide ned ad hendes kind, da hun havde svært ved at rumme alle følelserne og tankerne.

[Deleted]

Margus var lykkelig, da de lå tæt sammen. Han havde været så bange for at han skulle miste hende. Han ville blive mere ulykkelig, end noget andet hvis det skete. Han blev dog overrasket, over at hun begyndte at knappe hans skjorte op. "Er du helt sikker på det?" Spurgte han lettere nervøst. Han var forbløffet, og forelsket på en og samme tid. Han havde ikke regnet med at hun ville gøre sådan noget. Han havde alligevel en følelse af at det var det helt rigtige. "Jeg elsker dig." Sagde han, og kyssede hende dybt og lidenskabeligt. Han elskede virkelig den pige. Mere end noget andet.

[Deleted]

Da han spurgte om hun var sikker, stoppede hun helt op, og blev som forstenet. Hvad mente han? Hvorfor spurgte han om det? Hun nåede ikke tænke mere over det, før han kyssede hende dybt og lidenskabeligt. Hun blev så overrasket over det, at der gik et øjeblik, før hun gengældte det, og mærkede en mærkelig følelse i kroppen, hun aldrig havde prøvet før, men hun kunne lide det, så hun havde ikke lyst til at stoppe.
Hun gjorde kysset dybere, og forsatte med at knappe hans skjorte op imens de kyssede. Et kys der langsomt udviklede sig til et snav som den mærekelige følelse udviklede sig, og føltes bedre og bedre. Det var grunden til, at hende hænder ikke rystede så meget som i starten. De begyndte dog at ryste igen, da hun langsomt bevægede sig mod hans bukser. Hun stoppede modvilligt snavet for at kigge spørgende på ham. Hun ville være sikker på, at han ville, og at hun gjorde det rigtigt. Hun anede intet om det. Hun vidste kun det basiske med at man skal være nøgne for at gøre det. Eller, det gik hun da ud fra man skulle være. Hun vidste dog ikke med sikkerhed, og det var også grunden til, at hun kiggede mere og mere nervøs og spørgende på ham, og mærkede en mærkelig form for præstationsangst. Ville hun kunne finde ud af det? Og endnu vigtigere, ville han kunne lide det? Hvis han ikke kunne lide det, ville det så være slut imellem dem? Hun blev mere og mere nervøs over alle sine tanker, og havde lyst til at stoppe, og alligevel ikke. Hun kunne jo godt lide følsen i kroppen. Hun kunne virkelig godt lide at være så intim med ham. Hun følte et helt særligt bånd imellem dem. Et bånd der på en mærkelig måde fulende deres forhold. Hun var virkelig forelsket i ham, og hun blev mere og mere forelsket i ham, som de lå der og var intime. Hun elskede ham virkelig mere end noget andet. Han var virlelig hendes eneste ene. Der var ingen andre for hende, end Margus.

[Deleted]

Han gengældte snavet, men kiggede overrasket på hende da hun stoppede. Han så ned, og så at hun var kommet til bukserne, hvorefter han selv tog hendes trøje af. "Te amo." Sagde han, og kyssede hende dybt og lidenskabeligt og begyndte langsomt at tage hendes bukser af. Han tænkte dog på om det var forkert af ham, at have samleje med hende. Hun var trods alt tre år yngre end ham. Ville det være forsvarligt at gøre det? Ville det gøre ondt på hende? Han havde aldrig haft samleje før, men han vidste da lidt om hvordan man gjorde, fra hvad han havde hørt fra venner. Hvad nu hvis det ville ødelægge deres forhold?
Han prøvede at få tankerne til at forsvinde, og fokusere på det der skete lige nu.

[Deleted]

Hun frøs fuldstændig til is, da han begyndte at tage hendes trøje af. Hun følte sig så lille, så det han tog hendes trøje af, gjorde hende utilpas. Havde hun ikke elskede ham så meget, havde hun ikke ville gøre det. Selv nu, havde hun virkelig svært ved det. Det eneste, der virlelig hjalp, var at hører, at han elskede hende, og hans kys, som hun gengælde med det samme, selvom det var virkelig tydeligt, at hun var død nervøs. I sær hans bukser lammede hende. Hun kunne ikke gå længere end at rører ved dem. Hun var aæt for nervøs, selvom hun elskede ham mere end livet selv, og selvom hun vidste, at han elskede hende, kunne hun ikke. "Ruso..." Hun var så nervøs, at hun snakkede så lavt, at hun næsten ikke kunnne høre det selv. Hun rystede kort på hovedet, for at fortælle, at hun ikke gøre det. Hun kunne ikke tage hans bukser af. Der var for grænseoverskridende for hende. Til gengæld, begyndte hun at kysse ham igen. Små nervøse kys, imens hun langsom og nervøs tog sin bh af. Hun rystede over hele kroppen, da hun hørte bh'en falde på jorden. Hun var virkelig, virkelig nervøs. Hun var så nervøs, at hun følte en trang til at græde og give op. Hvorfor gjorde han hende også så nervøs? Fordi hun elslede ham så meget, at hun var bange for at miste ham. Mistese hun ham, mistede hun alt.