Let's Make A Deal...

[Deleted]

Jophiel Ayers - @demyan

Kayla's lejlighed

kl. 19.00

---

Han kunne simpelthen ikke tillade sig at komme for sent! Nu havde Kayla endeligt givet det en chance at hende og Jophiel kunne få talt tingene ud. Avery havde hun afleveret hjemme ved Davy, hun ønskede ikke at den lille pige skulle være hjemme hvis bølgerne endte med at gå højt.
Hun kiggede i mod klokken, de havde aftalt at mødes klokken syv og Kayla følte sig overraskende nervøs. Hun havde ikke set ham i næsten to år, og det var da løgn hvis hun ikke indrømmede at han havde betødet virkeligt virkeligt meget for hende negang.

Men det var da også derfor hun hadede ham så inderligt, fordi at det havde gjort så ondt på hende at han havde været hende utro, når hun havde troet at de to altid skulle være sammen. 
Hun var da kommet videre, det var slet ikke det, det var jo Demyan hun ønskede nu, selvom man da heller ikke ligefrem kunne sige at det gik specielt godt. Hun havde lavet kaffe, bare fordi at hun kunne jo lige så godt forsøge at lade mødet være positiv imellem de to, hun ville helst ikke gå igennem ministeriet, hende og Jophiel burde kunne finde en aftale hvis det var han ville til at se Avery, den lille pige kendte jo knapt nok sin far.

[Jophiel Ayers]

Jophiel var som sædvanligt kommet for sent fra arbejdet. Han var virkelig glad for sit job og der var mange der så op til ham der hvilket gjorde det alle de sene arbejdstider værd. Han var glad for at koste rundt med folk, men han gjorde det altid med sit charmerende smil som oftest fik sygeplejerskene til at dåne og de andre healere til at rulle med øjnene.
Kaylas brev havde overrasket ham en del, de havde jo ikke snakket sammen siden de var gået fra hinanden fordi han ikke havde kunne holde fingrene for sig selv. Men sådan var det jo at være ham bildte han sig selv ind. Dog havde han ingen interesse i at se Avery. Eller det havde han ikke haft før, men han måtte da indrømme at han var blevet en smule nysgerrig på det over tiden alligevel.

Nu var han så omkring 10 minutter for sent på den, hvilket i den grad også lignede ham. Han gad dog ikke skynde sig. Han gik ind i opgangen og op til hendes hoveddør hvor han bankede på. Han havde måske gjort lidt ekstra ud af sig selv i anledningen, han kunne godt lide at vise hende hvad hun havde mistet. Han havde også påført sig den parfume han vidste hun havde elskede.
Han ville aldrig indrømme at han gjorde det for at trænge ind under skindet på hende, hun havde jo unægteligt også betydet meget for ham og for en kort stund havde han faktisk selv troet på at det at starte en familie med hende ville være en god ide. Meen så var det lige at den anden kvinde var kommet i vejen og så var den ide ligesom blevet skudt til jorden.

[Deleted]

Kayla håbede da at Jophiel måske ville være en del af Avery's liv, Kayla vidste jo hvor meget hendes far havde betydet for hende igennem årene og hun ville gerne give Jophiel en sidste chance for at træde ind i hendes liv, inden at hun fortalte Avery at det var hendes far der ikke gad hende.
Som det bankede på rettede Kayla let på sit hår, og rejste sig så op for at gå hen og åbne. Hun ville ikke have Jophiel tilbage og han kunne ikke charmerer hende længere havde hun besluttet sig for, ingen tvivl om at han var en charmerende fyr, men det ændrede jo desværre ikke på at han samtidig var en idiot.

"Hey" sagde hun i et smil som døren gik op og kiggede kort i mod ham, han så jo godt ud som altid, men det ændrede ikke på at hun stod og havde lyst til at give ham en lussing: "Godt du kom, kom indenfor" sagde hun roligt.
"Avery er ikke hjemme, jeg har sat hende af hjemme ved Davy" sagde hun blot og gik ud fra at Jophiel stadig kunne huske hendes bror, hun gik roligt ind i mod stuen hvor hun havde gjort kaffe klar, hun ville bare gerne have det overstået.

[Jophiel Ayers]

Det var utrolig akavet at skulle ses med Kayla på denne måde. Den oprindelige grund til at han havde frasagt sig Avery var måske også det at der stadigvæk lå nogle følelser i klemme hos Kayla, skønt det aldrig ville være noget han ville stå ved. Han brød sig ikke om tanken om at hun havde den magt over ham, heller ikke selvom han godt vidste at Kayla nok aldrig kunne finde på at bruge det mod ham, for var der noget han havde lært i sin tid sammen med hende, var det at Kayla altid var fair, eller måske med enkelte undtagelser.
"Hey" responderede han imens han forsøgte at lyde ligeglad, hab havde trods alt sin stolthed at tage hånd om. Han nikkede og trådte så indenfor med et smil. "Fair nok," kommenterede han i mangel på bedre. Han var ikke heeeelt sikker på hvad der stod på programmet siden hun havde bedt ham komme, men han kunne næsen regne sig frem til at det havde med Avery at gøre.

"Hvordan går det ellers? Du ser godt ud," sagde han i det genkendelige charmerende smil. Han var ikke selv helt sikker på om han måske flirtede lidt, men på den anden side, hvorfor ikke, han havde ingen andre end sig selv at stå til regnskab overfor. Han gik ind i stuen og slog sig ned i sofaen hvorn han lænede sig tilbage med et tilfreds suk, "Så du ville snakke?" han fangede en småkage som han omgående satte tænderne i.
På den ene side ville han bare have det overstået, men på den anden var han nu ret godt tilfreds med at være i hendes lejlighed igen, det virkede så dejligt bekendt og trykt.

[Deleted]

Kayla var ikke helt sikker på hvordan hun skulle reagerer overfor ham. Naturligvis ville hun altid have et svagt punkt for ham, for hun havde virkelgit været forelsket i ham, og selvom forelskelsen var blevet erstattet med had og skuffelse, så var det svært ikke at føle sig glad for at se ham.
Som han kom indenfor lukkede hun døren efter ham, og gik så ind for at sætte sig i sofaen: "Jo tak det går fint... Hvad med dig?" spurgte hun, nok mere bare for at være venlig ikke rigtigt fordi at hun var interesseret, han kunne knalde hvem han ville, intet holde ham jo tilbage alligevel.

"Jeg vil egentligt bare vide hvor du står i forhold til Avery" sagde hun i et smil, mest fordi at Kayla var en smilende person og selvom hun mente han var en røv, så havde hun svært ved at opfører sig som en røv overfor ham, det lå bare ikke til hendes personlighed.
Hun er begyndt at spørge til hendes far, og jeg vil bare vide om jeg skal fortælle hende at han ikke vil være i hendes liv" sagde hun en smule hårdt, hun ville bare gerne have et klart svar fra ham, så han ikke pludseligt kom anstigende om nogen år.

[Jophiel Ayers]

Han satte sig i sofaen og så på hende. "Nårh du ved, det sædvanlige, hovedet op og benene ned," svarede han oh trak igen på skuldrene. "Der er dog ret travlt på Skt. Mungos for tiden." uddybede han bare for ikk eta køre samtalen over i pinlig tavshed. "Men det ved du jo lige så godt som jeg." Det kunne til tider godt være lidt svært at have samme arbejdsplads som ens ekskæreste havde han måtte erfare, heldigvis var de ikke på samme afdeling, det kunne hurtigt have gjort det endnu mere omstændigt.
Ikke at han havde noget imod Kayla, det havde han ikke, han vidste at hun ikke lige frem var en fan af ham, med god grund, men han havde aldrig kunne få sig selv til at hade hende, skønt det nok ville have været lettere efter deres brud.

"Avery?" Han blinkede overrasket et par gange, den havde han ikke set komme, skønt det burde han nok have gjort. "Ehm, hvad mener du?" Han var udemærket godt klar over hvad hun mente lige nu forsøgte han bare at købe sig selv noget tid til at besvare det meget direkte spørgsmål. Alligevel kunne han mærke at han ikke kunne lade være med at blive lidt bitter over måden hun sagde det næste på, sandt eller ej.
"Hvad er dette her Kay? Sådan en "nu eller aldrig" deal?" han hævede et bryn med en mistroisk mine. Inderst inde vidste han dog godt at det nok var på tide at han tog lidt ansvar eller i det mindste viste bare en smule interesse for sin datter, det var bare svært når han ikke rigtigt så sig selv som far-materiale.

[Deleted]

"Undre mig ikke" sagde hun i et smil, "det sædvanlige" fik hende næsten til at få en smule kvalme, han var virkeligt et usselt menneske og på et eller andet punkt havde hun virkeligt svært ved at forstå hun nogensinde havde været forelsket i ham, hun ville ønske hun havde lyttet til sig selv dengang.
Ligesom at hun nu mente hun burde lytte til sig selv i sin fornemmelse omkring Demyan, men igen var det svært fordi at hun var så vild med ham: "Yeah der er meget at lave" sagde hun i et venligt smil, og var taknemmelig for at hun ikke løb ind i ham oftere end nødvendigt.

"Ja noget i den stil" sagde hun i en rolig og dog ganske alvorlig stemme: "Jeg er nødt til at vide hvor jeg har dig henne" sagde hun, især hvis Avery skulle til at være storesøster, selvom det jo var en del hun ikke liiiige havde fået talt med Demyan om endnu.
"Der sker en masse ting i mit liv lige nu, og hun er ved at være så stor hun forstår tingene... Du er nødt til at give mig et klart svar, og det behøver ikke være nu, du kan tænke over det og mødes igen hvis det er?" sagde hun roligt, hun ønskede jo heller ikke at være uretæfrdig, men hun ville gerne sikre sig at han forstod at dette her var alvorligt.

[Jophiel Ayers]

Hans smil var stort som altid. Han havde alle dage haft charmen med sig og det havde scoret mange damer for ham. Desværre ikke helt så mange efter bruddet med Kayla, hun havde være sværre at komme sig over end han havde regnet med, måske fordi hun var hans første rigtige forelskelse? Måske fordi der stadigvæk var en lille smule følelser i klemme som han havde været i stand til at undertrykke frem til nu hvor de sad over for hinanden, eller måske det bare var fordi han var blevet ældre. Ikke så sandsynligt, men det var lettere at accepterer end de andre to muligheder.
Han nikkede og mærkede hvordan det emne hurtigt døde ud og stilheden igen bredte sig mellem dem og gjorde det hele en anelse akavet. Det plejede ellers at være så let for dem, der var engang hvor de holdt sig vågne til langt ud på natten for bare at ligge og snakke, og det var ellers slet ikke ham normalt.

Brynen faldt sammen i en let rynken og han kunne mærke modet synke en lille smule. Så han var her nok ikke helt af samme årsager som han ellers have håbet på. "Du har mig lige her," svarede han så og lænede sig lidt frem mod hende uden at gøre andet end det. De blå øjne søgte hendes.
Det kunne godt være at han havde æret en idiot, men han var her da nu. Var dukket op som hun havde bedt ham om. Ville det være dumt af ham at satse på noget? Børn havde jo aldrig interesseret ham helt vildt, det indrømmede han gerne, men han ville gerne give det en chance mest i håbet om at kunne snige sig lidt tilbage i Kaylas liv. "Jeg..ved jo ikke noget om at være en forældre." Sagde han så med et skuldertræk.

[Deleted]

Kayla var virkeligt træt af Jophiel, mest fordi at dengang hun var blevet gravid havde han jo været ganske positv omkring det hele, men det havde ændret sig da pigen var kommet til verden og hun havde opdaget hans utroskab, nu så hun ham mest bare som en idiot.
"HOld op med det der... Dine tricks virker ikke og jeg prøver at have en seriøs samtale med dig" sagde hun og rullede med øjnene, hans charmerende forsøg gav hende nærmere en smule kvalme: "Hør... Jo... Jeg er gravid igen, og jeg skal bare vide om du skal være far for Avery? Det er et ja eller nej spørgsmål for jeg vil gerne have styr på tingene nu" sagde hun og lagde armene over kors.

"Nej men jeg skal nok hjælpe dig hvis du vil, men hvis du ikke vil så gider jeg ikke blive ved med at prøve at presse dig" sagde hun i en rolig stemme og lænede sig tilbage i sofaen.
Hun kunne slet ikke fatte hun var blevet gravid igen, hvor uheldig havde man lov til at være? Hun ønskede sig jo en stabil familie og det var ikke ligefrem det hun havde fået det sidste lange stykke tid. Hun håbede bare ikke Demyan freakede alt for meget ud når han hørte det.

[Jophiel Ayers]

Han tav en smule brat ved hendes direkte afvisning. Det var jo ikke fordi at han forventede at hun ville tilgive ham over natten, men måske bare gøre plads til at give ham en chance for at forbedre sig. Det var jo også helt latterligt at følelserne for hende endnu ikke var forsvundet, der var mange år siden efterhånden og alligevel stod han her og følte sig tiltrukket af hende. Han havde lyst til at kysse hende, en vidste hvor dumt et træk det ville være og han brændte ikke ligefrem efter at modtage en sviende lussing.
"Jeg er da seriøs," svarede han uden at fortrække en mine. Han ville virkelig ikke have noget imod at forsøge igen for uanset hvor stort et svin han havde været dengang var hans følelser for hende ægte, det tvivlede han ikke på et eneste sekund. "Vent...du...er du?" Han rynkede brynene og mærkede modet synke endnu en gang. "Med hvem?" Ikke at det kom ham ved, men han kunne ikke lade være med at spørge ind.

Det begyndte langsomt at gå op for ham at det måske var for sent, men han blev alligevel nødt til at forsøge og det første skridt ville nok være at tilbringe noget tid sammen med hende og Avery. "Okay," sagde han lidt tøvende, "jeg vil gerne..men jeg har brug for din hjælp." De blå øjne hvilede på hende. Han havde virkelig nedtur på over at hun tilsyneladende havde fundet en anden.
Hvem pokker var den fyr der var endt med at vinde hendes hjerte? Hun fortjente at være lykkelig, han havde nok bare håbet på at det kunne blive sammen med ham.

[Deleted]

Hun kiggede på ham med et roligt blik: "Ja ikke dig hvis du er bekymret" snærrede hun, dog nok ikke helt så negativt som andre mennesker havde gjort det, men nu var det ikke så ofte at Kayla blev rigtigt sur, men hun kunne da godt forstå hvis Jophiel snart ikke kunne huske hvem han havde hoppet på.
"Men det kommer ikke dig ved, bare en fyr jeg har mødt" sagde hun, ja og han var jo desværre bare en fyr hun havde mødt, hun anede ikke engang om Demyan var sur på hende efter sidst, eller om hun burde skrive til ham og opsøge ham igen, hvilket hun virkeligt havde lyst til, hun skulle bare lige finde ud af hvordan hun skulle gribe det an.

"Og jeg vil gerne hjælpe dig, du skal ikke tvivle på at jeg ønsker at Avery skal kende sin far... Men du skal ikke prøve på noget, er det forstået? For jeg er ikke interesseret" sagde hun, og havde virkeligt svært ved at få ordene ud igennem hendes læber.
Mest af alt fordi at hun jo faktisk stadig havde følelser for ham, dem smed man jo ikke bare sådan væk, men det var jo svært når han havde såret hende så meget som han nu engang havde: "Men jeg tænker vi måske kan starte med at du kommer forbi nogen timer her en gang om ugen? Så med tiden kan du få hende selv?" foreslog hun i et smil, i det mindste kunne de stadig snakke sammen.

[Jophiel Ayers]

Hendes spydige kommentar fik ham til at himle med øjnene. For en gangs skyld forsøgte han at være seriøs og så var det hende der op førte sig barnligt. "Nej det er jeg sguda godt klar over," bed han tilbage uden at ligge skjul på sin irritation. "Bare en fyr?" Han så på hende, det lød ikke helt lovende, "er det seriøst mellem jer?" Spurgte han videre og ignorerede komplet hendes kommentar om at han skulle holde snuden for sig selv.
Det var altså lidt svært når man var nysgerrig af sind som han var - især når det kom til hende, man kunne jo desværre ikke bare lige slukke for følelserne som en kontakt skønt det kunne have være helt fantastisk hvis man kunne.

Han lod hovedet falde på skrå og sendte hende det mest uskyldige blik han kunne mestre, "hvad skulle jeg dog finde på?" Spurgte han bare og lod det gennembordende blik hvile på hende. En lille del af ham synes at opsnappe at hun måske ikke helt mente det. Eller hun ville gerne mene det, men han kendte hende efterhånden så godt og de var hver især gode til at spotte hinandens små løgne.
Om dette var en løgn havde han dog lidt svært ved at aflæse. Hun virkede udadtik til at være kommet videre, men på den anden side nægtede Jophiel at tro på at hun bare var kommet sig over ham, også selvom der var gået så lang tid, hvis hun var helt ovre ham hvorfor havde hun så ikke en kæreste. Eller det vidste han jo teknisk set ikke om ham starutten hun var blevet gravid med var, men hun virkede bare en smule, rundt på gulvet omkring det. Dengang de var blevet gravide sammen havde hun strålet af glæde og stolhed overfor alle hun fortalte det til. Dette her virkede mere som var det et problem.

[Deleted]

Kayla forstod ikke helt hvorfor han var så nysgerrig: "Sig mig er du jealoux?" spurgte hun undrende, ikke at hun kunne tro det, nu havde Jophiel jo sikkert rigeligt med kvinder som han kunne rende rundt og flirte lidt med, og hun følte ikke for at være en af dem.
"Igen ikke noget du skal bekymre dig om, start du nu bare med at bekymre dig for din datter" sagde hun, mest fordi at hun ikke kunne lide at indrømme at det ikke var seriøst mellem hende og Demyan, og hun var desværre heller ikke sikker på om det nogensinde ville blive det.

"Lad være med at sidde og spille uskyldig" sagde hun og smilede til ham, hun vidste jo godt at Jophiel altid prøvede på noget, og der var da ingen tvivl om at han havde været en dejlig kæreste imens de havde haft det godt sammen, men derefter havde det nu ikke været nemt imellem dem.
"MEn hvad siger du til at du kommer forbi på Lørdag? Bare et par timer og leger med Avery?" sagde hun i et forsøg på at skifte emne endnu engang, hun havde ikke lyst til at snakke med ham om hendes liv, den del var forbi for længe siden og selvom han prøvede at være charmerende så gjorde hun et forsøg på bare at ignorere det.

[Jophiel Ayers]

Han spærrede de blå øjne helt op og slog dramatisk ud med hånden, "Pfff jaloux! Jeg er da ikke jaloux...hvorfor ville du gerne have jeg var jaloux?" Som han ændrede argumentationen til et spørgsmål ændrede ansigtet sig også fra at være benægtelse til nysgerrighed. Han kunne ikke undgå at håbe at det ville glæde hende bare en lille smule at vide at slaget endnu ikke var helt tabt.
Da hun igen afviste hans tilspørgelser og lod emnet glide tilbage på Avery kunne han godt mærke at han ikke ville få meget ud af dette her. Irriterende. Men han havde endnu ikke givet op. Det måtte da kunne lade sig gøre at charme sig ind på hende igen på den ene eller den anden måde for pokker!

Det snedige smile løb atter over hans læber som hun sagde at han ikke skulle sidde og spille uskyldig. "Jeg aner ikke hvad du snakker om," hans blik sagde dog noget helt andet. "Men jo, lørdag lyder fint. Jeg har godt nok været på nattevagt, men det går nok," svarede han nok lidt i håb om at modtage lidt sympati for den gestus.
Idet samme hørte han banken på døren. Han kiggede mod døren og så tilbage til Kayla. "Venter du gæster?" Spurgte han nysgerrigt. "Måske din kæreste?" Det listige smil vendte tilbage til hans læber, men et meget kort glimt af tristhed var at finde i de blå øjne i nogle ganske korte sekunder.

[Deleted]

Det havde taget Demyan hele dagen at tage sig sammen til at tage hjem til Kaylas lejlighed. Flere gange undervejs var han også vendt om og gået lidt tilbage indtil fornuften atter sparkede ham på rette vej, det var jo komplet tåbeligt at han ikke turde gøre noget for at opsøge Kayla. Han var stadigvæk sur på hende over det der var sket sidst, problemet var bare at han ikke kunne slå hende ud af hovedet uanset hvor meget han så end forsøgte.
Derfor havde han nu besluttet sig for at opsøge hende med håb om at de kunne snakke tingene igenne, så meget ulig ham som det overhovedet kunne blive. Han havde faktisk aldrig gjort det før, snakket om tingene, han var jo aldrig sammen med den samme kvinde mere end en gang, eller jo men så var det indforstået mellem dem begge at det var det og intet andet han søgte.

Med en meget forsigtigt hånd bankede han på hoveddøren som var den lavet af skrøbeligt glas. Det varede dog ikke længe før han godt kunne fornemme at han nok ikke havde banket helt hårdt nok til at hun ville være i stand til at høre det. Derfor hævede han hånden på ny og gav det et forsøg mere, denne gang en del hårdere uden at overdrive det.
Han ventede imens han inden i hovedet forsøgte at gennemtænke hvad pokker han skulle sige når det endelig var at hun åbnede, hvis altså hun i det hele taget var hjemme.