Når Nysgerrigheden Tager Over

[Lorelai King]

@alecander - Alecanders hus - omkring klokken 19 - april 2051.

Lorelai havde det underligt for tiden. På den ene side var hun utrolig glad, Alecander var blevet rask, hun var flyttet ud og havde købt sig et fint rækkehus og fået sin hund hjem igen. Det kunne nærmest ikke blive bedre.
Der var bare det lille men, som hele tiden fløj rundt i hendes baghoved. Rummet. Hun havde virkelig, inderligt prøvet at lægge det bag sig, glemme det. Men det var blevet en umulighed for hende. Hendes nysgerrighed var ved at ræde hende op indefra og hun havde derfor søgt mod hans hjem.

Hun stod ude foran hans hjem, for selvom han havde vist hende rummet for godt og vel et år siden, så kunne hun ikke gå tankerne væk derfra. Og det gjorde det ikke ligefrem lettere at hun ikke kunne snakke med nogen om det, i og med hun havde aflagt en ubrydelig ed til ham.
Hun bankede roligt på hans dør, hun boede der jo ikke mere, så hun ville ikke bare gå ind som hun ellers havde gjort.

[Deleted]

Alecander kunne fungerer igen, han var levende igen - eller faktisk kunne man nærmere sige at han var indelukket igen. Alecander var ikke en mand der rigtigt delte sit private liv med nogen, og nu hvor han igen havde styr på minister posten så var tingene næsten tilbage ved det gamle.
Han tænkte da stadig på Kimberly, ligesom han da også tænkte på Lorelai, mest fordi at det havde været rart at have en veninde boende, men det var nu også rart at have huset for sig selv igen. Hans hjerte havde det bedre og alt i alt så følte han sig i live igen.

Alecander havde fået en ny submissive ved navn Wendy, hun var egentligt super sød, en blond kvinde som havde været ved flere dominante end ham og selvom det kune være et turnoff så gjorde det ham ikke noget, bare det at han kunne få gang i rummet igen, betød meget for ham.
Alecander sad selv hjemme denne aften, og som det bankede på rejste han sig roligt op for at gå ud og åbne, han ventede ikke besøg men det kunne jo naturligvis være Wendy, hvilket dog ville betyde hun var tidligt på den, de skulle først ses fredag: "Lorelai? Hey!" sagde han i et afslappet smil og blev blot stående i døren, han havde aldrig været den store krammer.

[Lorelai King]

Som Lorelai hørte fodtrin inde fra huset af, overvejede hun endnu engang om, det mon var nogen god idé dette her, men nåede ikke til mere end overvejelserne, da Alecander åbnede døren. Nu var det i hvert fald forsent, at fortryde. Eller hun kunne jo sagtens sige hun bare kom for en snak og kop kaffe i godt selskab, men sådan var det jo bare ikke.
Han så bare endnu bedre ud, nu hvor han var kommet oven på igen. Irriterende godt ud. "Hey," sagde hun i et lille smil, men gjorde heller ikke tegn til, at kramme ham, så meget havde hun da fundet ud af igennem den tid hun havde boet der, selvom hun fandt det forstyrende, hun var jo vant til, at et kram mellem venner var helt normalt.

"Undskyld jeg bare kommer brasende, men jeg tænkte, om du har fem minutter?" spurgte hun, mens hun slog sig selv mentalt i hovedet. For det første, så skulle hun virkelig blive bedre til, at informere folk inden hun bare kom brasende. For det andet, fordi hun ikke bare sagde det som det var, men okay, nu stod i også lige midt i døren.
Hun bed sig lidt nervøst i læben. Hvordan i al verden skulle hun få det her sagt? Uden han ville blive sur, uden at gøre sig selv total til grin og uden at dø af skam. 'Fem minutter' hvad pokker var det også for noget at sige, det ville jo nok tage mere end fem minutter.

[Deleted]

Alecander havde bare brug for at få tingene på rette spor igen, og det var de da også ved at være. Han kunne holde styr på sit liv og han var glad for at han endeligt havde et job som han kunne tage sig af, og det fik uden tvivl tankerne væk, samtidig med at han havde rummet til at tage resten af de tanker han gik rundt med, og som jagede ham i det daglige.
"Ja kom ind... Jeg havde ikke regnet med at se dig foreløbigt.. Faldet godt til?" spurgt han i den dybe tone han normalt havde, når han altså ikke lå syg som han jo desværre havde gjort.

"Fem minutter kan jeg nok lige hive ud af kalenderen... hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte han i en rolig stemme og lukkede så døren bag hende, som han med nsygerrige øjne kiggede i mod hende.
Ingen tvivl om at hun var en smuk pige, men mere end det kunne han heller ikke sige, han tænkte jo aldrigt rigtigt om nogen på andre måder end det, han ville hellere bare passe sit liv som det va ruden at blive distraheret, han skulle aldrig ende på dumme måder igen, ligesom med Kimberly.

[Lorelai King]

På et punkt var det faktisk virkelig underligt, at se og høre Alecander nu, han havde været så svag, men hans toneleje var ikke svagt mere, langt fra faktisk.
Hun trådte roligt ind af døren, og lod ham lukke den efter sig. "Nej, det var heller ikke lige planlagt.. Ja det jeg skam, jeg har fået Sophia hjem igen, så der ikke er så stille" svarede hun med et roligt smil på læberne, det var virkelig rart at have hunden hjemme igen, så havde hun noget at tage sig til.

Det nysgerrige blik som faldt på hende, gjorde hende en smule utryk, mest fordi hun var bange for, om han ville blive sur og smide hende ud med det samme. Hun førte en blond hårtot om bag det ene øre, med blikket lidt mod gulvet.
"J-Jeg, ved ikke helt hvordan jeg skal sige det.." sagde hun i et lettere nervøst smil, og vendte så blikket mod ham, "Så nu siger jeg det bare lige ud, okay?" spurgte hun ret usikkert, og lagde armene omkring sig selv, som hun rømmede sig en smule.

[Deleted]

Alecander smilede til hende, han havde ikke regnet med at se hende. Ikke fordi at han havde forventet at hun ville blive væk forevigt, men han havde heller ikke regnet med at hun pludseligt en dag bare sådan lige ville dukke op.
"Altså jeg må da sige jeg er glad for at se dig, godt det går godt" sagde han og lod en hånd glide igennem sit hår, tjoh hvis han selv skulle sige det så syntes han da også at tingene gik ganske godt, og han kunne ikke helt brokke sig over noget. Alecander lukkede døren efter hende og stod så en smule afventende.

"Ehm okay... Er der noget galt?" spurgte han en smule overraket som hun stod og samlede sig mod. Alecander havde da snakket med Lorelai om mange ting og hun havde set ham langt mere sårbar end så mange andre, så han kunne ikke orestille sig hvad det var hun ikke ville fortælle ham om.
"Vil du have noget at drikke?" spurgte han afventende, lige nu var han bare glad for at han havde det godt igen og var tilbage som minister for magi. Han kunne godt lide magten, også selvom ha jo langt fra var typen der misbrugte den, det var ikke hans stil.

[Lorelai King]

Lorelai havde virkelig fået tillagt sig den dumme vane, bare at dukke op hos folk, uden lige at give besked om, at hun kom først. Hvilket egentlig var virkelig uhøfligt, mente hun i hvert fald.
Hun smilede roligt til ham, "I lige måde," sagde hun i et varmt og venligt smil. Det var virkelig dejligt at se ham igen. Hun savnede nok lidt, at bo der, men det var vel også bare et spørgsmål om tilvendning.

"Ja.. Eller nej der er ikke noget galt.. Som sådan.." svarede hun i mangle på andet. Hun ville gerne bare have smidt spørgsmålet på bordet, og så kunne han sige ja eller nej.
Hun rystede lidt på hovedet, "Nej, tak.. Jeg har faktisk bare et spørgmål til dig, og så skal jeg nok gå igen" sagde hun, stadig med en smule dårlig samvittighed over, at hun bare var dukket op, uden advarsel.

[Deleted]

Alecander afventede hende, som han alligevel gik ind i mod stuen, hun virkede en smule anderledes end hun normalt gjorde, men han valgte ikke at spørge or emget indtil det, der kunne jo godt være noget galt med hende eller måske hun ikke var i helt så godt humør.
"Jamen sig frem... Jeg har alligevel et par ting på kontoret at sende ud, det tager jo tid at være tilbage igen" sagde Alecander i et stort smil, han elskede at han havde det godt igen, at han var rask og at tingene gik godt, det var præcist som han havde håbet på det ville ende.

"Jamen spørg" sagde han roligt og stak hænderne i lommen, ikke sikker på om han skulle gå ind i stuen for at sætte sig eller om han bare skulle afvente hende, nu lignede hun jo ikke ligefrem en som var super klar på at snakke en helt masse med ham, faktisk lignede hun nærmere en der var ved at gå.
Alecander var glad for at være ovenpå igen, selvom hans mareridt var som de altid havde været, og hans sind mørkt og dystert som før, så følte han at han havde styr på tingene igen og det itlfredstillede uden tvivl hans kontrollerende side.

[Lorelai King]

Hun fulgte rimeligt roligt med ham ind i stuen, da han viste vej derind, selvom hun jo godt kendte vejen. Hun var rent ud sagt sindssyg nervøs, og inderligt bange for at blive afvist, hvilket jo ellers ikke var noget hun blev ret tit, men det var nok bare noget som fulgte med, at være kendt.
Hun tog sig selv i blot at kigge på ham, med et smørret smil på læberne. Det var virkelig dejligt at se ham smile på den måde. Hun rømmede sig en smule, "Oh, jamen jeg kan bare komme en anden dag, hvis det er?" spurgte hun, hun ville jo ikke forstyre ham midt i hans arbejde, nu hvor han endelig kunne det igen.

Hun sank en lille klump, og nikkede så, "Okay.. Som du jo ved, er jeg halvblod, og min maneger er mugglerfødt, så vi bruger mugglerting til, at komme i kontakt med hinanden.. Altså mobiler, computere og sådan noget.." hun kiggede lidt mod sine fingre som hun lod støde lidt mod hinanden, som hun tog en dyb indånding, før hun vendte blikket mod ham igen, med et stadig nervøst smil på læberne.
"Anyway.. Jeg har googlet.. Ehm, lidt ligesom vores bibliotek, bare hurtigere, og det kan gøres hjemmefra.. Hvilket overhovedet ikke er pointen.." hun rømmede sig igen i et lettere nervøst grin, før hun fortsatte, "Øhm.. Jeg har søgt på nogle ting omkring.. Dit rum og jeg.." Hun tog sig et øjeblik mod, som hun fandt et lidt mere seriøst blik frem. "Jeg vil være din submissiv, hvis du vil ha mig?" spurgte hun, og åndende nærmest helt lettet op, over endelig at få smidt spørgsmålet. Herfra måtte det så endte bære eller briste.

[Deleted]

Alecander kiggede skeptisk på hende, det ene øjeblik tog det kun to minutter og nu ville hun ikke forstyrre ham hvis han skulle ind og arbejde: "Det styrer du selv" endte han i en rolig stemme, nu var Alecander jo generelt ikke pusse-nusse typen, ligesom han heller ikke var typen der rigtigt tog hensyn til folk.
Eller ikke tog hensyn, var måske så meget sagt, for det kom an på hvordan hensynet skulle tages og hvilken situation de stod i, nu var det jo ikke fordi det var noget vildt alvorligt hvor hun kom løbende grædende ind af døren, men Alecander stod nu alligevel afventende.

Alecander forsøgte halvt om halvt at ignorerer hendes tankestrøm og da hun endeligt kom frem til sit spørgsmål, var det ene overraskende i hans ansigt et løftet øjnbryn, også selvom hans indre var overrasket eftersom det nok var det sidste han havde regnet med at høre fra hende.
"Hvorfor?" lød det fra ham, som spørgsmålet stod stille i luften nogen sekunder: "Jeg tror ikke du vil kunne holde til det" endte han ligeså, nok også fordi at han ikke brød sig om at have kvinder han kendte i rummet, altså sådan kendte mere end til hvad de hed og hvor gamle de var, men Lorelai kendte han jo faktisk ganske godt.

[Lorelai King]

Lorelais hjerte bankede rytmisk mod hendes bryst, en smule hurtigere end normalvis. Hun havde mest af alt lyst til, at grave sig ned, da han spurgte hende hvorfor. Hun følte ikke rigtigt hun havde noget godt svar på det, men hun havde da et ærligt et.
"Fordi, hvis jeg skal have stille min nysgerrighed omkring alt det her... Så skal det være med en jeg stoler på," sagde hun, og vendte blikket mod gulvet, hun vidste selvfølgelig ikke hvordan Alecander var, når først han fik en pisk i hånden, men hun ville være langt mere tryg ved, at det var en hun kendte, og ikke bare en eller random gut.

Hun mærkede en snert af fornærmelse strømme ind over hende, og hun bed tænder en smule sammen, mens hun overvejede sit svar. "Det er der vel kun én måde, at finde ud af det på?" halvt sagde halvt spurgte hun.
Hvis han ikke ville have hende med ind i rummer, var der jo ikke så meget hun kunne stille op, selvom hun håbede på, at han ville give sig, og i det mindste give hende en chance.

[Deleted]

Alecander havde aldrig forestillet sig at han skulle have denne samtale med Lorelai, især ikke ordi det jo ikke var så ofte folk lige meldte sig, men nu var der jo heller ikke mange der kendte til det rum han havde, det var jo desværre lidt af et uheld at hun havde opdaget det.
"Aha og du syntes ikke det ville være... MEeeget underligt?" spurgte han kritisk, mest i forhold til at de jo havde kendt hinanden i så mange år på andre måder, han havde jo passet på hende dengang hun havde været i problemer og Alecander så hende nok næsten som familie, så dette her kom uden tvivl meget bag på ham.

"Skal du ikke på tourné?" spurgte han, stadig lidt ude af den, men han forsøgte ikke at blande sig alt for meget i hendes liv, han prøvede bare at finde ud af hvorfor hun pludseligt kom til ham med sådan nogen ting, hun var jo bare lille søde Lorelai.
"Er du sikker på du aner hvad det er for en verden du vil ind i?" sagde Alecander, mest fordi at han godt vidste der ikke var nogen vej tilbage, udover Lorelai var Kimberly den eneste han havde haft vist den verden, som ellers ikke kendte til den.

[Lorelai King]

Lorelai førte sine hænder i gennem det lange blonde hår, og trak så lidt på skulderne, mens hun begravede sine fingre i sit hår. "Vel kun, hvis vi gør det underligt?" spurgte hun og lod sine hænder falde igen.
Hun ønskede jo ikke, at det skulle blive underligt i mellem dem, og det håbede hun heller ikke det ville blive, uanset om han endte med at sige ja eller nej, så bare tanken om, at han nu vidste at hun gerne ville.

Hans næste spørgsmål kom dog en smule bag på hende, hvad havde det med noget som helst at gøre? "Altså.. På et eller andet tidspunkt nok jo, men ikke lige nu og her..?" svarede hun og så lidt på ham uden helt at vide hvad hun ellers skulle.
Hun rystede lidt usikkert på hovedet, "Nej, det er derfor jeg vil ha en jeg stoler på," sagde hun ærligt. Hun havde da en ide om det, men langt fra et helt præcist billed af, hvad eller hvordan, ud over det hun havde haft søgt om på nettet.

[Deleted]

Alecander nikkede og troede måske at hun havde ret, men derfor ville det jo stadig virke underligt: "Der er mange regler du ikke kender til" sagde han i håb om at hun forstod at det her altså ikke var noget man bare lige kastede sig ud i, det var kompliceret, primært fordi at Alecander ikke ønskede at såre nogen.
"Jeg er ikke afvisende, men vi er nok nødt til at sætte os ned og snakke, for det her er altså ikke som de forhold du måske kender til" sagde han, hun kunne jo ikke bare komme og gå som hun ville, heller ikke hvis hun skulle ud og spille.

"Fair... Skal jeg lave kaffe? Så kan vi lige sætte os ind og snakke, så kan jeg vise dig papirarbejdet" sagde han i en rolig stemme, det mærkelige ved Alecander var måske at han talte om tingene som var det bare ingenting, han følte sig da heller ikek tændt lige nu, og alligevel så legede han med tanken i sit hoved.
Sådan var det altid med ham, men måske var det fordi at han bare levede på den måde og havde gjort det i så mange år, han følte sig ikke genert over det mere, det var sådan han var og når først folk vidste det, så kunne han jo lige så godt tale videre.

[Lorelai King]

"Regler?" spurgte Lorelai med en mild pande rynken, undrende over hvad for nogle regler der helt præcist kunne være? Det havde der i hvert fald ikke stået noget om på nettet. Nogengange havde det altså virkelig sine fordele at være et mix af de to verdner, hun kunne jo tage det hun kunne bruge fra dem begge, uden det virkede underligt for hende.
Hun nikkede lidt, og sendte ham et lidt forsigtigt smil, nu galt det bare om, ikke at træde forkert, "Okay," sagde hun og prøvede at lyde helt rolig, men var ikke helt sikker på hvordan det lød i hans øre. Hun havde kun været i et forhold før, og der havde nok ikke været så rosen rødt, som det nok havde set ud og det var jo ikke fordi hun var direkte forelsket i Alecander.

"Kaffe er altid godt," sagde hun, efter de havde boet sammen, havde Alecander nok fundet ud af Lorelais lille afhængighed af det varme energigivende drik. Hun kunne sagtens gå en hel dag uden mad, bare hun havde sin kaffe, så klarede hun sig fint, hvilket nok også var en af grundene til, at hun var en smule undervægtig, dog ikke så slemt, at det var klamt at se på, det syntes hun i hvert fald ikke selv.
"Papirarbejdet?" spurgte hun, og så lidt uforstående på ham, før hun tog sine sko og jakke af, okay det her ville nok komme til at tage langt mere end fem minutter.