At grave tilbage i fortiden

[Deleted]

Tilegnet @ian
Outfit

---

Der blev sat en sjus foran hende, som hun ikke var sikker på hvad indeholdt, men som hun drak alligevel. Det smagte ulækkert. Laura sad på en barstol og følte sig malplaceret. Udenfor dalede sneen fredeligt, og lignede omtrent modsætningen af hendes sindstilstand. Hun var godt nok begyndt at møde mange gamle relationer på det seneste. Denne kun af egen skyld. Det havde selvfølgelig virket som en god idé da hun havde siddet derhjemme og skrevet et brev til ham, hvor hun havde inviteret ham på bar som de havde været det i gamle dage, men nu vidste hun ikke længere hvor god en idé det var. Hun vidste ikke engang om hun kunne få sig selv til at fortælle ham det hvis han endelig dukkede op. Desuden havde hun dummet sig ved at klæde sig ualmindeligt fint på. Hun sukkede og tørrede sin lyserøde læbestift af i sin hvide serviet, hvorefter hun rystede den lige så lyserøde blazer af sine skuldre og lagde den i sit skød. Hvem prøvede hun at narre? Hun havde ikke engang brugt sådan noget dengang de havde kendt hinanden. Dengang. For de kendte ikke hinanden længere. Det var imponerende hvordan det var lykkedes hende at lyve for ham i 5 år frem til nu, hvis man kiggede på at de ikke havde snakket sammen i al den tid.

[Deleted]

Ian var indrømmet blevet meget overrasket over at have modtaget brevet fra Laura. De havde ikke rigtigt snakket sammen siden deres brud, hvilket nok på sin vis var ret forståeligt, det var jo ikke fordi at de var gået fra hinanden med venskabet i behold – tvært imod.
Det var en af de forhold der bare skulle have stoppet længe før det gjorde, lige på det punkt kunne man vel sige at de havde gravet deres egen grav.
Alligevel var nysgerrigheden større end fornuften, han ville faktisk gerne se hende igen, måske også lidt for at hun kunne se hvor godt han var kommet efter det hele. Han havde jo en slående karrierer, eller altså, han var maneger for Lorelai King – som havde en slående karrierer delvist på grund af ham så det talte vel?

I aftenens anledning var han iført et par mørke jeans og en lys skjorte indenunder den stilede sorte jakke. Håret sad rodet på den helt rigitge måde fastholdt med voks og hårlak, man skulle jo tage sig godt ud.
Egentlig var det heldigt at hun havde fanget ham på en dag hvor han ikke var udenlands eller på hospitalet. Hans sygdom blev altid forværret under stressede omstændigheder og healerne havde flere gange forsøgt at overtale ham til at stoppe sit arbejde og finde noget der ikke krævede så meget af ham, men dette her var hans liv og ærligt ville han hellere leve et kort men begivenhedsrigt liv frem for et langt liv bag et skrivebord et eller andet sted.
Han trådte ind på den pågældende bar og fik omgående øje på den kvinde han for så mange år siden havde været hovedløst forelsket i. De gamle følelser var for længst blevet erstattet med had og bitterhed, men af en eller anden årsag syens det at glide lidt i baggrunden som han så hende, et smil sneg sig faktisk op i mundvigen som han slog sig ned på den tomme plads ved siden af hende, ”jeg ser du allerede er startet uden mig.” Konstaterede han og lod hovedet falde en kende på skrå.

[Deleted]

Det kunne være at han ikke havde tænkt sig at dukke op. Hun ville ikke bebrejde ham, for de havde ikke været gode venner til sidst, men hun håbede inderligt at han forstod vigtigheden i hendes brev. Hun skulle jo fortælle ham sin hemmelighed, ikke bare smalltalke og drikke.
Hendes hjerte sprang adskillige slag over ved lyden af hans stemme, og hun snurrede så hurtigt rundt i stolen at hun næsten væltede ned. Det var så længe siden at hun havde set ham at hun havde glemt hvordan hans ansigt så ud, hun havde glemt hvordan hans øjne sad placeret, hvordan hans næse krogede og hvordan han trak på smilebåndende. Nu hvor han var der kunne hun huske det helt tydeligt. Det var lige som at være 21 år gammel igen. ”Undskyld,” smilede hun fjoget og bed sig i underlæben. Det var ikke gået op for hende at det ikke var så pænt at starte med at drikke uden ham. Men, burde han overhovedet drikke? Nok ikke. ”Jeg blev nødt til at have noget at drikke for ikke at stikke halen mellem benene.” indrømmede hun og satte sig bedre til rette i stolen, stadig med ansigtet vendt mod ham. Han lignede sig selv, men alligevel ikke. Han var blevet ældre. Havde hun savnet ham? Det vidste hun ikke, og selv hvis hun havde, turde hun ikke fortælle ham det. Hendes mave føltes som om den slog knuder. ”Jeg er glad for at du kom.” sagde hun, som en bedre hilsen. ”Du… ligner dig selv. Hvordan går det med dig? Har du det okay?”

[Deleted]

Nu var det ikke fordi at Ian havde glemt deres fortid, han havde heller ikke glemt måden det hele sluttede på, men der var vel bare ingen grund til at gå og være sur over det længere. For det første var der ingen der fik noget ud af det, og for det andet så var de vel voksne mennesker nu? Hun så i hvert fald meget voksen ud i forhold til hvordan han havde husket hende, men på den anden side var der jo også gået lang tid.
Han gengældte hendes smil og fugtede læberne ved at lade tungespidsen løbe over dem en enkelt gang. "Ja dét må du nok sige," drillede han hende og lænede sig så lidt pludselig frem for at give hende et knus. Fortid var vel fortid. "Men det er godt at se dig igen," at holde hende på denne måde virkede utrolig hjemligt skønt han godt vidste at hvadend de havde haft dengang var slut nu.

"Men altså det lyder da ret alvorligt," hans satte sig ned på den tomme stol ved siden af hende med et nysgerrigt blik. Når hun sagde det på den måde var det vel tvivlsomt at det var for at snakke om "gode gamle dage".
Spørgsmålet til hans velbefindende fik ham til at smile og han nikkede, lige for tiden var det faktisk okay. Han vidste godt at han skulle passe på sig selv, også selvom han ikke altid var så god til at lytte når kroppen klagede over hans stressniveau blev for højt. Men altså det var jo også svært med hans job. "Jeg har det helt fint." Forsikrede han for lige at understrege hvad han havde nikket til før. "Hvad med dig? Du ser lidt anspændt ud?" Mundvigen fortrak sig i et nyt skævt smil.

[Deleted]

Hun stoppede med at trække vejret, da han gav hende et kram. Hun lagde halvhjertet en arm rundt om ham for at gengælde det. Det var helt sikkert godt at se ham igen.
”Jeg ved ikke…” sagde hun og tøvede. Hun måtte nok hellere lede ham blidt ind i det i stedet for bare at kaste det lige i hovedet på ham. Hun ville ikke have at han skulle løbe væk på grund af nyhederne. Det var godt nok ikke nyheder for hende, der havde levet med det i frem år, men han anede intet om det. Jo mere hun tænkte over det, jo dummere virkede det. De snakkede ikke længere sammen. Men, Louise havde efterhånden forstået at de fleste børn havde både en mor og en far og det havde hun ikke. Det kunne være at hun kunne få det. ”-det må du afgøre. Om det er alvorligt eller ej.” Hun rystede på hovedet, som for at slippe af med sine forvirrende tanker.
”Drikker du?” spurgte hun. Selvom han sagde, at han havde det helt fint, turde hun ikke afgøre om hun kunne bestille noget at drikke til dem begge. Han fik nok brug for det.
Laura så hurtigt ned ad sig selv, inden det gik op for hende at hun ikke kunne se sit eget anspændte ansigt. ”Jeg har det bare som om jeg skal til at flippe ud. Ellers har jeg det fint.” svarede hun og grinede nervøst.

[Deleted]

Ian kiggede i mod hende med et afventende blik, han tog egentligt ikke tingene så hårdt. Hun var en smuk og dejlig pige, og det var da virkeligt trist at tingene ikke havde fungeret dengang. Han var kommet videre og det var hun da sikkert også, men derfor var det da stadig hyggeligt at se hende igen og catche up.
"Aha... Men altså du er jo nødt til at fortælle mig det først, før jeg kan vudere hvor alvorligt det er?" sagde han og smilede til hende, som han tog en tår af sin drink. Han var ikke så bekymret, og han var da klar på at hjælpe hende, ligegyldigt hvad det var hun skulle bruge hjælp til.

"Nej det gør jeg ikke, bare et glas vand, tak" sagde han i et afslappet smil, han forsøgte at holde sig på den sunde side, alkohol havde det med at give større risiko for et anfald så han havde for lang tid siden besluttet at hvis han skulle have det job som alle healere frarådede ham så måtte han nok hellere sætte ned på andre ting. Han havde dog absolut intet imod at bruge aftenen med hende, naturligvis bare for gammel venskabs skyld.
"Flippe ud? Aha... Og er det noget du vil dele med mig eller skal vi bare sidde her?" spurgte han i et smil og lod sit blik aflæse hendes ansigt, ikke at han rigtigt kunne komme frem til noget, men han ville gerne hjælpe hende med hvad end hendes problem var.

[Deleted]

”Når jeg har fotalt det, så husk på, at du selv bad om at få det at vide, okay?” spurgte hun med et nervøst smil. Det var ikke sådan en sjov ting, som hun pinligt nok skulle indrømme, men sådan en ting der kunne ødelægge liv.
Hun ville meget gerne dele det med ham, så da han spurgte hende, gjorde hun. Det nyttede ikke noget at blive ved med at trække det ud. ”Jeg er mor nu.” sagde hun. Det var en god ting at lægge ud med. Så kunne han vænne sig til den tanke først, og så var det vel ikke lige så galt når han fik at vide at det ikke kun var hende der var forældre. ”For fem år siden, den 20. november, fødte jeg min datter.” Hun løftede sin hånd mod bartenderen, der vendte tilbage til hende. Hun bestilte endnu en omgang, og et glas vand til Ian, som hun betalte for. Utroligt at de kunne tage penge for kildevand med isterninger. Dette bekymrede hende dog ikke lige nu. Hun samlede glasset op, og holdt det op foran sin mund og næse, så hun kun lige kunne kigge på ham. ”Hun er også din datter.” Så hældte hun alkohollen i sig og mærkede det brænde ned gennem halsen.

[Deleted]

Ian så afventende på hende med det genkendelige drilske glimt i øjet. "Kom nu bare med det," grinede han lidt og rystede på hovedet af den dramatiske stemning hun formåede at fremstille. Så kunne det da heller ikke være værre, det var sikkert bare et eller "det var mig der kom til at vaske din skjorte forkert dengang" -agtigt.
Da hun så kom ind på at sige at hun var mod så han overrasket på hende og var da også lige ved at tabe underkæben en smule, "wauw! Jamen...det er da dejligt..." begyndte han, men tav bradt idet hun afslørede datoen. Det kunne da ikke passe, det var jo imens de havde været sammen..eller i hvert fald så tæt på at det kun kunne betyde at der havde været utroskab involveret.
Nu mærkede han det vendlige udtryk blive en anelse sammenbidt, "så du har kaldt mig hele vejen herned for at fortælle mig at du var mig utro dengang, fedt Laura, det var lige det jeg havde brug for at vide," det kunne hun sguda bare have holdt for sig selv! Det var der ingen grund til at møde op her for at fortælle ham.
Han gjorde antydning til at ville rejse sig for at gå, dette her gad han simpelthen ikke stå model til, men så afsluttede hun sætningen hvilket fik ham til at stoppe midt i en handling om at tage jakken på. Denne gang gled hans mund bogstavelig talt op og han satte sig tilbage på barstolen imens han så på hende med en meget alvorlig mine, "undskyld hvad?!" Det kunne tydeligt spores at han havde brug for en forklaring, lige nu.

[Deleted]

At det var dejligt var ikke hvad hun havde forventet han ville sige. Det var dejligt, meget dejligt, og hun elskede sin datter overalt på jorden, men hun burde have håndteret det anderledes den gang.
Hun betragtede ham tavst. Hendes nervøsitet byggede sig kun op mens informationerne så ud til at synke ind hos ham. Hun åbnede munden for at sige ham imod, men lukkede den igen, da hun ikke havde noget at sige. Hun havde ikke været ham utro, men det ville hun ønske at hun havde været, for det havde været lettere at snakke om.
Hvad skulle hun nu sige? Hun følte sig som den værste idiot. Hun havde været forfærdelig ikke at fortælle ham det, for de havde stadig været sammen da hun havde fundet ud af det. Til hendes forsvar havde de ikke været gode venner til sidst i forholdet, og han var syg og rejste hele tiden rundt sammen med kvinden han arbejdede for. Laura havde aldrig kunnet fordrage Lorelai King.
”Hun hedder Louise,” sagde hun. Hendes hjerte sprang vildt rundt i hendes bryst og det var det eneste hun kunne finde på at sige. Hun rakte ud efter ham og lod sin hånd glide over hans inden hun trak den tilbage. ”Jeg… jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Hun ligner dig så meget.”

[Deleted]

Ian havde så mange følelser i kroppen der alle kæmpede for at komme op til overfladen, både vrede og fortvivlelse og ikke mindst forvirring. "Så det du siger er at du var gravid imens vi var sammen og du valgte bare at holde det skjult?!" De blå øjne lynede han var så tosset på hende, hvordan kunne hun ikke have fortalt ham det?!
Han trak hånden til sig og holdt den op foran sig som for at hun skulle tie. Det var simpelthen for meget dette her! "Det er for meget," mumlede han og lod så den samme hånd glide gennem sit mørke hår i en glidende bevægelse. "Hvorfor fortalte du mig ikke at du var gravid?" Havde han vidst det havde han da aldrig ladet dem splitte op, han ville da aldrig skride fra sin familie uanset hvor meget de så gik hinanden på nerverne, man havde da et ansvar!
"Jeg forstår intet af dette her." Erklærede han og rystede let på hovedet af det hele. Hvad så nu, havde han i det hele taget krav på at se sin datter? Det havde han vel? Han håbede da i hvert fald ikke at hendes plan var bare at smide den bombe og så bare gå den anden vej som ingenting var hent, der var vel en mening med at hun havde opsøgt ham på denne måde.

[Deleted]

Laura nikkede. Det var præcis det hun havde gjort. Da de havde slået op, havde de ikke villet have noget med hinanden at gøre, så hvorfor skulle det gøre nogen forskel at hun var gravid?
”Vores forhold var ikke godt.” mumlede hun. Hun kunne ikke lade være med at føle skyld. ”Du havde det ikke godt, og du blev ved med at rejse rundt. Du havde ikek tid til at få et barn, så jeg ville ikke forstyrre dig.”
Hun havde ikke lyst til at trække på skuldrene af det hele, men vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre, og endte bare med ikke at svare over hovedet. Det havde været meningen at det skulle være noget han var glad for, ikke? At have en datter? Specielt når hun var sådan en lille øjesten. ”Jeg har taget et par billeder af hende med.” sagde hun stille og fiskede rundt i sin jakkelomme, hvor hun trak tre bevægelige billeder op og lagde den på baren. Det første var af hende på puff-farmen, det næste af hende på hendes nymalede værelse, og det sidste af hende da de havde pjattet rundt.

[Deleted]

// beklager virkelig ventetiden

Han kunne mærke hvordan hans raseri lige blev hævet et par niveauer da hun bekræftede det. "Uanset hvor dårligt vores forhold var og hvor meget min sygdom påvirkede mig på det tidspunk så havde du fandme ingen ret til at holde det fra mig Laura!" Han havde hævet stemmen en smule hvilket fik nogen af de omkringsiddende gæster til at kaste enten nysgerrige eller irriteret blikke i deres retning.
Han var bare virkelig sur lige nu og kunne slet ikke finde ud af hvilken fod han skulle stå på. "Desuden blev jeg jo nødt til at rejse rundt! Det er mit job, men havde jeg vidst du var gravid.." Han tøvede uden at afslutte sætningen. Sandheden var jo at det nok ikke havde ændret noget, han var nok alligevel taget afsted. Han levede og åndede jo for sit job. Der kunne han føle sig lidt fri af hverdagenes bekymringer.
Det var kun når han sad hjemme at han kunne mærke at han var syg for så var det at han gav sig tid til at tænke over det. Med en hektisk hverdag havde han ikke tid til at tænke på sygdommen og så var det som om at han til tider helt kunne glemme sine begrænsninger hvilket var en stor lettelse for ham.
Med et rasende blik kiggede han ned på billederne. Han følte sig så snydt over ikke engang at have haft chancen for at knytte bånd til sin datter og nu skulle han bare accepterer det og begynde at lege far? Det havde han virkelig svært ved at forholde sig til. I frustration kørte han en hånd gennem håret og sukkede dybt. "Det her kan du simpelthen ikke være bekendt." Sagde han så en del mere afdæmpet end før. Han var bare tør for ord og anede ikke om han skulle grine eller græde.

[Deleted]

”Vi var ikke glade, Ian!” sagde hun. ”Jeg ville ikke risikere at vi blev sammen bare fordi jeg var gravid.”
Hun slog sin hånd ned i bordet. Hun vidste godt at hun var den dumme i situationen, men hun var ikke direkte ond. Hun havde ikke villet have et barn med Ian på det tidspunkt, men nu hvor hun ikke længere var sur på ham, så måtte han gerne være med. ”Det havde ikke ændret noget som helst, andet end at jeg ville sidde alene med en baby og håbe på at du snart ville komme hjem.”
Hun fejede billederne tilbage sammen, og stoppede dem tilbage hvor de var kommet fra. Hun var sur og hun havde lyst til at springe op fra sit sæde og rase ud af døren, men hun var der ikke for fornøjelsens skyld. Hun sank en klump og trak vejret dybt, inden hun vendte blikket hans vej endnu engang. ”Er det arveligt?” spurgte hun. At få svaret på dette spørgsmål havde været hvad der overtalte hende til at opsøge ham igen, oveni Louise’s plageri. ”Du er syg. Er det arveligt? Bare svar mig, og så behøver du aldrig at se til mig igen.”

[Deleted]

Han var så vred på hende lige nu at han havde svært ved at samle tankerne og jo mere hun sagde jo mere sur blev han nærmest. "Du havde stadigvæk ingenret til at holde det skjult for mig!" Vrissede han tilbage. Det kunne hun da ikke tillade sig! Det var da lige så meget hans barn som det var hendes lige bortset fra at hun nu havde fordelen af at kende sin datter hvor det for ham var fuldstændig ny information.
"Det passer ikke!" Argumenterede han, selvom en del af ham godt havde på fornemmelsen af det passede langt mere end hvad han turde indrømme.
Som hun hurtigt samlede billederne sammen på ny sendte han hende et nyt hårdt blik. Hun skulle ikke bare tro at hun kunne komme her og smide sådan en bombe og han bare ville tage imod det med åbne armen!
Det direkte spørgsmål fangede ham lidt på det forkerte ben og for en kort stund blev hans ansigt en smule blankt at se på. Den tanker havde slet ikke strejfet ham i alt dette her. Burde den have gjort det? Langsomt gav han sig så til at tænke over det som han forsøgte at huske hvad healerne havde fortalt ham i den forbindelse, men det var jo mange år siden, dengang han lige havde fået det konstateret. "Nej...eller det kan det være, men det er sjældent." Informerede han, "hvorfor? Tror du hun har det?" Et strejf af dårlig samvittighed meldte sig hos ham. "Og det kan du godt glemme! Du kan ikke bare komme og fortælle mig at jeg er far til din datter for så bare at smutte afsted igen! Jeg har også krav på at se hende!" Disse ord kom nærmest som læst op af en manuskript. Han havde slet ikke tænkt det igennem før han havde sagt det højt, han levede jo et travlt liv og var slet ikke sikker på at han hade plads til et barn i den hverdag, men derfor skulle Laura ikke bare tro at han ville vende ryggen til og gå den anden vej.

[Deleted]

”Jeg ved det godt.” sagde hun i et suk. Det var det hun havde regnet med at der ville komme til at ske. Hun havde været vred på ham i starten og havde straffet ham ved ikke at fortælle ham om sin datter, men så var det bare gået over i at hun ikke turde sige det. ”Undskyld, Ian. Jeg havde ingen ret til at holde det skjult, og jeg forstår godt hvis du hader mig.” Så længe det var hende han hadede og ikke Louise var det fint med hende. Hun havde ikke været helt rationel, da hun havde gjort som hun havde gjort. Hverken dengang eller lige nu. Hvad var det overhovedet at hun havde gang i? Hun håbede inderligt at det ikke ødelagde hans liv, denne lille ting med at han havde en datter.
Laura rystede på hovedet, ”Jeg tror det ikke. Jeg vil bare være sikker. Og… Jeg synes du skal overveje det inden du vælger.” sagde hun. ”Hun fortjener mere end det. Du får ikke lov til kun at se hende en enkelt gang.”