Når alkohollen går ind

[Albus Dumbledore ll]

Serena Smith

Den Utætte Kedel

Marts 2058

21 tiden

Påklædning

---

Der var ikke mange mennekser i den lille krostue taget i betragtning af at det var midt i påsken. Alligevel var stemningen høj blandt de 6 enner som befandt sig her. 3 mænd og 3 kvinder. Albus var en af dem. Tidligere på aftenen havde venneparret Michael og Adalind, inviteret resten af vennegruppen til en hyggelig aften i byen. 
Og hyggeligt var det. Albus havde muligvis -som de andre i gruppen, fået et par øl for meget indenbords. De havde tidligere været igennem hele rumlen hvor de havde forsøgt at sætte ham op med en random kvinde, fordi de mente at det var på tide, men Albus havde formået at ride stormen af og undskylde overfor den uheldige kvinde. 
Nu sad de bare og snakkede løst og fast om hvad der foregik i deres liv. De var alle magikere, så nu hvor de var de eneste på krostuen, gik bølgerne højt og de lo af deres fælles minder fra Hogwarts før de alle var gået hver til sit. 

[Serena Smith]

Rena udnyttede de stille dage på Hospitalsfløjen til at holde et par velfortjente fridage i påsken. De første rigtige fridage, hun tillod sig, efter ansættelsen på Hogwarts, faktisk, fordi hun jo hidtil havde haft svært ved at sætte sig ud over ’hvad nu, hvis de har brug for mig’-tanken. Nu havde hun imidlertid slået lidt koldt vand i blodet - de fleste elever var hjemme for at fejre påske med deres familier, Hospitalsfløjen var tom, og de ville helt sikkert tilkalde hende, hvis der skete noget, som krævede hendes assistance.
Dagen var blevet brugt på at se på lejligheder i London og omegn, fordi hun endelig var kommet til den konklusion, at hun havde brug for et ’andet’ hjem end Hogwarts. Aftenen var endt hos en gammel veninde fra Sct. Mungos, som havde været så sød at byde på aftensmad inden sin nattevagt. Alt i alt en ret vellykket dag - på trods af at den rigtige lejlighed endnu ikke var fundet. Heldigvis var der flere lejligheder, der ventede i morgen, hvilket var grunden til, at Rena blot havde lejet sig ind på Den Utætte Kedel for natten. Det var meget lettere end at skulle rejse så langt frem og tilbage, selv på troldmandsmanér.
I hvid silkeskjorte og nederdel, selvfølgelig med den blå frakke til at dække det i den endnu kolde forårsmåned, ænsede hun egentlig ikke gæsterne på vej gennem Den Utætte Kedel, selvom den gode stemning ikke var til at tage fejl af. Først da hun syntes at høre en velkendt latter, faldt blikket på den lille flok mennesker, og et overrasket smil fandt vej til hendes læber, da hun genkendte Albus iblandt dem. Hun tøvede et my af et sekund, før hun bestemte sig for at give sig til kende. Det skadede jo ikke lige at sige hej, men hun havde bestemt heller ikke lyst til at trænge sig på. ”Albus? Hej! Jeg havde ikke regnet med at møde dig her.” Hun gik lidt tættere på for at være sikker på, han kunne høre hende - selvom fraværet af andre gæster på kroen i sig selv måtte være nok.

[Albus Dumbledore ll]

Albus lo hjerteligt af den dårlige joke vennen lige havde fyret af. Den var egenligt ikke morsom, men igen, Albus havde muligvis en lidt for høj promille i blodet til at kunne lave en reel vurdering på underholdningsværdi lige nu.
Han rystede på hovedet og skulle til at tage en tår af den friske øl foran sig, da han hørte en velkendt stemme. Han drejede hovedet og fik øje på den smukke skabning, der var Serena. Han lyste op i et lidt for stort smil og et par af vennerne udvekslede et par blikke bag hans ryg. "Serena!" Udbrød han, og vinkede hende over, med en lidt for energisk armbevægelse. Imens han forventede hun gjorde sig vejen over til bordet, vendte han sig mod den lille venneflok, "Dette her er Serena Smith, hun er skolesygeplejerske på Hogwarts," annoncerede han, Michael, en mørkhåret gut med brune øjne og et venligt glimt i øjet, smilede varmt op imod hende, "godaften Serena Smith," hilste han hvorefter de andre istemte.
Albus trak en stol ud fra bordet ved siden af og placerede den ved deres bord, "vil du ikke sidde ned?" Spurgte han med de blå øjne hvilende på hende. Han anede egentlig ikke om hun havde travlt, men han ville da ikke lægge skjul på at han ville nyde hendes selskab, desuden var han da en del mere munter nu, end han havde været sidste gang de havde mødtes i privaten.

[Serena Smith]

Den overstrømmende hilsen kom en anelse bag på Rena - måske hun i første omgang havde undervurderet mængden af alkohol, der var blevet konsumeret af gruppen, før hun ankom - men hun kunne selvfølgelig ikke andet end besvare det store smil med et tilsvarende og fandt hurtigt vej helt hen til bordet.
”Godaften,” besvarede hun imødekommende introduktionen og hilste smilende på dem alle sammen. De virkede til at være en både munter og behagelig flok at være i selskab med - men andet og mindre end det havde hun naturligvis ikke forventet af Albus’ venner. Helt automatisk tjekkede hun klokken, da hun blev spurgt, om hun ikke ville sidde, hvilket var tåbeligt, for hun havde jo absolut ikke noget, hun skulle nå. I øvrigt var klokken ikke særlig mange. ”Ja.. Jo, tak, det vil jeg gerne! Hvis det er okay med jer andre, altså?” Igen gled blikket rundt på de andre for at få en bekræftelse. Hun hadede tanken om at skulle trænge sig på. Være til besvær. Uønsket.
Rena befriede sig selv fra frakken og slog den over stoleryggen, inden hun tog plads på stolen ved Albus’ side. ”Det er dejligt at se, du er helt på toppen igen.” bemærkede hun, med tanke på den dag, hun havde været på sygebesøg.

[Albus Dumbledore ll]

Havde Albus indtaget bare en anelse mindre alkohol, ville han måske have opdaget at hans begejstring for at se kollegaen, ikke var gået ubemærket hen blandt vennegruppen.
De bød hende alle velkommen til gruppen, og bekræftede dermed at det var helt i orden at hun sluttede sig til dem. Et par af de andre gav sig til at fortsætte den debat de havde haft kørende før Serena sluttede sig til dem, Albus derimod, havde vendt sin fulde opmærksomhed imod den unge sygeplejerske. "Jo tak skal du have, desværre fornemmer jeg, hvad der kunne føles som et tilbagefald, ramme mig i morgen." Han skar en grimasse og hentydede naturligvis til de tømremænd han nok ville blive nedlagt af.
"Hvad laver du ellers på disse kanter?" Spurgte han nysgerrigt ind, en af veninderne havde rettet et nysgerrigt blik imod dem, men det lod Albus ikke til at have opfanget. "Kan jeg byde dig et eller andet?" Det varme smil var forventningsfuldt. Af en eller anden årsag, håbede han på at hun ville accepterer, på denne måde ville han vide at hun blev hængende lidt længere.

[Serena Smith]

Vennernes nysgerrige blikke undgik ikke på samme måde Renas opmærksomhed – måske fordi hun ikke var påvirket af alkohol, udover det glas alfevin, veninden havde budt på til aftensmaden - men hun tog det blot som en helt naturlig reaktion på, at der pludselig var kommet en ’fremmed’ ind i flokken.
”Skrækkelig, skrækkelig sygdom, hva’?” bemærkede hun inderligt og rystede grinende på hovedet. Der var sådan set sjældent noget, der var værre end ægte tømmermænd, men hun kunne knap huske, hvordan det føltes længere.
”Jeg har set på lejligheder hele dagen.” svarede hun med en grimasse, der afslørede, at det ikke just var hendes yndlingsbeskæftigelse. Specielt ikke, når det hele viste sig at være noget jammerligt makværk, der kunne falde fra hinanden ved det mindste tegn på stormvejr. ”I morgen skal jeg se på 5-6 flere, så det var lige så nemt for mig bare at tage et værelse for natten.” blev det efterfølgende uddybet for at forklare tilstedeværelsen lige hér på Den Utætte Kedel.
Den gode, festlige stemning smittede hurtigt af på Rena. Det var flere år siden, hun sidst havde taget sig den frihed at slå sig lidt løs, så det var faktisk ganske velkomment, og da især i Albus’ selskab. De havde jo før vist, at de kunne grine sammen. ”Åh ja, jeg er ikke så kræsen – hvad drikker I?” Blikket faldt på øllen foran ham. ”Øl?”

[Albus Dumbledore ll]

Han smilede om muligt endnu bredere før han sendte ende et højtideligt blik, der virkelig fik Dumbledoren frem i ham. "Ganske afgjort! Og det værste er at den kan ramme hvem som helst!" Fortsatte han dramatisk. Det lykkedes dog ikke for ham at holde masken specielt længe før smilet atter trådte frem. "Jeg er virkelig glad for at du er her," kommentaren kom nok lidt ud af det blå, og måske kunne den virke en anelse upassende, især der han under samme lejlighed havde placeret en hånd mod hendes knæ. I hans fulde hjerne mente han ikke andet med det end en venskabelig anerkendelse, i hans underbevidsthed lå der nok lidt mere i det. Han fjernede atter hånden og gjorde lidt store øjne da hun sagde at hun ledte efter lejlighed. "Nåh da, altså jeg kunne da godt bruge en roomie hvis det skulle være." Ordene fløj ud af ham før han overhoevdet nåede at tænke dem igennem. Jovist havde det lille hus et ekstra værelse som lige nu stod som ubrugt kontor, -det havde før været kærestens systue, men Albus følte ikke helt at rummet tilhørte ham, hvilket var lidt fjollet.
Han rettede blikket mod den gyldne drikkelse, som skulle han selv lige påmindes om hvad det var han havde stoppet i ansigtet de sidste 4 timer, "ja lige præcis, men hvis du hellere vil have noget andet, så siger du bare til." Han tog en tår fra glasset, en smule af skummet blev kortvarigt hængene i overskægget.

[Serena Smith]

”Absolut!” Rena grinede igen, og hans efterfølgende kommentar fik blot endnu et smil frem på læberne. Bestemt, det gjorde hende glad, at hun var så ønsket, men hun kunne ikke lade være med at slå det hen med endnu et grin. ”Nu er det vist alkoholen, der snakker. Hvor lang tid sagde du, I har siddet her?” Det gav et umærkeligt spjæt i hende, da hun mærkede hans varme hånd på sit knæ, og overraskende følte hun øjeblikket efter varmen brænde lidt i kinderne – heldigvis kunne den dårlige belysning i lokalet sikkert kamuflere det lidt. På den korte tid nåede hun at overveje, om hun pænt skulle skubbe hans hånd væk eller lade den ligge, kun for at konstatere, da han fjernede den igen, at det ikke havde været helt uvelkomment. Rena måtte ryste på hovedet ad sig selv. Det var jo helt tydeligt kun fordi, han var fuld.
Heldigvis blev tankerne hurtigt ledt videre. Blikket hvilede på ham et par sekunder efter det vilde forslag, og hun nåede egentlig ikke at gøre sig mange tanker om, hvad hun faktisk syntes om idéen, før hun rystede på hovedet ad det. ”Sig det igen i morgen, så jeg kan være sikker på, du mener det.” foreslog hun i stedet og kunne ikke lade være med at smile over det generøse tilbud. Til gengæld turde hun ikke heeelt at tage hans ord for gode varer, altså, med tanke på Albus’ nuværende mentaltilstand.
”Øl er helt fint.” bekræftede hun igen med en nikken og kunne ikke lade være med at fnise lidt over ham. ”Du har skum i overskægget. Her…” Hun rakte hånden ud og fangede det med tommelfingeren i noget, der mindede om et kærtegn – hvilket gik op for hende idet, hun gjorde det. Dertil var hun jo stadig pinligt ædru. Det frembragte en kortvarig, nervøs rømmen fra hende, som hun tog hånden til sig igen og tilføjede: ”Men hvis jeg skal gøre mig håb om at indhente jer andre, så skal vi vist have gang i nogle shots!”

[Albus Dumbledore ll]

Albus var temmelig fuld, det kunne han ikke skjule om så han forsøgte. Men glæden over at se hende var oprigtig. Skulle sandheden frem skænkede han ikke de øvrige venner mange tanker nu hvor hun var her. "Men er det ikke også noget med, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk?" Bød han ind, med et skævt smil. Spørgsmålet henledede dog hans opmærksomhed til et halvmislykkedes forsøg på at regne, "øhm...se dét vil jeg helst svare på i ædru tilstand." Jokede han og blinkede til hende. Var det en rødmen han havde spottet? Eller havde det været belysningen? Han var ikke helt sikker.
Det var længe siden at han havde følt at han klikkede så godt med nogen, som han følte at han gjorde med Serena. Dette satte naturligvis nogle lidt forvirrende tanker i hovedet på ham, eftersom han ikke var indstillet på at erstatte ekskæresten. Igen forsøgte han at fortælle sig selv, at det jo bare var på venskabeligt plan, og dermed lukkede lidt ned for den bekymrende tankestrøm.
Den unge Dumbledore skød brynene i vejret, omend en smule overrasket, "så du er interesseret?" Spurgte han, uanende om at vennegruppen nu fulgte nysgerrigt med i deres samtale.
Albus hævede hånden for at kalde én hen til at tage imod bestillingen, men stoppede halvvejs i denne gestus, som hendes tommel nænsomt strøg over hans skæg, og overlæbe. Hans blå øjne søgte hendes i et intimt øjeblik, imens han mærkede hvordan hans forrædderiske hjerte slog lidt hurtigere. Denne gang var han ret sikker på at hun rødmede -hvilket han tilsvarende gjorde, han var blot så heldig at kunne skjule lidt af det bag skægget.
Øjeblikket blev brudt af hendes ord, og Albus blev opmærksom på at tjeneren havde set hans gestus og nu var på vej ned mod dem. "Ja. Det lyder som en glimrende ide." Slog han fast og forsøgte at genfinde fatningen.

[Serena Smith]

”Åh jo, det er rigtigt, så lad os endelig få sandhederne på bordet.” bemærkede hun muntert og slog ud med hånden som for at indbyde til det. Naturligvis i sjov. Det var jo aldrig til at vide, hvilke sandheder man ville ende med at høre - ønskede eller ej. ”Uff, det tyder på, I godt kunne gå hen at blive hårdt ramt i morgen. Fejrer I noget særligt?” Blikket gled atter rundt på vennerne, eftersom spørgsmålet på sin vis var rettet imod dem alle, men fandt hurtigt tilbage til Albus igen.
Hun smilede ad hans overraskede mine og sukkede derpå dybt. ”Hvis du vidste, hvem jeg har snakket med af gustne udlejere, og hvad jeg har set på af faldefærdige rønner i dag…” kommenterede hun med en hovedrysten og en ærgerlig grimasse, og måtte overveje lidt nøjere, hvordan hun havde det med tanken om Albus som roomie. Blikket dvælede eftertænksomt ved ham et par sekunder, mens tankerne gik gennem hendes hoved. Tanken var egentlig underligt tiltrækkende, og på det ene side var det perfekt - de hyggede sig jo ganske meget, når de var sammen. Altså hellere det end en eller anden tilfældig fremmede, ikke? ”Jeg ved, hvad vi gør! Du tager med mig ud at kigge på lejligheder i morgen, og hvis vi ikke finder noget til mig, så holder jeg dig op på tilbuddet?” Ja, det måtte være en god løsning for alle. Så behøvede beslutningen ikke at blive taget lige nu, hvilket måske var en ret god idé for især én af de implicerede. Lade det være lidt op til tilfældighederne, om ikke andet. ”Men det kommer selvfølgelig helt an på huslejen.” blev det tilføjet til sidst med et varmt glimt i øjet, som hun tjattede drillende til ham, også for at komme lidt på afstand af den mærkelige stemning af tosomhed, der et kort øjeblik var faldet over dem.
Rena rynkede panden og afgav hurtigt, om end lettere distræt, deres bestilling til tjeneren, mens kinderne langsomt genfandt den normale hudfarve. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun havde set, dér, i Albus’ øjne, men hun kunne ikke lade være med at nyde det lidt og dvæle lidt ved øjeblikket, for den største synd det var da at fornægte sine følelser. Og hvem elskede ikke fornemmelsen af sommerfugle i maven?

[Albus Dumbledore ll]

Albus kom med et lille grin og skar en grimasse, "puha, pas på med hvad du ønsker," jokede han blot. Det var underligt så naturligt det føltes at sidde og snakke med Serena. Som havde hun været med hele aftenen. Han elskede virkelig hendes selskab, og indrømmet savnede han det også lidt på de få fridage hvor han gik derhjemme.
Han nikkede en smule dramatisk og skar en grimasse. "Ja, det kan godt gå hen og blive en grim omgang." Erkendte han og så ikke synderlig meget frem til den hovedpine han ville ende med i morgen.
Albus rystede på hovedet, "nej ikke mig bekendt, men på nuværende tidspunkt er jeg ikke sikker på at jeg ville kunne huske om vi så fejrede min egen fødselsdag, såh." Han trak på skuldrene og vennerne istemte. Okay han var temmelig fuld, men ikke desto mindre hyggede han sig ganske glimrende.
Han tog en tår af sin drik og skar en ny grimasse, "nej boligmarkedet i London er ret højt for tiden." Eniggjorde han sig. "Min veninde," han gjorde en gestus mod en at pigerne, "har også lige lejet sig ind i en lille kvisthus lejlighed overfor Kings Cross, det er jo helt vanvittigt hvad man skal give for den slags." Han rystede på hovedet som blev han chokeret over tanken.
Det eftertænksomme blik på ham, fik ham til at sende hende et lidt fjoget smil, "hvad? Har jeg skum i skægget igen?" Helt automatisk lod han hånden glide ned over underansigtet. Hendes ord fik ham dog hurtigt til at glemme alt om det, "det er en deal!" Slog han fast uden videre betænkning, og holdt hånden frem mod hende som for at lukke den. "Ja held og lykke med at lokke ham med nogen steder hen i morgen. Jeg tror ikke han kommer meget længere end toiletkummen." Jokede fyren tættest på Albus og klappede ham på ryggen. Albus fnøs. "Hold da op, så fuld er jeg da heller ikke!" Benægtede han, skønt han godt vidste at det var løgn. Dog var han fast besluttet på at tage med Serena ud, og påpege alle de mangler der helt sikkert ville være på hvadend for et værelse hun kiggede på.
"Huslejen?" Gentog han som kom det fuldkommen bag på ham. "Nårh, det finder vi ud af, jeg mangler alligevel ikke noget" han slog en smule overdrevent ud med hånden. Ærlig talt handlede det bare om at han hellere end gerne ville se noget mere til hende, også selvom han undskyldte sine handlinger med alt muligt andet. Han havde været så heldig at finde den eneste ene én gang. Det kunne man vel ikke gøre igen...kunne man? Modsat hende bemærkede han overhovedet ikke de andres blikke på dem, han så mere eller mindre kun hende.

[Serena Smith]

Rena kunne ikke lade være med at grine. ”Av, av, av, jeg har allerede lidt ondt af dig.” bemærkede hun lettere empatisk med endnu en tanke på morgendagens tømmermænd, der sandsynligvis ville melde deres ankomst ganske tidligt. Og dog, så var det selvfølgelig ganske selvforskyldt, men på trods af dette var hun sikker på, hun alligevel ville få lidt medlidenhed med ham. På grund af hele hendes identitet som sygeplejerske, selvfølgelig, det var jo også ene og alene derfor, hun havde besøgt ham, dengang han var syg.
”Præcis! Det er helt skørt, der er jo ingen, der har råd til det.” blev det hurtigt medgivet med en hovedrysten. Rena havde i hvert fald ikke - sådan en sygeplejerske-løn var faktisk ikke rigtig gearet til at skulle finansiere en bolig midt i London. Selvfølgelig havde hun en opsparing og nogle penge til overs efter at have solgt huset, men altså, de penge gad hun da ikke bruge på husleje…
”Fantastisk!” Hun klappede hænderne sammen i begejstring og greb derefter Albus’ fremstrakte hånd for at forsegle aftalen. ”Ahh, jeg kan heldigvis et trick eller to, der nok skal få ham ud af sengen.” hævdede hun muntert til vennens kommentar, dog stadig med blikket rettet imod Albus, og vippede udfordrende brynene lidt op og ned, inden hun gav slip på hans hånd igen.
Hun fnisede lidt. ”Pas nu på, hvad du lover. Du kender slet ikke alle mine særheder endnu.” Ét var jo, at man kom rigtig godt ud af det med hinanden - noget helt andet var at bo sammen! Tænk, hvis de havde nogle vaner, som den anden bare slet ikke kunne kapere? Det troede hun nu ikke, men man vidste jo aldrig!
Hun greb taknemmeligt ølglasset, da tjeneren vendte tilbage og skålede med de andre. ”Jeg føler, jeg bør advare dig… Jeg er virkelig en svagdrikker af højeste kaliber.” bekendte hun med en grimasse og tog derefter en slurk mere fra glasset, blot for at understrege det. Det var jo heller ikke nemt, når man var så meget ude af træning, altså!

[Albus Dumbledore ll]

Han sendte hende et let skævt smil. ”Tak, det får jeg brug for.” Skønt det ikke skete så tit at han drak sig fuld, så var han stadigvæk ung og engang imellem kunne det være rart at give lidt slip på kontrollen.
Et dybt suk forlod hans læber ved snakken om de dyre lejepriser. Hun havde ret, man skulle i hvert fald få en klækkelig løn for at købe en lejlighed i London, især hvis man var alene om det. Derfor var han også ganske tilfreds med retningen på samtalen og den aftale der kort efter blev ført i hus, om man så kunne sige. Håndtrykket forseglede aftalen og en lille del af Albus, tog sig selv i at håbe på, at hun ikke fandt det hun søgte den følgende dag.
Albus kneb øjenen let sammen for at sende hende et mistroist blik. ”Burde jeg blive bekymret nu?” Et halvt grin blottede perlerækken af hvide tænder for hende. Han havde smagt hendes “få-det-bedre-kur,” den havde virket, men ikke været den største fornøjelse at indtage. Suppen havde dog været god.
Han lo med hende, og fulgte ikke helt med i vennernes samtale der begyndte at drive videre i en anden retning. ”Og hvilke særheder skulle det så være? Altså udover regndansen,” han blinkede til hende. Ærlig talt havde han fundet den del ret så charmerende. Som hende, vidste Albus dog godt at én ting var at snakke godt sammen, men at bo sammen var en anden ting. Så kunne man ikke rigtigt skjule eventuelle “dårlige” sider fra hinanden på samme måde. Dog virkede dette ikke helt til at bekymre ham i hans nuværende tilstand.
Som hun fik sin øl, blev der slålet imellem dem, Albus tog en stor tår af sit eget glas og sendte hende så et bredt smil, ”glimrende, så vil du hurtigt kunne indhente os.” Lød svaret i en drilsk tone og med et glimt i øjet.

[Serena Smith]

Rena så også pludselig meget lysere på at skulle på lejligheds-sightseeing i morgen i Albus’ selskab. Hun havde ærligt talt været en lille smule nedslået efter dagen i dag, hvor hun absolut ikke havde set noget af interesse. På en eller anden måde var hun også helt lettet over, at hun nu havde en plan B - eller var det i virkeligheden blevet til en plan A? - skulle hun nu ikke finde en ordentlig lejlighed. Så kunne hun da slappe af denne aften, uden at tænke på dét.
”Åh, det ved jeg ikke, det kommer an på, hvor glad du er for koldt vand for eksempel?” svarede hun med et dådyragtigt uskyldigt blik og et tilfældigt skuldertræk, der ikke efterlod tvivl om, at vandet nok ikke ville være til at indtage.
”Ssch!” Hun førte febrilsk en finger op for sine læber og lagde i samme nu hånden imod hans underarm for at forhindre, at han afslørede mere. ”Det er ikke sådan noget, man fortæller til et første møde.” påpegede hun, alligevel lidt leende, og hentydede naturligvis til resten af vennegruppen - selvom de egentlig ikke lod til at være særlig optaget af, hvad de to snakkede om. Det var jo lige meget nu, men dengang havde det bestemt heller ikke været hendes hensigt, at han skulle opdage dén side af hende så forholdsvist hurtigt.
”Sig mig, har du i sinde at drikke mig fuld, Albus?” forhørte hun sig og kneb mistroisk øjnene sammen, da hans drillende tonefald ikke gik hende forbi. Ikke at det var det værste, han kunne finde på, overhovedet, men det var måske rart nok at være forberedt, selvom det ikke for alvor var muligt at forberede sig på alverdens skøre fulde-idéer, der kunne poppe op ud af det blå.

[Albus Dumbledore ll]

Albus var ærlig talt ikke sikker på hvor meget i sightseeing han ville være klar på i morgen. Han skulle nok tage med som lovet og han ville, hånden på hjertet gøre sit aller bedste for at virker engageret, skønt han nok ikke ville have det specielt godt. Desuden virkede det var lidt som en win-win hvis ikke hun fandt et sted, men det var vel også strengt at håbe på.
Han skar en forpint grimasse, "uf, er det endnu en af dine sygeplejerske-kneb?" Spurgte han og gøs ved tanken. Han havde næsten ikke turde gøre andet end at følge hendes råd sidst, men til hendes forsvar, havde det også vist sig at være yderst effektivt!
Et næsten kærligt bliv blev sendt mod hende da hun tyssede på ham, der var noget virkelig sødt over at hun ikke ville have de snakkede for højt om det. "Bare rolig, de har oplevet langt mærkeligere ting end det," forsikrede han, skønt vennerne ikke lod til at lytte med længere.
Som svar på hendes spørgsmål, blev hans blik langt mere kryptisk og smilet mere snut, som en ræv der forsøgte at snyde sin frokost. "Muligvis, altså det nytter jo ikke noget at du holder mig op på alle de tåbelige ting du hører om mig i aften," jokede han så og hævede sit glas mod hendes i en skålen.