Who Let The Dog Out?

[Deleted]

@ymir - Park i Oslo - Maj 2053, omkring kl 14.

Gabriella havde været til jobsamtale i Norge, hun havde nok bare lidt brug for at starte på en frisk igen, det havde jo også været derfor hun var endt i England dengang hun var flyttet fra USA, men nu var der ikke flere engelsk talende lande tilbage, og hun ville bestemt ikke tilbage til USA, om det så var en stat i helt modsatte ende af hvor hun havde boet på børnehjem.
Så nu var turen altså gået til Norge, på trods af at hun slet ikke kendte til sproget eller ret meget andet end at de snakkede sjovt. Men de fleste kunne jo engelsk, hvilket var godt nok for hende. Så kunne hun jo altid tage nogle sprogkursuser, hvilket den nye arbejdesplads også havde tilbudt hende, hun var jo god til sit arbejde, og selvom hun først ville få svar om nogle dage, så var hun ret positiv.

Lige nu gik hun igennem en park, hvor der var rimelig mange mennesker. Hun havde da også fået det lidt bedre blandt mange mennesker end hun havde haft før, dog ville hun stadig helst at mænd holdt sig på en armslængde afstand til hende. 
Hun satte sig på en bænk for at nyde solen lidt, som en rimelig stor hund kom løbende i mod hende, med logrende hale. Hun elskede dyr og havde aldrig rigtigt været bange for nogen af dem, hvilket da også resulterede i, at hun hilste pænt på hunden, ved at klø den lidt bag ørene, før hun vendte blikket op for at se om hun kunne spotte ejeren.

[Deleted]

Ymir vidste at det havde været en fejl at slippe hunden i det sekund han havde gjort det, men der var det jo ligesom for sent. Den store mørkebrune larador var strøget afsted så snart snoren var blevet taget af. Dumme hund! Det fungerede jo fint når Ymirs søster selv gjorde det, han havde været med ude og lufte Brutus utallige gange.
Men godt nok aldrig uden hans søster som hunden tilhørte. I de næste par uger skulle han så "babysitte" eller måske rettere "hundesitte" den, børn kunne han finde ud af, han havde jo arbejdet som babysitter for Ministerens datter i en del år imens han gik i skole på Durmstrang. Normalt fik elever ikke fri til den slags de skulle jo blive på skolen, men når det var ministerens barn det handlede om var der åbenbart frynsegoder og Ymir havde fra tid til anden fået lov til at tage hjem i weekender og den slags når Maggie skulle passes.

Der var ingen tvivl om at pigebarnet havde krudt i røven, men det vidste han i det mindste hvordan han skulle håndterer modsat en stor lidt for tyk labrador som bare valgte at smutte uden man kunne gøre noget for at få den til at blive. Nu havde Ymir heller ikke den fjerneste forstand på hunde så at hans søster havde ladet ham passe den var et under i sig selv.
Han kørte en hånd gennem det blonde hår og så sig desperat rundt, nu ville det jo også være lettere hvis ikke alle brune labradorhunde lignede hinanden. Han spottede en siddende logrende ved en bænk. Den så ikke ud til at have snor på og det kunne da godt ligne lidt den hund han for et kvarter siden havde mistet. Hvis der skete den noget ville Ymir komme til at tilhøre en truet dyreart. Han gik frem mod kvinden på bænken, og nu kom så det mest pinlige, "Unnskyld meg, er dette din hund?" Spurgte han på ubesværet norsk og smilede forlegen, hvilken anden idiot end ham kunne ikke kende sin egen hund. Eller nu var det godt nok ikke hans, but still.

[Deleted]

Gabriella smilede til hunden, som hun forsat kløede den, mens hun små grinte. Hun havde altid elsket dyr, især drager, måske fordi hun havde været så mange ting igennem, at hun på en eller anden måde følte hun langt bedre kunne stole på dyrerne end på mennesker, hvilket nok også var derfor hun ikke blev bange, når der kom fremmede dyr i mod hende. Jo selvfølgelig havde hun nok freaket lidt, hvis den havde rest børster og knuret af hende, men den var jo bare glad.
Hun førte en mørk hårtot om bag det ene øre, som hun igen kiggede lidt rundt, før hun prøvede at tjekke hundens halsbånd, men nåede dog ikke så langt, før hun hørte en stemme. Åh nej, bare han ikke snakkede til hende, hun fattede hat af hvad han sagde, "J-jeg.. Undskyld, men jeg forstår ikke hvad De siger, Sir." sagde hun og så lidt undskyldende på ham.

Okay måske det var meget godt, at hun havde fået tilbudt nogle sprogkursuser, eller i hvert fald ville blive det tilbudt, hvis hun fik jobbet vel og mærket. "Er det Deres hund?" spurgte hun med sin amerikanske accent, den ville hun nok aldrig slippe af med, selvom hun havde boet i England i fem år, før hun nu var endt i Norge, hvor hun håbede hun kunne starte på en frisk.
Gabriella havde aldrig været særligt social anlagt og slet ikke når det kom til mænd, hun ville nok aldrig glemme den der mærkelige mand som havde kaldt hende Isabella, det var nok noget af det mest mærkelige hun længe havde været ude for. Måske lige foruden norsk. Hun rykkede sig lidt så der var plads til ham på bænken, det kunne jo godt være, at det var det han havde spurgt om. 

[Deleted]

Ymir blinkede et par gange som kvinden snakkede engelsk til ham. Der gik lige et par overraskelsessekunder før han var i stand til at samle en sætning på engelsk. Sådan havde han det altid når han blev "taget med bukserne nede" han var nu ellers ganske god til engelsk så det var ikke noget problem så snart hjernen lige var indstillet på det. "Undskyld, jeg formodede at De snakkede norsk." konkluderede han skønt det jo var ret åbenlyst. "Øhm, jeg spurgte bare om det var din..." han stoppede midt i sætningen som hun stillede præcis det samme spørgsmål og han måtte le, en kort men varm latter som blev efterfulgte af en lidt frustreret hånd gennem håret.
"Det kan godt være at det er min, jeg mangler i hvert fald en magen til," han smilede en smule akavet som han hold snoren frem for sig. Han var dog lidt mere sikker i sin sag nu. "jeg tror det er min," sagde han så og rystede på hoevdet at sig selv, det måtte da lyde helt åndsvagt, "eller det er ikke min, jeg passer den for min søster og den stak af, min viden omkring hunde er ret begrænset," indrømmede han til sidst og smilede igen.

Han så ned på hunden og havde egentlig ikke lyst til at pille ved dens halsbånd hvis ikke det var Brutus. Hans uvidenhed omkring hunde gjorde at han havde en naturlig respekt for den ende der havde et ganske fint tandsæt. "Kan du se om der står Brutus på skiltet?" spurgte han så lidt forhåbningnsfuldt. Plus hvis det var rigtigt ville det forhåbentlig overbevise hende om at han ikke bare var en eller anden tosse der rendte rundt og fangede random hunde.
Han vippede lidt vægten fra den ene fod til den anden imens han ventede om hun ville checke det.

[Deleted]

Gabriella rystede lidt på hovedet, "Nej, nej desværre ikke," sagde hun med et lille klik med mundvigen, det ville nok være meget praktisk at kunne sproget på det land man befandt sig i, men nu ville hun jo først se om hun overhovedet fik jobbet. Som de fik stillet det samme spørgsmål stort set samtidig, forlod et stille, kort grin hende læber, og hun rystede lidt på hovedet, "Nej, det er han ikke," svarede hun og så lidt op på ham, dog uden direkte øjenkontakt.
"Tror?" spurgte hun i en overrasket tone, hvordan kunne man kun tro, at det var ens hund? Var det ikke sådan noget alle hundejer kunne? Altså se på lang afstand hvilken hund der var deres? Ligesom forældre kan genkende deres børns gråd blandt hundrede andre grædende børn? Det var nok tydeligt, at se hendes overraskelse forsvandt og blev erstattet med et lidt mere forstående blik, som han begyndte at forklare, "Arh.. Well, jeg kan i hvert fald starte med at fortælle Dem, at han er en han," sagde hun i et lille smil, som han blev ved med at omtale hunden som den eller det.

Hun vendte blikket tilbage mod hunden med et smil på læberne og kløede den kærligt bag øret, før hun lod sin hånd glide ned til halsbåndet, for at tjekke navne skiltet, og hun nikkede så lidt, før hun vendte blikket tilbage på manden, "Ja, det gør der, jeg tror sørme De har fundet Deres søsters hund," sagde hun glad for, at hunden nu ville være i gode og velkendte hænder igen. Håbede hun da.
"Hedder du Brutus? Hva? Orrh god dreng," sagde hun som snakkede hun til et lille barn med et grin og et stort smil på læberne, før hun slap hunden igen og kiggede mod manden, "De må have held og lykke med Deres hund Sir." sagde hun roligt og rejste sig fra bænken, som hun svang sin skuldertaske over skulderen, før hun kløede Brutus en ekstra gang bag øret. Ingen tvivl om, at Gabriella var en kæmpe dyreelsker, uanset hvilket dyr det end måtte være.

[Deleted]

Han smilede og lod det nysgerrige blik hvile på hende i nogle lange sekunder. Ville det være at trække den for langt at spørge hende hvor hun kom fra? Bare fordi han nysgerrighed var blevet vækket, hun lød amerikansk, men nu havde han aldrig været helt vildt god til at bedømme accenter. "Du er måske lige flyttet til?" Spurgte han i stedet. Det var måske lidt mere originalt at lægge ud med.
Som hun svarede på det med hunden blev blikket igen rettet mod det firbenet væsen som havde han et kort øjeblik glemt at det var derfor han havde opsøgt hende. Et strejf af lettelse, så kunne det jo måske godt være Brutus.
Han smilede lidt forlegent til hende med et skuldertræk, det var faktisk ret åndsvagt at han ikke var sikker. Ymirs smil voksede dog som hun konstaterede at det var en han, "jamen så nærmer vi os jo," svarede han muntert, "hvis ikke der er ham kan jeg måske stadigvæk afleverer den til min søster og bare bilde hende ind at det er ham," jokede han og håbede at hun opfangede vittigheden så hun ikke bare troede at han var en eller anden freak der rendte rundt og stjal folks hunde.

Som hun ophævede spændningen ånede han lettet op og skyndte sig at sætte snoren på den logrende hun der var i fuld sving med at forsøge at charme sig ind på kvinden. "Det var virkelig en lettelse, det spare mig da i hvert fald fra en lang og akavet samtale med min søster," sagde han i et nyt grin og kørte en hånd gennem det blonde hår. "Tak for hjælpen...Må jeg spørge om dit navn?" Han smilede uskyldigt til hende, han vidste jo heller ikke om hun var gift så om det var Ms. eller Mrs.
Han så til som hun gjorde klar til at gå og vidste ikke helt hvorfor, men han ville gerne have hun blev bare lidt længere, "ehm..måske jeg kunne inviterer dig på en kop kaffe som tak?" Spurgte han hurtigt og tilføjede så. "Du ser ud til at have ret godt check på det med hunde, og jeg aner helt ærligt ingenting om dem, andet end de skal luftes og fodres," et nyt smil gled over hans læber. Der var bare et eller andet tiltrækkende ved hende. Ikke på nogen pervers måde, men han ville bare gerne måske lære hende lidt bedre at kende uden helt at vide hvorfor.

[Deleted]

Gabriella så kort på manden og rystede så lidt på hovedet, "Ikke endnu, men snart forhåbentlig," svarede hun og prøvede virkelig ikke at virke alt for uhøflig selvom hun ikke så ham i øjnene, det var nok bare en ting hun aldrig ville lærer, selvom hun klart var blevet bedre alderen, og prøvede at stole lidt mere på mænd, selvom hun stadig ikke helt gjorde det.
Hun sendte ham et lidt forsigtigt smil og lo lidt, "Selvfølgelig det ville hun da aldrig bemærke, så er det bare lidt noget møg, hvis han ikke reagere når hun kalder," sagde hun og lagde armene lidt omkring sig lidt ubevidst, ville hun nok altid være meget lukket i sit kropssprog omkring mænd og de skulle stadig ikke for tæt på, men hun kunne lidt bedre snakke med dem efter hun havde mødt Davy.

Hun sendte hunden et varmt smil og derefter manden, "Ja, og det kunne godt være hun ikke var blevet så glad," sagde hun og førte en mørk hårtot om bag det ene øre. "Det var da så lidt," sagde hun, men stoppede så lidt tøvende op, som han spurgte om hendes navn, "Ehm.. Gabriella," svarede hun med et lidt forsigtigt smil på læberne, "Og Dem?" sendte hun spørgsmålet retur og så afventende på ham.
Hun rettede lidt på sin skuldertaske og skulle lige til at gå, da et nyt spørgsmål lød og hun mærkede med det samme hvordan nervøsiteten ramte hende, selvom hun prøvede at skjule det så godt som hun overhovedet kunne. "Jeg.. Jeg drikker ikke kaffe," sagde hun, hvilket jo sådan set også var sandt, alligevel kom et nyt lille smil frem på hendes læber som hans kompliment, kunne man vel godt kalde det, lød. "Jeg er lige blevet færdig som dyrepasser, så det håber jeg da, at jeg har," sagde hun i et kort grin, "Men en kop the, kan man vel altid drikke," tilføjede hun så til det forhenværende spørgsmål.

[Deleted]

Han smilede stort til hende, "hvor dejligt! Hvor kommer du fra?" Spurgte han nysgerrigt ind. Ikke at det ragede ham, men han var alligevel lidt nysgerrig nok fordi han altid havde været ret stor fan af at møde nye mennesker og han havde da også en ret stor vennekreds - mente han selv - netop derfor.
Hendes accent kunne han dog ikke helt placerer og det var derfor at det virkede mest logisk for ham at spørge ind til det. Igen var han meget nysgerrig af sind.
Ymir rettede blikket tilbage mod den logrende hun og slog let ud med hånden, "oh well, den hører aldrig efter alligevel," han lo lidt af sin egen morsomhed og slog en smule ud med hånden. Det var da ret sjovt mente han selv.

Smilet blev hængende som han forsatte. "Ja jeg ville nok ende med at tilhører en truet dyreart," svarede han og gøs en smule ved tanken. Hans søster var virkelig glad for den hund, den blev jo forkælet abnormt meget. Det var nok også derfor at den var en smule småtyk.
"Ymir," præsenterede han sig muntert. Hun virkede som en ret sød pige. Han var glad for at han havde nået at fange hende med sit spørgsmål inden hun smuttede. Det var jo ikke fordi at han regnede med at der skulle ske noget imellem dem, men bare det at de måske kunne sidde og snakke lidt sammen og finde ud af om der måske var potentiale til et venskab og ellers så kunne hun jo glæde sig over den gratis kop kaffe...te.
Han smilede bredt, "hvis bare jeg må holde mig til kaffen så er jeg glad." Sagde han morende. "Der ligger en lille cafe hernede og der serverer de vidst også kage og tærte." informerede han. Det smagte vel altid lidt bedre når der var et stykke kage til.
"Men dyrepasser siger du, Gud hvor spændende!" Han smilede stort, "er det en lang uddannelse?" Han kendte jo kun til den magiske udgave, men han anede jo ikke om hun var magiker som han.

[Deleted]

"USA, men jeg har boet i England de sidste 5 år," svarede hun og bed sig lidt i læben, det var lidt underligt for hende, at han spurgte sådan ind til hende, hun havde aldrig været super god til smalltalk og slet ikke med mænd, men det ville måske være ret godt, at have en som kendte landet og dets sprog, ikke at hun havde planer om noget, men måske han ville kunne guide hende til et motel eller sådan noget efter teen/kaffen.
Hun lo let, "Har din søster aldrig haft ham til hundetræning?" spurgte hun og bøjede sig en smule for at klø hunden bag øret igen. Den var altså virkelig sød, hun havde helt lyst til, at tage den med hjem, eller selv anskaffe sig et dyr, hun vidste dog godt, at så længe hun var arbejdesløs så fungerede det ikke og når hun så som nu heller ikke havde noget sted at bo, så gik det jo slet ikke.

Gabriella måtte slippe et nyt kort grin, "Armen det går jo ikke, men det kan jo også være hun bliver glad, hvis du så kom hjem med en hund som hører efter," sagde hun morende og bed sig lidt i læben, en irriterende vane hun havde når hun var i nærheden af mænd, det havde uden tvivl noget at gøre med hendes usikkerhed omkring det modsatte køn.
"Y-hvad?" spurgte hun og prøvede meget ihærdig ikke at lyde alt for respektløs eller noget i den dur, det var bare ikke et navn hun havde hørt før, men det var måske et helt almindeligt navn i Norge, hvad vidste hun.
"Selvfølgelig, jeg har godt hørt rygter om kvinder som prøvede at benægte mænd deres kaffe.. Det ende aldrig godt," sagde hun morende i et smil. Hans næste ord fik hende til at smil lidt, "Det lyder godt," sagde hun i et lille hovednik, det var da fint at få en kop te og et sødt til.
Hun nikkede lidt, "Det tager 3 år, så ja, lidt lang, jeg er bare glad for endelig at være færdig," svarede hun i et nyt smil, "Hvad med dig? Hvad laver du til daglig?" spurgte hun ind, og afventede at han ville begynde at gå, da hun regnede med, at han ville vise vej.

[Deleted]

Han smilede interesseret, "Hvor spændende! Jeg har aldrig været i USA, men jeg kunne godt tænke mig det en dag! Har dog været i London en del i forbindelse med mit job." Forklarede han skønt hun ikke havde spurgt. Han var faktisk ret glad for at rejse, men det kunne godt blive lidt trivielt at gøre det alene, der var bare så mange ting og så mange steder han gerne ville se og opleve, men det skulle jo nok komme en skønne dag.
"Hvem? Nåh hunden!" Han havde lige været lidt opslugt af sine egne tanker og han lo kort som han lod en hånd glide gennem håret en enkelt gang. "Det ved jeg faktisk ikke om hun har, altså det tror jeg." Han havde ingen anelse, den adlød da også hende sådan for det meste, men Ymir var hunden komplet ligeglad med.
Hendes næste sætning fik ham til at le igen og han nikkede. "Ja det er selvfølgelig rigtigt. Så bliver hun helt overrasket og tror at jeg har trænet ham eller noget." Tanken var ret underholdende faktisk.

Han smilede han kunne godt høre at hun allerede ved første bogstav udtalte det lidt forkert, men et Y lød jo også helt anderledes når man sagde det på engelsk. "Y-mir" Gentog han denne gang lidt langsommere. Han kunne godt forstå at navnet ikke kunne være helt let for hende at gennemskue.
Igen brød smilet hans læber, han var faktisk ret facineret af hende. Han kunne ikke helt finde ud af hvorfor, men hun var tiltalende på en eller anden måde. Ikke fordi han havde planer om at kaste sig over hende eller noget, men hun virkede bare sjov og sød og så var hun helt utrolig smuk i hans øjne. "Nej så bliver det pludselig drabeligt." Sagde han venligt.
"Ja det kan jeg godt forstå," besvarede han, som han satte kurs mod caféen, "men det går alligevel hurtigt, inden man får set sig om er årerne gået."
Hendes spørgsmål fik ham til at tænke sig om et øjeblik, han kunne jo ikke så godt sige Ministeriet for Magi, for var hun muggler ville hun tro at han var bindegal, "ehm jeg arbejder som en der godkender skoler, du ved sørger for at de lever op til kravene og den slags." Det var nok det tætteste han kom på sandheden.

[Deleted]

Gabriella rynkede lidt på næsen, "Narh.. USA er bare USA," sagde hun med et lille træk på skulderne, hun var nok nærmere glad for, at være sluppet væk fra USA og alle de dårlige minder hun havde derfra. "Deres engelske er også ret godt," sagde hun i et lille smil, som han fortalte han havde været i England nogle gange. Hun havde boet i USA på børnehjemmet til hun var blevet færdig på Beauxbatons, derefter var hun flyttet til England og var gået i gang med sin uddannelse, og nu så det ud til, at hun ville ende i Norge, hvilket hun faktisk også havde det okay med.
Hun nikkede lidt i en mild latter, "Ja hunden," svarede hun med et nyt lille smil på læberne, som hun lagde armene over kors, nok en smule ubevist for at beskytte sig selv. "Ja præcis, man ved jo aldrig," sagde hun og førte en mørke brun hårtot om bag det ene øre, før hun lagde armen tilbage over kors med den anden arm.

"Y-mir," prøvede hun at gentage efter ham, men hendes udtale af navnet lød ikke helt ens med hans, i hvert fald ikke i hendes egne øre, det var nok det sværeste for hende, det med at skulle flytte til et andet land og skulle lærer sproget, hun var jo i forvejen ikke det aller mest udadvendte menneske, så det der med at skulle spørger om hjælp til at lærer fremmede sprog, var hun nu heller ikke så god til.
Gabriella vidste ikke om hun nogensinde ville få en normal tankegang eller tillid til mænd nogensinde, men hun vidste også godt, at hun var blevet bedre til at føre samtaler med det modsatte køn, end hun havde været, selvom hun stadig godt kunne mærke hvor nervøs hun blev når de kom for tæt på. "Ja, jeg glæder virkelig bare til, at være færdig," sagde hun i et lille smil og fulgte med ham.
"Waow, det lyder spændende," sagde hun som det lille smil voksede sig en del større. Beauxbatons havde været hendes redning fra børnehjemmet, undtal i ferierne selvfølgelig, så hun måtte nok ærligt indrømme at hun havde elsket at gå i skole. "Hvad for nogle krav bliver der stillet til en skole?" spurgte hun nysgerrigt ind, gad vide om Beauxbatons egentlig havde haft et krav om, at skulle have fjernet Gabriella fra børnehjemmet, for hun var overbevist om, at de godt havde vidst, hvad der havde foregået på børnehjemmet, når hun kom tilbage til skolen efter ferierne.

[Deleted]

Han gjorde lidt store øjne ved den udtalelse. Alle han havde snakket med der havde været i USA havde da været helt overvældet og de billeder han havde set derfra. Det var helt klart en af hans store ønsker at komme derover en skønne dag. Måske vandre gennem grand canyon eller noget i den stil.
Smilet blev gengældt, det burde han også være når nu han arbejdede med det job som han gjorde. Han var jo med til at godkende magiske skoler i hele europa, så det var ret vigtigt at han kunne kommunikerer på andet end norsk. Dog skulle det nok takles som et kompliment, "tak," endte han med at sige i en varm og venlig tone. "Må jeg så høre dit norske?" En latter fulgte for at understrege at han bare lavede sjov med hende.
Joken med hunden fandt han faktisk ret morende, især fordi det lod til at ligge en ret behagelig stemning mellem dem også selvom de nok snart ikke kunne koge mere suppe på den.

Han bed sig i kinden for ikke at grine da hun udtalte hans navn på en underlig amerikaniseret måde. Det lød ret sjovt. "Yyy-miiir," forsøgte han igen og slog så lidt ud med hånden, "pyt med det, det er helt i orden." Det kunne jo være ligemeget om hun ikke sagde det hel korrekt, sådan var det jo med andre sprog og dialekter.
Som samtalen drejede sig ind på hendes uddannelse viste han lidt ekstra interesse. "Det kan jeg godt forstå! Altså du må endelig sige til hvis du har lyst til at jeg skal vise dig rundt i området." Tilbød han, han kendte en masse gode spisesteder og steder man kunne overnatte til ikke særlig dyre priser.
Han nikkede til hendes begejstring, ingen tvivl om at han også selv fandt sit job meget interessant, han brændte virkelig for det. "Det er det også." Sagde han og stoppede op foran den lille cafe. "Det er meget forskelligt," svarede han overfladisk, "det kan både være påklædning, altså om der er krav på skoleuniform og hvordan den i givet fald ser ud, så kan det være om fagene og undervisningsmetoderne." Og naturligvis hvilke magiske krav rektor ønksede at få trumfet igennem, det kunne Ymir naturligvis ikke fortælle Gabriella, men de andre ting var jo også en del af jobbet.
Udenfor stod ca. 10 små runde cafeborde med to- til tre stole til hvert bord. Han gik hen til en af de få tomme og bad hunden om at ligge sig ned. "Venter du her, så kan jeg hente noget til os, nogen særlige ønsker?" Spurgte han med et smil.

[Deleted]

Gabriella havde ville væk fra USA i virkelig mange år, men eftersom der ikke havde været nogen til at adopterer hende, så havde hun været mere eller mindre fanget på børnehjemmet, indtil hun var blevet færdig på skolen og dermed var blevet myndig og kunne flygte.
Hun sendte et stille smil retur, som han takkede, men måtte nok krybe til korset når det kom til hendes norske, "Ehm, 'Nei takk', 'ja takk' og 'jeg forstår ikke hva du sier'," svarede hun, selvom hendes udtale og accent stadig var noget hun skulle arbejde med, "Det er nok det eneste jeg kan sige på norsk," tilføjede hun i et stille grin.

Hun måtte slippe en ny latter, og mærkede en mild rødme snige sig ind på hende, som hun førte en mørkebrun hårtot om bag det ene øre, "Jeg skal nok øve mig," sagde hun i et smil, han virkede nu ret venlig, men hun havde til gengæld også erfaret, at det ofte var de typer man skulle passe mest på med. Som han tilbød at vise hende rundt, mærkede hun dog den velkendte følelse af nervøsitet og tog helt automatisk en mental afstand, "Det er sødt af Dem, men jeg tror jeg klare mig," sagde hun i håb om ikke at være alt for afvisende, men samtidig være tydelig.
Hun stoppede op foran café som han gjorde det, og smilede så stille til ham med et oprigtigt interesseret blik, som han fortalte om sit arbejde, det lød nu ret muggler-artigt, og han havde endnu ikke sagt noget, som havde fået hende til, at mistænke ham for at være magiker eller i det mindste kende til magien. "Åh skoleuniformer, hvor har jeg dog bare altid hadet dem," indrømmede hun i et kort grin, men nu havde hun også altid hadet at gå i kjoler og nederdele.
Hun smilede lidt som han fik hunden til at lægge sig, "Nååh, så han kan altså godt høre efter," sagde hun morende og nikkede som hun satte sig på en stol, "Chai thea, ville være perfekt," sagde hun og holdt en hånd for panden, så den skyggede for solen, for bedre at kunne se på ham, dog stadig uden at se ham i øjnene.

[Deleted]

Ymir lo lidt hjerteligt af hendes forsøg på at ramme den rigtige dialekt. Ikke fordi at han som sådan grinede af hende. Det var i hvert fald ikke hans mening, men det lød bare virkelig sjovt og sødt på en eller anden måde.
"Ej undskyld, det er altså ikke for at grine af dig," sagde han hurtigt og skar en lille grimasse. Hun skulle jo helst ikke tro at han gjorde grin med hende, for det var slet ikke tilfældet. "Men altså det er da en god start," sagde han morende ti de få ting hun kunne sige.

Det lod da til at de havde en ret god kemi sammen, ikke at det skulle føre til noget, men bare sådan på mere venskabeligt plan måske. Ikke at Ymir ikke havde haft kæreste på før, for han havde da haft nogle stykker gennem tiden, men han var ikke typen man kunne kalde en player. Han kunne godt lide tanken om at finde noget fast og måske en dag starte noget familie op.
Ikke fordi det skulle ske i morgen, men han havde jo altid været ret glad for børn.
"Måske lidt, men det skal helt sikkert nok komme." Forsikrede han hende i den samme venlige tone som han hele tiden havde haft.
Hendes afvisning var ikke hård, men han kunne da ikke undgå at blive en lille smule ærgerlig. "Åh, det er skam også helt i orden, det var bare et tilbud," sagde han og førte hurtigt samtalen videre så det ikke skulle ende ud i at blive akavet.
"Virkelig?" Han smilede bredt, "det er nu ellers ret effektivt for at undgå mobning der omhandler påklædning." Sagde han og så lidt frem for sig, "men der er nok ikke så mange elever der finder dem særlig spændende." Unge ville jo helst klæde sig som det passede dem.
Han smilede og fulgte hendes blik til hunden, "ja periodemæssigt," svarede han morende og nikkede så til hendes bestilling. "Jeg er tilbage om lidt." Informerede han og forsvandt indenfor efter drikkevarerne. Hun virkede altså helt utrolig sød og han ville da være ærgerlig over hvis ikke de kunne mødes igen på et tidspunkt.

[Deleted]

Gabriella mærkede hvordan hendes kinder blev røde, "Det okay, det okay, jeg skal nok bare øve mig lidt på mit norske inden jeg flytter hertil," sagde hun i et mildt grin. Det var lige underligt for hende, at en total fremmede mand kunne få hende til, at grine, men det måtte jo betyde, at alene det at hun havde fået en ven i Davy, havde ændret hendes syn på mænd, bare en lille bitte smule.
"Det ved jeg nu ikke, men det er da en start," sagde hun i et venligt smil. Hun havde det egentlig okay med at gå og snakke med Ymir, måske var det fordi de var et offentlig sted hvor der var masser af mennesker, så hvis han prøvede på noget kunne hun altid skrige, og så ville der nok komme en eller anden og hjælpe hende. Men måske var det også bare fordi han virkede ganske nede på jorden.

Det var meget sjældent at Gabriella havde det hyggeligt i en mands selskab, Davy havde været den første fyr hun havde kunne føre en samtale med uden at dø fuldstændigt, men hun kiggede aldrig folk i øjnene, hvilket nogen måske så som uopdragenhed, men når man havde boet det meste af sit liv på et børnehjem, så var der altså også grænser for opdragelse.
Hun kunne ikke undgå at få en smule dårlig samvittighed, over at have afvist hans tilbud, for hvis han nu i virkelig bare prøvede at være sød, så ville hun jo nødig fremstå som en eller anden kælling, "Det var også virkelig pænt af dig, men jeg skal bare finde et bed and breakfast, så klare jeg mig," sagde hun selvom han førte samtalen videre, hun ville gerne lige forklare sig.
"Arh, ja, det er selvfølgelig rigtigt nok, men hold da op hvor jeg hadede skoleuniformen på min gamle skole," sagde hun, uden at nævne noget om de blå kjoler og rædselsfulde hatte som de havde gået rundt med. Hun nikkede lidt, og så efter ham som han forsvandt ind på cafeen, hvortil hun tog en dyb indånding, og vendte så sin opmærksomhed mod hunden lidt.