On a lonely peak

[Deleted]

Forbeholdt til @olive

D. 26. april, årgang 2052 (kl. 20:11)

Den østlige midt-gård, Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab, Skotland

_______________________

Mudderblod.
Det var ikke første gang, hun var blevet kaldt det. Hun havde oplevet at få kastet ordet mod sig flere gange, end hun selv brød sig om. Faktisk ville hun gerne have gået igennem sit liv uden at blive kaldt det. Normalt tog hun det ikke hårdt. Hun var trods alt ikke vokset op med den forståelse, at det var et forfærdeligt ord. Hun var vokset op med ’idiot’, ’kælling’ og så videre. Og det burde slå hårdere end en åndsvag sammensætning af ordet ’mudder’ og ordet ’blod’. Men Sarah fandt altid sig selv i en skrøbelig tilstand lige efter at blive sat ind under det skældsord. Som havde det en magisk effekt på alle der hørte det.

Hun sukkede tungt og gjorde et sidste forsøg på at samle sig. Hun havde holdt tårerne væk, blinket gentagende gange efter hinanden når en tåre ikke var medgørlig. Det var ikke noget at græde over. Det var ikke værd at spilde sin tid på gråd. Hun var en stærk pige. Hun kunne klare sig igennem hver enkelt lille ting, der stod i hendes vej. Dette her var ingenting. Hun lukkede øjnene et øjeblik og tog en dyb indånding. Hun kunne stadig fornemme frustrationen, der sad og småsimrede i maven. Forbandede fuldblods.
Bow - det lille flyvepungegern - rullede lystigt rundt i hendes skyld. Ind imellem hendes fingrer, som hun uden megen fokus bevægede i takt til at kunne nusse om dyret. Det var afstressende. Som en stressbold. Men med utrolig blød pels frem for plastik. Hun lænede sig en tand mere ind mod stensøjlen bag sig og åbnede øjnene igen for at se ud i midt gården - en udendørs græsplæne omgivet af fire åbne gange. Hun havde selv placeret sig i en af ’vinduerne’.
Der var så fredeligt. Specielt når ingen andre var omkring. Solen var godt på vej ned og lod lange skygger blande sig med det skarpe orange lys. Luften var kølig og klar. Mørket ville nok snart indtage Hogwarts. Og noget sagde hende at udgangsforbuddet snart ville træde i kræft. Men hun havde ikke lyst til at tage tilbage til opholdsstuen. Selvom hun var en stolt slange, følte hun sig stadig nervøs… og bange. Herude - alene - kunne hun tillade sig at være såret og skrøbelig, mens at hvis hun gik tilbage, ville hun blive tvunget til at holde hovedet højt og lade som om det ikke gik hende på. Og det virkede for hårdt lige nu.

[Deleted]

,,Ja jeg ved det godt Percy’’ en lille pige stemme hviskede svagt i mørket, mens ben løb hen over det våde græs. I dette øjeblik ville de fleste nok havde forventet, at en stemme ville svare tilbage. Men der var ikke nogen stemme og der var hellere ikke nogen person.
Nej, det eneste der var, var en pigeskikkelse hvis kappe dansede omkring hendes spinkle nøgne ben. Kun iført hendes skoleuniform var det efterhånden en anelse koldt. Trods at det var i slutningen af april måned. Fugten havde lagt sig og hvis man virkelig snusede ind, ville man ligge mærke til hvordan den specielle duft der altid dannede sig inden et regnskyl, pirrede de små næsebor.
Det var vel trodsalt Skotland og sammen med resten af England, var disse kanter kendt som de steder hvor det regnede allermest om sommeren.
,,Percy, jeg har sagt jeg har forstået det!’’ igen stemmen der prøvede at forklare noget til nogen, men intet svar og dog? En svag lyd kom fra hendes skulder, som var der nogen der slå på et hult stykke træ. En lille fin gekko farvet i sort, grundet kappen den lå på. Udstødte nogle ikke særlig tilfredse lyde, hvilket lød til at den yngre pige faktisk forstod.
Hun havde været ude for længe denne aften, men luften havde været nødvendig siden at folk var gået helt amok i opholdsstuen, et eller andet med at Slytherin havde vundet over Gryffindor. Hvilket hun havde forstået som ikke var en god ting? Hvad kunne hun sige, det var ikke lige en sport der sagde hende det store. Hvis hendes eget kollegie spillede var hun bestemt med for at se. Men ellers var det ikke just noget hun gik særlig meget op i.

Olive var lige ved at løbe forbi hende. Det var kun i sidste øjeblik at hun faktisk lagde mærke til den spinkle skikkelse der sad og bare, sad? Der gik nogle sekunder før at hun opdagede hvem det var. Kun badet i de sidste stråler fra solen, var det svært at ligge mærke til de egentlige træk.
,,Snape?’’ sagde hun med en stille om ikke venlig stemme. ,,Hvad laver du dog her ude?’’ hun vente hele fronten imod hende. Lagde hoved på skrå, da det var tydeligt der var et eller andet i vejen. Men hvad, vidste hun ikke helt.

[Deleted]

Den første til at blive opmærksom på det andet individ, der havde bevæget sig ud igennem Hogwarts mere forladte kroge, var Bow. Det burde heller ikke komme bag på nogen. Det lille væsen havde langt bedre hørelse end et simpelt menneske. Men idét det pelsede dyr pludselig stoppede med at nusse omkring og nyde livet og strittede snuden i vejret for at se, hvad det netop var, som nærmede sig, blev den rødhårede heks slynget ud af sin egen lille boble.
”Hvad er de-…” Sarah var blevet så vant til dyret hurtige bevægelse, så da det med ét kravlede op ad hendes overkrop for at nå til hendes skulder og så skjule sig i det lange låse hår, tog hun det meget roligt. Det var trods alt dens normale natur. Men det tog dog ikke noget af skuffelsen over, at hun ikke længere kunne mærke den bløde pels mod sine fingre. I stedet ankom der kort tid efter andet, der kunne tage hendes tanker et andet sted hen. En stemme af forståelige ord.

Ganske roligt rettede hun sin nakke og drejede hovedet for at se hen mod den ens-aldrende pige. Snape. Der var det igen. Hvorfor fandt alle det så almindeligt at bruge efternavnet frem for fornavnet? Det hele blev mindre og mindre personligt. De var unge studerende. Deres verden burde ikke være så professionelt. Dog holdt hun brokkeriet for sig selv. Det var trods alt det, som havde bragt hende ud til kanten af et dybt hul, der truede med at lade hende falde i.
”Det larmede for meget i opholdstuen.” svarede hun, hvorefter hun rykkede lidt rundt, til hun sad med fronten mod Olive og benene dinglende udover stenkanten. Hun hoppede derefter blidt ned og stod sikkert på sine ben. ”Slytherin har det med at overhovere.” Hovedet blev løftet og et høfligt smil sad på hendes læber. Et hvert tegn fra før var forsvundet. Hvis man altså lige så bort fra den tunge atmosfærer, der stadig hang over hende.
Sarah tog de sidste par skridt hen til sin ’kollega’. Olive Callaghan. Lidt af en speciel pige. Hun ville kalde hende for harmløs, men hun havde både oplevet og hørt om flere forskellige tilfælde, hvor skade var sket. Men udover det, havde hun som sådan intet imod hende. Som hun stoppede op igen, tillod Bow at titte frem fra hendes hår og stirrede nysgerrigt mod den for nyligt ankomne elev. Snuden vippede op og ned, som tjekkede den lige om det var sikkert nok.
”Ville du noget?” Hurtigt fortrød hun sine ord. ”Jeg mener - Hvad laver du selv her omkring?” Det var bedre. Der havde ikke været det mindste hint omkring, at ørnen havde ledt efter hende.

[Deleted]

Hvis de havde hørt hinandens tanker havde de nok lydt meget ens.
Olive havde aldrig været meget for efternavne, den eneste grund til at hun havde valgt den i denne sammenhæng. Havde vel egentlig bare været fordi det var præcis dét indtryk hun havde fået at pigen. En der tog tingene meget seriøs, som ville igennem skoleforløbet fremstående som den perfekte elev. Ville bestemt ikke undre hende, hvis hun også blev præfekt. Trods at det faktisk ikke behøvede at være en vejleder som blev præfekt.
Olive kløede sig lidt i det lysebrune hår og lod de klare blå øjne betragte den rødhårede. Et høfligt smil spillede over den anden vejleder, der var dog bare noget i hendes øjne som ikke helt spillede overens. Hvilket nok var grunden til at det knugede lidt i hendes mave. En fornemmelse over situationen som Olive ikke helt kunne tyde.
Hendes leopart gekko kravlede lidt rundt, men valgte så at forsvinde ned i hendes kappe. Olive skar et ansigt og måtte bide sig i tungen for ikke at bryde ud i latter. Hun blev aldrig vant til når Percy valgte at gøre det.

Hun smilede dog lidt bredere da Sarah gik lige til sagen. Ville hun noget? Ja hun ville noget eller havde hun jo ikke spurgt ind til hvad hun lavede her.
,,Du behøver ikke at spille høflig over for mig Sarah’’ brugen af efternavn skippede for hende. et bryn blev løftet mens hun lagde armene overkors. Hoved blev lagt på skrå, hun vidste inde i hendes hoved at det var uhøfligt at spørger ind til det. Men hun kunne ikke holde det for sig selv. Bestemt ikke hvis pigen faktisk vidste sig at have brug for at snakke om det.
,,Er du okay?’’

[Deleted]

Flygtigt landede Sarahs øjne på gekkoen, der pludselig bevægede sig hastigt hen over Olives krop. Det gav hende myrekryb. Hun havde ikke fået imod, når hendes eget dyr kravlede på hende, men det var stadig noget helt andet, bildte hun sig ind. I modsætning til at bare kunne stå stille på en lodret vej, havde Bow trods alt brug for noget at holde fast i. Som et stykke tøj eller andre tilfælde - hendes stakkels hud. Hun gjorde dog hurtigt et forsøg på at ryste det af sig og sendte strakt blikket tilbage til den jævnaldrende pige foran hende. Hun syntes at virke en smule ældre end hende på grund af forskellen i hendes ansigtsstruktur. Men hun kendte nok til hendes personlighed til at have fået et helt andet indtryk af hende.

Der slog hende som et rap over fingrene, da Olive pludselig konstaterede, at hendes opførsel var falsk. Der var ingen tvivl om at Sarah måske havde sat en front op, men det sårede nu alligevel at få bekræftet, at folk så hende som et ondsindet monster. Høflighed var ikke noget hun tvang fra sig. Hun kunne selvfølgelig selv misforstår situationen, men hun kunne ikke lade være med at blive bare en tand fornærmet. Også selvom netop dét var yderst nemt for hende at skjule.
”Okay?” Sarah blinkede forundret med øjnene og så forvirret mod Olive. ”Ja selvfølgelig er jeg det.” Smilet kom tilbage. Syntes lidt at lyse det blege ansigt op. Og som kinderne blev fremhævet kom der ligeledes lidt farve op i dem. ”Jeg er bare så småt begyndt at kunne mærke stressen over at skulle op i U.G.L.E her inden længe.” Det var et sted en løgn. Nu var frøken Snape ikke et geni eller protegy-child. Men hun fandt det unødvendigt at bekymre sig om eksamener. Hun kunne såvel tage dem i søvne. Ikke en god idé, men det fremmede forståelsen, når hun havde pralet med det til første års eleverne på Slytherin, der i starten af året havde knyttet sig til hende, som var hun deres helt.

”Har du nattevagt i aften??” spurgte Sarah så indtil for at skifte emnet. Ryggen blev rettet og det sædvanlige - mere professionelle - ansigtsudtryk frem. Hænderne blev samlet bag sig og brystkassen blev automatisk skubbet en lille smule frem. Hun var ikke så høj, så mange af de ting hun gjorde ved sin kropsholdning var ubevist for at virke højere.