Establishing dominance

[Matthew J. Darklighter]

Donner Lockwood

Tid: En mørk og stormfuld efterårsaften i slutningen af oktober i 2043

Sted: Hoghaven børnehjemmet i Hogsmeade

Vejr: gråt og trist og stormfuldt

Den sorte vogn gled op til Hoghaven, børnehjemmet som han havde hørt så meget om men uden nogensinde at høre noget direkte. Hvis rygterne var sande var det her hans nye guldgrube, og i kraft af hans nyetablerede status som ejer af Northern Lights Industries havde han finansiel støtte i ryggen til at gøre hvad der passede ham. Lyssky bogholderi var hans forté og hans position gav ham nok magt til at ingen ville kunne sige nej til ham. Imperiet var startet op i fuldt gear det sidste halvandet år og kørte nu med rutineret smurte hjul.

Vognen standsede og han steg ud, den lange sorte kappe formede sig om hans slanke, unge krop og hans blik gled over den gamle, velholdte bygning med et skævt smil på læben inden han gik op mod hoveddøren. Regnen hang sig som hvide perler i hans lange hår og faldt mod hans unge ansigt inden han hævede hånden og slog med dørhammeren på hoveddøren.

[Donner Lockwood]

Donner havde hørt at nogen bankede på hoveddøren. Hoghaven bygningen var stor, og underetagen var typisk meget mere rolig end overetagen, hvor børnene larmende legede, når det var for sent eller for gråt udenfor. “Hildegard!” råbte han indefra hans kontor, som var møbleret ganske antikt og varmt. Der var en sofa og en lænestol i det ene hjørne, en varm pejs og et skrivebord med Donners stol på den ene side og to slidte stole på den anden, til de dage, hvor mulige forældre kom enten for at adoptere eller give deres barn væk.
Ingen reaktion kom der på hans kalden. “Hilde- åh for satan… Det pigebarn lister sig ved Hulkende Huldas grimme fjæs også væk hele tiden…” han hev sig selv op fra sofaen, hvor han havde siddet og læst i profettidende.
Han rettede på sin skjorte og sit slips, før han åbnede døren og mødte synet af en ung og charmerende mand, “Donner Lockwood, kan jeg hjælpe Dem, unge mand?” spurgte han og klemte øjnene mistroisk sammen. Han var ikke så vant til at se mænd på hans trappe… ikke uden børn. Nogen gange kom der mænd slæbende på børn, deres kvinder havde fået uden for ægteskabet… men Donner kunne ikke placere ham her.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew lyste op i et blændende smil så perlerækken af tænder var synlig og han rakte ham næsten som en automatisk maskine et visitkort fra inderlommen med påskriften "Lord Darklighter, Northern Lights Industries".
"Glæder mig at møde dem, Mr. Lockwood," sagde han inden han rakte ham hånden som den næste ting. "Mit navn er Matthew James Darklighter, jeg har hørt om Deres børnehjem og tænkte jeg ville aflægge Dem et visit. Har De tid?" spurgte han, hans stemme høflig men mørk og blid som fløjl der spandt sig i tråde og tryllebandt et åndeløst publikum. Han vidste det var sværere med de ældre generationer, men han måtte gøre hvad han kunne med de midler han havde. "Jeg leder efter magiske etabilssementer som mit firma måske kan sponsorere," forklarede han lidt mere uddybende i håb om at det kunne mildne vandene lidt for manden. Hans isblå øjne veg ikke fra hans ansigt og det var tydeligt at visitkortet næsten emmede af galleoner og juveler hvis det skulle være.

[Donner Lockwood]

Donner tog imod visitkortet og klemte sine øjne en anelse sammen, for at læse skriften i aftenmørket. Da han var færdig vendte og drejede han kortet, som virkede noget så professionelt og… ærligt talt, så kunne Donner lugte penge. Det fik ham til igen at rette blikket mod manden foran ham, nu med et lidt mere imødekommende smil, som han havde hørt ham forklare at han ledte efter magiske etablissementer, han kunne sponsorere.
Donner åbnede døren mere op for manden.
“Det glæder mig også at møde Dem, Darklighter. Beklager min tøven i at lukke Dem ind, men det er ikke hver stormfuld aften vi får en gæst uden et barn." hans blik var rettet mod ham, som han forsigtigt, men bestemt talte "Vi må tænke på sikkerheden først og fremmest - men jo, nu jeg ved hvem De er, så har De al den tid de ønsker” han slog en blød gestus med sin arm for at vise manden indenfor. Et par enkelte børn sad på det øverste trappetrin og kiggede ned på Matthew og Donner gennem gelænderets tremmer. Da de var kommet indenfor vinkede han manden med sig, og rettede kursen mod hans kontor, så de kunne sidde sig i sofaen og lænestolen og få sig en snak. Denne mand skulle bestemt ikke sidde på en af de slidte stole ved hans skrivebord.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew fulgte med ind med et taknemmeligt smil og lod blikket glide over interiøret. Børnene på trappen fangede hans skarpe blik og han lod det hvile kort på dem inden han fortsatte efter sin vært ind i kontoret. Det var tydeligt at hjemmet kunne trænge til en kærlig hånd men han havde også hørt sine ting om Donner, så om hans penge gik til ham eller hjemmet i sidste ende, ville tiden vel vise. Ikke at Matthew ville bestemme, han ville bare være sikker på at pengene kunne slette sporene som i sidste ende ville være de tydeligste der kunne lede tilbage til ham.
Han gled kappen af, satte sig til rette i sofaen, det ene ben over det andet, og nød varmen fra pejsen i kontoret. Han rettede blikket til Donner med et smalt smil.
"Ja, jeg forstår det måske kan være en smule særpræget at troppe op så sent uden at anmelde mit besøg," svarede han formelt. "Jeg ønsker selv en dag at adoptere et barn, måske, men jeg befinder mig ikke godt med definitive beslutninger, og hvis nu der skulle opstå komplikationer i det forhold vil jeg gerne kunne sikres at jeg kan levere dem tilbage, uden spørgsmål selvfølgelig. Og derudover," han lænede sig lidt frem i sofaen, "hvis de kan komme til at glemme hændelserne udenfor hjemmet her, ville det gøre overgangen fra ud til hjem nemmere," forklarede han henkastet som om det var en selvfølgelighed at lege med børns sind. Hans unge smil var urørt af tankerne om de muligheder han så i Lockwoods børnehjem. "Og mod et årligt sponsorat til børnehjemmet her vil der selvfølgelig også kunne gøres gode ting her for dem, og for Dem selv og Deres ansatte," tilføjede han inden han lænede sig tilbage og satte en albue i armlænet for at hvile hagen mod en delikat foldet hånd. "Måske de samme børn måske kunne blive prøvet flere gange i samme husholdning?" han hævede et slankt øjenbryn for at vise hvad han mente og at han havde hørt rygterne for at tydeliggøre sine intentioner.

[Donner Lockwood]

Donner havde ikke rigtig noget at drikke på hans kontor - børnene fandt altid vejen til det og stjal det fra ham, så han havde låst det inde i hans sovekammer. Han satte sig ned i lænestolen og lyttede til Matthew. Han fangede ikke meningen til først, men synes det var mærkeligt allerede at tale om at levere et barn tilbage - jovist, det kunne jo ske at man ikke kunne se potentiale i det barn man adopterede, især hvis man kom fra en finere baggrund, som manden foran ham tydeligvis var. Men så gik det op for Donner, hvad manden var ude på og han hævede sine bryn ved ordene om et årligt sponsorat. Donner fugtede diskret sine læber og kløede sig så ganske kort i skægget, mens han overvejede sine næste ord. Var det en fælde?
Han rejste sig op før han talte, “Så De er interesseret i at… prøve børnene af, før De finder ud af hvem De ønsker at adoptere?” lød det distræt fra ham, mens han tog tæppet fra sin lænestol og hang det op over det levende billede af hans afdøde far, som kiggede tilbage på Donner med et misbilligende blik. Derefter vendte han sig om mod Matthew og stak begge sine hænder i lommerne, “Hvor stort et sponsorat er der tale om? Og er det piger eller drenge, De er interesseret i at adoptere?” så længe børnene kom levende tilbage til ham, så var det ham lige meget. Han var godt øvet i forglemmelsesbesværgelsen, og han vidste også hvordan man udførte aborter, hvis det han forstod Darklighters intentioner korrekt.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew trak på smilebåndet da han så Donner bevæge sig hen og dække maleriet til. Han var selv vant til at de malerier der hang i Darklighterpalæet ikke snakkede, ellers fik de stilleben besværgelse at mærke, så de var fanget forevigt i deres malerier. Han nikkede langsomt mens han lyttede til manden.
"Lad os starte med £100.000, og så kan vi altid forhandle om der skal mere til," svarede han med myndig mine. Han vidste han kunne skaffe pengene og han havde gode forbindelser på sin side allerede, nu hvor hans forretningsimperium havde eksisteret et godt stykke tid. Northern Lights Industries var kendt og respekteret allerede inden han havde taget over, og han havde hævet niveauet gevaldigt, og var blevet kendt som en af de yngste og bedste entreprenører i både det magiske samfund og i mugglerverdenen. "Begge køn er tilfredsstillende," hans ordvalg gav ham anledning til at smile en smule bredere men ville ikke lade sig dvæle ved det for længe. "Har De måske nogen på stående fod man må se an inden man tager dem med sig?" spurgte han inden han hev det lille checkhæfte frem og en kuglepen der var gemt i kappens inderlomme og gav sig til at skrive med den dybrøde blæk, £100.000 med sirlig skrift, så den kunne indløses i Gringotts. Han rev checken af og gled den over bordet i retning af hvor manden nu stod.

[Donner Lockwood]

Donner satte sig ned ved lyden om £100,000. Han måtte slå det ene ben over det andet og tage hånden for hans mund, for at skjule hans overraskede blik. Var der virkelig så mange penge i at løbe et børnehjem? Da hans far var død, havde Donner arvet hans fars store formue, men han havde fundet ud af at pengene ikke rakte langt, når ens levebrød var et børnehjem. Han havde tjent sine penge på diskrete metoder gennem de sidste år, men han havde aldrig troet at han kunne tjene så meget, hvis rygterne nåede frem til den rette person.
Hans blik limede sig grådigt til Lord Darklighters hånd, som han begyndte at skrive det tilbudte beløb ned på en check. Han havde knap nok hørt hans spørgsmål. Han nikkede, “En De kan se an? Tjo, jeg kunne vel… Jeg har en Avery pige, hvis det kunne interessere Dem?” Det var ikke uhørt om at han fra tid til anden fik et barn fra nogen af de mest kendte familier. Der var altid en datter, der havde lavet en upser, en mand der havde bollet ved siden af eller en kone der havde været fristet af en gardner.
Han rejste sig atter og gik hen til væggen, hvor der hang et horn. Han fjernede en prop fra enden og placerede sin mund uden for hornet.
“Avery, Danielle - kan De straks komme til Forstanderens kontor?” Hornet, der stak gennem væggen, kunne bære lyden gennem stort set hele børnehjemmet, “Jeg kan få Hildegard til at sætte noget te over, hvis De ønsker?” noget at spørge om, for at slå tiden ihjel, mens de ventede.

[Matthew J. Darklighter]

Et smil krøllede sig over Matthews læber ved lyden af Donners ord. Han var en mand efter hans eget hjerte, og penge lod til at være et godt sted at starte for at få ham med på sine idéer.
"En Avery...?" Matthew hævede et øjenbryn en kende imponeret mens han fulgte manden med blikket som han gik over og bad om at få et barn til kontoret. "Nu er de vel ikke for brugt?" spurgte han med hovedet lidt på skrå. Lyden af Donners kald efter barnet havde givet ham anledning til at overveje hvor mange der havde været før ham med et så direkte ønske som hans. Han nikkede kort til tilbuddet om en kop te.
"Te lyder glimrende," svarede han og huskede sine forholdregler med den lille smule pulver i lommen der kunne afsløre om der var fremmed eliksir i de drikkevarer han blev tilbudt udenfor hjemmet. Det var diskret og nemt at bruge uden nogen lagde mærke til det. Han lænede sig tilbage i sofaen og ventede med et blik der skinnede af fryd.

[Donner Lockwood]

Han nikkede og tog igen proppen af for at kalde, “Hildegard, pigebarn! Te til mit kontor…” han skulle til at fjerne sit ansigt, før han igen lænede sig mod hornet, “Den gode te” - nej, han ville ikke dele sin fine te med hver og en af de uslinger der kom og opgav deres børn her… Men Matthew fortjente den gode te.
Han satte sig over i sin lænestol igen, og han smilte ved hans spørgsmål og rystede på hovedet, for at fjerne hans bekymringer. “Jeg har kun fået meget få henvendelser på mine børn i fortiden - omtrent tretten over en årrække, men af dem er der kun to der stadigvæk bor her - og dem fjerner vi bare fra dine overvejelser. De fleste andre er blevet adopteret væk, så det er intet problem. Vi holder også drengene og pigerne meget separate, så de forhåbentligt ikke laver noget med hinanden. Vi går meget op i renhed her på Hoghaven,” han fugtede sine læber. Det bankede på døren og han rettede blikket mod døren, “Værsgo!” sagde han med en dyb og hævet stemme.
Ind trådte Hildegard ind, Donners datter. Hun havde teen med sig, som hun med anspændte bevægelser gik hen for at servere deres te. “Hildegard, min datter. Stadigvæk ren og ledig, hvis De nogensinde skulle have interesse i et ægteskab - eller De kender en ven, der mangler en kone,” tilbød han, før han tog imod teen. Mens han hævede teen til sine læber, bankede lille Danielle Avery på døren, og hun trådte forsigtigt ind, som Donner vinkede hende ind gennem den allerede åbne dør. “Så, Hildegard, jeg tror det var dét - vi vil gerne fortsætte mødet alene.” og med dét trådte Hildegard ud uden et ord, men ikke uden at sende et sidelæns blik mod de to mænd.

[Matthew J. Darklighter]

"Godt, brugte varer kan jo nemt gå i stykker," bemærkede Matthew tørt og smilede smalt uden at uddybe hvor han havde den erfaring fra. Han holdt inde med sine ord da Donners datter kom ind i kontoret og lyttede til hans ord. Matthew lod sit blik glide op og ned ad Hildegaard som om han åd hver centimeter af hende, målte, vurderede og spyttede ud igen på gulvet da han så medlidende fra hende til Donner.
"Jeg er beæret over Deres tilbud, Mr. Lockwood. Måske min bror vil være interesseret. Vladimir Darklighter, militærmand," foreslog han forklarende idet han lænede sig frem og med fingerspidserne lidt ind over tekoppens kant lod nogle få pulverkorn glide ned i væsken for at se om der var nogen effekt. Der skete intet og Matthew tog koppen til sig og drak en slurk for at fugte munden i samme øjeblik Danielle Avery trådte ind. En fin ung pige i børnehjemmets triste klæder. Han satte koppen fra sig og sendte Donner et afventende blik mens Hildegaard forlod dem med et sideblik til dem.
"Hun er yndig," sagde Matthew lavmælt så snart døren lukkede sig i tungt bag Danielle, og hun var tilbage alene med de to løver i hulen.

[Donner Lockwood]

Donner nikkede i enighed, selvom han ikke helt kunne forstå hvad han mente med at de kunne gå i stykker. Alligevel gik han ud fra at manden måtte have ret.
Han var dybt interesseret i hans snak om hans brors mulige interesse, men han nåede ikke at spørge ind til det yderligere, før Danielle trådte indenfor og Hildegard trådte ud. Døren var lukket til lokalet og luften var tung og stille. Det eneste der kunne høres var dem og den knitrende lyd fra pejsen. “Meget. Hun kan have et temperament, dog. Men det kan også være sjovt med en udfordring, ikke?” han smilede skævt. Danielle trådte dem nærmere med en undertrykt utilpashed, gemt bag et lille smil.

[Matthew J. Darklighter]

"Ohh, javel, en udfordring er jeg altid glad for," sagde Matthew med et smil og rakte en hånd frem for at række ud til pigen der stod usikker, og med et sky smil på læberne. Hun var virkelig yndig, måtte han indrømme, og han trak hende lidt nærmere ved hendes lille, kolde hånd. "Kom, lad mig se dig lidt bedre, min pige," bad han stilfærdigt for ikke at have et alt for formelt tonefald overfor hende. Med hænderne på hendes smalle hofter vendte han hende lidt så han kunne tage hende bedre i øjesyn skønt det var lidt svært i det smalle mellemrum mellem sofaen og sofabordet. Han lod hende standse med ansigtet imod sig og han strøg hendes kind inden han så over på Donner.
"Har hun været prøvet før?" spurgte han med en mild panderynke. Hun var næsten for god til at det var sandt, og han så tilbage på hende inden han tilbød hende at sætte sig til rette over hans knæ.

[Donner Lockwood]

Donner stod og så til, som Matthew tog sig af at kigge på Avery-pigen. Han var tæt på at knytte sin næve i frygt for at hun ville vise sit temperament foran dem. Hun skulle være præsentabel.
Ved Matthews spørgsmål, rystede Donner på hovedet, “Hun har været under streng opsyn her på børnehjemmet - vi ved hvor vigtigt renhed er ved sådan et eksemplar.. For familien.” han vippede let på benene, mens han holdte øje med dem. Danielle følte at hun burde løbe sin vej, men hun vidste hun ikke kunne flygte, så hun måtte i stedet håbe på at kunne stole på den fremmede. Hun satte sig op på hans knæ.

[Matthew J. Darklighter]

Det var lidt som juleaften mens hans rovdyrssmil fandt vej til hans læber og han mærkede hendes vægt over sine ben som hun satte sig til rette, stilfærdig, tavs og yndig, som en nikkedukke. Han fugtede sine læber og lod en arm glide omkring hendes liv mens den anden fandt vej til hendes knæ, lige hvor nederdelens kant lå ved hendes ben. Han smilede til Donner.
"Jeg er glad for at I værdsætter den slags," sagde han med et glimt i øjet. "Det ville jo være en uerstattelig juvel at slå itu," påpegede han og så tilbage på pigen fra Donner. "Hvad siger du, frøken Avery? Skal du med hjem?" spurgte han og nåede at sende checken et sidste blik inden han så på Donner. "De har vel ikke noget imod at jeg tager hende med mig her til aften? Hun kan komme hjem igen imorgen," foreslog han.