Når fortiden banker på

[Deleted]

@mireille og @jayden, en tilfældig torsdag aften

Belle var fløjet ud af døren for en times tid siden så hurtigt, at hun knap nok havde nået at fortælle Jayden, hvad hun skulle. Det var.. Jayden kunne ikke engang komme i tanke om, hvad det kunne være. Han havde kun kendt pigen i en måned, men hun virkede så ung og så frisk på livet. Han misundte hende det. Hun, der bare kunne flyve ud, hvor hun ville, hver aften uden at skulle tænke på månen. Han drog et dybt suk og trak vandet ud af sit hår, før han froterede det med et håndklæde. Han havde lige været i bad. Det var rart at få et ordentligt bad efter så mange måneder med at spare på vandet af frygt for, at den næste vandregning ville sende ham ud af huset. Alligevel var det ikke rigtigt, som om vandet og sæben gjorde det, det skulle gøre: vaske rent. Jayden følte sig altid beskidt i disse dage. Sådan var det altid efter fuldmånen, og der var ikke noget at gøre ved det. Han stirrede på sit ansigt i spejlet. Det brune hår stod uglet ud til alle sider, og hans mørke skægstubbe stod i klar kontrast til hans ellers lyse hud. Der var rander under de blå - nej, grønne? - øjne, og mundvigene hang trist nedad, selv om han ikke anstrengte sig for det. Han kunne næsten ikke genkende sig selv. Der var sket så meget. Lyset blinkede i loftet og trak hans opmærksomhed tilbage på det stadig rindende vand i bruseren. Hvorfor havde han ikke slukket det? Jayden spidsede læberne, slukkede for vandet og trak i tøjet. Det var ikke, fordi han forventede gæster, så et par posede bukser og en gammel t-shirt med c'est la vie printet i svungne bogstaver over et billede af en (nu afskallet) familie på picnic - en påmindelse, som Madeline havde sendt ham for et år siden, der nu klangede hult - måtte gøre det.


Han havde nær overhørt dørklokken, da den ringede. Han var sikker på, at det var Belle, der kom tidligt hjem og havde låst sig selv ude, eller også var det postvæsenet, der forvekslede deres hus med naboens igen, men det var alt for sent til postudbringning. Det kunne kun være Belle. Derfor tog han sig god tid med at gå ned ad trapperne - i bare fødder og med fugtigt hår, der hang ham i øjnene, så han ikke rigtigt kunne se noget, før han nåede frem til hoveddøren og åbnede den. Han strøg håret tilbage, imens han sagde:
 "Glemte du---" længere nåede han ikke, for det var bestemt ikke Belle, der stod på dørtrinnet. Han var lige ved at smække døren i, men var for chokeret til at gøre noget. Det kunne ikke passe.

[Deleted]

Det var ikke fordi, Mireille havde planlagt det. For det havde hun slet ikke. Det drejede sig ganske enkelt om, at hun havde været i Diagonalstræde. Det havde hun skullet i lang tid, men det var så svært at finde en aften i kalenderen, som hun bare lige kunne rive ud. Med susenetværket tog det ikke mange minutter at komme fra det ene land til det andet - selvom der ofte var lidt grus i maskineriet over grænsen - men i dag havde det altså kunnet lade sig gøre. Mireille havde drukket en kop varm kakao på Floridors Iscafé, mens hun havde kigget i nogle gamle udgaver af Profettidende og var faldet over en artikel om varulve-bagholdet, hun kun havde hørt flygtigt om. De havde nævnt det i de franske aviser, men langt fra detaljeret nok til, at man kunne udlede noget af det. Pludselig havde Jaydens navn været der. Mireille var nær kløjedes i den varme kakao. Så havde hun færdiggjort sine ærinder i Diagonalstrædet. Det var Historien.
Hvorfor var det så, at hun nu fandt sig selv, stående på dørtrinnet til mandens hjem i London? Det her er tåbeligt, kunne hun ikke lade være med at bemærke i tankerne, efter hun havde ringet på dørklokken, og trippede lidt rastløst fra den ene fod til den anden. Det var faktisk direkte dumt. Han var nok slet ikke hjemme. Mireille bed sig eftertænksomt i underlæben, mens hun ventede. Hvem prøvede hun at narre? Det var åndssvagt. Hun drejede rundt på den spinkle stilethæl for at begive sig væk, netop som hun hørte fumlen ved døren - hendes høflighed tvang hende til at vende sig rundt igen, lige da døren blev åbnet.
Crap.
Det var ham. Hjertet skippede et par slag. På grund af det absurde i situationen, selvfølgelig, ikke andet. De mørke dådyrøjne dansede flakkende hen over hans ansigt, før det fandt hvile, da manden strøg håret tilbage.
”Bonsoir Jayden.” hilste hun roligt på syngende fransk og med sin mærkværdige udtale af ’Jayden’. Kan man se, hvor nervøs, jeg er? Og hvad gør man så? Det chokerede udtryk på hans ansigt sagde mere end rigeligt. Hun løftede lidt rådvildt udgaven af Profettidende, hun stod med i hånden, op, så han kunne se, den var slået op på artiklen om bagholdet. ”Jeg har lige læst… Jeg mener… Hvordan har du det?” Det var en bedrift i sig selv at forholde stemmen rolig. På den ene side havde hun bare lyst til at falde ham om halsen med det samme. På den anden side skulle hun måske aldrig være kommet. Bare han dog ikke smækkede døren i hovedet på hende!

[Deleted]

Mireille. Han havde ikke set hende i, hvad, ti år, alligevel genkendte han hende, som om de havde haft deres sidste date i går. De bløde, brune bølger, der faldt ned over hendes skuldre. Mireille. De søde æblekinder, når hun smilede; den skarpe kæbe; den lille, franske næse, som han engang havde skrevet et digt om og lagt i hendes taske. Mireille. De store, brune øjne, der stirrede febrilsk på ham, som et dådyr, der var fanget i forlygterne. Hænderne, der fumlede med avisen, som hun havde fumlet med glasvasen, inden den var blev kylet mod stengulvet i opholdsstuen og smadredes i tusind stykker. Lyden af de smeldende ord, da de sagde deres afsked. Mireille.
"Hvad laver du her?" Jayden blinkede. Det var ikke helt gået op for ham, at han havde sagt højt. Han slap dørhåndtaget og førte afværgende hænderne op. Pokkers.
"Undskyld, det var ikke sådan ment," fortsatte han, før han kunne stoppe sig selv. Sig nu ikke mere- "Kom indenfor." -Jayden. Han bed tænderne sammen. Hun havde knap nok nået at få sagt, hvad hun ville. Han havde ikke rigtigt lyttet efter - noget med Profettidende. Han kneb øjnene sammen og læste overskriften på siden, hun havde slået op på. Det handlede om episoden ved gården for nogle måneder - nej, ikke bare nogle måneder siden. Jayden vidste præcis, hvor lang tid siden, og han behøvede ikke at kigge på datoen i avisen. 4 måneder og 3 dage siden. Han kunne mærke sit hjerte sætte farten op, og det var ikke kun på grund af Mireille. Han måtte se næsten panisk ud, indtil han formåede at tage en dyb vejrtrækning. Så trådte han endelig tilbage, så der var plads i døren. Han kunne vel ikke bare trække invitationen tilbage, og desuden - uanset hvor meget han ville ønske, at han ikke havde det sådan - så var han nysgerrig efter, hvad hun egentlig lavede her.

[Deleted]

Mireille vidste ikke, hvilken fod hun skulle stå på. ’Hvad laver du her?’ - ikke just verdens mest imødekommende bemærkning! Hun bed sig eftertænksomt i kinden og slog blikket ned, kun for at slå det hurtigt op igen i det øjeblik, han flyttede på sig, løftede afværgende hænderne. Mireille var vagtsom og tøvede en kende, da han inviterede hende indenfor, af uvisse årsager. Blikket gled hen over motivet på hans tshirt og den slidte skrift, hvis ord fik hendes læber til kortvarigt at skilles i et lille smil, inden hun fokuserede på hans angste ansigt. Han lignede sig selv. Og ikke. Mireille havde ikke det fjerneste problem med at genkende ham, selvom de kun havde været teenagere sidst, de sås. Men hans udtryk var anderledes. Præget af livets erfaringer, slag og hug.
”Merci.” mumlede hun sagte, og trak en dybere vejrtrækning ind, inden hun gik frem og entrerede huset. Trippede lidt på fødderne og strøg febrilsk de mørke lokker væk fra ansigtet - nu ville hun på en måde ønske, han havde smækket døren i hovedet på hende - det var meget nemmere at forholde sig til! Det her er alt for akavet. Gør noget. Hun slog lidt formålsløst halvt ud med de spinkle hænder, inden hun trådte hen til ham og tiltede op på tæerne for at placere et kindkys på begge hans kinder - en fransk hilsen.
”Du ligner dig selv, Jayden.” bemærkede hun med et halvhjertet smil, der ikke helt lod skjule, hvor nervøs hun følte sig. En nervøsitet, der i øvrigt også gjorde det så meget desto mere vanskeligt for hende at holde den markante franske udtale nede. Hendes engelsk var okay, men rustent. ”Hvordan har du det?” De mørke øjne hvilede indgående på ham. Bekymrede. Det var en gentagelse af spørgsmålet fra før, som hun ikke havde fået svar på, fordi det var gået tabt i chokket. Måske hun burde have varslet sin ankomst! Men så havde hun nok aldrig gjort det. Beslutningen havde været spontan og slet ikke gennemtænkt - dumt.

[Deleted]

Entréen var sparsomt indrettet. Trægulvet bar præg af mange års slid, og det falmede tapet kunne godt trænge til en udskiftning. Overfor døren hang en lang knagerække med plads til meget overtøj, men den var kun optaget af en tre-fire jakker og en enkelt kappe. Kanten af en flyttekasse tittede frem bag væggen, der skilte stue og entré. Det var Jaydens - selv om han snart havde boet her i tre uger, var der stadig nogle ting, han ikke havde fået pakket ud endnu. Nogle ting og nogle ting. Det var måske så meget sagt - det drejede sig nemlig kun om kassen med hans gamle aurorudstyr. Han huskede sig selv på, at han hellere måtte flytte kassen ned på sit værelse, før han sled blikket væk og lukkede døren bag Mireille. Hun havde ikke rigtigt sagt noget, siden hun trådte indenfor - kun et høfligt merci. Jayden anede heller ikke, hvad han skulle sige eller gøre. Den akavede stilhed, der bredte sig mellem dem, gjorde det bestemt ikke lettere. Hvad havde det også været for et skørt påfund at invitere hende ind--

Han var slet ikke forberedt på de franske kindkys. I tilbageblik burde han måske have set det komme (Mireille var jo fransk), og han burde måske heller ikke have lagt så meget i følelsen af hendes kinder mod hans kinder, men pludselig at være så tæt på igen efter så lang tid var svært ikke at reagere på. Jayden stod et øjeblik med et stivnet smil på læberne, før han brød ud i en kort, nervøs latter.
 "Jeg kunne sige det samme. Mireille," svarede han så. Navnet kom haltende et halvt sekund for sent til, at det virkede naturligt i sætningen; som om han ikke havde været helt sikker på, om han skulle sige det eller ej. Udtalen var lidt kluntet, men sådan havde det altid været. De havde altid haft svært ved at udtale hinandens navne. Det robuste engelsk og det syngende franske. Nu, da navnet var kommet over hans læber og hendes tilstedeværelse var blevet en smule mere virkeliggjort, blødede Jayden lidt op. Han stod stadig ret op og ned og vidste ikke helt, hvad han skulle gøre af sin krop, men han var i det mindste ikke angst længere, og det synes langt lettere at overveje ordene, før han bare busede ud med et eller andet dumt.

"Jeg har det..." begyndte han, men stoppede så. Hvad skulle han egentlig sige? Sandheden? Jeg er en varulv. Jeg har det elendigt. Jeg har ikke et job. Mit liv er i ruiner, og det er alt sammen ulvens skyld. Hah! Så ville han da først skræmme hende væk. "Det går fint. Du ved, lidt op og ned, men jeg klarer det. Jeg er næsten lige flyttet ind, så her er stadig lidt rodet." Det var bedre bare at skifte emne. Han gik udenom hende og hen mod stuen. Flyttekassen blev puffet lidt til, så den ikke stod så meget i vegen. "Men her er godt med plads, måske endda lidt for meget til Belle og mig."

[Deleted]

Mireille slog de lange sekunder ihjel ved at lade blikket glide undersøgende rundt i gangen og prøvede at lade være med at rynke på næsen. Det meste kunne bruge en opgradering, men der var jo som sådan ikke noget galt med det, sagde hun til sig selv. Kvinden var nok bare forvænt. Hendes nye Overhoved-løn gjorde bestemt godt!
Hilsenen forekom Mireille så naturligt, at hun ikke tænkte mange gange over det. Det var jo bare sådan, man gjorde! Egentlig var hun oprindeligt fra en 4-kys-zone, men erfaring havde lært hende at skrue lidt ned - 4 var for meget, 3 var bare mærkeligt og 1 var for indforstået intimt. 2 var perfekt. Men selvom gestussen var nok så naturlig, så tilføjede fornemmelsen af Jaydens kradsende skægstubbe imod først den ene og så den anden kind en helt ny dimension. Et øjeblik bekymrede hun sig for, om hun alligevel havde overfust ham med det. Den nervøse latter. Hvad tænkte jeg på? Selvfølgelig har jeg overfust ham! Det var jo ikke ligefrem en 10 år gammel ekskæreste, man ventede at finde på sit dørtrin efter så lang tid. Hendes læber kurvedes atter engang i et usikkert smil, da han returnerede hendes bemærkning. Det var et held, det ikke gibbede i hende, da han sagde hendes navn. Det er så besynderligt at høre ham sige det igen.
De mørke øjne granskede hans ansigt for usandheder, da han talte, men om end skeptisk, så slog hun sig til tåls. ”Det er godt at høre. Jeg var…” Hun sled blikket løs, fokuserede på sine negle i stedet. ”… bekymret for dig.” Det var dagens underdrivelse, men det behøvede hun jo ikke fortælle ham. Aldrig ville hun da ej heller kunne tilgive sig selv, hvis han havde været død i det bagholdsangreb, og det sidste, hun havde fået sagt til ham, var nogle få, hadefulde ord for så mange år siden. De havde været så tåbelige. Tåbelige og unge.
Mireille vaklede lidt på fødderne igen. Hun endte med at efterlade sine sko ved indgangen og blev dermed tilsvarende ti centimeter kortere. Selvom trægulvet så meget brugt ud, så var der ingen grund til at føje flere mærker til samlingen med de spinkle stilethæle.
”Hvem er Belle?” Fandens. Det var ikke meningen, det skulle lyde så anklagende. ”Er hun din…” Blikket flakkede atter engang, denne gang til Jaydens hænder, mens hun fulgte efter ham imod stuen. Ingen ringe. ”… kæreste?”

[Deleted]

Jayden kiggede alle andre steder end på Mireilles ansigt. Det var næsten værre end høringen på aurorkontoret efter varulveoverfaldet. Hendes øjne var i sig selv et tredjegradsforhør, som selv den mest hårdkogte auror på kontoret ikke kunne måle sig med. Jayden var ikke helt klar over, hvorfor de søde, bekymrede dådyrøjne havde den effekt på ham - måske var det netop, fordi han kunne mærke, at hun var interesseret i hans bedste. Hun kiggede på ham med øjne, der stadig så den 16-årige dreng, han havde været, da de skiltes sidst. Ikke det monster, der fyldte hans indre ud og pressede på overfladen; det dyr, der bare ventede på fuldmånens befriende lys. Hvis hun vidste, hvad han var, ville hun sikkert ikke være så godhjertet. Eller bekymret. Han åndede synligt op, da hun syntes at acceptere historien. Så blev dét ansigtsudtryk erstattet af overraskelse.
 "Kæreste? Hun er tyve!" Ordene næsten tumlede ud af munden på ham. Var han for ivrigt efter at forklare, at han ikke var involveret med Belle - med nogen? "Jeg... ser ikke nogen. Belle er bare min bofælle. Hun søgte medlejere til huset, og jeg havde ikke-- jeg manglede et sted." Han gav hende et hurtigt, forsikrende smil. Lad hende ikke spørge ind til det, bad han. Det var for trist i forvejen; intet job, ingen penge, ingen fremtid. Selvfølgelig var det nu, hvor alting gik galt, at hun skulle opsøge ham.
 Han slog blikket ned. Han var stoppet op i åbningen ind til stuen; var ikke helt sikkert på, om han skulle følge hende ind til den bløde sofa og de to, gamle lænestole eller ud i det åbne køkken, hvor spisebordet og de grove træstole stod. Hele situationen var allerede langt mere.. intim, end hvad Jayden foretrak. Hun var kommet for tæt ind på hele hans liv alt, alt for hurtigt. Han var jo knap nok selv flyttet ind i huset, og så kom hun svansende, for pokker! Hvad havde hun regnet med? Hvad havde han regnet med? Han rømmede sig og kiggede op på hende igen.
 "Vil du have en kop te? ... Kaffe?"

[Deleted]

Det var svært at lade være med at smile over hans bestyrtelse over spørgsmålet. En aldersforskel på 6 år behøvede da ikke at være nogen hindring! Man havde hørt om langt mere skandaløse forhold. Gad vide, om hun var fransk? ’Belle’ var ganske fransk-klingende, hvilket Mireille ikke vidste, om hun helt brød sig om.
”Pardonnéz-moi, Jayden, du er ung endnu!” Mireille kunne ikke forklare, hvorfor hun blev lettet over at høre, at han ikke så nogen. Det var uforklarligt. Måske var det bare fordi, en kæreste eller hustru ville have forkludret dette besøg endnu mere. Ja, det måtte helt klart være derfor. Kærester brød sig generelt set ikke om ekskærester. I hvert fald måtte hun bide tænderne en anelse sammen for ikke at vise sin glæde alt for åbenlyst overfor den anden. ”Men det er jo perfekt, så. Er det kun jer to, der bor her? Blev du træt af at bo selv?” forhørte hun sig videre, høfligt interesseret og fiskende efter, hvorfor han dog var flyttet i første omgang. Det kunne undre hende. Ikke, at hun vidste, hvor eller hvordan han havde boet før - det kunne være så mange grunde.
Hun tog en dyb indånding. ”Kaffe lyder godt.” tilkendegav hun med et mildt smil, der næsten kunne gå for at være afslappet. Kaffe gjorde alting bedre. Selv det tynde, smagløse filterkaffe, de fleste briter drak! ”Hvis altså du har tid. Jeg håber ikke, jeg forstyrrede dig i noget.” tilføjede hun et lille øjeblik efter, som tanken slog ned i hende. Bød han hende på en kop kaffe for at være høflig, selvom han i virkeligheden ikke gad? Eller fordi han havde lyst? Nu har han i hvert fald fået muligheden for at slippe af med mig. Mireille kendte ham ikke. Han kunne undskylde sig med hvad-som-helst, og hun havde ikke andet valg end at stole på hans ord.