Only us

[Moiran Snow]

Angelique Darklighter

Tid: over midnat
Sted: Hoghavens baghave
Vejr: skyfrit men med lidt blæst

Forårsnætterne var altid ubarmhjertige. Man vidste aldrig om frosten ville beklæde de mørke græsstrå eller om violerne ville stå og sukke efter mere solskin mens månelyset badede deres kronblade. Denne aften var briserne milde, men kunne stadig formå at bide lidt i kinderne. Derfor havde Moiran da også hentet en af de gamle læreres kapper fra en gammel, glemt kasse på loftet, hvor han havde haft lidt udskejelser igennem tiderne med nogen af de yngre elever, så stoffet var en kende plettet. Han havde bragt den til skuret, låst op og fundet Angelique sovende da det var den tid på natten hvor man burde ligge i sin seng. Han vidste allerede at der var begyndt at være undersøgelser og efterforskning af hendes forsvinden. Han havde derfor formået at dække skuret til så godt som muligt med både stilhedsbesværgelser og flere andre ting der kunne gøre det anonymt og uinteressant. Han var kun nervøs for at @emma snart ville komme efter ham med hendes høgeblik og trælse attitude. Her gjorde han hvad han kunne for sin kommende hustru og så fik han kun mistro for det! Ligeledes havde han fundet halsbåndet som han vidste Donner havde brugt et par gange på Isobel og han vidste der var kæder i skuret han kunne sætte på.
"Godaften, min blomst, så er det tid til en gåtur!" sagde han næsten glædesstrålende som han kom ind i skuret og trak døren til bag sig for at gå over til sengen og kastede tingene hen over hende uden at tage sig af at det sikkert ville vække hende ret drastisk.

[Angelique Darklighter]

Anglique vågnede med et gisp. De varme solstråler og Gabriels leende forsvandt samtidig med at hun ubarmhjertigt blev hevet ud af drømmen og kastet ind i virkeligheden. Det var stanken der ramte hende først, stanken fra den mugne madras som hun havde gledet ned på i sin søvn. Hun så op, på Moiran og var næsten skuffet over at det endnu engang var ham. Stille, satte hun sig op og gned sine øjne med sine fingre. Det lange lyse hår var fedtet fra de mange dage uden bad, eller hvor længe du nu engang var, hun havde mistet sin tidsfornemmelse. ''Er det morgen?'', spurgte hun samtidig med at hun nu kiggede på genstandende han havde kastet i hendes skød. Hun tog hundeselen op og så på ham med et hævet øjenbryn, og så på den mørke kappe. Var det endnu en s*ksting? ''Vent, du vil vel ikke gå med mig som en hund?'', spurgte hun imens hun måtte undetrykke et gab. Frygten fra Moiran havde efterhånden forsvundet, for hun havde lært at han var stærkest og det var bedst bare at følge med. 

[Moiran Snow]

"Nej nej, min kære, det er midnat, og du har opført sig så pænt at vi skal ud og gå en tur," sagde han mens han greb halsbåndet og fæstnede det om hendes hals og trak de slaskede lokker hår ud fra under remmen. "Vi skal da vidst også have dig i bad bagefter, skal vi ikke?" sagde han mens hans lange fingre gled igennem det fedtede, blonde hår inden hans hænder fandt hendes ansigt og lagde sig om det mens han smilede ned til hende og kyssede hendes pande inden han trak kappen op om hendes skuldre og sikrede spændet foran hendes kraveben. Tøjet hun bar var noget han også havde stjålet fra vaskeriet i Hoghaven, børnehjemmets uniform, der stumpede og gnavede fordi det lige præcis ikke var i den rigtige skræddersyede størrelse, sådan som Matthew havde fået lavet til hende i sin tid. Det virkede som årtier siden den juleferie. Han gik over til en reol og vendte tilbage med en kæde som han haspede fast i halsbåndet og trak lidt i hende.
"Du kan blive på fødderne, jeg gider ikke have dig mere snavset end du allerede er," påtalte han inden han med et hårdt ryk trak hende med sig hen til døren og åbnede den så den kølige nattevind slog ind imod dem og fik lyset i den lille olielampe ved døren til at flakke nervøst.

[Angelique Darklighter]

Kæft, trit og retning. Det kendte Angelique alt til. På mange punkter var Moiran lig Matthew, opførte man sig ordentligt fik man en gulerod, var man uartig fik man smæk. Heldigvis, var Angelique verdensmester på at sno sin fader om sin lillefinger, og hun var sikker på at hvis bare hun kunne vinde Moirans tillid, så ville han også kunne snos. Derfor lod hun Moiran lukke halsbåndet og sendte ham et sødligt smil da han kyssede hendes pande. Da kæden klikkede, hævede hun sine hvidlige øjne og fangede hans, hun kunne ikke forestille sig at han skulle bade hende, men hun kunne heller ikke forestille sig de ting han allerede havde gjort ved hende. Alligevel kunne hun ikke lade være med at se konfus ud, da han bad hende om at blive på fødderne. Havde han forventet at hun skulle gå som en hund? Angelique kæmpede for ikke at se disbelief ud, som hun hoppede efter ham. Natteluften slog imod hende og hun sukkede af lykke over den friske luft. Stanken fra det lille skur, glemte hun næsten af bare lykke. ''Ved du hvad vil være meget bedre end kæden?'', spurgte hun med et lille påsat genert smil. Hun gled forsigtigt sin hånd over hans, det var en måde at få ham til at stoppe med at hive. ''Det er sådan rigtige kærester gør'', hun smilede som en lille sol, selvom hun ligeså godt kunne knække sig. 

[Moiran Snow]

Moiran trak afsted med hende men standsede da hun tog hans hånd. Han slækkede ikke sit greb i kæden, selvom jernet blev kølet ned af natteluften og gjorde metallet køligt og en smule bidende at holde fast i. Han så fra deres hænder nu samlet som en lås der bandt dem sammen og han smilede langsomt, et smil der ikke kunne beskrives. Det var ikke hans sædvanlige smil, men et sært stift smil der krængede hans mundvige opad mens han så ned på hende og istedet for at fortsætte lagde han hånden med kæden i omkring hendes nakke og bøjede sig ned for at kysse hende. Det var sælsomt at presse sine læber mod hendes nu hvor hun var villig og fulgte med ham, som om noget vendte sig i hans mellemgulv. Var det lykke eller frygten for at hun pludselig vendte ham ryggen? Han rettede sig op igen og smilede mens hans hånd og kæden gled imod hendes kind.
“Åh Angelique, hvor har du været i al den tid? Det er som om jeg endelig kan se dig, uden alle de grimme mudderblod omkring os på gangene på Hogwarts,” sagde han stilfærdigt og selvom kædens jern var kølet var der noget andet jern der var ganske varmt i disse øjeblikke. Han slap hende og tog hende med videre hen ad grusstien til den triste køkkenhave der lå bag Hoghaven. Bygningen tårnede sig op bag dem med mørke vinduer. Alle sov, det var han sikker på. “Det er vel også sådan her kærester gør, går måneskinstur, ikke?” Spurgte han og så til siden på hende inden han grinede lidt. “Jeg ved ikke hvordan kærester gør, jeg har aldrig haft én,” det var sandt i ordets strengeste forstand. Han standsede igen og kiggede på hende mistroisk. “Har du haft en kæreste??” Spurgte han pludselig med iskold stemme.

[Angelique Darklighter]

Kysset føltes kølig mod hendes læber. Selvom alt i hende skreg på at løbe bort, trykkede hun blidt sine læber tilbage mod hans. Hun lagde sit ansigt mod den ruge hånd og blinkede til ham som var hun genert over hans ord. Det var sådan en rigtig dame skulle reagere når hun blev smigret, det havde Isobel lært hende. Hendes fingre fandt vej mellem hans så snart de begyndte at gå, og hun slap selv en blid latter da han lo, og nikkede. Den kølige natteluft fik kæden til at klinke i den tomme nat. Det overraskede hende ikke, at Moiran aldrig havde haft en kæreste, måske det var derfor at han var så klam. Det kunne heller ikke være let at blive elsket når man var børnehjemsbarn og som ham. Et overrasket udtryk udfoldede sig dog straks over hendes ansigt og hun så på ham med store øjne. ''Nej?'', svarede hun overrasket og som var han dum. ''Det har man ikke i min religion, men jeg kan godt lide at læse kærlighedsromaner'', hun sænkede nu sit blik og forsøgte at holde sit smil. ''Men... Du vil ikke være hemmeligt kærester med mig?'', hun hævede på ny sit blik og smilet forsvinde som var det et meget vigtigt sprøgsmål. 

[Moiran Snow]

Han fugtede sine læber som om han allerede savnede smagen af hende imod dem, men han måtte vente lidt. De skulle lige igennem haven og tilbage til skuret inden han kunne tage hvad der var hans. Han slog ud i en klukkende, lavmælt latter.
“Vi har da aldrig været hemmelige, har vi?” Spurgte han med et smil til hende mens de gik men en lille fure viste sig på hans pande. “Sagde du religion?? Hvilken er det?” Han havde aldrig hørt om at der skulle være en form for magisk religion, eller også havde han misset noget i Magiens Historie, hvilket ærligt talt ville være ret sandsynligt. Han fandt faget tørt og kedeligt og uden praktisk sammenhæng til nutiden andet end analyser og tankemønstre. Han strammede sit greb lidt da han mærkede hendes fingre imellem sine og smilet var uændret nu, stolt og brilliant over tingenes tilstand. Han vidste også at det var risikabelt at være ude for længe men for nu måtte hun nøjes med at se solens lys reflekteret på månens kuglerunde overflade.

[Angelique Darklighter]

En sød latter undslap hende. “Det bliver nødt til at være hemmeligt, Moiran. Min far vil blive tosset og du ved hvem min far er”, hun sendte ham et sigende blik. Hendes far var kendt i magikerverden, ikke blot for sin rigdom men også for sine forretningsforbindelser og virksomheden. Hun fugtede selv sine læber og vendte ansigtet mod månelyset. Den milde vind legede med hendes lange lyse lokker og hun kunne næsten smage skovens fugt. Hun ønskede at det skulle begynde at regne, en mild regn der vil vaske skammen bort sammen med sorgen, en som ville få hende til at føle igen. “Det er en magisk religion”, svarede hun efter at have givet Moiran en god ventetid. Hun vendte sig mod ham og tog også hans anden hånd i sin. “Den foreskriver kærlighed og varme, hengivenhed... så længe at du er ren i blodet så skal man lade godheden gennemsyre alt man gør for andre renblodige”, hun sendte ham et stort genuint smil, tanken om religionen fik hende til at føle sig på faste fødder igen. “Vi er så at sige taknemmelige for det magien har givet os. Men generelt tilhører religionen eliten, da det ikke er alle som kan holde reglerne”, hun lukkede nu øjnene på ny og vendte sit blege ansigt mod måneskinnet igen. De blå stråler fik hende til at se ud som papir i natten.

[Moiran Snow]

Han betragtede hende som hun stod badet i månelyset og fortalte om familien og religionen. Hans øjne blev smallere mens han tænkte på hendes ord. Renhed og blod var næsten en selvfølgelighed når det kom til Darklighterne, det vidste han da, og et sted i hans baghoved vidste han at det ville være med et tvivlende sind han kunne træde ind i sådan en konstellation. 
“Religion der handler om renhed,” sagde han eftertænksomt mens han kiggede over hendes blege skikkelse under den tunge kappe. Han glædede sig til at kunne omfavne hende når de kom tilbage til skuret. “Kan man blive renset i religionen hvis man for eksempel ikke er fuldblod?” Spurgte han inden de fortsatte deres gang gennem den sparsomme køkkenhave som lå stille hen i natten. De passerede en trillebør med en rive lænet op ad og passerede ind mellem de forskellige urte og grøntsagsbede.

[Angelique Darklighter]

Angelique nikkede men kunne ikke skjule sit ansigtsudtryk som om hun væmmedes da han spurgte. “Ja, men halvblods er stadig ilde set i min familie”, hun gav sig til langsomt at følge med ind i køkkenhaven. Her tog hun fat i hans ærme for at standse ham som hun bøjede sig ned for at undersøge nogle af de forglemmigej der havde forvildet sig ind mellem bedende. De blå blomster dansede for hendes fingerspidser. “Felix fortalte mig at du er halvblods, passer det?”, hun vendte sig tilbage mod Moiran med en håndfuld blå blomster i hænderne. Hendes blik var uskyldigt, men spørgende. “Men Felix er også en løgnhals nogle gange”, skyndte hun sig at tillægge i frygt af at han skulle blive vred, alligevel så havde hun jo hørt at han var fuldblods, det var bare Felix som snakkede.

[Moiran Snow]

Han standsede og hans tunge kappe slog et slag i luften om hans ankler som han rev sin hånd til sig fra hende og løftede en finger truende af hende med samme hånd der stadig holdt kæden så han trak hende helt op til sig, om hun tabte blomsterne eller ej var han ligeglad med.
“Jeg er ikke halvblod,” snerrede han koldt. Om han var vred over hendes spørgsmål eller vred over at Felix havde snakket over sig var ikke helt til at sige. Hun ville nok få hans vrede at føle under alle omstændigheder, og hendes forsøg på at glatte tingene ud virkede ikke på ham lige umiddelbart. “Jeg vil sværge ved religionen, hvis det er det, der skal til for at vi kan blive gift,” fortsatte han inden han trak hende med sig videre med lidt heftigere skridt og ned til enden af køkkenhaven så de kunne standse ved den lille fontæne der klukkede stilfærdigt i natten. Det var her gartneren hentede vandet til planterne men de yngre børn kunne også lide at lege omkring vandet. Måneskinnet glimtede i det mørke vand der pladrede rundt i det lille bassin og han stillede sig foran hende og tog begge hendes hænder. “Hvornår kan vi gifte os tror du? Skal man være myndig eller kan det ske før??” Hans tonefald var stadig alvorligt men tankerne om hans blodstatus var gledet lidt i baggrunden nu de stod her, og han havde hende foran sig. Han overvejede om hun skulle bade i bassinet eller om han skulle vente til de kom tilbage til skuret og bruge spuleren han plejede at vaske gulvet med når han havde slagtet et lille “lam”.

[Angelique Darklighter]

Angelique nåede knapt at rejse sif igen før end han hev hende afsted. Hun gispede og greb straks sine fingerspidser rundt om halsbåndet så at hun kunne få luft. Hun var tvunget il at småløbe ved hans side for kkke at blive trukket med som en gemen ko. Hun fortrød sit spørgsmål da hun inderst inde vidste at hun nok ligeså var blevet fornærmet, men bok ikke så vred? Det trykkede i hende, og hun ønskede at udfritte ham noget mere. Heldigvis vil Matthew aldrig gå med på at gifte hende bort hvis der var spørgsmål ved Moirans blodstatus, så meget vidste hun vel. Alt hun behøvede var nu at blive fri fra ham. Hun så forskrækket på ham og følte hans tag i hendes fingre. Hendes læber krængedes opad i et forceret smil og hun tog en dyb indånding. “Vi skal være 17... Begge to”, løg hun, imens hun vendte blikket ned mod det kolde bassin. “Jeg kunne jo introducere dig til min far? Hvad siger du til det? Måske du kunne flytte ind med os så han kan se dig an?”, foreslog hun med sin bedste manipulerende tone som hun kunne fremmane.

[Moiran Snow]

“Hmmm,” brummede han lidt eftertænksomt. Han blev først sytten i november, så der var længe til, men måske var det helt fint. Hendes forslag gav god genlyd i hans tanker. “Bo hos jer? Det kunne bestemt være en mulighed, eller du kunne bo her på Hoghaven med mig og afslutte din skolegang?? Så er vi altid sammen og du behøver ikke skjule dig i skuret,” foreslog han henkastet inden han begyndte at føre hende med sig tilbage gennem køkkenhaven. De gik rundt langs kanten af bedene og tilbage i retning af skuret der stadig var gemt lidt af syne fra dem. “Jeg har planer, jeg vil overtage stedet her en dag, og du kan være min forstanderinde,” forklarede han. Tanker han ikke før havde givet fra sig eller ytret til nogen, end ikke Felix. “Jeg er sikker på at din far vil sætte pris på at hans kommende svigersøn har ambitioner, ikke?” Han smilede til siden til hende mens de gik og han nød at mærke båndet imellem dem manifesteret i kæden han håndt med sine lange, knortede hænder.