Det Er Mig Som Står Herude Og Banker På

[Deleted]

@isiah - Petes hus - April 2051 - Klokken 16:30.

Det var fredag aften, og Zoella havde ligget ind med sin biologiske fars oplysninger i nogle måneder efterhånden, men hun havde bare ikke turde at opsøge ham. Ikke fordi hun frygtede han ville gøre hende noget, eller jo på et eller andet plan var det nok lidt dét hun frygtede. Hun frygtede nemlig så inderligt, at hun ville have spildt så mange års søgen på sin biologiske far, bare for at han ville afvise hende, og ikke have noget at gøre med hende.
Hun havde derfor valgt ikke, at nævne det for Celina overhovedet. Ikke før hun vidste hvad der skulle ske efter første møde. Hun vidste jo intet om manden, han var en total fremmede for hende og det samme var hun jo for ham. Hun vidste kun hans navn og adresse, hvilket altså ikke sagde ret meget om en person. 

Hun vidste ikke hvad hun helt præcist håbede på, ville komme til at ske. Et sted håbede hun selvfølgelig at han ville tage i mod hende med åbne arme, og hun omsider ville kunne præsentere Celina for sin morfar, men på den anden side, så var hun et eller andet sted, stadig så sur og indebrændt over, at han bare var stukket af, fra hende og hendes mor, og Jophiel for den sags skyld, selvom de jo ikke havde samme far.
Hun havde stået foran hans dør i godt en halv time, og hun kunne stadig ikke få sig selv, til at banke på. Hun havde flere gange overvejet at droppe det, hun havde jo klaret sig fint i så mange år uden ham, men på den anden side, så var Ella også bare en kvinde som ikke kunne lade tingene ligge, hvilket også resulterede i, at hun langt om længe fik bankede på døren, skønt hun to sekunder efter var klar til, at løbe sin vej.

[Deleted]

Pete var ved at lave tage mad frem til aftensmad. Efter han var blevet alene havde han alligevel overholdt spisetiderne som havde ligget fastlagt fra hans kones side. Hun have været en meget bestemt kvinder der vidste hvordan hun ønskede at hende og hendes datter voksede op. Pete bar nok mere en spasmager, nok lidt for meget faktisk og det var nok også delvist en af grundene til at det var gået galt mellem dem. De var to forskellige steder i livet.
Hun havde ønsket at de trak rødderne op og flyttede til Frankrig hvor hun og datteren oprindeligt kom fra, men Pete kunne ikke forlade den familie han havde her. Nikki, Scarlett, Spike..samt hans brødre. Nej det var her han hørte til. Hendes argument havde naturligvis været at hun havde kunne flytte fra sin familie hertil og kunne derfor ikke begribe at han ikke kunne gøre det samme når nu susenetværket var opfundet. Men Pete nagede ingen trang til at bo i Paris.

Banken på døren fik ham til at kigge op fra sit fortagende. Han lagde kniven fra sig og bevægede sig ud for at åbne døren. I sit stille indre havde han nok regnet med at det ville være Scarlett, hun kom ofte forbi måske fordi at hun ikke havde så mange andre, så vidst Pete var klar over snakkede hun stadigvæk hverken med Spike eller Nikki. Ikke rigtigt i hver fald.
Kvinden der stod på den anden side have han dog ikke set før. Det første hans blik ramte var den meget farvestrålende frisure, overrasket over hvad hun mon ville ham så han på hende med spørgende øjne, "Kan jeg hjælpe dig" Spurgte han og lod blikket glide kort op og ned af hende som han nu bemærkede den lidt spøjse tøjstil.

[Deleted]

Zoella følte sig lidt som et eller andet lille barn, dagen før juleaften. Hun havde ikke bare sommerfugle i maven, nej hun havde en hel zoologisk have rendende rundt og forvirre hinanden. Det hjalp slet ikke da hun så kunne høre fodtrin, inde fra huset, hvilket fik hende til, at tage et par dybe indåndinger.
Som døren gik op, gik der et sus igennem hele hendes krop. I så mange år havde hun ventet på, at møde sin far, og nu stod han der måske, lige for øjnene af hende. Tanken var virkelig urealistisk, skræmmende og håbefuld på en og samme tid.

Hun rømmede sig en smule, som han blik gled op og ned af hende, et blik hun ellers var vant til. "D-Det kommer an på.. Er du Pete? Pete Adams?" spurgte hun, mest også lige for, at være sikker på, at hun ikke var gået forkert, det kunne jo ske for hvem som helst.
Det værste af det hele var nok, at hun ikke engang vidste, om han vidste at han havde en datter. Hende og Jophiels mor, havde altid været meget lukket omkring, hvem Zoellas biologiske far var, og hun havde aldrig ville snakke om ham, eller hvad der skete dengang. Det var nok lidt sådanne nogle svar hun søgte nu.

[Deleted]

Han så på hende stadigvæk spørgende, dette udtryk blev da også kun forstærket som hun tilsyneladende kendte hans navn. Tusindvis af tanker gled gennem hans hoved, hvem var hun og hvor kendte hun ham fra? Hun virkede lidt for ung til at være en skolekammerat eller noget som helst i den dur, men hvem pokker var hun så? "Ja det er mig," svarede han lidt tøvende og med en lidt undrende panderynken, "Og hvem er så du?"
Han var da ret sikker på at han ville kunne huske hende hvis han var stød på hende i fortiden, en stil som denne glemte man nok ikke bare lige fra den ene dag til den anden. Hun virkede også helt ufattelig nervøs og han kunne på ingen måde forstå hvorfor, ideen om at hun kunne være hans datter strejfede ham på intet tidspunk.

Tankerne stømmede rundt i hovedet på ham, de omhandlede primært hvor han kunne være stødt på hende før, samtidig hadede han ikke at kunne huske ansigter det var jo en smule pinligt set med hans øjne i hvert fald. Blikket gled lidt op og ned af hende igen, ikke for at belure hende, men mere for at prøve at danne sig en ide om hendes alder. Hans konklussion blev at hun måtte være et sted i tyverne.
En mild vind blæste mod ham og han skuttede sig en smule, nu måtte hun gerne fortælle sig ærinde det var begyndt at blive lidt køligt bare at stå her og blomstre, nu var det jo også kun april måned.

[Deleted]

En underlige snurren gik i gennem hele Zoellas krop, som det viste sig, at hun rent faktisk stod lige overfor sin biologiske far. Et stille gips sneg sig ud mellem hendes læber, selvom der nok stadig var en chance for, at det ikke var ham. Han var jo nok ikke den eneste i verden med det navn.
"Mit navn er Zoella.. Zoella Ayers, min mor er Brooke Ayers, siger det navn dig noget?" spurgte hun en smule ledende, og nok også i et eller andet håb om, at han vidste han havde en datter og kunne lægge to og to sammen. Hun prøvede lidt at gemme sine nervøsrystende hænder i sine jakkelommer.

Det var faktisk ret koldt, at stå her og snakke, selvom det ikke rigtigt var en direkte samtale endnu. Hun havde forestillet sig denne dag, lige siden hun havde været en lille pige, hendes mor havde jo aldrig lagt skjul på, at Zoella og Jophiel kun var halvsøskende, selvom de nok var så ens, så de ligeså vel kunne have været tvillinger, på nogle punkter i hvert fald.
Hun kendte intet til manden foran hende, kun hans navn, hvilket faktisk skræmte hende en smule. Lige nu fortrød hun faktisk lidt, at hun ikke have nogen med sig, eller hun kunne have haft sendt Scott ud og tjekke Pete ud først, hvorfor i al verden havde hun ikke tænkt på det noget før..

[Deleted]

Han så på den farverige kvinde og kunne ikke helt beslutte hvem hun var eller hvad hun lavde her. Han orkede bare ikke hvis det var en eller anden dørsælger der skulle til at sælge ham et nyt hårfarvningsprodukt eller noget i den stil.
Eftersom det var det han regnede med var i gang med at ske så han måske også en smule afvisnede ud, han var i hvert fald klar til at takke nej til hvad end hun solgte og lukke døren i hovedet på hende.

Alligevel tøvede han som Brookes navn blev nævnt, jo hende kendte han da godt, eller det var måske så meget sagt, de kendte hinanden engang, men det var mange år siden. "Jeg ved hvem hun er," sagde han en smule tøvende og så lidt op og ned af hende igen, som tankerne begyndte at hvirvle rundt i hovedet på ham, han var ikke helt sikker på at han brød sig om hvor dette her bar henad.
De grå øjne hvilede på hende som han forventede at hun jo nok ville uddybe sit erinde lidt mere, ellers ville det da være lidt af et antiklimaks hvis hun bare svarede "okay" og så gik sin vej. På den anden side var han ikke helt sikker på om han turde høre hvad hun havde at sige, medmindre hun selvfølgelig var en advokat der var kommet for at fortælle ham at Brooke havde efterladt ham en bunke penge. Det var nok en lidt egoistisk tanke, men det var ikke ligefrem sluttet som venner dengang.

[Deleted]

Okay det her var rimelig meget op ad bakke. Vidste han overhovedet, at han havde en datter? Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle håndtere det, skulle hun bare smide bomben og fortælle ham, at hun var hans datter? Dette her var virkelig ikke gennemtænkt, det føltes i hvert fald ikke sådan.
Hun hævede lidt det ene øjenbryn, som han sagde han vidste hvem hun var. Det burde han da ved det sødeste grød også gøre, hvis de havde været i seng sammen.. Eller hvor det end havde været. Hun gøs lidt ved tanken, hun ville faktisk ikke vide hvor eller hvordan hun var blevet til.

"Okay, jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her, så nu siger jeg det bare.." lagde hun ud med, med blikket rettet mod jorden, som hun tog sig mod til, at føre sin sætning ud i livet. "Jeg er ret sikker på, at du er min far," sagde hun og vendte først her, blikket tilbage på ham, ret så usikker på, hvordan han mon ville tage den nyhed.
Med mindre han selvfølgelig godt vidste at han havde en datter, så var det nok ikke rigtigt nogen nyhed. Hun vidste ikke helt om hun skulle sige mere, eller hvad hun skulle, men for nu prøvede hun bare at aflæse ham og krydsede fingre for, at han ikke ville gå helt banans. Det var trods alt ikke hendes skyld, kunne man vel roligt sige.

[Deleted]

Han synes dette besøg var meget mærkeligt. Hvorfor dukkede der en fremmed op og begyndte at snakke om hans tidligere forhold. Det havde jo ikke været noget seriøs mellem ham og hende, han havde jo været gift efterfølgende - og var nu også blevet skilt, men det var vel også sagen underordnet lige nu.
Armene blev placeret en smule demonstrativt over kors. Ikke at han normalt var afvisende, men han var nok den mest reserveret af de tre brødre, han brød sig ikke om ikke at have kontrol over situationerne og dette her virkede som en situation der var ved at løbe ud af hans kontrol.

Armene faldt atter ned langs siden og han spærrede øjnene vidt op ved hendes afsløring. Han mærkede hvordan halsen snørrede sig sammen på en ret ubehagelig måde. "Undskyld hvad?" Hans stemme var næsten ikke hørbar. Hvordan kunne hun vide det? Der måtte da være en form for bevis for den påstand.
"Hvorfor tror du det?" Spurgte han chokeret, men denne gang med lidt mere stemme end han havde haft før. Det kunne da ikke være rigtigt han havde da ikke nogen børn! Eller det håbede han da ikke, på den anden side var hun jo ikke et lille barn så det var tvivlsomt at hun var her for at kræve omsorgspenge, men det var da stadigvæk underligt.