Fox & Fox Imellem

[Deleted]

Raven Andrew Fox

@uriah

Det var lang tid siden, at Syting havde set sin yngste niece. Faktisk, så vidt han kunne erindre, havde han kun set hende en enkel gang, og der var hun endnu kun et barn. 

Han håbede at han med sit besøg, at han inden kunne overtale hende til at friviligt hjælpe med at gøre det af med Raysal, eller så måtte han gøre hende fortræd, for at sende Raysal en besked om, at han ikke stoppede, før hun stoppede med at trække vejret.

Han tjekkede en ekstra gang, den adresse han havde fundet, før han med tre rolige bank, bankede på døren.

[Deleted]

Raven som nærmest lige var nået hjem fra arbejde havde smidt sig i sofaen og gabte allerede højlydt. Det havde været en ret hård dag eftersom at hun havde undervist 2 klasser og snakket eksamen med en del af lærerne. Hun kiggede ud af vinduet og skimmede Den smukke udsigt lige til hendes øjne stoppede ved en skikkelse og blodet i hendes åre frøs til is og Hun sprang på "damn damn damn URIAH" hendes stemme var lammet af panik og hun mærkede hvordan frygten havde lammet resten af hende. Hvordan fanden havde den gamle psykopat fundet hendes hjem? Han var sku da død? Hun sprang panisk hen og greb sin stav. Hvis Sytings var her, var det for at ramme Raysal for efter hendes møde med Judas virkede han ikke som om han elskede hans forældre mere pga. Det de havde kostet Cecilia og ham.

[Deleted]

Uriah havde brugt det meste af dagen på sofaen, eftersom han havde haft endnu en langt nattevagt på De Tre Koste, som han var kommet halvsovende hjem fra. Han havde næsten ikke bemærket Raven var taget på arbejde den morgen, men han havde været oppe til, at tage imod hende, da hun igen kom hjem. Han havde været optaget af, at læse i en ny bog, som han havde købt, da Raven pludselig for op og råbte hans navn, med en stemme der øjeblikkeligt gjorde ham nervøs. Han lagde hurtigt bogen fra sig, og styrtede hen til Raven, for at se sig forvirret omkring. Han så først mandeskikkelsen, da han fulgte Ravens blik ud af vinduet. Han løftede let et øjenbryn, og forsøgte at komme op med hvem det mon kunne være, der gjorde Raven så nervøs, at hun panisk måtte finde sin tryllestav frem. Et øjeblik syntes han næsten, at kunne se sin egen far i skikkelsen, men han kom strakt efter i tanke om hvem det kunne være. Syting Fox, Ravens onkel, som hun tideligere havde fortalt ham om. Det løb ham koldt ned af ryggen, og han mærkede hurtigt efter tryllestaven i hans baglomme, inden han blidt greb fat i Ravens skulder, og forsøgte at fange hendes blik. "Se på mig. Du er ikke alene ok, jeg er lige her for dig." Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, i en situation, hvor hun så så panisk ud, at det næsten skræmte ham.

[Deleted]

Imens han stod og ventede på døren gik op, stod han og tænkte på, hvordan han skulle hilse på hende. Et knus var udelukket. Det ville også bare blive for akavet. Et håndtryk? Nej, det ville også blive akavet. Han trådte et skridt væk for døren. Det var bedre, så behøvede de ikke hilse fysiske, men kunne bare nøjes med et hej, eller hvad der nu kom til at ske.

Han prøvede igen at banke på, for han blev i tvivl om, om hun havde hørt hans tideligere bank på døren. Var hun overhovedet hjemme? Han vidste det ikke, men han ville lige give det lidt mere tid, før han gik igen. Han kunne jo bare komme tilbage senere, hvis det var.

[Deleted]

Panikken havde virkelig fået taget i hendes krop og hun var virkelig spændt, hun prøvede at trække vejret tungt men det ville slet ikke lykkedes hende, så hun trak stadig vejret overfladisk paniskt. Hun kiggede på Uriah som han stod ved hendes side og kiggede ind i hendes øjne, de brune fantastiske øjne. Hun begyndte at trække vejret dybere, men halsen kunne ikke andet end at brumme, hun blev ved med at fokusere på de brune smukke øjne som glinsede imod hende. Hun tog hans hånd og smilede så stort "D... Du er her" hun pustede tungt ud og mærkede hvordan frygten ikke længere sad i hende, selv da hun hørte ham banke på hun kiggede på Uriah igen og tog hans hånd "Je... Jeg kan ikke åbne?" hun lagde hans hånd på hendes hjerte så han kunne mærke hvordan det HAMREDE løst i hendes bryst, hvordan det føltes som om det var ved at springes. Hun kiggede mod døren og sukkede tungt, hun tog de få skridt der var hen til døren og åbnede med en afvæbnings besværgelse, så havde hun i det mindste hans grimme stav, så kunne han ikke gøre det voldsomme skade "Hvad vil du her? Og hvordan fanden fandt du mit hjem?" hun skælvede ikke mere, modige Raven var trådt ind i lokalet og støttede hende.

[Deleted]

Det virkede som om, at tiden gik i stå, mens de stod og så ind i hinandens øjne. Til Uriahs store held, så det ud til, at Raven begyndte at slappe lidt af igen, efter de havde stået dér, i hvad der kunne have været alt fra få minutter til timer. Han klemte blidt hendes hånd, da hun tog hans i hendes egen. Hun så ikke længere nervøs eller panisk ud på ydersiden længere, men da hun lagde hans hånd hen over hendes hjerte, måtte han bide sig i sin kind. Han brød sig virkelig ikke om situationen, men gjorde sit bedste for, at forholde sig rolig for hendes skyld. Måske ville det styrke hende, hvis han selv kunne bevare roen. Han blev lidt overrasket, men også meget nervøs, da hun tog de sidste skridt hen til døren og åbnede. På trods af, at hun gerne skulle have fået tryllestaven ud af hånden på ham, havde Uriah grebet hårdt fat om sin egen og holdt den også klar, som han placerede sig lige bag ved Raven, og så ud på den ældre mand, med et hårdt blik. Han skulle slet ikke tænke på, at lægge en finger på Raven. Bare tanken fik hans hjerte til at slå hurtigere. Han ville under ingen omstændigheder lade den fremmede mand såre Raven, koste hvad det ville.

[Deleted]

Hans vendlige smil han fik da han døren gik op, forsvandt da han mærkede hans stav flyve ud ad lommen på ham. Han kiggede efter den, før han kiggede tilbage mod Raven, og blev overrasket over at se drengen bag ham. Det var en nyhed! Næsten lige så stor, som at Raysal var gravid. Tanken om flere af Raysal, gav ham kvalme, men han ignorerede det. 

"God eftermiddag kære niece, og...?" Hilste han så vendlig han kunne, på trods af han stadig var irriteret og fornærmet over, at hun havde afvæbnet ham. Han forstod det godt. Det var bare ikke nok til, at han syntes det var en upassende handling. "Jeg hørte at du er blevet lærer på Beauxbatons, hvor er det flot." Han smilede venligt og stolt, men smilet var påtrængt, da han faktisk var flyvenede ligeglad med det, men han blev nød til at gøre det, for at skabe den bedst mulige stemning imellem dem, før han nu sagde det, som han vidste helt sikker ikke ville falde i god jord hos hende. "Jeg kom for at få hjælp til at gøre det af med Raysal." Han sagde det, som om der ikke lå det store i det. Som om han var kommet forbi for at låne en kop sukker, og ikke for at få hjælp til at dræbe den farligste heks i Storbritannien.

[Deleted]

Hun kiggede tilbage på Uriah og hold fast om Sytings stav og kiggede derefter tilbage på Syting "Kære Niece?" hun lod ordene hænge et stykke tid, hvorfor var han her? Hvad ville han hende? Hun havde intet med Raysal og gøre og nu hvor hun ikke ønskede at have noget med hende at gøre ville det ikke give ham meget at stå her ved hendes dør. Hun kiggede på ham og skød det ene øjenbryn i vejret "Hvor er det flot?" hun vrissede det mellem sammen bidte tænder og løftede det andet øjenbryn "Jeg synes ikke det er flot, din klaphat. Det er en ære, en kæmpe ære at have fået lov til at hjælpe nye og usikre magikere til at blive selvtillidsfulde og elskelige dygtige magikere" hun trådte et par skridt tilbage og greb Uriahs hånd og klemte den, hans tilstedeværelse holdt hende en smule nede og hun vendte sig igen mod Syting "Jeg kan ikke hjælpe dig, jeg snakker ikke med hende!" hun kiggede på ham med et alvorligt ansigtsudtryk og lige Syting var en af grundene til at Raven tvivlede på om folk snakkede med hende fordi hun selv var et spændende menneske, eller om de snakkede med hende fordi hun var Raysal's søster.

[Deleted]

Uriah brød sig bestemt ikke om situationen, men gjorde sit bedste for ikke at vise det. Han ville være stærk, både for Raven og sin egen skyld. Han sendte Syting et hårdt blik, og lagde armene over kors. "Uriah Nathan Hunter," sagde han koldt, og holdt sig stadig lige bag Raven, i tilfælde af, at hun fik brug for ham, eller at Syting skulle prøve på noget. Han greb hurtigt hendes hånd, da hun trådte bagud til ham, og flettede deres fingre sammen, for at betrykke hende om, at hun ikke var alene. Sytings ord kom dog bag på Uriah. De virkede alt for direkte, i forhold til mandens ellers høflige sprog, der irriterede Uriah endeløst. Han rynkede let på sin næse, og kunne tydeligt forestille sig, hvilke tanker der måtte køre igennem hovedet på Raven. Men han sagde ikke noget, for det kom ham egentlig ikke ved, hvad Raven valgte. Han var der for at støtte hende, uanset hvilken beslutning hun tog. Men alligevel trådte han lidt længere frem for, at beskytte hende. Ud fra hvad han havde hørt om Syting, var han ikke en mand, man skulle spøge med, og han skulle derfor ikke i nærheden af Raven, hvis Uriah kunne forhindre det.

[Deleted]

Han gjorde et lille formelt nik som hilsen og forståelse, da Uriah præsenterede sig selv. Hans blik vente tilbage mod Raven da hun begyndte at komme med sit møgfald, og tog sine hænder op, som om han overgav sig. "Det var ikke min mening at fornærme dig kære niece." Undskyldte han mens han tænkte over hvad hun sagde. "Når men, hvis du ikke kan hjælpe," begyndte han før hans blik gik fra hende og over på Uriah, "så kan det være du vil. Var det ikke Hunter du sagde du hed?" Spurgte han, og huskede kun den familie for noget godt, da de ligesom ham selv, var meget imod Dødsgarden.

[Deleted]

Hun kiggede på Syting og mærkede hvordan vreden igen brusede igennem hende "Fornærme mig? Det er sku noget af en underdrivelse og drop dit pis med kæreste. Der er intet kært over dig" Hun kiggede på Uriah som Sytings blik vendte sig mod ham og hun mærkede hvordan en snart af indestængt vrede fik hende til at reagere irrationelt. Hun vendte sig derefter mod Syting igen og løftede faretruende sin stav "Skrid med dig Syting. Hverken Uriah eller jeg er interesseret i at hjælpe dig. Så skrid langt væk fra mit og min forlovedes hjem" Hun pegede staven direkte imod hans hals, vreden og hendes homonor damnede hende helt op og hun greb med den anden hånd efter Uriah og mærkede hvordan hendes fingre klamrede sig til hans hånd.

[Deleted]

Han løftede overrasket et øjenbryn, da Syting pludselig henvendte sig til ham. Han rynkede let på næsen, vel vidende at hans navn havde sagt mere om ham, end han havde forventet. Han mærkede Ravens blik på ham, men han selv ville ikke vende sit blik fra Syting, bange for hvad han kunne finde på at gøre, hvis de ikke var opmærksomme. Han nikkede kort. "Jo, men jeg er ikke interesseret i at hjælpe," svarede han med en rolig stemme og mødte koldt mandens blik. Nok var han imod Garden, og hadede alt hvad de gjorde og stod for, men efter han var kommet sammen med Raven, havde han forsøgt, at ændre sit syn på Raysal, så han ikke så hende, som værende lederen af Garden, men Ravens søster. Han skævede kort til Raven, som ikke lod til, at tænke helt rationelt. Han strøg derfor blidt hendes hånd med en finger, for at berolige hende lidt, imens han diskuterede med sig selv, om hvorvidt han burde træde imellem de to. Han trak sin egen tryllestav, som han pegede imod Syting, og skubbede blidt Raven lidt mere ind bag sig. "Der er ikke noget hjælp at hente her, så vil De være så venlig, at tage tilbage hvor De kom fra?" sagde han i en formel tone, men kunne ikke helt lægge skjul på hans irritation.

[Deleted]

Han ignorerede Ravens fornærmelser. Der var ingen grund til at spilde tiden på hendes uforskammethed. Han undrede sig kort over, om hun opførte sig mere uforskammet end sine søskende, fordi hun var så meget efternøgler, som hun nu var? Han lagde derfor sit fokus mere på Uriah, som efter hans mening, opførte sig en del mere høflig og velopdraget end Raven. Han gjorde også et lille nik som tak, da han skubbede Raven væk. Han var ikke bange for, at Raven ville gøre ham noget. Hun var jo efter rygterne ikke længere en del af Garden mere. Hun havde åbenbart ikke det, der skulle til. Og hvis hun ikke havde det, der skulle til for at dræbe fremmede uskyldige mennesker, så havde hun da i hvert fald ikke det, der skulle til for at gøre det af med et familie medlem. "Hvis De ikke vil hjælpe mig, er der jo ikke noget at gøre ved det." Sukkede han kort, "jeg kan jo ikke tvinge Dem til noget, som de ikke har lyst til." Hans stemme var hel rolig. Han var hellere ikke bekymret for hvad Uriah kunne finde på. Han kiggede tilbage på Raven. "Må jeg bede om at få min stav tilbage?" Spurgte han høflig og letter henkastet, som om han havde bedt om at få sin kappe tilbage.

[Deleted]

Som hun stod der bag Uriah og kiggede på ham mærkede hun hvordan nervøsiteten igen greb hendes krop, hun strøg panisk sin mave og kiggede rundt, tænk hvis der skete dem noget? Ingen ud over Keya og Matias vidste hvor de boede pt. Jo selvfølgelig Emily, men hvad var chancen for at hun kom forbi? Hun trådte længere tilbage og kiggede på Syting med et løftet øjenbryn, han måtte tro hun havde forladt Garden fordi hun ikke kunne slå ihjel, fordi hun var svag. Men det var faktisk ikke derfor hun var gået, for lige nu havde hun den vildeste lyst til at slå ham ihjel, men hun vidste også inderst inde at det ikke var hendes lod i livet at slå ham ihjel, for at retfærdigheden skulle ske ville hun give stafetten videre til Rahuu. "Du kan få din stav, når du forlader vores adresse og aldrig sætter dine ben her igen!" hun smilede let og lagde hånden på Uriahs skulder, hun ville altid være der bag ham og støtte ham.

[Deleted]

Uriah brød sig bestemt ikke om Syting, og vidste ærlig talt ikke hvor han havde ham henne. Han stod midlertidig uden sin tryllestav, da Raven havde den i hånden, imens Uriah pegede sin imod Syting. Han bemærkede først, at han bed sig hårdt i kinden, da han pludselig smagte blod i sin mund. Han havde svært ved at forholde sig rolig, men blev alligevel stående på stedet, uden at rokke sig ud af flækken og sendte Syting et hårdt blik. Han blev dog hurtigt mere rolig af at mærke Ravens hånd på hans skulder, og han smilte kort, og så igen på Syting. "Du hørte hende, forsvind venligt herfra." Han holdt fortsat sin stav peget direkte imod Syting, og ville ikke slippe ham af syne, men følte sig noget mere sikker, velvidende at Raven var lige bag ham. At de var der for hinanden. Alligevel følte han, at det var ham der skulle passe på hende, når nu hun var gravid. Han trådte yderligere et skridt længere frem, og pegede truende sin stav mod Syting. "Nu, tak," sagde han hårdt og håbede inderligt, at han ville forsvinde.