Shit, it's him!

[Deleted]

@cody
To dage efter sidste møde

Catherine gik igennem Ministeriet med en af hendes mandlige kollegaer ved siden af sig. I jagten på en der havde brugt mørk magi, havde de fundet et lig, og nu ville de ned og se hvad der var fundet ud af. Drabsafdelingen lå ikke langt fra hendes afdeling, så det var kun en kort tur. Det var heldigt nok, men turen føltes også ekstra kort. Hun havde det godt med hendes kollega, og de havde nok ikke de største grænser. Hun var lidt for god til at flirte for sjov med hendes mandlige kollegaer. Hun var jo ung og single, og hun nød det.

De nåede afdelingen og blev ledt i retning mod ham der havde obduceret liget. Hun kunne virkelig ikke forestille at havde gået igennem auror uddannelsen bare for at obducere lig. Personen måtte vel også have læst til healer, eller nok ikke healer, men noget i den stil. Hendes kollega drillede med hende, og som så tit kom hun med et flirtende comeback; "Du er bare så samlejeet!" udbrød hun, som hendes kollega åbnede døren til kontoret. Og så satte hun fuldstændig hælene i. Hun stirrede bare ligefrem, ind i et ansigt hun efterhånden kendte temmelig godt. Et ansigt hun havde kysset for kun to dage siden. Manden der var skyld i at hun de sidste to dage havde haft halstørklæde på for at skjule bidemærkerne. Meget bevidst over at han havde kunne høre hvad hun lige havde sagt og forstå det forkert.

Der gik lang tid inden det lykkedes hende at samle sig. Stadig hørte hun ikke hvad hendes kollega sagde. Hun tænkte på den aften de havde haft sammen. Det var ikke meningen, men det havde føltes så rigtigt. Og så havde han undskyldt... Og hun havde overreageret og styrtet ud derfra med ham råbende hendes navn bag sig. Faktisk var hun lidt imponeret over at han havde råbet hendes navn efter hende, det var så meget imod hans akavede selv, at det virkelig måtte have været vigtigt for ham. Hun indså at hendes kollega prøvede at snakke til hende og kiggede forvirret op på ham, hvilket bare fik ham til at grine, og komme med endnu en uheldig flirtende kommentar. Langsomt fattede hun at han havde fået Codys rapport, og ville gå tilbage til deres afdeling. "Jeg møder dig der. Jeg har lige noget at ordne først" svarede hun med et smil, der efter et sekund gik fra forvirret til venligt.

Catherine ventede på at kollegaen gik, før hun lukkede døren og vendte sig om til Cody igen. Hun havde virkelig ikke håbet at møde ham så hurtigt efter. Og især ikke under de her flirtende omstændigheder. Hun følte jo ingenting for hendes kollega, og hun var ved at tro at hun nok følte noget for Cody. Ærlig talt skammede hun sig en del over hvordan hun havde overreageret, for det havde jo været tydeligt at han ville snakke om det. "Cody..." mumlede hun svagt, og kunne ikke lade værre med at se det komiske i hvor mange gange hun havde nævnt hans navn under deres sidste møde, "Undskyld for... hvordan jeg overreagerede den anden dag" sluttede hun så med lidt mere styr over sin stemme, men stadig lavt. Nu var det hendes tur til at undskylde, og det skammede hun sig egentlig også over. Samtidig var hun nu parat til at det var hans tur til at overreagere.

[Deleted]

At være auror for drabsafdelingen, var nok en af de job som passede Cody bedst. Mest fordi, at det ikke krævede så meget kontakt med andre mennesker, nej, den del tog han ikke part i. Enten, så lavede han en masse rapporter eller tjekkede ting såsom alibis, baggrunde og hvem deres mistnkte egentlig var. Eller så analyserede han lig og gerningssteder. Det var ikke altid det sjoveste – det med at stå i et hvidt lokale og undersøge et ungt menneske som havde lidt en tidlig død. Cody kunne være utrolig sensitiv, trods hans lidt monotone ansigtsudtryk kunne sige noget andet. Han brød sig sjældent om at gøre det, men han fik tjansen til tider. Med hans medicinske baggrund, var han også en af de få fra drabsafdelingen som var med når et lig skulle undersøges.  

Cody stod for sig selv, med ryggen til døren og var i gang med at gennemse rapporten for mulige fejl. Han var ikke meget for fejl, så han sørgede altid for at skimme den igennem inden den blev afleveret – noget som blev afbrudt af et par højrøstende stemmer, som både lød flirtende og indebar flirtende ord. Det kom vældig bag på Cody, hvem der sagde disse ord, idet han vendte sig om. 

De grå, intense øjne så direkte ind i øjnene på Cat, inden de gled videre til fyren ved siden af. Der var en underlig, kold tavshed fra ham og han vidste ikke helt hvad han skulle sige, mere fordi det kom som en overraskelse og han havde ikke helt tænkt over hvordan han skulle tackle sådan en situation. Manden ved siden af prøvede lidt at redde den ved en flirtende sidekommentar, noget, som kun fik Cody til at rømme sig usikkert.

Han afleverede rapporten, reserveret, til manden som var lavere end ham selv, men det var jo kun normalt. Cody var også en af de højeste på afdelingen og på nogle afdelinger, kunne han næsten ikke komme ind af døren fordi de var byggede for mennesker i et lavere århundrede. Han så på manden, som gik. Normalt ville han orienteret ham om køn, navn, alder og årsag af død, men han var lidt ved siden af sig selv. Der skulle hellere ikke så meget til, men hans job, ja, det var en af de få steder hvor Cody kunne fremstå selvsikker – han kendte rutinen og var god til sit job. Selvfølgelig forsvandt usikkerheden ikke helt, han var jo stadig ustabil om sin.. Anden side, som kom snigende nu og da, men han havde en helt anden ro når han arbejdede.

Hvis altså ikke privatlivet kom og bankede på.

Codys grå, intense øne så atter mod Cat, inden han sænkede blikket, næsten helt melankolsk. Trods han ikke udvidste så meget udtryk i ansigtet, så det var overvældende, kunne man stadig fornemme det på attituden. Han havde dog et trist, fortvivlet udtryk i de grå øjne som ikke var skjult bag briller denne dag. Han vidste ikke helt hvad han skulle tro. Han var gal, men mere sig selv, for at være sådan et fjols. Selvfølgelig sigtede hun højere, for en fyr med så meget selvsikkerhed som hendes kollega. Cody var jo.. Bare Cody. Desuden, har han jo nok også skræmt hende væk. Ja, han er selv udenom dette, var han ikke? Måske var hun blevet sur på ham fordi.. Hun havde haft noget kørende med ham den anden. Åh, hvilket fjols han havde været! Han trak vejret dybt. 

Han hørte ikke helt efter hvad hun sagde, men det var jo typisk for den lidt fraværende Cody.

Han opdagede at hun ventede på hans svar, efter en rum stilhed. 

,,Oh..,” sagde Cody, inden han drejede siden til hende, som om han skulle til at gå, måske en pænere måde at sige på at han ikke havde lyst til at blive konfronteret med noget som helst. ,,Det er vel.. Okay,” det var den samme usikkerhed som normalt, men denne gang virkede det oprindeligt som om han prøvede at lukke den af. Helt af. Han havde ikke lyst til at snakke med hende, nok fordi han ikke ville ødelægge mere for hende eller ham selv. 

Du er da for dum, tænkte han spydigt for sig selv, mens han mærkede hans temperament stikke til ham. Han tog sig til ansigtet, skjulte sine øjne, inden han med en hovedrysten gik. Det var meget nemmere at gå, inden hun rodede op i noget hun slet ikke skulle røre.

[Deleted]

Cody rømmede sig og Catherine vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun ønskede ikke at lave en scene her på arbejdet, men hun kunne også mærke at hun pludselig havde en del at forklare. Heldigvis virkede hendes kollega bare til at tage det som om at betød at Cody ville have hans opmærksomhed og komme videre. Hun bemærkede godt at Cody var højere end hendes kollega, hvilket bare gjorde hans kulde en del mere skræmmende, selvom hun vidste at han aldrig nogensinde ville gøre hende fortræd.

Hun stod længe og tog alle hans træk ind. Den melankolske måde han sænkede blikket. Det triste, fortvivlede udtryk i hans øjne. Det var der hun indså at han ikke havde briller på denne dag, og hun nød at bedre kunne se hans smukke grå øjne. Og efter lidt ventetid kom hans svar bag på hende. Hun kunne ikke helt afgøre om hun mest havde forventet et vredt udbrød, eller... et vredt udbrød. Chokeret kunne hun slet ikke svare. Og som han lukkede sig sammen ændrede alle hendes trak sig. Nu var det hendes tur til at være melankolsk. Som han gik forbi hende trak hun armen ud, men den strejfede ham kun. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. "Cody..." udbrød hun så højt som hun turde uden at lave en scene. Det føltes forfærdeligt pludselig at stå på den anden side af det her. 

Og så satte hun efter ham. For to dage siden havde hun egentlig ikke ønsket at han skulle følge efter hende, hun skammede sig alt for meget over at have gjort det hvorefter han så fortrød det på sekundet. I dag var hun temmelig ligeglad med om han ønskede at hun ville følge efter ham. Hun havde brug for at snakke med ham, og hun havde tænkt sig at gøre det inden han var tabt for altid.

Det tog hende nogle hurtige skridt at gøre op med højdeforskellen, og nåede ham lige foran en normalt aldrig brugt korridor. Faktisk vidste hun slet ikke hvad døren for enden gik til. Hun havde aldrig set nogen gå derind eller komme ud. Hun tog en dyb indånding for at samle mod, og tog så hårdt fat om hans underarm, hun kunne trods alt ikke lægge vægt i hvis hun tog fat længere oppe, og prøvede at trække ham ind i korridoren. Det var meget hårdere end hvordan hun tidligere havde behandlet ham. Hun var altid så blid omkring ham, men nu var det vigtigere for hende faktisk at få ham med.

"Han er bare en ven! En kollega! Vi har et meget afslappet forhold med hinanden, men der er virkelig ikke noget andet i det!" ordene faldt over hinanden, og hun tvivlede helt på om han kunne forstå hende. Hun nåede også at plapre alt det her ud imens hun prøvede at trække ham ind i korridoren. Imens hun håbede at det ville hjælpe på hans lyst til at snakke med hende. Selvom hun egentlig ikke helt følte at hun fortjente det, eller turde håbe på at det faktisk var det der galt, og ikke bare at han ikke ville snakke med hende permanent.

[Deleted]

Han havde brug for at være alene. Alle følelser i ham begyndte at røre på sig, koge og han kunne mærke, hvor ondt det gjorde indeni, mest fordi det kom så overraskende – nej, nej, den naive Cody havde ikke tænkt at at det ville folde sig sådan ud. Men han burde havde vidst det! Han burde.. Han kunne mærke hans øjne svie, han var en alt for sensitiv og følsom person, tænkte han bittert om ham selv mens han prøvede at finde vej til et rum, hvor han kunne være for sig selv. De sårede følelser blev blandet med en vrede, mest mod ham selv og han kunne mærke hans øjne blive varme – også i farven som blev en grumset, gråbrun farve. 

Han kom dog ikke langt, hvorefter han kunne mærke en tage i hans ærme, hvorefter han stoppede brat op, en smule forskrækket – det resulterede også i, at han ikke helt hørte hvad en omtumlet Cat stod, og fortalte ham. Han hørte ordet ”kollega”, men kom ikke rigtig videre end det. Han trak sine øjenbryn sammen i en forvirret, uforstående gestus mens han i hovedet prøvede at gentage det hun havde sagt. Mens dette, lod han de grumsede, dog stadig intense øjne faldt i hendes. De var en anelse røde og irriterede og han strøg sig over det ene øje, i en reserveret, snøftende gestus. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre, så han stod blot. Og stod, gjorde han.

Da hun trak sådan i ham, gav han efter med et enkelt skridt, hvordan han så stod som en støtte. Han var høj og ikke lige til at slæbe rundt med – og han ville ikke følge med hende. Han havde det samme, uforstået udtryk på hans ansigt, som var en anelse monotont, dog kunne man ane tristheden blandet med usikkerhed, i hans øjne. Han lavede et lille nervøst løft med den ene, brede skulder.

Han vippede hovedet let på skrå, så en lok løsrev sig fra resten af håret og fik ned for de grumsede øjne, som var langsomt ved at blive klare igen.

,,Jeg forstår,” sagde han kort, dog tilføjede han efterfølgende, i et mere usikkert toneleje: ,,Hvis du har en anden,” han rømmede sig, mens han lagde sin hånd over hendes, en smule rystende: han prøvede sådan at beherske sig selv og hans indre dæmoner, for blot at flå hende væk og komme så langt væk så muligt, men ét; han ville ikke skabe unødvendig opmærksomhed, to; han ønskede ikke at gøre hende fortræd og hvis han blot gav efter for disse ukontrollerede, endnu mere ustabile følelser, så var han ikke sikker på hvad der ville ske.

Han så ned, inden han prøvede at fjerne hendes hånd fra hans, men åh, hvor var den dog varm i forhold til hans en smule kølige fingre, der var dog ved at blive opvarmet på grund af hans temperament. 

Han havde virkelig brug for at være alene inden han sprang.

[Deleted]

Som Cody bare kiggede forvirret på hende, kunne hun faktisk godt forstå det. Det var nok ikke super almindeligt at flirte med sine kollegaer på den måde, men der var virkelig ikke noget i det. Det var afslappet, og det vidste begge parter. Ingen af dem ønskede at gøre noget ved det. Det var bare en måde at lette stemningen, for det var alligevel temmelig hårdt at se mørk magi dag ud og dag ind.
Som Catherine kiggede ind i hans øjne, fik hun helt et chok. De var røde og irriterede, som havde han lige grædt, og han strøg over det ene, som for at fjerne en tåre. "Cody..." begyndte hun, men hendes stemme forsvandt hurtigt hen i en hvisken. En meget såret hvisken. Hvordan kunne hun allerede have såret ham så meget? Hvordan kunne hun allerede have ødelagt det?

Catherine fik kun et skridt, før han stoppede stædigt op. Den pludselige opbremsning ødelagde hendes balance, og hun faldt ind imod ham. Heldigvis fandt hun hendes balance inden hun ramte ham, men de stod pludselig temmelig tæt. Hun kiggede ind i hans øjne et øjeblik, imens hendes vejrtrækning blev besværet, før hun trak sig lidt væk fra ham igen. Det var egentlig ikke det hun havde mest lyst til, men hun følte at hun alligevel burde give ham lidt plads.
Som hun stadig kiggede ind i hans øjne, og kunne se hvordan de stille og roligt blev grå igen, kunne hun ikke lade værre med at udtrykke en lettet lyd. Det var ikke fordi hun var bange for ham, men det her var måske ikke stedet at afsløre det. Faktisk var hun ikke sikker på om han var registreret, nu hvor han jo arbejdede i Ministeriet, men selv hvis han var, var det nok ikke alle de arbejdende her der vidste det, og det var nok også bedste at holde det sådan. Det var jo langt fra alle der ville være trygge ved at lægge deres liv i en varulvs hænder.

Hun prøvede hårdt, men alligevel undslap et kort, lavt, men stadig mildt grin hende. "Du hører kun efter halvdelen jeg siger, hva?" sagde hun med et smil og rystede mildt på hovedet. Så kiggede hun mere seriøst op på ham, "Nej der er ikke nogen", og det var først der det helt gik op for hende hvad han havde sagt. En anden, som i at... De havde noget... Men? Han undskyldte jo? Som om han aldrig syntes det skulle være sket?
"Der er ikke nogen... Anden..?" afsluttede hun. Det sidste ord kom næsten ud som et spørgsmål. Al denne undren døde dog, da han lagde hans hånd på hendes. Den var meget koldere end hendes, men der gik elektricitet igennem hele hendes krop. Sidste gang havde været fantastisk, men der var ikke elektricitet på samme måde. Den kom helt bag på hende. Hun slap ham, og trak sig tilbage, men holdte fast i hans øjne.

Hun kiggede rundt og sikrede sig at der ikke var nogen i nærheden, før hun tog et skridt imod ham. "Der er ikke nogen anden" sagde hun bestemt for at slå det fast. Så sendte hun ham endnu et af hendes milde smil, "Men det var lidt sødt at du blev jaloux" sagde hun så lavt, selvom der stadig ikke var nogen omkring dem, og løftede hånden for at fjerne hårtotten fra hans øjne. Hun gjorde det forsigtigt og langsomt, så han havde masser af tid til at stoppe hende hvis det var det han ville. Selvfølgelig havde det knust hendes hjerte at se ham så såret, men det havde også endeligt overbevidst hende om at han ikke havde fortrudt sidste gang.

[Deleted]

Han var ikke decideret såret, jo, selvfølgelig var det en del af det, men han var mere skuffet end egentlig såret. Også var han så vred. Mest på ham selv. Som sagt, han burde havde forudset det. Han burde. Han burde havde set det. Han hævede blikket, da hun sagde hans navn, men der kom blot en grynten, en lidt usikker og forvirret en. Han vidste ikke helt hvad han skulle tro, trods efter hendes talestrøm. 

Det kom bag på ham, at hun sådan faldt ind mod ham. Af refleks, lagde han sine hænder om hendes arme: om det var ment som en støtte eller som et skjold, var ikke helt sikkert men det var ikke ham som trak sig. Det var hende. Så snart hun havde gjort det, slap han hende, hvorefter hans fjernede blikket fra hende. Han registrerede ikke lyden, som var helt lettet. Det var måske også bedst – ellers ville han blot havde misforstået det også ville det først gå galt. Hun ville havde været bange for ham.. Det ville blot bekræfte ham i, at han var et monster. Et monster som dræbte folk, men han ville ikke gøre nogen noget, selv om dyret i ham sagde noget andet.. Men det var ikke ham, det måtte han minde sig selv om – selvom det var svært. Det var så svært..

Han blev afbrudt af hendes milde latter, som ”vækkede” ham, med et lille sæt – noget, det kun viste hvor fraværende han var som person. Han så blot mere forvirret ud over hendes latter, hvorfor grinede hun dog? Han kunne dog ikke lade være med at trække op i mundvigene, om end en smule kejtet, mens hendes latter og påpegende kommentar, fik ham til at løsne en smule op. Det forsvandt dog med hendes kommentar, der blev efterfulgt af en gentagende kommentar. Han vippede hovedet på skrå, så usikkert på hende og det kun mere uroligt, da det var hende, denne gang som trak sig væk. Han sænkede sine hænder, mens han prøvede at læse situationen, men han var elendig til det. Han kunne ikke læse hende. Han kunne ikke læse nogen.

Det hjalp dog hun gentog det igen. Han nikkede en smule, for at vise, at han havde forstået det, men den kejtede, sky attitude blev kun forstærket da hun trådte hen til ham igen. Han trak vejret dybt, prøvede at berolige sig selv ved at løfte en smule op i mundvigen så man kunne ane hans pæne rækker af tænder man han vidste slet ikke hvad han skulle gøre, som en kejtet skoledreng. Sidste gang havde han fået hjælp fra hans dyriske, vilde side men den kom ham ikke til undsætning. Det eneste han kunne byde var.. En utrolig akavet Cody. 

,,Jaloux?” gentog han, en smule forlegent. Han var ikke helt sikker på hvad hun mente. Jaloux? Var han blevet jaloux? Han følte vrede. Og tristhed. Men jalousi? Atter kom der et lille trækning i mundvigen da hun løftede hånden og han sænkede blikket, med en urolig mumlen. Han stod stille, lod hende komme tæt på men han var utryg i denne situation. Men han stoppede hende ikke.

,,Jeg...," sagde han, mens han i et forsøg prøvede at hæve blikket, men han vidste ikke hvor han skulle placere det. Han fugtede læberne, tog mod til sig og lagde sin hånd om hendes underarm. ,,Jeg ved ikke...," han mente det ikke som i han fortrød noget, han mente det som i han ikke vidste hvordan han skulle tackle det og det var tydeligt. Han var vældig urolig, stod og rokkede til siderne og han vidste ikke hvor de flakkende, grålige øjne skulle være. Dog, var hans ene hånd om hendes arm og det vidste han. Han lænede sig en anelse frem mod hende, men om det var bevidst, var ikke sikkert.

[Deleted]

Faktisk fortrød Catherine lidt at hun trak sig tilbage. Bare fordi han ikke havde gjort det, og fordi det havde føltes så dejligt med hans arme omkring hende. Han havde grebet hende, og han fortrød det ikke. Nu var det hendes tur til ikke at kunne kigge ham i øjnene. Hun skulle aldrig have trådt tilbage. Alle de her følelser kom faktisk helt bag på hende. Ikke at hun ikke allerede havde følt noget for ham sidste gang, men præcis hvor stærkt det var, det var det der kom bag på ham. Men Cody var også en pæn mand, og mere end det, en sød mand. Det gav jo egentlig mening.

Da han fik et sæt af hendes grin, kunne hun ikke lade værre med at fortryde det lidt. I hvert fald indtil at han smilede. Eller i hvert fald et træk i mundvigene, men når det var Cody man snakkede om var det lige så godt som et smil. Og så forsvandt det lige så hurtigt som det var kommet. Dette fik også hendes smil til at mindskes. Hun elskede når han smilede, også selvom det kun var lidt. Hun kunne allerede se antydningerne af et smukt smil, så hun ville bare ønske at faktisk komme til at se det hele en dag.

Smilet der kom over Codys læber var ærlig talt... skræmmende. Hun vidste selvfølgelig godt at han bare var akavet som altid, men det falske smil var ærlig talt ja, skræmmende. Alligevel var hun glad for tanken bag. Han var i det mindste ikke irriteret over at hun havde taget et skridt frem. Og ærlig talt var det, det som hun gik allermest op i lige nu.
Da han satte spørgsmålstegn ved at være jaloux, stoppede hun helt med at være overrasket over at blive forvirret. Var han ikke jaloux? Hvorfor påvirkede det ham så, så meget at hun havde flirtet med en anden? Men alle tankerne døde ved et ægte træk i mundvigen. Han var tydeligvis glad for at hun ville til at røre ham. Og så var hun faktisk ligeglad om han havde været jaloux, eller om det havde været noget andet. Elektriciteten gik igennem hende igen som før, da hun forsigtigt satte hårtotten på plads. Hun tog det skridtet længere, og lod hendes hånd køre ned af hans kind før hun tog den igen.

Hele verden stoppede i et sekund, som han lagde hans hånd om hendes underarm. Og så lod hun det komme ind hvad han lige havde sagt. Nu var det hendes tur til at ligge hovedet på skrå, og kigge uforstående på ham. "Ved ikke hvad?" spurgte hun mildt. Sidste gang havde hun antaget forkert, og det havde næsten ødelagt alt. Denne gang tog hun den mere forstående og prøvende metode. Og hvis han virkelig ikke ønskede noget havde han da ikke lagt hans hånd om hendes underarm? Og hans nervøse opførsel hjalp hende i den tanke. Hun kunne ikke lade værre med at smile stort, men stadig mildt til ham. Det var lidt sødt så nervøs han var omkring hende, selvom han nok var det omkring alle.
Hun åbnede hendes mund for at sige noget til ham, men som han lænede sig fremad glemte hun helt hvad. Og hun kunne ikke lade værre, for hun var nødt til at tage chancen. Så hun tog et skridt mere imod ham, indtil der næsten ikke var nogen mellemrum, og kiggede ham dybt i øjnene. Højdeforskellen gjorde at hun var nødt til at kigge op ad, og hun var sikker på at den position i længden ville være forfærdelig, men egentlig var hun temmelig ligeglad lige nu. "Og hvad så hvis jeg gerne ville prøve at kysse dig igen?" spurgte hun næsten toneløst. Der var en temmelig stor chance for at han ville gå i baglås, men hun kunne ikke lade værre med at prøve alligevel.

[Deleted]

Måske havde han været jaloux. Han vidste bare at han blev ked af det og.. At han ikke ville have det. Cody lod ikke sine lyster slippe ved hvem som helst, hun.. Betød noget for ham. Selvfølgelig gjorde hun det. Han ville ikke se hende sammen med en anden, men han havde ikke tænkt så langt at han så sig selv sammen med mig – ikke endnu, i alt fald. Han glemte at tænke på det, da han kunne mærke hendes varme fingre glide ned af hans ansigt, hans kind og han bed tænderne sammen, uroligt. Det var ikke ubehageligt, det var bare meget nyt, ja, sensuelt for ham. Han oplevede dette som.. Ham og indtrykkene virkede derfor meget kraftige. Han sukkede, åndede langsomt ud mens han slappede af i kæberne og lod øjnene lettet falde i, i et kort øjeblik. 

Han åbnede dem dog igen, betragtede hende og hendes træk. Han betragtede hendes øjne i det intense, tætte øjeblik inden han lod blikket sænke, mod hendes hals. Mærkerne var væk – i alt fald derfra. Han både skammede sig, men også undrede sig hvorfor han havde gjort det. 

Det skræmmende ham hvor lidt kontrol han havde over sig selv når han endelig gav slip, som han havde gjort den dag. Det var skræmmende og det gjorde ham bekymret – det gav ham næsten helt lyst til at slippe hende, for hans skyld men.. Men han tillod sig selv at være egoist for et øjeblik. For han ville ikke give slip, ikke endnu. 

,,Jeg ved bare ikke,” sagde han. Han vidste godt hvor uintelligent og uinteresseret han lød, men han vidste ærligt ikke hvad han skulle sige. Skamfuldt, holdt han blikket i jorden. ,,Jeg.. Tænk hvis det tager overhånd..,” hans dybe, sjovt syngende accent stemme var sænket til en lav hvisken. ,,Tænk hvis jeg.. Skader dig,” han havde ikke lyst til at være egoisten og holde fast, men han ville så gerne være tæt på hende. Det var tydeligt han var i vildrede og hans øjne flakkede nervøst, skiftevis mellem hans hånd på hendes arm og korridoren bag hende. Hvis han gik, ville han skåne hende fra noget forfærdeligt. Det var han så overbevidst om. 

Det kom som en overraskelse da hun kom endnu tættere på, så tæt at han kunne mærke hende mod hendes krop. Han gispede, helt forskrækket. Igen, dette var ikke ubehageligt, men dette.. Var langt mere sensuelt end sidste gang, for han var så meget tilstede, som man kunne være. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv, og på grund af han var svaret på en åben bog, var et tydeligt. Hun måtte være langsom med ham, så de var på samme tempo, for hun havde vidst fanget for længst at han ikke var så hurtigt på disse punkter.  

Han betragtede hendes læber og kunne mærke at han blev mere og mere gejlet op til hvad det lagde op til, selvom det blot var et kys. Men det var meget lang tid siden at han havde følt den slags nærhed med at andet menneske. Derfor var han også meget forvirret.

,,Jeg.. Jeg...,” stammede han, mens han knugede om hendes arm, jo tættere på hun kom. Til sidst stødte deres næser sammen og Cody spændte op i hele kroppen. Han trak sig dog ikke væk, han tog dog en dyb, rystende vejrtrækning inden han slap af igen – også i hånden som lå om hendes arm. 

Rolig, mindede han sig selv om febrilsk. Rolig. Han ville så gerne gøre det behageligt for hende, men han havde ingen idé om hvordan man gjorde det her. Han mindes gangen på den Utætte Kedel, men det var en smule sløret for ham, for som sagt, det havde ikke direkte været ham. Dette var, åh, så mere sensuelt end det havde været. Han vidste ikke hvad han havde gang i, men han vidste, at han rigtig gerne ville have det, som det lagde op til.

Han lænede sig en smule ned, forbi hendes næse..

[Deleted]

Der var et eller andet helt nyt ved denne måde han sådan sukkede og lukkede øjnene lettet i. Det var... Ham, og ikke kun dyret. Dog lod hun stadig sin hånd falde. Det her var babyskridt, og det var det der virkede. Hun ville gerne være sikker på at han faktisk kunne lide hende, og at det ikke kun var dyriske lyster. Det betød dog også disse babyskridt, for gjorde hun det for hurtigt kunne lysterne let tage over. Eller så ville han bare lukke sig af. Begge ting var vel lige sandsynlige, men begge ting var også noget hun ikke ønskede. Så hun tog sig til gode med det hun kunne få, og lovede sig selv at huske dette øjeblik.
Catherine bemærkede godt at han kiggede på hende hals, hvor mærkerne efterhånden ikke var synlige mere, og resten kunne dækkes med en blanding af makeup og fornuftigt tøj. Men hvad var der lige at kommentere på det? Desuden var hun efterhånden ved at forstå hans træk, og denne her var ikke en hun ville arbejde i nu. Lige nu skulle bare være lykkelig, og om nu, ikke om den dag.

Men da han svarede på hendes spørgsmål stoppede hun helt op. Var det virkelig det han tænkte? At han ville skade hende hvis de var sammen? Hun holdt øje med hans flakkende blik et øjeblik før hun snakkede; "Jeg er ikke en eller anden lille pige du skal beskytte". De stod i Ministeriet for Magi, og hun arbejdede som auror hos afdelingen for Sporing af Mørk Magi. Nej hun var ikke bange for at kigge en varulv i øjnene, i hvert fald ikke en der virkede til at holde så meget af hende. "Og du kommer ikke til at såre mig, af den simple grund..." hun holdte en pause, og prøvede mildt at løfte hans hoved, ligesom hun havde gjort tilbage i Den Utætte Kedel, "At det er alt for vigtigt for dig ikke at gøre". Hun havde et sekund overvejet at sige fordi han holdte af hende, men vidste at det nok var lidt farligt når det var Cody hun snakkede til. Det gjorde dog ikke det her mindre sandt. "Du sårede mig aldrig tilbage i Den Utætte Kedel" pointerede hun med tillidsfuldt smil, "Og der gav du temmelig meget slip". Nej Cody var ikke den sværeste mand at læse, også som dyret.

Det gav hende lidt et chok at han gispede af at hun kom tættere, men han gik ikke tilbage, og det var godt nok for hende. Desuden så han mere ud til ikke at vide hvad han skulle gøre i situationen, end ikke at ønske at være i situationen. Hånden om hendes arm strammede til, men hun bemærkede det knap nok. Det hun bemærkede mest var hvordan han stirrede på hendes læber, og hvordan hele hans krop spændte op. Den afslørede alt hun havde brug for at vide. En del mere end man kunne sige om hans stammen, hvilket hun valgte at ignorere. Hvis det var en bemærkning om at stoppe afslørede hans krop ham, og hvis det var en bemærkning om at ville det så vidste hun det jo allerede. Det var først da grebet slap, at hun indså præcis hvor hårdt det havde været. Ikke at hun ikke havde haft en del værre i løbet af jobbet
Han var stadig så nervøs, og hun begyndte helt at overveje om det måske alligevel havde været for meget på en gang, da han lænede sig ned. Så meget som hun ødelagde hendes nakke var der ikke langt derned, men det føltes alligevel til at gå i slowmotion. Alt hun kunne tænke på lige nu var at hans mund kom tættere på. Hun kom op på tæer for at tage de sidste milimeter, og kyssede ham blidt. I forskel til deres første kys tog dette ikke til i intensitet. Hun havde ærlig talt ikke tænkt sig at det skulle komme videre. Hendes kollega ventede jo nok også på hende. Hun ville bare have det slået fast en gang for alle. Have dem slået fast. Hvad de var, og hvad hun skulle forvente af det. Efter nogle sekunder trak hun sig ud af kysset, og smilede blidt til ham i stedet, "Det var ikke så slemt var det?" drillede hun. Nu var det vel sandhedens time.

[Deleted]

Hendes kommentar om hun ikke var en lille pige, var en smule sårende. Han ville bare gerne passe på hende – trods alt, han var en del større end hende og det var vel bare traditionelt, at han – som manden – ville passe på hende. Han ville bare sørge for at hun havde godt. Og.. Han var bekymret for sig selv. Han ville ikke kunne styre det. Og slet, slet ikke under fuldmåne. Han vidste ikke helt hvorfor, men han havde sådan en lyst til at passe på hende, holde om hende og skærme hende fra kulden – han var trods alt fra Rusland, så han kunne tage den. Det håbede han i alt fald han kunne. 

Han så på hende, hørte hendes blide ord, dog var han i tvivl om hun mente det eller kun sagde det, så han ikke følte skyldfølelse. Han mindedes den ødelagte trøje, og de mange mærker. Han havde en så usædvanlig, dårlig smag i munden men han lod være med at sige noget. Dog, kunne han ikke en skjule en svag rynken på næsen, af skam.

Trods stemningen længe havde lagt op til dette, kom det alligevel som en overraskelse da han mærkede hendes læber mod hans. Per automatik, uden han helt tænkte over, lod hans sine hænder ligge om hendes overarme, strøg dem let som et kærtegn, dog en smule forsigtigt, mens han prøvede at holde fokus på hende og hendes dejlige læber. Selvom kysset ikke tog til i intensitet, var det meget sensuelt for ham alligevel. Det var længe siden for ham.. Og nød det, trods en usikkerhed og en smule kejtet ”skoledreng” lå bag det. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, hvad han måtte gøre, så han stod blot og nød følelsen af læber mod hans. 

Så snart hun trak sig væk, rømmede han sig – han kunne mærke varme stige helt op til hans ører, som var blevet røde, og han rømmede sig igen, i et forsøg på at fjerne en klump i halsen, som ikke var der. Selve tavsheden og hvor tydeligt, hans forlegenhed, talte for ham selv. Nej, det havde bestemt ikke været slemt, meget nærmere det modsatte.  

Han kom med noget som mindede om et undertrykt grin og en fnysen, af hendes drilleri, for han vidste ærlig talt ikke helt hvad han skulle svare, så han stod blot, med blikket sænket og hænderne, som langsomt strøg ned af hendes arme, ned til hendes hænder. Han lagde sine hænder om hendes, tøvende, og en smule forsigtigt, prøvede han at klemme om hånden som føltes langt mindre end hans. Han havde det utrolig varmt og hans hjerte hamrede derud af, men han ville så gerne stå her med hende lidt mere. Han ønskede ikke hun skulle gå allerede.

Akavet, kvækkede hans hendes navn frem:

,,Catherine,” han hævede de grå, intense øjne, så de landede i hendes. Hån åbnede munden, men det endte med han blot lukkede den igen, med en hovedrysten. Han gav hendes hænder et hentydende klem.

[Deleted]

Cody var virkelig ikke en mand af mange ord. Catherine havde hørt det udtryk mange gange, men følte alligevel at det først var nu at hun fuldstændig forstod det. Hun snakkede og snakkede, og fik en rynken på næsen som svar. Heldigvis en meget sigende rynken på næsen, men hvordan kunne han føle skam? Hvad var der at skamme sig over? Hun kiggede på ham forvirret, og lagde ubevidst hovedet lidt på skrå.
"At være dyrisk behøver ikke nødvendigvis at være voldelig" sagde hun så med et smil. Var han virkelig så bange for hvad han var? Havde han altid været det? Så havde hun nok også været så indelukket. "Og jeg er ikke bange for dig" sagde hun så efter lidt tid. Hun gjorde sit bedste for at vise hvor oprigtigt hun mente det, selvom hun efterhånden var lidt i tvivl om han ville forstå det alligevel. Jo, hvis hun mødte ham en fuldmåne ville hun nok være temmelig skræmt. Især fordi hun ikke var sikker på at hun kunne såre ham, selv hvis hun var nødt til det. Og det var jo svært nok at såre en varulv i forvejen.

Det var først da han begyndte at kærtegne hendes arme, at hun følte sig helt sikker på at han også ville kysset. Altså det havde da lagt temmelig meget op til det, men hun havde efterhånden lært at Cody bare var én stor overraskelse. Så hun fulgte hans eksempel og lagde hendes hænder på hans brystkasse. Den brystkasse der var så overraskende muskuløs. Det passede slet ikke med hvor nervøs og akavet han var, nej den passede bedre med dyret. Alligevel, nu hun vidste om begge hans sider, var der meget mere end bare hans muskler der gav mening. Og desuden kunne en akavet person jo også havde muskler.
Det var alligevel lidt synd for Cody at der var så meget af det han gjorde, som hun fandt komisk. Hun kunne virkelig ikke gøre for det. Så igen fandt hun sig selv igang med en af hendes milde, lave grin. Han blev rød i hovedet som var det hans første kys, og det var da noget af et kompliment! Alligevel kunne hun ikke lade værre med også at finde det lidt komisk. Der var så meget forskel på i dag og sidste gang. Denne gang var det faktisk Cody der var i kontrol, og så var hun da bare sikker på at det ikke kun havde været noget dyrisk sidst. Det gjorde det også bare meget mere romantisk end sidst. Altså sidst havde været godt! Men det havde været lyst, og dette var så meget mere end det. Så jo, hun kunne nok godt forstå at han rømmede sig sådan.

Okay to ud af tre, det var vel godt? Han grinte, eller i hvert fald så meget et grin det indtil nu havde lykkedes hende at få ud af ham. Han klemte om hendes hænder, som i en kærlig gestus. Alligevel kunne han stadig ikke kigge hende i øjnene. Det var noget de virkelig skulle have arbejdet på senere, men det var da stadig lidt sødt at han var så genert. Det var ikke mange af de mænd der turde vise følelser på samme måde som Cody, og de kunne virkelig lære noget af ham.
Så da han pludselig kiggede hende i øjnene, var hun næsten i chok. Ikke at det ikke var dejligt, for han havde trods alt så smukke øjne. "Den kan tale" drillede hun, men sørgede for at vise hendes store smil, i et forsøg på at han ikke skulle misforstå det. "Ja?" svarede hun så bagefter. Hun havde på fornemmelsen at hun skulle forstå hans klem i stedet for ord, men lige der var det hende der var lost. Hun kiggede lidt længere tid ind i hans øjne, inden hun prøvede noget andet, hun heller ikke var sikker på ville gå godt; "Du har virkelig smukke øjne"  hun overvejede at fortsætte den med hvordan hun gerne ville se dem oftere, men tænkte at det nok alligevel var at strække den for langt. Hun havde stadig ikke helt styr på Codys grænser. Så i stedet flettede hun sine fingre ind imellem hans.

[Deleted]

Hendes smil gjorde ham varm, men skammen lå så dybt i ham, at den hverken kunne skjules eller fjernes. Godt nok følte han noget for denne kvinde – det var tydeligt, ellers ville han ikke opføre sig sådanne her – men endnu ikke nok til at hun kunne kurere den. Han skammede sig over hvem han var og hans mangen på selvkontrol. Hendes tilføjelse fik ham til at hæve blikket, usikkert, inden der i et kort øjeblik, inden der efterfølgende viste sig et glimt af vrede i de grå øne, som fik en varm, gylden tone. Afvisende, slap han hende og trak sig væk:

,,Det burde du være!” sagde han, med en rystende stemme, inden han næsten helt træt, skjulte sine øjne med en løftet hånd. Selvom han havde fjernet sig, selvom han havde været afvisende, så havde han sådan brug for hende, han kunne bare hverken sige eller udtrykke det. Eller måske udtrykkede han det netop ved at skabe afstand: for at beskytte hende. Hans egen vrede gjorde ham bange og han var så sensitiv, at det ikke var sjældent at det skete. 

Han ville så gerne.. Være tæt på hende igen. Omend det bare var et lille kys, men det havde været så rart. Han følte, at hun kunne lide ham, trods hvilken person han var. Han vidste godt han ikke var drømmemanden, han havde hverken samme selvtillid eller stil. Også var han et monster, et udyr, noget, som han ikke kunne ændre. Han ønskede ikke dette for hende. Hun burde finde en anden, som ikke led samme kvaler som ham. Han fortjente ikke denne lykke! 

Cody så sig kort over skulderen, inden han sukkende vendte sin side til hende. Hendes dril fik et lille træk i mundvigen til at dukke op, men det var fortvivlet. Sørgmodigt. Hendes kompliment fik ham blot til at stamme endnu kraftigere end meningen:

,,Je... Jeg.. Ville invitere dig ud,” fik han atter kvækket frem, mens han lavede en ubekvemt ”hop” med hans brede skulder. Det var ikke hende, men blot selve situationen.

,,- Altså.. Bare hjem til mig og spise.. Og kun spise.. Og måske snakke lidt, men kun hvad du vil...,” tilføjede han, doge i en hurtig vrimmel af usikre, akavede ord. Cody trak vejret dybt, mens han så spørgende på hende:

,,Men..,”

[Deleted]

Det var så forvirrende hvordan han trak sig væk. Hvad havde gjort ham så vred, at hans øjne næsten skiftede farve? Svaret kom endnu mere bag på hende. Han ville jo aldrig gøre hende fortræd, så hvorfor skulle hun være bange? "Måske én gang om måneden" sagde hun lavt nok til at de var de eneste der kunne høre det, selvom de også stadig var de eneste i denne del af Ministeriet. "Resten af tiden... Får du mig aldrig til at være bange for dig" sluttede hun så i en træt stemme, det var ærlig talt ikke en diskussion hun havde lyst til at tage.
Hun overvejede at gå tættere på ham igen, men var ærlig talt for træt af denne diskussion til at gøre det. Hun var ikke typen der ville babysittes. Hun havde formået at blive auror, hvilket krævede at man var en af de bedste, og nu behandlede han hende som om hun krævede evig beskyttelse. Det havde nok været smigrende for en del andre kvinder, men Catherine følte sig bare kvalt. Hun jagtede de farligste hekse og troldmænd til dagligt, så ærlig talt følte hun bare at hun fortjente lidt mere credit end det. "Jeg bruger mine dage på at holde gaderne sikre fra den mørkeste magi, og de farligste magikere..." begyndte hun i den trætte stemme fra før, "Jeg har hentet flere dødsgardister ind end mange har set i deres liv!" faktisk var det de færreste der fik set en dødsgardist, men det var en bagatel i denne diskussion, "Du er nødt til at give mig mere credit end det Cody!". Måske var det ikke det bedste tidspunkt at irriterer ham, som hun højest sandsynligt gjorde, men hun havde ment det hun havde sagt, nej hun var ikke bange for ham, og hun ville altid fortælle ham sin ærlige mening.


Catherine forstod ikke rigtig hvorfor han vendte siden til hende. Ville han til at gå? Hun burde nok også snart til at tage af sted. Allerede nu kunne hun forestille sig alle de spørgsmål hendes kollega ville komme med. Han var ikke en idiot, og han havde helt sikkert mærket den tykke stemning i det lokale.
At han ville spørge hende ud ville have været ubeskriveligt! Hvis det ikke var for det triste trak i mundvigen. Hun gav sig selv et øjeblik til at prøve og regne det ud, men valgte så at lade det ligge. Der kunne være mange grunde bag, og de fleste af dem var hun ikke parat til at tage her på gangen. Deres tidligere diskussion havde været slem nok.
Hun smilede stort, parat til at svare ham, da hans 'men' trak smilet af hendes ansigt. I stedet kiggede hun forvirret, og lidt trist, på ham, før hun gentog hans sidste ord; "Men..?" spurgte hun som et spørgsmål. Hvad mente han? Hun havde været parat til både at drille ham med hvordan de skulle 'snakke', og ellers bare være imponeret over at han havde turdet invitere hende ud. Alle de tanker var dog forsvundet med hans lille sluttende 'men'.

[Deleted]

Cody var blevet overrasket over hendes reaktion. Hun lød så.. Træt. Hvorfor lod hun sådan? Han vidste ikke hvad han havde gjort, for at dette skete, nej, han var for uforstående og for langsom. Han så væk fra hende, direkte mod sine sko, om det var af vrede eller blot tristhed, var svært at sige. Han hørte godt hvad hun sagde, men han vidste simpelthen ikke hvad han skulle sige– hendes efterfølgende ord.. Cody rynkede på næsen, som viste mere end hvad han kunne sige, for ærligt, han var blank. Hvad sagde man, i en sådan situation? Uroligt, pillede han ved en folde i hans skjorte: ,,Du får det til at lyde som om det er din stolthed,” sagde han, stadig med blikket i jorden. Hans stemme var lav, men dyb, med næsten knurrende takter. Han var.. Vred. Ja, han kunne ikke skjule at hendes ord gjorde ham vred. Hun fik det til at lyde som om.. Nej, han vidste ikke hvad hun fik det til at lyde som om, men det gjorde ham vred. Han vidste da godt det var onde mennesker, han vidste godt man havde brug for folk som hende, men.. Han var en del af dem. Han var et mørkt væsen, væsener som skjulte sig bag masker hver dag for ikke at komme ind i Azkaban, hver dag gemte de sig for ikek at blive udstødt.. og hver dag led de under fuldmåne, uvidende hvilke liv de tog. Hvordan kunne hun dog snakke sådan om det, foran ham når hun allerede vidste så meget om ham? Nej: hvordan kunne hun dog tage så let på det, at han var det, han var? Lige siden han overlevede det angreb, havde han skammet sig, gemt sig væk og frygtet sin egen vrede. Hun var ligeglad: noget som både gjorde ham glad, men også vred. Måske brugte hun sine dage på at gøre dagene sikre efter folk som gjorde brug af mørk magi – men det betød ikke, at hun ikke burde frygte ham. Han ønskede kun at beskytte hende, fordi.. Fordi han holdt hende af hende, allerede mere end han burde, for han burde ikke. Men det virkede til hun var ligeglad, både på den ene eller anden måde. Han var ikke sikker på hvorfor hun reagerede sådan, men én ting vidste han: Det gjorde ham ked af det. Grunden til han reagerede sådan, var, at hun allerede betød en del for ham, men det gjorde ham ubehagelig tilpas at hun snakkede sådan om noget, han følte at han var en del af. Måske ikke decideret en person som dyrkede mørk magi, men han blev betegnet som et monster, der levede i mørket. Et dyr, som folk jagtede. Han var et monster ligesom dem.

Han vidste ikke hvad han hverken skulle sige, eller gøre atter. Han ville ikke have hun gik, men på samme tid, ønskede han er flygte fra dette. Han ønskede ikke at blande hende ind i dette, nej. Hans hånd rystede, idet han lod fingrene glide igennem det mørke, bløde hår. Hans men var sagt i uvidenhed, for han vidste ærlig talt ikke hvordan han kunne spørge hende ud, ovenpå den følgende diskussion. Han bemærkede godt der var noget trist over hendes ansigt, men det var tydeligt, at denne mand ikke vidste hvad han skulle gøre det – men trods han var vred, ville han gerne trøste hende, se hende smile. 

,,Jeg ved ikke bare hvordan,” indrømmede han, lavt. Om det var fordi han tænkte højt, eller om det var decideret svar på hendes spørgende men, var ikke sikkert. Han rystede på hovedet, tog et skridt tilbage, mens han slet ikke kunne holde fokus på noget som helst. Han tog sig til hovedet. Arh.

[Deleted]

Cody kiggede ned på sine sko igen, og det var som om at hun i det øjeblik havde ødelagt alt deres fremskridt. Selvfølgelig var hun temmelig ked af at det pludselig var så langt tilbage, men samtidig havde hun ikke tænkt sig at være for forsigtig, så ville det jo ikke være ægte. Alligevel kunne hun ikke skjule det triste udtryk i sit ansigt. Det var en mærkelig ting at skændes sådan over... Men der ville selvfølgelig have været et første skænderi på et tidspunkt. Hans ord kom dog alligevel mere bag på hende, end noget andet i denne samtale.
"Selvfølgelig er jeg stolt af det! Jeg redder liv!" udbrød hun forvirret, med trætheden pludselig ude af stemmen igen, hun forstod virkelig ikke hvad der gik ham så meget på. Hun kiggede på ham lidt længere, før hun sagde noget igen; "Du får det til at lyde som om at jeg gør noget forkert!" det var svært at holde vreden ude af hendes stemme, hvordan kunne han tænke sådan? "Så hvad? Du vil gerne have en som Raysal til at gå frit på gaden?" okay, så Raysal var stukket af fra Azkaban, og der var igen en manhunt efter hende, men stadig! Hvordan kunne han tænke sådan? Hvordan kunne hun ikke være stolt over så vigtigt et arbejde?
Det faldt hende aldrig ind at han kunne være sur fordi han selv så sig som en af dem. Catherine selv havde aldrig overvejet varulve som en af dem, i hvert fald dem der ikke accepterede sig selv som mørke væsner. Der var jo dem der dræbte og forvandlede fordi de havde lyst, og jo dem så hun da som mørke væsner, men resten? Det var bare folk der havde været udsat for noget forfærdeligt, men stadig mennesker, og stadig gode mennesker.


Det var så forvirrende at han endda rystede. Det var første gang en fyr næsten havde trykket et tilbud til en date tilbage. "Det er simpelt" sagde hun med et blidt smil, "Du arbejder videre på den stammende samtale, og jeg svarer ja". Hun overvejede at tage et skridt frem, og løftede endda foden, men lod den så falde igen. Havde han overhovedet stadig lyst til det her? Hun kunne ikke andet end at håbe at svaret var ja. "Så laver du noget mad, og så har jeg en samtale med mig selv hvor du en sjælden gang imellem grynter" sluttede hun så drillende. Lige nu håbede hun bare at hun kunne lette stemningen lidt. Egentlig havde hun mest lyst til at spørge ham om han ikke længere gad, men hun var ikke helt sikker på at hun turde få svaret. Hvordan kunne alting lige pludselig være vendt så meget? Hun havde mest af alt lyst til at stikke af og gemme sig i et hul et eller andet sted, men samtidig vidste hun at det bare ville ødelægge alt. Han ville se det som om at hun ikke gad, og så var det det. Så i stedet blev hun stående og kiggede ventende på ham, imens sekunderne føltes som timer.