Tutshill Tornadoes vs. Caerphilly Catapults

[Deleted]

@nolan

Callum havde spinket og sparet siden starten af sommerferien. Han endda haft søgt arbejde i en masse mugglerbutikker i den vestlige, og rigere, del af London. Han var ellers ikke glad for tanken om, at skulle arbejde med mugglere, da han frygtede, at han ville komme til at afsløre sin magiske kunnen, ved et uheld. Men han havde gjort det alligevel! Han havde det meste af sit liv været stor fan af Quidditchholdet Tutshill Tornadoes, så da han fandt ud af, at de i september samme år skulle spille mod ærkerivalerne fra Caerphilly Catapults, var der intet andet for: Han skulle med!

Han ankom i god tid til Englands nationale Quidditchstadion. En anden elev fra Hufflepuff skulle ind og se kampen med sine forældre, og forældrene havde derfor aftalt med Callum, at de kunne mødes udenfor Den Utætte Kedel, og så kunne han transferere sig med dem. Callum var glad for tilbuddet, for hans kost var en han havde arvet fra sin far, der var død for mange år siden, så den var gammel, og var i forvejen en af de billigere koste, og han havde endnu ikke selv lært spektral transferens, han var derfor ikke længe om at takke ja. Synet af Englands nationalstadion havde altid bragt stærke følelser op i ham. Det var mange år siden, men han kunne stadig huske første, og eneste, gang hans far havde taget ham med derhen for at se Tutshill Tornadoes. Han var ikke ret gammelt på det tidspunkt, men han kunne huske, at hans far havde sparet sammen i lang tid, for at de skulle kunne have råd til at tage dertil. Det havde været en fantastisk oplevelse for Callum. Desværre døde hans far få måneder efter, af en kraftig lungesygdom. Det gjorde et stærkt indtryk på Callum, og de to oplevelser dannede senere grobund for hans interesse i Quidditch. Navnlig hans besættelse af Tutshill Tornadoes. Men derudover var stadionet også utroligt flot, og indrettet i en gammel borg. Den arkitektoniske udførsel af, og det æstetiske ved slottet og Quidditchstadionet, sagde dog ikke Callum noget yderligere...

Callum fandt ret hurtigt sin plads på tribunen, selvom det var svært at komme frem, på grund af menneskemængden og fandt noget slik frem. Der sad en lille pige til hans højre side, sammen med sine forældre. Han var nødt til at gå forbi dem, for at komme til sin plads, og havde i forbipasseringen hilst høfligt på både forældrene og pigen. Der sad endnu ikke nogen ved hans venstre side, men det kunne jo nås endnu. Han håbede lidt på, at det ville være en person, der enten var hans alder eller lidt ældre. En der virkelig gik op i Quidditch, og gerne en der holdt med Tutshill Tornadoes. En han kunne snakke med, juble med, og buhe med.

[Deleted]

Nolan og hans far, Evan, var taget på far-søn tur til en quidditchkamp. Nu var ikke fordi, at Nolan synderlig interesserede sig for sporten, men da hans far havde forslået det, havde han bare sagt ja, da han var utrolig dårlig til at tænke på sig selv, eller, set fra den positive side, - god til at tænke på andre. Det var derfor, at han befandt sig på landets nationale Quidditchstadion, der tårnede sig over hans mørkhårede skikkelse. Han måtte indrømme, at det var imponerende at se på. Folkemængden, der også bevægede sig mod stadion, skrålede og grinede allerede højt, og han kunne godt lide den muntre stemning, der allerede var. For han var ikke just fuld af munterstemning, desværre. Han var en sørgmodig sjæl, men det var ikke noget, som han viste til nogen.
De to mænd, Nolan og hans far, trådte ind på stadions tribune, der allerede var godt fyldt. Stille og roligt søgte de efter to gode pladser, som de kunne overvære kampen fra. Hans far hilste ivrigt på forbipasserende folk, mens han selv bare sendte dem et venligt smil. Forsigtigt rettede han på sin sorte jakke, der skulle hjælpe ham til at holde varmen, selvom luften var ret lun, - han var én, der frøs meget. I den store lomme, der var på venstre side af jakken, havde han en lille lommebog liggende, og en tændstiksoldat, han engang havde fået af Margaret, hans afdøde bedsteven. Når han rendte rundt med det stykke legetøj, følte han, at hun var hos ham, hvilket gjorde hans hverdag langt nemmere, selvom, det kun var ham selv, der gjorde den besværlig. Generelt var han ikke særlig sund for sig selv.
Endelig fandt de deres pladser. Forsigtigt, så han ikke stødte ind i nogens knæ, gled han ind på sit sæde. På højre hånd sad en fremmede dreng, som måske var et par år yngre end ham, mens hans far sad på hans venstre hånd. Han havde endnu ikke besluttet hvilket hold, han skulle holde med. Han kendte udmærket holdene, for han var trods alt en magiker fra 21. århundrede, men han havde aldrig taget stilling til, at han skulle til en quidditchkamp udover dem, han havde oplevet i sin skoletid. Han vidste dog godt, at kampen ville blive langt mere spændende, hvis han holdt med nogen, men hvem? Derfor forhørte han sig hos sin sidemakker.
"Hvem holder du med?" Spurgte han, og sendte ham sit sædvanlige, venlige smil. "Altså, af de to hold."
Det sidste havde måske været unødvendigt at tilføje, men nu var det ikke fordi, at Nolan var den bedste til at være en person ud af boksen, - han kunne være ret genert og indelukket, hvilket var lidt af en byrde, når han bar efternavnet, han gjorde. Hver gang, der var nogen, som hørte hvad han hed, ville de selvfølgelig gerne konversere med ham, for Neville havde da været lidt af en badass i sin tid, men alligevel, det var tre generetioner siden. Nolan kunne godt have levet uden det efternavn, men det havde han dog ikke betroet til nogen. Det var jo ikke fordi, at han ville såre nogen.

[Deleted]

Callum kiggede op mod fyren med et venligt smil, inden fyren satte sig ved Callums side. Callum tog et stykke slik, og lænede sig lidt tilbage, og strakte benene foran sig, mens de to nye der var kommet ved til at sidde ved siden af ham, fandt på plads. Kampen skulle snart begynde, og Callum var spændt som et barn til jul. Indtil fyren ved hans side snakkede til ham. Hvad var det dog for et spørgsmål at stille? Callum kiggede på manden med et meget bebrejdende ansigtsudtryk i et par sekunder, inden han smilede rart igen. "Tutshill Tornadoes! Hvad ellers?" spurgte han tilbage, med et drillende udtryk i øjnene, og et kækt smil på læberne.

Spillerne væltede ind på banen og stillede sig hurtigt op. Kampens dommer gennemgik kort reglerne, inden spillerne hilste på hinanden og stillede sig tilbage på deres pladser. Alle som én fløj spillerne fra begge hold i luften, da den kvindelige dommer fløjtede i sin fløjte. Boldene fløj i luften, og de grønne og lilla spillere fra Caerphilly Catapults var overraskende hurtige til at få fat i Tromleren. Deres angribere spillede fortræffeligt sammen. Det var tydeligt, at de allerede havde lagt en taktik, inden de gik på banen. Og som det så ud lige nu, gik det meget godt med at få presset den igennem. De var hurtigt oppe ved Tutshills mål, men Callum var overbevist om, at den ikke ville gå rent ind. Deres målmand var trods alt ret god. Og ganske rigtigt! Bedst som angriberen Aeron Cecil kastede bolden mod målet røg den ud af kurs. Men det var ikke målmandens skyld. Den ene basker, Alice Henderson fra Tutshill Tornadoes, havde under stor jubel, fra blandt andet Callum, ramt et fremragende skud mod angriberen, som han fik så travlt med at undvige, at han tabte bolden, og Caerphillys angreb tabte lynhurtigt momentum.

Callum smilede stort, mens angrebet hurtigt vendte, og Tutshill Tornadoes vandt frem imod Caerphillys målringe. "Hvor kommer du fra,?" spurgte han venligt stemt Nolan, der endnu ikke havde præsenteret sig selv. Men på samme tid som han tænkte, at han ikke havde fået fyrens navn, kom han i tanke om, at han heller ikke havde fortalt sit. "Jeg hedder forresten Callum Reynolds... Men så længe vi holder med samme hold, kan du bare kalde mig Rey," sagde han med et drillende smil og et lille blink i øjet, inden han rakte hånden til siden imod Nolan.