You've got to be kidding!

[Deleted]

@nicole

Russo Herregården

Januar - 2053

Omkring middag

---

Alastair havde været alene ude for at finde mad her til morgen. Han havde ikke spurgt om hun ville med, faktisk havde han været stået op lidt tidligere end normalt for at undgå hun skulle finde på at kræve at komme med ham. Tingene mellem dem kørte forfærdeligt for tiden, det var som om at den forståelse de havde været begyndt at opbygge for hinanden var forsvundet som dug fra solen efter deres aften på sofaen. 
De skulle aldrig være gået i seng sammen, det var simpelthen det dummeste. Al vidst godt at han ikke havde været fair i den sammenhæng, men det mente han bestemt heller ikke at hun havde været. Han var blevet så rasende over at hun havde vippet den over på ham, som var det hans skyld at de var endt med at være sammen.

Irriteret rystede han på hovedet. Det værste var jo at selvom han gjorde hvad han kunne for det, kunne han ikke få sig selv til at hade hende. Han kunne ikke slippe tanken om at han skyldte hende sit liv og tanken var ved at gøre ham skingrende sindsyg. Han ville bare have fred, glemme den knude af skyldfølelse i maven der samlede sig hver gang han så på hende. Hvorfor kunne han ikke slå det ud, det havde aldrig været et problem før.
Han gik ind af hoveddøren og sørgede for at smække den lidt ekstra hårdt, bare så hun forhåbentlig vågende hvis ikke hun allerede var oppe, han havde jo været væk et par timer. På gulvet i gangen lå en fin lys bunke sne der kom fra hullet i taget. Al havde overvejet at forsøge at lappe det med magi, men takket være Judas var han ikke helt den magiker han var engang, så han sparede sig selv ydmygelsen foran Nicole og lod det være som det var. "Der er morgenmad Deres Højhed," kaldte han som han bevægede sig ind i stuen for at kaste mere brænde på det næsten døde bål. 

[Deleted]

Nicole have haft det forfærdeligt siden alt det med Alastair, hun var jo begyndt at holde af ham og de følelser havde hun svært ved at slippe igen. Men hun var blevet såret den dag hvor de vågnede på sofaen, og siden havde det hele vidst kørt en smule skævt.
Hun havde ærligt troet at tingene ville være blevet anderledes, men i stedet var det hele blot blevet værre og hun følte en enorm skuffelse.

Nicole havde haft bekymringen de sidste par uger, men havde ikke sagt noget. Tre måneder var gået og hendes mave var begyndt at vokse, hun var sprunget hendes perioder over, og hendes morgener var ikke de fede, hun kunne kende alle tegnene fra dengang med Felton.
Hun havde også denne morgen været ude og kaste op, og gik i mod Alastair som hun hørte hans stemme, det her skulle nok ende med at blive akavet: "ehm jeg tror vi er næst til at snakke sammen" sagde hun i et suk, mon han ville ende med at slå hende ihjel af bare raseri.

[Deleted]

Alastair var så sur over alt det der forgik, ikke det hele skyldtes hende for det gjorde det jo ikke, ikke alene i hver fald. Han var bare sur og irriteret over at han ikke kunne ryste følelserne for hende fra sig. Det var jo ikke forelskelse, men det lå faretruende tæt på.
Derfor var det lettere at være en idiot, så blev hun nemlig vred og dermed også irriterende og så kunne det være at han huskede hvorfor han ikke skulle begynde at synes for godt om hende. Hvorfor kunne han ikke bare kontrollerer det selv! Det ville være langt lettere, men næææh nej man var ikke selv herre over sine følelser.

Allerede som han hørte hendes stemme sneg et ufrivilligt smil sig op på hans læber, han fik dog slået det ned i håb om at hun ikke nåede at se det. Hendes tonefald fik ham til at rette sin opmærksomhed delvist mod hende selvom han havde mere travlt med at åbne den dåse bønner han havde fundet på morgenvandringen.
"Hvorfor? Blev det alligevel for ensomt at lade som om jeg ikke eksisterede?" Spurgte han i en lettere hånlig tone. Det havde nu ikke kun været hende. De havde nok forsøgt at undgå hinanden så meget som det var dem fysisk muligt, godt at herregården var så stor. Alligevel blev det lidt trivielt i længden kun at have sig selv at snakke med.

[Deleted]

Nicole havde egentligt bare forsøgt at snakke så lidt med ham som muligt. Det sårede hende at han ikke kunne se tingene var hendes synspunkt og at han åbenbart bare så det hele som en stor joke. De havde ikke talt om tingene, men hvorfor skulle de dog også det - de var jo ikke et par eller noget i den stil.
Nicole var ikke sikker på hvordan hun skulle sige til ham og slog også automatisk blikket i jorden, det var nok ikke helt populært det hun skulle til at siger men de kunne jo lige så godt få åbnet op for samtalen.

"Jeg tror jeg er gravid" startede hun med en rolig stemme og trak roligt vejret ind: "Eller faktisk så er jeg næsten sikker på at jeg er det" sagde hun roligt.
Først nu hævede hun sit blik og lod det møde hans, det gjorde ondt at tænke på at de først skulle til at snakke om tingene nu, også selvom der måske ikke var så meget at snakke om, hun anede ikke hvor langt hun var henne, men hun var da så langt så man kunne se det lidt.

[Deleted]

Alastair var kommet frem til den konklusion at grunden til han var så irriteret på hende var fordi at hans syn på hende havde ændret sig i den tid de havde brugt sammen. Han havde set sider af hende som var ligefrem tiltalende. Det gik ham på for han burde være ligeglad med hende, og siden han ikke kunne skyde skylden på sig selv - for der var aldrig noget der var hans skyld! - Så måtte han jo skyde skylden på hende.
Alt havde også bare været lettere hvis hun ikke havde været taget med ham ud den dag for at finde mad. Så var han ikke kommet til skade og så havde hun ikke behøvet at reddet ham og så havde han ikke skyldt hende noget og så havde følelserne aldrig startet. Jep, det var tydeligvis hende skyld. Dumme irriterende bedrevidende hende!

Hendes ord tvang ham fri af tankestrømmen og han blinkede et par gange som ordene gav genlyd i hans hoved. Et bredt og skadefro smil bredte sig på hans læber som et barnligt udtryk legede i de blå øjne. "Og jeg vidste ikke engang at du havde en kæ...re....ste..." smilet var falmet i takt med udtalelsen af de sidste ord som den grufulde sandhed gik op for ham.
Hun havde ikke været ude uden ham og der havde afgjort heller ikke været nogen herinde, ergo var den eneste hun havde været i seng med....han turde ikke tænke tanken til ende. Hvor stor var sansynligheden for at hendes mands sædceller havde overlevet i hende indtil nu. Han vidste godt det ikke var muligt, men lige nu ville alt fungerer så længe det afholdt barnet fra at være hans. "Du tar' pis på mig ik?" Han sank en klump som han mærkede halsen snørre sig sammen. Hvis hun jokede med dette her ville hun komme til at fortryde det!

[Deleted]

Nicole anede ikke hvad hun skulle sige til ham, hun havde det dårligt og hun håbede virkeligt at han ville tage det uden at joke alt for meget omkring, det var jo ikke ligefrem fordi at hun selv hoppede op og ned af glæde eller noget i denne her stil, det var simpelthen så langt ude og latterligt.
Som han konstaterede at hun ikke havde en kæreste, rullede hun med øjenen: "Nå jeg troede ellers vi var begyndt at date" sagde hun med en meget sarkastisk stemme, hvor var han dog bare langt ude, hun ønskede virkeligt bare at han forsvandt fra verden og druknede. Alt den glæde og tryghed hun havde følt omkring ham, var forsvundet de sidste par uger.

"Jo selvfølgelig gør jeg det, jeg går bare og tager på og kaster op for at narre dig" sagde hun igen ironisk, hvis det var den tone han lagde for dagen så havde hun bestemt også tænkt sig at gøre det, han skulle simpelthen ikke vinde på denne her.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" sagde hun og aede kort den lille bule på maven, hvordan skulle huin nogensinde forklarer folk dette her? Det var jo så langt ude som noget overhovedet kunne være.

[Deleted]

Alastait hørte slet ikke hendes sarkastiske bemærkning, han havde alt for travl med at panikke indvendigt som sandheden begyndte at gå op for ham. Hun var gravid med hans barn! Han sank en klump mærkede hvordan appetitten var forsvundet. Hvad fanden skule han nu gøre? Han turde slet ikke tænke på konsekvenserne. Det var jo ikke lige fordi han kunne tage til Skt. Mungos og få det fjernet, hun var trods alt efterlyst i stort set hele Storbritannien.
Han sendte hende et lidt hadefuldt blik som troede han på at hun kunne finde på det udelukkende for at gøre livet surt for ham. "Ja jeg ved det da slet ikke!" Udbrød han hårdt og kastede hænderne op i luften i frustration. "Vi kan jo ikke bare lige tage op og få den fjernet.." han tænkte sig om.

Som tankerne racede gennem hans hoved så han hvordan hun gav sig til at stryge sin mave, det freakede ham lidt ud og han så på hende med et lidt frastøt blik, "stop med det der," kommenterede han. Hun skulle da ikke ae den som var det en lille hundehvalp, de skulle finde ud af hvordan de bedst muligt kunne klare sig igennem dette her.
Uden at han var meget for at indrømme det var han faktisk lidt nysgerrig omkring det hele, han brød sig ikke om tanken om at barnet skulle fjernes eller gives væk. Det var hans blod, de måtte bare finde ud af hvordan de skulle løse problemet, en ting var sikker, han kunne slet ikke lade Judas skade hende nu. Barnet var en fejl, men det var uskyldigt og det var hans.

[Deleted]

Nicole kunne mærke hvordan hans vrede gjorde hende nervøs, hun hadede tanken om at de to nogensinde havde været sammen, men hun vidste jo godt at det på det tidspunkt havde været anderledes. Udover at de havde været fulde, så havde Nicole også haft en blød side for ham, som bestemt ikke var der lige nu.
"Nåh ikke? Jeg havde da ellers forventet du ville slæbe mig med på Skt. Mungos imens du holde en kniv i ryggen på mig" sagde hun i en stemme der var vred og såret, hun havde bare lyst til at græde, og hun var ellers ikke typen der sådan lige græs, men alt dette her havde knækket hende.

"Hør der er nogen ting som du damning ikke skal bestemme, luk røven! Du har allerede gjort rigeligt!" endte hun med halvt at råbe igennem rummet som tusinder af tårer pludseligt løb ud af hendes øjne og hun følte sig fuldkommen grådkvalt.
"Jeg hader dig! Din damning idiot!" endte hun og gik frem for at slå ham hårdt ind på brystkassen i afmagt, og dog ikke så hårdt så han ville få synlige mærker af det. Nicole var stadig grådkvalt og følte sig så langt ude at hun mest af alt havde lyst til at kollapse midt på gulvet, hvordan var det hele dog endt sådan her?

[Deleted]

Han så på hende med et blik der indikerede at han langt fra var tilfreds med hendes sarkastiske bemærkninger. "Undskyld, men ligner jeg en muggler? Jeg ville bruge tryllestaven." Mumlede han irriteret. "Men det er også ligegyldigt." Han sukkede, "så hvad er din geniale masterplan frøken Know-it-all?" Han var godt klar over at det var uretfærdigt at skyde skylden over på hende, der skulle jo ligesom to til at danse tango, men det betød ikke at han ville stoppe med at give hende skylden anyway.

Hendes voldsomme udbrud fik ham til at blinke et par gange i overraskelse imens han svagt kunne huske noget med at gravide kvinder var farligt territorium da deres hormonforstyrelser gjorde dem ca ligeså upålidelig som en sulten pittbull. "Ja det var sguda ikke MIN skyld!" Råbte han tilbage, "du kunne bare have stoppet med at lægge an på mig!" Eller var det den anden vej? Nevermind!
Han kiggede ned på hende som hun slog ham hårdt i brystet, han greb fat om hendes håndled med hånden og kloen og så ned på hende med overraskelse i blikket. "Pas på blodtrykket lille dame," kommenterede han surt. Det var virkelig en kattepine han var havnet i denne gang.

[Deleted]

"Ved du hvad? Du er den værste person jeg nogensinde har mødt!" sagde hun som han greb fat i hendes hænder og hun stadig bevægede sig voldsomt foran ham selvom han havde fat i hende, hun havde det så forfærdeligt lige nu, hun var så vred og så ked af det.
"Nyder du virkeligt at toturerer mig sådan her hva? Virkeligt? Du nyder mig at se mig have det så dårligt?" nærmeste skreg hun fuldkommen grådkvalt og ude af stand til at vide hvad hun skulle gøre, hun følte sig så magtesløs og hun ville ønske hun kunne løbe fra ham og til nogen der ville forstå hende, hvilket jo ikke ligefrem var ham.

"Slip mig!" græd hun og trak armene til sig, men dog uden at få dem fri, og endte med at forsøge at slappe af, i håb om at det så ville få ham til at løsne grebet en smule omkring hendes håndled, hvordan kunne han være så ond?
"Jeg siger ikke det er din skyld, men jeg er jo ikke blevet gravid alene vel?" sagde hun i en hidsig tone: "Jeg vil gerne hjem nu, please lad mig gå" sagde hun i en helt stille stemme, og forsøgte at holde de millioner af tårer tilbage som strømmede ud, det sidste års tid havde været et helved, og alle de følelser hun havde haft omkring det, styrtede ud af hende lige nu.

[Deleted]

Han så ned på hende fra sin fulde højde, "det er da lidt hårdt, synes du ikke?" Spurgte han som antydningen af et smil tvang den ene mundvig en lille smule op. Det var nu ikke fordi at han på nogen måde fandt denne situation morsom, tvært imod, men der var bare noget ved hendes iltre temperament det tiltalte ham skønt han vidste det burde frastøde ham.
Han sukkede klagende, "ja for jeg har da ikke bedre ting at bruge mit liv end at hoppe rundt som en lille ond djævel og ødelægge alt hvad du røre ved," rasede han tilbage, "det er altså ikke fordi jeg får en eller naden pervers tilfredsstillelse over dine lidelser Nicole, nu er du bare latterlig!" Bed han. Som om at han ikke kunne have fundet på langt bedre ting at bruge det sidste år på end at lege hendes babysitter bare fordi Judas endnu ikke havde fundet ud af hvad han skulle stille op med hende.

Han kunne mærke at det frustrerede ham at hun græd, han havde aldrig trøstet nogen og anede ærlig talt ikke hvad han skulle stille op med det. "Hold nu op med at græde," bad had han og så sig lidt rundt efter et eller andet der måske kunne hjælpe på det hele, men uden held.
"Godt, for det er ikke min skyld!" Understregede han igen. "Nej det ved jeg da godt, men du kunne da have ladet være med at lægge op til mig," forsvarede han stædigt.
Endnu et suk, "du ved godt at jeg ikke kan lade dig gå." Sagde han lidt mere afdæmpet. Han ville jo ønske at han kunne, især nu hvor han vidste at hun havde hans barn i maven. Det var skræmmende, men samtidig kunne han heller ikke benægte at det gjorde ham en smule stolt.

[Deleted]

"Du er modbydelig! Tænk at jeg nogensinde var ved at tro du var anderledes!" sagde hun og tørrede sine øjne, selovm tårene stadig løb, hun havde det forfærdeligt og hun anede slet ikke hvordan hun skulle få ham til at indse de ting der foregik lige nu.
"Det er sgu' da heller ikke min skyld! Man er jo to om at have samleje ikke?" påpegede hun og kunne mærke hvor ondt det gjorde i hendes hjerte, hvad fanden bildte han sig ind bare at sige at det va rhende der var skyld i det hele, det var desuden også ham der havde kysset hende først, også var hun bare gået med på den.

"Jeg har brug for at gå.. Jeg... Please... Please Alastair, jeg lover at jeg nok skal holde mig væk fra Judas" sagde hun i en rolig stemme, hun kunne da ikke være gravid her? Hun var da nødt til at finde ud af noget.
"Hvad med barnet? Jeg.. Det er jo nødt til at blive tjekket" sagde hun bekymret, man var jo nødt til at sikre sig at barnet havde det godt: "Hvad nu hvis der sker noget?" sagde hun stille, ingen vidste jo om barnet overhovedet var okay. Hun anede slet ikke hvad hun skulle sige.

[Deleted]

Han kiggede forundret på hende. Var han ikke den eneste af dem der var ved at få følelser i klemme i alt dette her? Eller det var måske naivt at tro? Men hun virkede altså til at være langt mere oprørt over hans arrogance end hun måske burde, eller var det bare ham der så det han gerne ville se?
"Jeg har aldrig forgivet at være nogen jeg ikke er," sagde han en smule hårdere end ment. Det var jo ikke for at gære hende ked af det han sagd og gjorde disse ting, han var bare frustreret over det hele. Han kunne dog ikke lade være med at sende hende et giftigt blik som hun understregede hvad han i forvejen godt vidste; at han havde været lige så god om det som hun havde. "Skal vi ikke bare droppe det emne og finde ud af hvad vi gør?" Lukkede han den, han var simpelthen for stædig til at indrømme at hun havde ret, "jeg tvivler på at Judas skåner ungen bare fordi det er hans familie." Det ville blive en nevø eller niece til han, men den slags gik Judas vidst ikke op i af hvad Al vidste.

Han så ned på hende med et opgivende suk, "god ide! Så kan du slippe væk og nyde livet imens jeg tager straffen for det!" Snerrede han og slap hende. "Judas slår mig ihjel hvis jeg lader dig gå!" Kunne hun ikke se at han sad (næsten) lige så meget i saksen som hun gjorde? Og hvorfor skulle han ofre sit liv? Fordi hun bar rundt på hans barn, nej, det kom ikke til at ske!
"Jeg ved ikke hvor vi skulle få det checket henne, vi kan ikke tage til mungos." sagde han meget bestemt og skævede ned til hendes mave. "Desuden har kvinder da først børn længe før der kom hospitaler, det må kunne klares uden." okay dødeligheden blandt disse kvinder havde så også været ret høj, men det var en mindre detalje lige nu.

[Deleted]

"Du ved godt hvad jeg mener" snærede hun i en hidsig og dog såret tone, hvordan kunne han dog tale til hende på denne her måde, var han slet ikke klar over hvad der foregik: "Og jeg som et kort øjeblik troede at du faktisk havde følelser" pointerede hun og kunne mærke alt håb forsvinde fra hendes indre.
Hun havde virkeligt troet at han ville forandre sig, at han i det mindste ville prøve, at tingene ville blive bedre og for helved, hun var jo begyndt at falde for ham, hvilket hun jo så nu kunne konstaterer bare var en illusion og at han måske bare havde narret hende for at komme i bukserne på hende.

"Alastair! Jeg er da nødt til at blive undersøgt, hvad hvis noget er galt? Hvad hvis barnet er syg? Hvad med når barnet kommer, skal det vokse op her? Kan du overhovedet tage i mod et barn?" spurgte hun frustreret og kiggede i mod ham med våde øjne.
"Jeg kan slet ikke fatte at jeg var ved at falde for dig" endte hun i en såret tone og vendte rundt for sætte kurs udenfor, hun havde brug for luft fra ham og brug for bare at se tingene lidt an, forhelved hvorfor var det dog endt sådan her?