Time Has Changed

[Deleted]

Margus W. Dragowska Fox

August 2053

Marisol mærkede hvor hendes hjerte slog hårdt og hurtigt, imens hun klemte Margus hænder hårde end hun nogensinde havde gjord. Hun var rædslagen for, at det de var igang med, ville ødelægge alt. Hun elskede ham alt for meget, til at ville leve sit liv uden ham i det, så tanken om at hvis det de gjorde ende galt, så de aldrig nogensinde ville finde sammen, var virkelig dræbende. For det betød jo ikke kun, at de måske aldrig ville ende sammen, men det betød jo også, at Dimitri aldrig vil blive født. Hun kiggede fra tidsvendere til Margus øjne og kiggede dybt, bange og nervøs i dem. Tænk at de virkelig gjorde det! Der var ingen vej tilbage nu. "Siempre." Sagde hun kort, før tidsvenderen stoppede med at snurre rundt. De var tilbage.

Oktober 2040
Hun skyndte sig at tage kappen på, selvom de var helt alene ude i indgangs hallen, gemt godt væk bag en statue. "Vi er her," hviskede hun nervøs til Margus, og tog hans hånd igen. Hun var så nervøs for det hele. Det var virkelig dumt og farligt det de lavede, og tanken om der ikke var en vej tilbage nu, gjorde hende bare mere nervøs, og fik hende til at klemme hans hånd igen. Efter et lille stykke tid, fjernede hun kappen igen, før hun gav ham et dybt og lidenskabelig kys, og frygten for, at de aldrig nogensinde ville komme til at kysse igen, var frygtelig og tydelig at mærke på kysset, da Marisol virkelig gjorde alt hvad hun kunne, for at presse sig helt ind til ham. "Te amo Ruso. Siempre." Sagde hun nervøs, før hun igen tog kappen på, og gjorde sit bedste for at holde fingerne fra ham. Han skulle jo forvandle sig, så de kunne komme i gang med deres plan. Marisols blik forlod kort Margus, for at kigge på klokken. Der var mindre end et minut, før eleverne kom ud fra aftensmaden. Marisol kunne huske, at hun igen havde været vred over sine fjollede følelser over for den ældre elev. Som om han nogensinde ville have noget at gøre med en lille anden års elev, nu hvor han havde været sej nok til at smide sit navn i pokalen året før. Marisol havde knap nok tænk tilbage på mindet, før hun så døren nærmest fløj op, og en sur, vred og forvirret Marisol kom gående ud med hurtige skridt, og havde sat kursen mod det tomme lokale, der altid stod tomt. "Wow, jeg kan ikke huske jeg var så hårdt ramt." Hviskede hun til Margus, stadig med blikket rette mod sit fortidsjeg. "Hvor var det du sagde du var henne?" Spurgte hun, og tog modvilje sine øjne fra sig selv, for at lede efter Margus blandt de andre elver, der nu var på vej ud.

[Deleted]

Margus klemte hendes hånd, da han også selv var nervøs. Det kunne ende med at ødelægge alt. Lige nu, elskede han selv deres skænderier. Havde de nu tænkt det her igennem? Var det helt sikkert at gøre det? Hvad med Dimitri? Deres søn som snart kom til verden? "Siempre" Gentog han, og et øjeblik efter, stod de i indgangshallen.

Han nikkede, og kiggede rundt. Nu var der ingen vej tilbage. Han gengældte hendes kys, og omfavnede hende kort. "Jeg vil altid elske dig Mari" Sagde han, og gik igang med at forklæde sig selv. Han forklædte sig som en ældre elev, med halv langt, lyst hår, og et skarpt ansigt. Han så til da den anden Marisol smækkede døren op, og gik hen i det tomme lokale. "Det er et godt spørgsmål." Hviskede han til hende. Der gik dog ikke lang tid, før han hørte nogle sige hans kælenavn, Russer. Han gik hen imod det sted hvor han hørte navnet, og fandt en ung version af ham selv, i færd med at tænde noget fyrværkeri af en art. "Dragowska. Må jeg tale med dig? Kom lige med." Spurgte han. Det var ret så mærkeligt at tale til sig selv.
Margus kiggede op på den ældre elev, som han ikke var sikker på om han havde set før. "Bare gå i forvejen drenge" Sagde han, og gav fyrværkeriet til Jimmie. Han fulgte med den ældre elev, hen i en anden korridor. "Hvad vil du snakke med mig om?" Spurgte han.
Margus fulgte sit yngre jeg, hen i en tom korridor, ved tæt ved det klasse lokale hvor den unge Marisol var. "Jeg har set hvordan du kigger på hende andenårs eleven. Hvem er hun? Altså andet end hun er fra Fox familien." Spurgte han.
Spørgsmålet fik Margus til at rødme lidt, og han kløede sig kort i håret. "Det er Marisol. Hun var ikke så god til Engelsk, sidste år men hun er blevet bedre." Sagde han som bortforklaring.
"Man kan jo tydeligt se at det ikke kun er derfor du kigger på hende konstant. Der ligger noget andet bag. Jeg vil ikke drille dig med at hun er yngre end dig, jeg prøver bare at hjælpe" Sagde han til sit yngre jeg.
Margus kiggede op på drengen, og rødmede lidt mere. Sagde han lige at han kunne lide Marisol?

[Deleted]

Da han gengælde kysset og holde om hende, blev hun virkeligt nødt til at kæmpe for at holde tårende tilbage. Det var udentvivl det dummeste de nogensinde kom til at lave. Eller, ikke kom til? Tidsrejser var forvirrende. Det eneste Marisol dog var hundrede procent sikker på var, at den nutid og fortid hende og Marugs havde nu vil forsvinde om ganske kort tid, og hun var rædslagen for, at den nye fortid og nutid, ikke indebar Margus og deres søn. Det var også derfor at hun havde skrevet et brev til sig selv, hvor der stod hvordan tiden så ud nu. Hun vidste det var farligt, men hun ville "huske" så meget af det her som muligt, da det her var det deres største tillidprøve og bevis på, at de virkelig elskede hinanden højt. De var villige til at sætte deres forhold på spil, for at gøre det bedre, længere og stærkere. Alt de lavede lige nu, var dumt, farligt og romantisk. 

Da Margus gik fra deres gemmested, blev Marisol for alvor bange og nervøs. Nu skete det. Hun mærkede hvordan hun hele rummet begyndte at snurre rundt, og hun fik virkelig voldsom kvalme, da hun så Margus tale med sit fortidsjeg. Ikke nu Trippel, tænkte hun, og prøvede på at holde hovedet koldt, og morgenmaden nede, imens hendes øjne var nærmest fastlås på hendes Margus. Hun havde det som om der var gået hundrede år, da Margus og mini Margus kom gående så hun kunne komme hen til Margus igen. Hun gav Margus hånd et hurtigt lille klem, da hun var sikker på ingen så det, for at fortælle Margus, at hun var der. Selvom hun ikke ville være til nogen hjælp, ville hun fortælle, at hun var der. 

Imens de stod og snakkede, kunne hun ikke lade vær med at smile og tænke på, at det her var første og eneste gang hun var ældre og højere end Margus. Både den nye og gammel. Hendes tanker blev dog hurtigt glemt, da hun så hvordan fortids Margus reagerede. Så havde nutid Margus ret. Han havde følelser for Marisol. Den tanke fik hende til at gå modvilje fra sin Margus, hen til det lokale hendes fortidsjeg sad i, for at se hvordan hun sad i et hjørne, og bare græd opgivende. Det var virkelig hårdt for Marisol at genopleve det. Hun huskede alt for tydeligt, hvor ked af det hun havde været. Hun havde været fuldstændig knust. Hun var jo sikker på, at hun aldrig ville ende sammen med Margus. Med en klump i halsen over mindet, gik Marisol meget forsigt over til sit fortids jeg, og lagde brevet i tasken, før hun skynde sig at gå ud igen, og tilbage til sin Margus. Da hun stod i døren, stoppede hun op. Ham der stod og snakkede med fortidsMargus, var ikke hendes Margus. Eller jo, det var det, men han lignede ikke hendes Margus. Hun tog en dyb lydløs indånding, før hun gik over til sin Margus og hviskede i hans øre på sit elendige russisk, "lov mig et sidste kys som dig, før vi forsvinder." Tanken om at sige farvel til det liv de havde nu og kendte, uden et rigtig farvel eller kys, gjorde hende mere trist end noget andet. Hvis de ødelagde det hele nu, vil hun idet mindste ende det med at kysse med hendes livs kærlighed. Hendes eneste ene. Hendes Ruso.

[Deleted]

"Margus prøv at hør her. Du går ind til hende nu. Så fortæller du hende hvad du føler. Jeg er den eneste der ved det, og det vil ikke slippe ud, medmindre du selv fortæller det. Hun sidder i det klasse lokale derhenne." Sagde han til sit fortids jeg og pegede hen på lokalet, hvorefter han hørte Marisol hviske til ham, og han nikkede kort.
Margus kiggede op på drengen, der talte til ham. Hvordan vidste han hvad han følte? Han fulgte hans fingere hen på døren han pegede på. Skulle han gå derhen, eller skulle han blive? "Vil du så ikke gøre mig en tjeneste?" Spurgte han, og trak vejret dybt. "Vil du ikke godt være uden for døren? Bare lige i fem minutter?" Spurgte han, og kiggede alvorligt op på drengen.
Margus nikkede til sit eget spørgsmål. Nu skete det. "Det vil jeg." Sagde han, og lod ham gå hen imod rummet. Da han var væk, forvandlede han sig til sig selv, og fumlede lidt efter Marisol, men fandt så kappen, som han løftede op i og kyssede hende. Det var begyndt.
Margus gik med lidt nervøse skridt, hen imod døren og åbnede den forsigtigt. Han så Marisol sidde henne i et hjørne, og græd. "Marisol?" Spurgte han, og gik hen og tog en stol og satte sig henne ved hende.

[Deleted]

Da han nikkede, vidste hun ikke helt om det var til hende, eller om det var til ham. Hun håbede dog på det var til hende. 

Hun kiggede efter fortids Margus da han gik, og gispede overrasket, da hun mærkede en tage fat i kappen. Hun blev dog helt rolig, glad og lettet, da hun så det var hendes Margus. Ikke den dreng han havde lavet, men ham selv. Hun gengælde med det samme kysset, og holde så hårdt og fast om ham som hun kunne. Hun var stadig så bange for, at de lige havde ødelagt alt! "Ruso," hviskede hun kort før hun genoptog kysset. Hun var så bange. Hun havde aldrig været så bange i sit liv før. "Jeg elsker dig." Hviskede hun, før kysset blev genoptaget. Hun var virkelig bange, og nu var det kun et spørgsmål om tid, før de ville begynde at forsvinde for altid. Den Marisol hun var lige nu, ville forsvinde. Og endnu være, den Margus han var lige nu, ville forsvinde. Tanken om Margus forsvandt fik hendes øjne til at løbe i vand, og nu var hun sikker på, at hun havde virkelig fortrudt det. Hun elskede det de havde nu, så hvorfor lave om på det? Fordi de var grådige og egoistiske. Hvis deres nye tilværelse ikke blev mindst lige så god som den de havde nu, ville hun ille kunne tilgive sig selv. Hvilket hun jo tekniks set heller ikke kunne, fordi hun ville være forsvundet, glemt, aldrig havet været til. "Siempre," hviskede hun før kysset igen blev genoptaget. Ikke tale om, hun skulle ende sin tilværelse, uden hans læber mod sine. Det elskede hun ham for højt til.

Da Marisol hørte en kom ind, stoppede hun med at græde. Ikke take om hun skulle sidde og flæbe. Hun var ikke et barn mere. Hun var en stor pige, og hun var en Fox. Hun tørrede hurtigt sine øjne med hånden, og kiggede op på hvem der var kommet ind, og spærrede øjnene op, da hun så hvem det var. Margus! Hvis det var Peevs der lavede nummer med hende, så skulle han nok få det betalt! Hun havde knap tænkt tanken om Peevs, før hun hørte skrig fra indgangshallen, og folk der skældte Peevs ud. Hun sank en klump i halsen. Okay. Den var god nok. Det var den rigtige Margus. Det gik op for hende, at hun havde holdt vejret, da hun svarede ham, "sí? Hun tvang sig selv til at trække vejret normalt, så hun ikke ende med at besvime, eller gøre noget virkelig, virkelig pinligt. Hvorfor gjorde hun det? Hvorfor reagerede hun på den måde? Hvorfor gjorde han hende nervøs? Hvorfor fik han hende til at græde så meget? De mange tanker gjorde hende forvirret, og hun blev nødt til at rejse sig for at gå over til vinduet, bare for at få lidt luft og afstand til ham. "Undskyld," undskylte hun nærmest hviskende for sin upassende opførelse. Kunne hendes morfar se hende nu, ville han blive skuffet over hendes manér. At rejse sig og gå væk fra en ældre mand, der talte til hende. Hun havde slet ikke lov til at reagere på den måde som hun gjorde. Så hvorfor gjorde hun det? Hvad pokker var der med den idiot, der fik hende til at reagere og føle på den måde som hun gjorde? Ville han ikke bare skride, så hun kunne slippe for det hele? Var grunden til hun reagerede og opførte sig på den måde, fordi hun haddet ham? Det var det eneste, der gav mening, men det var stadig anderleds. For med Margus var det anderleds. Hun var ikke i tvivl om, at hun haddet Margus' skrækkelige ven, eller hvad han var. Ham var hun helt sikker på hun haddet, men Margus? Det var hun ikke sikker på. Men hvad var det så hun følte for ham?!

[Deleted]

"Siempre" Gentog Margus, og holdt kysset. De ville snart forsvinde som dem de var, og blive til nogle nye.

Margus så til imens hun gik hen til vinduet. "Er du okay?" Spurgte han. Hvorfor var hun på den måde? Han rejste sig og gik hen til hende. "Marisol? Er du okay?" Spurgte han igen. Hun var jo kun anden års elev. Kunne det fungere? Han kunne jo godt lide hende. Det var bare en hemmelighed. Han ønskede ikke at hans venner skulle finde ud af at han var hemmeligt forelsket i en anden års elve. Det var lidt pinligt, men lige nu var han ligeglad.

[Deleted]

Tårende gled ude af kontrol ned af hendes kinder som de bare stod der og kyssede. Om lidt var det hele forbi, og hun var så bange hvad der kom til at ske. Hun fortrød inderligt det de gjorde. Hun fortrød det lige så meget, som hun elskede ham. Hvorfor var de så dumme at risikere at smide det hele væk? Fordi de elskede hinanden. Mere end noget eller nogen anden.

Hun stod bare og stirrede ud ad vinduet, imens tankerne fløj rundt i hovedet. "Sí." Svarede hun langt om længe på hans spørgsmål, før hun med en hurtig hånd tørrede sine øjne og snøftede en enkel gang, før hun lagde armene beskyttende rundt om sig selv, for at prøve på at holde sammen på sig selv. Du må ikke græde Mari, tænkte hun om og om igen. Og for hver gang hun tænkte det, mærkede hun hvordan hun kom tættere og tættere på grådens rand. Hvorfor gjorde han det her imod hende? Hun haddet ham for det. Igen tørrede hun hurtigt sine øjne, før hun igen lagde armene om sig selv igen. Hun havde en mærkelig lyst til at bare gå, men tanken om at gå væk fra ham, gjorde hende bare endnu mere ked af det. Hvad var der galt med hende?! Ville han ikke bare være sød og komme til sagen? Istedet for at torturere hende på denne måde?

[Deleted]

Margus mærkede selv at tårerne begyndte at glide ned ad hans kinder. De kunne ende med at ødelægge det hele. Men det var for sent nu.

Margus kiggede på Marisol, med lidt sørgmodige øjne. Han tog blidt fat i hendes hånd. "Marisol... Jeg tror jeg kan lide dig." Sagde han, med lettere rystende stemme. Nu var det sagt, og han kunne ikke gå tilbage. Han fortrød ikke det mindste med at have sagt det, det værste der kunne ske, var at hun gik videre med det, til sine venner på skolen. Han kunne sagtens undgå at blive mobbet. Han ville ikke blive mobbet. Ville han?

[Deleted]

Da hun mærkede at han også græd, begyndte hun bare græde endnu mere. Det var slemt nok at hun havde fortrudt og var bange, hun behøvede ikke at vide, at han også var bange, og måske også havde fortrudt. Hvorfor var de så dumme?!

Da han tog hendes hånd, kæmpede hun virkelig for ikke komme til at græde, eller trække sin hånd til sig for at give ham en syngende lussing. Istedet vendte hun sig imod ham, så de stod front mod front. Hendes blik var dog rette mod gulvet, og hun kiggede først op på ham med triste øjne, da han sagde hendes navn. Hun lyttede til det han sagde, og prøvede så godt at oversætte det han sagde. "Qué?" Spurgte hun, og kiggede forvirret og trist på ham. Hun forstod godt ordne, men hun forstod ikke, hvorfor han sagde dem. Hvorfor sagde han, at han kunne lide hende? Det gav ikke mening i hendes hoved. Og alligevel blev hun glad for at høre det, men hun turde ikke håbe på, at det hun havde oversat det til var rigtigt. For hvis hun ikke havde oversat det rigtigt... tanken var dræbende, og hun stoppede den før den udviklede sig, og tænkte istedet over det måde han havde sagt det på. Havde han sagt det på den måde, hvis han havde sagt noget andet? Igen kørte tankerne rundt i hovedet, og begyndte at føle sig en smule svimmel. Igen bad hun en bøn til, at han bare ville komme til sagen, og skære det i pap for hende. For når hun var så elendigt til engelsk som hun var, ville hun heller være helt sikker, end at gætte sig frem til noget, som måske alligevel ikke var sandt.

[Deleted]

"Jeg kan lide dig." Gentog han. Han var ikke sikker på om hun kunne forstå det han sagde, så han gav hendes hånd et blidt klem. Hvordan kunne han forklare det? Han trådte lidt tættere på hende. Det næste han gjorde, kunne virkelig få ham på spanden. Han kunne ende med at blive mobbet, men han gav hende et blidt kys på kinden. Han håbede at det var nok til at hun kunne forstå det. "Jeg elsker dig." Sagde han, og kiggede blidt ind i hendes øjne. Hvad skulle han gøre af sig selv? Han havde aldrig oplevet noget som det før. Det var helt nyt for ham.

[Deleted]

Hun blev kun mere forvirret af at han gentog det. Forstod hun ham rigtig, eller havde hun helt misforstået ham? Hun skulle til at spørger ind til det han sagde, da han klemte hendes hånd. Det var en mærkelig følelse. På den ene side var det fremmet og mærkeligt, og på den anden side, var det dejlig betrykkenede. Hun nåede ikke tænke helt igennem hvordan hun følte, før hun kiggede på ham store øjne, da han trådte nærmere. Hun mærkede hvordan hendes hjerte haremmerede i brystet på hende, da hun så ham læne sig ind til hende, og hun stivnede helt, da han kyssede hende på kinden. Det her var for godt til at være sandt! Hun kiggede helt overrakset og uforstående på ham, men smeltede helt, da han sagde de tre små ord, som vende hendes verden om, og gav hende svar på alle hendes spørgsmål. "Jeg elsker dig?" Det kom ud som et forvirret spørgsmål, da hun var overrasket over, at det var det hun følte. Hun elskede ham. Det var den eneste forklaring. Hun kiggede stadig forvirret og overraskende på ham, mest fordig hun stadig var overrasket og forvirret over hun langt om længe havde fået svar på alle hendes spørgsmål, og følte en stor lettelse ved det. Hun tog forsigtig en hånd op til hans kind, og mærkede hans dejlige hud under den. Hun kiggede spørgerne og usikker på ham, da hun mærkede lysten til at kysse ham, men var bange for at gøre det, uden hans tillades. 

"Margus..." Hviskede Marisol, da hun mærkede hvordan de langsomt forsvandt. Det var sket. De havde ændret deres liv for altid, og de kunne aldrig komme tilbage til det de havde nu. De ville ikke længere vær et par der havde kendt hinanden i to sekunder, før de blev gift og fik deres første barn. De ville forhåbentligt være et par, der havde kendt hinanden hele deres liv, og ville dø lykkelig sammen. "Margus," kom det en sidste gang fra hende, imens hun kiggede ham dybt i øjnene og indprentede øjeblikket i hendes hukommelse, før hun ikke længere var til.

[Deleted]

Margus smilede lidt afventende til hende. Han smilede endnu mere, da hun gentog det han sagde, men hun lød lidt forvirret. Han blev glad, da hun lagde sin hånd på hans kind. Han kiggede hende i øjnene, imens han langsomt lænede sig ind mod hende, og gav hende et lille blidt kys. Det var bekræftet. Han elskede hende. Det var lige meget med at hun kun var anden års elev. Han elskede hende alligevel. Hvad mon hans kammerater ville sige, hvis de fandt ud af det? Det måtte han tage sig af til den tid.

"Mari." Sagde han, da han kunne mærke de var ved at forsvinde. Hele deres fremtid var forandret, forhåbentlig i en positiv retning. Det var sket nu, og der var intet de kunne gøre ved det, andet end at håbe på at det gik som det skulle. Han håbede virkelig at Marisol stadig var gravid med Dimitri, og at de stadig var gift. Han kiggede hende i øjnene, en sidste gang, før han var forsvundet.

[Deleted]

Hendes øjne var stadig fyld med overraskelse og forvirring over det, der skete. Nu havde hun gået et års tid og haft lyst til at være sammen med Margus, uden hun var klar over det, og nu da det endelig skete, og hun langt om længe fandt ud af, hvad der var grunden til hun havde følt som hun havde følt, kunne hun ikke lade vær med at føle sig lettet og glad. Og da hans læber ramte hende i et blidt kys, smeltede hun helt, og gengælde kysset med det samme, og uden at tænke over det, lagde hun sine arme rundt om hans nakke for at komme tætter på ham, og for at få tætter på ham. Hun vidste ikke hvorfor det føltes så naturligt og rigtigt. Havde man ikke altid hørt at første kys altid var akavet, dårlige og pinlige? Det her kys var langt fra det. Det her kys var så naturligt og normalt, at man skulle tro de allerede kysset hinanden mindst ni millioner gange før. Det vidste hun dog godt ikke passede. Hun havde aldrig kysset nogen før nu. Det var hendes aller første kys, og det var med den dreng hun elskede af hele sit hjerte.

[Deleted]

Margus blev glad da hun gengældte hans kys. Han følte ikke noget galt i at han stod og kyssede med hende. Heller ikke selvom hun var yngre end ham selv. Han elskede hende, og det kunne der ikke blive lavet om på. Det ville dog blive svært når han en dag skulle gå ud af skolen, og hun stadig ville være der. Men han skulle ikke tænke på alt sådan noget nu. Hvad nu hvis det ikke holdt længe? "Er vi så kærester nu?" Spurgte han, lettere nervøst. Han regnede med at få et ja, ellers ville hun jo ikke have gengældt hans kys.

[Deleted]

Det var et helt ubeskrivelig dejligt kys, og Marisol mærkede virkelig for hvert sekund der gik, at hun blev mere og mere forelsket i ham. Eller, det gik hun ud fra var det hun følte. Hun havde nemlig aldrig følt sådan for nogen før Margus. Da kysset stoppede, kiggede hun lidt genert ned. Tænk at hun lige havde kysset ham! Den sødeste og dejliste dreng på hele skolen, nej, i hele verden! Hvor var hun heldig! Hun kiggede lidt genert og rødmende op på ham, da han snakkede igen, og hun mærkede en mærkelig form for sorg, hvilket var tydelig at se i hendes øjne, "qué?" Hun forstod ikke hvad han sagde. Hun forstod aldrig hvad folk sagde til hende. Hun var blevet bedre til engelsk med tiden, men hun var stadig virkelig dårlig til det. Hun blev ked af, at blive mindet om, at hendes engelsk var elendigt, og hun blev ked af tanken om, at hun ikke forstod hvad han sagde. Hun stod og virkelig prøvede sit bedste på at oversætte det han sagde, for hun ville mere end noget andet, forstå hvad han sagde. Hun elskede ham jo, og hun ville gerne forstå ham. Er vi, det havde hun hørt før, når hun blev spurgt om man skulle være sammen om en opgave. Så han spurgte noget om dem. Så, det ord var hun ikke helt sikker på hvad betød. Det virkede som et lille ord man sagde uden rigtig at tænke over det. Og så var der, kærester? Kærester? Spurgte han om de var kærester? Hendes øjne blev store af glæde og overraskelse, da det gik op for hende hvad han havde spurgt om. "Novios?" Gentog hun overrasket, selvom hun godt vidste, at han sikker forstod mindre spansk, end hun forstod engelsk. Hun kiggede lidt generet efter hun havde sagt det, før hun rødmende kigge op på ham. "Sí."