Here we go again

[Deleted]

Alastair lå hjælpeløst på gulvet, han havde virkelig troet at hun ville stikke af og efterlade ham, men pludselig mærkede han hende falde på knæ ved sin side. Hvad pokker lavede hun. Han hørte Judas' ord og de løb ham koldt ned af ryggen. Han nåede lige at ane det grønne lysglimt ud af øjenkrogen inden alting forsvandt omkring ham.
Pludselig kunne han dufte græs og mærke det under sig. Han aende ikke hvor de var henne, men så længe det var væk fra Judas var det godt nok for ham. Han var dog stadigvæk ikke i stand til hverken at bevæge sig eller snakke. Ikke før kort efter da Nicole svingede sin stav over ham.

Han gispede og sank sammen i græsset som en opskyldet klud, han lå lidt og lige samlede tankerne inden han rettede sig op på albuerne. "Jeg sagde jo at Judas ville komme efter os!" Udstødte han bebrejdende, det gik dog hurtigt op for ham at det nok ikke var den fedeste kommentar til en der lige havde reddet hans ynkelige liv.
Han slog blikket ned i et suk og kiggede så tilbage på hende, "er I okay?" Han anede ikke om hun i det hele taget kunne fornemme om babyen var okay, men det var trods alt han søn eller datter så han kunne ikke lade være med at virke bare lidt interesseret. De var virkelig på spanden nu, Al havde kun en ide til hvor de kunne flygte hen, men det krævede en transitnøgle, det var alt for langt at transfererer. Det var på tide at aflægge Adrian et lille besøg.

[Deleted]

Nicole lagde staven på jorden ved siden af sig og trak vejret tungt ind, puha man blev forpustet når man havde så stor en mave, og som hun sad på knæ ved siden af ham, tog hun en hånd på hendes mave, som var hu bange for at tabe den.
Bare barnet ikke var blevet stresset, for Nicole havde da godt nok haft sin puls oppe, måske endda lidt mere end hvad der helt var sundt, men for nu mærkedes alt fint, selvom hendes puls stadig kørte med flere hundrede kilometer i timen, havde de lige sluppet døden by that much?

"Og du syntes lige det var et tidpsunkt og pointerer det overfor mig? VEd du hvad jeg skulle fandeme have lavet dig blive denne gang!" sagde hun og kunne mærke hvordan skuffelsen igen ramte hende som et tog, hvor længe havde han tænkt sig at hade hende?
"Ja det tror jeg... Jeg er ikke sikker på hvor vi er dog" sagde hun og holde stadig hånden på sin mave, hun kunne mærke barnet bevæge sig, så der var da liv endnu, men der var jo også kun 4 uger til den lille kom til verden, ihvertfald i følge Nicole's beregninger, men hun havde jo ikke ligefrem en kalender.

[Deleted]

Hendes vredesudbrud var nok et eller andet sted ret forståeligt. Han kunne jo ikke forvente at hun bare ville accepterer at han lige havde spillet smart overfor hende. Han vidste godt at han kunne være lidt af en idiot når han blev presset....også når han blev presset, men for fanden, hvorfor havde hun ikke bare lyttet til ham fra starten af?!
"Som om du ville kunne klare dig ud af dette her uden mig." Mumlede han en smule fornærmet og sukkede så. Der var ingen poitne i at diskuterer. Lige nu var det nok bedre at de hjalp hinanden.

Lidt fortumlet satte han sig op og så på hendes mave. Langsomt rakte han hånden frem mod den som ville han mærke på den, men han ombestemte sig oglod i stedet hånden falde ned. "Øhm vi burde se at komme videre." Sagde han så og rømmede sig en smule for derefter at rejse sig.
Han rekte en hånd fre mod hende sfor at hjælpe hende op. "Jeg kender et sted vi måske kan tage hen, men vi skal bruge susenetværket." Hans tonefald havde ændret sig igen så det var en hel del blidere. "ELler måske vi kan lave en transitnøgle," Han anede ikke hvilken en af de to løsninger der var den bedste.

[Deleted]

"Skal vi virkeligt igennem det her igen? Har du nogensinde tænkt dig at stoppe med at være et røvhul overfor mig?" sagde Nicole i den samme sure og frustrede stemme som hun havde gjort så mange gange, hvad fanden bildte han sig ind? Hun gjorde absolut alt for at være bare nogenlunde på talefod med ham, men hun kunne godt mærke det var en tabt kamp.
"Videre? Jeg ved ikke engang hvor vi er" sagde hun opgivende, hun ville bare væk, hun havde ikke lige nogen planer om hvor de skulle hen og lige nu havde hun heller ingen idé om hvor de skulle tage hen, men hun havde nok lidt et håb for at de kunne tage hjem.

"Er du sikker på at du ikke vil mærke?" spurgte hun og greb ud efter hans hånd, hun vidste godt at det freakede ham ud, men hun ville bare sådan ønske at han ville glæde sig bare en smule, det var så svært at gætte hans tanker.
"Hvor?" spurgte hun. "Alastair, må jeg ikke godt tage hjem nu?" spurgte hun, de var jo teknisk set ikke på flugt mere var de? Hun ville bare gerne hjem til sin familie og hjem til dem hun kendte, var det hele ikke slut nu?

[Deleted]

Han fnøs af hendes spørgsmål, så slem var han sguda ikke, han forsøgte bare at holde hende i live så lidt taknemmlghed ville da ikke være af vejen! "Hallo! Jeg har lige sat mig selv på listen over "folk Judas gerne vil slå ihjel" udelukkende for at redde dig og...den," han skævede lidt ned til hendes mave.
Var han ved at blive blød? Måske han bare skulle have fulgt op på Judas befaling, så kunne det være at han kunne glemme alt dette her. Inderst inde var han dog godt klar over at det ikke var så ligetil. Skønt han ikke kunne lide at indrømme de, havde han jo udviklet et eller andet for Nicole, det var bare lettere at være en idiot overfor hende frem for at indrømme det overfor sig selv.
Han sukkede dramatisk, "det er også ligemeget, vi skal bare finde et eller andet så vi kan lave en transitnøgle." Sagde han. Susenetværket vidste han ikke om vlle fungerer, for han vidste jo i realiteten ikke om de havde et ildsted.

Hendes spørgsmål fik ham til at se på hende med et fast blik. "Ja!" Svarede han som i at han var sikker på han ikke ville mærke. Alligevel trak han ikke hånden til sig, men kiggende i stedet lidt tøvende på hendes mave. "Måske." mumlede han usikkert. Han var ikke sikker på om han havde lyst, det virkede en smule mærkeligt at skulle røre hende på maven når det ikke var for at lede op til noget andet. Hvorfor var det i det hele taget at man altid gjorde det? Rørte de gravides maver. Det var bizart!
Et vantro blik blev sendt i hendes retning, "du kan ikke tage hjem nu, Judas finder dig jo lige med det samme og så slår han dig ihjel." Sagde han ligeud og sukkede. "Det er ligemeget hvor, pointen er at vi vil være i sikkerhed der, om ikke andet så for en stund." Forklarede han.

[Deleted]

"Og hvorfor gjorde du så det, når du hele tiden fortæller mig hvor ligeglad du er?" spurgte hun, det var ikke fordi hun ønskede han sagde han elskede hende og bare kastede sig over hende, hun ville bare gerne have et glimt af at han rent faktisk gjorde det fordi han bare var en lille smule interesseret.
Som han ikke trak sin hånd til sin, placerede hun den roligt på hans mave: "Barnet er ret urolig lige nu" sagde hun i en rolig stemme, hun kunne selv mærke det ret tydeligt, det var nok fordi at han eller hende var blevet en smule stresset: "Jeg tror han... Eller hun, er stresset" sagde hun, og sukkede roligt.

"Så hvad præcist har du tænkt dig? HVor skal vi tage hen? Jeg... Alastair jeg er træt af det her, jeg føler slet ikke at jeg har noget liv mere" sagde hun i et dybt suk og rystede på hovedet, hun ville simpelthen ikke være med til alt dette her.
"Og hvad med barnet? Hvad med når jeg skal føde?" spurgte hun, det var jo meget normal med hjemmefødsler, men så havde man da som minimum en jordmor eller nogen der havde forstand på den slags, godt nok havde NIcole Felton, men det var jo også sket på et hospital og hun anede ikke en skid om det.

[Deleted]

Han sendte hende et opgivende blik. Det var lige præcis derfor han ikke orkede sådan noget som forhold, man skulle altid stå til ansvar for sine handlinger, man kunne ikke bare gøre noget og så ikke snakke om det efterfølgende. Han hadede at forklare sig, især i denne situation fordi han jo faktisk havde gjort det af uselviske grunde hvilket slet ikke var ham normalt.
"Hvor er du dog stædig, kan det ikke være ligemeget?" Spurgte han opgivende, pointen var vel at hun var i live og at de nu havde lidt andre ting at tage stilling til.
Alligevel gjorde han heller ikke noget videre for at mostå da hun førte hans hånd til hendes mave. Han kunne mærke facaden dale en smule som han pludselig mærkede bevægelse derinde chokeret trak han hånden lidt til sig og så op på hende, "man kan mærke den?" Var det normalt? Han havde aldrig rørt ved en gravids mave, for det første havde han aldrig rigtigt haft belæg for det og for det andet så fandt han det stadigvæk underligt. Dog kunne han mærke en varme sprede sig i kroppen, det var hans søn eller datter.

Han rømmede sig og genfandt fatningen da hun forsatte med at beklage sig, "det er du da ikke ene om! Det har skuda heller ikke været et ferieophold for mig." Gav han irriteret igen, dog var han faldet lidt til ro nu.
"Jeg ved det ikke okay? Jeg har ingen anelse!" Indrømmede han, "men hvis du tror at du er mere sikker ved bare at vende hjem så fint, så smut, men jeg lover dig at Judas vil finde dig og dræbe dig." Slog han fast. "Jeg har endnu en bror," han skævede til hende, nu havde hun jo mødt de to andre brødre og ingen af dem havde ligesom givet hende noget videre godt billede af familien, nok også inklusiv ham selv. "Han er auror," tilføjede han for forhåbentlig at gøre det lidt bedre. "Jeg tænker at vi tager hjem til ham, jeg tror han vil kunne hjælpe os." Han bukkede sig ned og trak sin ene støvle af. "Vi må bare bruge den," konkluderede han igen snakkende om transitnøglen.

[Deleted]

"Nej det kan faktisk ikke være ligemeget" sagde hun i en hård stemme, hvorfor ville han ikke bare svare hende? Det var simpelthen det mærkeligste hun havde været ude for i sit liv, ikke nok med at hun var blevet kidnappet, så var hun blevet gravid og hun havde fået et crush på Alastair.
"Ja" sagde hun og lod sine læber glide op i et varmt smil ved tanken: "Sådan skal det være.. Den lille roder rundt derinde" sagde hun roligt, hun kunne slet ikke forstå at hun havde et andet menneske inde i sig, og hun glædede sig egentligt lidt til at den lille ville komme vil verden.

"Du er det mest forvirrende menneske jeg nogensinde har mødt... Få styr på dig selv Alastair" bad hun i en rolig stemme, hun var så frustreret over at han ikke bare kunne sige hvad han mente eller tænkte. Hvorfor skulle han absolut hele tiden prøve at virke som den stærke og bare "køre hende over" når hun forsøgte at sige noget pænt eller løsne stemnigen lidt.
"Fint jeg er ligeglad, du bestemmer" sagde hun og trak på skuldrende, hun var ligeglad, fint han kunne da bare bestemme hvis han ville, hun havde åbenbart ikke meget at skulle have sagt anyway. "Skal vi komme afsted?" spurgte hun.

[Deleted]

Han himlede dramatisk med øjnene af hende, "jeg ved virkelig ikke hvad du gerne vil have jeg skal sige? Kan vi ikke bare tage et problem af gangen?" Spurgte han opgivende. Han kunne ikke overskue at snakke om følelser og alt det pjat, lige nu var det bare vigtigere at de kunne finde ud af at komme i sikkerhed frem for at rende rundt på denne her måde.
Det var svært for ham at relaterer til det lille væsen inde i hendes mave. Han vidste at det var hans, men nu hvor han havde mærket at der var liv derinde gjorde det ham bare lidt stolt på en eller anden måde. Måske det også kom lidt til udtryk i de blå øjne. "Så det er derfor du altid piller ved din mave - hvilet by the way stadigvæk er mærkeligt." Kommenterede han go smilede svagt.

Endnu engang vendte stemningen 180 grader han så på hende med et irriteret blik, "jeg har styr på mig selv!" Det havde han overhovedet ikke, men han kunne slet ikke samle en logisk tanke lige nu.
DA hun langt om længe overgav sig rettede han triumferende ryggen en smule, "tak!" Svarede han som var det lige det han hvade brug for at høre selvom han godt vidste at det var mega tarveligt af ham. "Og ja." Han lagde støvlen på jorden og trak sin tryllestav. "Nu håber jeg det virker, jeg har ikke prøvet at lave en transitnøgle med denne hånd før," mumlede han mest henvendt til sig selv.
Han svingede staven og sagde en besværgelse hvorefter han tog hendes hånd, "kom så," kommenterede han og tog fat i støvlen.


// out