Time Has Changed

[Deleted]

Margus kiggede lidt forvirret på hende, da hun sagde novios. "Novios?" Gentog han spørgende. Hans forvirrede ansigtsudtryk, blev dog hurtigt skiftet ud med at bredt smil, da hun sagde sí. Det vidste han da hvad betød. Det betød ja. Han omfavnede hende, og kyssede hende på det blå hår. Hvor var han heldig. Han vidste hun ikke var ligesom alle både andre piger. De passede godt sammen, de kom jo begge fra et land hvor man ikke talte engelsk. At Margus så havde lært engelsk af sin onkel var en anden sag. "Jeg elsker dig Mari." Sagde han, og opdagede at han havde brugt et kælenavn om hende.

[Deleted]

Da hun så hans smil, kunne hun ikke lade vær med at smile og kigge genert ned igen. Og før hun vidste af det, mærkede hun hvor meget hun rødmede, og derfor også meget glad for han holde rundt om hende, og hun lænede sig glædelig ind mod ham. Hun lukkede sine øjne, og nød virkelig meget at være i hans arme. Der ville hun gerne være for evigt. Et smil kom også frem, da han kyssede hende på håret. Og det gik op fra hende, at hendes rødmen var forsvundet, næsten lige så hurtigt som den var kommet. Han fik hende til at slappe af, og føle sig tryg. "Jeg elsker dig," sagde hun samtidig med han sagde, at han elskede hende, hvilket fik hende til at grine lidt, og gjorde hende bare endnu mere glad og lykkelig for, at de stod der. Hun ville med glæde bare stå der resten af livet. Hun havde ikke behov for at flytte sig, overhovedet. Der gik et lille øjeblik, før det gik op for hende, hvad han havde sagt. "Mari?" Spurgte hun forvirret. Der var ingen på skolen, der havde kaldt hende Mari. Hun var vand til at blive kaldt Mari af venner og familie, men da der ikke var nogen af dem, som gik på skolen, var der ingen der havde kaldt hende det på skolen, så hvorfor gjorde han det? Lidt ufrivillig, fjernede hun sig lidt fra ham, så hun kigge ham i øjnene, for at finde ud af, hvorfor han havde kaldt hende Mari. "Azul?" Kom det forvirret fra hende. Hun var ellers sikker på, at han havde grønne øjne? Hun var så sikker på, at han havde grønne øjne, at hun blev virkelig forvirret over, at de nu var blå. Var der noget galt med ham, eller var der noget galt med hende?

[Deleted]

Margus smilede, da de sagde de elskede hinanden samtidig. "Ja, er det okay jeg kalder dig det?" Spurgte han, og var bange for at han var kommet til at sige noget forkert. Men navnet var jo oplagt til hende. Han kiggede lidt forvirret på hende, da hun sagde Azul. "Azul? Hvad betyder det?" spurgte han, med et lille smil. Han vidste godt der ville være nogle komplikationer med det, og sproget ville nok blive en af dem, men det stoppede ham ikke. Han elskede hende, og sådan var det. Han ville kun være sammen med hende, og ingen andre. Han havde endelig fået bekræftet at han havde følelser for hende.

[Deleted]

"Sí, claro." Svarede hun på hans spørgsmål. "Det no mange kalde mi det. Solo mi familia y amigos." Forklarede hun, så han vidste hvorfor hun var blevet overrasket over han kalde det. Hun mærkede dog hvordan hun blev lidt ked af, at hun sagde det kun var hendes familie og venner, der kalde hende det. Hun havde ikke rigtig haft nogen venner i Peru, da hun nærmest aldrig havde forladt slottet, og her på skolen, der havde hun heller ikke rigtig nogen, da hun havde svært ved at snakke med folk. Var det derfor hun elskede ham allerede? Fordi at han altid havde været så sød, åben og hjælpelig over for hende? Så vidt hun havde forstået, så var han ikke sådan over for andre? Den tanke fik hende til at rødme. Han fik hende til at føle sig speciel på en god måde. Og ikke på den måde, som fik hende til at føle sig som en freak med blåt hår. Gad vide hvordan hendes forfædre havde haft det? For hun var vel ikke den første Fox, der var den eneste Fox på Hogwarts, eller var hun? Når nej, Raysal. Men det var jo også Raysal. Igen mærkede hun hadet til sin kusine, der var en juvel i alles øjne, og kunne ikke gøre noget forkert. Hvor hun haddet hende. Hendes tanker hørte op, da han spurgte hvad azul betød. Årh hvad var det nu det hed på engelsk? Hun kiggede sig tænksom om, imens hun prøvede på komme i tanke om hvad det hed, eller noget, der havde den samme farve. Den tanke fik hende til at tænke på, hvor dum hun var. Blå. Hendes hår var blåt. "Soy una idiota," mumlede hun, og var ikke sikker på han hørte det eller forstod det, men hun var også ligeglad, for det var jo hende selv hun snakkede om. Hun tog en lille lok af sit hår, og viste den til ham. "Azul. Pelo azul. Tú," hun gav slip på sit hår, for at pege på hans øjne, "ojos azul." Hvorfor kunne hun ikke huske hvad det hed? Hun havde hørt det før. Og hun var ret så sikker på hun havde hørt det mange gange, når folk kiggede på hendes hår og stillede hende et spørgsmål. Hun vidste ikke hvad de spurgte om, men hun kunne forestille sig, at det var noget om hendes hår, men da hun ikke kunne nok engelsk, havde hun havde haft svært ved helt at forstå dem, og og få dem til at forstå hende. Hun ville ønske, at hendes mor havde lært hende bare lidt mere engelsk. Men hun forstod hende godt. Far kunne jo heller ikke rigtig engelsk, så det gav vel okay mening?

[Deleted]

Margus blev glad, da hun sagde sí. Han forstod ikke ret meget af hvad hun sagde, men at det var noget med at hendes familie kaldte hende det. Han smilede da hun tog fat i en lok af sit hår. Det var det azul betød. Han blev dog lidt forvirret, da hun sagde hans øjne var blå. Han rødmede lidt, da det gik op for ham at hans øjne var skiftet farve uden han ville det. Det betød at han virkelig var ramt af følelser. Det var en af de få ting han hadede ved sin evne. "Jeg er Metamorphmagus, men det har du vel lagt mærke til" Sagde han med et lille smil.

[Deleted]

Hun betragtede ham som hans andsigte afslørede hans tanker og reaktioner. Hun kunne virkelig ikke tage sine øjne fra ham. Han var tætter på hende, end han nogensinde havde været før. Hvis man lige så bort fra kysset. I hvert fald, var han tætter på hende, end han normalt havde været, så nu kunne hun rigtig få lov til bare at kigge rigtig på ham, uden det var forkert. Hun blev lidt forvirret da han rødmede, før han sagde et ord, hun havde hørt om før. "Du er?!" Udbrød hun overrasket, før hun kiggede rødmende ned. Det havde ikke været hendes mening at nærmest råbe ad ham, men hun blev bare så overrasket, at hun ikke nåede at få lagt bånd på sig selv. Da hun mærkede rødmen ikke fortog sig, men tvært imod bare tog til, som hun stod der og syntes det var flovt, at hun lige var kommet til at råbe ham lige op i hans andsigt, kiggede hun rødmende op på ham igen. "Må... må se jeg?" Spurgte hun, og hentød til, om hun måtte se nogle eksempler på hans evne. Hun syntes det var fedt, at han havde den evne. Hun kendte kun sin fætter, men fordi han var en Fox, var det ikke så spænende. Ligemeget hvor meget han prøvede, kunne det blå hår altid ses på den ene eller anden måde. Det virkede lidt som om evnen ikke virkede rigtigt, selv om det selvfølgelig gjorde det. Den virkede lige så meget som den magi, der flød i Fox blodet.

[Deleted]

Margus nikkede da hun blev overrasket over det han sagde. "Ja jeg er metamorphmagus." Sagde han, og smilede til hende. Han nikkede da hun spurgte om hun måtte se. "Selvfølgelig må du det." Sagde han, og kiggede rundt efter en farve han kunne gøre sit hår til. Han tog blidt fat i en lok af hendes hår, og gjorde sit hår blåt. Han kunne dog ikke gøre den til den helt rigtige farve. "Se det er sådan noget jeg kan. Men jeg har altså ikke lært det hele endnu. Jeg satser på at kunne blive blandt de bedste metamorphmaguser i verden, i fremtiden. Jeg ved ikke om du har hørt rygter om at der var en der engang kunne forvandle sig til en kost." Sagde Margus, stolt af sin evne.

[Deleted]

Da han tog en lok af hendes hår, mærkede hun hvordan hendes hjerte kort stoppede med at slå. Hun var ikke vant til, at han rørte hende, efter at havet gået rundt så længe og været forelsket i ham. Hun kiggede fascineret og beundrende på ham, som han ændrede sin han farvede sit hår blåt. Hun kunne med det samme regne ud hvad han havde prøvet på, og kiggede rødmende ned. Hvor var han dog bare sød! Hun kiggede op på ham med et uforstående blik, da han talte igen. "Qué?" Hun forstod slet ikke hvad han sagde når han snakkede så hurtig og længe. "Quidditch?" Spurgte hun, da hun kunne genkende ordet kost. "Sí, me gusta quidditch?" Svarede hun spørgende, da hun troede, at han havde spurgt om hun kunne lide quidditch. "Jeg tænkt spille det hold skole." Hun kiggede lidt trist ned. "Det aldrig ske..." Som om hun kunne komme på holdet, når hun ikke kunne snakke mere engelsk end det hun kunne. Hun var ellers god til at flyve, og havde spillet lidt hjemme på slottet og havde faktisk et talent for at være andgriber. Men hvad forskel gjorde det, når hun aldrig kom på holdet alligevel?