Beneficially Official (?)

[Arthur Q. Andromedius]

Der var gået præcist en uge siden deres møde, og alligevel var verden vendt på hovedet. Arthur var bachelor igen, og Lucilla var en skøge. Vreden hans moder havde udvist ved delingen af denne information, havde været nok til at få selv ham til at knytte næven. Han følte sig ført bag lyset og gjort til en nar, for aldrig havde han ønsket sin kære 'onkel' Matthews vrede. Luder. Arthur bankede venligt på døren til det hjemvandte kontor, imens han med det samme slog sit drengede smil op. Forårssolen havde tildelt hans blege ansigt et lag fregner over næsen inden sommerens bronzeglød ville vise sig. Hans lyseblå kappe slog han om bag den ene skulder imens han apatisk hævede sin ene hånd med et foldet pergament mellen sin pege og langefinger. ''Jeg vidste ikke at vi var officielle?'', drillede han imens han fandt vej til rektorens bord. Døren slog tungt i bag ham og Arthur satte den frie hånd på skrivebordet imens han lænede sig frem for at se Erik i øjnene. Han var fløjtende ligeglad med mandens berøringsangst, for dette var grænseoverskridende. ''Synes du ikke at vi burde havde diskuteret dette inden din hustru forsøger at indrage mine forældre, mhm?'', han holdt nu brevet op mellem deres ansigter, et brev fra ingen anden end Loonie Lennie. 

[Erik Arontage Darklighter]

Erik havde siddet i sine egne tanker mens han havde ladt dagens gøremål skride forbi det indre blik. Derfor kom det også lidt bag på ham da der blev banket på og han snurrede rundt i stolen for at se ingen ringere end Arthur Andromedius træde ind i kontoret. En fure viste sig på hans pande ved ordene og et øjenbryn skød i vejret som kun en Darklighter kunne formå det inden han med en hånd som en slanges hug greb pergamentet, foldede det ud og læste det. Ordlyden var mild, som kun hans kone kunne formå det i sine få klare øjeblikke, der nu var blevet hjulpet på vej af at hun var begyndt at tage medicinen igen.
"Hun begik en fejl, det beklager jeg," svarede han inden han kastede brevet tilbage på bordet. "Intet er officielt, med mindre du gerne vil indgå i polygami?" spurgte han med sigende blik imens han rakte ned i skuffen i skrivebordet og begyndte at finde de skriftruller frem som han havde "lånt" af Arthur - og ministeriet - tidligere.

[Arthur Q. Andromedius]

Et fnys undslap Arthur idet pergamentet landede imellem dem på ny. Han forblev i sin position, med blikket rettet stærkt mod Arthur. ''Og hvad tror du selv min far havde sagt til det?'', bemærkede han tørt med et sigende blik. Han kunne næsten mærke dumfladen mod nakken bare han sagde at han knaldede for sjov. Quinten havde altid været en stivstikker efter hans mening; hvad sjov havde manden udover farvekoordinerede arkivskabe og måske et enkelt skakspil med Matthew i weekenden? ''Jeg mener det Erik, har du sagt noget til nogen?'', spurgte han med sine stikkende blå øjne imens det lange lyse hår hang tæt omkring hans ansigt. Alt drilskhed var borte og tonen var seriøs. Et var at kneppe en ældre mand, noget andet var at de var i familie og at Erik var præst. Arthur selv havde for meget at miste, respekt, arbejde, fremtid. Erik havde allerede levet sit liv, så hvorfor skulle hans kone ødelægge hans? Arthurs fingre borede sig ned i bordpladen så knoerne blev hvide imens han ventede på hans svar. 

[Erik Arontage Darklighter]

Eriks hænder standsede i deres handlinger med at samle skriftrullerne op og langsomt vendte han blikket op og imod Arthurs ungdommelige ansigt. Han havde ikke engang et hævet øjenbryn denne gang, blot et blik der talte tusind ord uden at ytre andet end lyden af hans sitrende øjenvipper som han blinkede en enkelt gang førend han rettede sig op i stolen og foldede sine hænder under hagen med en myndig mine.
"Hvad tror du selv, Arthur?" spurgte han med et vift fra hånden og stemmen som en kold, dæmpet hvislen. "Du kender reglementet, bare det at jeg har brudt det selv," hans ene hånd sænkede sig til bordet hvor håndfladen lavede kontakt med den grønne skrivebordsmåtte for at få lidt samling på sig selv og tankerne, "kompromiterer min position, så tror du virkelig at jeg ville fortælle nogen det med min gode vilje?" hans blik lynede, ikke fordi han var vred på Arthur, men måske mere sig selv og den skødesløshed han havde udvist ved at indlede et forhold til en elev. Det måtte aldrig gentage sig, havde han svoret.

[Arthur Q. Andromedius]

Stilheden rasede efter Erik havde lagt sine ord for dagen. Arthur stirrede på ham, øjne der ikke vidste hvad som var sandt og hvad som han kunne stole på. Et tungeklik slog gennem det ovale kontor, som Arthur langsomt rettede sig op. ''Hvorfor ved Lennie det så?'', spurgte han tørt, en 'fejl' var ikke en god nok undskyldning i hans optik. Han foldede myndigt hænderne bag sin ryg imens han gav sig til at vandre rundt i rummet. Han havde lyst til at rase, at spørge om Erik i et svagt øjeblik havde blæret sig med sin unge gevinst, om han havde regnet med at Arthur fra nu af skulle være hans armcandy eller hvad fanden der foregik. Istedet tog han en dyb indånding og skævede mod Erik igen fra den ene bogreol. ''Du og jeg kan aldrig blive officielle eller indgå i polygami. Hvad ville mine forældre ikke sige til at jeg skulle få børn med min fasta? Som om vi ikke er indavlede nok'', han fnøs så de lange lyse lokker dansede for hans blik. Han var glad for Erik, det var sandt. Men han vidste også hvad familien forventede af ham - specielt som den ældste. 

[Erik Arontage Darklighter]

"Det ved jeg vitterligt ikke, Arthur," Erik sukkede tungt og rejste sig. Han kunne se frustrationen næsten emme fra Arthur og han fugtede sine læber inden han langsomt kantede sig rundt om skrivebordet for at blotte sig en kende mere for ham, vise ham at han ligeså var oprevet over hele situationen. "Men så er vi enige," sagde han og foldede hænderne foran sig mens han betragtede ham og lænede sig mod skrivebordskanten roligt men samtidig også forbeholden. Han drejede blikket til skriftrullerne der lå klar til at blive forvandlet små igen så de var nemme at transportere tilbage til ministeriets arkiver.
"Lad os ikke snakke om det igen så," sagde han og drog endnu et suk mens han trak en hånd gennem sine blonde lokker og så tilbage på Arthurt. En svag krusning fattedes i hans mundvig. Der var noget bedårende over manden når han var oprevet. "Jeg har gjort rullerne klar til dig," han nikkede til siden til skriftrullerne. "Det var dem du kom for, ikke sandt?" spurgte han for at skifte emne.

[Arthur Q. Andromedius]

Eriks ord dulmede knapt den frustration der pumpede gennem hans krop. Han kunne mærke sin puls i tindingerne men anstrengte sig for at forblive fattet. Hans fingre slap hinanden som han gled hånden gennem sine lokker for at viske dem bort fra sit ansigt. ''Bare sørg for at looney Lennies læber er forseglede'', svarede han inden han brød sit blik med rektoren og gav sig til at pille ved bøgerne i den tårnhøje bogreol. Han havde hørt sin mor omtale hende som looney Lennie, og havde ligeså adopteret udtrykket. Tænk at han kunne udstå at være gift med oraklet. Arthur bid sig i underlæben for at slappe af, imens han nu kort skævede til skriftrullerne. ''Jo, og det bliver den sidste information jeg kan skaffe til dig det næste stykke tid'', han greb en bog fra bogreolen og vendte sig mod Erik imens han apatisk åbnede bogen for at lade sit blik glide over epilogen. ''Jeg har en auror i hælene på mig, nej nej ikke sådan'', han så kort mandens blik inden han sænkede blikket tilbage til bogen. ''De tror at jeg har kidnappet Angelique Darklighter''. 

[Erik Arontage Darklighter]

Erik valgte ikke at kommentere yderligere på sagen om hans kones gøren og laden, men besluttede sig i det øjeblik for at forholde sig reserveret til Erik fremover. Han ville ikke finde sig i nogens nedladende tale om hans hustru, dér satte han grænsen. Han spidsede læberne til i en lille syrlig grimasse inden han rettede sig op og gik tilbage rundt om skrivebordet for atter at indtage sin plads nu der var mere ro på sagerne.
"Og det har du ikke?" spurgte han med en stemme krydret af lidt ondskabsfuld spøg men også med en snert af alvor. Man skulle ikke tage aurorernes efterretningstjeneste for let, og en kidnapning var ikke ufarlig at blive involveret i. Tanken om den mistede informationskilde irriterede ham en smule, men han vidste også at Matthew havde mulighed for at give ham hvad han havde brug for, så længe han betalte ham.

[Arthur Q. Andromedius]

Et smæld lød fra bogen som svar på Eriks spørgsmål. Arthur kiggede på ham nu med kæben spændt som han fandt sin vej bag skrivebordet ved Erik, som han satte sig halvt op på skrivebordet. I stilhed lod han de blå blikke mødes som for at veje Eriks tillid. De var som to dråber vand, Erik var vandpytten og han var den nyfaldne dråbe. Et selvsikkert smil bredte sig på hans læber så at de spidse hjørnetænder kunne ses. ''Stoler du ikke på mig?'', spurgte han med sin drengede drilskhed selvom at frustrationen lurede under overfladen. ''Du undervurderer mit intellekt. Kun en idiot vil kidnappe Matthew Darklighter's datter'', hans lange fingre strøg over bogens læderbundne forside og om på dens ryg. Han nød magtbalancen der syntes at være rystet af hans placering, som han kiggede ned på Erik i stolen. Han havde lyst til at tage ham ved håret, tvinge hans nakke bagover og tage hvad var hans, men han vidste bedre end at tirre den gamle rektor. ''Jeg ved ikke hvor de har fået den idé fra, jeg har knapt talt med tøsen siden jeg gik på Hogwarts'', han fnøs og himlede med øjnene.  

[Erik Arontage Darklighter]

"Kun siden du gik på Hogwarts?" spurgte Erik med et lille smil i mundvigen nu tydeligere. I og for sig havde han aldrig stolet på Arthur, kun at han kunne finde ud af at holde en hemmelighed for sin egen overlevelses skyld i de højere lag af samfundet, og han lænede sig frem for at hvile albuerne i skrivebordet og hagen mod de knyttede hænder.
"Jeg hører du har det med at tage hvad der ikke er dit, såsom Locket-pigen," påpegede han og glimtet i øjet var spøgefuldt såvel som sigende. Manden havde en usund omgang med sine omgivelser, og Erik vidste det udemærket. Det var måske hans største fejl han havde begået endnu: at give Arthur en fornemmelse af overlegenhed. Han samlede derfor hænderne om skriftrullebunken og skubbede imod ham, som en form for værn imellem dem.
"Jeg er ked af at du er under overvågning, men jeg er glad for den hjalp du nåede at yde mig," sagde han afmålt mens han mærkede knuden i mellemgulvet tage lidt til. Han var stadig vred over Arthurs tiltale af Lennox og så ham helst ud ad døren så hurtigt som muligt, men manden havde tydeligvis andre tanker.

[Arthur Q. Andromedius]

En lille fure manifesterede sig mellem Arthurs øjenbryn ved Eriks drillende tone, og hans øjne blev smalle. Han var nær at påpege, at Matthew helst ikke så at han kommunikerede med Angelique, da rektoren fremdrog det seneste drama på Darklighter - Andromedius fronten. Det var som et koldt slag i mellemgulvet, og det fik Arthur til at rette sig op selvom han blev siddende på skrivebordet. Han udstødte et støn af frustration og lænede hovede tilbage så at det lange blonde hår slog en kaskade nedover hans ryg. ''Utroligt hvordan folk sladrer i den her familie'', kommenterede han med et henvendt blik på sit spejlbillede. Smilet på Eriks læber irriterede ham, og han blinkede et par gange og strøg hånden frustreret gennem det blonde væld. ''Prøv at hør her, jeg havde en aftale med hendes forældre før jeg vidste at hun var'', en skøge, men Arthur vidste bedre. ''Matthews ejendel. Hun fortalte mig det ikke engang selv. Jeg blev ført bag lyset!'', han så sigende på Erik med et blik der tydede hans uskyldighed. Han sukkede dybt og sænkede blikket på rullerne ved hans side, men gjorde ingen indikation på at rejse sig, han var for frustreret over den nye diskussion. 

[Erik Arontage Darklighter]

Erik frydede sig i sit stille sind uden at vise det alt for meget mens han betragtede Arthurs frustrations med slet skjult morskab. Han strøg en finger langs underlæben for at dæmpe det underfundige smil inden han lænede sig tilbage med foldede hænder bag hovedet og et tungt suk der undslap de fine læber.
"Hvorom alting er, så håber jeg ikke at jeg skal besøge dig i Azkaban, kan vi ikke sige det sådan?" sagde han med et direkte blik stadig hvilende på den unge mand og krøllen i mundvigen stadig tydelig i det dæmpede lys fra lysekronen over dem begge. "Det ville være synd hvis du skulle lave dine lektier i ly af en tjærefakkel i en celle og ikke en lampe i læsesalen," påpegede han. Uddannelse var trods alt hans liv og det han ønskede mest for alle andre.

[Arthur Q. Andromedius]

Arthur fnøs højlydt da han noterede hvordan Eriks smil blev mere og mere marmoreret. ''Du morer dig alt for meget over det her'', bemærkede han tørt. Han havde foldet sine arme over brystet imens han forsøgte at kæmpe mod det frustrerede udtryk på sit ansigt. Han havde lyst til at forsvare sig selv, minde Erik om at han aldrig havde gjort noget kriminelt - foruden et par slag her og der, men dreng var man vel? Det var ihvertfald det Freya sagde. Arthur rejste sig nu og satte bestemt en hånd på stoleruggen ved siden af rektorens albue, imens han lænede sig frem så at deres ansigter kun var et par centimeter fra hinanden. ''Selvom at aurorstudier fra Azkaban sikkert er meriterende, må jeg meddele at jeg ikke er kriminel'', med disse ord, strøg han sin frie hånd bag Eriks nakke og greb hårdt fat om de lange lyse lokker for at krænge mandens hovede tilbage, han kunne ikke dy sig længere, og lænede sig frem for at trykke sine læber krævende og sulten mod hans. 

[Erik Arontage Darklighter]

Erik frøs ved den første berøring. Hans egen ed om at standse sine handlinger med den unge mand efter hans hån mod hans kone skar igennem ham og han fløj op fra stolen ud af Arthurs greb så skriftrullerne røg ud over det hele og han så vredt på ham.
"Kriminel?! Hvad er det her så, et overgreb?!" prustede han arrigt og tørrede sig over de brændende læber som for at få den forførende sødme bort fra dem. "Tag dine skriftruller og forføj dig ud af mit kontor! Sådan at tro at du bare kan tage hvad du vil have, nu tvivler jeg næsten på at du ikke har kidnappet den unge miss Darklighter!" skældte han ud, forarget over den unge mands frivoliheder og sin egen trælse reaktion over egentlig gerne at ville være blevet ved men han ville ikke bukke nakken for en elevs sejlivede viljestyrke. Han rettede kappen til mens han greb tryllestaven og svang den så skriftrullerne fløj op, en for en, og blev mikroskopiske så de kunne flyve hen og lande i Arthurs hånd. Han pegede derefter bestemt med tryllestaven på døren.
"Ud!" hans kinder havde en rødlig tone og hans øjne lynede denne gang vrede, hans intimsfære var krænket og han følte han måtte klæde om og tage et langt rensende bad i lærestabens badefaciliteter lidt længere nede ad administrationsgangen.

[Arthur Q. Andromedius]

Arthur trådte overrasket et skridt tilbage da Erik brød ud af hans favn som havde panik indtaget hans krop. ''Ved Merlins skæg, Erik. Hvem har pisset i din græskarjuice?'', spurgte han overrasket imens han betragtede manden tørre sig om læberne og gestikulere sit had til den umiddelbare intimitet. Det var ikke første gang at Erik havde skældt ham ud over at tage friheder, men denne gang klirrede det dog anderledes i Arthurs ører. Han rettede sin lange lyseblå kappe til og begav sig ud i midten af rummet. ''Du kan vel ikke foreslå mig at indgå i polygami og så kalde mig kriminel fordi jeg kysser dig? Hvad med sidste uge så? For det tror jeg nok er nok til dødsstraffen hvis det her var nok til Azkaban'', svarede han mindst ligeså forarget imens han talte de små ruller i hans hånd. Han anede ikke hvad der gik af manden, men han valgte ikke at blive oprevet - han var sikker på at det bare var en midlertidig skyldfølelse. ''Der mangler én'', svarede han så imens han gav sig til at placerer de små ruller i lædermappens lommer. Et lille smil fandt vej over hans læber imens han betragtede denrødmossede mand. ''Kom nu, Erik. Jeg kan lade dig styre den her gang'', svarede han drillende, for han kunne ikke lade være med at tirre.n