Here comes trouble

[Deleted]

@snape  

Gangene på Hogwarts

2052 - April - kl. 23.45

Tristan sneg sig rundt hjørnet der ledte ud til de store marmortrappe. Det hele lå så øde og stille hen, det var næsten helt befriende. Han var på vej mod køkkenet for at finde sig en natmad som han ofte gjorde omkring denne tid. Han var træt efter en lang dag i skolen med lidt for kedelige fag, men han kunne ikke sove på tom mave! Derfor denne nattelige mission.
Han havde nok altid været lidt af en eventyrer og have tit og ofte sneget sig på opdagelse ved enhver given lejlighed. Skolen var bare så stor og facinerende han ville aldrig blive træt af at udforske den.
Som han begav sig ned af den enorme trappe havde han næsten lyst til at fløjte lidt muntert, men var godt klar over det nok ville give lidt for meget genlyd i de tomme gange og han ønskede jo ikke at blive opdaget. Der lød et svagt tordenbrag i det fjerne hvilket informerede om uvejret udenfor, han smilede lidt og så op mod loftet skønt der ikke var noget at se. Han kunne godt lide uvejr, det gav en helt særlig og lidt spændende stemning. Ikke kun til aften, men sådan generelt..

Han stoppede op for foden af tappen og lyttede lidt. Han havde hørt et eller andet, men eftersom det ikke forsatte gik han bare ud fra at det måtte være Peeves der lavede ballade igen. Endnu et smil. Peeves kunne være særdeles underholdende når altså ikke det gik ud over ham selv.
Med raske skridt satte han kurs mod køkkenet nedenunder, nu håbede han bare ikke at han ville blive busted for han orkede ikke flere eftersidninger.

[Deleted]

Med det lange røde hår sat op til at ligne en stor sløjfe på toppen af hendes hoved og med den sorte kappen flagrene efter hende, marcherede Sarah igennem gangene. En lille lysende kugle svævede ved hendes side og fulgte hende, hvor end hun gik. Det var nemmere end at skulle holde tryllestaven oppe foran sig hele tiden. Et lille tricks, hun havde fundet frem til tidligere på sit femte år. Ganske praktisk. Og det gjorde, at hun havde hænderne frie.

Hun var midt i et gab, da hun hørte et andet et af skridt. Automatisk stoppede hun op og så sig først over skulderen og så videre omkring i søgen efter lyden. Det kunne sikkert være en anden vejleder. Hun var trods alt ikke den eneste, der var på patrulje denne aften. Men hun havde flere gange lært, at man aldrig kunne tage den konklusion til sig. Hogwarts var jo som en stor legeplads. Fyldt med regelbrydende elever. Dog.. hvem kunne bebrejde dem? Skolen var et interessant sted. Og der var sikkert mange flere hemmeligheder, end man ville tro. Det gav dog ikke elever lov til at løbe omkring efter udgangstidspunktet.
Hun spidsede ørene og endte næsten med at holde vejret bare for at være sikker på, at hvad hun hørte var sandt. Der var den igen! Lyden. Den var nær. Og det var det eneste hun havde brug for at vide, før hun med det samme satte gang i fodtøjet igen. Og inden længe fik hun øje på gerningsmanden på sin vej ned af en trappe.
”Holdt!” sagde hun højt, mens hun stillede sig for enden af trappen og stirrede direkte mod drengen i håb om, at han ikke bare ville vende om og løbe den anden vej. ”Hvad laver du ude så sent?” Hun rettede ryggen godt ud, så det broderede Slytherin-symbol sammen med vejleder-emblemet blev fremvist lidt bedre, Det eneste der var andeledes ved den unge heks seriøse udstråling var den svagt sygelige bleghed, der var at inde i hendes ansigt. Hun havde det egentlig ikke for godt. Men det holdt hende ikke fra at gøre sit arbejde. Hun tog et par skridt op ad trappen, som for at virke mere truende, mens den lille lyskugle blev set op og stoppede først nær den nattevandrende elev.

[Deleted]

Tristan var godt igang med at skjule sit gab bag håndryggen uden at ane at en vejleder tæt på gjorde det samme. Han var forholdsvis ubekymret som han traskede ned af trappen, men det var da kun frem til hun nærmest dukkede op som havde hun ligget på lur for ham i skyggerne. Han brød gabet med det samme og stirrede en anelse chokeret på hende. Det var ikke så godt måtte han hurtigt erkende. Han orkede virkelig ikke at pådrage sig flere eftersidninger, men det skulle han jo nok have tænkt på noget før.
Nu var der så to muligheder, han kunne vende sig og flygte eller han kunne forsøge at tale sig ud af det - sidstnævnte havde han som regel mere helt med eftersom det var svært at løbe med ryggen til en vejleder og så beskytte sig selv mod deres lammere eller benlås, eller hvad de ellers havde tilladelse til at bruge for at forhindre eventuelle flugtforsøg.
Han rettede ryggen som hende og rømmede sig en smule. "Jamen jeg er da på patrulje," sagde han med stor overbevisning i stemmen, "hvad laver du ude på denne tid?" Han var godt klar over at den var svag, han havde jo hverken skilt eller noget, eller at han kun gik på fjerde årgang, og derudover så kendte hun jo sikkert alle de andre vejledere, men det var lige det bedste han kunne komme op med på nuværende tidspunkt.

Af mange dumme undskyldninger han var dukket op med slog dette her nok rekorden for dumheder, men han kunne jo lige så godt forsøge at snakke sig udenom for alternativet var sikkert endnu en eftersidning. Han tog et par skridt nærmere mod hende. "Jeg..ehm..har fået special tilladelse til at være oppe og hjælpe vejlederne til aften." Kommenterede han, en smule mindre overbevisende end før, men han nægtede at give op! Ikke endnu i hvert fald.
Som den unge teenagedreng i starten af puberteten som han nu engang var, tog han sig den frihed kort at lade blikket glide op og ned af hende. Hun var en flot pige og han var ret sikker på at han havde set hende i storsalen fra tid til anden. Han daskede mentalt sig selv over nakken, ja selvfølgelig havde han da set hende der, hvor skulle han da ellers have set hende henne.
Han rømmede sig lidt, "så du er vejleder fooor," han lo blikket glide til broderiet ved siden af vejlederemblemet, og mærkede modet synke en kende, "Slytherin. Fedt kollegium, jeg er faktisk også lidt slange." Okay nu smurte han vare tykt på for at charme sig ind hos hende, for der var da ikke nogen del af ham der ønskede at være slange. Skønt han og Allison var rigtig gode venner så ville han til hver en tid mene at Gryffindor var et langt bedre kollegium. Desværre gjorde den evige magtkamp mellem kollegierne at Slytherin ofte havde det ganske fint over at trække point og straffe Gryffindor elever. Uretfærdigt.

[Deleted]

Sarah havde aflæst den eventyrlystne dreng fra det samme øjeblik, hvor han havde vendt sin opmærksomhed mod hende. Blikket det havde lagt i hans øjne fortalte alt, hvad hun havde brug for at vide. Hun havde set det så ofte igennem de sidste 8 måneder, at det på daværende tidspunkt havde boret sig godt ind i hendes hoved. Hun bildte sig stadig ind, at det var så nemt at gennemskue at enhver kunne se det, også selvom hun et sted forsøgte at skjule sin konstante observerende natur. Hun havde trods alt før i tiden stødt på folk, der ikke rigtig havde brudt sig om det lille talent. Freak.

Som på kommando hævede hun et øjenbryn, så snart han begyndte at tale. Så han var den type. Ikke at det kom bag på hende. Hun havde hørt diverse rygter om denne specifikke elev. Hun så noget mistroen på ham, men hun lod ham tale ud. For før eller siden måtte han nok selv lægge mærke til, hvordan han ikke gjorde andet end gravede sin egen grav. Det var ikke kun mere underholdende. Hun havde nemlig også oplevet, at det fik proceduren til at gå en tand hurtigere, end hvis hun skulle bryde ind midt i en elendig forklaring. Og af og til kunne det jo ske, at nogle kom med noget reelt. Det viste sig desværre ikke at være tilfældet denne gang. Godt nok smed han noget nyt efter hende, men han ødelagde meget hurtigt chancen igen ved at lade sin mund fortsat stå åben og lade lyd ud.
”Slytherin.” svarede hun samtidig med, at han selv kom frem med svaret, hvorefter hun samtidig lige fik skubbet brystkassen en millimeter mere frem, som for at fremvise sin kollegiemærke yderligere. Slytherin var ikke det nemmeste kollegie at være i for hende, men hun ville ikke vælge noget andet, hvis hun fik valget. Efter lidt tid måtte hun dog sukke opgivende. ”Det er ikke noget mand normalt hører fra en Gryffindor.” Hun rettede sine blå øjne direkte mod ham. Stadig med det kølige, professionelle udtryk i ansigtet. ”Du er Tristan O’Connell, er du ikke?” Det havde været en overordnet plan for hende at genkende ikke kun eleverne fra hendes eget kollegie, men også dem der skilte sig ud iblandt de andre. ”Gryffindor elev på dit 4. år?” Hun bevægede sig roligt de sidste trin op til ham. ”Hvis du-..”
Hun stoppede meget brat op. Og straks efter drejede hun i en fart sit hoved væk fra Tristan og skjulte det i sin venstre arm lige inden et voldsomt - men ikke højlydt - nys overmandede hende. Med sin højre hånd løftet op foran sig som en undskyldning, stod hun et par sekunder og samlede sig. Sikrede sig, at hun ikke skulle til at nyse igen. ”Hvis det er sandt, at du er oppe for at hjælpe til, burde du ikke rande rundt for dig selv.” vendte hun tilbage og snøftede sagte. Hun havde ikke tid til at være syg. Så selvfølgelig forsøgte hun at lade som ingenting. ”Så vidt jeg ved, er det Connor Barden, der har ansvaret for Gryffindors vejleder team, så du burde følges rundt med ham.” Armene blev langsomt lagt henover skrå, og hun lænede lidt mere vægt over på det ene ben. ”Men jeg husker ikke at han har vagt i nat. Hhmm? Eller er jeg helt forkert på den?”

[Deleted]

Det var nok stadigvæk ikke gået helt op for Tristan at han var på tynd is. Faktisk mente han selv at han havde ret godt styr på situationen. Han skulle ikke nyde noget af at ende i eftersidning eller noget i den stil så han måtte jo gøre hvad han kunne for at sno sig udenom. Gary var ofte efter ham fordi han altid rodede sig ud i problemer og med Felton der ikke rigtigt gad lektier så måtte det da heller ikke være let at være plejefar.
Derfor var der ikke grund til at give ham flere bekymringer på sine gamle dage. Tristan smilede lidt for sig selv ved den tanke. Han drillede ofte Gary med at han var en gammel mand, heldigvis var han så varm at han godt vidste Tristan ikke mente noget ondt med det. Dog var det aldrig fedt at skulle indrømme at man havde fået endnu en eftersidning, og han kunne ikke holde det skjult eftersom Gary var pedel på skolen og dermed bare vidste alt hvad der rørte på sig.

Han sendte hende et lidt slesk smil, "måske ikke, men vi er jo begge professionelle ikke sandt?" Han forsøgte at ranke ryggen lidt yderligere bare for at virke lidt mere autoritær. Hvor professionel man kunne forholde sig som 14 årig var der nok grænser for, men det var et godt ord at bruge, han havde hørt voksne bruge det mange gange.
Da hun nævnte hans navn sank han modvilligt en klump. Det var ikke så godt, slet ikke hvis han rygte var kommet ham i forkøbet hvilket der desværre var en ret god chance for at det var. "Joooh," svarede han tøvende og uden helt at vide om det var godt eller skidt, sandsynligheden for at det var skidt var nok langt større end for at det var godt, desværre.
Han så overrasket på hende som hun drejede hovedet væk fra ham, kortvarrigt optaget af et nys. Et smil bredte sig på hans læber for en kort stund, "prusit," kommenterede han, åh de små fornøjelser i livet. Desværre vendte alvoren ret hurtigt tilbage, han rømmede sig som hjernen atter blev sparket i omdrejninger for en ny undskyldning. "Jeg ved det," han sukkede meget dramatisk, "det var fordi han sendte mig ned i køkkenet efter en kop te til ham, hvilket han jo ikke må", endnu et dramatisk suk fulgte, "jeg lovede ham at jeg ikke ville sladre, men ved du hvad jeg har en løsning," han fandt sit forhandlingsudtryk frem igen. "Du virker sløj, så hvad med at jeg henter en kop varm kakao til dig og teen til ham, så lader jeg den passerer med at du fejlagtigt troede jeg var på natterend, og du lader bare hver med at nævne vores møde for nogen, Connor skal jo helst ikke ende i problemer." Han smilede meget uskyldigt til hende.

[Deleted]

”Sløj? Hvad snakker du om? Jeg er ikke sløj.” Der var tydelig benægtelse i hendes stemme. Men udtrykket, der havde formeret sig hen over hendes blege ansigt, viste kun uforstående undring. Og der var nok en smule dømmende effekt over hende samtidig. For hvor vovede han at bruge hendes helbred som en undskyldning. I hendes øjne var hans bekymring ikke meget andet end, noget han forsøgte sig med for at komme ud af den situation, han var endt i. Og hun havde som sådan ikke løjet. Hun var ikke sløj. Ikke i hendes hoved i hvert fald. Det kunne godt være, at hun var en smule svimmel. Og det kunne godt være, at hun have følt en hovedpine krybe sig tættere og tættere på. For ikke at tage som de få tidpunkter i løbet af dagen, hvor hun knap nok havde kunne koncentrere sig om hverken undervisning eller andet på grund konstante slørrede pletter for øjnene. Det var jo ikke noget alvorligt, så selvfølgelig mente hun, at hun sagtens kunne tvinge sig igennem det uden problemer.
Men til trods for at hun ikke havde planer om at indrømme sit ubehag, havde hun nu alligevel - ubevidst - fået taget fat i trappens gelænder for lidt ekstra støtte. ”Du burde for det første vide bedre end at bestikke en vejleder. Og for det andet, er det en yderst dum idé, at tage imod opfordringer til regelbrydning.” fortsatte hun med en nærmest opgivende tone i den skotske accent. Hun lagde kortvarigt en hånd mod panden og kørte den efterfølgende henover håret, så godt hun nu kunne uden at ødelægge opsætningen. ”Derudover er te ofte allerede tilstede i kollegieopholdstuerne. Det er kakao og kaffe der holdes ved opsyn i køkkenet, hvis man ikke selv har medbragt det.” Ved en dyb indåndning løftede hun sit hoved igen og trykkede sin hånd lidt ind mod sin bare hals, hvorefter den atter faldt ned langs siden.

”Hvad andet er - Du er en del af Gryffindors quidditchhold, af hvad jeg er klar over. Basker.” Hun huskede tilbage på, alt hvad der var sket siden Slytherin endelig havde vundet en sejer over løverne i quidditch. Ikke den mest behagelige oplevelse. ”Er der ikke træning for jer løver en gang i morgen? Så synes du ikke selv, at det er en meget dårlig idé for dig at liste omkring på denne tid af natten? Om det så er for at få te eller hvad end du er på jagt efter. Dette er jeg næsten sikker på at jeres anfører ikke ville stå indenfor.” Med al den snak om quidditch kunne hun ikke helt holde sig fra at forestille sig selv være en del af det. Hun nød at flyve. Og hun havde absolut intet imod at overværer kampene. Men noget for hende, havde det nu ikke rigtig været.

[Deleted]

Tristan kastede forsvarende hænderne op foran ansigtet, "Okay, okay, du er ikke sløjt, got it." Han skar en grimasse og lod blikket hvile på hende i nogle lange sekunder. "Men du ser altså stadigvæk skidt ud." Informerede han en smule højere end ment. Hun virkede bare ret bleg.
Som hun greb fat i gelelæneret tog han - uden selv at tænke over det - et par skridt frem mod hende. "Ja ja jeg ved det, svarede han afværende, hun virkede altså ikke til at have det så godt og det var hans opmærksomhed lidt mere rettet mod. "Er du sikker på at du er okay?" Denne gang var der mere bekymring i hans stemme og han tænkte ikke helt så meget på at stikke af som han havde gjort kort forinden. "Måske du skulle gå op i hospitalsfløjen?" Forslog han med hovedet let på skrå og fuldstændig ligeglad med hendes advarende tone.
Som hun stædigt forsatte sin anklage kiggede han bare lidt opgivende på hende. "Jeg ved godt at der er te i opholdsstuen, men nu var det jo køkkenet jeg var på vej ned til for at hente kakao til ham." Han tænkte ikke selv over at han havde ændret sin historie fra te til kakao og skønt det havde set sjovt ud da hun nøs, så havde han det faktisk lidt skidt over at hun så ud til at have det dårligt.

Han tav omgående da hun begyndte at snakke om quidditch. En ting var hvis han endte med at få en eftersidning ud af dette her, hvilket ville være super nedern, men hvis det oveni købet skulle gå ud over hans quidditchtræning så ville han for alvor blive trist til mode. "Jo det er der?" Sagde han lidt usikker på hvor dette førte hen.
Inderst inde tiggede og bad han bare til at han kunne slippe udenom, især fordi han ikke havde lyst til at indrømme overfor Gary at han havde fået endnu en eftersidning. "Du har ret, så hvad med at jeg bare smutter op i seng igen og du kan tage op til hospitalsfløjen og så snakker vi ikke mere om det her?" Han smilede lidt forhåbningsfuldt mod hende og lod hovedet glide på skrå igen i håb om at hans charme ville virke på hende.
"Altså jeg kan også følge dig derop hvis det skulle være? - Altså til hospitalsfløjen mener jeg." Det ville måske kunne redde hans røv hvis han nu spillede sine kort rigtigt...forhåbentlig.

[Deleted]

”Jeg har det fint nok. Jeg fik bare lidt kulde tidligere. Det er ingenting.” Det værste var nok, at Sarah selv troede på det. Benægtelsen havde gået ret langt. For hun var ikke typen der nemt blev syg. Eller det havde været, hvad hun længe havde bildt sig selv ind. Det var kun fordi hun havde lært at tage bedre af sig selv, for da hun var mindre havde hun ligget med influenza eller lignende som var det en årlig kalender-afmærket dato. Nu var det ikke meget mere end en omgang forkølelse en gang imellem. Ikke noget der behøvede den største behandling. Da han nævnte, om hun ikke skulle tage et besøg forbi hospitalsfløjen, viftede hun ham blot væk med hånden og rystede på hovedet. Det kunne godt være, at sygeplejersken havde noget, der kunne fikse hende op så hurtigt, som hun kunne knipse, men det kunne vente til den næste dag. Lige nu var hun på vagt. Og var det ikke vigtigere? Ret ironisk, når man tænkte tilbage på, hvor mange hun havde sendt til fløjen frem for at de mente skolearbejde var vigtigere.

Der gik ikke længe, før et meget tungt suk løb over de rosa læber. Opgivende som før. Han var forfærdelig at have med at gøre. Hun var heldig, at dette var en af de første gange, hvor hun havde fanget ham. Det blev ikke bedre af, at hun fik en større og større lyst til bare at lade ham løbe, så hun kunne komme videre i sin sag. ”Kom..” kommanderede hun endelig og så atter på ham med sit kølige blik, inden hun tog de sidste par trin op til ham, blot for at dreje af og passere ham. ”I stedet for at du følger mig på hospitalsfløjen - hvilket for det første er absolut unødvendigt - så eskortere jeg dig til din opholdsstue.” Hun så sig kortvarigt over skulderen og så en smule mere borende mod ham. ”Forstået? Se på det som din første og sidste advarsel.” Hun viftede igen hånden som en gestus til, at han skulle følge med, før hun selv fortsatte op ad trappen i et langsomt tempo. ”Men det kommer også an på, hvorvidt du forbliver lydig og ikke bryder min tro, på at du følger med uden problemer.”
Han var godt nok ikke et særtilfælde, men det var som regel aldrig dem med elendige undskyldninger og forklaringer, der fik det grønne kort fra hendes side. Hun holdt stadig ved gelænderet, men hun forsøgte desperat ikke at lade det ligne, at hun faktisk var nød til at bruge det som støtte. Så svagelig var hun ikke. ”Der er en grund til, at der er udgangsforbud. Så kom så. Du kan såvel vise vej.”

[Deleted]

Han så tvivlende på hende. Hun så ret sløj ud. I et kort sekund overvejede Tristan muligheden for at blive smittet, så kunne han slippe for undervisning i et par dage. Desværre skulle det jo så veje op på at ligge og kaste op eller hvad hun nu end fejlede. Han var ikke helt sikker på hvad der vægtede mest lige nu.
"Okay...det er bare..du ser ret bleg ud," forsøgte han igen. Hvis nu han bare lige kunne få hende til at glemme at hun skulle anmelde ham, så ville hele aftenen være reddet. Desværre lod hun til at være en af de lidt hårdere vejledere. Eller det var da også hvad han havde hørt. Han sukkede lidt opgivende som hun passerede ham og begyndte at gå tilbage hvorfra han lige var kommet.

Med et endnu mere dramatisk suk vendte han rundt og begyndte at følge hende. Han havde vel ikke så meget andet valg. Da hun så valgte at kalde det en advarsel lyste hele hans ansigt op i et stort smil. "Så du lader mig slippe?" Spurgte han forhåbningsfuldt som han så til imens hun anstrengt kæmpede sig op af trappen. Gik hun ud fra han ikke bemærkede det? Burde han lade det ligge? Han var ikke helt sikker på om det ville svare til at prikke til en hvepserede hvis han blev ved. "Jeg skal nok være sød," forsikrede han og skyndte sig op på siden af hende.
De grønne øjne havde et skær af bekymring. "Altså...er du helt sikker på at du er okay?" Spurgte han mod hovedet lidt på skrå.
Nu var han ikke healer eller noget, men hun ligende en der burde snakke med skolesygeplejersken også selvom hun selv slog det hen. Han blev stående på trinnet over hende og kiggede ned på hende, på denne måde var han næsten et hoved højere end hun var.
"Det er virkelig ikke for at være irriterende," forsikrede han hurtigt, hun skulle jo helst ikke ombestemme sig så han endte med at få en eftersidning.

[Deleted]

Sarah kunne ikke andet end at stoppe op, da han pludselig valgte at blokere vejen frem. Hvad var der med ham?! Han blev bare ved. Og ikke nok med det, så var han selv mere eller mindre klar over, at det nok ikke virkede på hende på nogen positiv plan. Men nu havde rygterne om ham, heller ikke fået hende til at forvente, at han var den skarpeste kniv i skuffen. Måske ikke det bedste for hende at tænke om elever under hende. Eller bare folk omkring hende i det hele taget. Men så længe hun ikke sagde noget højt, kunne hun ikke såre nogen.
”Men det er det.” sagde hun med samme hårdhed i den ellers feminine stemme. ”Irriterende. Din konstante bekymring var ganske kær i starten, men det blev hurtigt for meget, …Tristan.” Hun sukkede let og rystede på hovedet af ham endnu en gang. Hvor mange gange havde hun ikke gjort det i løbet af den korte tid, de havde været i selskab med hinanden? Hun tog en dyb indånding og pustede tungt ud, som sikkert blot lignede en kontrollerende gestus frem for vejrtrækningsbesværet. Noget en trykken for brystet var skyld i.

Hun løftede roligt blikket og så ligeledes bare på ham. Hvis hendes øjnes primær farve kunne næsten sammenlignes med den samme nuance som is. Den perfekte match til det blik, der for det meste prægede dem. Men der var stadig en vis form for blidhed i dem, som gav hende et lidt mindre skræmmende udtryk. Specielt nu. ”Jeg er ikke helt okay, men det er ikke noget alvorligt, okay?” Med det sagt trådte hun igen uden om ham og gjorde sit bedste for at holde sig rettet ud som altid til trods for, at hun ikke havde gelænderet. Den lille klump af lys, der havde sværmet om hende, fulgte hende straks og stoppede igen med hende, da hun stoppede ved toppen af trappen.
”Kommer d-..” Hun nåede ikke langt, før et hosteanfald tog over. Det kom helt bag på hende, hvor kraftigt og tørt det var, at hun det næste øjeblik var faldet ned på gulvet, da benene havde givet op i et splitsekund. En hånd fløj med det samme op foran munden for at afskærme for mulige bakterier, men hun syntes ikke at kunne stoppe med at hoste. Det var ubehageligt. Og hun kunne allerede mærke sine øjne blive en smule våde på grund af det nye pres på hendes krop. Det var også perfekt!

[Deleted]

Tristan kiggede i mod hende, om ikke andet for lige at holde øje med om han skulle gribe hende eller noget hvis hun faldt om. Tristan var måske lidt en ballademager, men altså, man fik jo kun det sjovt man selv lavede og i følge Tristan satte han en hel del sjov ud i gaden, selvom han godt kunne fornemme at hun ikke helt så det på samme måde. Han kunne bare godt lide spændingen og det at "slippe afsted" med ting, og nu efter at have mødt sin far, havde han en bedre ide om hvor denne eventyrlysne side kom fra.
"Åh undskyld, du ved det var bare... Jeg ville jo helst ikke at du falder om eller noget" sagde han i et forsigtigt smil, hun var nu alligevel en ret tør kiks for ikke at nævne en hård banan, tanken gjorde ham faktisk lidt sulten, og han vidste udmærket godt at han nok bare burde smutte op i seng og opgive alle tanker om varm kakao samt den pludselige trang til mad.

Tristan kiggede i mod hende og nikkede så, da hun sagde at det ikke var noget alvorligt, ikke at han troede på hende, men han havde jo ikke behov for at bekymre sig og generer hende hvis det var at hun ikke ønskede hans bekymring. Alligevel kunne han ikke bare vende sig om og gå, hun virkede virkelig sløj og han havde altid været typen der bekymrede sig for folk, han lavede jo heller aldrig ballade der skadede andre, den type var han slet ikke.
Som hun begyndte at snakke, åbnede han munden for at ville svare hende, men lukkede den hurtigt igen som hun faldt ned på jorden. Chokeret skyndte Tristan sig det sidste stykke hen til hende og satte en bekymret hånd i mod hendes skulder, "hey! Er du helt sikker på at du er okay? Skal jeg ikke hente noget til dig?" spurgte han forsigtigt og kiggede sig omkring, han var ikke vild med at være alene med hende, tænk hvis der skete noget og hun endte med at besvime eller noget i den stil.

[Deleted]

Det var som om at alt blev vendt på hovedet. For det hun før havde oplevet som et meget tørt og krads hosteanfald, blev pludselig langt mere vådt og slimet. Hun hørte godt Tristans gentagende forsøg på, at få den fulde sandhed om hendes helbred ud, men denne gang havde hun ikke yderligere reaktion til det. Hun ignorerede ham ikke direkte. Hun havde bare ikke tiden eller energien til at klemme ord ud igennem sine host og rallende lyde. Det forstod han vel nok også godt selv.
Sarah fik kæmpet sig op for at sidde lidt mere ranket og førte efterfølgende den anden hånd op mod sin mund for at mødes med den anden. Der var et eller andet i hendes hals. Noget der gang på gang gled op ad hendes halsrør for så at falde ned igen, hver gang hun troede det var på vej ud. Hun begyndte at hoste hårdere og forsøgte samtidig at gurle, som ville det virke. Hun var sikker på, at spyt eller snot havde samlet sig det forkerte sted i halsen på hende, dog var det noget lidt andet, der kom frem, da hun endelig fik blokaden helt op i munden og stoppet sin hosten.
Det første hun tænkte, var for stor klumpen var. Det næste der slog hende, var hvordan klumpen bevægede sig på hendes tunge. Straks åbnede hun sin mund og spildte ikke sin tid med at spytte, hvad end det var, ud i sine hænder. Hun stivnede på stedet og de blå øjne stirrede næsten skræmt ned på den slimede dræbersnegl, der lå i hendes hænder. Slim hang ligeledes ned over hendes hage, men det var ikke noget, der var hendes opmærksomhed værd lige nu. Hun havde lige spyttet en dræbersnegl ud af sin mund! Og hun havde bestemt ikke placeret den der selv.

Hun var sikker på, at hun allerede var blevet dobbelt så bleg i hovedet, som hun havde været før. Bare af ren og skær panik over situationen. Hun vidste godt, hvad der var, der var sket, men hun nægtede at tro, at hun faktisk havde været offer for sådan en besværgelse. Og hvornår var det sket? Hun huskede intet, om at blive ramt. Ikke for nylig i hvert fald. Var det derfor at, hun havde haft det så dårligt igennem hele dagen? Fordi hun havde holdt inde på dræbersnegle!? Hun fik kvalme. Langt mere end før. Hun slap sneglen og lod den falde til gulvet, inden hun selv satte en hånd imod det kolde stenunderlag og forholdte sig bøjet sammen. Hun kunne mærke en til snige sig op i hendes mund. Denne gang gled den op i hendes mund uden problemer. Og hun kastede den med det samme op, hvorefter hun endelig løftede sit blik op imod Tristan med et svagt hjælpeløst udtryk. Og et hint af tårer.

[Deleted]

Som hun begyndte at sige en underlig rallende lyd, kunne han mærke hvor nervøs han blev og han kiggede rundt som håbede han på at en eller anden på magisk vis ville komme gående forbi. Måske han skulle løbe efter hjælp? På den anden side turde han ikke gå fra hende, tænk hvis der skete et eller andet.
Han lade forsigtigt en hånd mod hendes skulder som hun satte sig op. ”Skal jeg hente hjælp?” Spurgte han usikkert. Man kunne høre på hans stemme at han nok var mere oprevet over situationen end hun var. Faktisk lod hun til at tage det hele ret cool på trods af at hun lignede en der kunne falde om til hver en tid.
Tristan havde sat sig på hug ved hendes side og var næsten overbevist om at hun skulle til at kaste op. Han nåede endda mentalt at forberede sig på den forfærdelige lugt opkast spredte. En lugt der med sikkerhed ville få hans egen mave til at vende sig et par gange.
Både til hans store lettelse – og frygt, var det ikke bræk der kom ud af munden på hende, men en slimet aflang dræbersnegl.
I overraskelse væltede Tristan lidt baglæns hvilket endte ud i at han mistede balancen og satte sig på sin bagdel med et mindre gisp. Slimen der hang ned af hendes hage så klistret ud og han mærkede hvordan en hånd fløj op for at dække hans egen mund som frygtede han at det samme ville ske for ham.

Det var udtrykket hun sendte ham der atter fik ham til at tænke fornuftigt. Han kendte jo godt besværgelsen, det var ikke en smittende sygdom og han kunne næsten ikke forstille sig hvor forfærdeligt hun måtte have det lige nu. Ikke nok med at det var forfærdelig klamt og kvalmevækkende, men det måtte da også være helt utrolig ydmygende for hende.
Ikke at Tristan på noget tidspunkt havde tænkt sig at sladre, han var ikke typen der fik det godt af at se andre ulykkelige.
Derfor forsøgte han sig med et beroligende forsigtigt smil, som han lagde en arm omkring hende for at gøre antydning til at hjælpe hende op og stå. ”Vi må hellere få dig op til Ms. Collins, hun har sikkert noget der kan stoppe besværgelsen.” Sagde han en smule forhåbningsfulgt, alt andet ville da være virkelig synd for hende.
Det var sjovt som alle drengene normalt elskede at ”komme til skade” bare for at komme op og besøge skolesygeplejersken, Isadora. Der var da heller ikke nogen tvivl om at hun så godt ud, men for Tristan var det bare en kende akavet eftersom hun var Allisons biologiske mor.
”Kom,” opfordrede han forsigtigt. ”Det skal nok gå og heldigvis er der ikke nogen der kan se det.” Beroligede han. ”Altså ikke udover mig, men jeg skal nok lade være med at sladre.” Lovede han og tænkte på hvor nedværdigede han selv ville have følt sig hvis han havde været i hendes sko lige nu.

[Deleted]

Sarah måtte være i et mindre chok. Hun havde aldrig nogensinde i sit liv troet, at lignende ville ske for hende. Det var en ganske harmløs besværgelse, når man satte den op imod så mange andre, men det betød ikke at man kom igennem den helt uskadt. Snegleslim var godt nok set som værende ufattelig effektivt for ens hud på grund af dets aloe Vera lignende helings evner. Men hun tvivlede stærkt på at det var sundt at indtage uden at være blevet ordentligt tilberedt. Det kunne godt være at man spiste både rå fisk og råt kød som okse- og kyllingekød. Men rå snegle? Det havde hun aldrig hørt om. Specielt ikke den slags, der nu for tredje sig fandt sin vej ud af hendes mund og ned på stengulvet, hvor den kunne samle sig med sine to kammerater og glide af sted i deres frihed.

Lettere modvilligt svang hun sin egen arm omkring Tristans skuldre bare for at gøre hans forsøg på at få hende på benene igen lidt nemmere. Hun så ikke selv sig som værende tung, som sådan, men hun var ikke fuldstændig svagelig. Han skulle ikke tage alt arbejdet i hans hænder. Faktisk havde hun det en smule bedre. Kun meget lidt. Og kun i forholdt til den fornemmelse, hun havde haft den halve dag. Nu hvor hendes krop ikke længere holdt inde på effekten af den lille forhekselse, var det en anden form for kvalme, der havde taget kontrol. Forfærdelse.
”Jeg er da ligeglad, om…” Hun kunne ikke få sig selv til at færdiggøre sætningen og smide løgnen i hovedet på ham. Selvfølgelig ville hun ikke være ligeglad med om andre overværede forestillingen. Hun brød sig tilbed ikke om, at han var til stede til at opleve det. Det ville have været så meget bedre, hvis hun havde været alene. Hun kunne selv have trukket sig af sted til hospitalsfløjen. Med det sagt, så var det dog alligevel ganske rart at have en til at støtte sig til, som de gik igennem skolen.

Hun lod sit blik glide op på den regelbrydende løve. Selvom han tilsyneladende var et år under hende, havde han allerede mestret at vokse sig højere end hende. Sådan stod det til med næsten alle drengene på de øverste årgange. Hun var ikke direkte lav - hun havde en fin gennemsnitlig højde. Hun slog så blikket ned igen og fokuserede på at sætte den ene fod foran den anden. Det var også så typisk, at det skulle ske for hende.
Af og til blev hun nød til at stoppe op, siden hun ikke længere kunne holde en af de slimede bæster nede. Hvis gangene havde været bare lidt fyldte, ville folk nok begynde og undre sig over, hvorfor der var et spor af dræbersnegle, der førte igennem Hogwarts. ”Er vi der snart?” spurgte hun en smule ynkeligt. Hun var næsten sikker på, at hun var ved at blive helt grøn i hovedet. Også selvom det meget muligt bare var noget hun bildte sig selv ind eller overdrev.

[Deleted]

Det tog virkelig en del fra ham ikke at vende sig væk fra hende, for selvom han havde ondt af hende, kunne han mærke trangen til at kaste op melde sig hver gang en ny snegl gled op gennem hendes hals og ud på gulvet. Han mente næsten at kunne ane en bule i hendes slanke hals for hver gang.
Igen måtte han synke et par gange, men forsøgte at sende hende et opmuntrende smil ind imellem. At hun sagde hun var ligeglad med om folk så hende på denne måde, fattede han slet ikke. Det lod dog heller ikke helt til at hun selv troede på den løgn, for hvem ville dog være ligeglad med at gøre noget så ydmygende.
Han rømmede sig en smule og fugtede sine læber. "Det skal nok gå, vi er der snart." Informerede han og klappede hende let på ryggen som hun gjorde sig færdig med at lade endnu en snegl glide op gennem halsen. Snart og snart var måske så meget sagt, eller de var ikke så langt derfra i almindelig gå tempo, men dette her gik jo umenneskelig langsomt, hvis man havde lidt dårlig humor kunne man vel egentlig sige at det gik i sneglefart.
Havde stemningen ikke været så presset var det en af de jokes han godt kunne have fundet på at sige højt, men det virkede ikke helt som det rette tidspunkt.

Den støttende arm han havde omkring hende afbalancerede hende en smule, men det gjorde også at han var unødig tæt på hende hver gang hun måtte vende hovedet væk. "Hvordan i alverden endte du dog sådan her?" Spurgte han ind, mest for at bryde den lidt akavede stilhed mellem dem, ikke at han gik ud fra hun vidste det, hun kunne j teknisk set bare have gjort en eller anden elev sur og dette her så havde været hans - eller hendes - udsøgte hævn.
Om sider kunne han se den store dobbeltdør ind til hospitalsfløjen og han smilede en smule lettet. "Vi er der lige om lidt!" Stemmen var opmuntrende for hun måtte da se endnu mere frem til at komme herop og blive kureret end han gjorde for at undgå at se på det.
Dette var ikke for at være tavelig, for han havde virkelig ondt af hende, men for pokker hvor var det dog ulækkert.