Hvad sker der?

[Luna Clary Daniels]

Tråd til Spencer Lynch
April - 2058
Outfit

---

Foråret var endelig kommet til Skotland og Luna var gået ned til søen for at få lidt frisk luft. Der var sket meget over den seneste tid og skønt hun ikke rigtig havde lyst til det, så var der bare ting som hun og Spencer nok burde snakke om, men hvordan de lige skulle få det i tale vidste hun ikke. Nu havde hun valgt at invitere Spence med ned til søen til en lille picnic i håb om at de her ville kunne snakke lidt om både, hvad de hver havde oplevet, men også om deres videre planer efter ferien. Luna selv var lidt i tvivl om hendes egentlige fremtid. hendes far ville gerne have hun blev noget i mugglernes verden, så som tandlæge eller advokat. Det var bare ikke rigtig hvad Luna ønskede. Men hvad hun egentlig ønskede var hun ved at blive lidt i tvivl om. Det var som om noget i hendes grundkerne havde revet sig løs. Endnu en grund til dette møde.

Mens hun ventede på Spencer gik hun igang med at brede tæppet ud, som de skulle sidde på og stille lidt frugt og kage frem. Blikket landede kortvarrigt på de lækre muffins, hvilket fik hende til et kortøjeblik at tænke på Owen Rei Chang, men hun rystede ham hurtigt ud af hovedet igen. Ham ville hun ikke tænke på nu. Det ville være helt forkert!

[Spencer Lynch]

Outfit + sorte jeans.

Spencer havde aftalt med Luna at mødes nede ved søen. Han var ikke på nogen måder alarmeret, alt det med Yuri Faa lå så langt tilbage efterhånden at han mere eller mindre havde glemt at de overhovedet havde snakket sammen. Men nu var han heller ikke typen der dvælede for længe over den slags, og der havde jo ikke været sket noget, hun havde prøvet at slå ham, og han havde stoppet hende. Han havde ikke engang mistet besiddelsen, ikke rigtigt, hvilket for ham havde været en win.
Som Spencer ikke tænkte meget over fortiden, var tankerne heller ikke i fremtiden. Han krydsede den bro når han nåede så langt, og panikkede ikke over at han ikke rigtigt vidste hvilken retning han skulle gå. End ikke selvom han når han fyldte 18 ikke længere ville kunne blive på børnehjemmet, men måtte klare sig selv.
Som han nærmede sig søen fik han hurtigt øje på det lille picnic-tæppe hun havde dækket op til dem. Han smilede svagt som han nærmede sig, "der er nogen som har rippet køkkenet hvad?" Kommenterede han og placerede et blidt kys mod hendes kind, før de blå øjne atter studerede det lille opsæt.

[Luna Clary Daniels]

Luna stoppede det hun havde gang i, så snart hun hørte Spencer og vendte sig smilende imod ham. Hun havde savnet ham på en eller anden måde og havde brug for bare lige at slappe af med ham i den travle hverdag med eksamener og alt muligt andet. Smilet blev da også kun større da hun mærkede det kindkys, han gav hende. Derefter så hun ud over maden. "Ja, Eller nogen af husalferne dernede skyldte mig en tjeneste, så det var ikke så svært at få." Hun var ikke typen som kunne finde på at bryde ind i køkkenet, eller at stjæle uden at få lov til det. Den slags var hun dog for ærlig til. Så hellere diskutere og argumentere for hvorfor hun skulle have noget, men her havde det altså været nemt netop fordi hun for nogle måneder siden havde hjulpet husalferne. Det havde dog skaffet hende en eftersidning på nakken, men sådan var det. Det tog hun gerne, hvis det var for den rette sag.

Hun smilede til Spencer og satte sig så til rette på tæppet. "Jeg håber du er sulten." kom det så fra hende før hun nippede en vindrue af klasen og proppede den i munden.

[Spencer Lynch]

Han nikkede blot. Han var faktisk ikke den mindste smule i tvivl om at alferne skyldte Luna tjenester. Hun havde altid været ufattelig god til at hjælpe andre og tilsidesætte sine egne behov på den bekostning. ”Det kommer faktisk slet ikke bag på mig.” Indrømmede han blot før han slog sig ned ved siden af hende på tæppet.
Igen lod han de blå øjne løbe over udvalget og så tilbage på hende, ”tja og hvis ikke jeg var sulten før, så er jeg det i hvert fald nu.” Svarede han med et let skuldertræk og antydningen af et smil i den ene mundvig.
Han snubbede selv en vindrue og stoppede den i munden. Han tyggede af munden før han talte. ”Er du ellers blevet færdig med den der opgave i Forsvar Mod Mørkets Kræfter?” De skulle skrive en større opgave om de forbudte forbandelser. Spencer var færdig med den, og gik næsten også ud fra at Luna var. Man skulle måske ikke tror at Spencer var typen der altid færdiggjorde opgaverne til tiden og faktisk lå i den bedre del af klassen, men han gik meget op i sit skolearbejde, på trods af at han ikke havde den fjerneste ide om hvad han ville når han sluttede på Hogwarts.

[Luna Clary Daniels]

Luna smilede og kunne mærke en varm glæde stige op i kinderne på hende. Der var noget helt særligt ved at blive respekteret og anerkendt for de valg og kampe hun tog. Nok endte mange af dem med en eftersidning, men det skete også at hun faktisk fik lavet ændringer om end mange af dem var små. I sin tid var det jo samme kampgejst og viljestyrke, der havde fået hende til at blive hos Spencer første gang, hun havde mødt ham i krypten under en fuldmåne. De røde ar lyste stadig op på hende skulder, men det var mest bare et minde om startet på noget godt, for efter den nat, havde hun virkelig følt en særlig tilknytning til Spencer og en lyst til altid at hjælpe ham. "Hvad kan jeg sige, jeg kæmper for hvad jeg tror på." Hun trak lidt på skuldrene og smilede til ham. Sådan var hun bare, det var kernen af hvem hun var. sød og kærlig.
Det glædede hende at han var sulten, hun ønskede ikke at maden skulle gå til spilde nu de havde fået den, men husalferne i køkkenet havde næsten heller ikke været til at stoppe, da hun havde været forbi efter lidt mad. Det havde været ret vigtig for dem, at hun intet manglede. "Jeg tror næsten der er for meget, men så kan du tage noget med op på værelset til senere." Foreslog hun. Spencer skulle hvert fald nok få det sat til livs før eller senere. Det var hun ikke i tvivl om. At Spencer spurgte til hendes lektier gjorde hende super glad. Normalt elskede hun at snakke om lektier og opgaver, finde ud af om hendes holdninger og teorier nu også var så gode som de kunne blive. Hun kunne tage i timer om lektier, men ikke i dag. I dag fejede hun det nærmest væk. "Jep, jeg var færdig dagen efter vi fik den for."  og så var der ikke rigtig mere at sige i den sag. I stedet rettede hun lidt på sig og så over på spencer med et lidt alvorligt blik. "Spence? Er det korrekt du har slået ud efter Yuri Faa? Hun er panisk over dine gule øjne, hvad sker der?" Det var måske meget direkte, men Yuri var hendes ven og hun havde nu løjet overfor hende, for at holde Spencers hemmelighed, men hun ville vide at det havde været med god grund, at det ikke var Spencer der havde dummet sig.

[Spencer Lynch]

Spencer smilede svagt mod hende. ”Og det er en god egenskab at besidde, har jeg ladet mig fortælle.” Svarede han med højtidelig stemme og et glimt i øjet.
Han nikkede, skønt han faktisk ikke var typen der spiste mega meget. Dog kunne et lager med lækkerier altid bruges. Sådan et havde han også på børnehjemmet for at holde de andre ude af hans snacks.
Den unge varulv opfangede godt hvordan emnet blev skubbet væk. Der var noget i det som han ikke kunne sætte en finger på. Som om en 6. Sans sagde ham at der var noget mere presserende på vej. Og ganske rigtigt.
De blå øjne blev knebet sammen, først i komplet forbavselse, eftersom det nok var det allersidste han havde regnet med at skulle snakke om. Desuden var det bestemt ikke det der var sket. Vreden meldte sig, men ikke nok til at skifte hans øjenfarve. ”Hvad? Nej. Jeg slår ikke piger.” Sagde han og mærkede at han næsten blev irriteret over at hun kunne antyde det. Dog lod han ikke vreden skinne igennem, men forholdt sig i stedet rolig. ”Din veninde slog ud efter mig og jeg stoppede hende.” Ikke at han følte at han behøvede at forklare sig, for han havde ikke gjort noget forkert. ”Men det er måske ikke den version du har hørt?” Han så afventende på hende.

[Luna Clary Daniels]

Luna ignorerede den "ligegyldige" snak, da der var ting hun gerne ville have snakket igennem. Det var vigtigt for hende, og lige nu et stort problem. "Som jeg forstod det, så mener hun, at du blandede dig i tingene mellem mig og hende. At du gav hende skylden for at vi ikke så hinanden så meget?" Hun så bestemt over på ham før hun så rystede på hovedet. "Men nej, hun sagde ikke du havde slået hende, Hun fortalte dog, at du havde holdt hendes hånd hårdt fast, og at dine øjne havde skiftet farve." Hun huskede noget af det Yuri havde sagt til hende. noget af det der havde gjort mest ondt at høre på. "Sagde du virkelig til hende, at hun skulle opgive vores venskab?" Afskyen lå tydeligt i hendes ord. Hvem var han der kunne tillade sig at blande sig på den måde, og værre endnu, hvorofr havde han ikke fortalt hende om det. Hvis ikke Yuri havde, så havde hun aldrig fundet ud af det! Det gjorde afsindigt ondt inden i, og kun kunne mærke hvordan hun mistede sin evige balance. Var det hende der blev holdt for nar? "Og nok har du ikke slået, men holde hende fast! Spencer, virkelig! Hvad tænker du på? og gennem alt dette her er jeg nu blevet nødt til at lyve for min veninde"  Det var nok det den største del af smerten lå. Hun følte sig virkelig som en lus mellem to negle, for hvordan skulle hun kunne holde med den ene frem for den anden og hvordan skulle hun nu kunne have det med at yuri var bange for Spencer?

[Spencer Lynch]

Spence rynkede brynene tydeilgt forvirret over samtalen. ”Ja jeg sagde til hende at I skulle tage jer sammen og få snakket ud om tingene der tydeligvis gik jer begge på.” Konkluderede han køligt. Skønt han ikke viste det rigtigt kunne han mærke at han blev mere irriteret over emnet, hvorfor var det så vigtigt? Hende og Yuri havde jo løst tingene nu. ”Og nej, jeg gav ikke hende skylden. Der skal to til at blive uvenner og to til at løse det.” Konkluderede han blot.
Øjnene blev spærret chokeret op under Lunas næste ord. ”Hvad? Nej selvfølgelig ikke.” Sagde han omgående. ”Sig mig har Yuri fyret alt mulig pis af om mig?” Spurgte han og kunne mærke at han begyndte at blive vred nu, dog hævede han ikke stemmen, men det ramte ham, at Luna nærmest lod til at tage alt Yuri havde sagt til sig. Spencer havde bare prøvet at hjælpe.
Hans udtryk blev pludselig hårdt og kæben arbejdede imens hun snakkede. ”Hun slog mig Luna, og du hænger dig i at jeg forhindrede hende i det? Skulle jeg bare have ladet hende gøre det? Vendt den anden kind til bagefter så hun kunne få to slag for én pris?” Hans øjne lynede, men skiftede ikke farve. ”Jeg har aldrig bedt dig om at lyve for min skyld, fortæl det til hele skolen hvis du vil, som om jeg ikke er ligeglad med hvad folk synes om mig! Og så beklager jeg at min manglende evne til at kontrollerer min forbandelse er ubelejligt for dig og dine venskaber!” Han havde rejst sig fra tæppet. Spencer havde oplevet mange svigt i sit liv, men at Luna tvivlede på ham, var nok det der gjorde allermest ondt. ”Men du må nyde din piknik, jeg har pludselig mistet appetitten.” Snerrede han som han gjorde antydning til at han ville gå.

[Luna Clary Daniels]

Det her var ikke lige den picnic Luna havde håbet på. Hun havde jo egentlig bare villet snakke med Spencer om hvad der var foregået, for at høre begge sider af sagen, men han virkede til at føle sig enormt truffet og straks sætte sig imod hende. Det gjorde ondt, for egentlig lød det jo til, at Spencer havde handlet i god mening og for at hjælpe, men det var bare ikke endt ud som en hjælp og havde kun bidraget til at Yuri havde det endnu svære og Luna havde ikke ligefrem lyst til at miste sit venskab. Omvendt ønskede hun dog heller ikke at miste Spencer. Hun sukkede derfor og følte sig lidt som en lus mellem to negle. Hvorfor skulle det være så svært? "Yuri har fortalt hvad hun oplevede, og nu spørger jeg så dig om det samme. I må ikke tvinge mig til at vælge side, og jeg sætter pris på din hjælp, men det er bare svært, når hun pludselig spørger til en hel masse. Og du har ikke engang sagt noget... Du sagde ikke noget til mig." Det var nok det der sårede hende mest. Han havde ikke engang fortalt hende, at han havde forsøgt at snakke med Yuri for hende. Han havde ikke engang inddraget hende i det. 
Luna kiggede irriteret på Spence, som han begyndte at gå i offerrollen. "Du havde vel ikke behøvet taget så hårdt fat i hende? Du behøvede vil ikke give hende mærker? OG nej jeg siger ikke du skal vende den anden kind til. Det burde du også vide, men at skade hende? Hun sagde du havde holdt så stramt at hun havde fået mærker af det.  Spencer! Du er bedre end det. Det ved jeg bare!" Luna sukkede og så ned i tæppet. Det var ikke en rar situation hun var havnet i, og hun kunne mærke hvordan hun begyndte at blive ked af det over det skete. "Lad Nu være med at overreagere Spence!" Kun Luna til at råbe, som Spencer undskyldte for sin forbandelse. Hun havde jo lovet at støtte ham i det og være hos ham og det havde hun også været lige siden den nat hun havde opdaget hans varulvegenner, men dette her, det var bare dumt at høre på.
Hun nåede dog ikke meget, før han nu rejste sig og pludselig mente deres møde var slut. "Vent hvad?! Nej Spence! Vent!" Hun kom på benene og skyndte sig efter ham, ligeglad med maden der nu var blevet forladt.

[Spencer Lynch]

Spencer følte sig trådt på over at Luna lod til at have taget Yuris side. Ikke at der var nogen side at tage, han havde jo ikke noget imod Yuri, men han blev sur over hvis hun havde sagt ting som ikke passede. ”Og som jeg sagde, jeg opsøgte hende og sagde at I skulle få fixet jeres problemer, at det var latterligt at I gik og var sure på hinanden.” Sagde han og fortsatte, ”jeg har ikke bedt dig om at vælge side, hvem du er venner med er dit valg.” Konkluderede han. ”Så fortæl hende sandheden.” Svarede han en smule sammenbidt. ”Jeg er ligeglad med hvad folk siger om mig. Desuden, var det ikke derfor I blev uvenner i første omgang? Fordi hun holdt noget skjult for dig for at redde sin vens røv?” Selvfølgelig satte han pris på at hun forsøgte at holde det hemmeligt, men samtidig var det vel også en anelse dobbelmoralsk taget i betragtning af hvad hende og Yuri var blevet uvenner over in the first place. Han ville i hvert fald ikke være årsag til mere brænde på det bål. ”Nej jeg sagde ikke noget, for jeg anså det ikke for at være vigtigt.” Indrømmede han.
Denne gang kunne han atter mærke vreden boble i sig, ”det var sguda ikke noget jeg gjode bevidst! Hun forsøgte at slå mig, jeg blev vred, men jeg råbte ikke af hende, og jeg beherskede mig! Du ved bedre end nogen anden hvordan det ser ud når jeg mister kontrollen, men jeg genvandt den før det kunne gå så vidt! Det er en evig kamp for mig at stå imod, men jeg gjorde det bedste jeg kunne, så beklager jeg at jeg skræmte livet af hende under samme lejlighed.” Gav han igen.
”Overeager?!” Gentog han med et fnys. ”Du får det til at lyde som om at jeg selv vælger at skade folk! Du aner intet om hvordan det er!” De hårde ord, skyldtes frustrationen over at hun ikke lod til at forstå ham. Han havde virkelig forsøgt at holde sig i ro under samtalen med Yuri, ja han havde måske været direkte og hård i sit tonefald, men sådan var han jo generelt.
Han vendte sig mod hende som hun rejste sig, der var et såret skær i de hans blå øjne, men hårdheden i blikket gjorde det sværerer at få øje på. ”Lad os snakke sammen senere.” Mumlede han blot. Han var bange for at han ville fortryde hvad der kom ud af hans mund hvis ikke han lige fik lidt luft. Derefter vendte han atter rundt og forlod det lille opsæt.

// out

[Luna Clary Daniels]

Hvorfor var det pludselig at ord og logik bare ikke ville samarbejde? Uanset hvad der blev sagt mellem dem, gjorde det kun alting værre. Luna havde det forfærdeligt, og hun knugede efterhånden hænderne så hårdt sammen, at hun derved borede neglene dybt ned i håndfladerne, men hun var ligeglad med at det gjorde ondt. Faktisk var det kun en hjælp til at give hende noget helt konkret at fokusere på, så hun ikke begyndte at græde. "Men kunne du ikke bare lade mig klare det?" Ordene var sagt før det gik op for hende at han måske faktisk bare havde prøvet at hjælpe de to veninder, men sådan føltes det bare bestemt ikke lige nu. "Hvordan kan det være mit valg, hvis mine veninder er bange for min kæreste? Det er et umuligt valg at stå i, forstår du ikke det?" Han måtte da kunne følge hende bare lidt i den sag? Forstå at Yuri Faa var skrøbelig og altså derfor var nem at skræmme. Hvis nu han ikke var sprunget på hende på den måde, havde situationen nok været anderledes, men han havde sikkert mødt hende i bedste Spencer-stil. "Nå men jeg er ikke ligeglad. OG jeg fortalte hende delvis sandheden. Så godt jeg kunne. Fordi jeg elsker dig og gerne vil at du faktisk ikke bliver set på som en freak." En tåre rev sig løs i hendes øjenkrog, men hun tørrede den arrigt væk. "Lad være med at bruge mine ord imod mig på den måde!" Det var en træk hun ikke kunne håndtere. Det var slet ikke det samme det hun havde gjort og det Yuri i sin tid havde gjort, og det tilkom bestemt ikke Spencer at bruge det imod hende nu. 
Så hævede Luna et bryn og så mistroisk på ham. "Du mente ikke det var vigtigt at fortælle at de havde skræmt livet af min bedste ven? Eller bare at du havde forsøgt at snakke med hende? Hvis ikke det var vigtigt, hvorfor så overhovedet snakke med hende?" Hendes hoved gjorde ondt og hun havde lagt hænderne om maven, som slog knuder og var ved at stramme godt til. Det gjorde så forbandet ondt at skændes med Spencer. Det skulle have været en skøn eftermiddag sammen, men nu var alt kørt af sporet. 
Da han forklarede videre, åbnede hun munden, for at modsige ham, men lukkede den så bare igen og bed sig i kinden, mens flere tårer fulgte den første. "Du er overhovedet ikke fair lige nu. Ved du godt det?" Spurgte hun ham, men forventede egentlig ikke noget svar. Hun var måske nok heller ikke helt fair selv, hvilket også kun bidrog til den knugende fornemmelse der var ved at sprede sig i hele kroppen. Hvordan var det overhovedet endt så galt? Hun så ham vende om, men hun stod bare som naglet til jorden og så efter ham, og da han så var ude af syne, gav benene efter under hende. Luna sank sammen på tæppet og endte med meget ulig hende bare at ligge sig i en lille sammenrullet klump mellem maden og bare holde om sig selv.

[Owen Rei Chang]

Owen havde været i et dejligt køligt bad efter en hård quidditch-træning, og var nu på vej ned mod søen for at læse op på noget botanik han var sakket lidt bagud i. Skønt han normalvis fulgte ret godt med, havde der været lidt større pres på quidditch-spillet, nu hvor den sidste turnering nærmede sig. Han håbede bare at han kunne føre holdet til endnu en sejr.
Opslugt af sine tanker, var han nær banket ind i Spencer Lynch som virkede mere irriteret end normalt, hvilket ellers ikke sagde så lidt. "Hey! Se dig for freak!" Kaldte han efter ham med et selvtilfreds smil, men hvis Spencer havde hørt ham, viste han det ikke, han stormede bare afsted mod slottet.
Owen trak på skuldrene og fik så øje på hvad Spencer var flygtet fra. Eller hvad han tænkte han måtte være flygtet fra. Længere nede på plænen, havde Luna Daniels forberedt det helt store picknik set-up, og Owen besluttede omgående at det ville være spild at lade det gå til spilde, især fordi hun stadigvæk skyldte ham en muffin!
Han kom helt ned til hende og kastede hovedet på skrå med et alt for selvtilfreds smil, "hvad pokker, er du endelig kommet til fornuft og har dumpet freak-showet der?" Han gjorde et kast med hovedet i den retning Spencer var forsvundet. "Eller er han cranky fordi du ikke sørgede for at medbringe råt kød?" Owen vidste godt at han var grov, men han kunne ikke fordrage Spencer, så enhver lejlighed for at træde lidt på ham, blev taget imod med kyshånd -også selvom han ikke kunne høre det.

[Luna Clary Daniels]

Luna hørte nogen nærme sig hende, og troede i første omgang, at det måske var Spencer, der var kommet til fornuft. Derfor rullede hun rundt, så hun havde fronten mod ham, tørrede hurtigt øjnene og så op. ”Jeg gid…” men så så hun, at det ikke var Spencer, hvilket fik hende til at stivne lidt og rynke brynene. ”Hvad laver du her?” han var nok en af de sidste, hun ønskede at se lige nu. ”Bare hold din kæft gider du? Jeg.. ikke i dag. Please” bad hun, nu uden at se på ham. Hun rettede bare lidt på sit tøj og begyndte så i en modløs rytme at pakke tingene sammen. Nogen skulle jo rydde op efter dem. Hun gav ikke rigtig Owen mere opmærksomhed, håber mest af alt på, han ville forsvinde. Så slog en tanke alligevel ned i hende, da hun tig fat om en tallerken småkager, hun kiggede dog stadig ikke på ham. ”Hør, vil du ikke nok lade være med at sige noget om det her til nogen? Jeg vil bare gerne… du kan få de her, hvis bare du lover ikke at sige noget på skolen” Luna vidste det kun var et spørgsmål om tid før skolen vidste hvad der var sket, men kunne hun sænke det bare lidt, så gjorde hun det gerne.