En pixie på væggen

[Angelique Darklighter]

For hvert et ord der forlod Lucillas læber, voksede vreden i Angelique. Det taktløst, tonedøvt og knapt hørbart da kommentaren om efternavnet faldt til jorden. Hun havde aldrig brudt sig synderligt om venner, men hendes familie var det sidste en snothvalp som Lucilla skulle forsøge at liste sig ind på. Uden varsel, trak Angelique sin stav og kastede en hurtig og hård forbandelse mod Lucilla så hendes læber forsvandt under den blege hud. Angelique smilte ikke. Men sænkede staven før end hun med hårde og tilrettelagte skridt gik mod tøsen og greb hende hårdt i kraven for at drage hende nærmere. “Min far, skulle aldrig nogensinde gifte sig med ubegavet blåøjet bimbo som dig. Du er en løgner og hvis fu nogensinde så meget som nævner min familie igen, så kommer jeg efter dig, forstår du det?”, spurgte hendes milde hvislende stemme imens de blege øjne mødte Lucillas. Hun gav slip på hendes krave og strøg fingerspidserne ned mod hendes brystkasse hvor hun trykkede til for at skubbe Lucilla bort, inden hun sendte et advarende blik til resten af forsamlingen og begyndte at gå mod sovesalen.

[Lucilla Locket]

Lucilla ville have fortsat med at snakke passioneret, hvis ikke Angelique havde ramt hende med en forbandelse, der tog de næste ord fra Lucilla. Til først forstod hun ikke hvorfor hun ikke var i stand til at få det næste ord ud over sine læber. Det var indtil hun rørte ved sit ansigt og bemærkede at hun ikke kunne føle sine læber eller mund - og hun kunne også kun trække vejret gennem næsen. Havde den gemene heks fået hendes mund til at forsvinde?! 
Inden hun vidste af det havde Angelique taget hende ved kraven og holdte hende for nært hendes ansigt, så Lucilla næsten ikke kunne få sig selv til at se hende i øjnene. Men hun tvang sig selv til at kigge hende i øjnene, og vreden gav kortvarigt og helt ukontrolleret hendes ansigt nogle mere dæmoniske eller dyriske træk, der fik hende til at fremstå en del mere intimiderende, end hun havde synes at være før. Men lige så hurtigt, som det var kommet frem, gik det væk igen, og hun lignede den samme bekymrede Lucilla igen. Hun følte sig ydmyget og lille i hænderne på hende, imens hun lyttede til hendes trussel, og hun nikkede hastigt, for at vise at hun havde forstået det der blev sagt.
Hun blev puffet bort af Angelique og veninderne kom hende først til undsætning, da Angelique havde lagt lidt afstand mellem dem og hende. De trak hende med i retningen af sygefløjen. Lucilla var rystet og tårerne var begyndt at falde. Hun føle sig skamfuld, chokeret, trist og rasende. Hun ville ikke stemples en løgner!

//Out