What have you done

[Lennox Andromedius Darklighter]

Lennox vidste at han havde ret. Hun måtte drikke eliksiren for sit ægteskab, og bibeholde sin gode livsstil så at ikke livet skulle briste over de mærkelige syner. Hun gled ned i en ældre læderstol og betragtede Matthew som han gik blandt koblerne der syrede og boblede. Hun forstod hvorfor at ungerne var så glade for ham i det øjeblik, for Matthew var altid venlig. Ihvertfald mod hendes og Quintens familie. ''Du tænker at lade mig træde over tærsklen til det femte sind, ikke?'', spurgte hun imens hun hev benene til sig og lagde armene om dem. Hendes knæ gjorde ondt efter hendes møde med gulvet, go det sendte en mærkelig fornemmelse gennem hendes krop at tænke på Erik igen. ''Jeg vil bare have en baby. Jeg tror det ville hjælpe mig til at glemme Alphaeus lidt. En lille ny at ligge fokus på'', hendes fingerspidser gled over hendes håndryg imens hun lænede sin kind mod sine knæ og stirrede bort fra Matthew og på de mange kobler. ''Moderen siger også at jeg bør få en lille ny'' På ny ran en tårer ned langs hendes kind.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew vidste at det var klogest ikke at lade sig hæfte for meget ved hendes ord og han fortsatte derfor sin gøren og laden inden han kunne lade kedlen stå for sig selv og simre i nogle minutter. Han vaskede hænderne under rindende vand i vasken i hjørnet, tørrede dem af og gik over mod hende med dem foldet foran sig.
"At bære frugt er altid Hendes Helligheds henseende," forklarede han stilfærdigt og lænede sig mod lænestolen så han sad på armlænet ved siden af hende. "Det femte sind inviterer hvem som helst der har brug for at blive én med Moderen og Faderen, Livet og Døden, Sjælen og Kroppen, Lysten og Kødet," fortsatte han mens han lagde en arm om hendes skuldre. "Hvis ikke Erik vil, vil jeg da glædeligt bistå i dine ønsker," sagde han og smilet på hans læber var underfundigt, smalt og eftertænksomt.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Et smalt smil indfandt sig på Lennox' læber, som hun vendte sit blik mod Matthew. Hun hævede hånden og lagde den blidt på hans kind. En tommel strøg over den bløde marmorhud. ''Du er en sød og dejlig mand Matthew. Tak'', hendes blik mødte hans i et par stillestående sekunder inden hun mildt rystede på hovedet. ''Men det kunne jeg ikke gøre mod Erik. Vi er hinanden tro, uanset hvad religionen foreskriver ønsker jeg bare at bære hans barn'', hendes hånd lagde sig på hans lår som hun klemte forsikrende for at vise at hun vel var taknemmelig for hans foreslag, selvom hendes sind tilhørte sin husbond nærmest udover religionens grænser. Hendes hænder foldede sig på ny i hendes skød og hun vædede betænksomt sine læber. ''Moderen taler til mig nogle gange. Jeg ved du ikke tror på mig men... Det gør hun og når hun gør så...'', hun blev stille og smilede nu for sig selv imens hun stirrede ud i luften. Stemmerne var begyndt at hviske til hende på ny og de havde massere at sige. ''Er Angelique kommet hjem igen? Hvordan er drengen?'', spurgte h un istedet. 

[Matthew J. Darklighter]

En fure viste sig på hans ellers glatte pande og et øjenbryn skød i vejret ved hendes ord. Det var stadig en uge siden at Angelique var forsvundet, og han havde endnu ikke hørt noget. Rebecca Maverick havde påbegyndt sine undersøgelser i Hogsmeade, og han havde ikke hørt meget andet end at hun spurgte alle Hogwartselever hun kunne komme til at møde. Et sted under huden på ham kriblede det ved tanken om at hun var så tæt på Hoghaven, men han satte sin lid til at Donner ikke talte over sig, og hans lærerstab var ham loyale.

Han lagde sin hånd på hendes og gav den et klem tilbage for at signalere at han havde hørt og forstået hende og respekterede hendes grænser. Hun var en af de få han forstod grænserne for.

"Men... Angelique er ikke hjemme endnu?" sagde han og strøg hende blidt over håret igen inden han rejste sig og gik hen til kedlen der var begyndt at koge en smule mere og han rørte lidt rundt. Lyset fra de flakkende flammer i blusset under kedlen skinnede op på hans ansigt som han stod bøjet over kedlen og det lange ravnsorte hår faldt på hver side som en ramme om det marmorblege ansigt. "Hvem er drengen?" spurgte han en smule bydende inden han rettede sig op og langsomt begyndte at hælde væsken over i de små flasker og til sidst en portion i glasset. Dampen vældede op og han lod det stå lidt og køle af mens han betragtede hende på afstand. Hvis det hun sagde var sandt kunne det betyde at hun måske kunne se hvor Angelique var. Men det betød også at hun ikke kunne modtage medicinen.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Lennox betragtede Matthew over kedlen. Røgen dampede op og sneglede sig omkring hans glatte hår som slangekrøller eller en vikings smykke. ''Men hun kommer snart, bare rolig. Drengen følger hende hjem'', et lille fint smil prydede hendes læber som dog forsvandt straks som de fik øjenkontakt. Hun vejede situationen, ville han blive rasende? Indlægge hende? Alligevel valgte hun at stole på ham, for det kunne vel umuligt blive værre end at træde ind i det Femte sind. ''Mørkhåret... Høj og spinkel. De er jævnaldrene'', forklarede hun forsigtigt imens benene foldede sig til en skrædderstilling. Hun kunne dufte eliksiren nu. Sød, og stikkende. Hun hadede smagen når den var varm. ''Angelique det stakkels pus...'', hun stirrede fremfor sig imens hendes hænder hævede sig til sit hovede. ''Væggene er så kolde''.

[Matthew J. Darklighter]

Han strøg en lok af håret bag øret og begyndte at sætte kaplser på flaskerne inden han med et tungt suk tog glasset, der stadig dampede lidt og bevægede sig i hendes retning. Hendes ord gjorde indtryk på ham og han tog det til sig, selvom det var sære billeder hun malede for hans blik, for han rakte ud og så hendes tanker. Billeder der formede sig som sære silhuetter. Et rum hvor han genkendte den blonde pige, og ryggen af en mand der knejsede højere end hende, fuldvoksen måtte han være, uden tvivl. Han trak vejret stille og roligt mens han langsomt rakte hende glasset og forsøgte at holde billederne fast imens han så hende drikke eliksiren med en iver han ikke før havde set hende indtage medicinen med. Men så snart hun havde taget den første slurk var det som om billederne falmede, som en gammel film der løb ud og lyset blev slukket på scenen.
"Ser du det stadig, Lennox?" spurgte han undersøgende mens han så på hende og tog langsomt glasset fra hendes skælvende hænder. "Fortæl mig hvad du ser," bad han inderligt og satte sig på knæ foran hende med hendes hænder i sine.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Smerten skar igennem hendes hovede da Matthew kom nærmere. Billedet af Angelique i det lille rum blev tydligere og tydligere og stod næsten fotorealistisk i hendes sind, men med bekostning af stor smerte ved at behøve at dele sit sind. Hun rakte ud efter medicinen i glasset og drak det som en ingefærøl i skoletiden. Lyset slukkede, billedet forsvandt og smerten ophørte. Lennox lyseblå blik hævede sig til hans istedet for stirren som før havde prydet hendes udtryk. Hendes hænder skælvede i hans og fingerspidserne forsøgte forgæves at gribe om hans. Hun kiggede på ham, undersøgende og med en vis sorg. ''Pardon Matthew. Det.. Hun er borte... Undskyld jeg snakkede om hende, du må hade mig'', hviskede hun imens hun kæmpede imod tårerne. Hvordan kunne hun være så rædselsfuld at tale om hans forsvundne datter? 

[Matthew J. Darklighter]

Han smilede ømt, det var mere medlidende end overbærende, og han satte glasset fra sig på gulvet inden han tog hendes hænder i sine for at hjælpe hende op og stå ligesom han langsomt selv rejste sig.
"Det er ok, Lennie, det var bare et kort øjeblik," sagde han og trak hende ind i et beroligende kram inden han holdt hende ud fra sig og gav hendes skuldre et klem. "Er du klar til at sove, søde? Jeg tror du har brug for lidt hvile nu du har fået din medicin endelig," foreslog han mens han strøg hende over håret og hjalp hende med sig imod døren for at forlade lokalet og lade de resterende flasker eliksir stå og køle af.

[Lennox Andromedius Darklighter]

//Blackout


Lennox havde stået op. Vasket hår. Taget det tøj på som var lagt frem og redt sengen. Hun havde sat håret op i en pæn knold i på toppen af hovedet, og følte sig for første gang længe præsentabel. Kort havde hun mødt sit eget blik i spejlet, og vidste allerede dér at hun var forandret. Nattens dybe søvn havde været uden drømme og stemmer, og det havde hjulpet på hendes kroniske trætte poser under øjnene. Hun så næsten ung ud igen. De lange tynde fingre gled ned af gelænderet og omfavnede hver en trædetalje. Det var ikke første gang hun havde overnattet i palæet. Tværtimod, havde de været der mange gange. Hun stillede sig i døråbningen til den store spisesal, og sendte et forsigtigt smil mod langbordet til de mange Darklightere og deres respektive. ''Godmorgen'', hilste hun imens hun gik til bordet for at indtage sin 'faste' plads. Hun så alle i øjnene - på nær Vladimir. 

[Matthew J. Darklighter]

Der var som altid dækket op som var det et viktoriansk festmåltid om morgenen. Fade der bugnede af frugt og grønt, ristet brød, spejlæg, bacon, kidneybeans og små portionsanrettede blodpølser til hver samt juice, te og kaffe ad libitum. Det var et sandt smorgasbord af herligheder, og de overnattende Darklightere mødtes for at indtage maden imellem 8 og 9 om morgenen. Denne morgen sad de fleste til bords. De talte Isobel, Vladimir og Robyn, Gabriel og Matthew og nu endelig Lennox der kom ned til dem. Ved bordet sad også Erik, der kendte de præcise tidspunkter hvornår skemaet i Darklighterpalæet kunne indbyde til at man deltog. Han rejste sig da han så sin kære kone komme ned og gik hende i møde, for engangs skyld med udstrakte arme for at tage hendes hånd.
"Kom og sid," sagde han smilende mens han førte hende til bordet.
"Ah, godmorgen, Lennox, jeg håber du har sovet godt," hilste Matthew fra sin plads for enden af bordet. Gabriel sendte Lennox et smil og Isobel sendte hende et afmålt nik mens Vladimir forsøgte at møde hendes blik men tilsyneladende missede det.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Synet af Erik, fik Lennox til at smile fra øre til øre med den gamle kærlighed som altid havde svøbet om dem som et varmt tæppe. Hun tog hans hånd, og følte suset gå gennem hendes krop. Gårdsdagens vanvid var stortest glemt som hun satte sig ved hans side. ''Dejligt, tak'', svarede hun artigt, imens hun lod husalfen skænke hende en kop brandvarm kaffe. Hendes blik hvilede ikke længe på Matthew, men strøg istedet til Erik som hun sendte et kærligt smil til på ny, som for at forsikre ham alt var vel. ''Vi har vidst ikke mødt hinanden før, vel? Jeg hedder Lennox'', hilste hun på den nye kvinde blandt rækkerne. Robyn besvarede Lennox hilsen med et venligt nik efterfulgt af: ''Nej desværre, men jeg er Robyn. Vladimirs forlovede''. Disse ord, som før ville få hendes smil til at krakelerer, fik istedet Lennox til at blinke at antage et stramt smil: ''Spændende'', svarede hun tørt, inden hun vendte sig mod Gabriel, ''Hvordan gik det i butikken igår?'', det var første gang hun havde ladet ham stå alene ved lukketid. 

[Matthew J. Darklighter]

Morgenmaden i Darklighterpalæet var altid en særpræget oplevelse, og der kunne diskuteres lette emner ligeså vel som tunge politiske og forretningsmæssige anliggender. Denne morgen var stemningen let og indbydende. Småsnak gik for sig i krogene mens der kom ugler til og fra bordet med beskeder til de respektive familiemedlemmer. Matthew havde ikke haft anledning til at nå at snakke med Erik men hans blik hvilede på de to gæster mens han sad med Profttidende slået ud foran sig og en dampende varm kop te i hånden. Han var altid akut opmærksom på samtalerne der foregik ved bordet, også selvom de var af mindre betydning, men det var ligeså meget også de ting der blev sagt imellem linjerne. Han hæftede sig ved Lennox' spidse fremtoning da Robyn nævnte hvordan hun var forbundet til familien, og det hurtige emneskift.
Gabriel lagde ikke så meget mærke til hvad der foregik. Han var igang med at fortære et spejlæg og ristet brød da Lennox vendte sin opmærksomhed imod ham.
"Øhh, det gik fint nok," fik han svaret mens han tyggede af munden og sank hurtigt for at uddybe videre. "Der var en dame, men hun ville komme igen senere efter at have set på udvalget," han trak på skuldrene uden at kunne forklare helt præcist hvad udvekslingen havde været om.