Brølende kamp

[Angelique Darklighter]

De var lige ved at vinde. Hun kunne sé lynet, og hvorfor søgeren endnu ikke havde grebet det, forargede hende. Hun råbte af dem, og svang sit bat som endnu en smasher fór imod hende. Et højlydt knas lød fra den faldende vase, i det Angelique svang sit bat hårdt ind i det. Det var et nyt bat, et hendes far havde sendt hende. Hvidmalet og smidigt men knapt ødelagt endnu. Hun så hvordan smasheren fløj afsted mod publikum, og lige inden den ramlede ind i en stakkels førsteårselev, skiftede retning og fór mod Søgeren på ny, Angelique satte i spurt mod den. Hun løb mod pejsen så hurtigt hun kunne og svang battet ind i de kolde sten, så at pejsen vibrerede hele vejen gennem opholdsstuen og gammel aske faldt og kvalte ilden. Søvngængeri havde været et problem for hende fra barnsben. Normalt havde hun fået tildelt en eliksir ved aftentide, som skulle hjælpe hende til at blive i sengen. Men med mangel på Gabriel Jacques Darklighter tilbage i opholdsstuen var det ikke altid hun huskede det. Et brøl lød fra publikum idet hun nåede at redde Søgeren fra et harmonikasammenstød fra smasheren. Kosten føltes levende under hende, men som en veltrænet hest. Hun brølede som hun susede mod den næste smasher for at skyde både den og tromleren i mål. Angelique standsede foran det store vindue til søgen og gjorte battet klar alt imens hun sank ned i knæene. Hendes mørkegrønne silkepyjamas var nærmest rodet fra alt hendes løberi.

[Hunter Blackwood]

Hunter var SÅ tæt på at falde i søvn. Han lå på maven i sin seng, og var tæt på at nå drømmeland eller noet mere maskulint, da han hørte en lyd, der bragte ham tilbage til virkeligheden. Det var ikke en høj lyd fra sovesalen men nok til, at det havde vækket ham. Han rejste sig halvt op og gned sine øjne, imens han kiggede rundt på de andre drenge, der havde sovet længe. Hvad havde det været for en lyd? Han overvejede, om han skulle rejse sig, selvom han ikke gad. Han måtte dog nok gøre det alligevel.

Han fik sig rejst. På det nederste af kroppen havde han et par sorte natbukser, og på overkroppen ingenting, derfor greb han fat i en grøn Slytherin sweatshirt, og begyndte at tage den på, imens han gik ned i opholdsstuen. Da så han Angelique, en af baskerne på Slytherins hold, hvor han selv var søger. Det så ud til, at hun skulle til at smadre vinduet med et bat? Hunter havde hørt noget om hendes søvngængeri, men han havde ikke lige oplevet det.
Han skyndte sig hen til hende, og greb fat op battet, inden hun fik slået til vinduet. Det ville ikke være smart, hvis hun ødelagde det.
"Angelique!" Prøvede han sig frem, som han tog battet fra hende. Han lagde en arm rundt om hende og ruskede let i hende. "Angelique. Vågn op." Han lagde battet fra sig og tog fat i hende med begge hænder, bare så hun vare mere i sikkerhed, hvis hun skulle vågne lidt brat.

[Angelique Darklighter]

Hun slog til, så hårdt hun kunne men battet gled fra hendes ellers stærke greb og hang midt i luften. Hun stirrede fortvivlet frem for sig på battet og åbnede munden halvt som for at skulle kalde, da hun pludlseig følte hvordan kosten begyndte at ryste under hende. Med et højlydt gisp gled hun af kosten og følte hvordan hun dalede gennem luften. Med et højlydt gisp, greb Angelique fat i det nærmeste hun kunne - Hunters trøje, med alt den styrke hun kunne formå. Chokeret, åbnede hun øjnene og stirrede på knægten foran sig. Hun mærkede hvordan sveden havde piblet frem på hendes pande og hun tog instinktivt et skridt tilbage. ''Rør mig ikke! Jeg siger det til min far'', hvæsede hun selvom en rødmen havde fundet vej over hendes kinder fra den bratte opvækning. Hun indså da, at det var hendes egne fingre som var knudret ind i hans trøje og hun gav slip som afskyede hun ham. Hendes åndedræt var hårdt, chokeret tydeligvis og hendes blik var råvildt som hun så sig om. Hun så den ødelagte vase, puder på gulvet og kortspillet som Felix Andromedius havde brugt så længe på at stable ved aften væltet udover det hele. Hun greb sig til håret og så da på drengen hun genkendte som vejlederen. ''Gik jeg i søvne?'', spurgte hun en anelse genert.