Eh... hello?

[Deleted]

Margus følte sig taknemmelig da hun sagde at det var okay. Men det næste han så, var ringen. "Har fr..frøkenen?" Fik han fremstammet, og kunne ikke rigtig finde ord for det. "Nej hvor er jeg glad på dine vegne. Øøøh Deres mente jeg." Margus hoppede lidt i stolen af begejstring. Han var meget glad på Raysal vegne. Han følte sig dog dum, da han havde sagt dine til hende. Mon hun ikke ville have at han opdagede det, og det var derfor hun gemte sine hænder? Han anede det ikke, og valgte så heller ikke at spørge mere ind til det. Men hvis Raysal enten var forlovet eller gift, hvem kunne det så være? En fra Garden? Nej det ville være for underligt, at en af dem hun var leder for, også var hendes forlovede eller mand. Margus sad og tænkte lidt over hvad det var med den ring, og smilede bare til Raysal. Men var det den helt rigtige måde han opdagede det på? Det var det vel ikke. Den ideelle måde ville jo være at hun sagde det til ham direkte, som han havde sagt det om Lolle til hende. Han sad stadig og tænkte over hvem det mon kunne være.

[Deleted]

Hun sendte ham et hårdt blik, da han lykønskede hende. Hun vidste han mente det godt, men hun var ikke et sted i sit liv lige nu, hvor hun havde brug for at Garden fandt ud af, at hun var sammen med en ministel mand. Det var jo ministeriet, der var skyld i landet love og regler. Om de sad i regeringen eller ej, var de alle sammen en del af det. Det hele var så meget nemmere den gang hun sad på magten. Der havde hun ikke andre end Garden at lytte til, hvor den nuværende minister, skulle lytte til alle politiker, selv dem han ikke var enig med. Hun undrede sig kort over, hvordan det gik med ham. Det sidste hun havde "hørt" var, at han var syg. Hun skubbet mindet om hvordan hun havde fundet ud af det på væk. Det var en af de ting hun ikke kunne tilgive sig selv for at have gjord mod Noah. Bruge legimens uden hans tilladelse, og uden hun vidste hvad hun lavede. Det mindede hende igen om noget hun skulle snakke med Noah om. 

Hun rystede kort på hvodet. Det var derfor hun endnu ikke var klar til at dele det med Garden. Hun var stadig for forvirret over hendes og Noahs forhold, til at indrage dem i det. Hun havde aldrig haft sådan et forvirrende forhold før, og hun ville ikke have Garden vidste, at hun for tiden brugte utrolig meget tid på at finde ud af, hvordan hun skulle være leder, mor og hustru til verdens mest perfekte gud... Igen blev hun nød til at ryste på hovedet, da tankerne igen løb afsted med hende. Måske havde hun brug for en at tale med om det? Som kunne sætte sig ind i hendes sted? Men hvem? Hun kiggede på Margus, og frygtede lidt den idé der udformede sig i hendes hoved. Skulle hun snakke med Margus om det, fordi han selv var sammen med en, som ikke var i Garden? Ej, det var tåbelig. Det var jo ikke første gang, at hun eller en anden fra Garden havde prøve at være sammen med en, som ikke var med i Garden. Men hendes var et særlig tilfælde. Hun havde aldrig hørt om nogen der var sammen med en fra ministeriet, hvis det ikke havde været for ren udnyttelse. Som noget hun måske før i tiden godt ville kunne forstå, men som hun var virkelig modstander af nu, på grund af alt det med Colton.

"For pokker." Mumlede hun irriteret, da hun igen blev opslugt af tanker, og kiggede igen opgivende på Margus. Denne gang fordi hun opgivende at holde sine tanker for sig selv. Hun var jo ved at blive skør af dem. "Ja, jeg er blevet gift. Men sig det ikke til de andre, fordi... det er en fra Ministeriet, okay?" Igen tog hun sig til hovedet, og mærkede allerede hvor meget det lettede, at dele det bare med en fra Garden, som stod på en måde samme sted som hende. "Og der ikke noget jeg kan gøre ved det, fordi jeg..." Hun lukkede sine øjne, og så Noah for sit indre blik, og mærkede den søde og dejlige fornemmelse af forelskelse. "Fordi jeg elsker ham." Det sidste kom stille ud, og hun undrede sig over, hvorfor hun følte, at ved at havet betroet sig til Margus, blev hun nød til at slette hans hukommelse. Hun måtte være fra den! Havde hun lige betroet sig noget så personligt, til en hun havde set som en mandlig udgave af Hua? På den anden side. Hua havde aldrig opnået noget som helst i hendes liv. Hun havde ikke engang været i Azkaban! Måske var Magus lidt bedre end Hua? Nu ville hun prøve at give ham en chance, til at bevise over for hende, at hun godt kunne tiltroe ham hendes hemmeligheder og bekymringer.

[Deleted]

Margus sad og lyttede, og nikkede så. "Min mund er lukket med syv segl." Sagde Margus og skiftede ansigtsudtryk fra glad til alvorlig. Han ville ikke fortælle det til de andre. Han følte at det her kun var noget mellem dem. Det ville han ikke dele videre. Han havde haft det på præcis samme måde, da han mødte Lolle for første gang. Hun var dog ikke fra ministeriet. Margus åbnede sin taske, og tog et billede af Lolle frem og gik hen til Raysal med det. "Dette er Lolle. Hun er drage passer, så det er nok ikke lige så slemt, som dit tilfælde." Sagde han, og var ligeglad med om han sagde dit eller deres. "Men lov mig en ting, hvis garden finder ud af det, på en eller anden måde. Bliv hos ham. Jeg vil altid have din ryg, om det så er om det her eller hvis du vil betro dig med andet til mig, så kan du altid stole på mig." Sagde Margus alvorligt. Margus ville bevise overfor Raysal, at han ikke bare var den lalleglade person, som han var engang. Margus vendte sig nu direkte mod Raysal. "Jeg har ændret mig, Raysal. Jeg har fået job, sikkert takket være dig. Jeg har fået ny tilværelse i England, takket være Lolle. Og så har jeg fundet jordens skønneste pige, og det er sjovt nok også takket være Lolle. Jeg har lavet en beslutning. Jeg skal ikke i Azkaban mere, ikke uden grund. Kun hvis det er i en god sags tjeneste." Sagde Margus, og kiggede alvorligt på Raysal. Nu skulle hun vide, hvem han var blevet til.

[Deleted]

Hun kiggede alvorligt på ham, for at finde ud af om han mente det han sagde. Man kunne jo ikke være for forsigtig, og især ikke bland Garden. Raysal huskede jo selv, hvordan hun selv havde gået rundt med lumske bagtanker om de andre, og hun var sikker på, at hun ikke var den eneste der havde gjord det. 

Hun kiggede på billedet af pigen, uden det sagde hende det store. Hun løftede det ene øjebryn, "dragepasser?" Den havde hun ikke set komme. Dragepasser plejede da at være mere robuste, men hende på billedet lignede en, der ville vælde, hvis dragenerne bare blafrede lidt med deres vinger. 

Hun kiggede undrende og tænksom på ham, da han snakkede. Hun blev overrasket over, at han ville have hende til at blive sammen med Noah lige meget hvad. Hvorfor ville han det? Havde det været den anden vej rundt, ville Raysal havet været ligeglad, eller ville hun? Igen forstyrrede alle hendes nye stærke følelser hendes dømmekraft. Hun blev nød til at minde sig selv om, at det forhåbentligt gik over når hun havde var blevet mere vand til hendes nye liv. Hun rejste sig op, og gik hen til et vindue med udsigt over et af de udendørs områder, der var knyttet til børnehaven, imens hun tænkte over hvad Margus sagde. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham. Tillykke, velkommen til den virkelig verden? Men sandheden var, at hun endnu ikke kunne vende tilbage til den. Hun havde alt for mange bekymringer og svage punkter, til hun kunne vende helt tilbage til den, hvilket minde hende om, at hun blev snart nød til at tage hjem igen. Tvillingerne blev jo ikke ved med at sove for evigt. Og selvom der var personale til at tage sig af dem, ville de aldrig helt kunne erstatte hende. 

Hun sukkede kort ud. "Jeg er glad for det Margus. Jeg er glad for du har fået mere indhold i dit liv end Garden." Garden var hele hendes liv. Lige siden den dag hendes onkel havde torturet Rahuu, havde hun været fast besluttet på, at gøre alt hvad hun kunne, for at forhindre flere af hans slags, og da Garden var det mest effektive, havde hun lige siden den dag stræbet efter at blive en del af Garden, og nu var hun leder. Selvom Garden betød så meget for hende, havde hun oplevede al for tit, hvor mange muligheder hun glippede, og hvor meget besvær, der var i det. Hun havde knust sin første kærestes hjerte, fordi hun var så sikker på det var det eneste rigtige at gøre. Den gang var hun så sikker på, at hun aldrig ville få en familie. Godt nok havde hun nu Noah og hele tre børn, der beviste, det godt kunne lade sig gøre, det som hun troede var umuligt. Men sådan som hendes liv var lige nu, var ikke det hun havde drømt om. Det var på nogen måder så meget bedre, og på andre var det meget værre. Det værste var, at lige meget hvad, ville de aldrig kunne komme til at leve et ganske normalt liv. Med job fra otte til fire, og den kedelige hverdags rutine, med de eneste bekymringer var om der var blevet handlet, og om der var pænt og ordentligt rundt omkring dem. Nej, sådan et liv ville hun aldrig få. Hun ville så gerne have sådan et kedeligt normalt liv, så hun bare kunne være lykkelig sammen med sin familie. På den anden side, så ville sådan et liv kede hende til døde. Hun elskede alle de spænende ting hun oplevede på grund af Garden. Og det bedste hun havde oplevet, var at møde Noah i Azkaban. I den kedelige verden, havde de aldrig mødtes. Hun ville være endt sammen med Colton, og kedet sig selv til døde. Livet med Garden og Noah gjorde hendes liv så meget mere spændende og værd at leve, hvor det andet virkede så tillokkende på grund af alle bekymringerne ville være væk, men det ville også bare ende med at blive kedeligt. Så var det bedre at have et liv, hvor man kunne mærke at man var i live. 

Hun vendte sig om mod Margus igen, med et lille smil over tanken om hvor godt hendes liv faktisk var, trods hun troede det var helt umuligt at have sådan et liv som hun havde. "Jeg er ked af at det, men jeg bliver nød til at tage hjem igen. Vil du være venlig at sige til min søster, at jeg var her, men blev nød til at gå igen. Jeg bliver nødt til at tage hjem til frokost." Hun vidste godt, at hun sagtens kunne få mad der, men det var den eneste måde hun kunne fortælle Rahuu hvorfor hun var taget hjem, uden at hun fortalte det til Margus. Det var mere end rigeligt, at han vidste hun var blevet gift, han behøvede ikke også at vide, at hun blev nød til at tage hjem for at give sine børn mad. For selvom han lovede ikke sige noget betød det ikke, at hendes hemmeligeheder var i sikkerhed hos ham. Hvis han blev fanget af aurone, mafiaen eller varulvende, kunne de sikker godt få det ud af ham på den ene eller anden måde. Og så længe tvillingerne var så små og skrøbelige, tog hun ingen chancer. Noah kunne passe på sig selv, men det kunne de ikke.

[Deleted]

Margus nikkede. "Ja, Lolle er dragpasser. Hun er faktisk chefpasser, så hun er højtstillet." Sagde Margus stolt. Han kom dog også i tanke om det hun havde fortalt ham, om at hun havde været involveret i en ulykke der omhandlede drager. Margus kiggede igen på Raysal, da hun rejste sig op. Han stod og afventede, på hvad der nu skulle ske. Da hun vendte sig om og sagde at hun skulle nå hjem til frokost, syntes Margus det var lidt mærkeligt. Hun kunne jo få frokost på skolen. "Jamen du kan da spise her." Sagde Margus "Men hvis du da gerne vil hjem, skal jeg nok sige til din søster at du har været her." Det sidste, sagde han lavt. Det kunne tydeligt høres at han troede at det var ham der havde gjort noget forkert. "Jeg har ikke sagt noget forkert til dig vel?" Sagde han, med trist mine, og satte sig igen. "Kan jeg godt få mit billede af Lolle tilbage?" Spurgte Margus. Det var det eneste som han havde, til at minde ham om at der ventede en derhjemme, når han ikke var på skolen. "Er du sikker på at du ikke kan blive her lidt længere? Eller er der en grund til at det haster?" Sapurgte han. Han tænkte stadig at det måske var ham den var gal med.

[Deleted]

Hun kiggede igen på billedet. Var hun en chefpasser? Det gav ingen mening i hendes hoved. På den anden side, så var der intet, der gav mening i hendes hoved lige nu. Hun kiggede tilbage på Margus, og blev lidt nervøs over, at han spurgte ind til hvorfor hun blev nød til at gå, når hun kunne få mad lige der hvor hun var. Hun fandt dog hurtigt roen og overblikket, før hun helt naturligt sagde, "det finder du nok ud af engang sammen med... Lolle?" Hun var ikke sikker på hun huskede hendes navn rigtigt. Mest fordi hun aldrig havde hørt det navn før. Hun kiggede kort på billedet, før hun gav ham det tilbage. Selvfølgelig måtte han få det tilbage. Hvad pokker skulle hun selv med det? "Ja. Jeg er sikker på jeg ikke kan blive. Det er en vigtig frokost aftale." Igen var det det tætteste hun kunne komme på sandheden, uden at afsløre at hun var bekymret for hendes små guldklumper var vågenet og nu lå og hyldede efter mad. Den mad som kun hun kunne give dem, for ikke tale om, at de skulle have en form for kunstig erstatning. Hendes perfekte børn skulle ikke fyldes med sådan noget skrald. I hvert fald ikke så længe hun havde et ord at skulle have sagt. "Måske en anden gang?" Hun prøvede på at lette lidt på stemningen, så Margus vidste, at det ikke var ham som var problemet. For det var han jo ikke. Hun haddet at indrømme det, men hun var faktisk glad for han var dukket op. Det var rart at dele sin hemmelighed med en, og i sær en fra Garden. Hun havde sendt en ugle efter Esther den gang hun var i Peru, men hun dukkede aldrig op. Måske var uglen aldrig kommet frem? Lige meget hvad, så var hun stadig irriteret på, at hun ikke var dukket op, nu hvor det havde været så vigtigt. Esther skulle havet hjulpet hende med at babysitte Garden, imens hun var på barsel. Og hun ville have satte pris på, hvis hun kunne havet snakket med hende om alt det her med Noah og deres børn. Hun vidste den gang, at det ville gå hende utrolig meget på, og hun havde ret. Hun havde stadig brug for at få snakket alt med Noah og Garden igennem, men hun kunne ikke bare gøre det med hvem som helst. Hun blev nød til at stole mere end hundrede procent på personen, og personen skulle være fra Garden. En der forstod hvilket pres hun følte over det hele. Hun kunne ikke snakke med Noah om det. Eller jo, hun kunne snakke med ham om alt. Det vidste hun, at hun kunne. Uden nogen form for problemer. Hun ville helst snakke med Noah om det, men at han ikke var en del af Garden, gjorde at der manglede den del, at hun gerne ville snakke med en der også var i Garden, og ikke en, som kun havde hørt om hvordan det var og kun kunne forstille sig det. Nej, hun ville helst snakke med en, som slev i det mindste havde været en del af Garden. Men hvis hun ikke engang kunne snakke med Esther om det, hvordan ville hun så kunne snakke med en anden om det? Måske skulle hun bare starte med at snakke med Noah om det? Hun havde virkelig brug for at tale det igennem, så hun ikke igen kom til at afsløre noget ufrivilligt, som hun nu lige var kommet til med Margus. Det var rart hun ikke længere var den eneste i Garden, der bar rundt på hendes hemmelighed, men hun ville ønske det ikke var kommet ud på den måde, som det var kommet ud på.

[Deleted]

"Hun hedder Charlotte." Sagde Margus hurtigt. Jamen hvis hun skulle snakke med sin søster, kunne det da ikke vare særlig lang tid hvis hun allerede havde en frokost aftale. Der måtte ligge et eller andet bag. "Er du helt sikker Raysal? Jeg mener bare at eftersom du rigtigt skulle tale med din søster, så ville det da ikke varer særlig lang tid. Du skal sige hvis det har noget med mig at gøre." Det sidste sagde han meget lavt, og kiggede ned i jorden. Det skulle ikke undre ham, hvis hun ikke ville have noget med ham at gøre, men hun havde jo fortalt ham noget meget privat, så det var nok ikke det. "Hvor lang tid har dig og ministerie manden været sammen?" Spurgte Margus, for ren nysgerrighed. "Lige en sidste ting. Hvad mener du med at jeg nok vil finde ud af det, sammen med Lolle?" Spurgte han, og frygtede lidt at det var noget negativt.

[Deleted]

Det var med rolige skridt at Rahuu nærmede sig læreværelset. Der var stadig meget hun skulle se til, men det forhindrede hende ikke i, at sætte kursen mod læreværelset. Hun havde fra dag et besluttede sig for, at lige meget hvad, så skulle hun altid holde sin frokost pause på læreværelset. Hun ville være så tætte sammen med sine ansatte på mulig, så de så hende mere som en ven og medarbejder, end deres chef.

Hun kiggede lidt forvirret på døren, da hun så den var lukket. Den plejede da kun at være lukket, hvis der skete vigtige og alvorlige ting, så eleverne vidste de ikke skulle forstyrre, medmindre det var meget vigtigt. Og noget, der var så vigtigt, kunne hun ikke mindes der skulle ske i dag? Havde hun allerede glemt et møde? Måske var det for stort et pres det at være rektor? Nej. Nu måtte hun tage sig sammen. Hun blev nød til at blive lidt mere modig. Det var jo hende, der skulle slå Syting ihjel. Hvordan hun var blevet overtalt til det, var hende stadig en gåde. Hun blev jo nervøs og bange, bare af at tænke på ham. Hun vidste dog godt, at han ikke kunne komme ind i hverken børnehaven eller på skolen. Det havde hun personlig sørget for.

Hun lukkede forsigtig døren op, da hun var bange for at forstyre mødet. Eller, det hun troede var mødet. Hun kiggede med store øjne på Raysal, før hun skyndte sig ind i rummet for at lukke døren bag sig, for derefter at låse den med magi. Hun kiggede tilbage på Raysal, "Sal? Hvad laver du her?" Spurgte hun, før hun kiggede undersøgene på hende, for at finde ud af om hun var kommet noget til, siden hun var kommet på skolen midt på dagen. Hendes øjne hvile kort på hendes mave, før hun kiggede hende i øjne og sendte hende et spørgene blik. Den var meget mindre end sidst. Hun vidste godt hvad det betød. Enden havde hun født en fantastisk unge, eller også. Nej. Tanken om dødfødsel gjorde ondt. Raysal havde set så lykkelig ud sidst hun så hende. Det klædte hende så meget, at hun næsten ikke kunne klare, hvis det var tilfældet. Hun ville ikke kunne klare at se Raysal være ulykkelig. Det var først da hun ville træde nærmer Raysal for at spørger ind til gravriteten, at hun fik øje på Margus. Hvor længe havde han været der? Hun kiggede forvirret på dem. Var hun kommet for at snakke med Margus? "Sal. Hvis det her er noget med Garden at gøre, må jeg bede dig om at gøre det et andet sted." Hun blev hel overrasket over hvor alvorlig hendes stemme var, og hvor alvorlig og modig hun følte sig. Hun kendte Raysal, og vidste, at hun ikke fandt sig i at blive talt sådan til. Selvom Raysal virkelig var lige så fornem på den, som deres farfar og deres far, så elskede Rahuu virkelig Raysal. Hun vidste jo godt, at selvom det ikke virkede sådan, så havde Raysal et ufattelig godt hjerte lavet af guld. Raysal var der altid for Rahuu, også slev om Rahuu ikke havde bedt hende om det. Hun elskede virkelig sin søster. Det ændrede dog ikke det hun havde sagt og ment. Hun ville ikke have hverken Garden, Marfiaen eller nogen anden form for gruppe på hendes skole. Det var et sted for børn og elever. Det var et sted for lærdom og ikke for rekruttering eller hemmelige møder. Hun kiggede på Margus med et lige så alvorligt og seriøst blik. "Jeg håber for din skyld, at du ikke er grunden til hun er her." Hun havde vidst hvilken risiko der var ved at ansætte en dødsgardsit som Margus, men der var noget ved ham, der gjorde, at hun tænkte, at han ville kunne give en rigtig god undervisning.

[Deleted]

Charlotte? Det navn kunne hun bedre forholde sig til. Hun tænkte kort, Charlotte og Margus? Margus og Charlotte? Det lød okay godt sammen. Mere lagde hun ikke i det, før hun blev lettere irriteret over Margus blev ved med at prøve på at få hende til at blive. Hun mærkede hvordan irritationen over han holde hende tilbage fra at komme hjem til sine børn stige i hende. Hvorfor fattede han ikke, at hun havde noget vigtigt hun skulle, så hun blev nød til at tage videre? "Det er ikke så vigtigt. Det kan vente." Hun lagde ikke skjul på hendes irritation, hvilket var meget klart og tydelig i hendes stemme. "Og nej. Det har ikke noget med dig at gøre. Jeg har bare noget vigtigt jeg skal, okay?" Hun kiggede alvorlig og lettere irriteret på ham, før hun smile et lille skævt smil over hans spørgsmål. "Det skal du nok finde ud af. Det lover jeg. Og hvis ikke," hun trak kort på skulderen, "så finder du ud af det med en anden." Mere nåede hun ikke at sige, før døren til læreværelset gik op. I et kort sekund var hun bekymrede for hvem det var, men slappede af med det samme, da hun så det var Rahuu. Rahuu var den eneste person i verden, hun altid havde stolet hundrede procent på. Hun mærkede kort hvordan hun blev nervøs, da hun så de blikke Rahuu sendte hende. Normalt ville hun været ligeglad, men Margus havde allerede opdaget hun var blevet gift, han behøvede virkelig ikke vide mere. For nu. Hun bad også en stille bøn om, at han skulle holde sin kæft om, at Raysal var blevet gift. Der var jo ingen ud over Margus, der vidste det. Hun ville gerne sige det til Rahuu. Hun var jo kommet for at snakke med hende om tvillingerne, og vise sine ringe, men det havde hun ikke mere tid til nu. Og jo mere tid hun brugte der, jo mere bekymret blev hun, trods hun vidste deres børn var i sikkerhed. Det skete dem intet for alvor ondt, men tanken om de lå og skreg efter hende. Hun måtte virkelig bare gå nu. Hun greb den hurtigste udvej hun kunne, da Rahuu skældte hende ud. Hun kiggede irriteret på hende, før hun med irritation i stemmen svarede. "Ja undskyld. Jeg blev bare lige nød til at sikker mig, at han ikke forvolde dig nogen problemer. Han er lidt mit ansvar." Hun sendte hurtig Margus et blik, der bad ham om at holde sin kæft, før hun kiggede tilbage på Rahuu. "Og jeg tænkte jeg så også kunne havet talt med dig om noget andet nu hvor jeg alligevel var har, men jeg har altså en frokost aftale. En vigtig en." Hun sendte et alvorligt blik til Rahuu, der var nærmest bedende. For Raysal vidste udmærket hvad Rahuu vidste. Rahuu havde siddet lige ved siden af hende til mødet. "Muy importante," kom det lidt blødere fra hende, og var næsten sikker på, at Margus ikke forstod spansk.

[Deleted]

Margus nikkede til det Raysal sagde, om det med at han ville finde ud af det med Lolle, eller en anden. Hun havde jo sagt hun var blevet gift, så det kunne ikke være det. Pludselig slog det ham. Man skulle jo være mand og kvinde, for at få børn. Men det kunne ikke være det. Hun havde jo allerede Delaine. Margus sad og legede lidt med tanken, da døren pludselig blev åbnet. "Øøøh Rahuu. Jeg kan fortælle dig at det ikke har noget med garden at gøre. Jeg kom bare ind på lærerværelset, og gæt hvem der var her inde." Sagde Margus og gjorde en gæstus imod Raysal.
Margus nikkede kort, da Raysal havde sendt ham et blik. Han vidste at han ikke skulle tale om det de lige havde talt om. Margus havde også en idé om hvad Raysal ville have talt med Rahuu om. Margus træk fornærmet på skuldrene. "Jeg kan forsikre dig om at jeg ikke er grunden til at hun er her. Hvad skulle jeg have gjort? Kildet Lucia til døde? Det kan man jo ikke." Sagde Margus. "Du tror vel ikke at jeg ville begynde at gøre ulovlige ting, på skolen her vel? Jeg ville aldrig udsætte børn for dårlige ting, og da slet ikke fuldblodsbørn. Vi ved vidst alle hvordan det endte på muggler gaden for nogle år siden. Jeg endte i Azkaban." Sagde Margus og stirrede stift ud i luften. Han fik nogle minder frem, som han ikke brød sig om at huske. Godt han ikke var i det miljø mere. Eller det var han jo sådan set stadig, men nu havde han andre ting at tage sig til.

[Deleted]

Rahuu kiggede seriøst på Raysal, og prøvede på at finde ud af, hvorfor hun virkelig var der, da hendes ord og udtryk ikke hel passede sammen. Hun kiggede kort over på Margus da han talte, og mærkede hvordan hendes hjerte kort frøs til is. Lucia og død i samme sætning. Det kunne hun ikke klare at høre, og i sær ikke fra en dødsgardist. Hun vidste godt, at Raysal ikke vil lade ham røre hendes piger, og hvis han gjorde, så var han nok ret så død. Hun tog en beroligede indånding, for at falde lidt ned. Han havde jo ment det på den bedste måde. Ikke? Hun kiggede tilbage på Raysal, og troede lidt på hendes ord med, at hun var kommet for at holde øje med Margus. Men hendes ord fik hende stadig til at være forvirret. Hvorfor virkede hun så oprigtig med hun var kommet for at holde øje med Margus, samtidig med hun havde noget vigtigt der hjemme? "Niños?" Spurgte hun bekymret, og forstod på Raysal, at hun endnu ikke havde fortalt nogen fra Garden om hende og Noa, og slet ikke deres barn. At de havde fået tvillinger, vidste hun ikke. Hun vidste kun, at hun havde været gravid, og gik ud fra, at det kun var med et barn.

[Deleted]

Havde det ikke været fordi Rahuu stod lige foran hende, så havde Raysal fået Margus til at holde kæft. Fattede han ikke, at an bare skulle give hende ret i, at hun var kommet for at holde øje med ham? Hun kiggede på Rahuu med et opgivende blik, der fortalte, at han fattede ikke hvad der skete omkring ham. Hendes blik blev dog letter alvorligt og vredt, da Margus sagde kilde Lucia til døde. Han var virkelig den største idiot Raysal kendte. Og hun kendte ellers mange. Fattede han ikke, hvor rædselslagen Rahuu var for døden, på grund af Syting? Hun sendte ham et koldt og alvorligt blik, der fortalte, ét forkert ord til, og han skulle være taknemlig for, at han endnu trak vejeret. Hun kiggede tilbage bekymret på Rahuu. Hun kunne tydelig se hendes frygt, og at hun prøvede på at få tankerne væk og tænke rationel. "Sí." Svarede hun kort, fordi hun vidste, at det var et af de få spanske ord, stort set alle mennesker kendte. Selv sådan en kæmpe idiot som Margus.

[Deleted]

Margus vidste at han havde sagt noget forkert. "Øhhh... Det må i undskylde." Sagde Margus og kiggede ned i gulvet. Han kunne nærmest mærke Raysals blik, bore sig ind i ham. Margus forstod dog hvad Raysal sagde, da hun sagde ja på spansk, som han dog troede var Italliensk. "Er det nu også et krav at man skal kunne italliensk, når man er professor her?" Spurgte Margus, med en lidt sur mine. Han følte sig lidt udenfor, når de stod og talte andet sprog. Margus mumlede lidt vredt for sig selv, på russisk. Så kunne de selv lære hvordan det var ikke at kunne sproget. Han kiggede ud ad vinduet.

[Deleted]

Rahuu kiggede kort over på Margus da han brokkede sig, og rystede kort på hovedet. "Nej, det er ikke et krav." Svarede hun kort før hun kiggede tilbage på Raysal, før hun nikkede en enkel gang, for at vise hun havde forstået. "Tak fordi du kom forbi." Sagde hun alvorligt, før hun gav hende et farvelknus. "Bare sig til. Så skal jeg nok komme og hjælpe dig." Hviskede hun hurtigt i hendes øre, så Margus ikke ville fatte mistanke.