Don't make me show you my teeths | ÅBEN

[Deleted]

Cody stod midt i det hele, så op med hans intense, grå øjne og betragtede et skilt. Bare et skilt. Det vippede venligt frem og tilbage, om det var fordi togene susede forbi, eller om det var fra simple rystelser, det vidste han ikke. Han stod og betragtede det. For andre var det blot et skilt, men han følte sig helt betaget af skiltet - det havde en helt ren overflade og man kunne se lyset fra butikken det tilhørte, reflekterede i den glatte overflade, som det pureste guld. Cody blinkede med øjnene, som var gemt et par sorte briller og han trådte et skridt nærmere, så han bedre kunne se hvad der stod, da han var lidt på afstand.
Drikkevarer.
Cody slikkede sig over den ene tand. Han var faktisk lidt tørstig, nu hvor han tænkte over det..

Cody rystede på hovedet, så det brune hår, blev kun en anelse mere uglet og han kneb øjnene sammen, inden han bed kæberne sammen og gik videre, med blikket ned i jorden, så han ikke blev forstyrret af det skinnende skilt. Det ar ikke godt for ham. Han kunne mærke hvordan hans åndedrag blev lettere og han lagde hånden over sine øjne, for at skjule hvordan det grå blev mørkt og gylden. det var ikke godt for ham.

Dette gjorde også han ikke havde forventet eller set det kommende sammenstød.

[Deleted]

Anna havde været hjemme weekenden over. Hendes bedstefar havde fyldt 70, og så mente forældrene godt, at hun kunne tage hjem fredag aften og vende tilbage igen søndag morgen. En mand fyldte jo kun 70 én gang i livet. Alice, Annas lillesøster, var noget slukøret indvilliget i også at tage med, selv om hun meget hellere ville være blevet på skolen til Quidditchkampen. Så de var begge taget hjem, og det havde været en fremragende fødselsdag - en rigtig Sullivan-fest. Dagen derpå havde Anna besluttet, at hun lige så godt kunne slå to fluer med et smæk. Det havde være hendes mening at sætte plakater op for Hogwarts for Ligestilling og Tolerance, eller H.L.T., som organisationen blev kaldt i en hurtig vending, på King's Cross. Hun havde også nogle flyers tilbage fra en af de foregående kampagner om kampen for varulves ligestilling i samfundet, som hun nu stod og uddelte på den magiske perron. Forhåbentlig kunne hun få oppet folks opmærksomhed på problemet, selv om hun egentlig selv syntes, at nissers stadig undertrykkende arbejdsvilkår og husalfers direkte slave-tilstand var et meget mere akut emne.

Hun var netop ved at færdiggøre en samtale med en ældre magiker, der med glæde havde taget imod hendes flyer og havde fortalt om, hvordan han plejede at arbejde i varulve-registreringskomiteen i Ministeriet for Magi, før det blev alt for grotesk derinde, da hun knælede for at rode sin taske igennem efter en af de nye alfe-flyers, som hun vidste måtte være dernede et sted, men som hun af en eller anden grund ikke kunne finde. Så i stedet gav hun manden et vink og ønskede ham en rigtig god dag - og et tip om, at der stod en liste over pro-varulve organisationer inden i flyerne. Med et suk lynede hun tasken til og svang den over skulderen igen. Hun sad et øjeblik i sine egne tanker, glad for at have mødt nogen, der tog godt imod hende, og det kom derfor ekstra meget bag på hende, at hun rejste sig op lige i ansigtet på en forbigænger.


 "Åh, for pokker!" udbrød hun forskrækket og tumlede et skridt tilbage, så hun nær væltede. Den spinkle, 15-årige krop var ikke vant til meget nærkontant, og tasken var tung, men Anna formåede at komme på rette køl, før det gik helt galt. "Undskyld! Jeg så dig slet ikke! Er du okay?" Anna vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre med sig selv. Hun rakte armene ud for at stabilisere den fremmede, selv om det ikke engang var sikkert, at han havde brug for det. Noget var hun jo nødt til at gøre - det havde trods alt været hendes skyld for at sidde i vegen på jorden.

[Deleted]

Sammenstødet, kom meget pludselig på stakkels Cody, som ikke vidste hvor dommedagen kom helt præcist fra. Han blev ikke vred - men "kun" umådelig forskrækket. Men han kunne ikke styre det. Han kunne ikke. Hans rystende hånd gled op for øjnene, hvor den grå farve blandede sig til en gylden farve, stabilt men sikkert og han kunne mærke hvordan hans skuldre rystede svagt på grund af hans svære temperament, selvom han ikke var arrig. Det var bare kommet bag på ham og der skulle ikke meget til i disse dage at bringe den stakkels mand ud af balance. Han skjulte sine intense øjne fra personen men han havde et sikkert tag i pigen med sin ene hånd, i armen. Trods sammenstødet, havde han præcise mål af hvor hun stod.

Han trak vejret dybt, inden han forsigtigt spredte fingrene, så hun kunne se igennem de grå øjne, der dog var en anelse mørke. Hans øjne gled ned til hans hånd som var støttende omkring hendes arm, inden han - meget brat - slap hende og i mellemtiden lod hånden glide fra øjnene og op igennem håret:
,,Undskyld! Det var ikke min mening.. At.. Holde fast i dig. Eller sammenstødet..," sagde den stakkels Cody, en anelse snørklet og usikkert, som kom af at han ikke helt vidste hvad han skulle præcis - og hans manglende evner på at kommunikere. Det var jo ikke for sjovt at han rendte rundt med døde mennesker som ikke stilte ham underlige spørgsmål om han var.. Okay. Var han ok?
Nej.
Han var ikke ok.

Han studerede hende med de intense øjne. Så uskyldig. Han kendte ikke helt til ondskab, kun den ondskab han havde i sig selv, men han vidste godt at børn havde en utrolig uskyldighed over sig, ingen ar. I alt fald ikke endnu. Han kendte til den, både metaforisk men også set den. Det var dog en længere historie han ikke lige kunne tænke på, mens han stod her, foran et andet levende menneske, eller rettere sagt, magisk væsen, og ligesom forventede en slags comeback. Hvilken slags comeback er det jeg skal give?, tænkte Cody helt ulykkeligt.

,,Jeg.. Øm.. Undskyld," gentog han igen, lidt mindre tydeligt. Han vidste godt hans accent var så tyk og syngende at det kunne være svært at følge med, men han sagde ordene nøje: både for at gøre dem mere tydelige for hende men også for at vise hun mente dem.

[Deleted]

Manden, som Anna var stødt ind i, reagerede kraftigere på sammenstødet, end hun var vant til. Det var ikke sådan, at han var blevet sur og havde råbt af hende, men han tog sig til hovedet og holdt fast i hendes arm. Faktisk ret godt fast - så hårdt, at Anna var lige ved at bede ham om at give slip, før han heldigvis selv trak hånden til sig. Hun rynkede øjenbrynene sammen. Det var lidt mærkeligt. Men på den anden side kunne hun jo heller ikke vide, hvad han havde gået og tumlet med, da hun på groveste og mest uhøflige vis var banket ind i ham. Han havde sikkert sine grunde - og så havde han jo også sagt undskyld. Anna havde lidt svært ved præcist at afgøre, hvad han sagde under accenten, men det lød som noget i retningen af en undskyldning.
 "Det gør ikke noget - jeg er helt okay," svarede hun så med et opmuntrende smil. Hvis det stod til hende, så ville hun sørge for, at han ikke mødte flere ubehageligheder - i hvert tilfælde ikke fra hendes side. Så kom hun i tanke om, hvorfor hun egentlig var på perronen.
 "Har du tid et øjeblik?" spurgte hun, stadig med et kæmpe smil plastret på ansigtet. "Jeg kommer nemlig fra foreningen Hogwarts for Ligestilling og Tolerance, og jeg vil gerne fortælle lidt om den, og hvad vi laver, hvis du har tid." Hun gik ud fra, at han nok vidste, hvad Hogwarts var. I de 4-5 år hun havde været en del af det magiske samfund, havde hun fundet ud af, at alle kendte den skole. Der var ikke mange magiske skoler i verden, og Hogwarts var åbenbart en af de fineste af dem.