Dancing With The Demons In My Mind

[Kaya Elisabeth Hansen]

TIDSVENDER.
Enzo Lynch - April 2053 - De Tre Koste - Omkring klokken 02:30.

Kaya var godt fem måneder henne i sin graviditet og kunne allerede nu, mærke hvor træt hun var af at være gravid. Hun var træt af at være vokset ud af sit tøj, hun var træt af, at hun ikke kunne danse, som hun ellers havde gjort siden hun havde været fem år gammel. Men hun var mest af alt træt af, at savne Elliott, men hun var for stolt og stædig til at tage kontakt til ham, han havde selv sagt, at han ikke vidste om han ville barnet, så det måtte han jo finde ud af.
Hun var træt af ikke at vide, hvad fremtiden ville bringe, for det første fordi hun godt vidste, at det ikke engang ville være sikkert, at hun ville få lov til, at beholde barnet, Ministeriet for Magi holdt allerede godt øje med hende, fordi hun var tidligere fange i Azkaban og fordi hun havde alt for mange ting i bagagen som bare pegede på, at hun ville damne op som mor, på enten den ene eller den anden måde.

Alt dette var nok også grunden til, at hun lige nu sad på De Tre Koste og havde drukket sig en lille, eller faktisk ret stor, fjer på. Hun var efterhånden ligeglad med, om folk gloede på hende når hun sad med gravid mave og en øl eller det som var stærkere. Folk kunne tænke hvad de ville, og sagde de noget, så var hun ikke bange for at svare igen eller slå fra sig, hvis det skulle komme dertil. Hun havde endda været helt dernede, hvor hun havde haft overvejet at opsøge Dacoda og få nogle stoffer til at glemme det hele, men hun vidste jo inderst inde godt, at det kun ville at skude sig selv i foden.
Kaya tog en ny tår af sin øl, hun vidste godt, at hun slet ikke burde drikke når hun var gravid, men det var nok bare hendes måde at slippe for sine problemer og glemme hvor damned op det hele var.

[Deleted]

Enzo var taget ud efter arbejde med nogle kollegaer til nogle fyraftensøl, og før han havde set sig om, var det blevet ret sent på aftenen. Han var den sidste der sad tilbage, fordi han ville færdiggøre sin øl, men han var ved at have tømt sit glas, så han var snart klar til at gå. Det havde været en hyggelig aften, men han ville nok fortryde det en anelse i morgen, at han gik så sent. Tiden var bare sluppet fra dem alle, så det var først da det var for sent, at de opdagede hvor meget klokken var. Han lænede sig tilbage i sin stol og lod blikket glide rundt i baren.

Hans blik faldt på en kvinde der sad alene og drak. Han kunne ikke lade være med at smile over det, fordi han kom til at tænke på, hvorfor hun mon sad alene, ligesom han gjorde. Der kom dog en lidt ældre herre over til hende, mens han sad og kiggede, som begyndte at tale til hende. Enzo fulgte deres samtale, uden at kunne høre hvad de sagde hvorfra han sad, og undrede sig over, om de mon kendte hinanden, eller om de rent faktisk havde været der sammen, og Enzo bare havde taget fejl, da han først troede de sad alene. 

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde siddet helt i sin egen lille verden, da en fremmede stemme pludselig begyndte at snakke til hende, hvilket rev hende tilbage til virkeligheden. Hun vendte derfor sin opmærksomhed mod manden, en eller anden gammel klamt dude, som hun aldrig havde set før.
Hun prøvede først bare at vende blikket den anden vej, uden at svare ham. En kold skulder var for de fleste en ret så tydelig afvisning. Godt nok havde Kaya været sammen med en del efterhånden, men hun havde en standart som hun ikke gik på kompromis med.

Men som hun vendte blikket væk fra den fremmede mand, greb han fat i hendes arm, "Hallo tøs, jeg snakker til dig!" sagde manden hårdt, hvilket fik Kaya til at vende blikket tilbage mod manden med det samme, "Slip mig," sagde hun og gjorde et forsøg på at rive sin arm til sig.
"Jeg sagde du er lækker, skal vi knalde?" spurgte manden grinende og med en ægte alkoholikers ånde. "Øh nej! Gå væk," svarede Kaya som var det, det mest åbenlyse svar i verden, det var det måske også, i hvert fald i hendes verden. "Orh kom nu," blev manden ved, og lagde sin hånd mod hendes lår, som hun med det samme prøvede at skubbe væk, men uden held, da han var betydeligt stærkere end hende og stadig havde fat i hendes arm, "Nej, sagde jeg," afviste hun endnu engang, denne gang en del mere hårdt end før, men intet hjalp det, da manden blot blev ved.

[Deleted]

Enzo zonede efterhånden lidt ud, og sad egentlig bare og stirrede tomt ud i loften, mens han færdiggjorde sin øl, der egentlig var ved at være en anelse lunken. Han var træt, og tænkte mest af alt på at komme hjem i seng, så det var nemt for ham at glemme sine omgivelser. Dog blev han revet ud af sine tanker og kom tilbage til jorden, da han lagde mærke til, at situationen med kvinden han havde kigget på før, faktisk så ud til at være en helt anden, end han først havde troet. Manden så ud til at være en rigtig ulækker type, og da han begyndte at blive fysisk med kvinden, som helt klart så afvisende ud, kunne Enzo ikke bare sidde og se på længere. Han tømte sin øl og rejste sig op, hvorefter han marcherede hen til dem.

Da han nåede hen til bordet rømmede han sig med et lille "undskyld mig," hvilket fik manden til at vende sig om mod ham. Han havde dog stadig fat i kvinden. Enzo trak skulderene en anelse tilbage, skød brystet lidt frem og var glad for, at han var en smule højere end manden foran ham. "Jeg vil anbefale at du giver slip på hende med det samme," sagde han, i et myndigt tonefald. Han var typen der altid kom folk til undsætning, og nu var ikke en undtagelse. Han ville ikke side og se på, at en fremmed mand opførte sig så dårligt, overfor en kvinde. "Og hvad så hvis jeg nægter?" spurgte manden, der helt klart troede, at han var bedre end han var. Et koldt smil brød frem på Enzo's læber, mens han lænede sig helt ind til manden, der lænede sig lidt tilbage. "Så må vi tage den udenfor, men ærligt tror jeg ikke du har en chance. Hvis jeg først begynder at råbe op om vold, skal hele baren nok vende sig mod dig," sagde han med lavmælt stemme, så det kun var manden og kvinden der kunne høre det. Manden gav slip på kvindens arm og sendte Enzo et dræberblik, hvorefter han skyndte sig væk. "Er du okay?" skyndte Enzo sig at spørge kvinden.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya gjorde et nyt forsøg på, at komme fri fra manden greb af hendes arm, men til ingen nytte, hun var godt beruset og selvom manden var det samme, så var han stadig stærkere end hende. Dog blev hendes opmærksomhed rettet mod den nye fremmede mand som kom mod dem.
Kayas mund gled op i et lille o, som mændene begyndte at snakke, hun havde stort set altid været vant til, at klare sig selv, så at der kom hende en til undsætning, var noget nyt. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere, så lige nu sad hun faktisk bare som forstenet, kun hendes øjne bevægede sig, skiftevis fra den ene mand til den anden som de snakkede.

Hun mærkede hvordan grebet omkring hendes arm blev løsenet en smule, da manden begyndte at snakke om, at tage det udenfor, hvorefter han slap Kaya helt og halv luntede væk fra dem. I det han havde givet helt slip på hendes arm, åndende hun lettet op, og tog sig lidt til det røde mærke han havde efterladt omkring hendes arm, efter at have holdt så stramt fast.
Hun gned sin arm lidt, og vendte så blikket mod manden som var kommet hende til undsætning, og nikkede lidt, "Ja.. Tak mr..?" sagde hun og sendte ham et taknemmeligt smil, hvorefter hun tog en tår mere af sin drink, før hun drejede stolen, så hun sad med fronten mod ham, hvilket afslørede den gravide mave. Hun burde nok tage hjem og få sovet sin brandret ud.

[Deleted]

Enzo kiggede efter manden til han var forsvundet helt, hvorefter han satte sig ned og smilede til kvinden foran ham, da hun sagde hun var okay. Han lod en hånd glide gennem sit hår, en vane han havde når han gerne ville vise sig lidt frem. Ikke nødvendigvis fordi han ville score, men fordi han godt kunne lide at blive beundret. "De Luca. Enzo De Luca," sagde han, stadig med et charmerende smil om sine læber. Han lænede sig lidt frem i stolen, så han kom tættere på hende, og kastede et hurtigt blik på hendes drink, før han kiggede op på hende igen. "Jeg beklager at du skulle udsættes for det," sagde han, og bed sig lidt i læben, hvorefter han trak en anelse på skulderen. Han kunne jo egentlig ikke gøre noget ved det, sådan var livet nu engang, men det betød ikke, at han nogensinde ville undgå at hjælpe folk i nød.

Han åbnede munden for at sige noget mere, men hele hans hjerne blev blank, da han så hendes tydeligt gravide mave. Han stirrede på hende i chok og hans mund hang en anelse åben, så han så en anelse tåbelig ud i et par øjeblikke. "Oh," sagde han så, mens hans øjne gled tilbage op til hendes ansigt. Han så ud til at have mistet evnen til at forme ord midlertidigt, så hans hjerne kørte på højtryk for at forsøge at stykke en sætning sammen, der ikke lød alt for åndssvag. "Øhm, hvor langt er du henne?" spurgte han til sidst, og kunne have slået sig selv for panden. Han ville jo ikke blande sig i hendes sager, men at hun drak alkohol - og meget af det endda, kunne han lugte - mens hun var gravid, var ikke ligefrem noget han kunne støtte. Også selvom det ikke kom ham ved. Men han ville nu alligevel forsøge at blande sig uden om.

[Kaya Elisabeth Hansen]

"Jamen tak for hjælpen Enzo De Luca," sagde hun og sendte ham et roligt smil, han så nu meget godt ud, hvilket aldrig var godt, når hun havde drukket, men i det mindste havde hun ikke nogen hun skulle stå til ansvar overfor mere, selvom hun hellere ville have Elliott og stå til ansvar overfor end hun ville have noget eller nogen andre.
Hun så lidt på ham som han lænede sig over mod hende, "Well, det er vel bare straffen for at se godt ud, ik sandt?" spurgte hun i et lettere flabet smil og et lille skuldertræk, hun lo let af sin egen morsomhed, eller det syntes hun i hvert fald selv at hun var, eller også var hun bare ved at være for fuld, det var aldrig rigtigt til at vide.

Hun fnøs let, som hans blik gled ned på hendes mave, "5 måneder.. Men bare rolig, jeg får det nok fjernet anyway," sagde hun og viftede lidt med den ene hånd, hun var sikker på, at ministeriet ville sørger for, at hun kun ville se sit barn når det blev født, måske få lov til, at holde det et par timer, og så ville de komme og fjerne ham eller hende.
Hun tog en ny tår af sin drink, "Nååh? Kommer der en moralprædiken eller vil du bare sidde og dømme mig i stilhed?" spurgte hun, som de brune øjne prøvede at holde fokus på hans, men de flakkede en hel del. Hun burde virkelig tage hjem og sove, men hun var ikke helt sikker på om hun ville kunne stå eller gå.