Se det fra den lyse side

[Deleted]

Tid: 16.47, torsdag
Måned: Marts, år 2051
Sted: Diagonalstræde
Tilegnet: @catherine

---

Oliver havde som altid et lidt for kækt smil malet på læberne som han bevægede sig ned gennem Diragonalstrædes travle gade. Enkelte personer vendte sig mod ham som han gik og pegede lidt diskret i retning af ham. Smilet voksede sig bredere. Han elskede at være quidditchstjerne, det gav ham næsten Gudestatus hos nogen folk, hvilket var en status han hellere end gerne påtog sig.
Han bevægede sig i retning af Kvalitetsudstyr for Quidditch hvor han planlagde at gøre sin entre, sandsynligvis til stor glæde for ejeren af butikken, det gav jo god PR for forretningen. -Mente Oliver selv i hvert fald. Om sandheden så var den samme valgte han ikke at tænke nærmere over. Som han nåede frem til butikken stoppede han lidt op for lige at nærstuderer vinduerne, -og lige checke sig selv ud i genspejlingen for at være sikker på at håret sad perfekt inden han trådte indenfor, Merlin forbyde at en tot skulle stritte i den forkerte retning, næh nej, det skulle være rodet på den helt rigtige måde!

Da han mente at han så præsentabel ud trådte han indenfor. Han smilede charmerende til en gruppe unge teenagepiger der stod lidt derfra og kiggede på den nyeste nimbuskost og blev atter mindet om hvor meget han elskede sit liv som de begyndte at fnise og hviske ivrigt til hinanden. Oliver bevægede sig ned bagerst i butikken hvor han brugte unødigt meget tid på at nærstuderer noget pudsegrej. Det åndsvage ved det var at han havde tonsvis af den slags derhjemme, også selvom han ikke engang selv ordnede sin kost.
Skulle sandheden frem nød han nok bare den reaktion der kom når han trådte ind i en butik som denne, hvor de fleste vidste hvem han var og han kunne få lov til at leve stjernedrømmen ud til fulde. For lige at trække tiden lidt længere ud forgav han at læse meget koncentreret på en af pakkerne, skønt hans opmærksomhed i virkeligheden var alle andre steder. 

[Deleted]

Det var midt på dagen og ikke længe siden Catherine havde fået fri fra arbejde. Som sædvanligt gik hun rundt i den brune trenchcoat folk så hurtigt sammensatte med en Auror. I muggler verdenen som hun var vokset op i, havde politi, agenter og alle de andre et skilt, og hun havde det lidt mærkeligt med ikke at have en, så derfor tænkte hun sin brune trenchcoat som sit skilt. Hun var væk i sine egne tanker. Det var egentlig meningen at hun ville omkring Ollivanders, hendes tryllestav tog mærke af hendes job. Men som hun kom gående lagde hun mærke til en gammel kending. Oliver Hansen stod og studerede sit spejlbillede, ikke at det kom det mindste bag på hende. Hun overvejede et sekund deres år på Hogwarts, og hvor meget hun havde hadet ham. Så egoistisk og bedrevidende! Hun vidste godt at hun burde være kommet sig over det for længst, det var trods alt nogle år siden de gik ud, men noget ved ham fortsatte bare med at stryge hende den forkerte vej.

Han gik ind i butikken til en stor entre, og inden hun virkelig havde tænkt det igennem havde hun fulgt efter ham. Det var først da hun gik igennem døren at hun virkelig tænkte sin handling igennem, og hun nåede egentlig at beslutte sig for at gå igen, men så så hun ham flirte med teenagere. Det var egentlig en ligegyldig ting, bare kærlighed til opmærksomheden, men alligevel var det nok til at holde ham i lokalet. Det var bare for komisk, og for irriterende. Langsomt gik hun ned bagerst i lokalet hvor Oliver stod, meget bevidst at teenagerne stadig stod og fniste. "Auch Oliver, kan du kun få opmærksomhed af teenagere?" spurgte hun spydigt, men med et drillende smil på læberne. Som hun kiggede på ham kunne hun godt forstå teenagerne, i hvert fald af udseende, men hun kendte ham, og det ødelagde tiltrækning totalt. Hun var ikke helt sikker på om hun ville have kunne genkendt ham med det samme, hvis det ikke var fordi hans ansigt var så kendt. Et sekund overvejede hun hvor attraktiv hun ville have syntes han var hvis hun ikke kendte ham, svaret var skræmmende. Langsomt rystede hun tanken af sig.

[Deleted]

// OOG: Undskyld at det har taget mig så længe, men har ikke været hjemme i weekenden ^^'

Som en nævnte hans navn med en vis spydighed i stemmen, rettede han hurtigt blikket imod personen komplet uforstående for denne utilfredsstillende kommentar. Foran ham stod en kvinde, hun så nu ganske godt ud hvilket bare var forfærdelig irriterende. Hvem pokker var hun? Eller rettere hvem pokker troede hun at hun var!
Uden at ligge skjul på det, gav han hende et afmålt elevatorblik, det selviske smil forlod dog ikke hans læber for et eneste sekund. "Tja teknisk set får jeg da også opmærksomhed fra dig lige nu," påpegede han i en flabet attitude der mest af alt måtte minde om den han havde havde haft på skolen. Hagen var løftet på arrogant vis og de brune øjne udstrålede alt andet end venlighed. I hans øjne burde alle elske ham og gjorde de ikke det, skulle de da bare holde sig væk. "Og du er?" Spurgte han ind da nysgerrigheden vandt den kortvarrige indre kamp den havde haft mod stoltheden.

Han stillede det fra sig han ellers havde stået med i hånden og lod armene falde over kort som var han en streng far der skulle til at give sit barn en skideballe for at have haft hånden i kagedåsen.
I sin tid på Hogwarts havde Oliver bestemt ikke været nem at omgås, han havde altid ment at han var Guds gave til mennesket og det ego var kun steget ham mere til hovedet i takt med at årerne passerede. Men på de anden side så havde alle jo altid forgudet ham, han havde været stjernespilleren på skole holdet og den alle ville være venner med. Sådan var det vel at have en far der trænede landsholdene i Quidditch - alle ville have en del af kagen.
Oliver tvang sig selv tilbage til virkeligheden som han prøvede at hidkalde sig hvorfra han have set hende, for hun virkede en smule bekendt nu hvor han tænkte lidt nærmere over det.

[Deleted]

Catherine tog elevatorblikket som om det betød ingenting, men indeni kørte en masse følelser rundt. Hun kunne ikke lade værre med at tænke på hvor stort et kompliment det alligevel var at en mand som ham gav hende et elevatorblik, men samtidig følte hun sig stødt at det var lige præcis ham. Som blikket forsvandt følte hun pludselig et lille behov for et bad. Faktisk var hun ikke helt sikker på hvorfor han gik hende så meget på. Det kunne jo ikke bare være hans forfærdelige attitude, selvom den også var irriterende nok i sig selv. Alligevel føltes det her som mere end det.

"Forskellen er at jeg ikke har det mindste behov for at komme i dine bukser" svarede hun ærligt, måske endda lidt chokeret over at hun var kommet så godt igen. Den havde ellers været svær at komme tilbage fra. Hendes irritation mod ham holdte hende tydeligvis på tæerne med comebacks.
Faktisk kom det lidt bag på hende at han ikke kunne genkende hende. I bare et sekund afslørede hendes øjne at hun ønskede at han havde genkendt, at han aldrig havde glemt hende. Så tvang hun det irriterende skær tilbage i øjnene. Hun forbandede sig selv over at synes han var så attraktiv.

"Catherine Miles. Hogwarts" svarede hun kort og koldt. Det var hendes bedste beskyttelse mod hvordan hendes øjne havde forrådt hende. Nej hun kunne ikke lide hans personlighed, men gud hvor så han godt ud! Og det hår hun havde moret sig så meget over han satte i sin genspejling, var jo også perfekt. Hun endte op med at sukke højlydt, og indså at hun var nødt til at dække det med et mere uddybet svar. "Vi var samme årgang, og samme kollegie" uddybende hun i en irriteret stemme. Faktisk kunne hun huske de fleste hun var samme årgang og kollegie med, men der var selvfølgelig en del.
*Med så meget kærlighed til sig selv var det nok svære for ham at huske så mange mennesker* tænkte hun irriteret. Som han dog kunne få det værste frem i hende.

[Deleted]

Han lurede på hende med et tvivlsomt blik som hun sagde at hun ikke nagede nogen trang til at komme i bukserne på ham. "Nå nå, man er godt nok ligefrem hva?" udbrød han lidt undrende hvorefter det populære skæve smil atter sneg sig tilbage, "men siger du det så for at overbevise mig eller dig selv." Brynene blev hævet og sænket et par gange som var han en tegnefilmsfigur der forsøgte at charme sig ind på hans pige.
Et underligt glimt som han ikke helt kunne placerer gled over hendes ansigt. Var det skuffelse?
Hans hjerne vred sig lidt yderligere for at komme i tanke om hvor han før havde set hende henne, men han havde ærligt lidt svært ved at placerer hende frem til hun præsenterede sig.
Årevis af mobning - fra hans side - begyndte at vende tilbage. Det måtte da være hende. De hadede hinanden i skolen så det ville give god mening at hun stadigvæk havde lyst til at placerer en knytnæve i hans vellidte ansigt, han havde trods alt ikke givet hende nogle nemme år.

Da hun yderlige uddybede faldt de sidste brikker på plads, det var altså hende! "Jamen dog, Cathrine Miles. Jo dig kan jeg skam godt huske," pointerede han og smilede skævt til hende. "Som jeg husker det var du altid efter mig," kommenterede han med en morende undertone, fuldt bevidst om at det jo var forgået omvendt. Han havde virkelig været en røv overfor hende.
"Så hvad render du ellers rundt og bedriver tiden med nu?" Spurgte han så ind imens det legesyge blik endnu hold hende fastlåst.

[Deleted]

Catherine fangede godt hans tvivlsomme blik, og arbejdede hårdt på at holde et koldt ansigtsudtryk. Det sidste hun ønskede lige nu var at han troede hun ikke havde ment det. Hvilket han jo så tydeligvis gjorde. Hun morede sig lidt over hans øjenbryn, men sørgede for ikke at vise det. Hun måtte jo indrømme at han havde charme, og at hun sagtens kunne se hvad alle pigerne så udefra, men hun kendte ham og lod sig ikke påvirke af det. Efter alt det han havde gjort ville det bare være uden respekt for sig selv hvis hun nogensinde fik noget som helst med ham. "Oliver..." mumlede hun langtrukken imens hun rystede på hovedet, "Jeg er en af de kvinder der faktisk har en standard". Okay så det havde nok lykkedes ham at lægge nogle kvinder ned der havde en standard, men hun tvivlede på at de kom tilbage efter mere når de først lærte ham at kende.

Og så snart han genkendte hende mærkede hun hvordan hun følte at han blev endnu mere end røv. Den morende undertone, som han lød som om at alt det her var startet med hende. Heldigvis var det her igen en af de tidspunkter hvor hendes frustration kunne fremkalde et godt comeback; "Aww!" sagde hun i en overbærende stemme, og løftede hånden for blidt, men ydmygende, at klappe ham på kinden, "Det er okay at du ville have ønsket at jeg gav dig opmærksomhed". Lige fra starten af havde de bare ikke kunnet sammen, men hans opførsel var alligevel mere end hun nogensinde havde troet ville ske. Man kunne jo sagtens hade hinanden og så være civiliserede omkring det, men Oliver havde startet den her kamp, og hun var ikke sikker på at den ville stoppe igen.

Derfor kom det også virkelig som et chok for hende, da han pludselig spurgte ind til hende. Hun frøs et øjeblik, fuldstændig chokeret over hvad han lige havde gjort. I al den tid hun havde kendt ham havde han aldrig virket interesseret i andet end at gøre hendes liv forfærdeligt. Måske var det også det han havde gang i nu. Han håbede nok at hendes svar ville være at alt det han havde gjort havde lagt så store ar at hun ikke længere kunne fungere, og at hun havde fået et lorte job, eller måske endda intet. Et stort boost til hans endnu større ego.

Heldigvis var det ikke tilfældet, og nu var det hendes tur til at vise hvor meget hun havde gjort med sit liv. Ikke at han havde haft behov for at vise det, han var kendt nok til at hun jo automatisk vidste det. "Jeg arbejder i Ministeriet" svarede hun i sin mest autoritære stemme af ren refleks, "Auror i afdelingen Sporing af Mørk Magi". Hun havde måske ikke lavet et navn for sig selv som ham, men hun lavede da noget vigtigt. Og det var jo heller ikke ligefrem let at blive auror. Alt imens prøvede hun at regne det der legesyge blik ud, for hvad var det lige han havde gang i? "Men jeg behøver jo ikke engang at spørge igen, bigshot" pointerede hun, og sørgede for at - bigshot - blev spyttet ud i hendes mest sarkastiske stemme. Det var jo temmelig farligt at bygge ovenpå hans ego, så det var med at give så lidt som muligt.

[Deleted]

Han kunne simpelthen ikke lade være med at smile over hendes udtalelse. Hun kunne tydeligvis virkelig ikke lide ham, men de var vel i og for sig fair nok. Ikke at han forstod det, igen mente han jo selv at han var Guds gave til mennesket. ”Så det har du?” Han så kort op og ned af hende med et blik der tydeligt tjekkede hende ud uden at ligge den mindste smule skjul på det. ”Det kan man ellers ikke se,” den var lavt sat, selv for ham, men han kunne da ikke bare lade hende vinde!
Han var bare generelt ikke vandt til at piger afslog ham så han følte lidt at han blev nødt til at ramme tilbage bare fordi at hans stolthed ikke helt kunne kaperer det knæk der uvilkårligt kom ved et afslag. Han var jo en kendt quidditchspiller for pokker! Han skulle kunne charme sig ind hos hvem som helst!

Endnu en spydig kommentar fra hende gav ham mest lyst til at kaste en bog efter hende eller noget i den stil, men han holdt det naturligvis tilbage, en ting var at han sommetider røg i avisen for at have startet en slåskamp, men han skulle satme ikke ryge i for at have ydet kvindevold, skønt her burde man da kunne se gennem fingre med det.
Klappene på kinden gjorde kun situationen langt værre for ham, men han nægtede at lade sig knække. ”Hvor er det sødt, du prøver at skule trangen til at røre ved mig ved at virke overbærende? Aww” Nu var det ham der sendte et par provokerende hundeøjne i hendes retning. Igen, den skulle hun bare ikke vinde! ”Ikke at jeg bebrejder dig, du kommer nok aldrig rigtigt tæt på en kendis som mig.” Han sendte hende et overbærende blik der var så fyldt af arrogance at det næsten var umuligt at se det overbærende i det.

Da hun begyndte at fortælle om hvilket betydningsfuldt job hun havde forsøgte han at holde sit ansigt total neutralt, ”Imponerende,” sagde han i en ligegyldig tone, som var han ikke det fjerneste imponeret, ”men ja, nogen skal vel kunne ”holde verden sikker” og alt det.” Han trak let op skuldrene. Det misundede han hende godt nok ikke, han skulle ikke nyde noget af at sætte livet på spil for folk han ikke kendte i kampen mod mørk magi.
”Så er du vel også både gift og har børn og hund og det hele?” Han så på hende med et blik som var det en selvfølgelighed.

[Deleted]

Catherine var helt overrasket over at han begyndte at smile over hendes udtalelse, i hvert fald indtil han svarede. Oliver havde aldrig været særlig sød mod hende, men den her var alligevel en af de værre. Og igen efterlod hans elevatorblik hende med lysten til at tage et koldt bad. Tidligere havde hendes irritation hjulpet hende med comebacks, men hvordan kom man tilbage fra denne?
Så hun skiftede taktik; "Hvad gav mig væk?" spurgte hun i en falsk interesseret stemme, "Var det min lårkorte nederdel? Trøje hvor man kan se min bh?" selvfølgelig havde hun ikke noget af det på, men det var jo også hele meningen, "Eller var det hvordan jeg bare hoppede på dig det sekund jeg så dig?" sluttede hun i en stemme der var mere kølig end det var meningen. Som han dog kunne få det værste ud i hende. Så hun lod ham få et meget irriteret blik, selvom hun godt vidste at det nok bare fortalte ham at han havde vundet denne her. Og hvorfor var hun også lige gået herind efter ham? Hun burde da havde vidst bedre, og nu hun først var her inde kunne hun ikke gå uden at han vandt.

Det underholdte hende lidt for meget, at hun efter den sidste kommentar, i det mindste virkede til at have bedre styr på denne her. Og det var måske også godt at nyde det indtil Oliver igen vandt. Han var trods alt bedre til det her end hun var. Og ærlig talt så var den god, det måtte hun give ham, ikke at hun nogensinde ville lade ham vide det. I hvert fald ikke med andet end det svage smil hun havde på læberne. "Nej det er jo lige det!" svarede hun underholdt, "Jeg ved slet ikke hvordan jeg har formået at holde mig fra dig så længe". Det burde ikke være lovligt at være så arrogant som ham, og hun meldte sig gerne frivilligt til at hente ham ind. "Men bare rolig..." irritationen begyndte igen at vise sig i hendes stemme igen, "Den vil du kunne bruge til evig tid, for jeg har ingen intentioner om at være i nærheden af nogen som dig, kendis eller ej". 

"Ikke så imponerende som at flyve rundt på en kost da!" sagde hun i et grin. Egentlig burde det ikke gå hende så meget på at han ikke var imponeret over hendes job, men hun synes selv at det var vigtigt og betydningsfuldt. Og så var det jo ikke sådan lige til at blive, så ærlig talt havde det været hendes triumfkort, og han virkede helt ligeglad. Hvilket var hvorfor hun havde ødelagt deres eneste neutrale samtaleemne med deres evige mundhuggeri.
Ingen kom det bag på hende at han spurgte sådan ind. Og var det virkelig det han tænkte om hende? Men så igen, var det ikke rigtig nok? Hun levede overhovedet ikke livet så fuldt som Oliver, men var det virkelig en dårlig ting? Hun trak på skulderen, "Jeg har en hund?" indrømmede hun med et underholdt smil, lidt for glad for at han ikke havde ret. "Og er du vel evig single?" gættede hun tilbage. Hun kunne ikke rigtig forestille sig Oliver slå sig ned før hans udseende og karriere var væk, og selv der havde hun svært. Ærlig talt var det først efter hun havde sagte det, at hun indså at den også kunne forstås lidt ondt. Hun overvejede at fortælle ham at det ikke var sådan ment, men hvordan ville det ikke også lige se ud?

[Deleted]

Hendes pludselige ændring fik ham til at blinke overrasket et par gange. Han måtte lige fange tråden for at vide hvordan han skulle svare på den måde der ville fornærme hende bedst muligt, nu havde hun jo trods alt selv startet det - mente han i hvert fald. Måske han startede dengang på skolen, men det var jo mange år siden og de var vel voksne mennesker nu.
Et smil gled over hans læber ved den tanke, han var på ingen måde blevet mindre barnlig hvad sådan noget angik måtte han jo nok stå ved. Han var faktisk stadigvæk præcis den samme som dengang han gik på Hogwarts. Arrogant, flabet og pigeglad, nu havde han bare fået sig en del flere fans at koste rundt med. Han fandt atter det rette ansigtsudtryk frem. "nej det var mere dit længselsfulde blik hver gang du kigger på mig," svarede han med et provokerende smil og blinkede så til hende.

Det var sjovt som hun hele tiden forsøgte at overvinde ham, det ville han slet ikke lade ske, hun skulle ikke have lov til at vinde over ham! Han smilede igen lige så flabet som før og tog et skridt tættere på hende så det pludselig stod ret tæt. "Uanset hvor meget du prøver at benægte ved jeg at en lille del af sig finder mig tiltrækkede, jeg har i hvert fald lidt svært ved at forstille mig at du bare gik herind for at få lov til at stå og disse mig." han hævede et sigende bryn af hende.
Ærligt var han slet ikke så sikker i sin sag som han muligvis fremstod lige nu, det var et gæt med håb om at slå hende lidt ud af fatningen. Bare fordi hun virkede så irriterende sikker lige nu og igen skulle hun ikke overgå ham, det var hans ego ganske simpelt for stort til at tillade."Igen er jeg ikke helt sikker på hvorvidt du mener det," svarede han og lod lidt prøvende en hånd stryge op langs hendes ene arm, imens de brune øjne holdt sig låst fast til hende, bare for at læse hvor han havde hende henne.

"Nej ikke helt, men jeg dømmer dig ikke." Svarede han flabet. Desværre vidste han jo godt inderst inde at hendes job var langt mere betydningsfuldt end hans og hvor han på et tidspunkt ville blive for gammel til at spille blandt topspillerne på Quidditchholdet ville hun sikkert sidde med det samme job om 30 år hvor hans selv så skulle ud og finde noget nyt. Men den tid den sorg! Lige nu kunne han bare nyde at han var populær.
Han forsøgte slet ikke at skjule hvor tilfreds han blev over at høre hun ikke havde hverken mand eller børn, som havde hun lige understreget en usagt pointe. "Du gider måske ikke familielivet?" Spurgte han ind, igen kunne man godt høre at uanset hvad hun svarede ville han tro på at hun bare ikke kunne score. "Men en hund brokker sig jo heller ikke over dine fejl og mangler." Forsatte han med at være en røv. Den havde bare liggget lige til højrebenet.
"Ja da, hvorfor holde sig til en pige når man kan skifte mellem mange forskellige?" Han blinkede til hende med et muntert smil på læben.

[Deleted]

Okay den var god. Det begyndte mere og mere at føles som en magtkamp inden af dem nogensinde ville komme til at vinde. Eller... Måske ville Oliver, selvom hun virkelig ikke kunne klare den tanke. Han havde trods alt lidt mere erfaring i det område, end hun selv havde, men det var nu også dejligt at komme ud med alle sine aggressioner. Hun kunne ikke rigtig huske hvornår hun sidst havde været så ligeglad med en andens følelser, og ærlig talt var det nok lidt befriende. Ikke at det var noget hun ville begynde at gøre til hverdag, nej den kunne Oliver gemme for sig selv. "Man ser jo hvad man gerne vil se" svarede hun, og blinkede så tilbage til ham. Den var måske ikke lige så stærk, men den var da noget.

At han tog et skridt tættere på hende, havde hun aldrig set komme. Hun blev stående helt stille, som hun prøvede at holde hendes vejrtrækning normal. Faktisk kunne hun ikke mindes nogensinde at have haft Oliver så tæt på, og det var en meget mærkelig følelse. Uden tvivl ville de der teenagepiger være temmelig jaloux, hvis de altså stadig var i butikken, men nu var ikke tidspunktet til at se efter det. "Jeg tænkte bare at jeg skyldte dig et par venlige ord fra sidst" svarede hun så spydigt som hun kunne, imens hun sendte ham et surt blik. Det ville nok have virket bedre at gå et skridt tilbage, men hun var bange for at gå ind i en række af koste. Det ville jo se kønt ud hvis hun fik væltet dem udover det hele.

Der gik lidt tid før hun reagerede på hans berøring, hvilket han helt sikkert ville bruge imod hende. Om det bare var af chok, eller om det var af noget andet, vidste hun ikke rigtigt, men hvis det var af noget andet, så var det ikke noget hun nogensinde havde brug for at vide. Hun rykkede sig hårdt tilbage, og fik vaklet ind i kostene som hun havde frygtet. Hele stativet rystede voldsomt og larmende, og de formåede at få hele butikkens opmærksomhed, hvis de da ikke havde den i forvejen. Medarbejderen kiggede irriteret i deres retning, men ønskede åbenbart ikke at skælde selveste Oliver Hansen ud.
"Hvad har du gang i?" udbrød hun vredt, og måske lidt for højt efter lige at have fået så meget opmærksomhed. "Selv hvis jeg fandt dit udseende tiltrækkende, så ødelægger din personlighed det temmelig meget!" vrissede hun, før hun rev sig løs fra kostene og kom op på siden af ham i stedet, dog med en del mere afstand mellem dem end før.

"Jamen så længe Oliver Hansen ikke dømmer! Så kan jeg da leve mit liv videre" udbrød hun irriteret. Det var jo næsten et mirakel at der var plads til hans ego i denne her butik, også selvom det faktisk var en okay stor butik. Han måtte jo nok vide at det ikke passede, men selvfølgelig kunne hans ego ikke lade ham sige det.
Det lykkedes hende endelig at forstå hvorfor han havde spurgt ind, og det gjorde hende skam ikke i bedre humør. "Nej, men det har jeg jo heldigvis dig til! Så mit liv er komplet selv kun med en hund" svarede hun lidt for træt, for den havde han nok vundet. Ligesom hun var nervøs for at han ville vinde dem alle sammen. "Er der faktisk piger der vil røre dig med ildtang?" spurgte hun i en falsk overraskelse, "Hver sin smag vel. Der skal jo også være nogen der kan lide en sociopat". Okay den var nok alligevel værre end nogen af hans, men han var efterhånden ved at gå hende temmelig meget på nerverne. Og hvis han skulle vinde, så skulle det ikke være uden noget af en kamp.

[Deleted]

Han var en smile imponeret over at hun var i stand til at give ham igen. Det var ikke helt sådan han havde husket hende fra skoletiden, men han kunne jo tage fejl, han var ikke så god til at huske alle dem han havde haft problemer med skoletiden for den liste var ret lang faktisk. "Ja, fortæl du bare dig selv det hvis du får det bedre på den måde," svarede han bare en smule kækt og lod en hånd glide gennem håret på ny.
Han ville ikke lade hende vinde uanset hvad, om så han skulle bruge barnlige metoder. Ikke at han havde nogen ideer til det lige nu, men det skulle nok komme!

Oliver kunne ikke lade være med at le over hendes - i hans øjne - ret vattede comeback. "Ja klart, og hvornår kommer de venlige ord så?" Han lod armene falde over kors imens han så afventende på hende. De stod stadigvæk meget tæt, men han ville ikke bakke tilbage udelukkende fordi det ville virke lidt som at træde tilbage og dermed lade hende vinde den lille magtkamp som sikkert kun fandt sted inde i hans hoved.
Den voldsommme reaktion hun kom med gjorde ham faktisk en anelse overrasket og han så på hende som hele stativet begyndte at vippe en smule faretruende, men heldigvis uden at vælte. Han smilede lidt i retning af tilskuerne der stod rundt omkring i krogene som bad han dem om at bære over med tossen ved hans side. Blikket blev atter vendt tilbage mod hende. "Har man en smule angst for at blive tiltrukket af min umådelige charme?" spurgte han flabet og lod tungespidsen glide over sine læber. Dette her blev jo bare mere og mere underholdende for hvert øjeblik der passerede.

Hun var i hans øjne stadigvæk en lidt sær snegl, men det gjorde bare alt dette her så meget mere underholdende. "Min personlighed? Jeg ved jeg ser godt ud, hvorfor ligge skjul på det? Det kaldes selvtillid." Forklarede han hende lidt som hvis han talte til et 5 årigt barn.
"Ja du er en heldig kartoffel og du behøver ikke engang takke mig," svarede han arrogant tilbage og lod et charmerende smil glide over læberne på ny. Hun var selv uden om dette her hun kunne jo bare være gået videre i stedet for at komme herind og begyndte at kaste med mudder. "Lige præcis, og igen forlanger jeg ikke engang et tak, det er så generøs jeg er." Svarede han som gjorde han hende en tjeneste.
Da hun kaldte ham en sociopat kunne han ikke skjule overralskelsen for et kort sekund. "Så hårde ord." De brune øjne hvilede i hendes, "jeg føler mig jo næsten såret nu." Igen ikke sagt med særlig stor overbevisning i stemmen. "Men bevis at det er sandt, se om du kan modstå mig," han trådte igen lidt frem mod hende, denne gang dog uden at røre ved hende.

[Deleted]

Der var sket meget siden Hogwarts. Det var ikke fordi han havde ødelagt hendes liv, sørget for at hun ingen venner havde eller ingen selvtillid længere hende i livet, men det betød skam heller ikke at hun havde været god til at sige fra. Og et eller andet sted nød hun bare at endelig være i stand til at give ham noget igen. Hun så ham køre hånden igennem håret, og det var da ikke fordi de så slemt ud. Hun var temmelig sikker på at hun ikke sendte ham længselsfulde blikke, for hun havde trods alt ikke lyst til ham, men hun kunne nok ikke slippe udenom at hun fandt ham attraktiv. "Bare rolig. Det er meget smigrende at du sådan gør dig til for mig" kommenterede hun kækt på hans hånd igennem håret. Hun havde skam tænkt sig at give det sit bedste.

Det havde været et svagt comeback, og det vidste hun også godt. Endnu et bevis på at Oliver bare var bedre til det her end hende, men det betød ikke at hun gav op. Hun gav en kort falsk latter som hun svarede; "Når du engang fortjener dem. Så nok aldrig". Hun var meget bevidst over at de stod så tæt, og forstod ikke rigtig hvad der foregik. At deres lille magtkamp pludselig var blevet så fysisk kom bag på hende. At han pludselig fjernede al pladsen imellem dem og gjorde det mere intimt, var ikke noget hun på den mindste måde kunne havde forestillet sig da hun gik derind. Og ærlig talt var hun nok også lidt nervøs for hvad der nu skulle ske.

De blikke han gav alle deres tilskuere gav hende mest af lyst til at slå ham, men det vidste hun heldigvis ville være en dum idé. "Du er nok noget nær den sidste mand jeg ville blive tiltrukket af" svarede hun spydigt, og med hendes bedste dræberblik. I hendes hoved havde det fuldstændig været over grænsen. Faktisk gik det hende mere på end noget andet han havde gjort eller sagt den dag, men hun kunne bare ikke rigtig regne ud hvorfor. Hun var jo hverken vild med ham eller havde lyst til ham, men hun kunne ikke komme udenom at hun syntes han var attraktiv.
Hans nedladende tone gjorde bare alting endnu værre. Hun vidste jo godt at det nok havde været en temmelig voldsom reaktion, og at alle, Oliver inkluderet, lige nu tænkte der var noget seriøst galt med hende. "Der er forskel på selvtillid og narcissisme" vrissede hun videre.

Den sidste hun havde brug for at kommentere på hendes liv var helt sikkert Oliver. Jo han var da succesfuld, men de var alt for forskellige til det her, og så var de desuden lidt for fjendtlige til noget konstruktivt. "Det er godt du ikke forventer det, for det kommer heller aldrig til at ske" mumlede hun irriteret. Som han dog formåede at komme under huden på hende.
Hun fik faktisk lidt dårlig samvittighed, da han så så overrasket ud. Den havde helt sikkert været over grænsen, hvilket bare bevidste hvor meget han kom under huden på hende. At gå herind havde været den dummeste ide i verden! Hun havde været sikker på at hun kunne klare det nu, men havde tydeligvis undervurderet hvad han gjorde ved hende. Som hans øjne hvilede i hendes prøvede hun på ikke at afsløre den dårlige samvittighed, selvom det ikke gik særlig godt. Hun åbnede munden for at svare ham, som han igen kom tættere på. Det slog alle tanker ud af hendes hoved, og hun lukkede langsomt munden igen, imens hun kiggede ham dybt ind i øjnene. Hun ville ikke risikere at ligne en idiot igen, så at gå tilbage lå ikke rigtig i kortene. I stedet måtte hun prøve at få ham til at træde tilbage; "Virkelig Oliver?" spurgte hun i en træt tone, "Du har lige så lidt lyst til at blive kysset af mig, som jeg har lyst til at kysse dig. Så hvad er det lige du får ud af det her?" kaldte hun ham ud i hans bluff.

[Deleted]

Han kunne ikke andet end at more sig lidt over situationen her. Hun var simpelthen for meget lige nu og det gjorde blot mødet her vandvittig underholdende. "SKulle jeg gøre mig til overfor dig?" Han hævede brynene overfor den teori, "hvorfor skulle jeg gøre det når du alligevel er klar til at kaste dig for mine fødder, hvem er det nu der ser hvad man gerne vil se?" Han knækkede nakken lidt tilbage for at understrege at han var hævet over hende.
Hvis hun troede at han bare ville opgive så let, så vidste hun vidst ikke hvem hun havde med at gøre. Bette lam.
Endnu en lidt vandet kommentar og han havde svært ved at holde et lidt hånligt grin tilbage, "jamen uhadadada som du kan, og jeg der ellers prøver så hårdt at være en god dreng." Han blinkede for at understrege løgnen.

Han ignorerede menneskene omkring dem, lige nu havde han andre ting i hovedet, nemlig hvordan han bedst kunne knække hende uden at fremstå som en idiot overfor hans "fans". "Igen så sårende." Svarede han i en drilsk tone, "jeg forstår ikke helt at du opsøger mig på denne måde medmindre en lille del af dig finder mig tiltrækkende, du kunne jo bare være gået den anden vej." Han lod hovedet falde på skrå og fugtede læberne med tungespidsen.
Ærligt mente han selv at han havde en ret god pointe der, om hun også mente det var han ikke sikker på, men det var jo sådan set også ligegyldigt eftersom han ikke bekymrede sig om hvad andre mente.
"Så det er der? Lad mig endelig høre," udfordrede han hende. Hun skulleikkebare tro at hun kunne komme her og få ham ned med nakken, no way at han ville tillade det.

Et morende glimt gled gennem de brune øjne, "pjat, jeg ville kunne vende dig sådan her," han knipsede med fingrene stadigvæk helt overbevist om at han ville kunne får alle piger i hele verden hvis bare han gjorde et forsøg.
Han kunne da også godt mærke at hun havde opfanget hans bluff, men hvad han dog ikke ville gøre for ikke at tabe ansigt overfor hende. "Overbevise dig om hvor ret jeg har." Svarede han simpelt og trak let på skuldrene. "Desuden.." han lukkede den sidste afstand mellem dem så de nu stod helt op af hinanden, "hvem siger at jeg bluffer?" Han så ned på hende med et legesygt glimt i øjet der udelukkende var forårsaget af at han ville have ret.

[Deleted]

Oliver havde altid haft evnen til at komme under huden på hende, og den var i hvert fald ikke mindre i dag. At hun havde troet hun var blevet mere modstandsdygtig var næsten komisk nu. I stedet havde hun bare endnu en gang formået at ydmyge sig selv foran ham. "Igen, præcis hvad er det jeg har gjort for at få dig til at tænke det? Det er ikke mig der hele tiden leger med mit hår. Selvom jeg troede at det mere var et pigetrick, men altså det kan jo også ske at det kommer fra din feminine side?" spurgte hun med et falsk uskyldigt ansigtsudtryk. 
Som Oliver irriterede hende mere og mere blev hendes comebacks også værre og værre. Det føltes jo næsten som om at hun havde brugt alle dem hun havde, og nu bare desperat prøvede at følges med. Han klarede det så godt, og endnu en gang blev hun mindet om at hun jo nok allerede havde tabt. Så kunne han da tage det med i hans store ego, hvis det altså kunne blive større. Uden et svar himlede hun bare med øjnene af ham og rystede mildt på hovedet. Det var det bedste hun kunne gøre for at prøve at skjule en smule at hun ikke havde noget comeback denne gang.

Forfærdet måtte hun indrømme at han havde en god pointe. Hvad havde været hendes grund til at gå herind? Det var da kun at give ham lidt igen... Ikke? Og den måde han fugtede læberne var jo egentlig også temmelig samlejeet... Det lykkedes hende dog til sidst at ryste tvivlen af sig; selvfølgelig var det kun for at give ham igen. Hun sendte ham et skævt smil, som hun svarede; "Lille del? Nu går vi da den rigtige vej med at få dig til at forstå at jeg ikke er interesseret". Det andet måtte hun hellere lade værre med at kommentere på, for hun havde jo ikke en god grund til at være gået efter ham. Der fandtes ikke noget værre end en så god pointe.
Hun håbede virkelig at det ikke var seriøst at han ikke kendte forskellen. "En med selvtillid kan faktisk elske andet end sit eget spejlbillede" uddybede hun lidt overlegent. Det kunne godt ske at han ville vinde deres diskussion som altid, men det betød på ingen måde at hun følte at han var over hende.

Som han knipsede grinede hun hånligt. Det kom nu ikke bag på hende at det var det han troede, og der var da også en chance for at det passede for folk der ikke kendte ham, men ikke for hende. "Det går ellers ikke særlig godt indtil nu" svarede hun lige så hånligt som hendes tidligere grin. Det var jo ikke fordi han ikke havde prøvet at vinde på den måde lige før. Så kunne det godt ske at hun næsten væltede en masse koste, men i det mindste havde det betødet at hun ikke hjalp på denne del af hans ego.
Oliver lukkede den sidste afstand, og af ren instinkt tog hun armene op og placerede dem blidt på hans brystkasse, for at have et eller andet imellem dem. Det var dog først lige som hun havde gjort det at hendes bevidsthed ordentligt tog til, og hun indså hvor meget det kunne virke som at hun havde behov for at røre ham. Hun bandede indvendigt over sin handling, men nu ville hun kun tabe ansigt hvis hun fjernede hænderne igen. I stedet skyndte hun sig at komme med en flabet kommentar; "Hvor meget irriterer det dit ego at jeg ikke har lyst til dig?". Hun kiggede op i hans øjne og modtog det legesyge blik, der alligevel var temmelig charmerende. Hun forstod ikke rigtigt hvorfor han havde rykket diskussionen over på det her plan, for han vidste vel at den eneste måde at stoppe det var et kys, i hvert fald så længe inden af dem ville tabe ansigt. Alligevel, så vidt hun vidste, så var der da ingen af dem der ønskede at det skulle ende i et kys.

[Deleted]

Oliver kiggede igen på hende og kneb let øjnene sammen, det var nu en smule sjovt at drille hende, det her spil var jo tydeligt et som de begge to kunne spille og han havde bestemt ikke tænkt sig at bakke ned: "Det er fordi mit hår er behageligt at røre ved modsat visse andres" sagde han og kiggede skeptisk i mod hendes hår der langt fra var lige så elegant og rent som hans.
"Men vi er måske ude i en smule misundelse igen?" sagde han i et grin, der var intet tøset ved at gå op i sig selv, tværdimod så scorede han damer imens hun sikkert bare gik og var papirnusser på ministeriet, hun lignede ihvertfald ikke en som havde en fyr, selvom hun da så ganske godt ud.

"Jeg elsker da også andet... Jeg kan da fint elske dig hele natten" sagde han og blinkede til hende, han ignorerede den del med at hun ikke var interesseret, naturligvis var hun det, hun kunne muligvis bare ikke se det lige nu, hun havde jo opsøgt ham, så kunne det ikke rigtigt være andet.
"Overhovedet ikke, for jeg ved du lyver" sagde han afslappet: "Jeg kan se på hele din krop at den virkeligt gerne vil have mig" sagde han og lod sit blik glide ned af hendes krop og op igen, smuk kvinde uden tvivl: "Men jeg kan nok bedre bedømme din krop hvis du tager noget af alt det tøj af" sagde han og så på hendes ansigt igen.