Pyjamas Party

[Ever Goldstein]

DATO: Mandag November 2058

TID: 17:21

STED: Ever og Timmy's værelse, DMU, London, England

VEJR: Blæst men sol

OUTFIT: Her

TAG: Yuri Faa

---

Det var en ganske almindelig dag, og Ever havde lige haft sin sidste time. Han var netop kommet ind på hans og Timorthy Lavoie 's værelse, og havde smidt sig på sengen. Bøgerne svævede over jorden, og landede på skrivebordet, da han pegede på det med tryllestaven. Så lagde han tryllestaven på bordet, og lukkede øjnene et par sekunder. Han kunne godt liiiige bruge en powernap, skulle han være helt ærlig. Men det havde han alligevel heller ikke tid til, for han skulle læse lektier.

Så han endte med at rejse sig op, og sætte sig over ved skrivebordet. Kort efter rejste han sig op, og gik over til den elkedel, som han havde stående på gulvet ved siden at indgangsdøren, og satte noget vand over til kog, så han kunne få sig noget te senere. Det ville da i hvert fald være dejligt, nu hvor han forsøgte at holde lektier og alkohol adskilt.

Med et suk satte han sig ned ved skrivebordet igen, åbnede en bog og begyndte at læse lidt. Bogens ord hoppede og dansede, fordi han var så tæt.

[Yuri Faa]

Yuri havde ikke været på sit værelse siden uheldet skete at hun havde sagt mudderblod til Susan Perez. Ej heller Stella Todd havde hun set. Hvad stella gik og lavede vidste hun ikke men hun vidste heller ikke hvad Susan lavede og hun ville heller ikke vide det. De sidste par nætternhvade hun sovet på den utætte kedel bare for at komme væk,fra skolen og Susan. Hun havde brug for nogen at snakke med og den første hun tænkte på var Ever. Det kunne være rart at snakke med ham igen. Derfor havde hun været et smut forbi værelset hvor hun havde været sikker på Susan ikke var der, for st tage noget af sit nattøj og havde det under armen.

hendes sorte kjole sad stram5 på hende og viste hendes tynde figur hun bankede roligt på døren ind til evers værelse og åbnede den langsomt “Ever er du hjemme? Må jeg komme ind?” Hun sagde det stille for at være sikker på der var nogen der inde og hun ikke var alene. Hvis hun var alene kunne hun jo bare vente på Ever kom tilbage ikke?

[Ever Goldstein]

Ever rettede lidt på den bløde, stribede skjorte han havde på, og knappede den lidt ned, fordi det var så varmt på værelset. Måske han skulle åbne et vindue? Det var nok en idé at gøre det på et tidspunkt i hvert fald. Tænkte han med et lille suk, og rejste sig fra stolen. Han var på vej hen til vinduet, da det bankede på døren. Vedkommende talte så lavt, at han ikke kunne høre hvad hun sagde - før det lød som en kvindestemme.

Så han gik hen til døren og åbnede den. På den anden side stod Yuri med noget tøj i favnen, og så på ham med store bedende øjne. Kjolen sad stramt på hende, mere stramt end han 'broderligt' brød sig om, men det måtte hun jo heldigvis selv om - det blandede han sig ikke i. Han kunne dog bedre lide den uskyldige, naive Yuri, fremfor hende som han så foran sig lige nu. Hun så anderledes ud, som om der var sket et eller andet.

"Kom ind Yuri," sagde han med et smil, uden at spørge yderligere med det samme. Men da de var kommet indenfor spurgte han, "Hvad bringer dig her søde? Ikke fordi jeg ikke er glad for at se dig, men du ligner en med et formål i dag."

[Yuri Faa]

Hun fik faktisk et lettere chok da døren blev åbnet og hun rejste sig fuldt op på sine højrehælede og kiggede på ham. “Godt du er her” kom det fra hende og smilte til ham. “Gør det noget jeg sover her i et par dage?” Spurgte hun forsigtigt og trådte ind i værelset og satte sig på evers seng. Hun kiggede på bøgerne han havde slået op på. “Åh forstyrre jeg?” Spurgte hun og satte sin skuldertaske fra sig på gulvet. Hun lagde hovedet ned på hans pude og kiggede op i loftet. “Jeg har dummet mig Ever…” kom det stille fra hende og havde mest af alt lyst til at gemme sig langt væk frem for noget andet.

[Ever Goldstein]

Ever smilede stort til hvem han var begyndt at kalde sin allerbedste veninde. Han ville have grebet hende om skuldrene, da hun synes at føle sig hjemme, og lagde sig i hans seng. Det fik ham bare til at smile og ryste på hovedet. Så satte han sig på skrivebordsstolen, og så granskende på Yuri. Et eller andet var helt galt, synes han at kunne mærke her og nu.

Da hun spurgte, om hun kunne sove her, så han forbavset på hende. Han smilede dog alligevel, "Det skulle nok kunne lade sig gøre. Jeg kan jo skrive og spørge Timorthy Lavoie om du må låne hans seng. Han har ikke været her ret meget. Men hvorfor sover du ikke på dit eget værelse? Er du blevet uvenner med Stella? Eller hende den anden der?"

Han huskede ikke Susan Perez's navn, fordi han faktisk aldrig havde snakket med hende. Ikke sådan rigtig i hvert fald. Hun havde vidst flirtet med ham til en fest engang, men han havde afvist hende, og fortalt hende, at han altså var optaget. Hun var dog først gået sin vej, da han havde afsløret, at han var homoseksuel. Hun var meget vedholdende.

"Hvad er der sket?" spurgte han i stedet for 'hvad har du lavet?'. Han var aldrig anklagende overfor Yuri. Det kunne han ikke finde på.

[Yuri Faa]

Hun sukkede en smule og fastholdte ved at kigge op i loftet. Straks tog hun sin stav fem og begyndte at snurre den rundt mellem fingrene. “Er timmy kommet hjem fra Austaralien?” Spugte hun efter som at hun hun havde hørt stella snakke om at han var i Australien med noget skole halløj. Hun vidste ikke hvad det ville sige at være så langt væk, men måske skulle hun tage sin quidditch lidt mere seriøs end hun havde gjort hidtil. 

“Jeg har brugt et ord jeg aldrig bruger… jeg kaldte Susan Perez for mudderblod… jeg kaldte Mason for mudderblod…og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv…” hun var ikke fanatisk og ville aldrig blive det. Men ærlig talt vidste hun ikke hvad hun skulle høre af sig selv. Hun satte sig op i sengen og kiggede på Ever. “Nu tror Mason Perez og Susans sikkert jeg er fanatisk og det er jeg bare ikke… du kender mig” hun sukkede en smule og kiggede på ham. 

[Ever Goldstein]

Ever smilede skævt til hende. Han havde godt hørt noget om, at Timmy ikke var i England, men de var ikke ligefrem bedste venner, så han vidste det faktisk ikke. Men her var han i hvert fald ikke, og han havde ikke været her et stykke tid nu. Måske han var på en slags ekskursion eller sådan noget? Det ville i hvert fald give mening. Om ikke andet, så kunne han da i hvert fald sende ham en ugle, og høre hvordan det stod til med ham.

"Det kan meget vel være. Jeg ved faktisk ikke hvor han er. Jeg har ikke set ham i et stykke tid nu," svarede han med et let skuldertræk. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige, når han ikke vidste så meget.

"Hvad?" kom det overrasket fra ham. Han var helt paf over, at uskyldige, lille Yuri kunne finde på at tage det ord i sin mund. Han troede han kendte hende godt nok til at vide, at hun ikke ville kalde andre netop det. Men åbenbart ikke. Det kom meget bag på ham, at hun havde kaldt en anden magiker for 'mudderblod'.

"Hvad skete der?" valgte han så at spørge, i et forsøg på ikke at være fordømmende.

[Yuri Faa]

Hun bed sig i læben og sukkede kort tid efter. “Det gør altså ikke noget jeg sover her? Jeg kan bare sove på gulvet?” Hun ville bare ikke tilbage på det værelse der oprigteligt var hendes sammen med tøsserne. Men det var bare et ondt sted nu. Susan var for meget og hun ville sikkert komme op at skændes med Susan hvis de først så hinanden. Det var ikke noget hun ønskede. Hun hadet at være vred,og hun hadet at være oppe at skændes med folk.

“Ja.. eller altså jeg kaldte ikke Mason for mudderblod sådan direkte… men han er jo Susans tvilling, så jeg kom jo til at kalde ham det også ved at sige Susan var det… er du med?” Spurgte hun og kiggede trist op på Ever. Hun ville ikke uddybe sådan rigtigt men han havde jo slev spurgt. Hun sukkede og kiggede væk fra ham. “Jeg fik nok… Susan hun… hun sagde racistiske ting til mig, så har hun bare været led, prøvet at tvinge mig til noget jeg ikke har ville. Til sidst ville hun… være sammen med en anden fyr i min seng… det slog klik for mig, jeg er så ked af det Ever…” kom det fra hende og kunne mærke tårerne pressede sig på, men hun græd ikke endnu. Det var bare så tæt på.

[Ever Goldstein]

Ever nikkede til hende, og smilede venligt. Yuri var trods alt hans veninde, så selvfølgelig kunne hun sove her. Det ville ikke være noget problem. Timorthy Lavoie ville sikkert heller ikke have noget imod det, når han engang dukkede op igen. Alligevel ville Ever dog sende ham en ugle, og spørge om han også synes det var ok. Om det var okay med ham.

"Du kan tage min seng. Jeg tager-" Han rakte op til sin seng, og trak en lille madras ud fra under den. Den var bundet fast under sengen, som sådan en ekstra foranstaltning, hvis han nu fik brug for den, "-den her." Han viste hende madrassen, og smed den på gulvet ved siden af den ophøjede seng.

"Ja, det er jo mindre godt," sagde han eftertænksomt, og kløede sig på hagen. Han trængte lidt til at barbere sig, for han var begyndt at få stubbe nu, "Selvfølgelig skal hun ikke sige racistiske ting til dig, men det ord der... det er virkelig ikke godt Yuri. Også selvom du ikke mener du er bedre end andre pga. din blodstatus. Det ved jeg jo, at du ikke mener."

Han lagde en hånd på hendes skulder, smilede kærligt til hende, og skulle til at sige noget, da elkedlen klikkede. Han gik hen til den, og tog den over til skrivebordet. Så trak han to kopper op af en skuffe, og noget tebrev te, "Te?"

[Yuri Faa]

Et mindre smil kunne anes på hendes læber. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre på nuværende stå sted, men hun ville gerne forklare sig for Ever. Desuden ville hun jo også gerne vide om han havde snakket med Haru Faa. Hun lagde blikket glide lidt rundt i lokalet inden det faldt på Ever. “Vil du virkelig sove på gulvet for min skyld?” Spurgte hun stille og kiggede på ham. Hun kunne da sove på gulvet, hun ville ikke bare tage hans seng fordi hun kunne det ville være forkert. 

“Det ved jeg godt Ever. Men det slap bare ud af munden på mig, uden jeg tænkte over det. Hvad skal jeg gøre? Jeg vil ikke tilbage på værelset så længe hun er der” hun var faktisk lidt bange for at møde Susan. Hvem vidste hvad hun kunne finde på, hun havde trods alt næsten brugt en af de utilgivelige på hende. For hvad var prisen ikke for det? 

[Ever Goldstein]

Ever nikkede blot til hende, "Selvfølgelig vil jeg det, Yuri. Og det er jo ikke på gulvet, men på en madras."

Han smilede skævt til hende, og rakte hende et krus te, nu hun ikke havde svaret på, om hun ville have det eller ej. Så kunne hun jo drikke det eller lade vær. Det var helt almindelig grøn te. Det kunne de fleste vel lide, ikke? Det gik han da ud fra, selvom han i dette øjeblik ikke liiiige huskede hvilken type te hun normalt drak. Det gik nok også alt sammen alligevel. Tænkte han med et skuldertræk.

"Det er svært at svare på," sagde han så med en eftertænksom mine, og tappede sig selv på underlæben med pegefingeren, "Jeg havde nok anmodet om at skifte værelse. Hvem ved, måske Susan allerede har anmodet om det? Det er da en mulighed i hvert fald. Man ville nok i hvert fald ikke gå til en, som man havde kaldt det ord der."

"Om ikke andet kan du sove her lige så længe du vil," sagde han med et smil, og satte sig ved siden af hende. Han gav hende også et klap på skulderen.

[Yuri Faa]

Hun kiggede på adressen og så på ham og så på madresser igen. “Okey hvis du siger det…” kom det fra hende og kiggede over på ham som han stod klar med tekrus og te. “Jeg vil faktisk gerne have en kop te” det kunne være det lettede lidt på hendes tanker, ikke at hun troede det. Men måske det kunne hjælpe lidt at få tankerne afledt til noget positivt.

“Hun var ved at kaste en af de utilgivelige på mig Ever… bare fordi jeg var en klovn og en idiot….” Hun ville bare ikke tilbage på det værelse, det skræmte hende lige frem. “Måske jeg kan få nyt værelse til næste skoleår. Lige nu… så sover jeg hellere på den utætte kedel” kom det fra hende og kiggede op på Ever og sendte ham et svagt smil. 

“Tak det sætter jeg pris på, virkelig” hun nikkede lidt og lænede sig tilbage for at lade hovedet falde på hans hovedpude. Hun kiggede op i loftet og sukkede en smule. “Hvad sker der mellem dig og Haru?” Spurgte hun lidt. Hun havde ikke snakket med Haru i et stykke tid, og Ever vidste hun ikke om han stadig var sur på ham eller hvad han var.

[Ever Goldstein]

Ever nikkede til hende, og lagde en hånd på hendes arm, "Vid at jeg er her for dig. Og jeg har altså ikke noget imod at sove på en madras på gulvet. Tænk på det som om, at vi holder pyjamas party." Han smilede skævt, og tog en tår af sin egen te. Den anden kop havde han allerede givet til Yuri. Han håbede at hun kunne styrke sig lidt på den, så hun ikke var ved at falde helt sammen, selvom hun godt nok lå i hans seng lige nu.

Han satte sig på skrivebordsstolen, men fløj op af den lidt efter.

"Hun gjorde hvad?" kom det forskrækket fra ham, som han greb ud efter Yuris arm igen, "Er du okay? Hun gjorde ikke..?" Han havde holdt vejret et par sekunder, og åndede tungt og besværet ud, så chokeret var han over den anden elevs handling. Han kunne ikke forstå, hvorfor man kunne få sig selv til at kaste den type forbandelse. Det lå så langt fra hvem han selv var. Sådan en type kunne jo finde på hvad som helst! Hun skulle da ikke have lov til at gå fri! Nok havde Yuri kaldt Susan noget utilgiveligt, men at ty til den slags besværgelse? Nej, det kunne han altså ikke forstå. Uanset hvor fornærmet hun var blevet.

"Du burde melde hende Yuri. Det skal hun ikke slippe af sted med!" sagde han så bestemt, og så mod døren, "Uanset hvad så ville jeg da forsøge at søge om nyt værelse. Du skal ikke bo på samme værelse som den type!"

"Mig og Haru? Nåh ikke så meget. Vi har snakket lidt, men ja..." kom det usikkert fra ham, som han kløede sig i nakken. Hvor meget kunne han fortælle hende? Det var jo ikke fordi, at han ikke stolede på hende, men han skulle nok alligevel passe lidt på, hvad han sagde.

[Yuri Faa]

Hun kiggede på ham og tog dn tår af sin te som hannhavde givet hende. Den var varm så hun brændte sig, men alligevel satte hun ikke koppen fra sig. “Pyjamas party? Det kan jeg godt leve med.” Hun smilte til ham inden hun satte koppen fra sig og kiggede på adressen på gulvet. Tænk at han skulle ligge på den, det burde være omvendt.

“Ja hun gjorde, og jeg har det fint. Hun stoppede besværgelsen inden hun havde udtalt den men det var så tæt på Ever….” Hun bed sig en smule i læben som han havde taget omkring hendes arm. “Jeg har det fint Ever virkelig” hun trak armen til sig og bed sig i læben på ny. Hun ville ikke have fortalt det hvis hun ikke stolede på ham, hvilket hun gjorde mere end nogen anden i hendes liv.

“Melde hende? Nej det kan jeg ikke! Jeg vil ikke være til besvær, og jeg vil ikke ødelægge hendes drømme om en uddannelse. Hvad ville Mason ikke sige hvis jeg fik hende smidt ud? Nej det går ikke…” hun bed sig i læben på ny og kiggede på den varme te for at række ud efter den og tage en tår af den. Endnu engang var den stadig brændende varm og hendes tunge fik da også dn forbrandning men ikke noget hun gad gøre noget ved, det havde været hendes egen fejl. “Jeg gør det næste år” kom det fra hende og bed sig i læben.

“Har i snakket?! Hvad skete der, har i fundet ud af det?” Hun håbede inderligt at nogen kunne få en lykkelig slutning frem for hende,

[Ever Goldstein]

Ever smilede blot til hende. Pyjamas Party lød virkelig rart. Det var længe siden, at de havde haft sådan et. Der var én gang hjemme hos Evers forældre, men nu sås han jo ikke med sine forældre mere, så ja... Det var ligesom det.

"Men... hun gjorde det jo næsten. Bør det ikke meldes? Eller er jeg helt gal på den?" kom det fra ham, som hans øjne flakkede uroligt. Han var ikke særlig tryg ved, at den pige kom i nærheden af Yuri igen. Hvem vidste hvad hun kunne finde på? Han brød sig i hvert fald ikke om tanken om, at der gik en rundt på skolen, som kunne finde på at bruge en utilgivelig forbandelse. Det var bestemt ikke rart at tænke på.

"Det bestemmer du selv," sagde han dog til sidst. Han ville hverken presse Yuri til at melde Susan eller til at anmode om at skifte værelse nu. Hun kunne være her hos ham så længe hun havde brug for det. Det sagde han også, "Du kan være her, så længe du har brug for det."

"Bare sådan lidt frem og tilbage," svarede han stille og rødmede let. De havde haft en god snak, og selvom Haru Faa stadigvæk ikke havde brudt forlovelsen, så var de et godt sted lige nu - i deres forhold. Han var bare glad for, at han havde Haru igen. Men det kom ikke til at udvikle sig yderligere, før Haru fik styr på de andre tråde i sit liv. Det skulle han altså ordne først, for Ever forsøgte at passe på sit hjerte, som allerede flere gange var blevet knust.