Der er en grund til det forbudt!

[Deleted]

Blair Villan

Olive sjoskede træt korridor efter korridor tyndt. Hun havde trukket det korteste strå og i aften var hendes aften fra Ravenclaw kollegiet til at sørger for alt holdte ro og orden.

Ind til videre havde der ikke været andet end sure gamle mænd, som havde klaget over hendes tryllestav havde lyst på deres portræt. Som om hun havde gjort det med vilje? Håndryggen gned søvnigt det ene øje, mens et lille gab sneg sig hen over hendes læber. ,,Du bliver nød til at holde dig vågen Olive, tre timer endnu også kan du gå i seng’’ hun nikkede kort, men kroppen lyttede ikke da endnu et gab forlod hendes læber.

Måske hun skulle stoppe med at sidde oppe så længe og læse. Men når lektie caféen, hendes egne lektier og nu alle disse vejledertjanser. Så var der pludselig ikke meget tilbage til det hun brændte for og elskede.

Hendes ben gjorde kort stop, da hun kom til en af vinduerne. De slanke fingre lukkede sig omkring håndtaget og lukkede op for det. Den friske kolde aftenvind kælede hendes ansigt og lidt mere liv var at gense i de trætte øjne. Hvad var det? Hendes bryn rynkede sig sammen, da nogle lyskilder var at se ved den forbudte skov, det var ikke normalt og var det ikke en skikkelse?

Et opgivende suk forlod hendes læber. Det var måske det sidste sted hun ville begive sig ud i midt om natten. Hvem i sin vildeste fantasi havde synes det var en god idé?

Hun fandt et lille pergament papir frem, skrev hurtigt en note til hendes overhoved. Med en lille besværgelse fra staven, forvandlede papiret sig til en lille fugl og fløj afsted.



Med det ordnet, skyndte hun sig ned af de mange trapper.

Få minutter efter stod hun ved skovens træer. Med et enkelt skridt, ville hun ikke længere befinde sig på skolens sikre grund. Men hun var nød til at stoppe elever fra at gå der ind! Og da hun ikke havde hørt noget tilbage fra læreren. Var det vel hendes pligt at finde ud af hvem det var? Hun sank, måske hun skulle vente lidt endnu. Men da hun atter så lyset, var der ikke meget tilbage at gøre. Og Olive begyndte at begive sig ind imellem skovens tætte træer.

[Deleted]

Man måtte ikke befinde sig i den forbudte skov. Det gav ligesom sig selv på navnet. Det måtte også stå skrevet et eller andet sted. Alle på skolen vidste det. Dette var inklusiv Edmund Blair, der på dette tidspunkt befandt sig i skoven alligevel. Lyset skinnede hvidt fra hans stav, som han havde hævet foran sig mens han gik. Han var der ikke kun for at bryde reglerne, så det var okay. Desuden brød han slet kke reglerne. Han var derude udelukkende for at lære, hvilket var hele pointen ved at gå på Hogwarts. Der var ikke nogen der kunne bebrejde ham for at anskaffe sig ny viden, vel?
Blair var derfor trukket i sin skoleuniform efter at alle andre på hans sovesal var faldet i søvn. Desværre var der ikke lige så meget aktivitet i skoven som han havde håbet på. Han ville se enhjørninge, hippogriffer og varulve! Alle de ting, han var træt af bare at læse om. Men selvom lyset fra hans stav skinnede klart, var der ingenting. Lige indtil der lød skridt bag ham. Han løftede hovedet, og spidsede ører. Der var helt sikkert nogen der gik deromme! Eller endnu bedre: noget. Han snurrede om på hælen, og strakte sin stav så langt ud foran sig han kunne, men til hans store skuffelse var det ikke et mørkt væsen. Bare en pige. ”Callaghan! Hvad laver du her?” spurgte han.

[Deleted]

Hvorfor var der ikke nogen bedre vej rundt her ude! Følelsen af at der stak pinde, løv og andet skidt ud af hendes hår, var ikke lige frem den bedste. Og hun var sikker på at så snart hun kom inden døre, og kunne komme foran et spejl. Ville det være præcis det som mødte hende.
En træt, forvirret og ikke specielt glad Olive. Med grene stikkende ud af håret, som en eller anden crazy hulekvinde. Hun sukkede opgivende. Hun skulle slet ikke været gået her ind! Dårlig, dårlig, dårlig idé. Men nu var hun her, så var spørgsmålet bare at finde den person hvis lyskilde hun havde set.
Hun nåede lige at komme rundt omkring et stort træ, da en stavs lys blev kastet lige i hendes ansigt.
,,For guds skyld få dog det lys ud af mit ansigt! Du blænder mig!’’ normalt var Olive ikke kendt for at have en vrissen stemme. Men hun var træt, øm og bestemt ikke i humør til at rende rundt i en skov. Hvor der bestemt ville være kreaturer der kunne finde på at dræbe dem hvornår det skulle være!
Hendes blik faldt på personen som hun var fulgt efter. Hendes bryn rynkede sig, Edmund Blair? Et opgivende suk forlod hendes læber.
,,Ja jeg kunne spørger dig det samme! Fordi jeg er herude, udelukkende fordi jeg så at nogen bevægede her sig ind. Elever er ikke tilladt her ude, det ved du!’’ hun viftede lidt med staven og satte hænderne i siden.
,,kom vi skal tilbage igen!’’ hun gjorde det ret klart at han intet valg havde. Og hun havde slet ikke besluttet sig for hvor mange point hun skulle trække fra ham endnu. Hun hadet dette, være den som straffede sine egne medelever. Men det var i det mindste ikke hende som havde rodet sig ud i noget hun ikke burde.

[Deleted]

Han sænkede sin stav lidt. Callaghan så meget træt ud. Han selv havde nået at sove et par timer inden han var begivet sig ud i skoven. Dette virkede ikke til at være hendes tilfælde, den stakkel. Han havde aldrig haft noget imod hende, hun så da altid sød ud, så hun var ikke den værste der kunne have fanget ham i den Forbudte Skov den aften. Nu hvor hun var der, havde han ikke noget imod lidt selskab. ”Undskyld mig.” sagde han og sænkede sin stav endnu mere, indtil hendes ansigt endnu engang lå mørklagt.
Hun smilede til ham og rystede på hovedet. Han var ikke kommet så langt for at vende om. Han var ikke nogen modbydelig slange der kun var derude for at bryde alle reglerne. ”Helt ærligt, Callaghan. Har du ikke bedre ting at tage dig til end at rende efter mig herude? Du ligner én der ikke har sovet i 3 dage. Jeg laver ikke ballade,” sagde han og slog ud med armene. Skoven var smuk i lyset fra hans stav, og et eller andet sted i det mørket var der nogen der løb rundt. Der var planter der ikke var i nogle af de andre skove, og der var magiske væsner. ”Jeg er her kun for at lave lidt ekstra-lektier. Vil du være med? Du er herude alligevel. Det kommer ikke til at tage lang tid.”

[Deleted]

Lignede ikke en som der havde sovet i tre dage? Hendes bryn gled ned imod øjnene mens læberne formede sig i en trutmund. Vidste han ikke at piger var følsomme omkring disse ting? Tydeligvis ikke.
,,Tusind tak for komplimenten Blair’’ hun var tæt på at kalde ham Edmund, mest fordi hun mente at have fået med at han ikke brød sig om det. Og hun var ikke i humør til at finde en ven eller være venlig. Hvis en lære fik at vide hun lod en elev rende rundt her ude uden opsyn? Hvilke problemer hun ikke ville ende ud i!
Den kolde vind greb omkring hendes lyse brune lokker. De dansede omkring hendes ansigt og en hånd blev flyttet fra hoften for at trække de sidste strå ud af ansigtet.
,,Det er lige meget om du er her ude for at lave ekstra lektier! Du må ikke være her ude uden tilladelse eller opsyn, dét ved du godt!’’ hvis hun ikke vidste bedre, ville hun tro at han var fra gryffindor med hans evige tendens til at bevæge sig ud hvor det var farligt. Også selvom det var fordi han gerne ville lære noget mere omkring de forskellige ting.
Hun skulle lige til at forklare ham yderligere, hvorfor det var en rigtig dårlig idé for dem at være her ude. Da hendes øre opfangede en gren der knækkede. Det var bestemt ikke menneske fødder det der! Hun var lige ved at hoppe i drengens arme, men formåede at holde sig fra det og blot stillede sig lidt tættere på.
,,Sssssh…’’

[Deleted]

”Velbekomme.” svarede han og smilede skævt. Hvis hun nu bare gik tilbage og sov, var der slet ingen problemer. Hun kunne lade som ingenting og det kunne han også. Han havde tænkt sig at komme helskindet tilbage. Han rynkede brynet. ”Du behøver ikke at sige til nogen at du har set mig. Hvis nogen spørger, kan du sige at det var falsk alarm. Du så syner. Hvad får du ud af at slæbe mig med tilbage, andet end at berøve mig for viden?”
Han trådte automatisk tættere på hende, til hans skulder rørte hendes. Med staven som deres eneste lyskilde, rettet mod skovbunden, kunne de kun lytte. Hvad end det var der gik rundt lød til at have fire ben. Hvor fedt ville det ikke lige være hvis det var en kentaur?
”Der er ingen grund til at være bange.” sagde han, på trods af at han godt kunne mærke hvordan det ukendte fik hans hænder til at ryste. Han kunne ikke blive stående det, og være stille som Olive Callaghan bad ham om, så med ét hævede han sin stav og lyste på væsnet. Det vhavde rigtigt nok fire ben, var brunt, havde en sort snude og lyset reflekterede sig i dens øjne. Det var… et rådyr. Han sænkede skuffet sin stav halvt igen, og drejede sig mod hende, mens dyret stak af. ”Vi skal længere ind hvis vi vil se noget spændende.” konstaterede han og gav hendes skulder et let skub med sin egen, inden han begyndte at gå igen.

[Deleted]

,,Det kan du sagtens fortælle mig, gør det ikke bedre!’’ snerrede hun i en lavmeldt hvisken. Hvis han fik dem begge dræbt, fordi de havde bevæget sig ind i kentaurernes område. Ville hun sørger for at de begge kom tilbage som spøgelser! Kunne man overhoved det?
Hele hendes krop rystede, måske både fra den kolde temperatur som der var ude i skoven. Men nok mest fordi hun var skræmt for hvad der ville ske som det næste.
Hendes krop slappede dog af og et lille suk af lettelse forlod hendes læber. Bare et rådyr. Dens sorte klare øjne betragtede dem, men så snart at den lagde mærke til at der var mennesker i nærheden stak den af. Dens flotte elegante bevægelser fangede kort Olive’s opmærksomhed. Hvilket nok var grunden til at hun ikke rigtig tog sig af han skubbede til hende, eller begyndte at gå igen.
Hun rystede hoved for at vende hendes fokus tilbage på det som var vigtigt. Nej nu havde hun aldrig! Det kunne godt være han var en årgang over hende, men han kunne ikke bare sådan tro at hun ville lade ham gøre noget der ikke var okay. Fandens til ambitiøse Ravenclaws som kun tænkte på sig selv!
En lavmeldt vrissen forlod den trætte pige.
,,Blair!’’ råbte hun og begyndte at løbe efter ham. Men med hendes uopmærksomhed var han nået et godt stykke foran hende. Hvilket gjorde at de nu var meget længere inde i skoven en først, da hun nåede og indhente ham. Hendes hånd lukkede sig rundt omkring hans håndled.
,,Nej! Vi skal tilbage!’’

[Deleted]

Han kiggede undskyldende på hende. Han havde ikke haft planlagt at nogen skulle opdage ham, tydeligvis. Hvis han fik lov til at være alene kunne han bedre koncentrere sig, men hvis han ikke var alene var hans chancer for at blive spist helt statistisk set mindre. Ikke at han havde tænkt sig at kaste hende for ulvene.
Det var ikke rådyr som han var der for at se. Kun, hvis den havde haft i sinde at spise dem begge. Han havde ikke regnet med at hun ville følge efter ham. Hvis hun havde haft nogen fornuft var hun gået tilbage.
"Nu må du svare mig ærligt, Callaghan," sagde han ud i luften mens han fortsatte ind i skoven. "Er det her bare en undskyldning for at du også kan udforske skoven? For jeg vil med glæde være din undskyldning."
Han stoppede op da hun greb fat i ham. "Skal vi holde i hånden nu?" spurgte han og rettede sin stav ned for at lyse på hendes hånd.