Fanget i et fængsel

[Antoinette Holmes]

Kara O’Callaghan

Antoinette sad i et hjørne med sin eliksirbog og læste op på sine lektier. Dagens timer var afsluttet og nu sad hun og var flittig. Lyset spillede i hendes ravnsorte hår og de grønne øjne flakkede ned over linjerne i bogen mens hendes fjerpen kradsede noter ned på pergamentet ved siden af. Hun sad i en lang sort kjole med blonder og flæser, diskrete men smukke, i gothic stil. Den havde hun taget på efter timerne var overstået, da hun var mere komfortabel i den end skoleuniformen. Man kunne se hendes slanke krop under kjolen, hun var lidt spinkel næsten, og høj.

Der var ikke så mange i opholdsstuen ud over hende. Og dog. Døren gik op og det så ud som om der kom nogle quidditch spillere ind efter træning. Vejret var ikke dårligt, så det gav vel god mening. De larmede lidt rundt og hun så imod dem småt irriteret over at blive forstyrret, men de skulle vel også have plads i opholdsstuen. Så hun vendte blikket tilbage mod bogens linjer og nærstuderede ingredienserne til den eliksir de skulle brygge i næste uge til deres prøve.

[Kara O’Callaghan]

Kara kom ind få minutter efter resten af holdet. Hun havde en intens, men lavmælt samtale med en af medspillerne, som hun tydeligvis var utilfreds med. Hun skændte i hvert fald på vedkommende, som så alt andet end tilfreds ud. Men hun nægtede at finde sig i, at denne tumpe ikke gad høre hvad hun sagde. Hun var trods alt anfører, og det var hende som bestemte. At denne idiot ikke kunne fatte det, var vedkommendes problem. Om hun så måtte smide denne ud af holdet for det. Også selvom det var sidst på året.

"Hey! Grødhoveder!" råbte hun til de andre spillere, som var meget højlydte, og kastede noget der lignede en mugglerfodbold frem og tilbage mellem hinanden, "Skru lige lidt ned hva'?"

De mumlede lidt mellem hinanden, men gjorde rent faktisk hvad hun sagde. Også selvom de ikke var på banen. Hun vinkede af Romeo Conway, før hun trampede ind på pigernes sovesal. Der smed hun sine håndled-, albue- og knæbeskyttere, før hun gik tilbage ind i opholdsstuen. Det var ikke altid nemt ikke at være den ældste på holdet, og så anfører på samme tid. Det gjorde at folk ikke altid lyttede til hende. Desværre.

Hun lod sig falde ned i en af de grønne lænestole med et suk, før hun pegede på ildstedet med sin tryllestav, mumlende: "Incendio!"

Straks begyndte små flammer at slikke op af træet i ildstedet, og derved give sig til kende.

[Antoinette Holmes]

Det var rart der var nogen der gad at sige noget til at der blev larmet så meget lige pludselig. Antoinette sad og så på mens de fik standset boldspillet og gik hvert til sit. Der kom en pige ind igen. Hun genkendte hende som anføreren. Hun havde da set dem spille når der var kamp mellem kollegiummerne. De havde da vundet en del gange med hende som anfører, så hun var ikke dårlig. Antoinette strøg en hånd gennem de lange, sorte lokker så de faldt og indrammede hendes blege ansigt, der blev lyst op af flammerne i ildstedet inden hun lagde sin fjerpen fra sig og så lidt tøvende mod pigen i lænestolen. Hun bed sig lidt i læben og lagde sin fjerpen fra sig. Noterne måtte lige vente. Så hun drejede sig lidt i stolen og sendte hende et sky smil.
"God træning?" spurgte hun venligt. I det funklende lys fra ildstedet kunne man se den store medaljon, to sølvslanger snoet om en grøn ædelsten. Hun bar sin families stolthed hver dag.

[Kara O’Callaghan]

Kara sukkede endnu en gang, og lænede sig tilbage i stolen med lukkede øjne. Endnu et suk undslap hendes læber, før hun åbnede øjnene igen, og så på pigen, som var den eneste anden i opholdsstuen. Med et vagtsomt blik så hun på pigen, som hun ikke syntes at huske navnet på. Ikke lige sådan i hvert fald. Ikke engang efternavnet.

"Hvis bare de grødhoveder gad høre efter hvad jeg siger, i stedet for at genere hinanden, så ville det gå væsentligt lettere," svarede hun med et skuldertræk, og tog sin træningskappe af. Hun havde ikke behov for at have den på lige nu, desuden var den varm at have på indendørs. Så rettede hun på den t-shirt, som hun havde haft på til træning, og skævede til noget, som hun holdt i sin hånd. Noget som den anden ikke kunne se hvad var.

"God bog?" kom det tilbage fra hende efter et par minutter.