Oh My..

[Lorelai King]

@alecander

Lorelai kunne virkelig mærke panikken sprede sig i hele hendes krop, hun vidste slet ikke hvordan hun skulle håndtere det her. Hun havde jo ikke den mindste smule forstand for healing eller sygepleje. "Er du sikker? Skal vi ik lige tage på Mongus, bare lige for en sikkerheds skyld?" spurgte hun, og så næsten bedende på ham, i håb om han ville sige ja.

Hun satte sig med ryggen op af køkkenskabene nede, mens hun tørrede tårene væk, før hun vendte blikket tilbage på ham. "God idé," madgav hun, til at han skulle blive siddende lidt, nok var hun ikke nogen svag kvinde, men hun var nu ret sikker på, at hun ikke ville kunne gribe ham hvis han skulle falde igen. Men hun ville nok godt kunne støtte ham, når d begge lige havde sundet sig lidt. "Vil.. vil du over i sofaen og sidde?" spurgte hun, uden at flytte blikket fra ham.

[Deleted]

Alecander rystede blot på hovedet: "Nej nej, vi skal ikke på Mungos, det er helt okay Lorelai, jeg skal bare lige trække vejret" sagde han og tog sig til brystkasse imens han kom op på en stol og sidde.
Han havde det skidt for tiden og han var slet ikke itvivl om at han var en ødelagt mand, han havde bare brug for ro, og med det job han nu engang havde fået sig var det jo ikke ligefrem fordi at ro og afslapning stod på hans daglige liste over ting han skulle huske, faktisk så farede han jo som oftest var det ene møde til det andet.

"Nej det er okay.. Jeg sidder fint, det er bare... Puha" sagde han og rystede på hovedet: "Jeg blev vidst bare svimmel" sagde han ærligt.
Han ville ikke dele med nogen hvordan han faktisk ahvde det for tidne, det skulle ingen blande sig i, tingene gik som de nu engang gjorde og Alecander havde jo alligevel ikke rigtigt nogen, især ikke efter at Kimberly også havde forladt ham, han ville ikke alt det her mere og hvis han skulle dø engang kunne han jo lige så godt gøre det i ensomhed.

[Lorelai King]

Lorelai så bekymret på Alecander, hvis hun kunne ville hun nok havde tvunget ham, til at tage på Mungos, men det vidste hun godt hun slet ikke havde ret til, så hun måtte i stedet stole på ham, når han sagde han var okay. "Er du sikker? Det så virkelig voldsomt ud Alec" sagde hun stille, og satte sig på en stol overfor ham. Hun kunne stadig mærke sit hjerte bankede hurtigt af chokket.
"Skal jeg hjælpe dig ind i din seng, så du kan ligge og slappe lidt af?" spurgte hun, hun ville have det bedre med, hvis han lå ned, for så vidste hun da, at hvis han besvimede igen, så ville han ikke falde nogen steder.

Hun nikkede lidt, "Må jeg i det mindste tjekke din temperatur?" spurgte hun stille, med en næsten helt forsigtigt stemme. "Jeg er ikke healer, men man besvimer altså ikke bare sådan, Alec.. Har du været syg i mens jeg har været væk?" spurgte hun, hun havde trods alt været væk i godt en uge, så han kunne jo sagtens have ligget syg der hjemme i mens, hvilket gav hende virkelig dårlig samvittighed.

[Deleted]

"Nej.. Nej jeg sidder fint, tak Lorelai" sagde han blot, der var ingen der skulle ind i hans soveværelse og desuden var der lås på. Han havde det fint, han skulle bare sidde lidt, det mente han selv ihvertfald.
"Jeg har nok bare spist et eller andet dårligt, det er okay" løj han, Alecander vidste udemærket godt hvad det var, men han ville ikke gøre nogen bekymret og som altid så prøvede han bare at gøre tingene til mindre end de var, der skete alligevel ikke nogen forandring i det ligegyldigt hvad han sagde til folk, og hvis han skulle dø, så kunne folk lige så godt vente med at vide det til senere, det gjorde jo ingen forskel.

"Lorelai, det er okay... Du skal ikke bekymre dig om det" forsøgte han sig i en venlig stemme, han ville helst ikke at hun fik det dårligt på hans vegne. Alecander havde nok op alle måder opgivet, især efter at Kimberly var gået bort, det havde været et slag for ham han ikke vidste om han kunne overleve, og nu var det jo blevet ganske bogstaveligt.
Han kiggede stille på Lorelai som han kunne mærke han var ved at være sig selv igen, og han sukkede så dybt: "Vi burde måske snakke sammen... Kan du lave kaffe?" spurgte han, hvis de skulle bo sammen måtte han jo nok hellere advarer hende.

[Lorelai King]

Lorelai bed sig svagt i læben, og mærkede da også hendes hjerte begyndte at falde nogenlunde til ro igen, efter chokket. Hun nikkede lidt til hans ord, hun ville bare gerne gøre et eller andet for ham, men hvis han ikke ønskede noget, så var det jo også lidt svært.
"Madforgiftning?" spurgte hun, og var med det samme klar til, at tømme køleskabet fuldstændigt og tage ud og handle nye og frisk vare ind, så det ikke skete igen. Hun var generelt en meget omsorgsfuldt menneske, og gjorde alt hvad hun kunne for at alle skulle have det godt. Det var nok også derfor hun havde valgt at give Melody væk dengang, fordi hun vidste hun ikke ville kunne have givet den lille pige et godt liv. Hun havde jo selv været meget ung, og Justin vidste ikke engang han var far.

Hun bed sig igen i læben, "J-jeg.. Undskyld.." sagde hun stille, uden helt at vide hvad hun undskyldte for. Måske for ikke at have været der den sidste uges tid, hvis han havde ligget med madforgiftning eller sådan noget, så ville hun jo gerne have hjulpet ham, men i stedet havde hun været i Tyskland, og opvarmet for et band, hun følte sig pludselig virkelig egoistisk.
Hun vendte blikket fra bordet og mod Alec da han snakkede igen, "Ja, selvfølgelig" sagde hun og rejste sig for at gå hen og sætte kaffemaskinen i gang, og fandt så et par kopper frem, som hun stillede hen på bordet, "Bruger du noget i?" spurgte hun, næsten helt forsigtigt.

[Deleted]

Alecander var stædig, arrogant og var ikke typen der lukkede folk tæt på. Det nærmeste han havde haft var Kimberly, og naturligvis også Lorelai, hun havde jo kendt ham i mange år, men han lod ikke folk komme tættere på end hvad han selv ønskede, og lige nu ønskede han ikke at nogen skulle komme tæt på ham, de skulle ikke blive såret når han alligevel var på vej ud af denne verden.
Godt nok havde lægerne ikke sagt at han ville dø, de havde bare sagt at der var dårlige odds, og Alecander havde valgt at tage det som en dødsdom. Han havde jo alligevel ikke så meget at leve for lige for tiden, og desuden havde han jo ikke været en af guds bedste børn, så nogengange var det bare nemmere at give op end at kæmpe.

"Nej bare sort" sagde han og kiggede så i mod hende, det her var svært, men Alecander vidste jo godt at han ikke kunne holde det hen forevigt, især ikke hvis han skulle gå og have det dårligere og dårligere.
"Jeg er syg, Lorelai... Meget syg.. og jeg ved ikke hvor lang tid jeg har tilbage, men du skal ikke bekymre dig om det" sagde han, som om at han kunne have talt om hvad som helst, han var jo ikke så god til at sætte følelser i.

[Lorelai King]

Lorelai rejste sig fra stolen, fandt et par kopper fra og gjorde kaffen klar. Hendes hænder rystede en smule, og adrenalinen pumpede stadig en smule, men var så småt ved at forsvinde igen. Hun hældte kaffen over på en kande og tog den og kopperne med over til brodet, før hun satte sig tilbage på stolen over for ham.
Hun så lidt på ham, og vendte så blikket mod kanden, og begyndte så at hælde op til dem begge af den varme, dampende drik. Selv drak hun også kun sort kaffe, hun havde nok lidt et afhængigheds problem af den sorte drik, hun var aldrig rigtigt vågen om morgen før hun havde fået sin morgen kaffe.

Hun vendt blikket mod Alecander, med munden åben i en lille sprække, "H-hvordan syg?" spurgte hun, men fik hurtigt besvaret sit spørgsmål. Automatisk førte hun en hånd op foran munden, rystede på hovedet, tårene begyndte at trille ned af hendes kinder. "Er.. Der må være noget Mungos kan gøre Alecander," sagde hun med gråd i stemmen, selvom hun virkelig prøvede at holde tårene tilbage.

[Deleted]

Alecander kiggede roligt i mod hende, det var ikke normalt at han var så ærlig, men han kunne ikke rigtigt været andet. Han ville bare gerne være sammen med Kimberly igen, og det var meget hårdt for ham at han havde mistet hende til dødsgardisterne. Han havde sørget længe over hendes død, og selvom han var kommet videre, så var det stadig svært helt at holde sig selv samlet.
Han var dog glad for at Lorelai havde boet hos ham et stykke tid, og han var glad for at han kendte nogen som kunne være der lidt for ham, også selvom det jo ikke var fordi han ønskede at snakke om det, så glad var han trods alt ikke for nogen, han snakkede aldrig med nogen om noget, fordi han ikke ville have folk tæt på.

"Nej... Der er ikke noget at gøre Lorelai, men tak.. Du skal ikke bekymre dig, det er okay" sagde han med en stille stemme og kiggede op på hende i håb om at hun forstod og ville gøre hvad han sagde.
Hun bekymrede sig naturligvis om ham, men han var ikke en mand der var god til at blive pudslet om: "Men du ved det nu... Men det skal ikke gøre noget forskel" sagde han og smilede, ikke i deres venskab eller i deres dagligdag, Alecander prøvede jo også bare at ignorere det og komme videre i livet.

[Lorelai King]

Lorelai rystede lidt på hovedet, hun kunne slet ikke forholde sig til de ubeskrivelige dårlige nyheder. Hun førte kaffekoppen op til sin mund, men tog ikke en tår, da hendes hænder stadig rystede en smule efter chokket. Hun stillede koppen tilbage på bordet. "Hvad med et mugglerhospital? Der er ikke noget de kan gøre der?" spurgte hun næsten helt desperat.
Han måtte ikke dø. Selvfølgelig vidste hun godt, at ingen levede for evigt, men det betød ikke at hun ville eller kunne acceptere at Alecander skulle forlade hende så tidligt, selvom de ikke var et par, og selvom hun ikke havde følelser for ham på den måde, så betød han helt utroligt meget for hende.

"Ikke gøre nogen forskel? Alecander, du sidder og siger til mig, at du er dødende, så kan du ikke bare sige det ikke vil gøre nogen forskel" sagde hun og så på ham, hvordan kunne han tage det så roligt? Hun rystede på hovedet igen, "Jeg stopper al sang, jeg forlader ikke din side," sagde hun, hun ville ikke kunne leve med sig selv, hvis hun igen tog på turné og så kom hjem og fandt ham død, og vide hun rent faktisk måske ville kunne have gjort noget, hvis hun bare havde været hjemme.

[Deleted]

Alecander rystede ganske roligt på hovedet: "De kan ikke gøre noget Lorelai, og det kan du heller ikke" sagde han i en rolig stemme der næsten lød kærlig. Alecander var jo en god mand, men han var bare ikke altid så tålmodig og han hadede når folk blandede sig i hans liv, fordi han ikke ville dele det med nogen.
"Det gør ingen forskel, Lorelai. Ligegyldigt hvad du eller nogen gør, ændre det intet.. Så lad være med at lade som om det gør" sagde han i en alvorlig stemme, ligegyldigt hvad folk mente, hvor meget de nussede om ham eller hvor synd de mente det var, så ændrede det absolut ingenting.

"Nej du gør ikke, det forbyder jeg dig..." sagde han i en alvorlig stemme og rejste sig orligt op som han rystede på hovedet.
"Jeg går lige i bad..." sagde han i en rolig stemme og kiggede på hende, han vidste ikke helt hvad han skulle sige, han havde nok bare brug for at være lidt selv lige nu, ligesom at hun nok skulle sluge nyheden lidt.

//Out