Lørdagen han gruede for

[Deleted]

Sted-vicerektorens kontor
Tid-Aften

Lørdagen var kommet, og det betød at Nathaniel Gerandy stod, med sine 178 cm, foran vicerektorens kontor. Han kiggede tilbage over skulderen og ned ad trappen, ventende på den blonde pige, Pryce, som han skulle afsone sin straf med men trappen forblev tom. Var hun mon på vej? Hvis hun var suppet ud af den, ville han sværge at jagte hende ved næste fuldmåne. Fuldmåne....der var ikke længe til at den ville være hævet over himlen, og det kunne Nathaniel tydeligt mærke; Hans hud var blegere end normalt, han havde sorte render under øjne og hans øjne sveg konstant.
Forsigtigt bankede han på døren og den blev åbnet.
"Ah Hr. Gerandy" viderektoren åbnede døren, "Jeres opgave ligger lige der" Hun pegede hen på et bord fyldt med koste og Nathaniel gruede for hvor lang en aften det ville blive. "I skal pudse dem alle så de virker som nye, og trimme dem" fortsatte hun med et veltrilfredst smil der gav Nathaniel et ønske om at slå hende.
"professor, jeg tænkte også på om i havde en eliksir klar til mig?"
"Ja, du kan hente den i morgen tidlig nede i krypten"
Nathaniel nikkede, lettere taknemligt, og satte sig ned på en vakelvorn stol med blikket rettet mod de mange koste.

[Deleted]

Tanwen havde ikke tænkt sig at komme for sent, men hun havde ikke tænkt sig at dukke op et sekund før heller. Nu hvor det var blevet aften var hun trukket i en kongeblå sweater i stedet for sin normale skoleuniform. Hun gad ikke at gå med slips mere end højst nødvendigt. Hendes laksko klippede mod stengulvet mens hun gik, indtil hun stoppede op foran kontoret. Hun havde ikke fortalt nogen at hun skulle til eftersidning for der var ikke nogen der havde spurgt hende, og hvorfor skulle hun ellers sige det?
3 bank på døren og hun trådte indenfor uden at vente. Fyren, hr. Gerandy, var der allerede. Hun blev mødt af en smilende vicerektor, og dette var mærkeligt. Efter Tanwens mening burde man ikke smile over at skulle straffe sine elever.
”Hr. Gerandy informere dig om jeres opgave.” sagde vicerektoren, inden hun lukkede døren efter sig og efterlod dem alene. Tanwen kunne godt regne ud hvad de skulle. Det var poetisk retfærdighed at de nu skulle sidde og pudse koste efter at have stjålet 2. ”Øhm… hej.”

[Deleted]

Han trak en af kostene hen til sig og grab pudse sættet og idet samme lød Pryce's stemme bag ham.
Hun snakkede med vicerektoren, før hun henvendte si til ham. "hej" svarede han stille tilbage og kiggede sig tilbage over skulderen endnu en gang. hun var som han selv, ikke iført skole uniform, men det var alligevel mærkeligt at se. Han kastede et kort blik ned af sig selv; Han var iført en grå hættetrøje og sorte bukser.
"Var Mason ved at dræbe dig efter han fik at vide du skulle til eftersidning?" spurgte han og trak, med besvær, en stol ud ved sin side, til hende.
"Vi kommer nok til at være her længe Pryce, så" han klappede på stolen et par gange.

[Deleted]

Tanwen rystede på hovedet. Hvis der var nogen der ikke skulle have det at vide, så var det Mason. Hun ville ikke have at han blev skuffet over hende. ”Mason får ikke at vide at jeg er til eftersidning ved mindre du fortæller det til ham,” svarede hun og gik tøvende frem mod ham. Han havde vildere humørsvingninger end nogen anden hun kendte, og hun havde kun mødt ham rigtigt 2 gange. ”Og du fortæller ham ikke noget, gør du?”
Hun satte sig ned og strakte armen for at få fat i en kost og et pudsesæt. Det var i virkeligheden ikke den værste straf, for hun kunne godt lide at passe og pleje kostene, og det føltes som en sejr når hun kunne spejle sig i skaftet. ”Halvdelen hver?”

[Deleted]

"Hvad skulle jeg sige til ham?" Spurgte Nathaniel, "Og hvorfor skulle jeg sige det til ham? Jeg er jo ikke ligefrem en engel vel?" Han forsøgte at smile, men han var så træt, at han knapt orkede det.
Nathaniel kunne ikke forestille sig, at han skulle troppe op foran Mason og sladre om hans kæreste.
"Er du bange for at fortælle ham det? Familien Waters er ikke ligefrem de mest..forstående mennesker" Sagde han stille og tænkte tilbage på sidst han havde været hjemme hos dem-det var nærmest endt i et blodbad.
"halvdelen hver ja" sammentyggede Nathaniel og fortsat med at pudse den kost, der lå i skødet på ham.
"forresten så undskyld at jeg fik dig i problemer..du fangede mig på en af mine mindre dårlige dage"

[Deleted]

”Hej, prøv lige at høre hvem jeg har haft eftersidning sammen med!” sagde hun og efterabede hans stemme så godt som hun kunne – ikke særligt godt. Han havde sådan set fortalt hende at han og Mason ikke var særlig tætte, men stadig væk, så turde hun ikke regne med at han bare ville lade det ligge. ”Han behøver bare ikke at vide det.”
Hun lagde kosten på plads på sine lår, lige over sine knæstrømper, og gav sig til at pudse den. Den var ret beskidt, og det var resten af kostene også, så hun efter at hun havde skævet hen på bunken af koste. Hun trak på skuldrene da han undskyldte. Var de sådan okay nu? Skulle de lære hinandens navne at kende? ”Undskyld at jeg gik med på din dumme idé,” sagde hun og smilede skævt. ”Hvad hedder du, ud over hr. Gerandy?”

[Deleted]

Han vendte kosten om og greb den eneste saks der så ud til at være der, og begyndte at trimme dens børste hår.
"Jamen du er da undskyldt for at gå med til min 'dårlige idé" Sagde han og klippede de sidste to børstehår til, "men du fik da din kost-Målet burde hellige midlet" Argumenterede han med et skævt smil og lagde kosten på gulvet.
"Nathaniel" svarede han, "og du hedder formegentlig også noget andet end Pryce, gætter og håber, jeg på"
Kostene var fyldt med splinter, og det var utroligt at eleverne overhovedet kunne flyve på dem.
"Må jeg spørger om hvorfor du er sammen med ham? Mason altså" han skævede kort op på hende.

[Deleted]

Hun pudsede sin kost længe, inden hun begyndte at rode rundt med børstehårene. Hun spyttede en kort latter ud ved hans navn. Han lignede ikke en der hed noget så fancy. Nathaniel lød som en lille rig unge. ”Tanwen.” sagde hun. Hun var ellers så stolt af sit efternavn at det ikke ville gøre hende noget hvis alle kaldte hende Pryce.
Hun havde ondt af de elever der lige som sig selv ikke havde fået lov, eller ikke havde råd til at have sin egen kost med på skolen. Hun vendte hurtigt blikket fra stakken med koste, til Nathaniel. ”Fordi jeg kan lide ham. Er det ikke derfor man skal være sammen med nogen?”

[Deleted]

Han rynkede brynene ved hendes reaktion til hans navn. Fandt hun det sjovt? latterligt? "Undskyld undskyld, jeg vidste ikke det var så sjovt så du kan da bare kalde mig Gerandy" Han pudsede kosten hårder og hurtigere, som ønskede han at den skulle blive slidt ned.
Tanwen havde en blød stemme, tænkte han, som sad hun og dagdrømte om Mason.
Nathaniel trak på skuldrene og knækkede nakken til den ene side, "Det er det vel, men man kan også være sammen med en person fordi man er bange for at såre dem" Nathaniel havde ikke haft mange erfaringer med stabile forhold.

[Deleted]

”Undskyld,” sagde hun midt i hans mange undskyld, med oprigtig mine. Det havde ikke været hendes mening at grine, men navnet passede bare ikke helt til personen. ”Nathaniel er pænt, jeg mener det.” Det gik heller ikke at hun rendte rundt og kaldte alle deres efternavne.
Man kunne også være sammen med nogen fordi slægten skulle føres videre, og fordi man fik besked på det. ”Jeg er ikke sammen med Mason bare fordi jeg er bange for at såre ham.” forsikrede hun. ”Han er sød, og klog, og han gør mig glad.” Hun skiftede kosten ud med den næste. ”Kender du ham ikke?”

[Deleted]

Nathaniel kunne mærke at han næsten havde håbet på at hendes svar havde været det samme som hans eget. Hvordan kunne hun lide en fyr, der var så meget imod vareulve? Nathaniel vidste at han knapt så dem som værende mennesker. ET suk gled over hans smalle læber og han kiggede ned å skoten; den skinede nærmest nu.
"Jeg tror vi kender ham på forskellige måder" sagde Nathaniel kort for hovedet, "Og jeg tror jeg er for forskellig fra ham til, at det nogensinde vil blive til noget...for det første så hader han at flyve"

[Deleted]

Tanwen havde endnu mødt nogen sider af Mason der fik hende til at tænke mindre om ham. Hun smilede, da Nathaniel sagde at Mason ikke kunne lide at flyve. Det kunne hun godt forestille sig. ”Han kan heller ikke lide at danse.” tilføjede hun. Det havde været lidt af en skuffelse, for Tanwen dansede så ofte hun kunne komme til det. Det gjorde Mason bare slet ikke, men til gengæld var han glimrende at læse sammen med. ”Eller generel bevægelse. Men han kan godt lide at sidde og snakke. Han ville sikkert være god til at pudse koste.”

[Deleted]

Danse? Havde tanwen forsøgt at få en dreng som Mason, til at danse? Hvis ikke han havde kæmpet så meget imod det, var Nathaniel udentvivl begyndt at grine. Den blotte tanke om Mason Waters der dansede, virkede helt absurd.
"Ja....det ville han da sikkert" sagde Nathaniel stille og kiggede hen på hendes spinkle fingre, der næsten blev helt blege så hårdt hun strammede om kosteskaftet, "Men han ville nok hellere læse om den kan jeg forestille mig" Nathaniel var ikke den store fan af at læse, medmindre det var noget der angik ham selv.
"Så...danse? du kan lide at danse?"

[Deleted]

Det gjorde lidt ondt i hænderne, at pudse kostene til perfektion. Det ville ikke overraske hende hvis hun endte med at få vabler på hænderne, for hun plejede ikke at gøre særligt meget med hænderne. Ikke når hun havde sin stav til at hjælpe sig, og den brugte hun hele tiden. ”Det tror jeg at du har ret i.” svarede hun. Han havde formentlig allerede læst om det. Hun gik i gang med at trimme kostens hår, for lige denne kost så ud som om den ikke var blevet behandlet særligt pænt. ”Jeg elsker at danse.” sagde hun og hendes ansigt lyste op derved. ”Det er det bedste jeg ved, ud over at flyve."

[Deleted]

Nathaniel kiggede eftertænksomt på hende, mens hende imens en plan begyndte at tage form i hans hoved.
"okay så lad os ligge kostene for et par sekunder" Han rejste sig op, med blikket rettet mod den lukkede dør. Der måtte gå noget tid før professoren kom tilbage, "Så lad os prøve at danse-så kan jeg bevise dig om, før Mason får korrupteret din hjerne, at jeg ikke er så slem" Han rakte den ene hånd ned mod hende.
Det var så ulig ham at gøre sådan noget her, men måske han burde begynde at tage chancerne når de bød sig, til at vise at han var mere end familiens udskud-og bejen kunne være gennem grandfætterens kæreste.