Tidens gang [halv åbent]

[Deleted]

Forbeholdt
@ceene
men vil andre joine er det selvfølgelig også i orden!

Et irriteret suk forlod Olives læber, en af de yngre elever kiggede op på hende med store runde øjne.

,,Undskyld jeg mente ikke..’’ brummede hun mens hun gned sine tændinger. Det havde været nogle hårde dage, virkelig rodet sig ud i mange problemer og det sidste hun havde brug for var at undervise andre til at klare sig bedre i timerne.

Der var fire første års elever som sad rundt omkring bordet sammen med hende i Ravenclaws opholdsstue. De havde nu siddet der de sidste tre timer, og de havde stadig svært ved at få fjerne til at lette ved wingardium leviosa besværgelsen. Var hun bare en virkelig dårlig lære eller havde hun fået de mindst begavede at hjælpe? Hun rullede med øjnene og håbede de ikke så det. Selvfølgelig havde hun det, hvorfor havde de ellers meldt sig til hendes lektie hold?

Hun klappede bogen sammen ,,Slut for i dag, vi kommer alligevel ikke længere. Desuden er der snart mad i storsalen.’’ de jublede og pakkede alle deres ting sammen, en nåede dog lige at sige mange tak for hjælpen. Inden hun forsvandt op til deres forskellige sovesale. Et smil prydet hendes læber, mens hun igen gned sig hen over tændingen. De var nu alligevel søde og så lang tid siden havde det jo alligevel ikke været siden, at hun selv havde været en lille pige som lige var begyndt at lære magi for alvor.



Men lektierne for hendes egne fag lavede jo desværre ikke sig selv, så hun fandt hurtigt bøger og det halvfærdige dokument til Forsvar for mørkets kræfter frem. En stil omkring de uforglemmelige forbandelser. Spændende, måske hun skulle prøve at kaste en anden vinkel ind?

Blikket kastede sig op imod loftet, som viste himmelen. Præcis lige som når man sad nede i storsalen, var loftet her også magisk. Måske en lille pause ikke ville skade? Eller måske, en lur. Øjenlågene blev langsomt tungere og tungere. Ind til at mørket over tog hendes sind og Olive faldt i søvn.

[Deleted]

Echo nåede lige akkurat at smutte igennem den smalle døråbning, inden den store, tunge trædør ind til biblioteket smækkede bag hende. Med bøgerne favnen drejdede hun ned af gangen og fortsatte ned af trappen der førte til Ravenclaw opholdsstue. Hun havde brugt eftermiddagen på biblioteket med næsen begravet i bøger. Et sjælendt syn, ville nogle nok mene, men eksaminerne var lige om hjørnet, og Echo havde en del hængepartier hun manglede at få samlet op på. Sådan var det næsten altid på denne tid på året. Ikke desto mindre havde hun i de 8 år hun efterhånden havde gået på Hogwarts, formået at klare sig igennem hvert semester - og afsluttet dem med topkarakter. 

”Hvem kom først, phonixen eller flammen?” skrappede dørhammeren, sad på døren til Ravenclaws opholdstue og forestillede en ravn. ”En cirkel har ingen begyndelse” svarede Echo promte, hvorefter døren på magiskvis gled op. Hun fortsatte ind af en kort halvmørk gang, inden hun trådte ind i Ravenclaws opholdsstue, der som sædvanligt lå badet i sterinlys. Echo havde forventet at der som minimum ville sidde nogle stykker henne ved pejsen, men rummet virkede umiddelbart tomt. Hun kastede et blik hen over de små grupper af border og stole, da det pludselig faldt på en pige der lå med overkroppen halvt ind over bordet, og ansigtet skjult i håret. Echo gik roligt hen til hende, og lagde blidt en hånd på hendes skulder. ”Sover du?..” spurgte hun dæmpet og ruskede forsigtigt i hende.  Håret gled en smule væk fra hendes ansigt. Hun så umiddelbart ud til at være nogenlunde på alder med Echo, men hun syntes ikke at have set hende før?

[Deleted]

Alt virkeligheds fornemmelse måtte være forsvundet for den yngre pige. For hun lagde ikke mærke til at folk var forsvundet fra opholdsrummet. Havde ikke opdaget hvordan nogen havde prøvet at vække hende. Og havde bestemt ikke opdaget hvordan at noget papir var begyndt at hænge fast på hendes kind, fordi hun som sædvanligt salvede, bare en lille bitte smule.
Hvad hun drømte, ville hun ikke huske senere. Det var en af de tilstande hvor man sov den bedste søvn af alle. Den hvor man svævede mellem drømme ubevidst, mens hjernen var slået fuldstændig fra. Hun vidste at man kendte forskellige grader af søvn. Fire for at være helt korrekt.
Der var mild døs, den hvor man er tæt på at falde i søvn. Hjernen er langsomt begyndt at sænke hjerneaktiviteten men man er endnu ved bevidstheden.
Let søvn, du sover nu men der er mulighed for at blive vækket rimelig nemt.
Den dybeste ro, du er næsten umulig af vække bare sådan lige. Det er også dette stadie man typisk enden går eller taler i søvne. Eksperter mener at man bruger en halv time efter dette stadie på at vågne op.
Rem søvnen, den søvn man træder ind i, når man begynder at drømme. Typisk er hjernebølgerne i dette stadie lige så aktive som når man var vågen. Dette stadie er man også nem at vække.

,,hva!? Ymer tog den sidste kage i krukken!’’ Olive fløj forvirret op i siddende position, mens hendes blik flakkede vildt omkring sig. Hendes blå øjne betragtede pigen foran sig. Hvem fanden var hun og hvad fanden skete der her?
Noget der irriteret hendes kind, fik hendes fingre til at gøre klar til at klø huden. Men opdagede at et stykke pergament papir havde sat sig fast. Super. Hun pillede det lige så forsigtigt af kinden. ,,Wow, hvad sker der her?’’ kom der med en grødet stemmen, mens hun kløede sig i hoved. Hvad var klokken efterhånden blevet?

[Deleted]

Echo fór forskrækket sammen med et højt hvin da pigen, der for mindre to sekunder siden havde ligget sovende hen over bordet, fløj op og mumlede noget utydeligt, inden hendes blik flakkede forvirret rundt i lokalet. Echo udstøtte små gryntende lyde, i et forsøg undertrykke den latter, der forsøgte at komme op til overfladen, efter forskrækkelsen havde lagt sig. Hun fattede hurtigt sig selv, da pigen henvendte sig til hende med og tog en dyb indånding inden hun åbnede munden. ”Jeg tror måske du var faldet i søvn?” sagde Echo forsigtigt, og strøg en tot af hendes blonde lokker om dag øret, noget hun ofte gjorde når hun blev genert. Hun fugtede hurtigt sine læber, og skævede op på kukuret der hang over pejsen. ”Der er en halv time til vi skal spise” informede hun hende, og trykkede bøgerne ind mod brystet, inden hun med et nysgerrigt blik lagde hovedet på skrå, og lod øjnene glide ned over pergament-papirerne foran pigen. ”Urgh! Forsvar mod Mørkets Krafter…” sagde hun med tydelig væmmelse i stemmen og rettede blikket mod pigen. Pludselig syntes Echo at pigen virkede bekendt. Havde hun ikke set hende sammen med nogle af de andre fra årgangen? Kunne det virkelig passe at hun gik på årgang med en hun aldrig havde udvekslet ét eneste ord med? ”Går du på 7. årgang?” røg det ud af hende, mens hun knep øjnene sammen med et eftertænksomt blik. ”Uh, og forresten, så hedder jeg Echo” skyndte hun sig at sige, med et lille smil i mundvignen.

[Deleted]

,,Ah ja, faldet i søvn’’ hun gned sine øjne med den ene hånd og undertrykte et gab.
Utroligt at hun kunne falde i søvn på den måde, men det havde også været nogle mærkelige uger på det sidste. For slet ikke at snakke om hendes aftensvagter som vejleder. Hvem havde også fundet på at de skulle hjælpe til med at sørger for at eleverne blev i deres senge om aftenen og natten? Kunne folk da for gudsskyld ikke bare blive i deres senge.
Sidst havde hun måtte hjælpe en førsteårs elev som var blevet indfanget af Peeves. Det havde bestemt ikke været kønt syn, og hun var også relativ sikker på at den knægt aldrig ville befinde sig på gangen efter udgangsforbuddet var trådt i kræft.
Mens hun sad i sin egen lille verden havde hun lidt glemt at der faktisk var en pige ved hendes side. Det var først da en række sætninger forlod hendes mund, en erklæring, så et spørgsmål efterfulgt af en præsentation. Det svømmede lidt for hendes øjne, da Olive vente blikket tilbage på hende.
,,Ah..’’ hun kløede sig lidt i nakken. Hvad havde hun spurgt om igen? Når ja!
,,Nej, går på femte årgang hvorfor da?’’ igen pressede et gab sig frem som hun ikke kunne nå at undertrykke. Og hånden lagde sig derfor hen over den åbne mund. ,,Olive’’ nikkede hun som sin egen præsentation. Så der var mad om ikke så længe? Måske hun burde få pakket sammen og gå derned.

[Deleted]

Femte årgang? Echo var ellers hundrede procent sikker på hun havde set hende sammen med nogle fra hendes årgang. På den anden side gjorde de mørkeblå uniformer og sorte kapper gjorde det ofte vanskeligt at skelne eleverne fra hinanden. Echo trak let på skulderene og rystede svagt på hovedet. ”Jeg syntes bare jeg havde set dig før…” begyndte hun ”altså, sammen med nogle fra min årgang” skyndte hun sig at tilføje med et skævt smil. Echo havde en tendens til at blive en smule genert når hun talte med nogen hun ikke kendte, hvilket ofte resulterede i at hun fremstod en anelse kejtet. Hun fugtede hurtigt sine læber, og sænkede kortvarigt blikket inden hun atter slog blikket hen på pigen der præsenterede sig, som Olive. ”Olive?” gentog hun, som for at sikre sig at hun havde hørte korrekt. Echo skævede endnu engang ned på pergamenterne der lå foran Olive, og kastede et hurtigt blik op på kukuret. ”Hvornår skal du afleverer?” spurgte hun og nikkede mod pergamentet. ”Vi skulle lave selv samme opgave da jeg gik på 5. årgang, så hvis du har lyst har jeg min liggende et sted..” fortsatte hun og strøg en hårlok bag øret, som var gledet frem fra før. ”..måske du kan få noget inspiration?” forslog hun og lavede en lille bevægelse med hånden, med et venligt smil på læben.

[Deleted]

Set hende sammen med nogle fra hendes årgang? Hm, hun kløede sig lidt på hagen mens at hendes blik blev lidt tomt. Hun rystede på hoved for at vende tilbage til virkeligheden. Det gik egentlig op for hende hvor meget hun kløede sig på kroppen, når hun integrerede med andre mennesker.
,,Kan muligvis godt være, man kommer jo lidt rundt som vejleder’’ kom der med et stille smil og trak på skuldrene. Normalt var hun jo slet ikke sammen med andre mennesker, ikke sådan ude af egen fri vilje. Og mennesker fra de højere årgange plejede normalt ikke at være så venlige imod hende. Eller, venlige var måske ikke ordet. De ignorerede lidt hende, mens hun taknemmeligt gjorde videre med hendes egne ting.
Et lidt bredere smil erstattet det skæve, der ellers havde formede sig på hendes læber. Det var da ellers sødt af hende at tilbyde hjælp det plejede hun normalt ikke at møde i dette kollegie.
For stolte og ambitiøse. Det var typisk de ord som der blev sammenlignede med dem som blev placeret her. Jo hun var ambitiøs og hun var da også stolt. Men ikke lige som nogen af de andre fra hendes årgang.
,,Det super pænt af dig’’ hun grinede lidt ,,Det typisk lærer af gengive lektier hva? Lidt som om at de regner med at eleverne ikke snakker med hinanden’’ der blev slået et lille klik med tungen.
,,Men det er nu ellers ikke fordi jeg mangler inspiration.. blot søvn’’ hun strakte sig og gabte ,,Som du jo nok opdagede’’

[Deleted]

Echo lavede en bevægelse med hånden som ville hun klaske sig selv i panden. ”Duuh! selvfølgelig, det giver mening..” sagde hun storsmilende og rystede let på hovedet over sig selv. Selvfølglig. Skoleuniformerne gjorde det svært at adskille vejledere fra elever, men pludselig huskede Echo det lille skilt der havde hængt på hendes trøje. ”Præcis!” små lo Echo istemmende til Olvies bemærkning om lektierne ”…men måske er det fordi de regner med at os ambitiøse Ravenclaw-elever ikke har tænkt sig at genbruge hinandens opgaver” lo hun og himlede med øjnene. Ravenclaw-elever havde nemlig - som de fleste var bekendt med - et ry for at være nogle ambitøse, selvhøjtidelige, stræber typer med rundsave på albuerne, og Echo var derfor klar over at hendes tilbud nok ville virke en smule malplaceret. Alligevel fortrød hun ikke at have gjort det. Hun havde aldrig rigtig følt sig som en ægte Ravenclaw og brød sig generelt ikke om den mig- mentalitet der var på kollegiet. ”Ah, I know the feeling..” sagde hun roligt med et skævt smil på læben. ”Som du kan se kommer jeg også lige fra et par timer i selvskab med de her” fortsatte hun og og nikkede mod den tykke stak af bøger af hendes favn. ”Søvn er vidst en mangelvare hos de fleste elever på denne tid af året” sagde hun med et skævt smil på læben. Der var noget over Olive man sjælendt så på disse kanter. Imødekommenhed. Venlighed. Echo havde efterhånden vænnet sig til det konstante karakterrace og dingserne, men det var en fornøjelse at møde et andet menneske, som tilsynladende virkede til at besidde nogenlunde samme værdier som hende selv. ”Hvis du har lyst, så kunne vi sætte os sammen efter aftensmaden og få samlet op på vores hængepartier…så falder vi da i hvert fald ikke i søvn” forslog hun og strøg en tæt hår om bag øret med et venligt smil i de grønne øjne.