Cold and unsatisfied.

[Deleted]

@callum
Hufflepuffs opholdsstue. 
22:45.

---

Med vådt hår og en bog i skødet, sad Kieran i hufflepuffs opholdsstue. Det var sent, og han burde være gået i seng. Men lektierne kaldte, og han skulle snart tage en eksamen, der var en port ud til den virkelige verden. Han blev nød til, at gøre det bedre end han havde gjort de tidligere år. Spidsen på hans stav lyste det lille hjørne op og gjorde det lige akkurat lyst nok til han kunne se bogens ord. Det var ikke optimalt, men der var så mange andre ting der fristede i løbet af dagen. Quidditch, Hogsmeade. Han gad da ikke sidde og læse, når han kunne være ude og gøre verden usikker. Kieran så på det tomme dokument og sukkede dybt. Han ville aldrig blive færdig, og hvis han gjorde var han for udmattet til, at passe sine timer dagen efter. Hans tanker førte ham væk. Gad vide hvordan det ville gå i næste quidditchkamp. Gad vide om han ville forhindre nogle mål. Gad vide om han ville hænge ud med Callum bagefter. Tankerne udviklede sig yderligere, og pludselig var der ikke plads til andet end Callum. De var venner, det var da ikke så unormalt at tænke på ham. Det måtte det ikke være. Kieran forsøgte så vidt muligt at klare sit hoved, men tankerne om Callum stod utålmodigt i kø, og han var tæt på at give sig over til dem hele tiden. Han måtte til, at tage sig lidt sammen. Kieran ville for alt i verden gøre sin far stolt. Han var allerede skuffet over ham, fordi han ikke var fuldblods eller blev sorteret til Ravenclaw. Han havde forsøgt, at gøre alt rigtigt de første år. Men da det ikke var nok, gav han op. Han blev interesseret i andre ting. Det faldt ikke i god jord hos hans far, og de talte ikke specielt meget sammen længere. Kieran lagde en hånd på sit hoved, og kunne fornemme hvordan de våde lokker fugtede hans håndflade. Han havde været uden for kort forinden. Han havde bare gået rundt og tænkt, overvejet hvad han skulle gøre, når hans skole tid var slut. Han kunne følge sin fars ønske, eller følge sit eget. Lige meget hvad, kunne han aldrig være rigtig glad.

[Deleted]

Callum kom ind i Hufflepufs opholdsstue med en utrolig energi. Han havde været ude på Quidditchbanen, trods regnen. Tre raske drenge fra Gryffindor havde spillet op mod ham, og 2 elever fra Ravenclaw, og det var endt i en lille Quidditchkamp - uden søgere og baskere, kun angribere. Eleverne fra Gryffindor havde selvfølgelig tabt. De gik kun på 4. årgang, og Callum havde ærligt talt også lidt svært ved at forstå, hvad drengene troede, at de kunne stille op imod eleverne fra 7. årgang. Callum kørte en fugtig hånd igennem hans våde hår, af gammel vane, inden han fik øje på Kieran, og gik hen til ham. De var de eneste to i opholdsstuen, og Callum nærmede sig ham med stille skridt. Da han stod bag den stol Kieran sad i, satte han med en hurtig og næsten lydløs bevægelse hænderne hårdt på Kierans skuldre og udstødte en lavmælt bøh-lyd. Han gik om foran stolen, kiggede kortfattet på uret om hans venstre håndled. "Hvad laver du oppe på denne tid? Klokken er snart 10 minutter i 11," Callum blinkede kækt til Kieran og kiggede rundt i opholdsstuen. Det var sjældent, at hele opholdsstuen var tom, men efterhånden som Callum havde opdaget glæden ved at være længe oppe, var det lige som om, at den var tom oftere, selvom det bare handlede om de tidspunkter, han opholdt sig i den på. Han kiggede hurtigt på vennens bog. Han forstod ikke hvorfor Kieran gad studere, og undrede sig lidt over det, inden han kom i tanke om, at det gad Kieran jo heller ikke, og derfor gjorde han det hen ad aftenen. Men Callum forstod det alligevel ikke helt. Han ville hellere bare have det sjovt. Og det meste havde han ikke behov for at læse op på, fordi han kunne huske det. Og det han ikke kunne huske, var ikke vigtigt for ham, hvorfor han ikke gad bruge tid på at læse om det.

[Deleted]

De grønne øjne førte sig hen over ordene, men ingen af ordene sank ind. Så han læste det igen. Og igen. Men til sidst gav han op. Han måtte bare gøre sit bedste, og han havde klaret sig så langt, så hvorfor skulle han ikke klare det sidste halve år. Han lukkede bogen i, og skulle lige til at gå, da et par hænder blev placeret på hans skuldre. Kieran var nær faldet ned af stolen af ren og skær forskrækkelse. Han samlede de ting han havde tabt op, og drejede sig rundt, med staven rettet imod den ukendte person. Det ville medføre, at stavens spids ville lyse Callum lige ind i hovedet. Han sænkede staven, og kunne svagt ane hvem det var. ”Du skræmte næsten livet af mig.” Han havde ikke noget imod, at blive forskrækket. Det kunne han ikke tillade, siden han selv forskrækkede folk ret så ofte. ”Lektier. Eller et forsøg på det.” Han løftede bogen for at understrege. Kieran smilede, og afslørede hans smilehuller. Det var efterhånden blevet hans kendetegn, hvilket ikke generede ham. Han havde intet imod smilehuller. Kieran lod sin arm falde ned mod sin side, og fik rummet til at virke mørkere. ”Hvad laver du stadig oppe?” Kieran og Callum havde kendt hinanden i nogle år efterhånden, og de havde samme holdning til lektier i de fleste tilfælde. Derfor skulle det ikke undre ham, hvis Callum havde været nede på quidditchbanen, eller et andet sted udenfor. Det var der Kieran havde ønsket at befinde sig.

[Deleted]

Callum blev blændet da Kieran holdt sin stav op i hans ansigt. "Gider du lige, øhm.. Fjerne den der?" spurgte han med et blink i øjet, der dog næppe kunne ses, på grund af det skarpe lys. Callum satte sig på lænestolens højre armlæn og placerede en hånd på Kierans hoved, hvorefter han pressede nedad og kørte hånden rundt, "nurhhh, du er bare så klog og dygtig, at du laver lektier". Han var godt klar over, at Kieran nok ville finde det irriterende, men.. Han kunne ikke lade være! "Hvad læser du op på?" spurgte Callum, inden han rettede venligt på Kierans frisure, som han netop havde ødelagt. Callum lagde hovedet på skrå, og smilte sødt, da han så Kierans smilehuller. Det var på sin vis meget charmerende, men også lidt... Sødt? Callum vidste det ikke helt, men han kunne godt lide dem. "Jeg var ude og tæske nogle drenge fra Gryffindor på Quidditchbanen, hvis du så absolut skal vide det," svarede han med et kækt smil. Callum lagde en hånd på Kierans ene skulder, og kærtegnede ham blidt. Han var blevet en af Callums bedste venner med tiden. De var ikke de tætteste, og der var andre, som Callum hellere ville fortælle sine hemmeligheder til, end lige Kieran, men det var helt klart i Kierans selskab, at han følte sig mest tryg. De havde nogenlunde samme interesser, der var ingen komplikationer, og de snakkede godt. Callum var bange for, når de skulle gå ud. Hvis nu de mistede kontakten? Det ville han have svært ved at acceptere... Endeligt rejste Callum sig fra armlænet, fandt et tæppe, og placerede sig i en stol ved siden af Kierans. Han havde for meget energi, til at gå i seng lige nu, men han var alligevel utroligt træt. Og det var bestemt ikke det mest rare paradoks, når han på den ene side gerne ville blive oppe og snakke med Kieran, og på den anden side gerne bare ville i seng. Derudover havde Callum aldrig haft let, ved at træffe beslutninger sent om aftenen, men han besluttede sig for at blive siddende, og se hvad Kieran ville.

[Deleted]

Kieran lod sin stav sænke, da han opdagede hvem det var. Han var bare blevet forskrækket. Men det var heller ikke så svært. Han kunne næsten blive bange for sin egen skygge. ”Undskyld,” sagde han og havde staven i en højde, så han kunne se Callum, men ikke blændede ham. Han fnøs blot, da Callum rodede i hans hår og kommenterede på hans lektielavning. ”Magiens historie.” Det var efterfulgt af et suk. Magiens historie, var langt fra hans yndlingsfag. Han fandt det virkelig kedeligt og unødvendigt. Hvorfor tænke på fortiden, når man kunne leve i nutiden. Kieran var øjeblikke fra, at rette på sin frisure, men da Callum gik i gang med det, gjorde han ikke modstand. Han nikkede blot, da han fortalte om hans quidditchkamp. Da hans hånd lå på hans skulder, skævede han til den og overvejede hvad det betød. Eller om det overhovedet betød noget. Havde det været alle andre, havde han ikke lagt noget i det, men lige med Callum tænkte han alt for meget over det. Da Callum fjernede sin hånd - og også sig selv - efterlod han kortvarigt en varm fornemmelse på hans skulder. Men lige så snart den var væk, ønskede han den tilbage. Kieran rejste sig op og stillede sig foran Callums stol. Så reagerede han hurtigt og uden for meget overvejelse. Havde han nået at tænke over det, havde han ikke gjort det. Men han lænede sig ind imod Callum, nærmede sig hans i et tempo der føltes langsomt, men egentlig var ganske almindeligt, inden man kyssede nogen. Nu måtte det briste eller bære. Forhåbentligt bære.

[Deleted]

Callums første reaktion var at trække sig væk fra Kieran. Han var ikke helt klar over hvad der var sket. Han huskede kun at have set Kieran rejse sig, og gå mod hans stol. Og så selvfølgelig Kierans bløde læber imod hans. Det var en underlig fornemmelse. Ikke det at kysse, men at kysse Kieran. De havde været venner længe, men ikke noget Callum tænkte videre over. Eller jo.. Han havde godt lagt mærke til Kieran. Mere end han ellers ville, men alligevel ikke noget specielt. Han kiggede Kieran i øjnene. Hvor ville han hen med det kys? Han var normalt ret selvsikker, men lige her følte han sig ikke sikker. Ikke på sig selv, ikke på noget. "M-mener du det? Eller er du bare træt?" fik han fremsagt, meget kort for hovedet. Og næsten med det samme, blev han klar over én ting: At han håbede, Kieran ikke bare var træt.

[Deleted]

Kieran fortrød lige så snart, hans læber lå mod Callums. Hvad hvis Callum bare så ham som en ven, hvad hvis han havde noget med en anden. Hvad hvis. Men han forsatte kysset. Han havde ikke lyst til, at stoppe. Da Callum trak sig væk, gjorde Kieran det samme. Han stod stadig en anelse foroverbøjet, da han blev fanget af Callums blik, men efter lidt tid, rev han sig løs fra blikket og rejste sig op. Det var ikke bare et kys for ham. Det var hans første kys med en fyr. Han sprang ud for sig selv og for Callum, og det var skræmmende. Han havde håbet det bare var en fase. At det ikke var noget varende. Men nu vidste han, at det var mere end det. Han var til mænd. Ved Callums ord, følte han sig pludselig virkelig usikker. Ville det være bedst, at lyve? Eller skulle han bare fortælle sandheden, og endelig sige det højt, at han var tiltrukket af Callum, at han havde følelser for ham? Kieran gik hen til stolen og samlede sine ting op. Han ville mest af alt bare væk der fra, men vidste det ville gavne ham at blive. "Så træt er jeg heller ikke." Trætheden havde måske givet ham modet til det, men han havde haft lyst til længe nu. Det havde bare taget ham tid at indse det.

[Deleted]

Callum kørte nervøst en hånd igennem hans hår. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, hvad han skulle gøre. Han rejste sig, og hjalp Kieran med at pakke hans ting sammen. Det hele var lidt akavet, men det var vigtigt for Callum, at deres venskab, deres relation, var enten den samme, eller bedre, tættere, når de vågnede næste morgen. Andet gad han ikke. Han gad ikke miste sin bedste ven. Callum samlede Kierans fjerpen op, og strøg den let, så hårene artede sig, inden han puttede den ned i Kierans penalhus. Callum lagde hovedet let på skrå, og kiggede betaget på Kieran, da han svarede på Callums spørgsmål. Han trådte med små skridt tættere på Kieran. Han lod den ene hånd kærtegne Kierans kind et øjeblik, mens den anden hånd fandt vej om Kierans nakke, og Callum gengældte kysset fra tidligere. Denne gang ville han ikke trække hovedet til sig. Han havde faktisk slet ikke lyst til at afbryde kysset.

[Deleted]

Kieran var ikke helt tilpas I situationen. Han havde trods alt lige, indirekte indrømmet han havde følelser for Callum. Noget han ikke havde forstillet sig ville ske. Han havde ikke engang selv vidst det, før han havde sagt det højt. Da Callum hjalp med, at pakke hans ting sammen, sagde han ikke imod. Det var der ingen grund til. Men han ville allerhelst bare væk derfra, og forhåbentligt glemme det var sket. Men så ændrede det sig. Callum lagde en hånd på hans kind og en i hans nakke. Han kom tættere på, og Kieran nåede ikke at reagere, før Callums læber lå mod hans egne. Han kunne mærke hvordan hans ting gled ud af hans hænder, men han var ligeglad. Han gengældte kysset, og fortrød intet. Hvorfor skulle han også det? Callum var en af Kierans bedste venner. De var tætte, og hvis Kieran skulle kysse en fyr første gang, gjorde det slet intet det var Callum. Han var en fantastisk fyr.

[Deleted]

Callum tænkte ikke på noget som helst. Han havde ikke lyst til at tænke, overhovedet. Han lod opholdsstue være opholdsstue, og følte sig meget pludseligt ligeglad med, om nogen skulle komme ind og se dem stå der. Der lød et tungt dump, og Callum afbrød læbernes elskende rendezvous, og i en henkastet bemærkning fik han sagt noget i stil med "du har tabt noget". Callum lagde armene kærligt om Kieran. Han sagde ikke mere efter det. Havde ikke lyst til at sige mere. Havde ikke brug for at sige mere. Alt han ville var at føle Kierans bløde læber mod sine. Han nøjedes med at give Kieran et blidt kys på kinden. Selvom Kieran havde sagt, at han egentligt havde følelser for ham, ville han ikke presse sig på, men nød i stedet, at han, lidt endnu, kunne stå og holde om Kieran. Bare holde om ham. Lugte til ham. Ikke andet.

[Deleted]

Kieran havde ikke noget at registrere, at hans ting gled ud af hånden på ham, før de lå på gulvet. Men det generede ham ikke. At stå der med Callum, virkede vigtigere end skolelektier. Alt virkede langt væk lige pludselig. Kieran så ned, da Callum kommenterede på de tabte sager. Men hans blik fandt hurtigt tilbage til Callums øjne igen. ”Skolen har aldrig været vigtig for mig,” et skævt smil fandt sted på hans læber. Det var ikke en ny ting, at Kieran blæste på skolen, og fokuserede på andre ting i stedet. Før havde det været quidditch, nu var Callum en del af det. Kieran var ikke sikker på hvad han skulle gribe det an. Han vidste ikke hvad kysset betød, om det betød lige så meget for Callum, som det gjorde for ham. Men at spørge om det, virkede heller ikke som den bedste metode. ”Hvad så nu?” En ting var sikkert, de kunne ikke bare gå tilbage til at være venner. Ikke som det var før. Men forhåbentlig kunne deres forhold blive anderledes. Bedre.