When you're dead.. you're dead..

[Deleted]

Lucas Whitegold

Støvet havde lagt sig, samt alle glasskårerne og træsplinterne var faldet til gulvet, hvilket efterlod huset, helt dødsstille. Det eneste der bevægede sig, var Danielle, der netop havde rejst sig ordentlig op, inde i skabet. Hendes lyserøde kjole sad stadig, som den gjorde, da hendes mor smed hende ind i skabet, men i samme øjeblik hun trådte ud af skabet, spredte støvet sig omkring hende og gjorde kjolen og hendes ansigt beskidt. 
I et øjebliks forvirring, tørrede Danielle sig i de våde, blodsprængte øjne, med de bare næver. Det hele genindspillede sig i hendes tanker, hvordan hendes mor og den fremmede var blevet dræbt, men siden den fremmede var væk, betød det nok, at der ikke længere var nogle i huset. 

De smaragdgrønne øjne faldt øjeblikkeligt på liget af hendes mor, og straks begyndte tårerne at trille ned af de helt blege kinder. "M-Mor?" Stemmen lød svag og meget lille, i forhold til at hun var ti år. Hun vaklede forsigt flere skidt hen imod liget, hvor hun til sidst faldt ned på knæ, ved siden af det.
Danielle var gammel nok til at forstå det, men ikke gammel nok til at forstå hvorfor. Hendes mor var den sødeste i verden, hvorfor skulle hun dø? Hun lod sin ene hånd falde til jorden, som støtte. En lille smerte spredte sig i den, og Danielle opdagede et lille stykke glas i den, men hun var ligeglad. Tidsfornemmelsen var helt væk og hvor lang tid hun sad der, med blodet strømmende ud af hånden og de våde øjne vendt mod sin mor, vidste hun ikke. 

[Deleted]

Lucas havde en aftale med Caroline om, at han skulle komme forbi efter aftensmaden og øve med hende hjemme hos hende, da det så ville passe med, at Danielle ville sove. Han havde sagt til hende, at han ikke ville have noget med den lille pige at gøre, men at han selvfølgelig nok skulle betale børnepenge, en smule respekt havde han trods alt.
Selvom han ikke var sikker på, om han nogensinde ville tilgive hende fuldt ud, at hun havde holdt det hemmeligt for ham i så mange år. Præcis ligesom Isadora havde gjort med Allison. Hvad var der også med de kvinder der? Hvorfor kunne de ikke bare være ærlige og fortælle ham når han bollede dem tykke, så han kunne have bare en smule indflydelse.

Som han ankom til huset, bemærkede han med det samme at der var noget galt. Døren stod åben, og det lille vindue var knust. Han trak hurtigt sin stav, og skubbede så døren op som han gik ind. Så lydløst han kunne bevægede han sig op af trappen, men måtte slippe et host, som han trådte ind i den støvede stue. Hvad fanden var der sket?
"Hey, Danielle, rolig, det er bare mig.. Du kan godt huske mig ik?" spurgte han i en chokeret stemme, og gik over mod den lille pige, og først nu fik han øje på det mørke tegn, og ikke mindst liget som lå på gulvet, "Åh Gud!" udbrød han og gik med hurtige skridt over til den lille pige og Carolines lig. "Caroline? Caroline, kan du høre mig?" spurgte han og mærkede frygten i ham stige, som han desperat prøvede at finde hendes plus på hendes iskolde lig. "Shit.. Daniella, hvad er der sket?" spurgte han og så på hende.

[Deleted]

Et halvt skrig banede sig vej op igennem Danielles strube, som hun hørte et host bag sig. Hun drejede sig halvt, hvilket resulterede i at hun kom en smule ud af balance og måtte støtte dig på den blødende hånd, for ikke at vælte. Det flammende røde hår, var næsten blevet gråt grundet støvet og med halv åben mund, stirrende hun blot skrækslagen på manden. Hvis hun havde været ved sine fulde fem, så havde hun måske genkendt ham, men lige nu, kunne hun ikke se hvem han var.
Danielle havde endnu ikke grædt højlydt, men denne gang kunne hun ikke holde hulket tilbage. Med de små hænder, tog hun et fast tag i morens trøje. Moren var det eneste trygge hun havde, det eneste familie, det eneste til at tage sig af hende. Hun kunne ikke være død.

Det skræmte blik fandt over på manden og Danielle tog et hårdere tag, denne gang i den livløse arm. "M-mennesker.." begyndte hun svagt og tårerne efterlod striber ned af hendes kinder. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, alt var forvirrende. Og hvem var denne mand? Ville han tage Danielle væk fra sin mor?
I ren og skær frygt for at blive fjernet fra moderens kolde krop, kom hun en smule tættere på. Kunne manden ikke få liv i hende igen? Var han ikke magiker? En magiker kunne vel gøre sådan noget, ikke? Den lille pige så med desperate øjne op på manden. "Red hende." bønfaldte hun.

[Deleted]

"Hey, hey rolig, Danielle, det er mig, Lucas," sagde han som hun skreg og begyndte at græde højlydt. Han vidste jo ikke om der stadig var nogen i huset, og eftersom mørket tegn ikke var noget som hvem som helst frembragte, så vidste han jo godt hvem der havde været på spil.
Han bemærkede først nu hendes blødende hånd, "Her, lad mig se din hånd," sagde han, ikke at han var healer eller noget som helst, men han måtte jo prøve at stoppe blødningen på en eller anden måde. "Det okay, jeg er din mors dansepartner, vi har mødt hinanden før, kan du huske det?" spurgte han, lige nu prøvede han nok bare at snakke og få hende til at fokusere på ham i stedet for hendes mors livløse krop.

Han nikkede lidt, som hun sagde mennesker, "Danielle, bar menneskerne masker og sorte lange kapper?" spurgte han, "Hey, hey, kig på mig og ikke din mor," sagde han, hans stemme var alt andet end rolig, men han prøvede virkelig at forholde sig roligt, han vidste slet ikke hvad han skulle gøre.
Han bed sig lidt i læben, og mærkede han øjne blev blanke som han rystede lidt på hovedet, "Det.. Det kan jeg ikke.." sagde han ærligt, mange ting kunne magikere, men at bringe de døde tilbage var desværre ikke en af tingene. Han kørte en støvet hånd i gennem sit mørke hår, som nærmest blev gråt. "J-jeg har kakao derhjemme, vil du ikke med hjem og have en kop?" spurgte han og prøvede at smile til hende. Han skulle have hende væk herfra, og så måtte han få fat på Isadora, så hun kunne kigge på hendes hånd.

[Deleted]

Da han begyndte at snakke til hende igen, snøftede hun ganske kort og så op på ham, med våde øjne. Hun kunne godt huske ham, fra dengang hun skulle se sin mor danse, fordi hun selv var for syg, til at komme i den magiske børnehave. Han havde hjulpet hende, med sin jakke, fordi lynlåsen drillede.
Chokket stod stadig tydeligt i hendes ansigt, som hun lydløst lod sin blødende glide ud mod Lucas. Nu når han pointerede det, så gjorde det faktisk en smule ondt. Ikke så meget, at hun ville græde over det, men nok til at hun skar en grimasse. "J-Jeg kan godt h-huske dig." hviskede hun og nikkede for sig selv, så det flammende hår dryssede en smule støv. Det havde næsten fået et gråt skær.

Tvivlende så hun på ham med store øjne. Hun så jo en, på jorden ved siden af hendes mor. Den person havde en sort kappe og en maske på, men hun havde ikke set den anden. Den der dræbte hendes mor. "Så kun en af dem." sagde hun nikkende: "Der var maske og sort kappe. Men han døde med mor." mumlede hun kort og mærkede igen tårerne komme frem, da hun nævnte sin mor.
"Jo du kan. Du er troldmand." sagde Danielle, med langt mere styrke i stemmen, end tidligere. Hun var vred, han skulle ikke lyve for hende. Han kunne redde hendes mor! Ikke? De grønne øjne lyste op, ved hans næste ord. "Jaa, vil gerne have kakao." sagde hun og glemte med et, fuldstændig moren bag hende. Hun elskede kakao, det smagte nemlig som chokoladefrøer!

[Deleted]

Lucas vidste slet ikke hvordan han skulle håndtere det her, han havde aldrig prøvet noget lignede. Han bandt sit slips op, "Det her kommer nok til, at gøre lidt ondt, okay?" sagde han og kiggede i mod hende, for derefter at vende blikket mod hendes lille hånd, tænk at hænder kunne være så små.. Han rømmede sig lidt, og bandt så slipset omkring hendes hånd, en smule stramt, for at holde blodet lidt tilbage, men han var jo ingen healer, men prøve kunne man vel altid.
Han vendte blikket tilbage på hende, som hun sagde hun godt kunne huske ham, "Det godt, har din mor fortalt dig hvad jeg er til dig?" spurgte han, bare lige for at tjekke om hun vidste, at han var hendes far.

Lucas bed sig lidt i læben, "Okay, det er okay Danielle, det skal nok gå," sagde han som hun begyndte at fortælle om menneskerne med masker og sorte kapper, selvom det mørke tegn som svævede rundt, allerede havde afsløret Dødsgarden, man hvad i al verden havde Caroline nogensinde gjort dem?
Han rystede lidt på hovedet, "Magi kan ikke bringe folk til live, tro mig, hvis jeg kunne, så ville jeg gøre det," sagde han ærligt, han havde jo altid haft et ret godt forhold til Caroline, og hun havde været en fanstatisk veninde og dansepartner gennem virkelig mange år. Som hun endte med at sige ja, mærkede han hvor lettet han blev, "Godt, kom her," sagde han og trak hende ind til sig, for at transforere dem væk og hjem til ham.

[Deleted]

En smule forvirret rynkede hun lidt med de halvrøde øjenbryn, da han sagde det ville gøre ondt på hende. Ondt? Hun betragtede ham forsigtig og skar endnu en grimasse, da smerten blev mere tydelig. "Av, av, stop. Det gør ondt." pev hun og prøvede at trække sin arm til sig, hvilket hun hurtig opgav, da han både var langt større og lang stærkere end hende.
"J-Ja, det har hun" mumlede Danielle, ved hans spørgsmål, inden hun kastede et blik tilbage på sin mor. En underlig, tom følelse spredte sig i hendes mave, og hun trak sig hurtig sammen, da det var ubehageligt. "Du er min mors dansepartner." svarede hun bare stille, da hun ikke opfattede hans kommentar om at det var til hende og ikke til hendes mor.

"Skal det nok gå? Så mor bliver rask igen?" spurgte hun nysgerrigt og gned sig lidt i øjnene, der var begyndt at svig, fordi de var blevet tørre efter hendes gråd. Dog besvarede han hendes spørgsmål kort efter, hvilket fik den lille smule vrede, som hun kunne præstere, til at komme frem i hende. "Jo det kan, jo. Det skal det. Mor må ikke dø, Lucas, så er du sød." svarede hun grådkvalt og slog kort i jorden, med den hånd, der ikke havde slipset omkring sig.
"Der skal mælk i min." sagde hun hurtig, inden hun lod sig trække ind til ham, for derefter at mærke, hvordan alt luften blev presset ud af hende.

[Deleted]

"Jeg ved det godt, undskyld Danielle," sagde han men slap hende ikke, han var jo nødt til, at gøre et eller andet, og det var lige hvad der var hans bedste mulighed lige nu. "Sådan, jeg er færdig," sagde han og prøvede at smile lidt til hende, selvom det var meget ret så halvhjertet smil.
Han lod en forsigtigt hånd glide op på hendes kind, for at vende hendes blik mod ham i stedet for liget. Hans vejrtrækning blev ret rystende da hun sagde ja, men da hun forsatte med at sige dansepartner, bed hans sig blot lidt i læben, og nikkede så, "Godt.. Du kan stole på mig okay?" sagde han, men valgte at lade hele far-historien lægge for nu. Der var jo ingen grund til, at freake hende endnu mere ud, end hun sikkert var i forvejen.

Lige nu ville Lucas ønske han havde en eller anden pædagog ved siden af sig, som kunne forklare hende hvordan tingene hang sammen, han var virkelig ikke god til børn og slet ikke i sådanne nogle situationer. "Hey, hey, rolig Danielle, jeg har brug for du er en stor pige lige nu, okay? Kan du være det for mig?" spurgte han i en så blid tone han overhovedet kunne, og tog om hendes hånd, så den ikke kom mere til skade.
Som de med et bumb landede hjemme i Lucas' stue, slap han hende roligt igen, "Med mælk i? Det skal vi nok kunne finde ud af," sagde han viste hende hen til sofaen, "Jeg skriver lige efter min kæreste, okay? Hun kan hjælpe dig med din hånd," forklarede han, selvom han slet ikke følte han kunne formulere sig på skrift lige nu, hans hænder rystede, som han fik skrevet en haste ugle til Isadora.

[Deleted]

Den ubehagelige følelse spredte sig igennem den lille piges krop. Som fik hun suget alt luften ud af sig, og blev transpoteret igennem en helt lille gummislange. Følelsen af at ikke at kunne trække vejret og ikke bevæge sig, fik Danielle til at gå en lille smule i panik, men hun hverken kunne skrige eller bevæge sig. 
Netop som hun ikke længere kunne trække vejret, landede de på et gulv og hvis ikke det var fordi Lucas havde et fast greb i hende, så var hun nok faldet. Hun havde aldrig i sit liv prøvet at blive transpoteret på denne måde, og hun skulle i hvert fald aldrig prøve det igen. Det var ubehageligt! Hvis ikke det var fordi, hun var for rystet til græde, så var hun nok brudt sammen endnu engang. Hun var trods alt kun ti år.

Nikkende fulgte hun efter ham, hen på sofaen: "Ja, fordi ellers siger min mor, at jeg brænder min tunge." svarede hun og satte sig hurtig på sofaen. Hun havde altid været overbeskyttet af sin mor, måske lidt mere end hvad godt var. Lettere betragtende så hun rundt i rummet, der viste sig at være en stue. Hun havde lyst til at gå rundt og pille ved alle tingene, men tanken om kakao fik hende til at blive siddende.
"Hvor er jeg henne?" spurgte hun med en svag stemme. De normalt rosa kinder, var helt hvide og de normalt funklende øjne, var helt tomme. Danielle kunne ikke helt forstå, hvad der var sket, for lige nu, føltes det blot som et mareridt, der ville være væk, når hun vågnede op.

@isadora

[Deleted]

Isadora brugte dagen sammen med en af hendes veninde, de havde siddet hjemme i hendes lejlighed, fået lidt god mad og nu slappede de bare af. Isadora var glad for at hu var blevet voksen og havde et godt og sundt forhold, selvom hun nærmest altid savnede Lucas når han ikke var i nærheden.
Isadora modtog uglen fra Lucas, der stod ikke rigtigt andet end at han havde brug for hjælp og hun skulle komme med det samme. Isadora undskyldte sig overfor veninden og kom hurtigt afsted med susenetværket, hun ville altid gerne hjælpe, også selvom hun lidt frygtede det var en af hans "Jeg er bare meget liderlig, kom hurtigt" beskede.r

Isadora bankede på døren som hun stod ude foran hans lejlighed, hun kunne høre stemmer snakke derinde, men hun kunne ikke helt placere hvem det var eller havd de sagdet.
Et øjeblik havde hun da også bare lyst til at gå ind, men hun valgte at vente for nu, hun ville heller ikke være uhøffelig, han havde jo selv sagt hun skulle komme så hun gik ikke ud fra at han var igang med at gøre noget dumt i den stil, og hun stod derfor blot og afventende.

[Deleted]

"Brænder tungen? Oh, ja.. Ehm.. Det kan vi ikke ha," sagde han og prøvede igen at sende den lille pige et smil, som han gik ud i køkkenet, hvor han stadig både kunne se og høre hende fra, og fandt noget kakao frem, som han hældte op i en kop og kom i mikroovn.
Nogengange havde det virkelig sine fordele at være mugglerfødt, han ville slet ikke kunne bruge magi lige nu, det var han slet ikke klar nok i hovedet til. Det var et underværk at de overhovedet var kommet frem uden skrammer. Han vendte blikket i mod hende, "Ehm.. England stadig, du kan se danseskolen, hvis du kigger ud af vinduet derovre," sagde han og pegede mod et vindue, som havde udsigt direkte over til danseskolen.

Som det bankede på gav det et sæt i ham, "Jeg åbner lige," informerede ham, før han nærmest løb ud til døren og flåede den op, "Isa!" udbrød han og omfavnede hende, lige nu følte han aller mest for at bryde total sammen, men han kunne ikke rigtigt få sig selv til det.
Det gik noget før han slap hende igen, "Du er nødt til at hjælpe mig, please, jeg.. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre," det lignede langt fra Lucas at bede om hjælp på den her måde, men hans hår og tøj var stadig støvet, og hans øjne var blanke. Han vidste ikke hvordan han skulle håndtere Carolines død eller at Danielle var i hans villa. Han trak Isadora med ind i stuen, "Vil du ik nok kigge på hendes hånd?" spurgte han og så bedende på hende.

[Deleted]

Danielle havde altid været overbeskyttet under sin mors trygge vinge, derfor plejede hun heller ikke være alene med halvfremmede mennesker, uden sin mors tilstedeværelse. Derfor havde hun det også en smule underligt lige nu, hun ville bare have sin mor tilbage snart. ”Nej, det gør nemlig ondt.” mumlede hun og klappede lidt på sofaens bløde puder, med den raske hånd.
Et kort øjeblik så Danielle blot overrasket på Lucas, hvor hun derefter stod ved vinduet, med den ene hånd i karmen og den sårede slapt ned langs siden. ”Kan godt lide danseskolen, den er flot. Mor elsker at danse der.” sagde hun og betragtede den med store øjne. Hun havde altid sagt, at hun også ville danse der, sammen med sin mor.

Da der lød en banken, rettede Danielle automatisk sit blik efter lyden. Selvom Lucas havde sagt, at han ville åbne, så kunne Danielle ikke lade være med at følge efter ham. Det kunne jo være hendes mor, for det faktum at moren var død og ikke kom tilbage, havde Danielle endnu ikke indset.
Nysgerrigt tittede hun frem og hun mærkede straks skuffelsen sprede sig, da det ikke var morens genkendelige, røde hår, der var i døren.

[Deleted]

Isadora var en smule forvirret og kiggede først i mod Isadora også over på den lille pige, hvem fanden var det: "Hvem err?" sagde hun og nikkede i mod den rødhårede pige, ikke helt sikker på om hun ville kende svaret, hun havde jo sagt til sig selv hun helst ikke ville have noget med Lucas' børn at gøre.
"Hvad er der sket?" spurgte hun. Isadora kiggede først i mod pigen også tilbage på Lucas, altså naturligvis ville hun godt hjælpe, men hun ville da også gerne have en idé om hvad det var hun var kommet til.

Det var ikke meningen at Isadora ville blive så hidsig over at han havde en datter mere, fordi at hun var så bange for at Allison ikke længere ville være noget specielt og hans lille pige. Selvom hun havde holdt på hemmeligheden i mange år, så betød det noget for hende at Lucas så hende som hans datter.
Alligevel havde Isadora da ikke tænkt sig at afvise pigen hvis hun havde brug for hjælp, godt nok kunne hun være en røv, men selv Isadora havde grænser og hun var jo nu engang sydeplejeske fordi at hun gerne ville hjælpe folk

[Deleted]

Lucas vidste slet ikke hvordan han skulle gribe det her an, lysten til at sætte sig ned og bare tude, var næsten uimodståelig, men det ville jo bare heller ikke nytte noget, det ville nok også bare gøre det værre for Danielle. "Det er jeg glad for hun er," sagde han i et halvhjertet smil, han kunne ikke få sig selv til, at snakke i datid omkring Caroline, og slet ikke foran Danielle.
Han vendte blikket mod Isadora, det var nok ikke svært at se eller høre på ham, at han følte sig ret fortabt lige nu, "Det er Danielle, Danielle det er Isadora, hun kan hjælpe med din hånd okay?" mere præsentation var vel ikke nødvendig, han havde jo fortalt Isadora at han var far til Danielle, problemet nok bare lidt i, at Caroline ikke havde fortalt Danielle, at Lucas var hendes far.

"Kom lad os gå ind i stuen," sagde han og kørte begge hænder i gennem sit mørke korte hår. Han vendte blikket mod Isadora som hun spurgte hvad der var sket, "Garden," svarede han, og gjorde et kort nik i mod Danielle, som tegn til, at han ikke rigtigt kunne uddybe mens hun var der.
Han satte sig ned i hug foran Danielle, "Isadora er verdens bedste og sødeste sygeplejeske, hun arbejder endda på Hogwarts, vil du lade hende kigge på din hånd?" spurgte han, og kiggede mod hendes hånd, som han havde bundet sit slips omkring, hvilket nok ikke ville holde ret meget længere.

[Deleted]

"Hun snakker altid om at danse." forsatte Danielle og lod et smil glide over sine læber, som hun stod i sine egne erindringer omkring hendes mor, der dansede hver gang hun fik muligheden. Faktisk havde hendes mor også forsøgt, at lære Danielle at danse, da hun var 7 år, men dengang var det ikke gået så godt, men hendes mor havde lovet hende at danse, når Danielle blev gammel nok. 
Danielle lod de trætte øjne betragte Isadora, en smule skræmt. Kvindens udstråling fik Danielle til at trække sig langsomt tilbage, da den virkede kold og afvisende og efter alt, hvad der var sket for Danielle i løbet af de sidste par timer, fik hende til at gå i forsvarsposition. Hun kendte ikke kvinden og kendte egentlig heller ikke Lucas - faktisk ville hun bare have sin mor.

Hendes øjne blev en smule blanke, da smerten i hånden blev værre, i takt med at blodet blev ved med at rende fra hendes hånd og igennem slipset, der var ved at være gennemsøblet af blod, hvilket efterhånden havde givet hendes hud et blegt skær. Mere bleg end hun plejede at være.
Som Lucas sad på hug foran hende, lod hun igen sit blik glide op på Isadora. "M-Men hvorfor ser hun så, så sur ud?" hviskede hun nervøst og lod de grønne øjne falde tilbage på Lucas. På den ene side så frygtede Danielle lidt kvinden, men på den anden side, så ville hun gerne have smerten væk fra sin hånd.