The Name of the Game

[Moiran Snow]

"Noget med godt kød, gourmet, magisk, underholdende og virkelig eftertragtet," svarede han og kunne ikke undgå at smile skævt ved tanken om al den mad han kunne sælge til de rige kanoner fra ministeriet og det øvre lag af det magiske samfund. Han havde allerede eksperimenteret når han lavede Donners private middage når han have besøg af sin skøge til Isobel Darklighter. Det havde været en fryd at lave store stege, roastbeef og andre af den slags ting, men ja, med ingredienser de aldrig ville kunne gætte sig til. Skuret ude bag ved Hoghaven var blevet hans eget private slagteri, efter Donner havde givet ham lov. Der var kun et par plakater med efterlyste børn i Hogsmeade indtil videre, og det var ikke atypisk at folk forsvandt i den forbudte skov. Alt var ganske fint.
"Det er en ny idé der er kommet for ikke så længe siden," han smilede lidt og sukkede tungt inden han rettede sig lidt mere op fra armlænet og gik et par skridt imod hende. "Hvad med dig? Hvad er dine planer når du slipper ud herfra?" spurgte han med et lille blik kastet rundt som for at illustrere hvad han mente.

[Patricia Vogel]

"Ej, stop! Du får næsten min mund til at løbe i vand!" grinede Patricia og smilede til ham, stadig ultra genert, men getting better.
"Jeg elsker virkelig en god bøf, hvis jeg kunne spise kun kød resten af mit liv, ville jeg gøre det," indrømmede hun, "Men det er også lidt synd for dyrene... Men selvfølgelig, hvis de har haft et godt liv. Jeg ville i hvert fald ikke have noget imod at ende som en god bøf, hvis jeg alligevel skulle dø," Nu rablede hun igen. Hun rystede på hovedet af sig selv.

[Moiran Snow]

Hvis hun alligevel skulle dø. Ordene fik det til at krible i hele kroppen på ham og nu forstod han hvad det var, der gjorde at han havde åbnet munden lidt mere overfor hende. De første par gange han var sluppet afsted med det havde det været en smule uplanlagt og ikke helt tænkt igennem. Han havde generelt været heldig at skuret var ledigt og Donner gav ham tilladelse til at sætte en speciel lås på så han var den eneste der havde adgang dertil, som tak for at have reddet ham fra hele affæren med Danielle, der havde angrebet Donner så skødesløst. Siden da var det sket en enkelt gang mere, men nu vidste han at der var noget at komme efter i den langsomme planlægning, i den interessante del af legen, jagten, om man ville. Han kunne altid tage andre ind imellem, men hun skulle blive hans trofæ, den han jagtede længst og strakte legen ud så den blev endnu mere sødmefuld når den nåede sit klimaks.
"Ja, kød er ganske godt," sagde han med et smalt smil som han nærmede sig hende og rakte bramfrit ud mod hendes kind hvor hans fingerspidser strøg over huden. Silkeblød, fast, varm og blussende af en eller anden grund. Hun havde god blodforsyning. Perfekt. Hans smil blev bredere som han trådte en kende nærmere og udlignede afstanden imellem dem. "Har du nogensinde fået at vide at du har en virkelig blød hud?" spurgte han.

[Patricia Vogel]

Hvis hun kunne blive mere tomatrød i hovedet ville hun være blevet det. Ja, blodforsyningen var der sgu ikke noget i vejen med.
"N-Nej?" stammede hun og rakte instinktivt op for at lægge en hånd på hans, mens han kærtegnede hendes ansigt, "Uhm, jeg bruger bare en tonic fra den der lille skønhedsbutik i Hogsmeade," bablede hun videre som om hun skulle forsvare, at hun havde så blød hud. Lige nu kunne han have sagt hvad som helst til hende og hun ville tage det og lægge det i hendes skattekiste af minder. Hun havde aldrig rigtig flirtet før og vidste slet ikke hvordan man bar sig ad. Og nu vidste hun jo heller ikke om Moiran bare var venlig. Hun anede jo intet om ham. Endnu.

[Moiran Snow]

Hans fingres kærtegn var ikke typisk blide. Mere prøvende som om han afprøvede elasticiteten i hendes ansigt. Det unge kød var altid det bedste og hun var perfekt så ung som hun var.
"Virkelig? Kan det virkelig gøre det? Jeg troede det var en sund diæt der gjorde det," sagde han overvejende inden han mærkede hendes hånd på sin. Det var en smule underligt det her. Han vidste hvordan man bar sig ad med at være grov og brovtende. Jackie tog det meste af den side, men her stod han alligevel med en lidt fremmed pige og var tættere på hende end nogensinde før. Langsomt lænede han sig ind og pressede et kys på hendes anden kind. Han måtte smage hende lidt, lige få lidt mere af duften fra hende og fornemmelsen af hendes hud mod hans læber sendte en serie af små elektriske stød igennem hans krop.
"Mhhmm, du sma-... dufter godt, Patricia," sagde han og skiftede hurtigt ordene ud for ikke at virke alt for indlysende hvad hans planer var med hende inden han trak sig lidt bort fra hendes ansigt, så de dog stadig var meget tætte på hinanden.

[Patricia Vogel]

Hele hendes bryst var blevet en del af rødmen, henover kravebenene og halsen. Hvad dælen havde hun rodet sig ud i. I en rum tid efter han havde ladet sine læber møde hendes kind var hun helt stum. For en gangs skyld havde Patricia Vogel ikke noget at sige. Det kom dog igen efter lidt tid: "Tak.. Tror jeg," sagde hun med et lille, pinligt grin, for at slå hendes tilstand hen som en joke. Havde han fortryllet hende? Var det derfor hun pludselig ikke havde noget at sige? Var hun på skjult kamera? Var det her noget hendes veninder havde sat op for at drille hende?

[Moiran Snow]

"Jeg kunne da godt få smag for dig, Patty," sagde han med lavmælt, mørk stemme mens hans hånd mod hendes kind gled mere ned til hendes nakke og om bagved for at holde lidt fast i hendes små hår. Det ville blive nemt at svitse dem af når den tid kom. Unge hår var de nemmeste, og hendes var fint og blødt. Enten skulle det brændes af eller også skulle han klippe det af og gemme det? Det var ikke noget han ville slå fast lige nu, mens de stod så tæt han kunne mærke hendes ånde mod sit ansigt. Hun duftede udsøgt og han opgav at modstå sin egen lyst så han istedet bøjede sig ned over hende og lod sine læber falde mod hendes mund. Hun var varm og det var som en ovn han stod med i armene mens hans tunge skilte hendes læber ad og søgte ind for at få mere af hende i sig uden at det var nogen form for vold. Hun var uden tvivl jomfru. Den del ville han servere med bladguld, østers og kaviar garneret med bredbladet persille og lime. Tankerne kredsede allerede og idéerne vældede ind over ham mens han lod sin tunge lege med hendes, blød og varm og spændstig.

[Patricia Vogel]

Ej, Patty. Det her skete ikke. Det måtte da være et set-up? Tankerne drønede igennem hende med cirka 1003 kilometer i timen og hun glemte helt alle de ting hendes veninder havde sagt om at kysse og hvordan de havde øvet sig i det skjulte. Men han var nu god nok til det, til at det faldt naturligt for hende.
Efter lidt tid fik hun sig revet fri, ikke fordi hun ville, men fordi hun følte hun burde sige et eller andet.
"Moiran, hvad... Måske vi skulle lære hinanden at kende lidt," sagde hun nærmest undskyldende, selvom hun gerne ville have kysset noget mere med den ældre fyr.

[Moiran Snow]

Han lod hende vriste sig fri efter at have smagt godt og grundigt på hende. Han grinede lidt til hende, en måde han havde fundet ud af virkede undskyldende.
"Sorry, jeg er vidst lidt for hurtig, det får jeg tit at vide," svarede han med så skyldigt et tonefald han kunne finde frem og slap hende en smule. "Skulle du ud med de dér?" spurgte han og nikkede til messenger tasken med pjecerne der lå og flimrede i det fjerne som om alt var glemt om dem fra Patricias side. Han overvejede hvor nemt det ville være at lokke hende med ud i den forbudte skov og gøre hvad han havde brug for at gøre. Men ikke endnu. Ikke før han havde fået alt ud af jagten som han ville have.

[Patricia Vogel]

"Det er okay!" forsikrede hun ham, "Jeg har bare ikke ... Så meget erfaring," sagde hun og gengældte hans smil. Så kom virkeligheden tilbage til hende og hun kiggede ned på tasken som om den var fuldstændig fremmed for hende.
"Ja, ja, det må jeg hellere-" sagde hun så og gjorde mine til akavet at ville gå. Hun vidste ikke om han ville med. Nu var han trods alt blevet en del af klubben. Eller i hvert fald af hendes hurtigt-voksende klub af venner og bekendte og ... ja, det der var værre!

[Moiran Snow]

Han smilede og klappede hendes kind en smule nedladende og akavet. "Smut du bare, vi ses vel senere, ikke sandt, min tøs?" sagde han med et frydefuldt glimt i øjet. Han kunne mærke på hende at han havde fået hendes fokus skiftet på den gode måde. Hun ville tænke på ham, tænke på deres kys og hvad hun ellers kunne få ud af ham nu de havde skabt en forbindelse. Han var altid hurtig men det var også med de nemme han kunne manipulere hurtigt. Tøsebørn som hende var nemme at sno om en finger. Dem der var mere modstandsdygtige gad han ikke have så meget med at gøre. De var udenfor hans pædagogiske rækkevidde og kostede for mange ressourcer.

[Patricia Vogel]

Min tøs. Hun elskede det. Som regel var hun bare 'Patty' eller 'Pat' eller 'Frøken Vogel'. Hun ville egentlig meget hellere være hans tøs end nogen af dem, kunne hun mærke. Også selvom det var lidt nedladende (hvilket hun egentlig ikke lagde så meget mærke til).
"Selvfølgelig skal vi ses igen. Du ved hvor jeg bor," sagde hun og smilede genert. Altså... Var det sådan her man fik en kæreste? Hun anede det ikke. Lidt mere resolut tog hun fat om tasken og gik et par skridt hen mod udgangen.
"Og desuden, så ved jeg jo også hvor DU bor," fik hun så sagt lidt mere kækt.

[Moiran Snow]

Han grinede bredere og hævede hånden så fingrene spillede lidt i luften til et farvel. "Til næste gang, min tøs. Toodles!" sang han med et smil mens han så efter hende. Han kunne mærke hun havde svært ved at forlade ham men det var alligevel ikke noget han lagde så meget vægt på. Han ville ikke kalde dem kærester, han synes ikke han havde nogen kærester egentlig. De var alle sammen tøsebørn han kunne gøre med som det passede ham.

[Patricia Vogel]

Patricia forlod opholdsstuen med opløftet sind og gå-på-mod til at angribe dagen.

//OUT