Is it the end?

[Deleted]

Klokken 13.51
Regnfyldt og mørkt. Udestuen i Syon Manor
Dette emne er dedikeret til Vera Fleurelle  

Vinen lå stille hen over Syon park, heldigvis var de fleste muggler gået væk med deres nysgerrige blikke hen imod familiens residens. Det mere end 500 år gamle palæ lå stadigvæk trygt i London omringet af smuk natur. Det havde været i Olivers familie i flere generationer, og han var også stolt af at have det som sin base i London, når man nu ikke var ved familiens slot Alnwick.

De mørkegrå skyer havde lagt sig som et tæppe hen over landet, og man kunne fornemme hvordan at skyerne snart ville revne og stoppe de sidste 3 dages tørvejr.

Inden i palæet i parken, gik en mørkhåret mand rundt med en lille dreng i alderen syv ved sin side. Oliver som gik med hænderne foldet på ryggen, lod blikket glide ned på sin søn. De mørke øjne fangede sønnens og han sendte ham et smil, inden han pegede op på et maleri. ”Her til sidst min dreng, der har vi min far. Din farfar, Lord George Richard Quintrell II” han så op på maleriet af sin far. En mørkhåret mand iført ualmindelig kedeligt muggler tøj. Et par beige bukser, en blå skjorte som var gemt inden under hans mørke grå sweater. Hans hår var ret tilbage, og han havde et velplejet skæg.

”Nå, løb nu med Melissa. Så kan hun hjælpe dig med lektierne.” lød det med en faderlig stemme, inden sønnen nikkede og løb afsted igennem galleri hallen. Oliver lod øjne følge med sønnen og trak let på smilebåndet. Han lignede bestemt mere ham, hvor hans datter: hun godt nok lignede deres mor.

Robert vendte de blå øjne ud mod vinduet, inden han lagde en hånd i lommen. Hans blik gled mod regndråberne som slog mod ruden.. 1…2…3.. og så skete det. Et kæmpe regnskyl ramte. Nu var det umuligt at tælle regndråber.. Hånden gled op af de nålestribet jakkesætsbukser, inden han vendte blikket mod gangen og forsvandt ned i udestuen, hvor der var blevet gjort klar til the og nogle små the sandwiches.

”Tak Jake, det var alt.” lød det høfligt fra Oliver, som han smilte til tjeneren som trak stolen ud for ham.

”Jake, hvis du er færdig med dagens arbejdsopgaver, så er du velkommen til at tage resten af dagen fri.” lød det venligt, som han satte sig til rette. Jake hældte the op den hvide kop med de blå blomster mønster på. Et tak kunne høres, inden Jake smuttede ud.

Lyden fra de tusinder dråber kunne høres, som han tog en lille sandwich hen på sin tallerken, inden han fandt sin tryllestav frem og svang den let med ordene accio, inden profettidende fløj hen på bordet. Tryllestaven blev diskret lagt ind i jakkelommen igen, inden han foldede avisen ud og lod øjne glide hen over nyhederne. Oliver tog let en bid af sandwichen. Mm hvor lækkert røget laks med æg.

[Vera Fleurelle]

Vera var iklædt sin blomstrede forårskjole og håret havde hun ladet hænge løst. Det var ikke længe siden hun havde slået op med Oliver - det var blot et par dage siden, og hun havde glemt at hente et par småting hos ham, som eksempelvis hendes dagbog.
Hun kunne have transfereret hen til ham eller brugt susepulver, men hun havde i stedet valgt at transferere sig et godt stykke væk fra Syon Manor, for at få muligheden for at gå det sidste stykke. Vejret havde været fint det første kvarter, men det var hurtigt begyndt at blæse op til regn, og hun havde sat i løb mod hans hjem.

Inden hun kunne nå hen til Syon Manor var hun allerede gennemblødt, og hendes kjole omsluttede hendes kurvede former, mens hun opgivende gik det sidste stykke hen til udestuen. Vera kunne se ham derinde, og hun bankede insisterende på glasdøren, i et håb om at han ikke var for vred på hende efter deres intense brud, til at han ikke ville lukke hende ind. Hun bed sig i underlæben og pegede på håndtaget. Døren var låst udefra.
I hendes hoved gennemgik hun om og om igen hvad hun skulle fortælle ham og hvad hun skulle hente, før hun hurtigt var smuttet igen. Regnen stod hårdt ned bag hende og på hende.

[Deleted]

Blikket gled hen over profettidende, som beskrev en ung troldmand der havde opfundet en ny formel for brug af trikinersvampe. Det var ikke lige der, at Oliver havde sine interesser, men han lod dog blikket glide hen over dem. Lyden af farvel far kunne høres, inden han vendte blikket mod hallen og sagde højt og tydeligt. ”Vi ses børn. Gør nu hvad der bliver sagt.” inden blikket gled hen mod koppen med the, som han førte til sine læber.
Lyden af noget mod glas, fik blikket op fra avisen. Han så hen imod en skikkelse, en skikkelse han kendte alt for godt.
Den gode Vera, en kvinde han havde datet i en længere periode. Hun havde været en gudinde, og en ekstrem tiltrækkende gudinde. Dog havde de været forskellige, og hun havde gået fra ham. Hvor ville han dog ønske det ikke var sket, men nu stod hun pludselig her? Hvad satan..
Oliver rejste sig op og lagde avisen og koppen fra sig, som han med hastige skridt gik hen og greb om låsen. I en bevægelse var låsen oppe, og han åbnede døren.
”Vera, kom ind. Du må jo hundefryse.” sagde han og måtte lige tage sig i at lade øjne følge hendes former. Han rystede på hovedet og lukkede døren bag hende, og sendte hende et smil.
”Hvad bringer dig til min ydmyge bolig?” spurgte han så formelt han nu kunne, han forsøgte virkelig at opretholde en facade, som stort set var umuligt.

[Vera Fleurelle]

Vera holdte armene tæt om sig selv, for at skjolde sig mod regnen, der landede vådt mod hendes gennemblødte kjole. Han lukkede hende ind og hun bemærkede at hans blik faldt ned om hendes krop - nok ikke helt så bekymret for hendes tilstand, som hans tone udgav sig for. Hun vidste at han elskede hendes krop - hvis hun ønskede det kunne hun sikkert få ham ned på knæ og tigge hende om at lade ham gå ned på hende, indtil hun fik sin udløsning, eller indtil hun bad ham om at stoppe. Hun tog et par skridt ind og stillede sig så med front mod ham.
“Tak, Oliver,” hun kunne bedre lide at kalde ham Oliver, frem for Richard. Hendes egen far hed Richard, så det faldt ikke i god jord med hende, for det meste. Håret dryppede vådt og hun kiggede sig om efter et håndklæde, før hun igen kiggede op på ham med sine blå øjne. Selvom hun havde dumpet ham, så havde hun grædt. “Jeg havde glemt at få mit fotoalbum med…” hun pegede i retningen af det soveværelse de havde delt for en stund. Hun gik ikke over for at hente det, men hun blev i stedet stående for at betragte ham i den akavede stilhed, kun afbrudt af larmen fra regnen.

[Deleted]

Det var underligt, de havde i en periode virkelig virkede som om de var et perfekt par. Men så var det ligesom de var blevet nat og dag. Oliver vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til hun var her endnu. Han vidste at han følte noget, men om det var rendyrket dyrisk eller om det var følelser, havde han aldrig været sikker på. Han var på mange områder bevidst om, at hun kunne sno ham om hendes lillefinger. Han vidste hun kunne få ham til at gøre ting på kommando, men samtidig så følte han ogs2å en rus ved at have hende så tæt på igen.
”Naturligvis.” lød det roligt fra ham, som han blinkede og løftede armen i retning af hans værelse. Han begyndte selv at bevæge sig mod deres gamle legeværelse, som han yndede at tænke det som.
”Du kan også tage et håndklæde, hvis du fryser.” sagde han og bevægede sig igennem de to haller der var fra hans soveværelse. Det var nærmere en lille lejlighed, end det var et værelse. Der var både sofa, badeværelse, kamin og badeværelset herinde. Det var et dejligt værelse, med en enorm seng.
Hans blik gled rundt og han sendte hende et venligt smil. ”Jamen jeg ved faktisk ikke lige hvor det ligger.” sagde han roligt, som han foldede hænderne foran sig. Han vidste ikke hvor hun havde lagt det, men der var blevet gjort rent i morges – så han antog det var her et sted.

[Vera Fleurelle]

Vera kom ind på hans værelse, og hun hentede med det samme et håndklæde, “Tak,” svarede hun ham, fordi han lod hende låne et håndklæde. “Det haster ikke. Jeg tror faktisk gerne lige jeg vil tørre inden jeg går i gang med at lede,” hun vidste det var en smule påtrængende at hun bare gjorde krav på hans tid, men det plejede han ikke at have et problem med, før de slog op. Hun gik hen og hentede et håndklæde. “Er børnene hjemme? Eller er de ude?” spurgte hun ham nysgerrigt, før hun begyndte at vandre lidt rundt i det værelse, hun havde været i så mange gange før. Hun satte med vuggende hofter kurs mod kaminen, så hun kunne sætte sig på tæppet foran den og få varmen, mens hun tørrede håret med håndklædet. Hun kastede et blik over hendes skulder, tilbage mod Oliver, mens hun sad og lunede sig, omklamret af en våd forårskjole.

[Deleted]

Det var ingen hemmelighed, at hans øjne fulgte hende rundt. Hans øjne betragtede hende og han nærmest spiste noget af hende med øjne. Selvom den noble mand forsøgte ihærdigt at undgå at ligne en klovn. Han rømmede sig lidt og rettede ryggen. ”Det lyder nu også meget fornuftigt.” sagde han, og lod diskret sin stav svinge – hvorefter ilden blussede op i pejsen. Han så ned på hende, og lod øjne hvile lidt. Hun sad nu meget yndigt på det persiske tæppe. Han lagde ikke særlig meget mærke til at hun dryppede på det. Det gik nok det hele.
”Ja børnene er ude.” svarede han roligt, inden han satte sig ved hendes side. Han rømmede sig lidt og kunne ikke rigtig tåle den akavet stilhed.
”Hvordan har du haft det?” spurgte han roligt, som hans øjne gled fra ilden og hen imod hende. Hvor var det dog svært ikke at lade øjne drage, som hun sad der. ”Jeg mener, hvordan går det?” spurgte han og rettede på håndklædet, så det dækkede hende lidt.

[Vera Fleurelle]

Ilden knitrede og regnen faldt mod ruden. Det føltes næsten som de gode gamle dage - i sidste uge, da de stadigvæk var sammen. Hun var bare blevet så træt af… Ja, måske at hun altid var den, der virkede til at skulle tage alle beslutningerne - og hun var den der skulle forføre ham. Han var bare ikke hvad hendes hjerte ledte efter… Men alligevel, så tændte han en lyst indeni hende. Hun fnøs næsten, da han spurgte hende hvordan det gik med hende. Følelsen af hans fingre mod hendes hud, som han fik håndklædet til at dække hende bedre, gav hende kuldegysninger. “Det… Det går. Jeg fokuserer mest af alt på mit arbejde ude på ministeriet,” hun rettede blikket mod ham, og hun lagde sin hånd ovenpå hans varme lår, mens hun kiggede ham omsorgsfuldt i øjnene. Da hun lagde sin hånd på hans lår, gled håndklædet også ned ad hendes krop igen. “Og hvad med dig? Går det med børnene?” det måtte ikke være nemt at være alene med dem det meste af tiden. Han virkede til for det meste at have nok at se til.

[Deleted]

Det havde været et forhold, som havde virkede til at udvikle sig ligeså hurtigt som det begyndte. Dertil var det også brændt ud ligeså hurtigt, som de havde begyndt. Eller det var trods alt kun Olivers syn på det. Han havde aldrig rigtig vidste om hun var den eneste, men der var noget over hende - og han vidste ikke hvad.. Men det vækkede noget i ham.. Han mærkede det allerede nu, som de blot sad der og snakkede.
"Jeg er sikker på, at ministeriet sætter pris på dine evner. Dertil så har du jo altid været god til dit job." sagde han roligt, som hans blik gled ned over hendes hånd, som var på hans lår. Hans hånd gled hen over hendes hånd og op af hendes tætte tøj. Han bed sig let i læben, og vendte blikket mod hendes øjne.
"De har det godt tak, eller vi har det godt." sagde han og sank en klump. Han introducerede ikke sine børn til mange, men hun havde dog mødt dem nogle enkelte gange.

[Vera Fleurelle]

Veras blik var fortsat fæstnet på ham, mens hun mærkede hvordan hans hånd gled fra hendes hånd og op ad hendes arm og op til hvor de korte ærmer på hendes kjole begyndte. “Hvis de ved hvad der er godt for dem selv, så værdsætter de mine evner,” svarede hun, mens et bredt smil bredte sig om hendes læber. Hun kunne godt ligne en doven sekretær, når man kom gående forbi og så hende sidde med en bog i hånden. Men Vera var god til sit job og hendes hjerne klæbede sig mange gange fast til bestemte detaljer, såsom hvordan hele arkivet var opdelt og organiseret. Hun fortjente al den ros hun ikke fik.
“Har du været ensom?” det var et ledende spørgsmål, hun stillede, mens hun foregav at være reserveret. Hun kiggde væk fra ham, men hun fjernede ikke sin hånd fra ham. Hun kiggede ind i kaminens varme flammer, som malede værelset en orange glød.

[Deleted]

Varmen som bredte sig ind over dem, fik ham til at kunne mærke sit hjerte slå. Det føltes lidt ligesom for en uges tid siden, det var heller ikke mere. Men alligevel, så føltes det så lang tid siden. Han tog en dyb indånding og grinte lidt af hendes kommentar. "Ja, jeg tror de virkelig nyder at have dine evner der. Derudover, så ville jeg da også nyde dit selskab, hvis jeg var ansat der." sagde han med et let tandsæts grin.
Han kunne ikke undgå at lade fingrene glide hen over hendes hånd, kærtegne den blidt og han sank endnu engang en klump, som hendes øjne søgte væk fra hans. Gled blikket diskret ned over hende, og betragtede hende han grinte let over hendes kommentar.
"Hvad tror du?" prøvede han lidt udfordrende, det var bestemt ikke noget han gjorde mod hende normalt - men nu måtte han se om han kunne mande sig lidt op, lige når det var hende.

[Vera Fleurelle]

Hun lo blidt og rystede på hovedet, så de rødbrune lokker fulgte med hendes bevægelser, og hun viftede en pegefinger af ham, “Du skal ikke tale om at nyde mit selskab, hvis ikke du byder på et glas vin,” lo hun, før hun igen vendte blikket mod ham og ganske kort lænede sig ind imod ham, for også at besvare hans udfordring, “Tak…” hun havde også været ensom, trods hun havde prøvet at holde sig selv distraheret. Hun vippede kort med sine bryn, “Vær en skat og hent os et glas vin. Kaminen her er alt for hyggelig til bare at forlade.” Et smil lyste op på hendes ansigt og hun trak sin hånd til sig igen. "Du er ikke den eneste der har været ensom," tilføjede hun så til sidst.

[Deleted]

Oliver trak på smilebåndet, som hun begyndte at bede ham om at hente noget vin til dem. Han rejste sig op, og forsvandt kort, inden han dukkede op igen. Han havde en flaske vin i den ene hånd, og i den anden havde han to fine krystalglas. Han satte sig ned ved siden af hende. Oliver hældte hurtigt to glas op, hvorefter han så rakte hende det en glas og rømmede sig.
"Det er vel altid mærkeligt, når man er vant til at have en tæt på sig - og så ikke have det." sagde han roligt, inden han hævede glasset. "Skål kæreste Vera." sagde han med et smil, og tog en tår af sit glas med vin. Den sødme, den fyldighed passede perfekt til omstændighederne.
"Er det ikke koldt med det tøj? Du kan låne en af mine store trøjer?" spurgte han med et roligt smil.

[Vera Fleurelle]

Heldigvis var han lydig. Hun havde opdraget ham godt, i den tid han havde været i hendes hænder. Et stolt smil var malet legesygt over hendes læber, da han vendte tilbage med vinen. Hun skålede med ham, “Skål for de ensomme nætter,” hun klinkede sit glas imod hans og tog sig en tår, så læbestiften forlod en kant. Hun drejede igen opmærksomheden mod ham og hun gav hans brystkasse et let skub, “Du må hælde mere vin i mig, hvis du tror du får mig ud af tøjet så nemt…” drillede hun ham, før hun alligevel begyndte at trække kjolen over sit hoved. Hun gemte ikke på noget han ikke havde set før - desuden kunne hun godt lide det, når han kiggede på hende. “Så lad det gå lidt tjep, så jeg ikke sidder her og fryser…” tænderne klaprede lidt, nu hvor hun kun sad i undertøj.

[Deleted]

”For de ensomme nætter, må de ikke varer for evigt.” sagde han med et grin, som han hævede glasset op. Det var bestemt ikke fordi, at Oliver var bestemt stor fan af at være alene, men samtidig så var det vel også relativ vigtigt, at kunne begå sig alene. Det var der i hvert fald mange kloge mennesker, som mente.
”Det var nu ikke..” sagde han, som hun sagde der skulle mere vin i hende for at hun skulle tage kjolen af. ”Sådan ment” lød det lidt pinligt fra ham, som han så ned på glasset hurtigt. Dog gik der ikke lang tid før hun trak kjolen over hovedet, og fik ham afsted. Igen skubbede Oliver sig op, hvorefter han gik hen mod sit walk-in-closet, og fandt en oversized t-shirt som hun kunne bruge, inden han også tog et tæppe med. Han stoppede halvt op, og lod blikket glide hen over hendes let beklædte krop, og kunne mærke hvordan hjertet bankede i hans bryst hårdt, som han betragtede hende.
”Her.” sagde han og rakte hende blusen og tæppet.