Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Oct 19, 2015 12:41:12 GMT
”Det er godt.” sagde hun, klappede ham på kinden og kyssede ham på hagen. Det var ikke før nu der pludselig dukkede billeder af ham og andre piger op i hovedet på ham, og det fik hende til at rynke på næsen. Nå, så det var altså sådan han havde det når hun sagde ’Vincent Boyd’. ”Kærester før venner,” mumlede hun. Sådan måtte det være for nu, hvor Ambrosia ikke længere var den vigtigste.
Det havde ikke været ment som en fornærmelse, det var bare en kendsgerning. Måtte hun overhovedet nævne magien? ”Jeg lover. Hvad skal jeg kalde hende i stedet?” spurgte hun langsomt.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Oct 19, 2015 16:13:35 GMT
"Jeg vil gætte på at hendes navn vel være et godt bud" Foreslog Mason og himlede smilende med øjne før han forsatte, "hendes navn er Ophelia, hun er 18, har brunt hår som min mor og hører musik der lyder som om hun prøver at dræbe nogen" Mason havde aldrig forstået hendes sorte tøjstil. den virkede så...mærkelig.
"men mente du det som du sagde? Sagde lige før altså..kærester før venner?" han prikkede blidt til hendes skulder, "Kalder du mig for din kæreste? hva?" Han rakte tunge ad hende og grinte.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Oct 19, 2015 16:25:08 GMT
"Jeg kan godt lide Ophelia." sagde hun tænksomt, "Det lyder flot. Mystisk." Hun sagde navnet for sig to gange, og nikkede. De skulle nok komme godt ud af det med hinanden, besluttede hun nu.
Hun skulle lige til at joke om ja, kærester før venner og derfor blev hun nødt til at sætte sin kæreste før ham, men snerpede læberne sammen da det gik op for hende at det ikke var sjovt. Han skulle ikke blive sur nu. "Ikke mens du hører på det," svarede hun og baskede med øjenvipperne. "Jeg vil så nødigt have at det stiger dig til hovedet. Ikke allerede!" Hun havde kun sagt det en enkelt gang.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Oct 19, 2015 18:03:03 GMT
"...Min søster er ikke ligefrem en mystisk person..som sådan i hvert fald," sagde Mason med næsen rynket, "Hun er mere...jeg render rundt og hader alle når jeg er ude i offentligheden" Forklarede han, og tænkte tilbage på sidst de alle havde gået rundt ude i byen, og hvordan Ophelia havde undgået at kigge på nogen som helst.
"Uuuh, må det ikke stige mig til hovedet?" spurgte han med et grin og prikkede hende i midten af panden, før han endnu en gang smed armene rundt om hende, og trak hende helt ind til sig.
"Du er kær"
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Oct 19, 2015 18:10:05 GMT
"Er alle fusere sådan?" spurgte hun. Hun havde en idé om at mugglere altid var glade, det virkede sådan når hun læste om dem og deres underlige opfindelser, men det var måske anderledes med fusere. Måske fordi de var mugglere uden at ville være det. Tanwen forstod det da også godt. Uden sin magi ville hun ikke være sig selv.
Han opførte sig mere mærkeligt end normalt lige nu og det fik hende til at grine. Hun smilede overbærende og lagde hænderne mod han så brystkasse, nu de var blevet fanget mellem dem da han havde smidt armene om hende. "Og du er fjollet." hviskede hun.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Oct 19, 2015 18:35:52 GMT
"pff så prøver man at være sød her, og så er man bare fjlott hva?" Mason rystede på hovedet med en påtaget skuffet mine, og gav slip på hende.
"Havde du planer for senere i aften med Ambrosia? Kan ikke huske om jeg har spurgt dig om det i dag, for jeg tænkte på at gå ned i eliksir lokalet og samle nogle ekstra point ind" Han trak på den ene skulder.
Mason nødt den stilhd der var i eliksir lokalet på disse tidspunkter, og han håbede på at kunne komme ind i eliksirklubben for 7 års elever næste år, der krævede et snit der var højere end umuligt.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Oct 19, 2015 18:45:09 GMT
Hun daskede til hans hånd et par gange med et fjoget smil malet på læberne. Hun følte sig også fjollet når han var til stede. Som om hun ikke kunne finde ro, samtidig med at han gjorde hende helt rolig. Det burde ikke kunne lade sig gøre.
"Jeg kan godt hægte mig på Ambrosia... Hvis jeg gør, så får du et fint lyserødt kort til morgenmaden i morgen." svarede hun i et advarende tonefald. Det måtte han så selv være om, om han kunne leve med at hun stak ham sådan et foran alle andre. "Jeg gætter på at du ikke vil have mig rendende rundt nede i eliksir-lokalet og distrahere dig?" sagde hun og så op på ham med store, uskyldige øjne.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Oct 19, 2015 19:04:12 GMT
Hans blege, spinkle, fingre gled igennem det røde hår. Skubbede det tilbage som var hans intention, at lave det til slikhår og trak på skuldrene.
"jeg vil ikke være vild med det lyserøde kort må jeg indrømme" Sagde han med en rynket næse, der fik fregnerne på den til at klumpe sammen. "Men det vil vel være bedre end at blive ignoreret og jeg er nødt til at tænke på hvordan jeg fremstår" Hans hænder fandt vej til hendes og tog blidt fat i dem, som var de lavet af porcelæn.
"Du kan godt komme der ned, men jeg kommer nok ikke til at snakke så forfærdeligt meget til dig...hvis jeg overhovedet kommer til at sige noget," Hans tvang blikket væk fra hende med et grin, "Ellers får jeg ikke lavet noget, fordi du kigger sådan på mig. Det er ikke fair!"
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Oct 19, 2015 19:18:44 GMT
Der var noget ved ham der mindede hende om hende selv, men så alligevel ikke. ”Du får et kort i morgen, der er så stort at du ikke kan putte det ned i tasken og bliver nød til at gå rundt med det i hånden hele dagen.” smilede hun og gav hans hænder et klem hver.
Det ville ikke underholde hende særligt meget at se ham lave eliksirer og hun ville bare ende med at distrahere ham med vilje fordi hun krævede opmærksomhed. ”Du må altså gerne sige til mig at jeg skal skride.” sagde hun og lænede sig frem for at give hans kind et kys, og stak sin arm ind under hans samtidig. På den måde kunne hun trække ham med ned ad trapperne igen, for de kunne vel stadig godt være sammen indtil deres veje skiltes helt.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Oct 19, 2015 19:36:33 GMT
"Og hvis jeg efterlader det?" Spurgte han, "jeg vil ikke være bleg for det" truede han hende, velvidende om at det ville ende med at bide ham i halen. Tanwen var den første pige Mason havde kunnet lide, i hver fald som han havde indrømmet overfor sig selv og andre, at han kunne lide.
"Jeg siger ikke at du skal 'skride' og jeg siger bestemt heller ikke at det er det jeg ønsker.." Han vendte kort sit blik op mod himlen, "meeeen, jeg tror ikke min indre nørd, vil kunne klare at bliver forstyrret hele tiden" Han forsøgte at sige det i en drillende toneleje, men det virkede svært, eftersom det var sandheden-hvilket ægreret ham dybt.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Oct 19, 2015 19:43:32 GMT
Noget hun ville bruge så lang tid på, havde han bare at kunne lide. Det var formentlig for meget at tvinge ham til at gå rundt med det hele dagen, men han havde selv sagt at han kunne lide hende. Så var det sådan noget her man hang på. ”Så gider jeg ikke holde dig i hånden længere.” truede hun drillende.
De nåede enden af trappen, hvor hun skulle blive for at komme tilbage til kollegiet. ”Vi går ikke på Ravenclaw for ingenting.” sagde hun, og talte her til det rygte at alle ørnene var kloge. Det passede også i mange tilfælde. Ved et greb i hans slips trak hun ham ned i et sidste kys, og satte læberne mod hans øre, ”bryg noget eliksir til mig, ikke?” Hun trak sig, vendte sig væk fra ham og vinkede farvel over skulderen.
//out
|
|
|
