Eksaminer

[Deleted]

@tanwen

Eksaminerne var startet og 6 års eleverne stod på en lige linje og snakkede, foran den brune dør, der førte ind til besværgelses lokalet, hvor de blev sendt ind én efter én for at vise hvad de kunne. nummer 6 i rækken stod Nathaniel og skævede hen mod døren, ventende på hvornår den ville åbne igen. Flere elever var brudt sammen, nogle virkede endda til at have skadet lokalet der inde, hvilket ikke dæmped hans nervøsitet.
Nathaniel var intet akademisk vindunder..faktisk var det sjældent at han lavede lektier, og han var dårlig til at tage sig sammen til at læse op på ting han ikke kunne. Hand handlede ud fra instinkt-måske det var derfra at hans familie mente at han var dyrrisk, tænkte han.

[Deleted]

Hun havde sin stav i hånden, klar til hvad end der var på vej. Ambrosia havde været oppe først. Hun havde klaret sig godt, havde hun kunnet se ud fra det store smil.
Tanwen stod lige bag ham. Hvad var chancerne?... Det var slet ikke op til skæbnen, for hun havde sørget for at skubbe Paula Smithers væk for selv at kunne komme til. Hun var ordentligt sur på ham, det var hun selvfølgelig, men det tænkte hun ikke så meget over lige nu.
Hun stod akavet bag ved ham og trippede. Hun havde ikke set noget til ham siden sidst, hvor hun, dum som hun var, havde fortalt ham sin skæbne. Hun havde ikke engang fortalt Ambrosia det. "Er du nervøs?" hviskede hun til ham.

[Deleted]

Endeligt! Tænkte Mathaniel idet køen rykkede sig og den næste person blev lukket ind. Desværre noget han ikke at kigge på den hufflepuff dreng der netop var blevet færdig, før en irriterende velkendt stemme bag ham, fangede hans opmærksomhed.
Tanwen Pryce. Han skævede over skulderen, ignoreret den pludselige følelse af at se sjusket ud med sit uredte hår og sagde, "En smule, ja" Han lagde armene rundt om siug selv og vendte blikket stift ud i luften.

[Deleted]

Han var ikke lige så glad og åben som han plejede at være, han hverken smilede skævt eller håbefuldt, men han var heller ikke vred. Han var bare kølig. Det mindede hende om hele hendes familie. I det mindste hvordan den havde været før de alle sammen var døde.
"Hey, det som jeg sagde den anden dag, ikke?" sagde hun og lænede sig op ad ham for ikke at blive overhørt af nogen. "Vil du ikke nok lade være med at sige det videre? Jeg vil ikke have at nogen ved det." Hun mumlede.

[Deleted]

Han lukkede øjne ved hendes ord og tog en dyb indånding. hun var så forfærdeligt irriterende at han bare kunne...argh! Det var som om hans hoved ikke kunne holde til det.
"Det vil skade mig mere end dig. Jeg er fyren som faldt for en pige der hellere ville lyve omkring at skulle giftes, end at være sammen med fyren som var helt vild med hende" Hviskede han over skulderen og rykkede endnu et par skridt frem.

[Deleted]

"Jeg løj ikke om noget! Jeg sagde det ikke, fordi vi ikke er sammen." forsvarede hun sig. Hun følte sig dum nok i forvejen uden at han behøvede at træde i det. Men, vent! Var det overhovedet det som han mente? Lyve for ikke at være sammen med ham? Hun vippede frem og tilbage på fødderne. "Jeg skal altså... Det der. Efter skolen." hviskede hun. "Det er ikke fordi jeg ikke vil være sammen med fyren der er- nej, der var helt vild med mig. Men fordi det er så dumt at begynde."

[Deleted]

Nathaniel fandt det ynkeligt hvordan hun kunne blive ved med at stå og lyve overfor ham, jo han havde da heller ikke fortalt hende at han var vareulv, men det bildte han sig ind var i en helt anden grøft, for det gjorde jo ikke at han ikke ville være sammen med hende. "Hør Tanwen jeg tror ikke på dig," Han vendte sig rundt mod hende, "Hvorfor skulle jeg tro på hvad du siger til mig? og ligemeget hvad betyder det jo åbenbart ikke noget på grund af dit fiktive bryllup" han vendte sig rundt igen, da rækken rykkede sig endnu en gang.

[Deleted]

Tanwen tog fat i hans arm og stillede sig på tæer for at komme tættere på. "Det passer!" udbrød hun højt, og så sig øjeblikkeligt omkring fordi hun godt vidste hvor højt det havde været. Hun fortsatte i et meget lavere tonefald. "Det passer. Jeg kender hans navn, men jeg har ikke mødt ham endnu. Vi skal have en masse fuldblodsbabyer, og så må jeg få en uddannelse." sagde hun. Det gav perfekt mening. Hvorfor nægtede han at tro på hende? Han var den eneste han havde været fuldkommen ærlig med, og han troede ikke engang på hende. Han troede at hun løj fordi hun ikke kunne lide ham. Hun strammede grebet om hans arm.

[Deleted]

Tanwen kom tættere og tættere på og Nathaniel tvang sit blik væk fra hende, op til loftet. Hun snakkede meget, som i lige så meget som når de ikke skændtes-hvilket efterhånden var en sjældenhed.
"Tanwen drop det nu bare for fanden, vi er ikke sammen og du har gjort det tydeligt at vi ikke kommer til at være det lige meget hvad det så end handler om" Han trak sin arm hårdt til sig, og hørte sin navn blive kaldt bag sig.
"Nathaniel Dean Gerandy, de er den næste"
"ja, kommer nu" Han vendte ryggen til Tanwen og gik ind i lokalet: Besværgelses professoren stod med hænderne bag ryggen og kiggede på ham.

[Deleted]

Hun havde ikke vidst hans mellemnavn før nu. Det passede bedre til ham end hun i starten havde syntes Nathaniel gjorde bedre.
Hendes hjerte sank lidt og et koldt gys løb nedad hendes ryg. Hun hadede at føle sig hjælpeløs. Hun havde endda accepteret at skulle giftes, fået overbevist sig selv om at det var en god idé, så hun ikke ville føle sig tvunget. Blev hun nødt til at få det skrevet fra sin far før han ville tro hende? "Jeg skal vise dig!" snerrede hun efter ham. Han kunne ikke bare flygte fra hende nu. Nu ville hun snakke om det, fordi hun aldrig havde kunnet.
Døren lukkede.

[Deleted]

"Godt Hr. Gerandy, jeg vil gerne have at du bruger bombardio, reparo og bombardio på stolen til venstre for dig, så hurtigt som muligt" Nathaniel gjorde som han bad om, stolen blev sprunget i stykker, samlet igen og sprængt i stykker igen inden for få minutter. Han blev sat igennem flere opgaver, men han fuldførte dem fraværende, og virkede først rigtig til at lytte, da han fik sin karakter.
"Acceptabel Hr Gerandy, du kunne have gjort bedre"
"Ja, sir" Nathaniel nikkede, lettet over ikke at være dumpet og forlod lokalet, hvor der fortsat stod en række af elever hvoraf de fleste han kun kendte ved udseende. Hans øjne gled kort ned ad Tanwens krop da han passerede hende.

[Deleted]

Hun stirrede på døren foran sig. Døren måtte være forhekset, for hun kunne slet ikke høre hvad der skete derinde.
"Tanwen Abby Pryce." lød det. Hun kunne ikke bedømme ud fra Nathaniels ansigt hvordan det var gået.
Hun gik baglæns for stadig at tale med ham. "Vil du ikke nok møde mig ved indgangshallen bagefter?" spurgte hun og skubbede underlæben frem mens hun nikkede som at svare for ham, og døren blev lukket og afskillede dem.
"Frøken Pryce. Jeg stoler på at du er bekendt med både bombardio og reparo?" lød det fra professoren. Hun nikkede, og så var der ellers en stol der fik nogen tæsk, efterfulgt af at den blev både rykket rundt og løftet på.

[Deleted]

Nathaniel sukkede, det var utroligt at hun kunne sno ham rundt om sin finger så let. det var som om hun tog hans rygrad fra ham-som Teric ville sige. Men på trods af alt, gik han ned ad de tre bevægelige trapper og hen til indgangshallen. Den var tom.
Han satte sig ned på den kolde, store trappe.

[Deleted]

Hun væltede stolen, kopierede den og fremmanede et par fugle, som hun satte til at angribe den. Alle de kedelige ting. Nathaniel var ikke kedelig. "Fremragende job, frøken Pryce." sagde professoren.
"Tak." sagde Tawnen og åbnede døren. Hun kunne ikke vente med at komme ud.
"Koncentrer dig lidt mere næste gang, Pryce." lød det mens Tanwen forsvandt ud ad døren.
Han sad der da hun kom, lige som hun havde håbet. "Hej." sagde hun. Hun var stoppet op et par skridt væk fra ham.

[Deleted]

Hvad lavede han overhovedet der? Hvorfor ville han lytte til hvad hun sagde...gøre hvad hun bad om?
Han sad med hovedet i hænderne og kiggede ned på de grå fliser, der altid så nyvaskede ud. Pedellen må have travlt, tænkte Nathaniel og rettede blikket op, ved lyden af fodtrin.
"Hej.."Svarede han stille igen, "Så hvorfor er det så vigtigt at jeg venter på dig her? Der er lige så god mulighed for at råbe af hinanden alle mulig andre steder" Det skulle være sagt i spøg, men Nathaniel kunne høre at ordene lød mere bitre end hvad de var.