The torch I bear is scorching me

[Deleted]

Sted: Hotel Jocobo - Skotland
Tid: Omkring middag
@lucy

Michael havde lige tjekket ind på Hotel Jacobo i Skotland. Han havde intentioner om at lede efter sine biologiske forældre i Skotland, da han havde et par fridage. Han kunne ikke fordrage sine forældre, da de havde sendt ham på børnehjem, da de troede han var fuser. Sikke en overraskelse de ville få hvis de en dag fandt ud af at han var magiker og endda en af de bedste fra sin årgang. Han håbede de ville havde sig selv, ligeså meget som han hadede dem. Han havde aldrig haft en rigtig familie og det var deres skyld. De havde aldrig lagt skjul på hvorfor de gav ham væk og han kunne tydeligt huske den afsky i hans mors øjne, den dag de sendte ham væk. Der var blot få dage til han fyldte 11 år og han havde stadig ikke vist tegn på magi. han gjorde det dog ret hurtigt derefter, men det havde de aldrig fundet ud af. Han hadede dem og ville kun se dem igen så de kunne se hvad de havde givet op.

Han gik op ad trapperne, da elevatorer aldrig havde været ham. Han gik ned ad gangen for at lede efter sit værelse, men han fandt det nu meget forvirrende. Han synes ikke nogle af tallene passede med det der stod på det kort han havde fået udleveret. Der stod 314, men han synes kun der var tal med 400 på denne etage. Kunne det virkeligt være rigtigt at han var gået for langt op?
Han stoppede op og kiggede sig forvirret omkring og kom så med et dybt suk. Det var dog utroligt. Hvordan kunne man gå for langt op? Trapper var da ikke ligefrem en fryd, så skulle man noget, så var det da at stoppe en etage før.
"Michael, din spade..." Sagde han så og rystede på hovedet.

[Deleted]

Lucy skubbede den tunge rengøringsvogn foran sig. Hendes hår ar bundet op i en fletning og hun bar det klassiske sturpigekustume. Eller det var jo sådan set ikke et kustume, men en uniform. Sort kjole der gik til lidt over knæene samt hvidt forklæde, hvid krave og hvis hårbånd. Hun havde efterhånden vænnet sig til alle de dumme kommentarer som de forskellige kunder - navnligt de mandlige - kunne komme med.
Dog gik det hende ikke på længere. Hun havde virkelig frygtet det i starten fordi perverse mænd freakede hende ud, men heldigtvis var det kun sket én gang at hun havde været så udtryk at en anden havde måtte gå ind til ham. Det var et par år siden nu og ikke en oplevelse der hjemsøgte hende som sådan.

Som hun kom rundt om et hjørne fik hun øje på en hotelgæst og rettede automatisk lidt på forklædet for at sikdre sig at hun fremstod præsentabel inden hun gik over til ham. "Goddag Sir, er der noget jeg kan hjælpe Dem med." Skønt han ikke lod til at være meget ældre end hende - hvis han i det hele taget var ældre - så var hun vand til at bruge den formelle tone omkring gæsterne.
Hun smilede imødekommende til ham og lod vognen stå op langs væggen som hun gik helt hen til ham. Hun kendte hotellet som sin egen bukselomme så hun ville sagtens kunne guide ham, for han så lidt ud som om at han var faret vild.

[Deleted]

Michael skulle lige til at vende sig for at gå tilbage til trapperne, da han hørte en lyd komme nærmere. Det lød lidt som en vogn og han tænkte at det nok måtte være en stuepige. Han kiggede en ekstra gang på dørenes numre, bare for at sikre sig at han havde set rigtigt, men det havde han. Han var derfor gået forkert og det huede ham ikke specielt meget.
Blot få sekunder efter, hørte han en fin kvindestemme bag sig. Han vendte sig om og så en stuepige med en vogn foran sig. han betragtede hende kort. Stuepige uniformen var ikke det der tændte ham mest af alle uniformer, men han måtte da indrømme at hun var en smuk kvinde. Uniform eller ej. Han rømmede sig og kiggede lidt rundt, inden han svarede.
"Ehm.. Jeg tror jeg er gået forkert. Jeg leder efter værelse 314." Han følte sig en smule dum og det undrede ham stadigvæk at han kunne være gået for langt op. "Dum som jeg er, er jeg gået for langt op, tror jeg. Medmindre jeg skal bo på et hemmeligt værelse." Sagde han og slog ud med den ene arm, men sendte hende alligevel et af sine skæve smil. Michael synes selv han var en charmerende fyr, men det var måske fordi pigerne flirtede med ham på arbejdet, også selvom de ikke fik gratis drinks for det. 

[Deleted]

Hun så kort på ham og tog bestik af situatonen. Et nyt strålende smil trådte frem på hendes læber. "Åh, jamen så beklager jeg at meddele at De er gået for langt." Sagde hun undskyldende. "314 er nedenunder, jeg kan vise Dem vej?" Hun havde ikke noget imod et kortvarrigt break fra hendes foretagende.
Dette her var bestemt ikke et job hun håbede hun skulle have for evigt, det var nedslidende og hårdt og man tjente ikke ligefrem nok til at blive rig af det. Men i det mindste kunne hun leve af det hun tjente og det kunne hun jo godt være stolt af mente hun selv.
Hun vidste godt at det måske nok også var på tide at tage sig en uddannelse, men hun anede ikke som hvad. Der var ikke lige noget hun umildbart brændte efter, så skulle det da lige være auror, men hun var bare ikke sikker på at hun va dygtitg nok til at kunne klare det, skønt det kunne da være fedt at være med til at hjælpe folk i nød.
Hun stoppede dagdrømmeriet, lige nu måtte hun jo nok desværre holde sig til det hun rent faktisk lavede og det var at hjælpe den vildfarnede gæst.

[Deleted]

Michael havde mest af alt lyst til at slå sig selv hårdt oven i hovedet, fordi han var gået for langt. Hvem gik for langt op ad trapperne? Kun nogle der virkeligt ikke havde et liv. Måske han bare var lidt distræt. Han var jo trods alt ude at lede efter sine forældre. Det var helt underligt for ham at han skulle lede efter dem og måske var kommet tættere på. Det var meget angst provokerende, men mest fordi han ikke vidste hvad han skulle sige eller gøre. Han hadede dem og ønskede bare de skulle se hvor stor en fejl de havde lavet. Måske han skulle vise dem magi? Og så bare gå igen? Selvfølgelig også sige hvem han var, for ellers gav det jo ingen mening.

Han kiggede på pigen foran sig og sendte et lille smil.
"Tjoo hvorfor ikke." Sagde han med et skuldertræk. Hun var en pæn pige, så at få selskab af hende ville da ikke være forfærdeligt. "Medmindre jeg tager dig fra noget meget vigtigt?" Sagde han og kiggede hen på den vogn som hun lige havde gået med. Hun var jo på arbejde, så han ville helst ikke forstyrre hende.

[Deleted]

Lucy var godt tilfreds med det job hun havde. Hun havde ikke tænkt sig at hun skulle være her for evigt, i hvert fald ikke som stuepige. Hun ville gerne have lov til at styre tingene lidt mere, men nu havde hun også altid været lidt af en kontrolfreak. Hun elskede at have styr på tingene, man var vel ikke Ravenclaw for ingenting.
"Jamen så følg endelig med mig Sir." sagde hun høfligt og pacerede ham på vejen mod trappenedgangen. Hun gik ud fra at han fulgte efter som hun gik nedenunder og ned af gangen.

"Nyder de ellers deres ophold?" Spurgte hun høfligt ind og smilede i hans retning."Og nej det skal De skam slet ikke tænke på, det vigtigste er gæsterne," hun smilede opløftende.
Det havde været reglen over alle regler da hun blev ansat. Gærsterne kom altid først og havde altid ret, sådan skulle det være, det var jo dem der var årsagen til at hotelkæden i det hele taget kunne løbe rundt.

[Deleted]

Michael skar en grimasse, da hun kaldte ham sir, og håbede at hun ikke lagde mørke til det. Det gav selvfølgelig mening at hun skulle kalde ham det på sådan et lidt finere hotel, men han fandt det stadig utroligt mærkeligt. Ingen havde nogensinde talt til ham på denne måde. Hun var faktisk den eneste der nogensinde havde talt så pænt til ham. Han var mest af alt vandt til at folk råbte ad ham, flirtede med ham eller hunsede rundt med ham. Hele han liv var han gået fra pleje familie til pleje familie og ingen af familierne havde været specielt gode til at tage sig af ham. Nu var han bartender og deraf flirterier og hunsen.
"Du behøver ikke være så formel med mig. Jeg skal nok lade vær med at sige det til nogen." Sagde han så og blinkede til hende og sendte hende sit charmerende drengede smil.
Han trak lidt på skuldrene, da hun spurgte om han nød sit ophold.
"Altså jeg er lige kommet, så det ved jeg ikke endnu. Men her er da meget fint." Sagde han og kiggede lidt rundt, imens han fulgte efter hende ned til det værelse som han åbenbart ikke selv kunne finde til at starte med. Sikke dog et førstehånds indtryk hun måtte have fået af ham.
"Har du arbejdet her længe?" Spurgte han lidt efter. han overvejede om han også skulle sige De til hende, men kom frem til at det ville være for underligt for ham. Det lå slet ikke til ham. Havde hun været royal, havde han nok gjort det, men det gik han ikke ud fra at hun var, selvom hun dog lignede en prinsesse. Nogle gange kunne han godt være lidt af en fløs når det kom til piger, men det behøvede hun jo ikke at vide.

[Deleted]

Hun smilede stort til ham og kunne ikke lade være med at bide sig lidt i kinden for ikke at grine da han sagde han ikke ville sladre. Ærlig talt havde hun ikke engang selv bemærket det, det var så indgroet i hendes indlæring at det var blevet en høflig vanesag for hende.
"Nåh," hun rødmede mildt, det kunne jo godt være at han bare havde været ude og ikke havde kunne finde tilbage. "Men så håber jeg da at De-" hun tøvede lidt og rettede så sig selv "-du vil komme til at nyde dit ophold." Hun gengældte det venlige smil, hvilket heldigvis faldt hende ganske naturligt, hun havde altid været meget smilende og udadvendt.

Hans spørgsmål kom en lille smule bag på hende, men hun svarede alligevel ret hurtigt, "ja et par år er det da i hvert fald blevet til," fortalte hun med et smil.
Hun kunne godt lide sit arbejde, også selvom hun nok ikke tænkte at blive her for evigt, men for nu kunne hun ikke klage.
"Har du planer om at blive længe?" Spurgte hun ind for at det ikke skulle virke som om at hun bare skar ham af, heller ikke selvom hun virkelig burde komme tilbage til arbejdet.

[Deleted]

Han sendte hende et smil og trak så på skuldrene. Han vidste nu ikke om han ville komme til at nyde sit ophold. Det kom an på om han fandt sine forældre og fik dem vist hvad han var blevet til, selvom han egentligt ikke var blevet til noget fornemt. Han var magiker og det var det han ville have de skulle vide. Han smed tankerne fra sig, da han havde på fornemmelsen at han havde lavet et par irriteret grimasser, som den unge stuepige måske ville misforstå.
"Tak." Sagde han så med et lille smil. Hun måtte ikke tro at han var irriteret på hende, men tanken om hans forældre gjorde ham bare så vred at han ikke altid vidste hvordan han skulle håndtere det.

"Okay, spændende." Sagde han så og kiggede lidt rundt. "Her er da også meget fint." Han anede ikke hvad han skulle sige. Hun var ikke en pige der kom ind på den bar han arbejdede på som han ville score, og så vidste han ikke hvad han skulle sige til hende. Ikke at han ikke ville score hende, for smuk det var hun, men det var bare nemmere for ham når han arbejdede.
"Nææh. Kun til jeg finder mine forældre." Sagde han og fortrød at han havde fortalt hende det. Han kendte hende ikke og dette var bare alt for personligt.

[Deleted]

Hun kunne godt fornemme på ham at han havde noget med i bagagen og selvom hendes nysgerrighed bød hende at spørge ind til det, valgte hun at lade være. Det ville både være uprofessionelt og lamt af hende, for det vedkom jo i og for sig slet ikke hende hvad han gik og rodede rundt med.
Hele hendes udstråling lyste dog af hvor meget hun gerne ville spørge ind til hans udtalelse, men hun holdt igen. Hun blev simpelthen nødt til at tage sig sammen og erkende at det ikke var hendes bekymring. Desuden ville han da sikkert ikke nyde at stå og forklare sig overfor en stuepige og det burde han heller ikke.

Hun nikkede og mærkede en lidt akavet stilhed passerer. Hun rømmede sig en smule og kiggede sig lidt over skulderem som frygtede hun at nogen skulle se hun stod og sludrede midt i arbejdstiden. ”Ja bestemt.” Svarede hun i enighed og førte en hånd gennem det mørke hår.
Hans sidste kommentar fik hende dog til at rette blikket tilbage mod ham. En alvorlig mine havde forårsaget en svag rynken i panden. ”Finde dem? Er de....blevet væk?” Det lød ret dramatisk, men man kunne jo aldrig vide.

[Deleted]

Michael var ret irriteret over at han havde valgt at fortælle hvad han faktisk lavede der. Det kom egentligt ikke hende ved og han hadede at fortælle folk om sin fortid, som han desværre huskede lidt for godt. Forældrene var grunden til at han havde haft det dårligt i al den tid og han synes kun det var fair at de så at de nok havde lavet en fejl da de bortadopterede ham. Han kløede sig i nakken og kunne mærke at han bare gerne ville ind på sit værelse.
"Nej... De bortadopterede mig bare." Sagde han og lød en smule kold og irriteret. ikke på hende, men på sig selv og de to spader til forældre som åbenbart ikke ville have en fuser til søn. Han var heller ikke fuser, men det vidste de ikke. De sendte ham bare væk og fortalte ham hvorfor de gjorde det. Han hadede dem inderligt og ønskede dem intet godt. Ha vidste at hun burde komme tilbage til arbejdet og han ville gerne ind på sit værelse, men han ville ikke være uhøflig overfor hende. Han stod lidt og trippede og hans irritation overfor emnet var tydelig.
"Men tak fordi du fulgte mig herop." Sagde han og prøvede at lyde så høflig som han overhovedet kunne, selvom det normalt ikke lå til ham. Han smilede til hende og låste døren op til sit værelse og smuttede ind.



// Out