What have you done

[Erik Arontage Darklighter]

Lennox Andromedius Darklighter

Tid: Efter aftensmadstid, en tirsdag
Sted: Andromedius-Darklighter residensen
Vejr: overskyet og med støvregn

Uret i stuen tikkede med en sagte klikken som om noget sad fast i urværket. Det var lige så irriterende at lytte til som en myg om natten når man skulle sove, men Erik var for oprevet til at tage sig af det. Igor havde ikke kunnet finde værktøj til det i værkstedet og havde prøvet sine husalfekræfter på det gamle ur, som Erik også antog var forbandet, så det havde kun forværret lyden. Udover det var der stille i den lille stue hvor møblerne endelig var endt på rigtig køl igen og der var et blidt orange skær fra lysekronen ovenover de gamle, lidt slidte møbler, der havde set meget kærlighed igennem tiderne. Erik stod og så ud af vinduerne mod den lille flisebelagte sti der ledte op til hoveddøren. Imellem hænderne havde han et krus te og dampen snoede sig op til hans ansigt som de få kærtegn han lod mærke sig. Problematikken for aftenen stod inde på køkkenbordet, og han vendtede kun på at hans kone kom hjem fra hendes arbejde så han kunne konfrontere hende. Det var smertefuldt. Den tillid han havde stillet til hende i så lang tid, men som han måske godt vidste ikke altid var blevet fulgt, var bristet nu. Knust. Slået itu. Han kunne ikke se nogen udvej andet end den han havde drøftet med Quintin, ja, måske endda hans svogers mere drastiske metoder, men han ville vente og se om plan A virkede, inden Plan B og måske, forhåbentlig ikke, Plan C skulle iværksættes.
Han satte læberne til kruset da han så Lennox' skikkelse arbejde sig op til hoveddøren og han tog en dyb indånding da hoveddøren åbnedes så dørklokken slog en trille.
"Jeg er i stuen, min kære," hans ord faldt prompte og de var uden den sædvanlige varme han plejede at udvise overfor hende.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Lennox havde spenderet dagen i tryllestavsbutikken. Gabriel havde malet disken og de havde leet sammen og endda spist frokost. Han hjalp hende, gav hende glæde og fik hende til at glemme sit dystre selv så snart den unge mand gik igang med at spørge til kollektionen. Det var derfor med en hvis glæde at Lennox skubbede døren op til deres fine hus. “Erik? Hvad laver du hjemme?”, kaldte hun tilbage forbløffet imens hun holdt hånden mod væggen for at slide de nye læder støvler af sig. Det lange mørkebrune hår bølgede om hendes ansigt som hun langede sin lange kappe over underarmen og gik mod stuen. Det var længe siden at hjemmet havde været så farverigt, og glæden prikkede hende helt udbud fingerspidserne. Hun stoppede foran en gammel ramme med et flyvende fotografi af hendes onkel og tante - Freyas forældre. Hun lod sine fingerspidser glide over det imens farvernes fascination opfyldte hende i et øjeblik inden hun på ny satte mod stuen. “Jeg skal nok lave aftensmad, Erik, åh jeg har haft en vidunderlig dag, du ved Matthews dreng-“, videre nåede hun ikke før end hun mødte hans skeptiske blik i den gamle stue. Lennox følte sig straks lille, for aldrig havde han set på hende sådan dér, og hun kunne ikke tyde udtrykket. Hendes genuine smil forsvandt dog ikke, istedet lod hun sin mappe falde til gulvet med et blidt bump som hun strøg selvsikkert imod ham med en udstrakt hånd men uden at røre, hun ønskede at give ham den komfort han så ud til at behøve.

[Erik Arontage Darklighter]

Det var svært ikke at mærke hendes glæde, den strålede næsten ud fra hende som en glorie, og han kunne læse i hendes øjne og hendes ansigt hvordan hendes verden idag havde været fyldt af vidunderlige ting. Ting, som måske for hende var helt naturlige, men som ingen andre kunne se. I husets blide belysning virkede hun næsten levende for første gang i meget længe, som da de havde siddet i orangeriet efter krammet. Han sank en klump og lod en hånd sænkes til siden for at knyttes kortvarigt inden han rakte ud og uden tøven tog hendes hånd som var fremstrakt i en typisk gestik, som ikke plejede at blive besvaret af ham, men som han idag valgte at tage. Den ubehagelige sitren af hans intimsfæres brud, som krakelerede skallen på et æg og fik ham til at spilde ud over stuegulvet, gik igennem ham og fik hårene i hans nakke og på hans arme til at rejse sig, men han ignorerede det for en gangs skyld.
"Jeg har noget jeg skal vise dig, Lennox," sagde han med et tonefald der på én gang var bittert og alvorligt. Alvorligt over sagen, men bittert over at skulle slå hendes glæde itu præcis som hans tillid nu lå på jorden og han næsten mærkede hende træde på den igen og igen ved tanken om hendes handling, eller rettere mangel på handling. "Kom med," han førte hende med sig gennem stuen ud til det blidt oplyste køkken og hen til det lange spisebord der stod i midten af rummet. På hjørnet af bordet stod en lille håndfuld flasker. Kun én af dem så ud til at have været åbnet, og datoerne på dem viste tilbage så lang tid som to og tre år. Han stillede hende foran dem og pegede på dem.
"Hvad er det?" spurgte han, fuldkommen tonløst. Det var en bebrejdelse hun selv skulle regne sig frem til. Lige nu ville han konfrontere hende, og han ville ikke give efter og være blid selvom hans hjerte gjorde ondt.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Lennox udtryk gik fra af være glædesfuldt til forbløffet idet han faktisk tog hendes hånd med et tag hun ikke havde følt siden deres sidste renselse. “Er Zachy og Rachel okay?”, spurgte hun forskrækket som glæden krakelerede i hendes ansigt som et grimt porcelænsfald. Lennox fingre låste sig nu om Eriks imens hendes bekymrede blik blev langsomt mere alvorligt, for hvad andet end børnene kunne få Erik til at reagere med sådan en ulmende vrede? Hun lod sig føre ind i køkkenet hvor sandheden gik op for hende og det lys som før havde prydet hendes dag blev slukket som en forladt scene. Hun kiggede fra flaskerne til Erik, som hun slap hans hånd. Hun vidste at ser ikke var nogen grund til at lyve, for hendes husbond var klogere end intelligent. Derfor hævede hun sin ene hånd og kløede sig eftertænksomt i håret. Hun havde aldrig fortalt ham om feerne, om hvad de sagde og tænkte - hvordan skulle hun kunne dele deres hvisken med ham nu? Hun slog et smæld med tungen og tog en dyb indånding. “Du ved jeg føler mig fuzzy når jeg tager det”, svarede hun imens hendes blå blik mødte hans. “Det ødelægger mine tanker, og jeg har det bedre uden”.

[Erik Arontage Darklighter]

Han blinkede roligt mens han stod og betragtede hende. Sekunderne sneglede sig ud i et minuts tid, takket være urets tikken fra stuen kunne han vægte hvor længe han ville lade stilheden ruge over dem, som en hønemor, men han endte det med et suk så tungt at det næsten kunne mærkes i husets grundvold og han strøg en hånd gennem de blonde lokker mens han så ned på flaskerne.
"Vi havde en aftale, Lennox," sagde han stilfærdigt. Denne gang var stemmen forandret, og på nippet til at boble over med følelser men ved at synke endnu en klump fik han styr på uroen der ulmede under overfladen og den knyttede hånd ved hans side med de ishvide knoer var også et tydeligt tegn på hans frustration. "Du tog dem fordi du ikke kunne lide at jeg gav dig dem. Det var alt vi aftalte, det var det jeg stolede på at du gjorde. Jeg stolede på dig, Lennox, og alligevel," han opgav og mærkede et sus af vrede skyde ud af sig som en solstorm, da han med en hånd væltede alle glassene på gulvet og vendte sig mod hende med en vred grimasse, "ALLIGEVEL LYVER DU MIG OP I MIT ÅBNE ANSIGT I ALLE DE ÅR?!" råbte han og den efterfølgende stilhed fik næsten uret i stuen til at holde op med at slå. Hans øjne var spejlblanke af tårer, vrede og sårede tårer.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Kunne hun være blevet mindre, så var hun nok krøbet sammen til en boldt og trillet bort fra scenen. En maveonde hun havde kende fra barnsben badede hende i skam, da Erik skreg. Lennox sænkede straks blikket bort fra Erik imens hun kæmpede for ikke at lade sine egne skamfulde og sårede tårer falde. Han havde aldrig råbt af hende, kun børnene når de gjorde noget farligt, som dengang Zacharias nær havde brækket nakken fra æbletræet havde hans søster ikke fundet sine magiske evner i øjeblikket. En stram mine indfandt sig på hendes læber imens hendes ene hånd knugede om hendes mave pg den anden søgte Eriks. “Darling”, begyndte hun så mildt hun kunne imens hendes blik mødte hans. Hans sårede udtryk slog næsten luften ud af hende og hun måtte tage en dyb indånding for at stabilisere sig igen. “Jeg forstår godt du er vred på mig, fordi jeg løj men det var for os”, hun skyndte dig at sige ordene i frygt for at han skulle gå, selvom at noget i hende sagde at han selfølgelig vil blive. “Der er noget galt med flaskerne. Gift, det får mit hovede til at blive fyldt med skyer og så kan jeg ikke hører dem”, de blå øjne mødte hans inden hun rakte ned i sin lomme for at finde sin tryllestav frem for at rengøre redeligheden fra de sprukne flakser hvis indhold nu farvede både gulv og vægge i en mærkværdig boblende lilla farve.

[Erik Arontage Darklighter]

Erik slog op med armene som om loftet skulle have svarene på hendes underlige ord. "Høre hvad? Høre hvem? Du skal jo ikke høre noget, det er det der er pointen!" sagde han, stadig med kraftfuld stemme men dog ikke lige så højt som før. Selv Igor der havde stået et sted i hjørnet af køkkenet havde skyndt sig at fordufte med et knips for at undgå den uvante dramatiske scene. Erik tog hendes hånd som svar på hendes gestik. Det var ham stadig uvant men han ville understrege vigtigheden og alvoren af situationen for hende ved at vise hvor langt han ville gå.
"Lennox, du bliver nød til at tage medicinen," sukkede han og mærkede hvordan vreden langsomt sænkede sig ned fra det røde felt. Han havde aldrig lagt hånd på hende eller børnene. Han var streng, men han var ikke voldelig eller sadistisk som nogle af hans familiemedlemmer. "Og hvis ikke jeg kan få dig til det og du ikke selv vil, så kender jeg én anden der vil," forklarede han inden han trak sin tryllestav frem. "Og du tager den i aften når I er færdige," pointerede han inden han slog et slag med tryllestaven så de blev transfereret til foden af trappen der ledte op til Darklighterpalæets store hovedindgang.

[Lennox Andromedius Darklighter]

“Men du forstår det ikke Erik!”, vedblev hun som en desperat tone indtog hendes stemmebånd. Hun så hvad hun tolkede som et snært af sorg i hans stemme og blik, hvilket straks fik hendes hjerte til at banke af sl den kærlighed og omsorg hun ønskede at tildele manden. Han så pludselig så gammel ud, og Lennox undrede sig hvornår hans lange blonde hår var begyndt ag havde sølvtråde skjult imellem det lyse virvar. Hans næste bevægelse forskrækkede hende dog og i alt hast greb hun fat i ham med alt styrke hun kunne fremmane. “Det er feerne! De små lys! De hvisker hvad der skal ske og de sender mig syner, hvad er det du ikke forstår?”, hvislede hendes panikslagne stemme gennem transferensen imens hendes hænder fortsatte med st gribe desperat om hans krop som var hun bange for at han skulle forlade hende hvert øjeblik. “Men nogle gange lyver de! Som med Arthur og dig! Men nogle gange har de ret, eksempelvis med Zach if pengene! Det er moderen Erik, hun taler til mig gennem lysende! Du kan ikke forlade mig her”, hun havde knapt ænset deres omgivelser men tårerne piskede ned af hendes kinder i frygt for ag han ville efterlade hende på Skt. Mungos som alle fruerne plejede at sige.

[Matthew J. Darklighter]

Lyden af deres fødder mod gruset kunne høres oppe fra et af de åbne vinduer til en af stuerne i palæet. Matthew havde ikke forventet dem før et par dage senere, men han vidste at Erik ville konfrontere sin kone med hendes manglende medicinering, og han selv havde indvilliget i at indgå som en primus motor i hendes healing. For healing krævede hun, at dømme på de ord han hørte hende fremstamme som de dukkede op udenfor palæet.
Feer. Lys. Det var jo det rene vanvid.
Matthew lukkede vinduet til og haspede det inden han med et knips fra fingrene fik Rex til at løbe i forvejen for at nå ned til indgangshallen og åbne døren så de to magikere kunne træde indenfor.
"Ah, Erik, Lennox, velkommen til," hilste Matthew med det sædvanlige tilplastrede smil men det forstummede en kende da han så hvordan Erik næsten skubbede Lennox fra sig ned på de sorte og hvide marmorfliser på gulvet.
"Her, nu skal du få din medicin," sagde Erik vredt men ligeså med tårer på kanten til at løbe og han blinkede febrilsk. Matthew standsede foran Lennox sammenkrøbne skikkelse på gulvet hvor han langsomt knælede, forundret over sin fætters temperament. Det var sjældent han så ham miste besindelsen. Han greb derfor ud og ganske varsomt hjalp Lennox på fødderne igen mens han strøg hende lidt over håret og tyssede på hende i et halvt kram for at berolige hende.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Et forskrækket gisp forlod Lennox idet hun ubarmhjertigt blev kastet mod gulvet som en glemt klud. Hendes krop klaskede mod fliserne idet alt hendes tiggen forstummede. Istedet stirrede hun chokeret mod sin husbond idet hun hævede hånden til sit hovede. Han havde aldrig lagt hånd på hende og selvom hun havde brudt mod hans intimsfære havde hun aldrig forventet dette. I chok lod hun sig hjælpe på fødderne igen af Matthew selvom hendes blik fortsat var låst på Erik. Hun havde lyst til at skrige af ham, spørge hvad fanden han troede at han kunne bilde sig ind. Spørge hvilken far han dog skulle forestille. Istedet vendte hun sig fra Matthew favn og strakte en hånd ud efter ham på ny. En saglig stemning indtog hendes sind og selvom tårerne rand ned af hendes kinder fik hun fremstammet: “Darling, jeg elsker dig, men du kan ikke efterlade mig her, forstår du det ikke? Jeg skal dø hvis du forlader mig her, lyt nu til skrifterne-“, hendes før milde stemme døde bort i en hulken som hun sænkede hånden i al fortabthed.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew stod roligt og afmålt og betragtede optrinnet imellem de to magikere. Han havde altid anset deres forhold som stabilt og nogenlunde roligt, men det her var en ny facet langt fra det han plejede at opleve. Han lagde en beroligende hånd på Lennox' skulder mens han så mod Erik.
"Din mand vil dig det bedste, Lennox, og jeg er her for at hjælpe," sagde han til hende med hovedet nær hende så hans ansigt var ved hendes øre. Erik stod foran dem begge og følte sig latterlig og frustreret på samme tid. Han ønskede inderligt at kunne tage Lennox' hånd men alt i ham strittede imod, ikke kun hans berøringsangst men også hans længsel efter at gøre Lennox god igen. En tåre strimlede ned ad hans kind. Det var sjældent der var tårer på hans ansigt. Det var måske første gang i årtier at der havde været tårer på hans kinder, ikke engang da Alphaeus døde havde han ladt følelserne få det bedste af ham. Men nu, mens han så sin kære så skåret og i stykker som hun var nu, var der ligeså noget indeni ham der var krakelleret.
"Jeg kan ikke hjælpe dig mere, Lennox," hviskede han stilfærdigt inden hans tåreblanke blik hævede sig til Matthew og han nikkede kort til ham. "Jeg er tilbage igen imorgen formiddag," sagde han og tog et sidste skridt nærmere Lennox. Han brød med alle skrigende stemmer i sit sind da han trådte op foran hende for at lægge en hånd imod hendes kind og læne sig ind for at presse et mildt kys på hendes læber. Det var første gang i måneder han havde udvekslet den form for intimitet med hende, og selvom hans hjerte var slået til plukfisk vidste han at han stadig elskede hende, ellers ville han ikke efterlade hende her.
"Jeg kommer igen," hviskede han til hende inden han trak sig bort og med et sidste, grådkvalte smil forlod entréen. Døren gik tungt i bag ham og efterlod de to i salen. Rex slog låsen til så det tunge smæld rungede ud mellem søjlerne.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Tåren, kysset, berøringen. Det hele faldt sammen i et højlydt drøn for hendes ører. Hun havde lyst til at råbe efter ham, bryde fri fra Matthews favn og løbe efter ham. Men hun forstod at i hans sorg fandtes der en sandhed - at hun behøvede at blive bedre. ''Okay. Så bliver jeg, vi ses i morgen'', svarede hun med en rystende stemme og strimlende tårer mellem hulkende som forsøgte hun at fatte sig selv. Stemmerne i hendes hovede skreg at hun skulle løbe. Da døren klikkede bag hendes husbond og låsen slog til, vidste Lennox at dette vil være hendes sidste sommer. Hun tog en dyb indånding og rettede sig op ligeså lang hun var og stadig iført sine arbejdsklæder - en brune kjole med det lange skørt med lommerne stoppede til med tryllestavstilbehør. Hun vendte sig mod Matthew og forcerede et smil på sine blege læber. ''Pardon mig, Matthew. Denne stund var ikke ment for andre at se. Jeg vil sætte pris på hvis du holdt det fra Quinten'', hun hævede sit ærme for at tørre de stadig løbende tårer fra sin kind. ''Jeg kan tage min medicin nu, men måske vi kan prøve en ny opskrift?'', hun forsøgte at være samarbejdsvillig, selvom hunfrygtede den tågede tilværelse. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthew stod stille og lod deres balance indfinde sig inden han besvarede Lennox' blik med et mildt smil og er par hænder om hendes ansigt og et ømt, næsten faderligt kys på hendes pande.
"Alt der sker herefter bliver mellem os to, det ved du," sagde han lavmælt inden han lagde en arm om hendes skuldre og førte hende med sig op ad trappen til de øvre etager for at sætte kurs mod Vladimirs eliksir-lokale. Det var et helt rum dedikeret til den ædle kunst at brygge eliksirer, og han vidste at der fandtes hver eneste ingrediens han havde brug for derinde for at lave eliksiren til Lennox. Opskriften var sågar en af Vladimirs så han var sikker på at den kunne laves, selvom den måske skulle tjekkes efter i sømmene når den gamle fuser kom tilbage fra sit visit hos Robyn.
"Opskriften er som den er, Lennox, du ved at det er for dit eget bedste," sagde han uden at se på hende mens de gik afsted igennem de lange gange. "Hvorfor har du ikke taget den?" spurgte han, en snert af faderlig bebrejdelse kunne høres i hans tonefald, men ikke nok til at det var noget han ønskede skulle gøre hende urolig. Han kendte hende i hendes lunefulde stunder, og efter det lille scenarie der netop havde udspillet sig ville han ikke risikere at gøre hende mere oprørt.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Den måde de gik på i palæets lange haller mindede hende om deres ture gennem Andromedius palæets slidte indre. De havde gået og fniset, snakket og delt hemmeligheder under de store hvælvinger i palæet, så Quinten var blevet grøn af misundelse over tabet af sin bedste ven. Nu gik de sammen igen, men denne gang i hans palæ og de var voksne. Lennox vædede sine læber, hun vidste at eliksirens indhold var udenfor diskussion, selv personalet på Skt. Mungos havde bekræftet at indholdet var godt nok. ''Fordi den gør mit sind fuzzy. Og så kan jeg ikke hører dem - nu må du ikke tro at jeg er vanvittig ligesom de andre tror'', hun holdt sit blik fremadrettet som de nåede til en af de øverste korridorer. ''De sender mig syner, små forudsigelser om fremtiden. Det har de gjort siden jeg var barn men efter Alphaeus....'', hun tav og stirrede fremfor sig som en skadet hundehvalp. Hun rystede på hovedet og lod kammeratligt sin egen arm ligge sig om Matthews ryg ligeså. En praksis der havde stoppet efter hun havde giftet sig med Erik. ''Det er bare blevet en del, til eksempelvis så hvisker de til mig ligene at du skal blive far til en lille pige med en willytøs, men det er jo ikke engang sikkert'', hun hævede sin frie hånd til sin pande og bed sig i underlæben. ''Men jeg forstår at det er for meget for Erik, vi er ikke engang blevet renset siden Alphaeus'''. 

[Matthew J. Darklighter]

Hans hænder om hendes skuldre strammede sig i et lidt venskabeligt klem som de gik, og han måtte dy sig for ikke at komme med bemærkninger om hendes forudsigelser. En datter med en Willie? Han vidste ikke hvor meget hun var sat ind i hans affærer, ham og Erik diskuterede mere forretninger end privatliv for tiden, til trods for denne nye udvikling i hans ageren i deres familie som hendes behandler.
"Men du ved det er for dit og Eriks bedste, Lennie," sagde han med et mildt smil til siden til hende inden de kom til døren ind til eliksir lokalet. Han låste det op da han altid holdt det låst så Gabriel ikke tog nogle af de lidt for gode svampe derinde, og skubbede døren op. Belysningen var grøn og orange fra nogle svævende kupler der kom dem imøde, som lavthængende droner, og gav rummet et sælsomt skær. Nogle bronzekedler stod og kogte over forskellige blus og i midten var et langt bord med forskellige skærebræt, knive, mortere og andre aggregater man kunne anvende til behandling af ingredienser. Der var dunkelt og en blid duft af krydderier og svovl hang i luften sammen med dampene fra kedlerne.
"Nu får du din eliksir," han gik over til den store væg med de mange hylder og glas og begyndte at samle en håndfuld ingredienser som han tog hen til bordet og begyndte at ordne, "og så kan vi snakke om renselse. Vi har jo et lidt mere kraftfuldt kapel her i palæet, hvor du måske vil opleve en anderledes renselse, som måske kan hjælpe jer?" foreslog han mens hans lange, slanke hænder kyndigt arbejdede med ingredienserne og fik dem lempet over i en keddel og begyndt at lade det simre. Duften hævede sig som lavendelolie og mynte sammen med bukkehorn og timian. Han fandt et par små flasker som kunne indeholde væsken samt et glas så hun kunne drikke den så snart den var simret færdig.