Post by Deleted on May 21, 2016 22:23:25 GMT
December år 2041
5. årgang Margus W. Dragowska Fox
3. årgang @marisol
Marisol sad i sit sædvanlig hjørne af opholdsstuen, og biksede med en opgave i eliksir. Hun sad og mumlede frustreret og vred på spansk. “En español por favor!” Udbrød til sidst da hun havde fået nok, og i én bevægelse kastede bogen fra sig, som landede til hendes egen, og andres, overraskelse over i kaminen, hvor den blev ædt af ilden. “¡Típico!” Kom det opgivende fra hende, før stolen skrabede under hende, da hun i en vred og pludselig bevægelse lænede sig op ad ryglænet, og lagde armene over kors.Det var den tredje bog det skoleår, hun var blevet smidt i kaminen. Hun var i rigtig dårligt humør. Hun forstod ikke sin lektier, eller det der stod i bogen. Hun havde igen ødelagt en bog, og skulle nu igen skrive til sine forældre for at få dem til at sende en ny, og håbe på hun ikke ende med at få en skråler af dem eller sin morfar. Og så stod julen også for døren. Det var dog ikke det, der var værst. Det værste var, at hun ikke havde set Margus siden middagsmaden. Hun bebrejde ham ikke. U.G.L.’er betød flere timer, og dermed længere dage. Længere dage uden ham til muntre hende op, hjælpe hende med sine lektier, eller være rigtig kæreste kedelig, ved at finde et tomt lokale, for at få lidt tid alene sammen. Hun forstod stadig ikke, at han virkelig gerne ville være sammen med hende. Hun kiggede over mod muren, hvor indgangen til opholdsstuen var, og ventede på han kom ind. Hun håbede af hele sit hjerte, at det var ham, der kom først og ikke Jimmie. Tanken om han kom først, og begyndte at drille hende, gjorde hende bare endnu mere vred og irriteret. “Se, babyen sidder og venter på hendes babysitter kommer og skælder hende ud for at kaste med bøgerne.” Grinte en pige. “Nej, hun venter på han kommer med hendes sut og trøster hende!” Grinte en anden pige, og lod som om hun tørrede sine øjne. Selvom Marisol ikke vidste, hvad de helt præcis sagde, vidste hun nok til, at det handlede om hende. Hendes vrede blik, stirrede ondt og fjendsk på dem, før hun uden at tænke på det, sprang det vinduet over dem i luften, så vandet fra søen begyndte at strømme ind, for at gøre dem våde. Det var den skråler. Tænkte Marisol vredt, og blev endnu mere vred. Sådan nogle dumme piger, skulle ikke komme og sætte hendes pis i kog, så hun endte med at få en skråler af sin morfar. Hun var så vred over det, at hun også sprang det lille bord, de sad ved, i luften. Selvom de skreg og råbte, fik Marisol det ikke bedre. Hun blev bare endnu mere vred. Hun ville ikke være der mere. Hun ville bare hjem til Peru. Nu. I en vred bevægelse, rejste hun sig, så den stol hun sad på væltede, og bordet hun sad ved også var ved at vælte. Hun tog ikke sin taske med sig, eller nogen andre af sine ting med. Hun havde sin stav. Mere behøvede hun ikke. Hun gik mod muren vredt, og var næsten henne ved den, da hun var ved at falde. Hun kiggede vredt tilbage, for at se en 6. årselev, der sad og grinte ondt af hende. Hun kiggede ondt på ham, og rettede sin stav imod ham, hvilket fik ham bare til at grine endnu mere, og gøre Marisol endnu mere vred. “Avada kedavra.” Kom det bestemt fra hende, og så i et splitsekund hvordan drengen blev hvidt som et lan, og hørte hvordan hele opholdsstuen blev helt stille, før hun fik rap over nallerne af sin stav. Som om hun lige havde rørt ved et stødhegn. Et smertelig skrig kom fra hende, før hun instinktivt gav slip på sin stav, og hørte nu hvordan alle grinede ad hende. Hun kiggede rundt på dem, og mærkede hvordan tårerne pressede sig på. “Se den lille baby! Hun tror hun kan bruge farlig magi!” Grinte en dreng, før hun hurtig bukkede sig ned, samlede sin stav op, og nærmest løb over mod muren, og stod og ventede på den åbnede sig, så hun kunne komme væk der fra. “Se! Babyen løber ud for at finde sin babysitter!” Grinede en drengs stemme, der knækkede af grin ved babysitter. Hun ville ikke lytte på dem mere. Hun forstod ikke helt hvad de sagde, men det var tonen, og måden de sagde det på, der gjorde hun vidste, at det de sagde, var rigtig ledt. Da muren langt om længe åbnede sig, løb hun ud der fra. Hun løb uden rigtig at se sig for, og stoppede først, da hun stødte ind i en, der var meget højere end hende, og hun vidste med det sammen hvem det var. “Ruso.” Græd hun ulykkelig, og lagde sine arme omkring ham. “Jeg, ikke, vær, mer, her.” Hulkede hun med sit ansigt pressede ind mod hans bryst, for at skjule over for de andre elever, at hun stod og græd. Hun håbede virkelig, virkelig på Jimmie ikke var der, til at gøre livet mere surt for hende, end det allerede var. Hun ville bare hjem til Peru, og hun ville have Margus med. Hun ville ikke væk fra Margus. Aldrig nogensinde. Hun elskede ham jo mere end nogen eller noget andet, og det vidste hun, at hun altid ville.
