Shit, it's him!

[Deleted]

Uroligt, sank han. Tyggede lidt på ingenting, mens han overvejede lidt om han blot skulle gå. Han var vred, men samtidigt, var han ikke. Hvordan kunne det dog forklares? Han var vred på hende, over at hun simpelthen ikke kunne forstå hvad han var vred over.. På samme tid, det kunne han ikke rigtig tillade sig at være. Man kunne ikke rigtig give sig lov til at være sur på at folk ikke forstod en. Han vidste jo godt at hun ikke gjorde det med vilje, så langt var han kommet med det hele. Men, måske var det her en rigtig, dårlig idé. Måske burde de slet ikke udvikle sig til noget som helst. Måske.. Han tog sig til hovedet, rystede det en gang, som en barnlig måde at få ”rystet” tankerne væk, inden han vendte tilbage til overfladen, så fraværende som han var. Hvor lang tid havde han atter være begravet i sine tanker? Nok længere tid end det burde tage.

Han overvejede stadig om hvad han skulle sige til hende, til deres "skænderi". Han havde ikke rigtig lyst, og han vidste ikke helt hvorfor. Måske var han bange for at ødelægge mere end han allerede havde gjort.. Og som sagt, som han havde hentydet så meget før, han ville hende gerne. Han ville gerne dette, hvad en det var, han vidste bare ikke hvordan han skulle få sig selv til at passe i sprækken der hed ”kærlighed”. Han var for stor, for klodset og for dum. Egentlig, så skræmte tanken ham egentlig også at komme ind i en sådan sprække, med den lille viden han havde. Han kunne godt lide at have tingene på plads, inden han begyndte på noget og det, kunne han ikke prale af her, nærmere det modsatte. Cody gryntede ængsteligt, en smule nervøst. 

,,Så. Du ville jage mig?" spurgte han, en smule kort for hovedet så det lød mere koldt end han mente det. Hans lidt retoriske spørgsmål afslørede vidst hvad der egentlig lå for grunde. Han så væk fra hende, lavede et lille, nervøst hop med skulderen da han ikke helt kunne lide at åbne op på denne måde. ,,Jeg.. ," han stoppede sig selv, dog kun for at dæmpe hans mørke stemme, som blev en smule sværere at tyde på grund af den stærke, rullende accent som tydeligt viste hvor han kom fra. ,,Jeg er jo ligesom.. Dem, Catherine," han udtalte hendes navn som han ville havde gjort i sit eget land, og det var det eneste af ordene som bare lå en smule selvsikkert. Resten var en usikker mumlen. Han så stadig væk fra hende, med samme, skamfulde attitude. Ja, han var ligesom dem: et uhyre. Et mørkt og grumt uhyre. Det følte han i alt fald, selvom han ikke havde nogen som helst lyst til at skade andre, og hun kunne vidst godt fornemme, at Cody var harmløs som ham selv.
,,Jeg.. Jeg burde være i Azkaban.. Jeg er et monster..," hans stemme blev gjort endnu lavere, til en hvisken, mens det var hans tur til at træt, stryge sig over sit ansigt.

Han løftede dog blikket, hurtigt, da hendes stemme lød i hans øre. Hans kropssprog fortalte hende, at trods han stod i en mærkelig ”skrå-jeg-er-på-vej-til-at-gå”- vinkel, lyttede han opmærksomt efter hende. Det havde en del at sige, når man snakkede med Cody som rendte ind og ud af hans egen, usynlige dør indtil hans tanker. Han lagde godt mærke til hendes smil – ligesom han havde lagt mærke til tristheden i hendes ansigt, noget, som fik Cody til at rette sig op, uden han helt lagde mærke til det. Hendes drillende kommentar var vidst et forsøg på at være komisk, men Cody, som sjældent hverken forstod eller vidste hvad der skulle sige, sagde ingenting. Han trak dog i mundvigen, så man kunne ane hans række af tænder, inden læberne samlede sig igen. 

Han blev. Han havde lyst, samtidigt med han havde lyst til at flygte langt væk, men han ville, åh, han ville..

Forsigtigt, med rystende fingre, rakte han sin hånd frem igen mod hende. Han havde gjot det før og det var måske hans måde at skabe en ”connection”, for det gjorde ham mildest talt endnu mere urolig og fraværende, at han ikke kunne mærke hendes varme mod hans. Han blinkede med øjnene, rømmede sig, så i jorden, rømmede sig, inden hans grå øjne vendte tilbage til hendes mørke:

,,Jeg.. Synes.. Også du har..,” han stoppede, i et forsøg på at finde det rette ord. Det skulle ikke blot være smukke, flotte eller pæne, det skulle være mere end det: ,,Fl.. Øh.. Smukkere øjne,” dog endte han alligevel med at kvække noget frem, som egentlig ikke hang sammen med det forrige. Noget, som var en mærkelig blanding af at han ville sige hendes øjne var smukke, og endnu smukkere end hans. Noget, som gik temmelig galt. Det var tydeligt at Cody havde lyst til at slå sig selv på panden, med kraft til. Han lød som et fjols. Slet ikke en som var på hans alder, gennemgået et ægteskab.. Hvordan ville hun dog kunne tage ham seriøs, på nogen som helst måde? Måske burde han lære at snakke først. Han tog sig til nakken med den anden, ledige hånd. Han bed sig i læben, hårdt.

,,Vil..,” han trak vejret dybt, prøvede at få styr på sit kropssprog som slet ikke sad ordenligt. Han så generet væk fra hende.

,,Vil du.. Gå ud, Catherine? Altså.. Med mig,” han lavede en kort håndbevægelse mod sig selv, inden han hostede en smule akavet, da det gik op for ham, at han vidst ikke havde behøvet at skære det så meget ud i pap for hende. 

Han sank atter.

[Deleted]

Der gik lang tid før Cody svarede, og Catherine nåede at mærke irritationen boble op. Havde han ikke tænkt sig at sige noget? Hvordan kunne han retfærdiggøre mørk magi? Og var det så virkelig den person hun ville være sammen med. Irritationen boblede op til et sted hvor hun var parat til at sige nogle ikke så pæne ting - i hvert fald indtil han faktisk svarede.
Catherine frøs. Fuldstændig ude af stand til at gøre andet end at stirre uforstående på ham med svagt åben mund. Hvordan kunne han dog tænke sådan? Efter lidt tid lykkedes det hende endelig at samle sig igen, og det blide smil hun så tit sendte ham viste sig igen på hendes læber. Nu var hun klar til at tage det skridt frem mod ham, som han havde rykket tilbage før. Hun ønskede ikke andet end at vise ham hendes nærvær, og omsorg. Og især at hun ikke var enig.

"Okay" sagde hun i en alt for afslappet tone til at nogen kunne tro på at hun mente det, "Men sig mig lige først..." for nu viste hendes irriterende omvendt-psykologi plan sig, "Hvor meget er det lige du har lyst til at skade andre? Hvor mange forbudte bevægelser har du kastet? Hvor mange andre har du forvandlet?" hun kunne sagtens fortsætte med at remse ting op, men håbede at hendes budskab var kommet igennem.
Alligevel prøvede hun med en anden måde at gribe det an. "Ja, livet har delt dig nogle lortede kort, og du kunne sagtens blive et monster - hvis du tillod det!" hendes milde smil havde endnu ikke forladt hendes ansigt, og hun løftede hånden for at stryge den over hans ansigt, hun ønskede ikke andet end at vise ham at han ikke var et monster. "Hvad er det du faktisk gør, der gør dig til sådan et monster? Det er ikke ligefrem fordi du er en del af en varulveklan og forvandler uskyldige mennesker fordi det er sjovt!" sagde hun med et tryk på ordet 'gør'. I hendes hoved kunne ens tilstand ikke automatisk gøre en til et monster, det krævede en handling. Og efter at have været sammen med Timothy så længe kendte hun en del til varulveklanerne, og hvad de faktisk stod for.


Som han rakte ud med hans hånd skyndte hun sig at tage den. Hun ville gerne have at han spurgte, og det tanken om at han måske ikke ville alligevel var uudholdelig. Hans øjne kiggede faktisk på hende, og hun mærkede en lettelse, nu virkede det da til at gå lidt bedre. Med mindre han var i gang med at sige at de aldrig skulle ses igen... Pludselig følte hun sig temmelig dum for at have kysset ham tidligere. Indtil han i hvert fald snakkede. Og det var så sødt, at et smil ikke var reaktion nok. Hendes krop arbejdede imod hende, og hun rødmede som en idiot, og kunne i et øjeblik ikke holde øjenkontakten. Det lykkedes hende at kigge op, da han snakkede igen.
Hvordan han faldt over ordene var sødt, og det var endda for Cody der havde så let ved det. Hun fnisede en smule, men det var et mildt fnis, på ingen måde negativt, og smilet var større end nogensinde før i denne samtale. "Ja Cody," sagde hun med det store smil, og en stemme der var meget mere på kontrol end Codys egen havde været, men nu var hun også noget mindre nervøs end ham, "Jeg vil rigtig gerne gå ud med dig". Hun kunne flyve på en lyserød sky, som en lille forelsket pige, hvilket hun aldrig ville indrømme, men det føltes dejligt at blive spurgt ud. Og ærlig talt var hun nok efterhånden temmelig glad for Cody.

[Deleted]

Hendes okay fik ham til at spænde op i kroppen, endnu mere nervøst end før. Okay? Hvad betyder det dog? Han trippede akavet til siderne, trods at Cat og hendes krop, som var en del centimeter lavere end hans, kom nærmere. Sært nok, beroligede det ham. Gav ham en følelse af ro, som ikke havde eksisteret før, i alt fald efter at han var blevet forvandlet. Han ville gerne have mere af den ro, mere af den varme og fangede sig selv i at træde endnu tættere på hende, så tæt som muligt uden det var direkte upassende. Måske var det ikke så sært alligevel.. Han kunne jo godt lide hende og ønskede at være tæt på hende, hvis han fik chancen.

Hun smilede. Han havde fundet ud af, at det var godt. Der var også forskellige slags smil og det her var ét af de gode, blide smil som gav ham en helt særlig følelse af at han var speciel for hende. Han havde helt lyst til at give sig selv lov til at være fuldkommen ligeglad med alt andet end hende og hendes smil, hvis læber han havde lyst til at smage på, endnu engang, med undskyldningen at han havde ”glemt” det. Det måtte blive genopfrisket, men han var ikke helt dristig nok til at bede om det. Der kom dog noget trist over hans mund og øjne, da hun remsede op med spørgsmål han kunne havde gjort. Sandheden var... Han vidste det jo ikke. De fleste af hans nætter som det bæst, det kunne han ikke huske. Men han vidste, at han ikke havde lyst til at gøre de ting. Han ønskede ikke at skade nogen som helst. Konfliktsky, nikkede han blot til hendes ord, for at ligesom lukke den af. Han var ikke helt sikker på om de skulle tage diskussionen her, så han bakkede ud, uden at være for uhøflig. Han forstod godt hvad hun sagde, men han kunne bare ikke helt tilgive ham selv for det han var, trods han ikke havde nogle onde gerninger i sinde. Han kunne bare ikke. 

Det gav ham et lille stød da hun tog hans hånd, lige med det samme. Han betragtede hende, med de grå øjne, afventende med en utrolig usikker attitude, som kun blev helt bekymret da hun pludselig blev helt rød i ansigtet, han var helt bange for om hun fejlede noget! Han tog sig selv i at ligge den anden hånd knugende om hendes arm, mens han studerede hendes rødmende kinder nøje og da det gik op for ham at hun stod og grinede, kunne han ikke lade være med at føle sig så uendelig dum. Akavet, løsnede han grebet, mens han ikke helt vidste hvad han skulle sige, men der var et lettet, lille smil på læberne. Hvem kunne bebrejde ham? Det havde været meget længe siden han havde set en kvinde rødme.. Og desuden, var han den dårligste til at se sådan nogle signaler. Dog forstod han da én ting: Hun havde sagt ja.

Cody så en smule overrasket på hende, inden smilet blev en smule større, både af en usikkerhed der kom af han ikke helt vidste hvad han skulle reagere og af glæde, så egentlig stod han bare og smilede, et af hans større smil. Han var så glad for at hun ville.

,,Jamen så.. Ses vi?” sagde han, stadig usikkert men det havde stilnet af. Han tænkte ikke så meget over hvor meget hans russiske accent kom over hans stemme, han tænkte ikke så meget udover den kildne, fremmede, men gode følelse som lå helt ude i fingerspidserne. 

Han lænede sin krop ned mod hende, så diskret som muligt. Måske kunne han nå at få et lille ét, inden hun skulle til at gå... Forsigtigt, lod han sin næse falde ind mod hendes og han sukkede dæmpet, mens han prøvede at finde den rigtige position. Dog, til hans ulykke, hørte han en kalden fra enden af gangen - for langsom var han.

[Deleted]

Det hjalp hvordan Cody også trådte et skridt frem. Nu hun var sikker på at han ikke var det monster, han selv troede at han var, ville hun ikke andet end at være der for ham. Og som han gik det skridt frem, virkede han også til at ville hende. Og vigtigere endnu, han virkede til ikke at være sur over deres lille skænderi før. Nu han havde forklaret sig, kunne hun sagtens forstå at det var et ømt punkt for ham. Det viste hendes øjne også, selvom hun var i tvivl om hvorvidt Cody kunne opfange sådan noget. De fleste af hendes signaler blev fuldstændig overset, hvilket satte hende på noget af en prøve. Hun var ikke vant til altid at skulle udtrykke alle hendes følelser og tanker i ord, og hun vidste ikke rigtig hvordan.

Alligevel var hun ikke helt tryg ved hvor trist han så ud, som hun nævnte alle de punkter, hun ellers var så sikker på ville vinde ham over til at se ting fra hendes side. For... Sådan var han da ikke? Det kunne hun i hvert fald slet ikke sætte sammen med den mand hun havde lært at kende. Hun kendte ham selvfølgelig ikke super godt endnu, men følte alligevel at hun kendte ham godt nok til at vide at alle de ting ikke var sandt. Af samme grund var det heller ikke tidspunktet til at tage diskussionen længere, så hun accepterede hans nik, selvom hun virkelig ikke havde lyst. Der var virkelig ikke det mindste i hende, der ønskede at hun tænkte sådan om sig selv. Det var tydeligt at Cody havde meget at arbejde med, og hun håbede bare at hun kunne hjælpe ham igennem det. Eller at en eller anden i det mindste kunne.

Cody sendte hende det største smil hun havde set til dato, og det var så fantastisk. Det slog alle hans andre smil med flere mil, og hun vidste at hun havde haft ret, da hun tænkte at hans større smil ville se smukke ud. Det var helt fortryllende, og hun kiggede lykkeligt på hans smilende læber. Det var lige før at hun ikke hørte hans ord, fordi hun var så optaget af hans smil, men heldigvis også kun lige før. "Hvis du giver mig et sted og tidspunkt" svarede hun i et drillende smil. Hun var helt fanget af hans russiske accent, det var sjovt hvordan hans accent aldrig lod helt ens, nogle gange var det russiske tydeligst, andre gange det norske, og så var der de gange hvor de var lige tydelige.
For første gang tog Cody initiativet til et kys, og hun ventede spændt på at hans læber ville røre hendes. Udover at det aldrig skete. I stedet hørte hun hendes navn kaldt fra enden af gangen. Hun vendte sig hurtigt, for at se at hendes kollega tydeligvis var blevet utålmodig, og gået på jagt efter hende. Hun kiggede tilbage på Cody og mumlede hurtigt; "Nødt til at gå" før hun vendte tilbage til sin kollega og gik i hans retning.
Da hun nåede ham havde han et alt for stort smil. "Jamen Catty dog!" udbrød han højt nok til at Cody kunne høre dem. "Stop det!" udbrød hun tilbage og skubbede hårdt nok til ham, til at han tog et skridt tilbage. Selvom hun var en kvinde, kunne hun da slå hårdt. Han lagde armen om hende, og trak hende ind til sig; "Love is in the air" drillede han, før hun skubbede til ham igen, og skyndte sig mod deres afdeling. Den her ville hun høre for længe.

// OUT